XXXII.
Det var omkring Kl. 1½ at først Infanteriet, saa Ingeniørerne og Artilleriet i Brohovedet fik Ordre til at trække sig tilbage til Als. Brohovedet havde nu opfyldt sin Bestemmelse og været med til at dække Troppernes Tilbagegang. Vi skulde over den søndre Bro; den nordre var allerede noget tidligere blevet afbrudt.
Jeg lod de tiloversblevne Krudtkasser kaste i Sundet og fornaglede Kanonerne med nogle store Søm, som Ingeniørerne havde efterladt. Ved en af Kanonerne laa der en Mand og klemte sig saa tæt som mulig op under Brystværnet; han havde aabenbart tabt Modet og vilde helst fanges; jeg jog ham ud.
Ligesom vi var rykket ud af Brohovedet, kom der Ordre, at vi skulde forsvare det til det yderste. Hvad Meningen dermed var, er ikke godt at vide. For sent var det ialtfald.
Der var tænkt paa at sprænge Krudtmagasinet i Brohovedet i Luften, men Major Jonquières forbød det, da han var bange for, at det skulde afstedkomme Tab blandt vore egne. Stor Nytte havde det heller ikke været til, da vi fra Als kunde bestryge hele det Indre af Brohovedet.
Den søndre Bro blev afbrudt ved Udsvingning af et Broled. Da Artilleriet i N. Brohoved var blandt de sidste, der fik Ordre til at trække sig over til Als, var jeg ganske naturlig blandt de sidste, der gik over Broen. Der var flere Officerer dér foruden de Ingeniører, som under Oberstløjtnant Dreyers Kommando skulde udføre Afbrydningen. Jeg saa bl. a. af Ingeniørerne Kaptajnerne Hedemann og Thulstrup, af Artilleriet min Chef, daværende Major Jonquières.
Da Ingeniørerne var ifærd med at afbryde Broen, saa det saae ud til, at en Del af disse Officerer maatte blive paa Sundevedsiden, gjorde jeg Majoren opmærksom derpaa. Han svarede mig ikke; jeg troede, at han mulig ikke havde hørt mig, han var noget tunghør paa det ene Øre. Jeg gik derfor over paa den anden Side af ham og sagde højt: »Broen bliver brudt af, Hr. Major, før De kommer over den!« Han svarede stadig ikke, vilde altsaa ikke høre.
Jeg løb da og kom tidsnok over; der var ingen Mening i uden Nytte at blive og lade sig skyde. Tilmed havde jeg den Pligt at se at komme over og samle mit Mandskab. Men Jonquières med flere andre blev staaende, og det allerede afbrudte Broled maatte for deres Skyld svinges ind igen. Saa kom de over.
Tilfældigvis havde Prøjserne ikke vovet sig saa langt frem, at de kunde se vore Officerer staa der paa Broen; de var ellers blevet pillet væk til ingen Nytte.
Jeg tillod mig senere overfor Jonquières og Thulstrup at udtale min Opfattelse af det meningsløse i til ingen Nytte at lade sig skyde ned. Jeg fik det Indtryk, at den ene ikke havde villet gaa før den anden. Det synes mig en Misforstaaelse paa den Maade at ville kappes om at vise Mod. Hvor Pligten byder En at udsætte sig, er der intet at sige dertil. Men da vi paa ingen Maade havde Raad til at miste flere af vore ældre Officerer end nødvendigt, havde det efter mit Skøn her været deres Pligt at bringe sig i Sikkerhed.
En Officer tilhører ikke sig selv og har ikke Lov til af Trods eller Stolthed at udsætte hverken sig selv eller sit Mandskab. Men det saa man adskillige Exempler paa.
En Morgen, da et Par Officerer stod inde i Nr. II, kom der en rund Granat, som faldt foran dem og laa og snurrede rundt med rygende Brandrør. De saa noget betænkeligt til den, men rørte sig ikke, før jeg sagde: »De Herrer burde dække Dem, før Granaten springer!« Ogsaa her har rimeligvis den ene ikke villet være ringere end den anden.
En Nat kom en Infanterikaptajn — det var den fra Mysunde bekendte Kaptajn Svane — med sit halve Kompagni ind i Nr. II og stillede paa to Geledder ved Broagerflanken. Jeg bad ham rykke bort, da vi ventede en Granat, som rimeligvis vilde komme paa det Sted. Han nægtede det.
Jeg løb ud efter Afløsningen og fik dennes Kaptajn med tilbage for at tale Svane til Rette. Det blev gjort meget eftertrykkeligt, men til ingen Nytte.
I det samme kom heldigvis den Ingeniørofficer, som skulde tilse Nattearbejdet. Ham fik jeg til at befale den stædige Kaptajn øjeblikkelig at rykke ud af Skansen, da han generede Arbejdet. Det var en Ordre; den maatte lystres. Og saaledes fik vi endelig Infanteriet ud, før Uheld skete. Men en saadan Mand burde efter mine Begreber ikke have Kommando.
Noget andet er det, naar man har bebrejdet os Artilleriofficerer, at vi undertiden kommanderede fra Brystværnet under fjendtlig Ild. Det gjorde man ikke for Morskab, men kun naar Stemningen var trykket, for at berolige Mandskabet og vise det, at Faren var ikke saa stor.