Mit første Indtryk af Dybbølstillingen blev ikke senere afkræftet. Forsvaret var slet forberedt.
Ved Kommissionsbetænkning af 1851 var paapeget Nødvendigheden af »en stærk, tildels permanent Befæstning« paa Dybbølbjerg. Ingeniørkorpsets Forslag af 53 krævede paa Dybbølbjerg »tre stærke permanente Forter« foruden enkelte mindre Værker og Brohovederne. Til Als og Sundeved var her ialt beregnet 2,300,000 Rigsdaler.
Dette Forslag blev af Krigsministeren forelagt en ny Kommission, bestaaende bl. a. af Generalerne de Meza, Fibiger, Schlegel og Baggesen. I denne Kommissions Januar 51 enstemmig afgivne Betænkning krævedes til Als med Dybbølbanke ialt c. 2 Millioner Rigsdaler, d.v.s. Kommissionen tiltraadte Ingeniørkorpsets Forslag, kun med Udeladelse af Værkerne om Sønderborg mod Alssiden.
Dette af en stor Kommission efter omhyggelig Overvejelse stillede Forslag gjorde den daværende Krigsminister, Oberst Lundbye, intet Forsøg paa at faa gennemført.
Istedet modtog Ingeniørkorpset i Maj 57 en ministeriel Skrivelse, der paalagde det at udarbejde nye Planer over det absolut nødvendige under stadigt Hensyn til Bekostningen, idet Ministeriet paa Forhaand opgav Kommissionsforslaget, som ved »den blotte Talstørrelse« — ialt krævedes 32 Millioner Rigsdaler til hele Monarkiets Sø- og Landbefæstning — »vil virke saa afskrækkende, at ingen virkelig grundig Behandling i den pengebevilgende Forsamling bliver mulig.« Saaledes skrev Ministeriet.
Ingeniørkorpset afgav herefter, med det forlangte Hovedhensyn til Bekostningen, en ny Indstilling af samme Aar, 1857; heri foresloges Dybbølstillingen befæstet med Jordværker med muret Reduit og Gravkaponierer til Infanteriforsvar. Dertil beregnedes 794,000 Rigsdaler, Armeringen ikke medregnet.
Heller ikke dette Forslag blev forelagt Rigsdagen til Beslutning; Krigsministeren var stadig bange for Bekostningen. Først Lundbyes Efterfølger som Krigsminister, Oberst Thestrup, gennemførte under den umiddelbart truende Krigsfare 1861 Dybbølstillingens Befæstning — til et Beløb af 199,600 Rigsdaler, altsaa godt 1/20 af det, som den sagkyndige Kommission havde krævet, og godt 1/7 af det, Ingeniørkorpset havde krævet som absolut nødvendigt.
Men denne Befæstning blev da ogsaa nærmest kun en Feltbefæstning, beregnet paa at støtte Hæren, ikke paa at modstaa en Belejring. Det var hastigt opkastede Jordværker, uden Gravforsvar og uden bombesikre Rum for Mandskabet. Selv om Fjenden kun havde angrebet med det gammeldags glatløbede Skyts, vilde det have været en vanskelig Sag at forsvare denne Stilling mod en regelmæssig Belejring.
Men til vor Ulykke var vor Modstander for en stor Del væbnet med det nye riflede Skyts. Netop i de foregaaende Aar var dettes Overlegenhed blevet almindelig anerkendt, og det blev Dybbøls Skæbne at afgive det praktiske Bevis, paa vor Bekostning. De danske Sagkyndige havde ikke været uvidende om Virkningen af det riflede Skyts; bl. a. havde en dansk Officer i 1858 overværet de bekendte Jülicherforsøg, som viste Muligheden af ved indirekte Skydning med riflet Skyts at skyde Bresche i Fæstningsværker.
Men Dybbøls Befæstning var anlagt uden Hensyn til disse Erfaringer, og vort Artilleri var kun saa smaat begyndt paa at indføre det nye Skyts. Dels var det for dyrt, dels var flere af vore ellers dygtigste Artilleriofficerer endnu ret uvillige til at godkende dets Fortrin fremfor det glatløbede, som de var indlevede med og havde Forkærlighed for. Vi stod med Hensyn til Indførelsen af riflet Skyts ikke tilbage for nogen af de andre Smaastater. Men det var ikke dem vi havde at gøre med, det var Prøjsen, som af alle Stormagter var videst fremme paa dette Omraade. Her havde man i 1861 med stor Energi taget fat paa Indførelsen af et helt nyt og fortrinligt System riflet Bagladeskyts. Og ganske vist er det en Fejltagelse, naar mange tror, at Prøjserne førte lutter riflet Skyts imod os ved Dybbøl; endnu den 18. April var omtrent Halvdelen af deres Kanoner glatløbede. Men de havde paa deres Fæstninger en anselig Mængde tildels svært Skyts af den ny Konstruktion; og af dette blev efterhaanden det meste ført op til Brug mod Dybbøl. Da først det var bragt i Stilling imod os, var Udfaldet givet. Fra Broagerland kunde de dermed over Vemmingbund beskyde vore Skanser paa venstre Fløj, som ikke var tilstrækkelig dækkede mod den Side, hvor de ved Afstanden over Vandet vilde have været beskyttede mod Angreb af det glatløbede Skyts.
Prøjsernes Granater gik lukt igennem de svære Blokhuse, som var beregnede til Ophold for Mandskabet. Hurtig viste det sig, at disse Blokhuse var ikke Tilflugtssteder men Rettersteder. Skansernes Besætning maatte, da Beskydningen, særlig fra Broager, blev stærkere, søge Ly bag ved Skanserne i Løbegravene, og endda yderligere grave sig ned der, saa langt borte, at Fjendens Infanteri ved Stormen flere Steder naaede ind i Skansen næsten samtidig med vort eget.