XXIV.
De før omtalte Vanskeligheder ved Skansekommandørens Stilling i Almindelighed mærkedes ikke mindst i Nr. II.
En Dag blev jeg kaldt op til Oberst Vahl og irettesat, fordi jeg hele Natten brændte Davys Sikkerhedslampe i Skansens Krudtmagasin. Vi brændte for 8 Skilling Olie hver Nat; Obersten mente, at det var en utilladelig Ødslen med Statens Penge.
Vi kunde imidlertid hvert Øjeblik vente at blive alarmerede. Hente Ammunition i Mørke kunde vi ikke; og stryge Svovlstikker i Krudtkammeret var dog sin Sag.
(Jeg saae ganske vist engang en Ingeniørkonduktør stryge en Svovlstik ved den aabne Dør til Krudtmagasinet — for at tænde sig en Cigar. Men jeg blev meget bestyrtet over dette Syn, og tror nok jeg gav ham en knyttet Næve mellem Øjnene med det samme, hvilket han opfattede som en personlig Fornærmelse.)
Altsaa tog jeg min Røffel og blev ved med at brænde Lampe som før.
En anden Gang kom der Ordre til, at der ved hver Kanon skulde ligge 2 Granater temperede til 800 Alen, for at vi kunde have dem ved Haanden, naar Fjenden stormede. Naar de laa fremme, blev de imidlertid overdængede med Jord, tit helt begravede, saa snart Fjenden tog fat paa sin Beskydning. Først maatte man saa grave dem ud, og dernæst rense dem, inden de kunde gaa i. Vi foretrak derfor vedblivende at hente dem fra Magasinet, naar der blev Brug for dem.
I saadanne Tilfælde havde det sine Fordele at være Reserveofficer. Vi havde ingen Forfremmelseslister at tage Hensyn til. Men naar Fjenden holdt op at skyde paa os, kom vore egne og skældte os ud. Det var Krig hele Tiden; man maatte have sine Kløer hvæssede. Undvære os kunde de ikke; dog havde det været rart med lidt bedre Orden i Tingene, lidt mindre unødvendigt Bryderi.