VII.
Hvad Jordarbejdet angaar, hindredes det i høj Grad ved det nu indtraadte Frostvejr.
Heller ikke tog man overalt lige kraftig fat. Bataljonschefen tilbød Ingeniørkaptajnen at stille hele Bataljonen til hans Raadighed til Sløjfning af de mange Hegn foran Stillingen. Men Kaptajnen afslog det med den Bemærkning, at det Arbejde kunde hans Ingeniører udføre paa faa Dage. Den 18de April var han ikke blevet færdig med det.
Med Hensyn til selve Skanserne var det naturligvis ikke muligt paa den givne Tid og med de forhaandenværende Midler i væsenlig Grad at ændre deres Karakter. Svagt var de anlagt, og svage maatte de vedblive at være. Frosten var i Vejen, Dagene var korte, og vi manglede Hestekraft til Transporten.
Der laa nogle Feltbatterier, som ikke havde noget videre at tage sig til; men det syntes ikke, at de kunde afgive deres Heste. Vi fik Infanteribataljonens Chef til at laane os de 16 Heste, som hørte til Bataljonens Ammunitionskærrer, men paa den Betingelse, at Trænkuskene skulde køre dem.
De stillede da med Hestene en Morgen paa Slotspladsen. Men disse Trænkuske var blevet vant til at drive og havde ikke Lyst til her at sættes i Arbejde; de gjorde Hestene kørestædige, saa de stod ret op i Luften. Jeg som Landmandssøn kunde nok se, hvordan det gik til. Jeg henvendte mig til Lunddahl, som stod og saa paa det: »Tillader Majoren, at jeg smider de Karle ned og sætter mine Konstabler op? Saa skal vi nok faa Vognene ud.«
Men Majoren rystede paa Hovedet; det gik ikke an. Saa maatte vi lade Trænkuskene føre deres Heste hjem igen.
Trods alt blev der udrettet en Del. Vi hængte godt i, og efter Omstændighederne blev Resultatet nogenlunde. Det er galt, naar Oberst N. P. Jensen i sin Bog om Krigen 64 paastaar, at ikke en eneste Skanse var i Forsvarsstand, da Hæren kom fra Dannevirke den 7de Februar. I alle Skanserne var der Kanoner og Ammunition, og de fleste af dem var forsynede med Stormpæle i Gravene.