XXVI.
I Begyndelsen gik det helt godt, den ene Dag omtrent som den anden, med Skydning i c. 6 Timer, Udbedring af Skansen om Natten, Modtagelse af nyt Materiel istedetfor det der blev skudt itu, og Komplettering af Ammunitionsbeholdningen. Under Arbejdet om Natten fik vi undertiden en Granat, men mange kom der ikke, og havde man gode Observationsposter, sinkede det ikke synderlig.
Disse Nattegranater kom næsten saa regelmæssig som efter et Urværk. Da Kongen kom ind i Skansen Natten mellem den 22de og 23de Marts, ventede vi netop en Granat. Infanteribesætningens Chef, Kaptajn Drastrup, der blev saaret den 18de April og siden faldt i Kampen paa Als, modtog Kongen og underrettede ham om, hvor der var den bedste Dækning. Men Kongen lod, som om han ikke hørte ham. Det var saa meget uhyggeligere, som Kongen stod paa det mest udsatte Sted.
Jeg holdt mig afsides for ikke at sinke Kongen, der mulig vilde have henvendt nogle Ord til mig i min Egenskab af Skansekommandør. Drastrup kom farende hen til mig og sagde: »Hvad skal vi gøre? Kongen vil intet høre om Dækning — vi venter jo en Granat!« Og vi stod alle i stærk Spænding, indtil Kongen trak sig tilbage. Et Par Minutter efter kom Granaten — og slog ned paa den Plet, hvor Kongen havde staaet!
Saalænge vi blot nogenlunde kunde svare igen, var Stemningen i Nr. II udmærket. Den 23. Marts skød vi 183 Skud, Fjenden 176.
Men da han mærkede, at vi ikke gav os for saa lidt, bragte han bestandig flere Kanoner i Batteri mod os. Hans Granater fra Broager naaede op i Nr. VI, det var c. 6000 Alen, og over til Sønderborg, et Par hundrede Alen længere; det længste, de kunde naa, var vist henved 7000 Alen. Det var hidtil ukendte Afstande.
I de første Dage var det særlig Nr. II, der var Skive for Kanonerne fra Broager; senere fik ogsaa de andre Skanser deres Del. Da de var saa godt som ude af Stand til at besvare denne Ild, fik Nr. II Ordre til, naar den blev dem for generende, at trække Ilden paa sig ved forceret Skydning. Det var en Ordre, som passede os; der er ingen Fornøjelse ved at lade sig overdænge med Granater og miste Mandskab og Materiel, naar man ikke maa bide fra sig efter Evne.
Mindre let var det dog, naar vi samtidig skulde efterkomme en anden Ordre, som bød os at spare paa Ammunitionen, af Hensyn til de ikke ret store Beholdninger.
Fjenden sparede saavist ikke paa Ammunitionen. Skulde vi have raabt Dæk, hver Gang vi saae en Kanon give Ild derovre, var det snart blevet til Dæk allesammen. Men den preussiske Granat var c. 13 Sekunder om at passere Vemmingbund. En dygtig Observationspost kunde nok vente c. 10 Sekunder, for at blive klar over, hvor Granaten skulde hen. Se den kunde man ikke; men man lærte efterhaanden at høre paa dens Lyd, hvor den skulde hen, til Sønderborg, til Dybbøl Mølle, helt op til Nr. VI, eller ned til os. Og man kunde nok dække sig paa 3 Sekunder; det fik man snart Øvelse i. Men hørte man Granaten brøle i Luften, var det yderste Øjeblik; saa var den der med det samme.
Prøjserne opgiver, at de skød i Gennemsnit pr. Dag: Fra 13de Marts til 1ste April 227 Skud; fra 2den til 9de April 2,866 Skud; fra 10de til 18de April 4,967 Skud. Og den 18de April skød de paa sex Timer fra Kl. 4 Morgen til Kl. 10 Form. 7,900 Skud.
Fra den anden April var Beskydningen altsaa voldsom; og fra den 10de ligefrem overvældende. Jeg tror nok, det var den 10de jeg fik Ordre til at trække Ilden fra Broager paa Nr. II: mine 3 riflede 12 Pd.’s Forladere fik Svar fra mindst 15 riflede Bagladekanoner derovre. En saadan Kamp var det ikke muligt at holde gaaende; vi vilde meget hurtig have faaet Mandskabet skudt og Kanonerne ødelagte.
Vi maatte da blænde Skydeskaarene med Sandsække og saa vidt muligt trække Kanonerne i Læ bag Tværvolde o. s. v. for dog at have nogle i Behold til Kardætskskydning, naar Stormen kom. Om Aftenen aabnede vi atter Skydeskaarene og trak de ladte Kanoner paa Plads for at være beredt paa alle Eventualiteter.
Under den stærkt forøgede Beskydning blev det meget vanskeligt i Nattens Løb at bringe Skanserne i blot nogenlunde Orden; de fik efterhaanden et slemt forrevet Udseende.
Og Terrænet udenom blev saa oprodet, at Transport af nyt Materiel til Erstatning for det ødelagte i høj Grad besværliggjordes. Ogsaa Broerne var i en maadelig Forfatning. Ligesaa Stormpælene i Skansen og Gravene. Og en stor Del af Skytset blev trods alle Forsigtighedsregler demonteret.
Nr. II maatte, i den Tid Anker og jeg skiftedes, begrave 9 ødelagte Kanoner; deraf begravede jeg de 7, bl. a. en 84 Pd.’s Granatkanon Nr. I. Det var en svær Karl; den vejede 8,500 Pd.; vi maatte grave et dybt Hul og vælte den ned med Affutagen — som vi saa hejsede op igen, før vi kastede Graven til.
Den 16de April gav Major Jonquières mig Lov til at trække to af de riflede Kanoner ud af Skansen for at bringe dem i Sikkerhed paa Als. (Den tredie var kun brugelig til nogle Kardæskskud).
Bruge dem mod Broager kunde vi jo ikke, og baade jeg og Mandskabet syntes det var en Skam de skulde ødelægges eller falde i Fjendens Hænder; de havde tjent os godt. Broen var istykker, saa vi maatte trække dem ud over Graven, et besværligt Arbejde. Det sønderskudte Materiel slængte vi udenfor, Hjul, Lavetter, Slæder, Rapperter, Palissadepæle o. s. v. Det blev tilsidst en køn Bunke.
Under disse Forhold maatte Betjeningsmandskabet om Dagen søge Tilflugt i Krudtmagasinet, med kun en enkelt Vagtpost ude. Infanteriet laa i Løbegravene, hvor de som sagt yderligere søgte Ly i selvlavede Huller, undertiden i større Afstand fra Skanserne end det fjendtlige Infanteri i Parallelerne foran Stillingen. Alt Mandskabet havde ligget for længe, værgeløst overdænget med Fjendens Projektiler, med vaagne Nætter i Kulde og Regn. De mindre Sammenstød med Fjenden var næsten altid faldet uheldigt ud. Der var kun faa brugelige Kanoner tilbage i Skanserne. Ingen troede mer, at vi kunde afslaa Stormen. Humøret var borte, selv hos de frejdigste, og Disciplinen gennemgaaende stærkt svækket. Stillingen var for øjensynlig haabløs.
Der blev talt om Udfald; mange mente at saadanne vilde have styrket Soldaternes Selvtillid m. m. Det var dog vist heldigt, ialtfald nu mod Slutningen, at Kommandoen afholdt sig fra den Slags Forsøg. Vi vilde overalt være kommet i Kast med en i Tal, Vaaben, Uddannelse og Disciplin langt overlegen Fjende; og mislykkede Udfald er næppe synderlig opmuntrende.
Derimod kan man med Grund beklage, at Kommandoen ikke bestemte sig til, som tilraadet af Major Jonquières og foreslaaet af General du Plat, at opgive den ødelagte Stilling og trække Hæren over til Als.