WeRead Powered by ReaderPub
Indtryk og Minder fra Dybbøl cover

Indtryk og Minder fra Dybbøl

Chapter 31: XXXI.
Open in WeRead

About This Book

The narrative recounts the author's experiences as a young officer candidate in the Danish military during the early 1860s. It details the challenges faced at the old Land Cadet Academy, including the harsh living conditions and rigorous training routines. The author reflects on the differences in maturity and knowledge among the candidates, highlighting his own background as a polytechnic graduate. The text captures the physical and mental demands of military training, the camaraderie among the candidates, and the author's personal growth during this formative period.

XXXI.

Jeg gjorde et Forsøg paa at faa udleveret Skansekurve til Fuldstændiggørelse af Brystværnet, saa Mandskabet under Betjeningen ialtfald kunde have Dækning mod Infanteriild. Skulde vi skyde over Bænk udsat baade for Riffel- og Kanonild, vilde det føre til en Forblødning, før Batteriet havde løst sin Opgave.

Jeg gik til Artillerikommandoen og 4de Fæstningskompagni og bad om disse højst nødvendige Skansekurve. Man henviste mig til Ingeniørerne; de mente ikke det var muligt at skaffe dem. De kunde med Nød og neppe skaffe de nødvendige til 1ste Linje.

Men have dem skulde og maatte jeg. Saa fandt jeg dem selv og stjal dem om Natten. Paa den Maade fik jeg samlet 27 Kurve; det var nok til Dækning for de 3 Kanoner.

Jeg havde faaet Kompagniets Løfte om ialtfald nogle Sandsække; med dem agtede jeg at dække den fjerde Kanon. Men det trak ud trods gentagne Mindelser fra min Side og blev ikke til noget. Endnu den 17de April Kl. 11 Aften ventede jeg forgæves paa de Sandsække; de kom ikke. Den 18de April stod derfor den fjerde Kanon mindre godt dækket.

Utvivlsomt blev derved Batteriets Tab større end det burde have været. Men lige saa vist er det, at Tabet var blevet endnu større, havde jeg ikke faaet de tre andre Kanoner dækkede.

Jeg stod den 18de April Kl. 10 paa Kirkebatteriet; pludselig hørte jeg en stærk Infanteriild, forstod at det var Stormen, løb strax over paa Nordre Brohoved og fik Mandskabet til Kanonerne. I det samme blev der raabt: »Den sorte Fane paa Nr. IV!«

Endskønt jeg maatte gaa ud fra, at vore Egne endnu stod der som Fanger, ansaa jeg det for min Pligt strax at lade Kanonerne rette paa denne Skanse. Klokken var da c. et Kvarter over 10. Først en Times Tid efter lød Alarmsignalet.

Hele Tiden maatte vi fra Brohovedet skyde paa Fjenden over vore egne tilbagegaaende Tropper. Det var en uhyggelig Tanke: hvis nu en Granat sprang for tidlig! Og det kunde godt ske.

Vi blev hurtig Genstand for en stærk Beskydning. Saasnart Skanserne var tagne, kørte Fjenden Feltbatterier frem i Fægtningslinjen og beskød os fra dem saa vel som fra Batterierne paa Broager. Grev Waldersee opgiver, at der mod Brohovederne rettedes 60 Kanoner. De skød undertiden for højt; og en Del af Skytset var vel tillige rettet mod Alsbatterierne og Sønderborg. Der var hele Tiden en underlig Lyd i Luften over os. Vist er det dog, at vi til omkring Kl. 1 stod som Midtpunktet for den voldsomme Ild og sammen med Alsbatterierne besvarede den, skønt vi hindredes af mange uheldige Forhold.

Venstre Fløjkanon maatte jeg i Førstningen lade staa; der var ikke Mandskab til den. Senere blev den betjent af Infanteri. Af mine egne Folk mistede jeg strax ved Kampens Begyndelse de 6, nemlig to som faldne, to som saarede og to vistnok som Desertører. De to 84 Pd.’s Granatkanoner i 24 Pd.’s Belejringsaffutage havde meget stærk Rekyle; det var Meningen, at de skulde stanses ved et anbragt Stoppetov, men det sprang, saa Stumperne røg os om Ørene. Vi lagde da Tornystre under Forhjulene og Svansen til Hindring af Rekylen. Men det var som sagt et daarligt Mandskab; dets Holdning, særlig nu i den stærke Ild, var mindre tilfredsstillende; det hændte, at de smed sig under Brystværnet, saa jeg maatte tampe dem op. Og Tornystrene glemte de. Det havde til Følge, at de svære Kanoner gentagende løb ned ad deres Brisker; jeg maatte have Infanteri til at hjælpe dem op igen.

I Terrepleinet kørte Espingolerne forvildet rundt uden at vide hvad de skulde gøre; jeg maatte hjælpe deres Mandskab med at faa dem af Vognene og lægge dem op paa Brystværnet og forklare, at der godt kunde skydes med dem saaledes.

Et Sted var der nogen der brølede: »I skyder paa vore Egne!« Jeg troede, det var os, det gjaldt, og svarede: »Det er Løgn!« Man raabte tilbage: »Det er de forbandede Infanterister, der skyder paa deres Egne.«

Altsaa, der var megen Forvirring. Og heldigt virkede det ikke under saa daarlige Forhold, at der i Brohovedet opholdt sig flere højere Officerer.

Midt under Skydningen fik jeg Ordre til at optælle Ammunitionen. Da jeg gik forbi Krudtmagasinet, kom der en Granat og slog ned i Jorden, meget nær forbi mig. Jeg fornam intet Lufttryk, som jeg har hørt at man skulde ved en saadan Lejlighed. Men det var ikke hyggeligt at skulle gaa op til Kanonerne igen.

Heldigvis holdt vi det gaaende, til Ordren kom at vi skulde forlade Batteriet. Men det var ikke Præcisionsskydning, vi leverede. Rimeligt at Chefen for det i N. Brohoved staaende Infanteri (2den Brigade) blev vred og skældte mig ud paa Stedet. Men havde han kendt Batteriets Forhistorie, vilde han vel nok have givet sin Vrede en anden Adresse.

Og trods alt fik vi ikke saa lidt Jern kastet ind blandt Prøjserne. Vor Ammunition var næsten opbrugt, før Batteriet forlodes.