VI.
Major Lunddahl havde Artillerikommandoen i Dybbølstillingen til den 10de Februar, da han maatte træde tilbage paa Grund af Sygdom. Han var høflig og hensynsfuld overfor sine Officerer. Politisk var han Nationalliberal af reneste Vand, og det var vel af politiske Grunde han overfor mig udtalte, at han betragtede mig som sin personlige Fjende. I Tjenesten kom vi godt ud af det.
Han var en ivrig Mand til sit Arbejde; strax efter Middagen den første Dag han var kommen, gik han hele Stillingen igennem med sine Officerer, og Dagen efter blev vi sat i Gang. Jeg fik Udtransport af Materiel og Ammunition, mest fra Sønderborg Slot, og særlig til Skanserne paa Dybbøl Bjerg.
En Dag da vi førte en Krudttransport derud, kom en ung Fyr gaaende imod os, meget overlegen, med brændende Cigar i Munden. Han var næsten naaet op paa Siden af første Ammunitionsvogn, før jeg opdagede ham. Jeg sagde ganske stille: »Der er Krudt i Vognen!« Det var tilstrækkeligt. Jeg maa endnu smile ved at tænke paa hans hovedkulds Flugt ind over Markerne.
Paa Skolen havde vi lært, foruden mange andre Forsigtighedsregler, at foran hver Krudttransport skulde der ride en Mand og fordre al Ild slukket undervejs, f. Ex. i Smedierne. Her kom en Mand med brændende Cigar gaaende lige op mod en fuldtlæsset Krudtvogn.
Ved Sønderborg Slot laa et stort Træskur fyldt med Materiel, f. Ex. Slæder, Raperter m. m. til de svære Kanoners Affutage; jeg havde i flere Dage ført Materiel ud herfra.
En Morgen, da det blæste stærkt, kom Marketenderen og bad om han maatte gøre Ild paa til Kaffen inde i det halvtømte Skur. Tilfældig kom i det samme Depotkaptajnen gaaende. Jeg henviste Manden til ham — og vi fik den Oplysning, at en stor Mængde Trækasser, der stod langs Væggen, netop hvor Marketenderen vilde tænde sit Baal, var fyldt med Ammunition til Haandvaaben!
Jeg havde godt set Kasserne, men tænkt at de indeholdt Geværer. Kaptajnen havde intet sagt om hvad der var i dem, og jeg kunde ikke ane, at man var saa uforsigtig at blande Ammunition med Materiel.
Der var lidt for stor Forskel paa de Regler, man i Fredstid iagttog ved Laboratoriet, og den Sorgløshed, hvormed man her behandlede de farlige Stoffer.
Der var i Skanserne ikke andre bombesikre Rum end Krudtmagasinerne, der paa Dybbøl var af Beton. Derfor søgte Folkene ofte Ly der; de laa som Sild i en Tønde, og der var en Stank, saa man daarlig kunde trække Vejret. Naar Sikkerhedslampen ikke vilde brænde i den tykke Luft, satte man en tændt Lygte paa en Krudtkasse! Det var ikke noget sjældent Syn.
Naar det gik godt, maa man her som paa saa mange andre Punkter sige, at Lykken var bedre end Forstanden.