XXVII.
Den 1ste April skød Prøjserne næsten ikke fra Broager; de havde bragt deres Skyts op langs Alssund til Understøttelse for den planlagte Overgang til Als. Den skulde have fundet Sted tidlig om Morgenen den 2den April fra Ballegaards Færge, men maatte paa Grund af Storm udsættes til næste Morgen. Og da Vejret vedblev at være meget uroligt, blev Foretagendet helt opgivet for den Gang.
Men for at aflede vor Opmærksomhed fra disse Planer var det, at Prøjserne den 2den April bombarderede Sønderborg. De rettede særlig efter Raadhustaarnet, saa de bagved liggende Bygninger blev slemt medtagne. En enkelt Granat slog 28 Mand ned lige udenfor mit Kvarter; jeg boede hos min Fætter Forpostkommandøren, han stod ved Vinduet og saa det. Selv var jeg heldigvis ikke hjemme den Gang, og da jeg kom, var det værste overstaaet.
Om Natten fortsattes imidlertid Bombardementet, der naturligvis fulgtes af langvarige Ildebrande. Der kom Brandmandskab fra København, men det maatte opgive den sydlige Del af Byen, hvor det meste brændte ned. Under saadanne Forhold fandt selvfølgelig nogen Uorden Sted; Soldaterne fik Skyld for Plyndring. »Redde« gjorde de ialtfald. Jeg saa en Mand hente en Fjerding Smør og en Del andre Varer ud af et brændende Hus; havde han ikke taget det, vilde Flammerne have gjort det.
Det var ikke nemt at skaffe Proviant under de Forhold. Men vi havde en Ordonnans, der forstod Kunsten. Efter sin Hjemstavn hed han aldrig andet end »Fre’sber’«. For at hindre Plyndring, var der sat Gardister ved Broen; ingen af Mandskabet maatte paa egen Haand gaa fra Stillingen over til Byen. Men naar Fresber kom, brølede han hovent: »Jeg er Ordonnans!« Saa turde de ikke andet end lade ham passere. Ude fra Broen haanede han til Tak de dumme »Ben-Gardister«. Og naar han kom tilbage, havde han gerne Kurven fuld.
»Det gaar ikke, Fresber,« sagde vi; »hvor har du faaet det, og hvad koster det?« Det kunde han aldrig »huske«; men han skulde se at komme i Tanker om det, sagde han. Naar vi saa havde spist, kom han: »Undskyld, Hr. Løjtnant, der skulde vel ikke være en Slat tilovers?« Det var undertiden ikke saa smaa Slatter han fik. Saa lavede han med stor Færdighed Kaffe og brølede paa de andre: »I Bønder, kom her og træd an til Kaffe!«
Han havde rigtig hvad man kalder Københavnerhumør, aldrig forknyt. Engang saae jeg ham gaa ved Siden af en Kammerat, en Bonde, da der faldt en Granat lige for Fødderne af dem. Den anden sank lidt i Knæene, men Fresber ikke saa meget som blinkede. »Kan du gi’ igen paa den, Hans Pe’sen?« sagde han.
Som bekendt fraterniserede Mandskabet undertiden med Prøjserne. Fresber var tit derude og blev vel modtaget. Engang spurgte de ham: »Hvad er det, I saadan har tømret paa inat?« »Minerne«, svarede han; »nu ryger I snart i Luften!«