Judith Fürste: En Fortælling

XVII.

Banner havde forskrevet et meget smukt Collier fra Paris for at give det til sin Hustru. Da han efter Barnets Fødsel atter saa hende, vilde han gærne have sagt nogle hjærtelige Ord for at udtrykke sin Taknemlighed og Glæde, men det havde altid været ham vanskeligt at finde Udtryk for den Art Følelser, og den Mur af Spot og Kulde, de havde bygget mellem sig, stod desuden stadig i Vejen; hun gjorde heller ikke det mindste Skridt for at hjælpe ham. Resultatet blev kun en ceremoniel Henvendelse, som aldeles ikke svarede til, hvad han havde ønsket at sige; det ærgrede ham, men han var heller ikke senere i Stand til at bøde derpaa. Da nu Halsbaandet ankom en Morgen med Posten, aabnede han Pakken, lukkede Etuiet op, fandt intet væsentligt at udsætte paa Smykket og overrakte det med et Buk til sin Frue.

Hun saa forbavset fra Gaven til ham og ventede aabenbart paa en Forklaring. Nu var Lejligheden kommen til at sige de venlige Ord, men han mumlede kun nogle utydelige Stavelser og vendte sig bort, yderst forlegen over Situationen. Hun beholdt Etuiet i Haanden, følte baade Taknemlighed over Gaven, som funklede hende i Møde, og Vrede over den kolde Maade, hvorpaa den var bleven skænket, og vidste ikke, hvad hun skulde gøre; hun formaaede ligesaa lidt som han at frigøre sig fra den unaturlige Stivhed, de havde paatvunget hinanden. Efter et Øjebliks Tavshed sagde hun med større Kulde, end hun egentlig havde ønsket: «Det er en meget kostbar Gave — maa jeg takke Dig.»

Han svarede ikke, hendes Kulde lagde han ikke videre Mærke til, hun havde ophørt at være hans Modstander, hans Tanker havde faaet et nyt Maal, og Interessen for hende som saadan var kølnet. I det højeste ærgrede det ham, at han var kommen saa kejtet fra Forsøget paa at vise hende en Venlighed.

XVIII.

Hun var for stolt til at sætte sig til Modværge. Men i hendes Fortrydelse over at blive krænket i de Rettigheder, hun udelukkende ansaa for sine, blandede sig en smertelig Frygt for, at hun skulde blive endnu mere forladt end før, thi hun saa godt, at medens de dog førhen havde været lige ulykkelige, lige ensomme, saa at den ene ikke havde noget forud for den anden, saa stræbte han nu at vinde sig en Forbundsfælle i Barnet, og hvis det lykkedes, vilde hun komme til at staa ene og forladt som aldrig før.

Saa var da Barnet blevet dem et nyt Stridsæble. Hun angrede snart, at hun i misforstaaet Stolthed havde ladet sig forjage fra dets Nærhed, og hun blev atter en flittig Gæst i Barnestuen, men nu indsaa hun, hvor meget hun allerede havde tabt. Den lille Drengs Hengivenhed havde delt sig mellem Ammen og Faderen, der var intet tilbage til hende. En væsentlig Grund hertil var rigtignok ogsaa, at Ammen ikke kunde lide hende paa Grund af hendes stolte, ordknappe Væsen; Banner derimod var bleven Genstand for den brave Kones Tilbedelse. Thi rigtignok talte han aldrig til hende, men alene Godsejerens Nærværelse var hende nok, «thi,» ræsonnerede hun, «det er jo intet Under, at han, der er saa fornem, ikke snakker med en, men Fruen er da ikke mer end en almindelig Prokurator-Datter, saa hun behøver saamænd ikke at være saa stor paa det.»

Resultatet blev, at Bondekonen højlig opmuntrede Drengens Kærlighed til Faderen paa Moderens Bekostning. Hun gentog Ordet «Fa'er» saa mange Gange, at Barnet, saa snart det kunde artikulere en Lyd, stammede «Fa'er» efter hende; hun opmuntrede Forsøget, og da Banner en Dag kom ned for at se til sin Dreng, hoppede han paa Ammens Arm, rakte Hænderne ud og raabte sit «Fa'er». Dette var en Genistreg fra Konens Side, som Banner ikke lod ubelønnet.

Snart hilste Raabet ham overalt, Drengen sprællede af Utaalmodighed for at gaa fra Ammens Hænder over i Faderens; thi hvor sad han saa sikkert, som paa denne Arm, hvem formaaede at løfte ham saa højt, holde ham saa fast, tumle ham med en saadan Lethed. Snart gjorde han sine første vaklende Trin fra Ammen over til Faderen, der sad paa Hug over for hende, og i hvis aabne Arme den lille Fyr tumlede ind med stor Stolthed over sin Bedrift.

Men dette, at Judith mærkede, at hun var fremmed for sit Barn, blev hende det stærkeste Stød, den haardeste Prøvelse. «Det er jo Mo'er», sagde Ammen nok, men «Fa'er — Fa'er,» raabte den lille halsstarrige, knyttede de buttede Hænder og vendte sig vrissende fra sin stakkels Moder. Saa lod Judith Armene synke og gik sin Vej, men naar hun var ene, udbrød hun i Fortvivlelse: «Jeg kan ikke gøre for det, men jeg mærker, jeg bliver ond.»

Da Erik Banner — saaledes var han i Daaben bleven opkaldt efter sin Bedstefader — var et Aar gammel, fordrede Judith paa det bestemteste, at Ammen skulde bort. Det skete vel, og det forbedrede ogsaa hendes Forhold til Barnet, men vandt hun et Skridt, saa vandt Banner hundrede, Eriks Hengivenhed for ham voxede Dag for Dag, og Judith vred sig i Smerte over sin Forladthed. Hun saa, hvorledes hendes Mand og Barnet sammenrottede sig og knap syntes at lægge Mærke til hende, og hun indbildte sig, at hun ikke havde Betingelserne for at vinde Drengens Kærlighed. Hun var ogsaa enten for heftig og fordringsfuld i sine Kærtegn, eller hun vendte sig bort med krænket Stolthed for at lade ham gaa til sin Fader, siden det jo dog var ham, han holdt af. Begge Dele skræmmede Drengen — saa var han meget sikrere overfor Faderen — men hun kunde vride sine Hænder og spørge, om hun da var bestemt til at gaa til Grunde.

Inde i Banners Værelse sad den lille Fyr paa Tæppet med en Stabel Bøger foran sig, pludrende og leende, medens Banner vel de hundrede Gange vendte sig fra sit Arbejde for at tale eller lege med ham. Den magelige Mand kunde rejse sig fra sin blødeste Lænestol, naar han mærkede smaa trippende Skridt udenfor, hørte Navnet «Fa'er», og saa Dørgrebet blive bøjet ned af en Haand, der var alt for lille, sad paa en alt for kort Arm og en alt for stumpet Krop til at kunne udføre Forsættet, selv naar den strakte sig til det yderste, og maatte slippe Grebet just i det afgørende Øjeblik for at paakalde Hjælp. Saa sprang Banner op og aabnede Døren, i næste Nu laa to smaa Arme om hans Hals, to varme, bløde Læber trykkedes mod hans, og Drengen raabte: «Fa'er sød — gi' mig Bildebøger.» Hvor kunde da den blaserede Mand trykke det lille bløde Legeme ind til sig og svare: «Ja, min egen velsignede Dreng!» og lade sig ruske i Skægget og kommandere af den lille Purk, der kendte sin Magt.

Der kom vaade, smaa Fingre i de fine Billedbøger, og Erik havde en vis rask Maade at vende Bladet paa, medens den anden Haands Tommelfinger endnu holdt paa det, som jævnlig foranledigede, at Billedet gik midt over, men Banner havde endnu aldrig set nogen have saa stor Fornøjelse af disse Billeder, kunde de da finde bedre Anvendelse?

I Efteraaret fyldte Erik Banner tre Aar. Begivenheden blev fejret paa Godset med Flagning fra alle Bygninger, hvor et Flag fandtes. Om Formiddagen var der formelig Kur; Folk kom, ligesom paa Banners Fødselsdag for at bringe deres Lykønskning. Purken sad paa sin Faders Arm og tog mod Gratulationen saa stolt som en Prins. Hvor han ligner sin Fader, hviskede Gratulanterne, og visselig, Banner tog dem det ikke ilde op. Judith stod ved Siden af, Drengen havde kysset sin søde Mamma, men meget hurtig og forretningsmæssig; han holdt nok af hende, men ved Siden af Kærligheden til Faderen forsvandt enhver anden Følelse.

Om Eftermiddagen blev det straalende Vejr, mildt og varmt, som midt om Sommeren.

Da Gratulanterne var gaaet, havde Judith trukken sig tilbage til sit Værelse, Barnets Ligegyldighed pinte hende i Dag mer end sædvanlig, og som det var blevet hendes Vane, fjærnede hun sig fra andre, skønt hun godt vidste, at denne bestandige Opdæmning af Smerten gjorde hende endnu ulykkeligere og mere bitter.

Hun sad ved Vinduet fordybet i sine Tanker, da hun blev opskræmmet af overgiven Latter og noget, der lød som Hestevrinsken; hun kendte Eriks Stemme, men hvorledes kom der Heste i Haven. Hun stillede sig bag Gardinet og saa ud. Jo — der galopperede den stive, formelle Johan Banner i den Tro, at han var ubemærket, med sin Dreng paa Ryggen ned ad Havens Gange. Erik holdt ham om Halsen og lo, saa det gav jublende Genlyd, naar Faderen søgte at efterligne sine firbenede Kollegers Vrinsken.

Det saa komisk ud, men Judith var ikke i Stand til at le, der kom tvært imod en sviende Smerte i hendes Øjne. Hun forstod i dette Øjeblik, hvor højt Banner maatte elske Barnet, siden han kunde give sig til at lege med det paa denne Maade. — Nu var de trætte. Banner kastede sig i Græsset og tørrede sin Pande. Drengen kom med en Tot Græs for at regalere sin udmattede Hest, og Banner tog Totten i Munden og tyggede tankefuld derpaa.

Saa begyndte Drengen at pludre og Banner lo — ikke med sin sædvanlige korte, spottende Latter, men saa frisk, saa ungdommelig. Da vaagnede alle de bedste Følelser hos hende — aa, endnu var det Tid, hvis man vilde tage hende med, saa vilde ogsaa hun kunne le med, sidde der i Græsset og være lykkelig sammen med dem. Men de brød sig ikke om hende, hendes Øjne sved heftigere, Haven og de to dernede løb i et for hendes Blik, hun vendte sig bort og hulkede smertelig.

Men nede i Haven laa de to, Fader og Søn, saa lykkelige ved hinanden, som Mennesker kunne være det.

«Hvorfor har Du ingen Haar, Fader?» spurgte Erik.

«Fordi jeg har plukket det af og givet dig det.»

«Giver Du mig da al Ting, Fader?»

«Ja, min Dreng, alt hvad jeg ejer, skal Du faa, naar Du vil være artig og god og holde rigtig meget af mig og blive et bedre Menneske, end Din Fader har været.»

XIX.

Da Erik Banner voxede til, røbede der sig et Hang til nervøs Overspændthed hos ham. Hans Legeme var sundt om end langt mindre kraftigt end hos hans jævnaldrende blandt Bønderbørnene; men hans Sind var, med al dets Livlighed, tilbøjeligt til nervøs Pirrelighed. Som lille Barn generede stærk Støj ham og kunde endogsaa bringe ham til at græde, og senere klagede han over Hovedpine og Træthed. Hans overgivne Livlighed kunde efterfølges af Slappelse og Mathed, og hvad der maaske vilde være gaaet ubemærket hen hos en Haandværksmands Søn, vakte Banners levende Bekymring. Lægen, der blev raadspurgt, var enig med Banner om at tilskrive dette en Nervøsitet, der allerede kunde vise sig i en ung Alder, og det var jo ret rimeligt, at den var en Arv fra hans Fader. Dog tog Lægen Sagen meget rolig, paabød styrkende Levevis, Motion og Bade, alt sammen noget, som Drengen allerede brugte, og saa lidt Kinadraaber, som han meget nødig tog. Kininen syntes at virke, Symptomerne forsvandt eller blandede sig paa en saadan Maade med Drengens af Naturen heftige Sind, at man ikke mere kunde skelne det ene fra det andet, Nervøsitet fra Uartighed. Erik, der blev meget forkælet, havde et temmelig egenraadigt og opfarende Sind. Ikke at han nogensinde viste dette overfor Faderen, dertil havde han for stor Respekt for ham, men overfor Moderen og Tjenestetyendet udviklede det sig i en foruroligende Grad. Judith havde liden Myndighed over ham, thi efter at hun flere Gange med smaa moderlige Smæk havde straffet hans Uartighed, lærte hun af den Forbitrelse, han i lang Tid efter nærede mod hende, at hun maatte opgive ethvert Forsøg paa at straffe ham, hvis hun vilde beholde lidt af hans Kærlighed. Og da han, med et Barns Skarpsindighed i det Slags Tilfælde, indsaa sin Magt over hende, blev Følgen, at han snart tyranniserede enhver i Huset, undtagen Faderen. Hvis Judith og Banner havde raadet og støttet hinanden ved hans Opdragelse, vilde de let have kunnet holde Drengen i Tømme, men hendes stadig tiltagende Indesluttethed gjorde, at Banner forblev uvidende om hans Tilbøjeligheder, indtil et Tilfælde viste ham, at det var paa Tide, at han tog sig alvorlig af Drengens Opdragelse.

Det var en Dag i Høsten, efter at han havde fyldt sit fjerde Aar, at Erik sad hos sin Moder med en Billedbog foran sig; Judith læste, men lagde taalmodig Bogen bort for at forklare ham, hvad han ønskede at vide. Under et af disse Ophold greb Drengen hendes Bog, der forekom ham at være langt interessantere end hans egen.

«Giv Moder Bogen, lille Erik.»

«Nej, jeg vil se i den.»

Det var et kostbart Værk, som let kunde ødelægges, og hun rejste sig for at tage den fra ham.

Men Erik holdt fast og strittede imod.

«Vær nu en god Dreng, Erik» — men han hørte intet.

«Jeg vil ha' den!» hvæsede han.

Hun tog den fra ham. Saa kastede han sig bag over i et komplet Anfald af Raseri: «Giv mig den, jeg vil, jeg vil, jeg vil,» han foer løs paa hende og rev i hende, hun værgede sig, holdt Bogen over Hovedet og sagde venlig: «Lille Erik skal være artig.»

Men Drengen skreg og stampede i Gulvet. Hun var saa vant til hans Opførsel, men bag dem stod Banner i den aabne Dør, maalløs af Forbavselse. Det var første Gang, han saa Drengen saaledes. Han skulde just ud at ride og var kommen gennem Korridoren, da han hørte Drengens arrige Skrigen, og der stod han nu yderst forbavset i Døren. Men i næste Øjeblik var der en anden, som blev forbavset, og det var den hidsige lille Tyran, der blev greben, løftet fra Jorden og for første Gang i sit Liv erfarede, hvorledes en Ridepisk smager. Han skreg, han snoede og vendte sig, han tænkte ikke længer paa, at han befandt sig over for sin Fader, han forsvarede kun sig selv efter bedste Evne. Men forgæves; Ridepisken faldt ubønhørlig ned over ham og trak den ene svidende Streg efter den anden over hans Ryg. Han skreg af Smerte, men blev ikke bønhørt. Judith sad i Sofaen med Bogen, Stridens Æble, i sin Haand. Hendes Følelser var de samme som enhver anden Moders ved en lignende Lejlighed. Hvert Slag ramte hende lige saa haardt som Drengen, og hun oprørtes over den «Mishandling», for hvilken han var Genstand. Vilde dette da ikke tage en Ende; men det var Mændenes sædvanlige Brutalitet, at glæde sig ved at mærke deres Magt over en svagere. Hendes Stolthed forbød hende at lægge sig imellem, og Banner ophørte ikke at slaa, førend det lille Legeme slappedes under hans Haand, før den sidste Gnist af Modstand forsvandt, og han mærkede, at Drengen var bøjet og skælvede. Saa slap han ham og gik uden at sige et Ord. Men i Judiths Sind blandede der sig noget i Medlidenheden med Drengen, en næsten triumferende Forhaabning. Hun kendte Erik, og vidste, at denne Ydmygelse ikke saa let vilde udslettes af hans Erindring; den vilde kølne hans Hengivenhed for Faderen, og saa — saa kunde hun maaske vinde en lille Part deraf; hun trængte saa usigelig til Kærlighed.

Hun bøjede sig over ham som han laa der paa Gulvet. «Stakkels lille Pip,» hviskede hun blidt. Da brast han i en saa lidenskabelig Graad, at hun blev ganske forfærdet derover. Han græd for øvrigt mest af Medlidenhed med sig selv. Hun tyssede paa ham, tørrede hans Øjne med sit eget Lommetørklæde og strøg det fugtige Haar bort fra hans Pande. «Græd ikke, lille Erik, Moder holder af Dig, Moder skal være god mod Dig;» og han fik endnu mere ondt af sig selv. Efterhaanden sagtnedes dog hans Graad. Hun løftede ham op og bar ham hen paa Sofaen; det voldte ham øjensynlig Smerte, og hans Graad kom igen i smaa hulkende Suk. «Gør det meget ondt, min lille Dreng. Skal Moder bade dig, Moder skal ikke slaa Dig,» hun tog hans Hoved ind til sig, «vil Du altid holde af Moder?»

«Ja,» snøftede han.

«Saa skal Moder nok være god ved Dig.»

Han svarede ikke, han var øjensynlig for udmattet til at nære enten Vrede eller Taknemlighed. Efter en lang Pavse, hvori hun knælede for ham, sagde han pludselig:

«Hvor er Fader?»

«Vær rolig, lille Pip, Fader er borte og kommer ikke saa snart, jeg skal nok passe paa Dig.»

Han laa nogen Tid og ømmede sig. «Kommer Fader snart?» spurgte han derpaa.

«Nej, det varer længe, Du skal ikke være bange.»

Han slog sig til Ro, og hun fortalte ham Historier. En Gang vendte han sig om og sagde: «Du er god,» idet han rakte sin Mund op til Kys. Hvilket lykkeligt Øjeblik for hendes forsmaaede Hjærte.

Men saa mærkede hun, at han atter begyndte at skælve.

«Hvad er det?»

«Nu kommer Fader hjem, jeg kan høre, det er «Emir».»

Hun lyttede anstrængt, men først efter nogle Øjeblikkes Forløb kunde hun skælne Hovslagene af en Hest.

«Vær rolig, Fader vil ikke slaa Dig mere.»

Erik rejste sig over Ende. «Nu kommer de ind i Gaarden, nu springer Fader af Hesten, nu gaar han op ad Trappen, og — og — nu kommer han gennem Gangen.»

«Vær ikke bange, Pip!»

Eriks Ansigt var blevet blussende rødt; Døren aabnedes, han snoede sig ud af Moderens Hænder, hun troede, det var for at flygte, og vilde holde ham tilbage, idet hun stræbte at berolige ham; men han sled sig løs, og inden Banner var kommen tre Skridt ind i Stuen, havde Barnet grebet hans Hænder, klyngede sig op til ham og stammede: «Jeg skal aldrig mere være uartig — aldrig mere.» Og saa begyndte han atter at græde.

En stikkende Smerte greb Judith, hun var lige ved at vaande sig under den.

Banner løftede Drengen op og kyssede ham: «Fader er ikke længer vred, men nu er Du træt og søvnig; kys saa god Nat og gaa i Seng.»

Klokken var kun sex, men Erik gjorde ingen Indvendinger, han gik hen til sin Moder, der sad bleg og tavs i Sofaen.

«God Nat, Moder!» Men hun skød ham fra sig uden at kysse ham. Han betragtede hende forbavset, stod et Øjeblik raadvild og gik saa hen til Faderen, kyssede ham og forføjede sig derpaa lydig bort for at gaa i Seng.

Da han var borte, sagde Judith med haard, næsten ukendelig Stemme: «Jeg tror, at Børn er som Hunde, de slikker den Haand, der mishandler dem.»

«Jeg tror,» svarede hendes Mand tørt, «at Drengen indsaa sin Uret, derfor bøjede han sig villig.»

«Det maa være en mærkelig Natur, som kan bøje sig for Mishandling.»

«Jeg mishandlede ham ikke, men jeg ved, hvad uavet Trods og Stivsind fører til; jeg vil bøje det hos Drengen.»

«Der er Naturer, som er for stolte til nogensinde at bøje sig.»

Han tog en Bog og aabnede den, bag Bogen svarede han: «Der er Mennesker, antager jeg, som aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede; derfor har de saa ondt ved at skulle bøje sig.»

Hun tav og forlod Stuen.

XX.

Den Aften kunde hun ikke falde i Søvn; hun kastede sig hvileløs frem og tilbage, plaget af sine sørgelige Tanker. Forsmaaet, forraadt af sit eget Barn, ude af Stand til at erobre sig mere end en underordnet Plads i hans Hjærte. Hun mindedes den længe varende Forbitrelse, Barnet havde vist, da hun en Gang straffede det; Drengen brød sig sandsynligvis slet ikke om hende. Banner havde jo sagt det: «Mennesker, der aldrig har elsket og aldrig er blevne elskede». Var hun et saadant Menneske. Ja — ja, ja — hun var aldrig, aldrig bleven elsket. Ikke, saaledes som hun behøvede det, fuldt og helt. Og heller ikke hun havde elsket. Nej, heller ikke! Idetmindste ikke, saaledes som hun maatte kunne af hele sit Hjærte, uegennyttig, offerberedvillig, selvforglemmende. Nej, hverken sin Moder, sin Mand — eller sit lille Barn, nej ikke engang det; thi saa vilde hun have været fornøjet med den mindste Brøkdel af dets Hjærte; saadan Kærlighed stillede jo ikke Fordringer. Dette var altsaa, hvad hun manglede, Tomheden, hun led under; derfor blev hun Dag for Dag slettere, ligegyldigere og haardere. Aa, vilde det da ikke komme? Vilde da ingen elske hende, saaledes at ogsaa hendes Kærlighed blev vakt; skulde hun da aldrig lære denne Følelse at kende med al dens Berusning, dens Lykke og Sødme, saaledes som den jo dog vel fandtes. Thi den fandtes da vel i Virkeligheden og ikke blot i Bøgerne? Skønt — Gud ved. Hun havde jo dog egentlig aldrig set nogen saadan Kærlighed i Livet. Men Egoisme, den var der nok af; hun var i alt Fald ikke den eneste, som dreves deraf. Saa man nøjere til, var den maaske Drivefjedren i det hele. Egoisme havde bestemt hendes Moders Handlemaade, hendes Stedfaders, hendes egen, ja først og fremmest hendes egen; Kærligheden var maaske kun Ord, Indbildning, den fandtes slet ikke. Men elskede Banner da ikke Drengen? Nej, atter kun Egoisme; han elskede sig selv, sit Kød og Blod, sit eget Liv, sin Fremtid i Drengen, det var alt. Hun fandt en sørgelig Tilfredsstillelse i at optrævle ethvert Forhold, hun kom til at tænke paa, og finde Egoisme som Kærne i dem alle. Under denne Beskæftigelse overvældede Søvnen hende. Men endnu i halvvaagen Tilstand mindedes hun Smaahistorier i de danske Læsebøger fra Skoletiden om «Rørende Venskab», «Bevis paa Broderkærlighed», «Et Negerbarns Kærlighed til sine Forældre» o. s. v., og deri blandede sig uklart og forvirret Skriftsteder og Salmestumper fra samme Tid: «Saa elskede Gud Verden», «Mine Børn, elsker hverandre; jeg er Kærlighed», «Kærlighed er Lovens Fylde», og halv ubevidst sukkede hun: «At jeg virkelig en Gang har troet paa alt dette!» — Saa faldt hun i Søvn.

XXI.

Tiden gik ubeskrivelig langsomt for hende, hun mistede lidt efter lidt Lysten og Interessen for alt. Hun havde intet Menneske at knytte sig til, intet Haab at nære, slet intet at arbejde for; hensigtsløst, betydningsløst var jo det hele, hvorfor saa ikke lige saa godt opgive denne Higen efter at fylde sit Liv med en stor, alt opslugende Tanke og lade være at plage sig med Forestillingen om, at hver Dag, der gik, var tabt for hendes Liv? Hendes Karakter var ikke selvstændig nok til at holde hende oppe, hun havde udtømt sig selv; hun havde haabet paa i Moderkærligheden og Forholdet til Erik at finde en Spore til fortsat Liv og Virksomhed, men da hun nu ogsaa maatte opgive dette Haab, sank hun sammen og blev sløv. Hun mærkede det, men hun gjorde ikke Modstand, det gik langsomt ned ad Bakke, og hun var for træt til at stride imod.

Men Banner havde siden hin Efteraarsdag ganske helliget sig sin Søns Opdragelse. Han fik ingen Sinde senere Anledning til at slaa ham, Mindet om denne Afstraffelse havde efterladt dybe Spor i Drengens bløde Gemyt; han viste sig at være af det Slags Børn, der kun behøver Straf en Gang i deres Liv. Han havde efter hin Dag bevaret en svag Angst, en vis ydmyg Ærefrygt for Faderen, som om muligt blot forøgede hans Kærlighed; Banner mærkede, at Eriks Sjæl laa som det blødeste Vox i hans Hænder. Det gjaldt nu for ham om at danne den til et ædelt og skønt Redskab, inden den hærdedes, og først og fremmest om at bevare den for de Vildfarelser, hvorfor hans egen var bleven Offer. Han forbød paa det strængeste Tyendet enhver Slags Forkælelse og Underdanighed; belært af sine egne Erfaringer vilde han opdrage Sønnen først og fremmest til at blive en dygtig Borger. Han skulde, efter hans Planer, besøge en offentlig Skole, studere og arbejde og ikke blot stole paa sin forventede Arv. Da vilde han vel en Gang kunne give Verden sin Søn som en Adelsmand i bedste Forstand, en fri, selvstændig og dygtig Mand, og sige: «Her er oprettet, hvad jeg forspildte i mit eget Liv». Denne Tanke knyttede dem endnu inderligere sammen; der var til sidst næsten ikke en Følelse hos dem, som de ikke delte, ikke en Forestilling, som ikke paa den ene eller anden Maade skyldtes den anden. Det var maaske for Banners Vedkommende en Slags Selvkærlighed, men i saa Fald havde Egoismen og Kærligheden til en anden rakt hinanden Haanden og var inderlig smeltede sammen.

Da de i Foraaret vendte hjem fra en Rejse i Italien, begyndte Eriks Nervøsitet igen. Man tilskrev det Overanstrengelse paa Rejsen, der blev atter brugt baade Kinin og Jern, og hans Irritabilitet tog af, men i Sommerens Løb var det, som om hans Karakter forandredes. En forunderlig Blidhed og Slaphed overfaldt ham, hans Livlighed tog af; hans Hengivenhed for Faderen blev til sygeligt Hængeri; han klagede over bestandig Træthed og tilbragte den største Del af Dagen paa Faderens Sofa i en udmattet Tilstand. Sommeren var meget varm, Lægen mente, at dette og den megen Tordenluft var Skyld i Barnets Slaphed. Da Varmen vedblev, rejste Banner med Drengen til et Badested i Norge, for at han skulde nyde godt af den køligere og friskere Luft. Det hjalp for en kort Tid, men saa vendte Trætheden tilbage, og Erik længtes kun efter at komme hjem igen.

«Hvad er der i Vejen med ham?» spurgte Banner Lægen.

«Det er stadig denne Nervøsitet, som han har lidt af fra sin spæde Barndom, men, naar han voxer til, gaar det nok over.»

Men det gik ikke over. Der kom tvært imod noget foruroligende gennemsigtigt over ham, noget forklaret i hans Udtryk og hele hans Væsen, som Doktoren slet ikke syntes om.

XXII.

«Forhaabentlig ikke.» Lægen beordrede Is paa Drengens Hoved og stadig frisk og kold Luft, ellers intet; og saa tog han bort.

Men Feberen blev heftigere, Drengen fantaserede ikke, men laa ganske stille og bevidstløs. Banner vaagede den Nat hos ham, og tidlig om Morgenen blev der atter sendt Bud efter Lægen.

«Ja, Barnet er meget sygt.»

«Og De er vis paa, at det ikke er Halssyge?»

«Ja fuldstændig.»

«De maa blive her,» sagde Banner da.

«Jeg har flere Patienter.»

«De maa blive her,» gentog Banner uforstyrrelig.

«Jeg kan ikke. Der er andre, som jeg bedre vil kunne hjælpe.»

«Jeg vil erstatte et hvilket som helst Tab i Deres Praxis. De skal blive her.»

Doktoren maatte give efter. Han sad resigneret i Sygeværelset, hvor baade Banner og Judith nu opholdt sig; Drengens Tilstand blev stadig betænkeligere. Da Aftenen faldt paa, og Feberen endnu stod paa samme Punkt, rystede Doktoren paa Hovedet. Hverken Isen eller et lunkent Bad bragte Drengens Temperatur ned; Lægen bad om at maatte tale ene med Banner. Judith sad bleg og taareløs med Eriks lille brændende Haand i sin, hun saa efter Mændene, da de gik ud, hun vidste, hvad det gjaldt, og hun ønskede lidenskabsløst og dumpt, at hun maatte dø med sit Barn.

«Er der Fare?» spurgte Banner, da han og Lægen stod i Studereværelset.

«Jeg frygter, at Deres Søn vil dø.»

«Barnet skal reddes, Doktor,» sagde Banner skarpt og bestemt, som om hans Befaling kunde udrette noget. «De har Ansvaret.»

«Jeg troede ikke, De stolede paa min Kunst.»

«Man tror ikke, før man nødes dertil,» svarede Banner, «men nu har jeg jo kun Dem at stole paa. Efter en Pavse tilføjede han: «Jeg har her i mit Skrivebord Penge og Værdipapirer til et Beløb af ti Tusinde Kroner — de er Deres, hvis De frelser Drengen.»»

«Hvad nytter det, Døden lader sig ikke bestikke.»

Da først syntes Banner at forstaa Farens Omfang; han greb den forbløffede Læges Arm saa haardt, at denne gav sig derved, og raabte i en Tone, saa ulig hans vante rolige Stemme, at den gode Mand blev ganske angst: «Sig, at De ikke mener det. Det er umuligt, Barnet kan ikke dø! Jeg vil ikke miste ham, han er mig selv, min Sjæl, mit hele Liv. Kan det hjælpe, saa tag, hvad jeg ejer og har, alt, mit Liv, om det skal være, kun ikke Drengen.»

Lægen vilde næppe tro sine egne Øjne og Øren; var dette den blaserede, overlegne Mand?

«Hvad nytter det,» sagde han bedrøvet. «Barnet lever ikke derfor. Han har Hjærnebetændelse og ....»

«Det er umuligt. Han er ikke kommet noget til, ikke paa nogen Maade.»

«Det er han ganske sikkert ikke; men denne Sygdom har altid hængt som en Fare over Deres Søns Liv. Det er en Følge af hans nedarvede Nervøsitet; Deres Familie har, saa vidt jeg erindrer, aldrig været meget stærk, og De selv ....»

Banners Ansigt var askegraat, Lægen holdt bestyrtet inde, der blev en Pavse.

Saa sagde Banner atter med fuldstændig rolig Stemme: «De undskylder, at jeg i et saa alvorligt Tilfælde konsulterer en anden Læge. Jeg er bange for, at De tager fejl med Hensyn til Eriks Sygdom. Det maa være Diftheritis, og jeg agter at raadspørge en yngre Læge, De undskylder?»

«Vær saa god!» svarede han, «kun fordrer jeg, at De lader min unge Kollega udtale sig uden at kende min Diagnose.»

Banner ringede paa Tjeneren. «Kør til Byen og hent den anden Læge, han skal staa op og komme strax. Tag de bedste Heste og vær tilbage paa to Timer. Gaa!»

Fem Minutter efter hørte man en Vogn jage ud af Gaarden.

«Nu kører Banners Vogn efter Lægen,» sagde Smedekonen til sin Mand. «Alle vore Børn er syge, og der er ingen, der ser til dem, siden den lille Banner blev daarlig.»

«Og saa kommer de sig maaske alligevel,» bemærkede Smeden rolig, «det staar alt sammen i Vorherres Haand.»

Banner sad atter ved Eriks Seng lige over for sin Kone. Doktoren gik op og ned ad Gulvet og saa hyppig paa sit Uhr. Dette var det Soveværelse, hvor Judith engang havde syntes, at Søvnen maatte flygte og efterlade hvileløse Nætter, fulde af mørke Tanker. Det var nu en saadan Nat. Lampen oplyste kun halvt det store mørke Værelse med de tunge Gardiner og de svære Møbler, som kastede deres lange Slagskygger op over Væggen og Loftet. Ti Skridt herfra havde hun ønsket sig, hvad Fremtiden virkelig ogsaa bragte — men hvor forfærdelig forskelligt var det ikke blevet? Knap sex Aar laa der mellem hin Dag og nu. Hun syntes, der var gaaet en Menneskealder hen over hendes Hoved. Og her i dette Værelse skulde nu hendes sidste Haab slukkes, hendes sidste Glæde dø! Banner sad stiv og rolig, men den Kval, han udstod i Ventetimerne, oversteg hans Kræfter og tilintetgjorde hans Modstand. Han ønskede hverken at forlænge eller forkorte Tiden. Den anden Læge skulde udtale en Livs- eller Dødsdom over ham, og han sad og ventede derpaa, men han syntes, at hvis Sygdommen blot blev erklæret for Halssyge, saa vilde det dog altid være ham en Trøst.

Endelig rullede en Vogn ind i Gaarden og jog Natten op af sin dødlignende Stilhed. Hundene gøede, Døre blev revne op og smækkede i, og Byens yngre Læge traadte ind. Lige kommen op af Sengen var han og i et forstyrret Toilette. Tjeneren havde kun givet ham Tid til at kaste de nødvendigste Klædningsstykker om sig, saa havde han sat ham op i Vognen, og de var kørte afsted i den fredelige, stjærneklare Høstnat, som om Pesten var i Hælene paa dem.

Erik laa bevidstløs og ubevægelig i en glødende Feber.

«Er det Halssygen?» hviskede Banner.

Lægen skottede hen til sin ældre Kollega, tog saa et Lys og førte det et Par Gange frem og tilbage foran Drengens aabne Øjne. «Nej, det er ikke!»

«Hvad da?»

«Saa vidt jeg kan dømme, Hjærnebetændelse.»

Banner knugede Hænderne sammen, saa Neglene borede sig ind i Haandfladen. «Tager De ikke fejl, jeg kan med Bestemthed sige, at Erik ikke har faaet noget Slag eller havt nogen Sindsbevægelse, som kunde foranledige en Hjærnerystelse.»

Da rettede den unge Læge sig op og med et knusende Blik paa sin Modstander og i en overlegen, docerende Tone sagde han: «Det er jo ikke sagt, at Sygdom altid bliver fremkaldt ved Betingelser eller Begivenheder i Patientens eget Liv. Netop en Sygdom som denne har sandsynligvis sin Rod i tidligere Slægtled, og skønt jeg ikke kender Forholdene, var det vel ikke umuligt, at der netop i dette Tilfælde kunde ligge en nedarvet Disposition til Grund.»

Banner betydede ham med en Haandbevægelse, at han skulde tie. «Jeg beder Dem,» sagde han med klangløs Stemme, «sig mig med faa Ord, om der er noget at gøre for Barnet.»

Distriktslægen rystede paa Hovedet, hans Kollega trak paa Skuldrene og mumlede, at han var hentet for sent.

«De Herrers Nærværelse er da overflødig?» spurgte Banner stadig i samme kolde, brudte Tone.

En ny Skuldertrækning.

«Saa kan der spændes for to Vogne — eller, det er sandt, de Herrer er jo saa enige, at de maaske kan nøjes med en.» Banner havde en stor Lyst til at lade dem jage ud af Gaarden af sine Hunde.

Erik gjorde en Bevægelse, Banner bøjede sig over Sengen, Lægerne standsede. Drengen aabnede Øjnene og syntes at fæste dem paa Faderen med et bevidst Blik. «De Herrer har dog taget fejl, Drengen er frelst,» udbrød Banner, «Krisen er overstaaet!»

Lægerne stod ved Sengen, Eriks Øjne var atter lukkede. «Ja,» sagde den gamle Distriktslæge stille, «Krisen er overstaaet, Drengen er død.»

Banner lagde Haanden paa Sønnens Bryst, Hjærteslaget var standset. Da vendte han sig rolig bort, forlod Værelset, gik til sin egen Stue og aflaasede Døren efter sig. Men Judith havde skjult Hovedet i Tæpperne paa sin Mands Seng, og der laa hun endnu, da Lægerne, efter endnu en Gang at have forvisset sig om Drengens Død, forlod Værelset.

XXIII.

Han sad den meste Tid stiv og stille i en Stol og saa ud for sig, ventende paa, at den ulidelige Smerte paa en eller anden Maade skulde stilnes, af ingen anden Grund end den, at det var ham umuligt at udholde den. Der kom virkelig ogsaa undertiden Lindring, Øjeblikke, hvor han ophørte at tænke, og halvsløv henfaldt i forvirrede, usammenhængende Erindringer. Men saa kom Tanken jagende igen: «Mit Barn er død, og jeg bærer Skylden,» og saa var han atter et hjælpeløst Bytte for Smerten. Undertiden rokkede han ganske svagt frem og tilbage og bankede med Fingrene paa Stolens Arme, tankeløse Bevægelser, ved hvis Regelmæssighed han ubevidst stræbte at dulme Pinen. Overmaalet af hans Smerte havde lammet hans Sjæl og berøvet den Evnen til at virke. Mindre Sorger kan klage, de store er tavse.

Begravelsesdagen kom, og man kaldte paa ham. Han rejste sig da og gik ind i Værelset, hvor Kisten stod, det var den store smukke Riddersal. Han betragtede kun et Øjeblik Barnets Ansigt, saa vendte han sig hurtig og gav ved Tegn til Kende, at man kunde skrue Laaget paa.

I det næste Værelse ventede Folk, som var indtrufne til Begravelsen, Byens og Omegnens Honoratiores. Han gik derind, bukkede for dem paa sin sædvanlige formelle Maade, men sagde intet; en og anden traadte frem og mumlede nogle Ord, han gav dem Haanden, den var stiv og kold og faldt mat tilbage, naar de slap den.

Barnet blev begravet fra hans egen Kirke, der var behængt med sort Klæde og Flor; Kirkegaarden kunde næppe rumme Følget. Godsets, Byens og Omegnens Folk var der, Proprietærer, Gaardmænd, Husmænd og Indsiddere, alt hvad der kunde gaa og staa. Smeden og hans Kone var der, begge med grænseløs Taknemlighed i Hjærtet, fordi Vorherre havde skaanet deres fem Børn.

«Det maatte dog næsten heller have været et af vore,» sagde Smedekonen, «vi har elleve, men de havde kun det ene, og det var endda ham, der skulde have hele Herligheden.»

Banner stod stiv og bleg ved Graven. Han saa ingen af de tilstedeværende, han hørte ikke Talen, Jordpaakastelsen, Salmesangen, Klokkeringningen eller Graaden. Han bukkede høflig for Præsten, da Ceremonien var endt, hilste paa Følget og gik til sin Vogn, uden en Taare, et Ord eller en Klage. Da han kom hjem, lukkede han sig atter inde i sit Studereværelse. Han spurgte ikke efter Judith.

XXIV.

Thi hun ønskede at dø. Sorgen havde drevet hende til det yderste, Ulykken forekom hende at have overskredet de Grænser, menneskelig Evne har til at udholde, og som det jagede, omringede Dyr vendte hun sig mod Forfølgeren i Trods. Thi der laa en Forfølgelse bag ved; en stærkere Haand martrede og pinte hende. Det var maaske den retfærdige og vise Gud, der vilde tugte hende til Omvendelse? Men det skulde ikke lykkes; hendes hele Sind oprørtes mod denne Tugt, hun ønskede at trodse denne ubarmhjærtige Dommer. Hun vilde ikke tro paa ham, nu mindre end nogensinde før. — Men var han ikke til, saa stod hun jo overfor en blind, tilfældig Skæbne, som hun ikke kunde sætte sig op imod, eller rette Bebrejdelser imod eller fornægte, en Klippe, hvorimod hun kunde løbe Panden i den vildeste Fortvivlelse, uden at opnaa andet end at saare sig selv. Det var endnu forfærdeligere, og hendes Tanker faldt slappe og afmægtige ned foran denne Mur. De søgte sig nye Baner. Drengen var død, uden nogen Sinde at have været noget for hende, uden at have lært at elske hende, og nu var det uigenkaldelig for sent. For sent! — Hun lod sig længe martre af disse Ord, indtil ogsaa de havde tabt deres Kraft, og hendes Tanker dreves videre. Vilde han nogensinde være blevet noget for hende! Vilde han ikke have fjærnet sig mere og mere fra hende, og naar han en Gang opdagede Kløften mellem hende og Faderen, vilde han da ikke have stillet sig paa hans Side? Sandsynligvis.

Ikke en Gang af Fremtiden turde hun altsaa have ventet sig noget; hun nødtes formelig til at være glad over sin Ulykke.

Hvis var da Skylden?

Da kom det med et — det var hendes Mands! Han havde berøvet hende Agtelsen for hende selv, han havde berøvet hende Barnets Kærlighed, dets fremtidige Sympati og han havde, ja — han havde været Skyld i Barnets Død. Han havde altsaa berøvet hende Fortid, Nutid og Fremtid, og berøvede hende nu endog selve Sorgen. Hun syntes, hun maatte hade ham, hade ham af al sin Evne, og saa blussede Hadet op i hende, og hun gav det Rum, indtil det brændende, kvælende overvældede hende.

Da hun var naaet saa dybt, var hendes Sjæl fuldstændig formørket, og næsten hoverende sagde hun til sig selv: «Nu er jeg ond.»

XXV.

Efter Begravelsen havde den Tanke nu og da hjemsøgt ham, at han vilde ende sit Liv. Han erkendte ingens Ret til at forbyde ham det, og betragtede ikke Selvmord som en uværdig eller fejg Handling. Han kunde ikke udholde Livet, det var ham Grund nok til at skille sig ved det. Men han maatte først ordne sine Sager. Der skulde gøres noget til Minde om Drengen, denne korte Tilværelse skulde ikke forsvinde uden Spor. «Min lille Dreng!»

Han sagde uvilkaarlig Ordene, saaledes som han saa ofte havde sagt dem, kælende blødt, til Erik, og da Lyden af dem naaede hans Øre, reves han pludselig ud af sin Forstenelse. Og Tankerne brød ind over ham som et opstængt Aaløb. Der — i den Stol havde Erik siddet en Gang for et Par Aar siden med en Avis foran sig, ladende som han læste, gravitetisk med Faders Lorgnet paa Næsen, og saa havde han leet, aa, hvor havde han leet den Dag! Der paa Tæppet havde han som lille ligget og revet sine Billedbøger i Stykker, gennem denne Dør var han tusinde Gange kommet springende, der stod hans store Fotografi, der laa hans Bolt, der et Stykke Papir, som han for kort siden havde overmalet med sine mærkelige Tegninger: Mænd med lange Næser og tynde Arme med fem strittende Fingre; udenfor Huse, som omtrent naaede dem til Knæene. Værelset var endnu fyldt med Ekkoet af hans Stemme, den matte, svage lille Stemme fra det sidste Halvaar og den trillende, jublende, overgivne Latter fra tidligere Tider.

For faa Dage siden havde hans Arme endnu omslynget Faderens Hals, og hans Læber søgt hans. Nu var det forbi — forbi for bestandig. Og hvis var Skylden? Han kastede sig tilbage i Stolen, skjulte Ansigtet i sine Hænder og hulkede saa skærende, at han selv blev forskrækket derved. Men medens han græd, sneg en forunderlig Blødhed sig over ham, han ønskede at tale med nogen, at trøstes, at finde Hvile og Medlidenhed. — Medlidenhed! Han vilde en Gang have betragtet det som en Fornærmelse, om nogen vilde have vist ham Medlidenhed. Men nu var han saa træt, saa træt. Han mindedes sin Barndom. Tænk, at det var den overmodige, stolte Dreng fra hin Tid, der laa her som en sønderknust Mand! Han tænkte ogsaa paa sin Moder, han mindedes hende kun svagt, men han ønskede, at hun nu havde været der, thi hos hende vilde han have kunnet græde sin Sorg ud.

Da kom han til at huske paa, at de jo var to om Tabet, at der jo dog var et Menneske, som maatte kunne forstaa og dele hans Smerte, og han fik pludselig Lyst til at tale med hende. Han rejste sig op. Ensomheden, Mørket, denne døde Tavshed lagde sig paa en Gang trykkende over ham. Han længtes saa smertelig efter lidt Sympathi, et menneskeligt Væsens Deltagelse og Tilstedeværelse, og han blev formelig bange i Mørket og Tomheden, grebes af en nervøs, sygelig Frygt for at være alene.

Han gik ned igennem Korridoren. Tjeneren kom ham i Møde, men standsede og traadte til Side for at lade ham passere. Manden var i sort Livrée med Flor over Sølvknapperne, hans Ansigt var bedrøvet og røbede en ærbødig Deltagelse.

Da standsede ogsaa Banner. Han talte ellers aldrig til sine Tjenestefolk uden for at give dem sine Ordrer. De blev betalte for at tjene, adlyde og forsvinde som Individualiteter, de blev godt betalte og havde følgelig intet at klage over.

Nu standsede han foran Tjeneren og sagde med en Stemme, der var saa mild, at Manden forbavsedes: «Det var Dem, jeg sendte til Byen efter Lægen. De og Kusken og den Pige, der passede min Søn, kan lade dem udbetale hver femhundrede Kroner hos min Godsforvalter — fra min lille Dreng.»

Han gik videre, og Tjeneren blev staaende uden at kunne fremstamme et Ord til Tak.

Banner havde naaet Døren til det Værelse, hvor hans Kone plejede at opholde sig, han aabnede den efter nogen Tøven. Der var Lys. En Lampe brændte svagt paa det lille Bord, der stod foran Sofaen i det ene Hjørne af Stuen. Judith sad i Sofaen med et Sytøj i Haanden; hun syede ellers sjælden, men nu trængte hun til noget, der kunde beskæftige Hænder og Tanker. Hun saa næppe op, da han kom ind, hun sad hensunken i sine egne triste Betragtninger. Hun saa ikke, at hans tynde Haar var graanet, og at der var kommet lyse Stænk i hans tætte mørke Skæg; hun saa ikke, at hans Ansigt havde faaet et paa en Gang slappere og mildere Udtryk, at hans Holdning var mindre stiv og lignede en Rekonvalescents. Hun kæmpede og arbejdede dybt nede i det Fortvivlelsens Mørke, hun havde styrtet sig i; ham ventede hun sig ingen Hjælp af, det sidste Baand mellem dem var jo bristet, hun havde kun Ligegyldighed og Had tilbage for ham. Saa kom han. Hendes syge Sind vendte sig bort, hun kunde ikke taale at se ham.

Han satte sig ned, og hun begyndte atter at sy; der hørtes ikke en Lyd, næppe nok deres Aandedræt; de sad saa tavse, som om de var livløse. Hans Blik hvilede ufravendt paa hende, enten tankeløst eller maaske, fordi der i hendes Ansigt fandtes Spor af Lighed med Barnet. Hun mærkede Blikket, det brændte hende, hun sad som fortryllet i det dødstille Værelse med det stive Blik hvilende paa sig. Da var det, som om hendes Tanker forvirredes, en nervøs Angst overfaldt hende, hun turde ikke blive siddende der, hun kunde ikke udholde dette. Og hun rejste sig, hun bad ham med en Haandbevægelse om at lade hende komme forbi, hun vilde bort, hun led som under et Mareridt.

Da strakte han Hænderne ud mod hende og sagde bedende: «Nej, bliv her!» Men hun forstod ham ikke, hun var kun bange, ophidset og syg, hun holdt afværgende Hænderne ud som for at forsvare sig og stammede: «Gaa, gaa, lad mig være fri — jeg kan ikke taale det — jeg kan ikke — taale at se Dig.» Da rejste han sig og forlod hende.

XXVI.

Hun var nu saa blidt sørgmodig, følte hverken Had eller Trods, kun en bittersød Trang til at opgive sit Væsen, smelte sammen med den døende Natur, hensmuldre med det visne Løv, optages i de tunge, mørke Skyer, der foer hen over hendes Hoved. Atter og atter droges hendes Tanker henimod hendes Mand, hun kunde ikke faa dem bort derfra. Hun forstod nu, hvorfor han var kommen til hende, og, medens hendes egen Smerte lagde sig som Havet efter en Storm, begyndte hun at fatte hans. O, hvad han dog maatte have lidt! Og hendes Sind blev stadig blødere. Naar hun havde sørget saa forfærdelig, hvorledes havde da ikke han, han, som satte hele sit Liv ind paa Drengen. Og hun mindedes langsomt og ubestemt den Forandring, hans Væsen og hans Ydre var undergaaet. Han var altsaa kommen til hende og havde bedet hende om Trøst; ja, nu huskede hun det, han havde strakt Armene ud mod hende og bedet hende blive. Og hvad havde hun saa gjort! Den dybeste Skam og Anger greb hende. Hun havde stødt ham bort. Ja, hun havde været syg den Gang, afsindig, ude af sig selv. Han var kommen til hende, til hende, fortjente hun det? Han havde kun havt en i Verden at henvende sig til, og han var kommen af sig selv; han havde glemt al Spot, al Vrede, al Bitterhed, han var kommen og havde bedt hende sørge med ham, og hun havde stødt ham bort. Tusinde venlige Handlinger kunde ikke have blødgjort hende, saaledes som denne Tanke, at hun havde gjort ham Uret. Da følte hun sig saa beskæmmet, saa lille og ussel, og hun fik en smertelig Længsel efter at gøre sin Uret god igen, sige ham, at hun havde været syg og utilregnelig, men hvorledes skulde hun gøre det.

Hun vandrede frem og tilbage under de sukkende Træer, det blev mørkere og koldere, men hun mærkede det ikke, for første Gang i lang Tid græd hun mildt og uden Trods, græd over sin Svaghed, sin Synd og sine Fejl.

Hun ventede hele den næste Dag, hun lyttede efter hver Dør, der gik, efter Fodtrinene i de tomme Korridorer; men han kom ikke. Hun fik Lyst til at gaa til ham, som han var kommen til hende, men hun turde ikke. Hun gik nervøs og hvileløs om i det store Hus, gik forbi hans Dør, men vovede ikke at gaa ind og vendte kun endnu mere bedrøvet tilbage til sit Værelse.

Hun ringede og lod Tjeneren fyre op i Kaminen, hun kunde ikke faa Bugt med de nervøse Kuldegysninger.

«Er Godsejeren ene paa sit Værelse?»

«Nej, Prokuratoren er hos ham.»

Tjeneren gik, hun rykkede sig nærmere til Ilden, satte Fødderne paa Kamingærdet; hun rystede formelig af Kulde. Bøjet forover stirrede hun ned i Flammerne, som legende steg og sank, fangende hendes Blik, medens Tankerne gled langt bort, bestandig kredsende om det samme.

Hvor hun gærne vilde have været lykkelig! Hvor hun lidt havde forstaaet at blive det! Var det blot hans Skyld?

Prokuratoren var hos ham, hvorfor? Skrev han maaske sit Testament, tænkte han paa at dø? Hvis han nu døde — hvis han døde!

Døren blev aabnet, hun foer op af sine Tanker og vendte Hovedet. Det var ham.

Hun skælvede over hele Legemet. Aa, var det muligt, kom han igen, var det endnu ikke for sent?

«Maa jeg forstyrre Dig blot et Øjeblik?»

Hans Stemme var meget høflig, meget venlig, men hun indsaa det — det var ikke den, hun havde ventet.

«Det er blot nogle Forretninger.»

Hun bøjede Hovedet.

«Sagføreren er hos mig. Jeg vil skrive mit Testament. Jeg gjorde nogle Dispositioner, medens Erik levede, men det gælder jo ikke mere. Jeg ved ikke, hvor længe jeg lever, eller hvor pludselig jeg kan dø, og jeg ønsker at sikre Dig vort Gods og Ejendom ubeskaaret. Men det, hvorom jeg vil spørge Dig er noget andet. Jeg har tænkt at optage en Prioritet paa 100,000 Kroner i Godset, det er vel omtrent, hvad Eriks Opdragelse vilde have kostet. Skal vi ikke oprette et Legat deraf, som kan bære vor Søns Navn? Jeg vilde nødig, at han skulde gaa sporløst ud af Livet — som jeg.»

«Jo — jo,» hviskede hun, men formaaede ikke at tilføje mere; hun prøvede derpaa, men det mislykkedes.

«Vi kan senere tale nærmere om Anvendelsen,» tilføjede han, «det gælder nu blot om at faa Laanet ordnet. — Undskyld, Sagføreren venter.»

Hun var atter ene. Og hun sad ydmyget af denne Betænksomhed, denne Gavmildhed, dette Hensyn. Han vilde sikre hende Ejendommen, hel og ubeskaaren, mod Slægtninges Krav, han frygtede for at dø uden at have sørget for hende! Hvad havde hun givet til Gengæld? Hun havde fra første Færd været mod ham som en Uven, en Modstander, hun havde anklaget ham, som om han havde gjort hende Uret. Havde maaske ikke den meste Uret ligget paa hendes Side? Fra en fattig Pige havde han gjort hende til sin Hustru, og nu vilde han overdrage hende alt, hende, der aldrig havde sagt ham et venligt Ord. Og han gjorde det som noget, der ganske faldt af sig selv. «Han vidste ikke, hvor længe han levede». Det samme mindedes hun, at Restrup havde sagt, kort før han tog sig af Dage. Var det muligt, tænkte han paa at ende sit Liv? Hvad havde han dog ikke lidt! Han havde maaske heller ikke haft et glad Øjeblik hele sit Liv. Han sagde det jo — var det ikke forfærdeligt — «gaa sporløst ud af Livet som jeg». Sporløst ud af Livet! Han nænnede ikke, at hans lille Barn skulde have levet forgæves, skønt han kun blev fem Aar — men hun da? Hvad Spor vilde hun efterlade sig? Hvem vilde mindes hende med Sorg, hvis hun døde, eller savne hende? Hun havde ikke været noget for nogen i Verden! Og pludselig stod det for hende i al sin forfærdelige Sandhed: «Skylden har været Din egen — kun Din. Dig selv kan Du takke for Tomheden og Ulykken, der har ruget over dit Liv, det bunder alt sammen i Din egen forfærdelige Egoisme.» Havde hun nogensinde for Alvor søgt at udrette noget? Hun havde ønsket at gøre det, saadan i vag Ubestemthed, men aldrig taget alvorlig fat. End ikke en saadan Ubetydelighed som at besøge sin Moder, kunde hun uden Modvilje bekvemme sig til, skønt hun vidste, hvilken Glæde det var hende. Nu rejste hun sig op, hun gik heftig bevæget op og ned ad Gulvet, og som vaagnet af en Drøm saa hun et Liv bag sig, et Liv af forspildte Dage, gavnløse Gerninger. Men der var maaske endnu Tid til at udrette noget godt — og hun gav sig selv det Løfte, at stræbe derefter, saa vidt hun formaaede.

XXVII.

Der paafulgte nu Dage, hvor hun med aldrig svigtende Iver søgte og fandt de Pligter, hun hidtil havde ladet ligge, og hun opfyldte dem med en feberagtig Frygt for at spilde eller tabe endnu et kostbart Øjeblik. Men der var et, hun aldrig overvandt sig til, dette, at gaa til ham og sone sin Uret, inden det blev for sent. Hun kunde vente ham med Hjærtebanken, beslutte sig til at tale, men naar Øjeblikket kom, tav hun, fordi han var saa rolig, saa høflig, saa lidt indbydende til Tilnærmelse. Efter den første Tids Blødhed var hans kølige, afmaalte Væsen kommet tilbage, og skønt hun ikke længere misforstod det, holdt det hende dog stadig tre Skridt borte. Hun stræbte da ved smaa Opmærksomheder, som han ikke lagde Mærke til, at bøde paa sin Uret.

Der kom en Mildhed over hende, som hun aldrig før havde kendt til, hun troede, at det var Sorgen, den skyldtes, og saa en Dag, hun vidste selv næppe hvorledes, vaagnede en ny Følelse i hende, strøg hende forbi som et Vaarpust, var borte i samme Nu, men havde været der og havde efterladt Anelser og Drømme, underlige, betagende.

Det var en Foraarsmorgen. Hun sad ved sit Vindue og læste om Brødrene Goncourts Liv, deres inderlige Kærlighed til hinanden, deres fulde Forstaaelse af hinanden, deres harmoniske Samliv og den ubrydelige Tro, der var Sjælen i det. — Og den bløde Vaarvind strøg ind ad Vinduet og bar med sig Blomsterduft og Lyden af en jævn Sang, en underlig klagende Melodi, der fyldte hendes Bryst med en berusende Længsel efter noget, hun vidste ikke strax selv hvad. Og dog — tænke sig, at elske og blive elsket saaledes! Hvilken Rigdom, hvilken Salighed maatte det ikke være? Og med Tanken kom der en ny ukendt Sødme og Fryd: Hun havde en Gang fornægtet Kærligheden, men i dette Øjeblik vidste hun, at den maatte være til.

Saa tænkte hun paa et fornemt Ansigt med et koldt, forundret Udtryk — hun jog Tanken bort, men den havde været der.

XXVIII.

Saa traf det sig en Dag, at Judith kom ind i sin Mands Værelse for at hente en Nøgle, som havde sin Plads i hans Skrivebordsskuffe. Han var ikke til Stede, men Skuffen stod halv aaben, i denne ubetingede Tillid til ethvert Menneskes Æresfølelse, som var ham egen. Han ansaa Menneskene for at være Egoister, svage og ulykkelige, men han forudsatte aldrig, at de vilde lyve, stjæle eller bedrage. Hun trak Skuffen ud og tog Nøglen, men opdagede saa i det samme mellem Papirerne et Fotografi. Hun tog det med lidt Nysgerrighed; det var Billedet af en Mand. Hun kendte det ikke strax, men lidt efter gik det op for hende, at det maatte være Banner. Det var taget i Udlandet for mange Aar siden i hans smukkeste, hans mest forfløjne Dage. Saaledes havde han altsaa set ud! Det var derfor, Folk havde talt om hans Skønhed, som hun aldrig havde kunnet opdage. Hun kunde ikke løsrive sit Blik fra det fine, overmodige Ansigt. Skæget havde den Gang kun dækket hans Overlæbe og røbede mere end nu Mundens halv spottende Smil, dette Smil, som omtrent var det eneste, han havde beholdt tilbage. Jo længer hun saa paa Billedet, des bedre forstod hun hans Liv, forstod, at der havde været Kvinder, der havde kastet sig i Armene paa ham, blot for at kunne sige, at de havde været elskede af ham, om end aldrig saa kort.

Hun vilde lægge Billedet tilbage paa dets Plads; men saa fik hun pludselig Lyst til at besidde det. Hvorfor ikke, hun havde jo intet Billede af ham. For øvrigt var dette Billede jo egentlig slet ikke ham, saaledes som hun havde kendt ham, men det var saa smukt, saa bedaarende smukt, og hun vilde gerne eje det. Det laa glemt her, han vilde aldrig savne det. Hun tog da en rask Beslutning, skød Skuffen i og forlod Værelset med sit Bytte. Hun tilbragte en uforholdsmæssig lang Tid den Dag med at betragte det og forvisse sig om, at det virkelig var den Mand, med hvem hun havde været gift nu snart i syv Aar. Hun gemte det i sit hemmeligste Gemme den Aften og betragtede det næste Morgen, før hun endnu var ganske paaklædt. Da de spiste Frokost, udspejdede hun hemmelig sin Mands Ansigt for der at finde Lighed med Billedet; den var der ganske vist, men hvor forandret var han ikke?

«Jeg kan ikke fatte,» sagde han pludselig, «hvem der kan have været i mit Værelse.»

«Hvorledes?»

«Hvem af Tjenestefolkene, der har vovet en saadan Uforskammethed.»

«Men hvad da?» Blodet begyndte at stige hende op i Kinderne.

«Sagen er i og for sig ligegyldig, men jeg lagde i Gaar et gammelt Fotografi af mig ned i mit Skrivebord, og i Morges, da jeg tilfældigvis gennemsøgte Skuffen, var det forsvundet. Billedet er aldeles værdiløst, men jeg ved, jeg har lagt det der, og det viser altsaa, at der maa have været en eller anden i mine Gemmer.»

Hendes onde Samvittighed lod hende ikke i Ro for den Tanke, at han anede, hvem der var Gerningsmanden. I sin Forvirring søgte hun at vinde Tid ved at spørge paa ny.

«Har Du før mistet noget?»

«Det ved jeg ikke, jeg tænker aldrig derpaa, det var som sagt et rent Tilfælde, der ledte til denne Opdagelse.»

«Tror Du, at der manglede andet i Skuffen?»

«Nej, der gjorde ikke. Der laa et Par Signeter og en Ring ved Siden af, de er ikke borte.»

Hendes Forvirring tiltog. «Det er ufatteligt; hvem skulde begaa Tyveri for et Portræts Skyld; for det kan vel ikke være nogen af Pigerne —»

Han skød hurtig sin Stol tilbage og gik. Det faldt hende ind, at hendes Ord kunde have indeholdt en Insinuation, hvor lidet hun end havde tilsigtet det. Hun havde kun talt for at bortlede Mistanken fra sig selv; men hvor skulde han kunne ane det; han havde ganske sikkert optaget hendes Ord som en Sarkasme. Og hvorledes skulde hun klare Misforstaaelsen? Skulde hun gaa til ham og sige ham, at det var hende, der havde fundet det værdt at have? Hun syntes, at det var hendes Pligt — men saa at møde et koldt, forbavset Blik, hun kunde ikke overvinde sig dertil. Den Dag og de nærmest paafølgende tog hun det vel hundrede Gange i Haanden for at udføre sit Forsæt, men kunde saa ikke. Tilsidst blev det næsten en fix Ide hos hende, at hun ikke kunde faa Ro, før Sagen var klaret. Hun søgte ved allehaande smaa Opofrelser og Opmærksomheder ligesom at gøre Bod derfor, men hendes Samvittighed lod sig alligevel ikke berolige.