Judith Fürste: En Fortælling

og han gentog Verset atter og atter mekanisk, indtil Ordene tabte al Betydning, blot pinte og trættede ham, og han forbavsedes over endnu at maatte sige dem.

VII.

«Jeg vil kun endnu en Gang spørge Dem, om det ikke er muligt, at jeg kan faa min Fædrenearv, jeg beder Dem, giv mig den, ikke som Ret, men som Barmhjærtighedsgerning.»

«Og naar Du har opbrugt de tretusind Kroner, hvad da?»

«Da maa jeg vel have lært nok til at kunne sørge for mig selv.»

«Det er yderst tvivlsomt, men lad mig nu sige Dig, hvad det dog ikke nytter at skjule; det lyder saa smukt, naar Du siger, at Du ikke fordrer dem som Din Ret, men Du tror da vel heller ikke, at Du har nogen Ret til dem?»

«Har jeg ingen Ret til dem?» spurgte hun aldeles overvældet af Forbavselse, «hvis Moder døde, og jeg da fordrede dem i Stedet for at bede om dem, kunde de saa nægtes mig?»

«Ved Du, at der er noget, som hedder Kontrakrav?»

Hun vidste det ikke, men fik en Anelse om, hvad det havde at betyde.

«Det er ingen Faders, følgelig heller ingen Stedfaders Pligt, at forsørge sit Barn længere end til dets attende Aar. Efter den Tid kan han, om han vil, tage Betaling for dets Kost, Logi og Klæder. Du har allerede i to Aar levet paa min Bekostning. Tag det ikke saa hæftig, jeg vil jo ikke beholde Dine Penge og jage Dig paa Porten. Du skal naturligvis ogsaa for Fremtiden have Dit Ophold her i Din Moders Hus, men Dine «Fordringer», dem maa Du slaa en Streg over.»

«Hvorfor sagde De mig ikke det for to Aar siden, da De med min Formynders Minde fik mine Penge?» stammede hun grædefærdig.

«Den Gang trængte jeg til de Penge, og hvad Forpligtelse havde jeg desuden dertil. Tag bare ikke Sagen saa tragisk. Du har Dit Hjem her og skal intet mangle, men naar Du nu ved, at Du lever her paa min Bekostning, vil Dit Sind dog maaske blidgøres over for mig.» Hun sad aldeles stiv og stille. Han saa paa sit Uhr: «Naa, jeg maa afsted, vi kan senere drøfte Sagen nærmere, hvis Du vil.» Med disse Ord forlod Prokuratoren Værelset.

Hun forblev nogen Tid ganske ubevægelig. Hun havde anet noget saadant, og nu var det Virkelighed, den rene, nøgne Sandhed. Det sidste Haab var berøvet hende. Hendes Stedfader havde Ret til at vise hende bort i samme Øjeblik, hendes Moder lukkede Øjnene, og hvorfor skulde han ikke gøre det endogsaa før. Hans Beregninger gik langsomt op for hende. Naar hun engang fik Arv at kræve efter sin Moder, vilde formodenlig ogsaa den gaa op mod «Kontrakrav». Hun var hjælpeløs prisgiven en samvittighedsløs Mands Forgodtbefindende. Da overvældede Fortvivlelsen hende uden nogen Modstand fra hendes Side. Med et Skrig kastede hun sig ned foran Stolen, hvori hun havde siddet. Hun tænkte ikke, hun følte kun, at hun var fortvivlet, saa grænseløs fortvivlet, og hun græd stødvis, snart højt og heftig, snart kun med en indvendig Hulken, som smertede hende ubeskrivelig. Og i sin Sorg paakaldte hun et Navn: «Aa, Fader, Fader!» Men det Øre var døvt og den Arm magtesløs, som altid havde været til Rede, naar en lidende bad om Hjælp. Da jog pludselig den Tanke igennem hende, om hun skulde berøve sig Livet; de talløse Ydmygelser, hun havde i Vente, maatte jo blive uudholdelige. Men hun vidste med sig selv, at hun ikke turde. Hun kunde kun græde, og det gjorde hun, indtil Træthed og Afmagt ogsaa bragte Graaden til at høre op for kun med Mellemrum at vende tilbage i lange, krampagtige Suk. Endelig rejste hun sig fra sin ubekvemme Stilling og satte sig atter i Lænestolen med Hovedet bøjet tilbage, hun var saa udmattet efter det heftige Smertensudbrud, at hendes Hænder rystede. Saa gav hun sig til at overveje sin Stilling. Hun kunde gaa til Frøken Stenberg og bede hende lære sig Skræddersyning, hun kunde bo hos hende, hjælpe hende og tjene sit Brød ved sine Hænders Gerning, sine Hænder, disse fine, hvide Hænder, der aldrig havde kunnet bekvemme sig til noget grovt Arbejde. Men Tusinder var jo henviste dertil, og de var baade glade og tilfredse. Saa blev hun træt af at tænke fast og sluttet — viljeløst lod hun Fantasien raade, og Billeder drog uhindret forbi hendes indre Blik, som de kom af sig selv:

Sidde Sommer og Vinter, Dag ud, Dag ind som en fattig, venneløs gammel Jomfru! Hun vidste, hvilken Medlidenhed hun havde næret for den gamle Frøken Stenberg, hvilken Beklemthed hun havde følt ved Tanken om hendes triste, glædeløse Liv, hvor den mindste Begivenhed blev af Vigtighed, den ubetydeligste Forandring epokegørende. Og Frøken Stenberg var dog trods alt dette tilfreds, thi hun havde næppe ventet sig mere, medens hun selv! — Sidde saaledes om Søndagen, naar den, der er ene, altid føler sig mest forladt, og se ud i den tomme Gade med de toppede Brosten, hvorimellem Græsset skød op. Se Folk gaa til Kirke i deres pæne Tøj, glade over Fridagen i et Liv fuldt af Slid og Arbejde fra Mandag til Lørdag; se Mødrene sende deres Børn ud paa Gaden, det ene efter det andet, sæbevaskede, med rene Forklæder og stive, nystrøgne Kjoler for at nyde Søndagen, som de bedst kunde. Og det var det, man kaldte en Idyl.

En stærkere og stærkere Træthed overfaldt hende, Reaktionen efter Ophidselsen. Hun kunde jo lade staa til, lade hver Dag sørge for sig selv, lade alt gaa, som det bedst kunde, slet ikke bekymre sig for Fremtiden — i Øjeblikket havde hun jo Klæder og Husly, oven i Købet Udsigt til Aftensmad. Ja, det kunde hun jo — opgive Modstanden, resignere — det sværeste af alt at lære — resignere!

Gadedøren var bleven aabnet, uden at hun hørte det, der bankedes paa Dagligstuedøren. Hendes Tanker vendte forvirrede tilbage til Virkeligheden, hun tøvede med at svare; saa erindrede hun, at hun var forgrædt og vilde gaa sin Vej, men det var for sent, thi Johan Banner stod allerede derinde. Hun bøjede Hovedet og vendte det bort fra Lyset, han bukkede og spurgte, om hendes Hr. Fader var hjemme.

«Han er ikke hjemme,» svarede hun stadig med bortvendt Ansigt.

«Han kommer maaske snart?»

«Det ved jeg ikke.»

«Jeg vil tage mig den Frihed at afvente hans Tilbagekomst.»

Hun syntes ikke om det, men hvad var der at gøre; hun satte sig ned, og han gjorde det samme; der blev en temmelig lang Pavse. Hun haabede, at han ikke skulde lægge Mærke til hendes forgrædte Øjne, men han saa strax, at hun havde grædt, og han sluttede sig hurtig til Grunden. Han brød endelig Tavsheden og begyndte at tale om almindelige Ting; han vilde gærne aflægge lidt af sit formelle Væsen og tale mildt og venlig til hende, men hendes korte, afmaalte Svar viste ham ligesom tilbage, og han blev derved endnu mere stiv end sædvanlig. En tilsyneladende let henkastet Bemærkning af ham om menneskelig Uegennytte og Hensynsfuldhed jog hende pludselig op som af en Døs; hun formaaede ikke at beherske den Bitterhed, som den sidste Times Hændelser saa levende havde vakt. Hun udtalte sig heftig om alt, hvad man kaldte Retfærdighed, Uegennytte og Ærlighed. Og han opdagede hos hende en Mistro, en Menneskeforagt, en Pessimisme, som næsten kunde maale sig med hans egen. Hvilken mærkelig Pige var hun dog ikke, hvilken Blanding af Smerte og Trods, Sorg og Stolthed? Men smuk, hvor smuk selv midt i dette Heftighedsudbrud. Ja, hun var virkelig værd at eje, saa at man kunde se hende bestandig, studere hende, søge at vinde hende, og — en mild Medfølelse paatrængte sig ham — gøre hende lykkelig, lære hende at elske og faa hende til at glemme hendes bitre, triste Ungdom. Og i en mindre tilbageholden Tone sagde han: «Er De ikke for ung til at bedømme Menneskene og Livet saa haardt?» Han havde saa lidet tilsigtet at krænke hende, tvært imod havde han jo vist en Imødekommenhed, som han selv forbavsedes over; men hun misforstod ham. Hun troede i hans Ord at genfinde den samme ironiske Overlegenhed, som saa ofte havde saaret hende. Og Forbitrelsen skød atter op i hende, Uviljen mod ham og mod hele Verden, Fortvivlelsen over hendes egen ulykkelige Skæbne, der føltes dobbelt pinlig lige over for ham, der var saa fri, saa uafhængig og viste sig saa overlegen, og haanlig svarede hun:

«Jeg har set nok af Livet og Menneskene til at nære Mistro mod dem, men jeg foragter kun den, der er sat i en lykkelig, uafhængig Stilling, men ikke benytter den paa en værdig Maade, der kun følger sine egne egoistiske Krav, og med utaaleligt Hovmod ser ned paa alle andre, der tager en stor Plads op i Livet, men ikke opfylder en eneste af de Pligter, den paalægger ham, der burde sprede Lykke om sig, men kun har et overlegent blaseret Smil for alt og alle.»

Han havde rejst sig. Hans Selvfølelse og Stolthed blussede op i ham ved Fornærmelsen, hun saa hensynsløst havde slængt ham i Ansigtet. Han stod foran hendes Stol, hvor Stedfaderen nylig havde staaet, han var bleven bleg, og hans Ansigts Udtryk sagde hende, at hun var gaaet for vidt. Hun blev bange, men hun vilde ikke røbe det; hun rejste sig for at gaa, hun saa fast og uforfærdet paa ham, idet hun med en Haandbevægelse betegnede ham, at hun ønskede at komme forbi. Men han rørte sig ikke. Og der stod de seende hinanden fast i Øjnene, som to jævnbyrdige Fjender, parate til at værge sig eller gøre et Udfald, hvis Modstanderen skulde blotte sig. Hun saa, at han vilde sige noget, og midt i hendes Angst følte hun ligesom Nysgerrighed efter at erfare, hvad det var.

Han spurgte da langsomt:

«Vil De være min Hustru?»

Hun blev saa overvældet, at hendes Knæ svigtede hende, og hendes Legeme næppe var i Stand til at holde sig opret. Denne Lykke, som hun engang knapt havde vovet at drømme om, blev nu slynget hende i Ansigtet som en Fornærmelse. Det var jo et Svar paa hendes Udfald. Han sagde: «Du foragter mig, siger Du, og dog behøver jeg kun at række Haanden ud, saa giver Du Dig hen til mig.» Men han skulde ikke triumfere; hun vilde skyde ham bort og gaa forbi ham saa stolt som en Dronning, hun vilde ydmyge ham og vise, at hun ikke lod sig bestikke selv for saadan en Pris. Saa heller —

Heller ydmyges daglig af en Mand som Hinding? Heller slæbe sit Liv hen i denne Afkrog af Verden?

Aa, hvilken forfærdelig Fristelse! Hun saa sin Stolthed indfangen og tvungen til at overgive sig — enten til Prokurator Hinding, til Armod, Fornedrelse, eller til denne Mand, til Luxus, Magt og forholdsvis Uafhængighed.

Det svimlede for hende. Hun var ude af Stand til at tænke frit. Han havde overrumplet hende i et aandelig og legemlig svagt Øjeblik, og hendes Modstandsevne glippede.

Han gentog i samme Tone lavt og rolig:

«Vil De være min Hustru?»

Og hun lukkede Øjnene, som den, der vil styrte sig i Afgrunden, hendes klangløse Stemme rystede, den Gang hun svarede ja.

Der kom et underligt Skær i hans Øjne, et Udtryk af Triumf og Lidenskab. Han trak hende ind til sig, idet han for første Gang i sit Liv berørte hende, han omfavnede hende heftig, han kyssede hendes Mund, hendes Pande, hendes Kinder; det utøjlede, lidenskabelige Menneske brød igennem hans sædvanlige slebne Ydre. Han havde ventet Modstand, men han fandt den ikke; det var ham egentlig en Skuffelse, han vilde have foretrukket den for hendes kolde, viljeløse Eftergivenhed.

Hun var fuldstændig passiv, hun havde overgivet sig, gjort Valget og tog nu Følgerne, men da han troede sig hende nærmest, sluttede hun sig fuldstændig inde i sig selv, som sit sidste Forsvar. Han følte det, hendes virkelige Jeg var i samme uopnaaelige Afstand som førhen. Han havde som Ixion omfavnet Skyen, han holdt hendes Legeme i sine Arme, men hendes Sjæl trodsede ham stadig. Da dreves hans Vilje yderligere fremad ved Skuffelsen. Nu var hun hans, og hun skulde bøjes — før eller senere, det var ligegyldigt — han skulde nok faa Magt over hende.

Hun drog sig ud af hans Arme og gik henimod Døren, han tænkte ikke paa at holde hende tilbage; men da han var ene, fortrød han, at han havde ladet hende gaa, og hans Længsel efter hende vaagnede i samme Nu, hun var borte. Han kastede sig i den Stol, hvor hun havde siddet, og der sad han endnu optagen af, hvad der var sket og hvad der vilde ske, da Hinding en Times Tid efter kom hjem. Alskens Tanker og Fantasier havde fyldt ham, men intet Øjeblik fortrød han, hvad han havde gjort.

VIII.

«Vær ikke bange Moder, det er intet slemt, jeg er» — hendes Stemme sank — «jeg er bleven forlovet med Godsejer Banner.»

Fru Hinding udstødte et Skrig, et virkeligt Jubelens Skrig:

«Mit søde Barn — er det muligt? Min lykkelige lille Pige!» Fru Hinding græd atter, denne Gang af Glæde. «Aa, hvor jeg er glad; det har gjort mig saa ondt at se Dig saa forknyt, og Din Fremtid har ligget mig saa tungt paa Sinde; jeg havde af mine Husholdningspenge begyndt at spare lidt sammen til Dig, men» — hun græd og lo paa en Gang — «nu er nok mine Par Skillinger overflødige,» og hun knugede hende atter til sig. Da nænnede Judith ikke at berøve sin stakkels Moder hendes store Glæde, og hun gemte sin Smerte hos sig selv.

Da de havde siddet lidt sammen, begge tavse, hviskede Fru Hinding bedende: «Nu, da Du er lykkelig, Judith, sig da, at Du tilgiver Din Moder al den Uret, hun har gjort dig.» Judith drog sin Moder ind til sig og kærtegnede hende, som man kærtegner et Barn.

Nede i Stuen talte Johan Banner med den ligesaa forbavsede Prokurator.

«En overordentlig Ære! Min Steddatter er ganske vist fattig, hendes Fædrenearv har jeg maattet tage som Vederlag for Kost og Klæder, jeg er en fattig Mand; efter min Hustru vil der heller ikke blive noget, men for en Rigmand som Dem» —

«Jeg beder Dem,» sagde Banner koldt afvisende, «forskaan mig for Deres Redegørelser, saa skænker jeg Dem med Glæde Pengene.»

«Det vil sige,» spurgte Hinding skyndsomt, «at De giver lovformeligt Afkald paa Arv i Deres eventuelle Hustrus Navn?»

«Nej,» sagde Banner skarpt, «det vil sige, at jeg for Fremtiden personlig ønsker at have saa lidt med Dem at gøre som mulig. Jeg gifter mig med Frøken Fürste; hverken hun eller jeg er eller ønsker at staa i Familieforhold til Dem. De kan foreløbig vedblive at være min Sagfører, men intet videre.»

«Vel,» sagde Hinding bukkende, «det finder jeg baade korrekt og fornuftigt.»

«Det glæder mig,» sagde den anden med en Mine, som tydelig sagde: «Hvad i al Verden tror De, jeg bryder mig om, hvad en Karl som De finder korrekt eller ej.»

«Og Hr. Godsejeren drikker ikke Te med os i al Tarvelighed?»

«Nej Tak. Jeg skal senere tale med Dem om Brylluppet. Det kan ligesaa gærne finde Sted her som andetsteds. Vil De bringe Frøken Fürste min Hilsen; jeg overlader til hende at bestemme Dagen, hvilken hun selv vil i næste Maaned, helst inden Midten af Maaneden. Jeg skal lade anvise en Sum Penge til hendes personlige Udstyr. Andet er der vist ikke.»

«De ønsker ikke at indbyde nogen af Deres høje Familie. Det vilde være mit Hus en Ære.»

«Jeg har ingen Slægtninge, som jeg behøver eller ønsker at gøre Regnskab for mine Handlinger. Men det er sandt, Frøken Fürste har jo en Kurator. Er De saa god at underrette ham om hendes Giftermaal — og en anden Ting, De vil maaske ogsaa paatage Dem Ulejligheden med at løse Kongebrev.»

«Med Glæde, De ønsker maaske Forlovelsen hemmeligholdt.»

«Nej, det vil sige, det er mig fuldstændig ligegyldigt, naar kun jeg bliver fri for Gratulationer. Tør jeg anbefale mig.»

Hr. Hinding fulgte ham bukkende til Døren, men da den havde lukket sig, mumlede han: «Den uforskammede Karl! Pokker skulde lade sig hundse saaledes. De Fyre tror, at enhver, der modtager deres Penge, er deres Tyende. Men vel var det, vi fik «Frøkenen» forsørget. For den Sags Skyld kunde man da gærne lade sig sparke ned af Trapperne i sit eget Hus.»

Og ved Aftensbordet viste han sin Steddatter det største Hensyn og behandlede hende med en Ærbødighed, som morede hende, trods hendes Nedslaaethed. Han bød hende det bedste Stykke af Stegen og undlod den Aften baade at fløjte og at ryge paa sin lange Pibe inde i Dagligstuen.

IX.

«Ingen. Jeg har siddet po denne velsignede Kru og trakteret hver Sjæl, der er kummen ind i den sidste Time. Jeg har selv drukket syv Kaffepunser og elleve Sudavander med Kunjak.»

«Vel bekomme,» lød Svaret.

«Og hvor har De været?»

«Hos Prokurator Hinding.»

«Vel bekumme selv! Hvad for Streger har De so aftalt med den Hallunk af en Luvtrækker? Hvad vil De hos den Karl. De er for gu'e til at røre ved ham med en Ildtang.»

«Jeg har ikke havt Forretninger med Hinding.»

«Hvad har De da været der for?» udbrød Restrup forbavset.

«De kan lykønske mig, jeg er i Dag bleven forlovet med hans Steddatter.»

Der gik en smertelig Trækning over den stærke Mands Ansigt. Banner saa det og spurgte, om han fejlede noget.

Restrup blev atter rolig: «Aa nej, det er vist nu'et Pudagra, eller hvad det Stads nu hedder. Men er De bleven forlovet, Banner, so kum med ind og lad as fo en Brusvand po, at det mo blive til Held for Dem.»

Men Banner afslog Restrups ædelmodige Tilbud om Champagne: «Jeg maa skynde mig hjem,» sagde han kort.

«Det har De Ret i, det sku' jeg ha' gjort for en halv Time siden, Hestene har været forspændt so længe.» Banner betragtede ham med slet dulgt Foragt, thi han var ikke fri for at være vaklende i sine Bevægelser dog var denne Gang næppe de elleve «Kunjaker» og syv Kaffepunser ene om at faa hans Ben til at vakle.

«So farvel da,» raabte han, da Banners Hest blev ført frem, og dens Rytter hurtig og behændig svang sig i Sadlen. Hesten dansede under sin dygtige Rytter ud af Hotellets Port, men Restrup puffede sin Kusk i Siden og sagde: «So er det vel bedst, at vi ogsaa ser til at kumme hjem, Anders.»

«Det havde været bedre baade for Godsejeren og Hestene, om det var sket for en halv Time siden,» sagde Kusken mut.

«Det har Du Ret i, Anders; lad as so se, um vi ka ta Banner po Hjemturen; det var ham, der red um as før.» Efter en lille Pavse tilføjede han: «Nu ka Du ellers tru, at Hr. Juhan har foet Kam til den Smule Ho'er, han har tilbage.»

Men hans Lystighed var forceret. Da han smed sig i Vognen, saa Fjedrene i Ryggen knagede under ham, tabte hans Ansigt sit fjollet gemytlige Udtryk. Medens Anders lod Hestene strække ud, alt hvad de kunde, mumlede deres Ejermand hen for sig selv: «Det fordømte Hoved, og de Kunjaker og den Pudagra og alt det Tøjeri; det havde været bedre, um vi var kørt hjem for en halv Time siden — og endnu bedre, om vi aldrig havde kørt, og aldrig havde drukket, og aldrig havde spillet, og aldrig havde været saadan en Pjalt af en udsvævende Karl. — Aa, mit Huved! — Men Kunjaken var ogsaa fordømt daarlig.»

Lige udenfor Byen kom de forbi Banner. Han red hjem i Skridtgang, Tøjlerne hang slappe over Hestens Hals, og der var i det hele taget noget slapt over Skikkelsen.

X.

Fra det Øjeblik Forlovelsen blev bekendt, var Judith Fürste en Person af Vigtighed i den lille Stad. Der strømmede Lykønskninger ind fra alle Sider, og hvor var Fru Hinding ikke i sit Element ved alt dette Røre, disse Visitter, denne Sladder og Misundelse? Begivenheden havde formelig gjort hende ti Aar yngre; og midt i al sin Travlhed fik hun dog Tid til at kæle for og beundre sin kære Datter. Hun mente hende lykkelig, og denne Tanke gjorde Nutiden, trods alle Fortids og Fremtids Savn og Ubehageligheder, til en smilende Oase i hendes Tilværelses Ørk; hvor kunde da Judith nænne at berøve hende Illusionen.

Byens Fruer begyndte at finde Judith elskværdig. Doktoren, Købmændene, kort alle de, som haabede at nyde godt af Banners Penge eller Gæstfrihed, nærmede sig den tilkommende Frue med venlig Ærbødighed, ja, den gamle Byfoged kyssede hende med faderlig Godhed paa Panden. Manufakturhandlerne fik travlt, naar hun viste sig, bukkede og skrabede, slæbte deres Varer frem og udtalte deres Beundring for hendes gode Smag: alt, hvad de ejede, passede just til hendes Figur, især det kostbareste og eleganteste. De tilbød at skrive, at telegrafere for at skaffe hende, hvad hun ønskede; de haabede paa hendes fremtidige Bevaagenhed. «Disse Kræmmere skal ogsaa kaldes Mænd,» tænkte Judith, «hvor kan dog et Menneske nedværdige sig saaledes for nogle Kroners Fortjeneste?»

Og de unge Piger tog hende om Livet og sagde, at de altid havde holdt saa meget af hende og altid taget hende i Forsvar mod de andre. De bad hende bevare dem i kærlig Erindring. Hun maatte endelig besøge dem efter sit Giftermaal. «Du ved ikke, hvor vi alle hjemme holder af Dig!»

Hun forstod altfor godt, hvor lidet dette Venskab gjaldt hendes Person, og dette blev den første bitre Smag, Rigdommen gav hende. «Var det for at æres af saadanne Mennesker, at man brød sig om at være rig?» Men oftest var hun tavs, fordi hun grublede over den Ydmygelse, hun havde underkastet sig.

Banner besøgte jævnlig Prokuratorens Hus inden Brylluppet, og hvor var ikke Fru Hinding i sit Hjertes Enfoldighed stolt af disse Besøg; men ingen anede, hvad Judith led, naar han ligesom tog hende i Besiddelse som sin Ejendom, naar han lod hende mærke sine Rettigheder som forlovet. Hun ønskede at hun kunde vaske hans Kys af sine Læber og befri sig for den Skam, hun syntes, der tilføjedes hende, og naar han var borte, betoges hun af Angst for den Forpligtelse, hun havde indgaaet, og ønskede sig Kraft til at hæve Forbindelsen; men hun vidste godt, at hun aldrig vilde faa det.

Hun sad hos Frøken Stenberg; hun fandt ikke længer hendes Liv saa ensomt og trist. Hun ønskede, at hun kunde bytte med denne gamle Pige, sidde rolig og resigneret og sige: «Jeg er ren, jeg har ikke ladet mig friste, jeg har ernæret mig selv og ikke solgt mig, — ja solgt mig, thi det er det, jeg vil gøre.»

Naar hun var sammen med andre, blev hun bange for, at de skulde ane hendes Tanker, og hun trak sig endnu mere tilbage i sig selv. Og hvad havde de saa at bebrejde hende? Misundte de hende ikke alle og vilde gærne være i hendes Sted, skønt de ikke behøvede det? Var man blot en af dem og kunde faa Lov til at leve i Ro i et kærligt Hjem, selv om man saa ogsaa skulde forblive gammel Jomfru hele sit Liv. Eller havde man blot en saa elastisk Samvittighed, at man kunde tage sig Tingene mindre alvorlig, kunde bøje sig og føje sig i Stedet for at faa sin Stolthed og Selvfølelse knækket og traadt under Fødder.

Naar Byen krøb for Judiths Aasyn, tog den Revanche bag hendes Ryg: «Der er nok ordentlig lagt an fra en vis Kant! Nu maa hun vel være glad, at det er lykkedes hende at fange Guldfuglen!» Og Mødrene sagde til deres Døtre: «Ja, vi er nu ikke saa kloge som visse Folk, saa I man nok nøjes med mindre.»

Fru Hinding straalede af Henrykkelse. Hun ilede rundt i Butikker, forskrev Varer og tog til den nærmeste Stiftsby for at købe ind. Hendes Omkvæd lød: «Ja, Du er lykkelig, min Pige, saadant et Udstyr fik jeg rigtignok ikke ved mit Bryllup. Silkestrømper og Natkjoler med Kniplingsbesætning! Aa, Judith, nu er Du da ogsaa rigtig glad?»

XI.

Man havde spist til Middag hos Prokuratoren, og da man endelig lod Vognen køre frem, overraskedes Brudeparret ved Indstigningen endnu engang af Byens Sangforening med et møjsommelig indstuderet Bryllupskor af «Figaro». Den højeste, om just ikke glædeligste Forbavselse malede sig paa Banners Ansigt; han holdt dog Pinen ud, hilste paa Foreningen, og saa snart Høfligheden tillod det, befalede han Kusken at køre.

Saaledes endte Dagen.

XII.

Han tænkte tilsidst kun paa hende. Hun blev hans Tidsfordriv, hans Arbejde, hans Livs Indhold, om just ikke i højeste Forstand. Han gik og kom kun med Hensyn paa hende, var elskværdig, umedgørlig, forekommende, gnaven eller munter, ene med Tanken paa den Virkning, disse hans Sindsstemninger vilde have paa hende. Han lod hende nyde en hvilkensomhelst Fornøjelse, hun ønskede, paa deres korte Bryllupsrejse førte han hende til flere af de Steder, som en Gang havde gjort stærkest Indtryk paa ham selv, han forsøgte Virkningen af Paris's Kunst og Forlystelser, Schweiz's Skønhed, men hun syntes over alt lige kold og ubevæget. Hun forstod ikke ret selv hvorfor, men i hans Nærhed var det hende umuligt at give sine Følelser Luft, at vise sig begejstret eller rørt. Og skønt alt dette just var, hvad hun havde drømt om at nyde og leve i, følte hun sig dog skuffet. Thi det, hun egenlig længtes efter, dette, der kunde fylde hele hendes Sind, tage alle hendes Tanker og give hendes Liv Værd og Indhold, det fandt hun intetsteds. — Det æggede Banner at finde en Blaserthed, som kunde maale sig med hans egen, den irriterede ham, han vilde af med den, vække nyt Liv og Varme hos hende, ja og Kærlighed. Men han havde ikke Held med sig, og selv blev han med hver Dag fastere indviklet i det Net af utilfredsstillede Ønsker, hvori hendes Kulde havde fanget ham. Hun havde, som han selv en Gang sagde, fundet den eneste Vej, ad hvilken hans Interesse endnu stod at vække, og hun fulgte den længe uden at ane, hvilken Magt det gav hende.

Deres Bryllupsrejse havde kun varet en Maaned, saa de gjorde endnu samme Aar et Par andre Udflugter. De rejste ud og kom hjem, men stadig med samme Resultat. Deres Forhold udviklede sig efterhaanden til en stille Krig, som aldrig syntes at skulle faa Ende, og som maaske aldrig var kommen til aabenlyst Udbrud, hvis ikke et Tilfælde havde fremkaldt en Krigserklæring.

Det var et halvt Aars Tid efter deres Giftermaal.

Judith var efter Frokosten kommen i Tanker om en Ordre, hun skulde give Husjomfruen. Da hun gik ned gennem Korridoren til Køkkenet, kom hun forbi Anretningsværelset, hvis Dør stod halv aaben, og hvor Stuepigen vaskede nogle Glas af, medens Tjeneren, der i gamle Dage havde fulgt Banner i Udlandet, underholdt Pigen med en Beretning om et eller andet af sin Herres galante Æventyr.

Hun vendte tilbage til Dagligstuen, lod Tjeneren kalde og gav ham uden nogen som helst Forklaring hans Afsked.

Endnu samme Formiddag klagede den forbløffede Mand sig for sin Herre og bad ham om Retfærdighed. Banner vilde nødig blande sig heri, men det interesserede ham dog at erfare Grunden til hans Hustrus egenmægtige Handling.

Da han rejste sig fra Middagsbordet, sagde han derfor let henkastet: «Apropos — Du har givet Jensen hans Afsked, hvad er Grunden?»

«Grunden er den, at jeg i Dag hørte ham underholde Stuepigen med saadanne Træk fra Dit Liv i Udlandet, som det maa være forbeholdt Dig selv at fortælle her i Huset, hvis de skal fortælles.»

Blodet steg Banner til Hovedet, han følte Snærten i hendes Ord, og vidste ikke strax, hvad han skulde svare; men næste Øjeblik forandredes hans Ansigts Udtryk, en Ide syntes at have grebet ham, og han spurgte i en usædvanlig oprømt Tone:

«Du er da vel aldrig skinsyg paa min Fortid?»

«Jeg? Nej, jeg forsikrer Dig, jeg kender ikke til Skinsyge.»

«Det gør alle Kvinder, enten de vil tilstaa det eller ej.»

«Kun de taabelige Kvinder, der ingen Selvfølelse har. En Kvinde burde være for stolt til at sørge derover, naar hun bliver forsmaaet.»

«Saa gives der mange taabelige Kvinder.»

«Maaske, men saa elsker de da i det mindste den Mand, de ofrer deres Jalousi.»

Han vidste, at hun ikke elskede ham, hun havde aldrig vakt nogen Illusion i saa Henseende hos ham, og dog harmede disse hensynsløse Ord ham ubeskrivelig. Han stod ved Vinduet, halv vendt mod hende; han begyndte at tromme sagte med Fingerspidserne paa Karmen, og denne Lyd dannede Akkompagnement til deres paafølgende Samtale, hvor Ordene faldt dæmpet, næsten sagtmodig, skønt de begge dirrede af Sindsbevægelse.

«Skal det sige, at der er Kvinder, som gifter sig uden Spor af Tilbøjelighed for den Mand, de ægter?»

«Aa, ja! Det sker hyppigere, end man aner.»

«Den Slags Kvinder er da ikke megen Agtelse værd!»

«Det glæder mig at høre, at der overhovedet findes Kvinder, som Du har Agtelse for.»

«Aa jo, enkelte! Men den Kvinde synes mig unægtelig langt mere strafværdig, der for verdslig Fordels Skyld forbinder sig med en Mand, hun ikke elsker, om saa Kirken og Verden ti Gange erklærer Forbindelsen legitim, end den Kvinde, der uden Bagtanker og uden «Kirkens Velsignelse» giver sig hen af Kærlighed.»

«Deri kan Du have Ret. Men der er desværre noget, der hedder: «Man maa leve». Alle raabe derpaa, skønt det maaske var bedre, om de lod være. Kvinderne maa ogsaa leve; og fra deres Barndom opdrages de jo til at betragte Giftermaal som deres Kald; kan de gøre derfor?»

«De kan ægte en, som de elsker.»

«Og hvis en Kvinde ikke elsker, men er ude af Stand til at ernære sig selv, og hvis saa en Mand tilbyder at forsørge hende, naar hun vil ægte ham, hvad da? Skulde hun alligevel vælge den bitre Nød, den haardeste Ydmygelse? Hun kan se sig om blandt de Ægteskaber, hun kender, og ikke finde noget, der bærer Spor af at være knyttet i Himlen, og er det da saa forkasteligt, om hun siger til sig selv: «Kirken fordømmer det ikke, Verden ikke heller, hvorfor skulde jeg da gøre det?» Og naar hun bukker under for Fristelsen, hvem er saa mest at dadle, Manden, som benytter sig af hendes hjælpeløse Stilling, eller hun?»

Judith havde talt rolig og langsomt, han følte, at hvert Ord var overlagt og møntet paa ham og deres Forhold.

Han forlod Stuen med et Skuldertræk, men han glædede sig næsten over, at det var kommet til Brud mellem dem, at den sløvende Stilstand var forbi og Krigen erklæret; thi han indsaa, at hans Modstander var ham jævnbyrdig, og den blaserede Mand lovede sig noget af denne Kamp, der vilde blive ført ubarmhjærtig og ikke ende, før en af Parterne bukkede under.

Idet han valgte sit Vaaben, tvang han hende til at benytte det samme; thi hans Vaaben var Spot. Et tveægget Vaaben, der lige saa ofte saarer den, der bruger det, som Modstanderen, et trættende pinligt Vaaben at føre, fordi den, der bruger det, aldrig tør hvile, altid maa gøre Udfald for at hindre Modparten i at gøre det, et Vaaben, der udtørrer ens gode Følelser og dræber ens milde Tanker, for at de ikke skulle være en velkommen Skive for Modstanderen, et Vaaben, der gør nervøs, aandeløs, anspændt og dog længselsfuld efter den Smule Ro, man aldrig tør unde sig. Saaledes var det Vaaben, Banner paatvang sin Hustru, og det gjorde hende endnu mere haard og kold, end hun var. Hun vænnede sig til Spotten og fandt en vis Fornøjelse deri. De lærte snart hinandens Svagheder at kende og forfulgte dem ubarmhjærtig. Den ene drev den anden fremad; deres Spot gik ogsaa ud over andre, de gik formelig paa Jagt efter deres Medmenneskers svage Sider og latterliggjorde dem, ofte kun med et Blik, et Forstaaelsens Smil til hinanden. Men midt i alt det følte de sig dog ofte som paa Pinebænken, smægtende efter lidt Ro, lidt Overbærenhed at brede som en Kærlighedens Kaabe over Syndernes Mangfoldighed.

XIII.

«Man lærer at være liberal her i Verden,» svarede hun koldt.

Resultatet blev altsaa, at Restrup, efter at have afgjort Forretningerne med Banner, blev ført over til Fruen, som sad i Havestuen foran de aabne Døre. Der var en Friskhed og Duft udbredt over dette Værelse, som paa samme Tid glædede og foruroligede den raa Mand med de stærke Nerver, der var mest vant til Tobaksduft, Staldlugt og Vindunst.

Han tog sig imidlertid sammen, og idet han langsomt nærmede sig Husets Frue, gjorde han sin ærbødigste Kompliment. Da han sidst saa hende, var hun en beskeden, tarvelig klædt Pige, her stod hun omgiven af Luxus i en kostbar Dragt som en Dronning. En sørgmodig Følelse gennembævede ham ved Tanken om, at en saadan Lykke, som den, han her troede at se, kunde ogsaa være falden i hans Lod. Blomsterduften, den milde Varme, Biernes Summen, det lyse, rolige Værelse mindede ham paa en uklar Maade om hans Barndom, om hans kærlige og svage Moder, om en lykkeligere og bedre Tid.

Han stod et Øjeblik og saa paa Judith, hans Ansigt havde et mildt sørgmodigt Udtryk, derpaa gik han tilbage og satte sig ned. Hvad han her saa, forekom ham saa harmonisk og fuldendt, at han syntes, han ligesom ikke havde Ret til at være her, at han besmittede Luften i dette Hjem, der var hendes. Han var heller ikke rigtig sikker i Banners Selskab; der var en Tid, syntes han, da de var ligestillede, saa at sige medskyldige; men nu, da Banner havde giftet sig, stod han højt over ham og saa ned paa ham med Medlidenhed og Foragt.

«De vil vel nok blive og spise til Middag med os?» spurgte Judith.

«Tak, tusind Tak,» svarede Restrup rørt og taknemlig, som om en ufortjent Naade var bleven ham til Del.

«Jeg gad vide,» tænkte Banner, «hvorfor Judith viser denne Karl Venlighed; mig keder han ubeskrivelig.»

Der forløb en Times Tid, i hvilken Samtalen slæbte sig tungt afsted; saa brast Banners Taalmodighed.

«Vil Du vise Hr. Restrup Haven, jeg maa tale med min Forvalter. Jeg er her, naar vi skal spise. De undskylder?» Og han trak sig tilbage, maaske for at tale med sin Forvalter, maaske for at læse de Aviser, som Restrups Komme havde tvunget ham til at lægge bort.

Judith rejste sig og gik ud paa Altanen, Restrup fulgte efter; der var i hans Ansigt et Udtryk af Taknemlighed, som hos en Newfoundlænder, der faar Lov til at ledsage sin Herre.

Da de stod sammen i Haven, sagde han i en blød og ydmyg Tone:

«De skal ha' Tak, fordi De vilde mudtage mig. Jeg truede, at jeg ogsaa skulde udelukkes heruvre, da Banner giftede sig. Det er undertiden lidt ensumt for mig.»

«Og har jeg da nogensinde vist Dem Uvenlighed?» spurgte hun smilende.

«Nej De har ikke, det er vist, De var altid bedre end alle de snerpede Fulk derinde i Byen, men ser De, den Gang var De ikke andet end —» den uheldige Adelsmand standsede forlegen.

«End en fattig, borgerlig Pige, medens jeg nu er den rige Godsejerfrue. Tror De, at jeg derfor vilde svigte et Menneske, jeg syntes om?»

«Det skal De ha' Tak for, de Urd, dem skal jeg huske.»

Han strakte Haanden ud, en stor, hvid, velplejet Haand med smukke Ringe, og hun gav ham sin, som han rystede dygtig, medens han mumlede: «Det skal De aldrig kumme til at fortryde.»

De gik nogen Tid i Tavshed sammen; Judith spurgte sig selv, hvad der stemte hende saa mildt overfor denne Mand, der ikke var bedre, langt snarere værre end de fleste andre, men hun fandt ingen anden Grund end den, at alle andre behandlede ham uvenlig. Da de havde gaaet Græsplænen rundt, fortsatte Restrup:

«Ja se, al den Lykke og Rigdum har nu Banner fo'et, furdi han bremsede i Tide, derfor er han nu anset og agtet, har et rigt Hjem og en dejlig Kone; havde jeg været klugere, saa —»

«Hvad saa?»

«So havde jeg huldt op i Tide, inden min Gjæld tog Magten fra mig. Havde jeg den Gang giftet mig —»

«Og hvorfor gjorde De det ikke?»

«Fordi jeg ikke kunde finde en Kune. De adelige Frøkner vilde jeg nu ikke ha', for de har so fordømt fine Fornemmelser, men jeg ku' heller ikke finde no'en anden; og da jeg so endelig so en, sum jeg vilde ha', var det for sent.»

«Det gør mig ondt.»

«Ja, det gør ogsaa mig selv undt. Naar jeg sodan sad hos Prukuraturen og so paa Dem, so sagde jeg tidt til mig selv, at De var en Kune for mig; De var bode fornuftig og streng og kunde ha' holdt mig i Ørene, og so var De alligevel mild og uverbærende. Men so sagde jeg til mig selv, at ingen ordentlig Pige længer vilde ha' mig, desuden — so vilde det hele jo snart være forbi.» Han holdt lidt inde og fortsatte saa langsomt, næsten som til sig selv: «for nu lakker det ad Enden, ja det gør.»

Han stak Hænderne i Lommen og saa tankefuldt frem for sig.

Hun blev hverken vred eller forlegen ved hans ligefremme Tilstaaelse, hun tænkte et Øjeblik, at Fattigdom, delt med en saadan godhjærtet Mand, var at foretrække for en Rigdom som hendes.

Hun vendte sig og betragtede ham alvorlig.

«Er Deres Sager da i en saa slet Forfatning, som man siger?»

Han standsede ogsaa og gengældte hendes Blik. Men han saa ikke paa hende, som han ellers plejede at se paa Kvinder. Den næsten ærbødige Tilbøjelighed, han nærede for hende, gjorde, at hun stod for ham som Repræsentant for den Slags Kvinder, hvortil ogsaa hans Moder forekom ham at have hørt, til hvem han kun turde nærme sig med en vis brødefuld Skyhed. Hun hørte efter hans Mening til en Verden, hvor han ikke havde hjemme, men ind i hvilken han undertiden vovede at kaste et vemodigt Blik.

«Ja, mine Sager staar slet. Jeg har en dødelig Sygdum, skal De vide, sum hedder Krediturer. Den er lige so sikker sum galluperende Svindsot. Det kummer kun an po at hulde Livet so længe sum muligt, at lade det go po Pumperne. Men det hænger over mig sum et — et Damaskus Sværd — eller hvad det nu hedder, og nor mine Krediturer før eller senere falder uver mig, er jeg en død Mand.»

«Død?» spurgte hun; hun troede, han talte i Lignelser.

«Ja — for so har jeg i Sinde at skyde mig. Jeg har en ladt Revulver liggende hjemme; den skal ikke bruges til andet; den ligger og venter po mig, og jeg venter po mine Krediturer. Det er underligt, at go sodan stærk og rask umkring, og so ikke vide, um man lever den næste Dag. Det er ellers en nydelig Revulver! Den har kustet mig tre Hundrede Kruner, den er helt med Sølvbeslag.»

Hun var nær ved at smile; under de sørgelige og alvorlige Tanker, hans Tale vakte, kom denne Berømmelse af Mordvaabnet saa pudsig.

«Ja — so dør jeg fra mine Heste og Hunde og Kunkyljer og det altsammen.»

«Og hvilket sørgeligt, ilde anvendt Liv har det da ikke været,» sagde hun alvorlig.

«Aa ja somænd,» svarede han, «nor jeg rigtig tænker efter, har jeg heller ikke haft et glad Minut al den Tid, jeg kan mindes.»

Han sagde det meget rolig og ligefremt, men det greb hende dybt. Syvogtredive Aar gammel, maaske sin Død nær og ikke været glad et Minut i hele sit Liv!

«Hvorledes kom De da ind paa alt dette, hvorfor søgte De aldrig at tage Dem sammen?»

«Nej, for ser De, jeg tænkte i Begyndelsen, at det skulde være mursumt og alt sodan no'et, men da jeg so alligevel aldrig var rigtig fornøjet ved al den Rigdum og Lystighed, so blev jeg melankulsk, og so begyndte jeg at drikke. Jeg syntes, at de allesammen kun brød sig um mig for Pengenes Skyld, og at jeg ikke havde en eneste Ven. So blev jeg led ved de Penge og smed dem ud. Naar jeg var fuld, so blev jeg ustyrlig og gjorde mange gale Ting, og nor jeg var ædru, so angrede jeg det, og so drak jeg igen. Sodan gik det rundt og rundt, det ene tug det andet med sig, og jeg kunde ikke kumme ud af det igen. Jeg bliver trukket afsted, enten jeg vil eller ej, og det bliver vel ikke forbi, før jeg dør; og det er somænd heller ikke nogen pæn Mode at ende Livet po, den, sum jeg har bestemt; men —» og her slog hans letbevægelige Sind atter over, «Pistulen er nydelig, og jeg har i mit Testamente bestemt, at den skal ødelægges efter min Død, for den ska' kun bruges til det samme. Og so meget har jeg vel at raade uver, no'er jeg er død. Det bliver vel ogsaa det hele. Jeg vilde for Resten gerne gi' Dem no'et, for de Timer, jeg har set Dem, har dog været no'en af de bedste i mit Liv, men selv um jeg testamenterede Dem no'et, er det ikke sagt, at mine Krediturer gav Dem det.»

Hun maatte smile, skønt hun følte sig nedtrykt ved Synet af denne Mand, som her gik ved hendes Side, med det stærke Legeme og den svage Sjæl, med sit trods Raaheden bestikkende Væsen, med de mange Chancer for et lykkeligt Liv og saa den ynkelig forspildte Tilværelse og Selvmord som sidste Ressource.

De havde nu gennemvandret hele Haven og gik tavse op ad mod Huset. Da sagde han med en pludselig Indskydelse: «Vil De ha' no'et til Minde um mig? men det bryder De Dem vel ikke um? for jeg ved ju ikke, hvur længe jeg foer Lov til at leve, og um jeg ser Dem igen.»

Der var noget barnligt i denne Mands Væsen, noget ydmygt over for hende, som rørte hende.

«Vil De give mig noget til Tegn paa Deres Venskab, saa tager jeg det gerne, men De maa ikke opgive Haabet endnu.»

«Aa nej, skønt hvurfor skulde man ønske at leve? Det er der da ingen videre Fornøjelse ved?»

Han trak en Ring af sin Lillefinger: «Vil De ha' den, det er en køn Sten, den er fra Paris.»

«Ja, vil De saa love mig at tage bedre fat paa Livet?»

«Nej!» sagde han med Eftertryk, «det kan og vil jeg ikke, for jeg hulder det ikke. Jeg er for dybt i det nu, ikke en Stump af, hvad jeg har, er mit eget, jeg er tutalt ruineret. De har snydt mig allesammen, jeg kan ikke mere klare mig; om et Oer eller en Moned eller en Uge er det forbi. Nu mo jeg løbe Linen ud og blive i den gamle Skure! Men,» fortsatte han med et nyt Omslag i sin Stemning, «jeg ved ikke, hvurfor jeg fortæller Dem alt det; det er moske, fordi det i mine rulige Timer stor so levende for mig; men jeg kan ju aldrig sige det til no'en, for de gør Nar ad mig og griner ad mig allesammen.» Pludselig skiftede hans Ansigt Udtryk. «Gør De moske ogsaa Nar ad mig?»

Hans sløve Blik var pludselig blevet funklende og hvilede paa hende saa forskende og mistroisk, som om han vilde læse hendes inderste Tanker. Men hun mødte hans Blik rolig og aabent, og han blev atter sig selv.

De stod nu igen i Havestuen. Næste Øjeblik meldte Tjeneren, at der var anrettet. Banner kom til i fuldstændig «dress», gnidende sine hvide, soignerede Hænder i hinanden.

«Restrup, vil De tage min Hustru til Bords?»

Han gik selv i Forvejen, og de to fulgte efter, tavse og sørgmodige.

XIV.

«Ja, De har moske Ret,» svarede Restrup med en saa ejendommelig Betoning, at Prokuratoren et Øjeblik blev bange for, han skulde have nogle ham ubekendte Ressourcer.

«Naa, far vel! Saa tales vi ved til den fastsatte Tid.»

«Ja, i Helvede,» mumlede Restrup, da Vognen rullede ud af Porten.

Da gik han op paa sit Værelse, tog den smukke sølvbeslagne Revolver, betragtede den et Øjeblik tankefuldt, og gik derpaa med den i Haanden over Gaarden ned til Stalden. Den var tom, Folkene var i Marken og de fleste af Hestene ogsaa. Kun hans egne Køreheste og hans smukke Ridehest stod der. Han gik ind i Baasene til Kørehestene, klappede deres fine Hoveder og mumlede nogle Ord til dem. De drejede sig og saa efter ham, men stak saa atter Hovederne ned i Krybben; han hørte dem knuse og gumle Foderet og pruste ned i Hakkelsen og Havren.

Derpaa gik han ind til sin Ridehest. Han lod sin Haand glide kærtegnende ned over dens blanke, sorte Hals. Dyret strøg kælent Hovedet op ad ham, han tog Pistolen frem, satte den til Hestens Øre, og i næste Nu foer Kørehestene sammen ved Skuddet og Skriget. Restrup vendte sig hastig og forlod Stalden. I Gaarden havde Skuddet intet Røre vakt, ikke engang Pigerne var komne til Vinduerne, det var saa almindeligt, at Restrup gik og plaffede paa Kattene, der til deres Ulykke forvildede sig indenfor hans Skudvidde.

Han gik op paa sit Studereværelse, satte sig i den magelige Stol foran Kaminen, hvor han ofte om Sommeren lod nogle Brændeknuder blusse, og ringede paa sin Tjener: «Bring mig en Flaske af den gamle Jamaica Rum,» befalede han.

Da Tjeneren bragte den sammen med et uhyre Glas, bemærkede han, at det var den sidste Flaske.

«Det er gudt, saa slug den s'gu akkurat til.»

Da Tjeneren var gaaet, lukkede han Døren i Laas efter ham og satte sig atter i Lænestolen, han kaldte paa sin Dogge, der laa og smaasov under hans Skrivebord. Hunden kom hen og lagde sit Hoved paa hans Knæ, medens den forventningsfuld saa ham op i Øjnene.

Han strøg da atter dens løse Hovedhud fremover, idet han mumlede sit: «Gu'e gammel Hund». Det bidske Dyr skælvede af Glæde under hans Kærtegn. Saa lød der et kort Hyl eller Bjæf, den dumpe Lyd af et Skud, og det svære Dyr laa stift, med Benene strakte fra sig, for sin Herres Fødder.

«Saa,» sagde Restrup, «nu vilde jeg ønske, jeg var lige saa vidt.»

En kold Sved brast frem paa hans Pande. Var det nu virkelig forestaaende, skulde han nu dø. Dette Legeme var dog kraftigt og sundt, hans Aandedræt gik saa dybt og rolig, hans Sanser var skarpe, hans Blod varmt, og dog vilde han om faa Minutter have ophørt at leve. Han mærkede en kvælende Fornemmelse i sin Strube, hans Hænder blev kolde og skælvede. Han lukkede Øjnene. Var det ikke en Drøm, var Timen virkelig slaaet, vilde der ikke komme Hjælp — ja blot — vilde hans Tjener ikke komme, hidkaldt af Skuddet. Men Tjeneren kom ikke.

Han skulde altsaa dø. Han betragtede det smukke Vaaben, som han saa sorgløst havde berømt for hende. Den Gang forstod han ikke sine egne Ord, men nu forstod han dem. Han skulde dø i sin fulde Ungdomskraft, i sin bedste Alder. Han fik en underlig Medlidenhed med sig selv, med dette smukke, kraftige Legeme, disse stærke Hænder, som om et Øjeblik skulde hænge slappe, tunge og døde. Og han sad som Barnet, der skal tage Medicin; det ved, det skal, og opsætter det dog fra Sekund til Sekund.

Endelig tog han sig sammen. Han fyldte det store Glas med den mørke, gyldenrøde Rom, uden at agte paa den Karaffel Vand, Tjeneren havde sat frem til at blande den med, han nedsvælgede den glødende Drik i lange, begærlige Drag; da han satte Glasset fra sig, var hans Kinder hede og hans Øjne funklede.

Han greb atter Pistolen, Haanden rystede ikke længer, og Felix Restrup gik ud af Livet i en Rus, fulgt af sine trofaste Venner, sin Hest og sin Hund.

Om Aftenen sprængte man Døren, saa blev der sendt Bud til Doktoren, til Politiet og til Prokuratoren. Doktoren kom strax, saa paa det svære Legeme, rystede paa Hovedet og erklærede ham efter nogen Betænkning for død af et dræbende Skud gennem Hjærnen. Justitsraaden kom den næste Dag i Uniform, holdt Forhør og erklærede, at her forelaa et Selvmord. Derefter forsegledes hans Ting, Boet blev taget under Behandling og erklæret fallit, og saa faldt Kreditorerne og Prokuratoren over det.

Der var mødt mange til Begravelsen, men der mødte flere til Auktionen, som blev holdt efter Hindings Begæring; det blev virkelig ham, som kom til at skumme Fløden af Forretningen. Tjenestefolkene fik deres Løn og deres Afsked. De havde staaet modfaldne om deres Herres Lig. Der var maaske ikke en af dem, der ikke endnu bar Spor af hans Hænder eller hans Ridepisk, men der var heller ingen, der jo ikke havde draget Fordel af hans Ædelmodighed eller hans Ubetænksomhed. Derpaa forlod de sukkende det Sodoma og Gomorrha, hvor de saa længe havde fulgt deres egne Lyster og levet efter deres egne Tilbøjeligheder.

Saa kom da alle de værdifulde eller værdiløse Genstande, Restrup havde samlet om sig, under Hammeren. Gaarden selv med tilliggende blev købt af en rig, bondefødt Ejendomsbesidder, som vilde have den til sin Søn. Godset blev udparcelleret og solgt til de omboende Bønder. Luxushestene, en Del af Sølvtøjet, de bedste Vine og de Kunstgenstande, der havde Værdi, tilsloges Godsejer Banners Kommissionær.

Restrups Død havde ikke gjort synderligt Indtryk paa denne, i alt Fald røbede han det ikke.

Den Dag, han fik Underretning derom, gik han ind til sin Hustru og sagde til hende: «Vor Nabo har skudt sig. Det er den fornuftigste Handling, han har foretaget sig i sit Liv.»

Men paa hende gjorde Nyheden stærkt Indtryk; hun svarede harmfuldt: «Mindre ædle og brave Mænd gaa stolte om, fordi de have havt mere Held med sig end han; Restrup havde fortjent en bedre Skæbne.»

Hendes Mand trak paa Skulderen og gik.

Da han var borte, brast hun i Graad, hun vidste næppe selv hvorfor. Det var de eneste Taarer, som blev fældede ved Felix Restrups Død.

XV.

Hun havde læst. Det var den Bog, som i Fortalen bliver anbefalet til stærke Hoveder og Hjærter — «Breve fra Helvede». Hun havde taget den i sin Mands Bogsamling og kiget lidt deri, men var snart bleven træt af dens Fantasterier. Hun laa nu og stirrede ligegyldig frem for sig.

«Helvede,» sagde hun en Gang halvhøjt, «hvilken Taabelighed! Behøver vi noget Helvede efter Døden? Helvede er jo allerede her i Livet, og jeg er i det. Rundt om mig isnende Kulde, Tomhed og Ligegyldighed, et Liv uden Indhold, blot Ørkesløshed og Hensigtsløshed, er det ikke Helvede? Og inden i mig en evig Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er, en brændende Anger over at forspilde noget, som jeg heller ikke forstaar, hvad er. «Deres Orm dør ikke, og deres Ild udslukkes ikke!» hedder det — ja, der er en Orm i mig, der bider og gnaver og aldrig lader mig i Fred. Hvad er det, jeg higer og længes efter? Jeg troede, det var Ro og Uafhængighed, Luxus og Velvære, jeg ofrede mig for at opnaa det og var lige nær. Nej, jeg er ikke lykkeligere nu end før. Jeg jagede efter Skygger, de blev til intet. Jeg har solgt mig, og intet vundet!» En glødende Skamrødme steg op i hendes Kinder, hun vendte Hovedet mod Væggen og knyttede Hænderne i afmægtig Harme. «Solgt mig, ikke alene mit Legeme men min Sjæl! Har jeg ikke modstandsløst tilladt, at han forhærdede den, har han ikke gjort mig ligesaa haard og hjærteløs, som han selv er! Jo og atter jo! Jeg er bleven slettere, og jeg vedbliver dermed. Der var dog en Tid, da jeg saa op til, hvad der var godt og stort, da jeg kunde være kærlig og ofre mig for andre — nu er det forbi, det er, som om det alt var visnet i mig — alt, uden denne Higen efter noget, som jeg ikke selv ved, hvad er. Hvor dog Livet er elendigt og Menneskene ulykkelige.»

Hun laa paa en Chaiselongue betrukken med kostbart kinesisk Silketøj; alt rundt om hende tilhørte hende, hvert af hendes Ønsker var en Lov, og hun fortvivlede dog ved Tanken om sin egen og Alverdens Elendighed.

XVI.

Den nervøse Omhyggelighed, han viste sin Hustru, tjente kun til at forøge hendes pinlige Stemning. Til sin egen Beroligelse lod han næsten daglig Lægen hente og gjorde ham som oftest de urimeligste Spørgsmaal. En Dag foranledigede han den værdige Æskulap, der vidste, at Banner ved tidligere Lejligheder havde udtalt sig med stor Foragt om hans Videnskab og Stilling, til at erklære, at han ikke var Profet, naar han ej en Gang vidste Besked om det forbigangne, da at kunne udtale sig om det tilkommende; hvorpaa Banner blev vred og som saa ofte førhen kaldte Lægevidenskaben Fuskeri og Humbug.

Endelig oprandt Dagen. De Lidelser, Banner da underkastedes, overgaar enhver Beskrivelse. Ventetimerne, han tilbragte i sit Arbejdsværelse, var en fuldstændig Liggen paa Pinebænken. Hans nervøse og utaalmodige Sind gjorde Oprør mod de sidste Minutters Spænding, uden at forkorte dem et Sekund derved.

Han prøvede paa at tage sig sammen, sagde sig selv, at han naturligvis vilde blive skuffet, men at han vilde bære det som en Mand. Hvad nyttede det at haabe, at bygge Luftkasteller. Det hele var en følgerigtig Række af Konsekvenser, som ikke lod sig forandre, og hvad var Konsekvenserne af hans Liv?

Saa traadte Tjeneren ind, stiv og ærbødig.

«Nu,» stammede Banner, og hans Hjerte bankede, saa han frygtede, Tjeneren kunde høre det.

«Fruen har lykkelig bragt en Søn til Verden, han er sund og rask.»

Banner betydede ved en Haandbevægelse Tjeneren, at han kunde gaa, han vilde ikke have, at nogen, mindst hans Tjener, skulde være Vidne til hans Sindsbevægelse. Men i dette Øjeblik følte han, at der var foregaaet en Omvæltning i ham, som han ikke selv vilde have troet mulig. Han var gennemstrømmet af en Taknemligheds- og Lykkefølelse, om hvis Tilværelse han havde tvivlet. Nu vidste han, at han ikke et Øjeblik havde turdet haabe paa at faa en Søn, og alligevel var det sket, han havde en Dreng, en Livsarving. Livet forekom ham ikke længere hensigtsløst, han havde et Maal, et Hverv, noget at stræbe efter og leve for. Og denne Lykke, som hans skeptiske Sjæl havde vægret sig ved at tro paa, overvældede ham nu med hele sin Styrke. En Søn, hans, Johan Banners Søn, Arving til hans Gods, hans Navn, hans Rigdom, en Søn, der skulde oprette hans forspildte Liv! Hvor fik alt om ham pludselig Værd; han fik Trang til at takke, men man takker ikke «en følgerigtig Række af Konsekvenser». Han ønskede et Øjeblik, at han kunde henvende sig til Gud, men det stod ikke i hans Magt. Da lededes hans Tanker uvilkaarlig hen paa hans Hustru, hende kunde han takke, og han gjorde det inderlig og varmt i sine Tanker; han syntes i dette Øjeblik, at han kunde kysse hendes Hænder. Hun var nu ikke blot hans Hustru, hun var hans Barns Moder, og han ærede hende som saadan, — det var første Gang i sit Liv, han havde næret nogen virkelig Ærbødighed for en Kvinde.

Da han snart efter fik sin Søn at se, da han betragtede den spæde lille Fyr, der allerede havde Antydninger af mørkt Haar paa det skaldede Hoved, da han saa de store, brune Øjne og de smaa, knyttede, blaarøde Hænder, steg Taarerne ham til Øjnene, og det var første Gang i mer end tyve Aar, at det var hændtes ham.

Han havde hidtil afskyet Børn, men dette lille hjælpeløse Væsen forekom ham at være noget af det mest rørende, han havde set. Det var første Gang i sit Liv, han saa et spædt Barn, og han vilde sikkert have vendt sig bort med Modbydelighed, hvis det havde været enhver andens; men dette var hans Dreng, hans egen lille Søn.

«Kan jeg røre ved ham?» spurgte han Ammen.

Den gode Kone — han havde holdt strængt paa, at det skulde være en Bondekone fra Godset, og ingen Pige af tvivlsomt Rygte og Fortid — smilede med al den Overlegenhed, Ammer gærne er i Besiddelse af, og svarede ja.

Han løftede da paa en meget kejtet Maade den lille stive Pakke i Vejret og betragtede den ængstelig.

«Barnet skriger slet ikke,» sagde Ammen, «det var da mærkværdigt.»

Og hans Hjerte kom i stærk Bevægelse ved den taabelige Tanke, at Barnet skulde kunne mærke, at det var dets Fader, som tog det.

Dets Fader! Navnet fyldte ham med en hel ny Følelse af Værdighed. Hans letsindige, egenkærlige Liv laa bag ham som en Drøm, som noget uforstaaeligt og taabeligt. Han var kommen i Havn; Familiefaderværdigheden forekom ham ikke, som den en Gang havde gjort det, spidsborgerlig og ufri.

Barnet rynkede Panden ned i en mærkværdig Spids, dets Næse trak sig sammen, Øjnene lukkedes, og Munden aabnedes. «Min Gud, faar det Krampe?» udbrød Banner.

«Nej, han begynder at vræle,» sagde Ammen og tog Barnet ud af hans ubehjælpsomme Hænder.