XXXIII.
Jeg kom over Broen og gik op forbi Kirken. Der stod i en Indskæring lige op ad Kirkemuren fire 4 Pd.’s riflede Kanoner af 2det Batteri. Med disse Kanoner skulde de bl. a. skyde Pontonbroen isænk.
Jeg spurgte Officeren om Jonquières; han mente, Majoren var i Kirkebatteriet, hvor jeg saa gik op. Han var der ikke, men jeg traf hans Næstkommanderende Major W. Kauffmann, hos hvem jeg meldte mig til Tjeneste.
Der kom en Officer hen til mig og sagde: »Det var jo Dem, der kommanderede i N. Brohoved? De maa have haft svære Tab. Hele Terrepleinet ligger fuldt af Døde.«
Med det Svar, at efter mit Skøn havde vi haft forholdsvis ringe Tab, gik han hen og saae over til Brohovedet gennem et Skydeskaar ved en af de svære Kanoner. I det samme kom der en Granat, som ramte Rappertens Brystrigel og ved Sprængningen saarede mig og tre Mand til. Jeg meldte mig da som saaret til Major Kauffmann; det var for saa vidt unødvendigt, som jeg stod i mit Blod.
Jeg havde i Brohovedet været saa uheldig at miste min Kappe. Istedet havde jeg faaet en Underkorporalskappe; det var nok den, der gjorde Ulykken. I alle Tilfælde var Kuglerne efter mig, lige siden jeg fik den paa; paa en halv Time fik jeg to Træffere og flere Skud i Kappen, medens min egen var uskadt efter at have gjort hele Belejringen med.
Majoren bandt sit Lommetørklæde om min Arm for at stanse Blodet. Jeg kunde godt gaa, men blev dog taget op af Ambulancen. Vi kom forbi en Løbegrav, hvor der stod en norsk Læge; han anlagde den foreløbige Forbinding. Det saae ikke godt ud; der stak Benstumper ud af Saaret; venstre Underarm var knust.
Lægen smed Majorens Lommetørklæde og mit afskaarne Skjorteærme hen til en Side. Han saae meget forbavset ud, da jeg efter endt Behandling forlangte min Mansjetknap. Han kunde jo ikke vide, at det var en Gave, som jeg nødig vilde miste.
Herfra kom jeg hen paa Feltlasarettet, hvor jeg blev rigtig forbundet af en Læge Arendrup; han stod i travlt Arbejde og lignede en Slagter. En af mine Folk havde fulgt mig; han stod ved Siden af og græd. Da en anden Soldat spurgte ham, hvem jeg var, skældte han ham ud, fordi han ikke vidste det. Manden holdt af en høj Snaps; det var formodentlig Paavirkning af den Slags, der gjorde ham saa rørende.
Jeg blev atter overgivet til Ambulancen. Da de gik med mig, knækkede begge Bærestænger, saa jeg kørte et Stykke hen ad Vejen. Heldigvis kom der en Vogn med andre Saarede forbi; den tog mig op. Vi blev kørt ned til Høruphav og kom ombord i et norsk Dampskib »Nordstjernen«.
Jeg kunde selv gaa ud paa Skibet. Ved Bulværket traf jeg en højere Søofficer, som jeg var lidt i Familie med. Ham bad jeg telegrafere til mit Hjem, og Telegrammet kom afsted.
Paa »Nordstjernen« var alle Pladser optagne af Saarede. Enkelte var saa haardt medtagne, at de døde ombord; men man hørte ingen klage sig. Jeg overlod min Køje til en Officersaspirant, cand. jur. Haxthausen; han havde faaet 6 Lod Jern i Underlivet, hørte jeg siden. Jeg gav ham lidt Limonade og saae til ham engang imellem. Han laa stille hen, men døde et Par Dage efter.
Jeg traf her paa »Nordstjernen« min gamle Lærer fra Landkadetakademiet, Løjtnant Pingel. Da jeg i sin Tid forlod Skolen for at gaa over til Artilleriet, havde han sagt til mig: »Naa, De vil nok i Livsforsikringsanstalten!« Saaledes lod det til, at Fodfolket betragtede Artilleriet.
Her mødtes vi nu paa Lasaretskibet, begge saarede. Og jeg var noget værre tilredt end han; saa Livsforsikringsanstalten havde just ikke vist sig paalidelig.
Ved Landgangen i København blev jeg paa Grund af min Underofficerskappe vist paa Lasaret sammen med de Menige. Mine Forældre, som var rejst ind for at se mig, gik længe omkring og ledte efter mig.
Jeg laa et Par Maaneder paa Lasarettet i Wildersgade. Der kom en Del Benstumper og Klædeslapper ud af Saaret; Overlægen sagde, at jeg kunde takke mit sunde Legeme for, at jeg slap vel over den Historie.