Vi fandt Skanserne ved vor Ankomst liggende omtrent som Ingeniørerne havde forladt dem i 61. Foran Stillingen laa uforstyrret endnu baade Hegn og Huse til Fjendens Dækning. Ogsaa i selve Værkerne manglede en Del vigtige Arbejder. Man skulde da tro, at der strax var sat al Kraft ind paa saavidt mulig at bøde Manglerne. Men det skete ikke.
Det varede ikke længe før vi ved 4de Fæstningskompagni under Kaptajn Bartholin havde 300 Mand; senere blev vi 600. Det var ikke noget udsøgt Mandskab, mest Feltartillerister af ældre Aargange, Folk, som aldrig havde lært at betjene Fæstningsartilleri og havde glemt det meste af det, de engang havde lært. Saa meget uheldigere virkede det knappe Officerstal, Kaptajnen som eneste Linjeofficer med tre unge Reserveofficerer, en Milits- og en Borgerofficer. Kommandersergeanten var en ældre Mand, som næppe kunde have gjort Fyldest ved et Feltbatteri, og ej heller gjorde det hos os; Foureren ganske ung, ikke fyldt de tyve. Saa var der et Par Reservekorporaler, udtagne blandt Underkorporalerne, og et Par Underkorporaler, udtagne blandt de menige. Det var hele det kommanderende Personale.
Men Folk havde vi dog, og der var nok at tage fat paa. Vi ventede paa Ordrer; vi fik ingen og bestilte intet. Maaske gik man ud fra, at Krigen ikke vilde bryde ud før til Foraaret. Alligevel syntes vi unge Officerer, at det var en underlig Maade at forberede Stillingens Forsvar paa.
Jeg spurgte Kaptajnen, om vi ikke skulde begynde. Han gav mig det mærkelige Svar, at Folkenes Uniformer jo ikke var kommet endnu. Jeg mente, at Folkene nok kunde arbejde, fordi de ingen Uniformer havde; de fik jo Erstatning for hver Dag de brugte deres eget Tøj. Hertil svarede Kaptajnen kun: »Aa, jeg har saadan en Hovedpine.«
Saa blev vi ved med at drive bag de ufærdige Skanser.
Fejlen var vel, at ikke strax en handlekraftig Mand var blevet udnævnt til Stillingens Kommandant med Myndighed over alt det der liggende Militær, — nemlig en Bataljon Fodfolk, nogle Ingeniører under Kommando af en Kaptajn, Artilleridepotet, og nu 4de Fæstningskompagni samt Feltartilleriet paa Als.
Der kunde med dette Mandskab have været udført et stort Arbejde til Fuldstændiggørelse og Styrkning af Stillingen. Nu blev en Maaned ligefrem spildt.
Aldrig i mit Liv har jeg bestilt saa lidt som denne Tid i Sønderborg, og aldrig har jeg været saa slet tilpas.
Maaske troede Kaptajn Bartholin ikke, at man kunde udrette noget med Reserveofficerer. Ialtfald sjoflede han os i høj Grad. Da Major Lunddahl blev udnævnt til Øverstkommanderende for Artilleriet i Dybbølstillingen, undlod Kaptajnen saaledes at meddele os det.
Vi plejede at spise i et Hus ved Sønderborg Havn, hos Havnefogeden — en ældre Mand, der vist havde været Tjener hos Hertugen af Augustenborg. Han var ialtfald meget fortrolig med dennes Forhold og viste os en Gang Hertugens Portræt, som han havde liggende i en Dragkisteskuffe.
Da vi en Dag først i Januar ved Tretiden kom og skulde spise til Middag, sad Major Lunddahl i Havnefogedens Stue sammen med Kaptajnen. Majoren sagde: »De Herrer kender vel Armébefalingen?« Som ældst Officer svarede jeg: nej, vi kendte den ikke.
Lunddahl vendte sig da til Kaptajnen: »Har De ikke gjort de Herrer bekendt med Armébefalingen?« »Nej,« svarede Kaptajnen, »jeg troede ikke det var nødvendigt at underrette Reserveofficererne.« Hertil bemærkede Lunddahl: »Jeg kender ingen Forskel; Reserveofficererne bærer Porteépée lige saa vel som Linjeofficererne og maa behandles som dem.«
Dermed var Kaptajn Bartholins Rolle egentlig udspillet. Ved Appellen Dagen efter inddelte Major Lunddahl Folkene, medens Kaptajnen stod som Statist. Og fra den Tid var det Majoren vi henvendte os til i Tjenestesager, selv om Kaptajnen var tilstede. Under hele Belejringen veed jeg ikke af, at jeg har set Kaptajn Bartholin, skønt jeg stod ved hans Kompagni. Paa denne Mand hviler en stor Del af Ansvaret for, at Dybbølstillingen ikke var i bedre Stand end den var, da Prøjserne kom.