Judith Fürste: En Fortælling

XXIX.

Maden var god, Vinen ogsaa. Der blev holdt Taler og drukket Skaaler, og da det var et jysk Julegilde, blev der naturligvis ikke sparet paa Drikkevarerne. Det var fine og svære Vine, som ikke undlod at udøve deres Virkning; man spiste, talte og lo, og da Dyrestegen blev sat paa Bordet, var Munterheden naaet meget højt. Værten lod Stegen blive staaende paa Bordet, Maaltidet var jo Festens Midtpunkt, det maatte gerne trækkes ud saa længe som mulig. Han lo og talte mer end nogen af de andre, han havde drukket private Glas med enhver af de tilstedeværende, han havde drukket deres Skaal offentlig, og medens han med jysk Gæstfrihed nødte Gæsterne, foregik han dem selv med et glimrende Exempel. Hvorfor ikke slaa sig løs? Høsten havde jo været god, og den velsignede Jul stod for Døren, Huset skulde vise sig i sin fulde Glans. Gæsterne maatte prøve denne eller hin «Extra»-Flaske: «Hvadbehager — den lader sig drikke — sikken Bouquet, hvad?» Og Gæsterne smagte eller lod, som de gjorde det, thi de mistede til sidst Smagen og skyllede kun Vinen ned med halvberusede Menneskers Lyst til at blive endnu mere omtaagede. Der var ikke Tale om Konversation mere. Da den første Stivhed var forsvunden, raabte enhver saa højt, han formaaede. Beretninger om blankbrune Hingste, Præmietyre, Dyrskuer, Landvæsensartikler o. s. v. udgjorde Broderparten af Æmnerne. Damerne morede sig lige saa godt som deres Mænd. De var aldeles ikke forargede over Lystigheden, de fleste var fødte der paa Egnen og vante til den fra Barndommen.

Men Judith stemte al denne Munterhed til Tankefuldhed, hun blev tavs i denne Højrøstethed og gennemjoges undertiden af en Kuldegysning, der bragte hende til at blegne, trods Heden og Ophidselsen. Hendes gamle Sørgmodighed vendte tilbage, om end i en mildere Form. Det havde altid pint hende at se Mennesker give slip paa deres Værdighed, saaledes som disse støjende, raa Væsner. Skulde de virkelig være Skabningens ypperste? Den Aandsspænstighed, som skulde kunne bringe hende til at forstaa den svulmende, overstrømmende, animalske Livslyst om hende, manglede hun, eller Sorg og Grublerier havde knækket den. Hun saa rundt paa alle disse Mandshoveder, hvoraf ethvert milevidt afveg fra Skønhedsidealet, disse skæggede Hoveder med plumpe Træk, tykke Læber, stirrende eller dorske Øjne, Fysiognomier, som man kunde fristes til at tro, at Naturen havde frembragt i en kaad Lyst til at lave Karrikaturer, og som nu tilmed var oppustede og ophedede af Vinen, Maden, Varmen og den megen Snakken.

Saa standsede hendes Blik ved et Hoved, kun omgivet af en tynd Krans graa Haar, men af en paafaldende nobel Form, med en skarp, lige Næse, dybtliggende, alvorlige Øjne og en smuk, fint spottende Mund, et Ansigt, der udmærkede sig ved sin Bleghed og Ro midt imellem alle de andre, der var saa hede og røde, en Gud mellem en Flok Fauner. Han talte meget lidt, hverken livlig eller aandrig syntes det, og dog misundte hun pludselig hans Borddame. Ak, om hun havde hendes Plads, hun skulde prøve paa at faa ham til at smile, eller ligesom skjult i de andres Støj se at finde Mod til at sige ham — hvad? Noget venligt, blot for at opklare Misforstaaelserne og undskylde sig. Eller blot, ja, om hun blot var en fremmed og kunde begynde forfra, helt forfra paa en anden og bedre Maade!

Man rejste sig fra Bordet, Herrerne trak sig tilbage for at ryge, spille Billard, en lille L'hombre, maaske en Smule Hasard. Damerne blev alene.

Da kom Banners Borddame, en smuk fyldig Blondine, hen til Judith og sagde med en Livlighed og Fortrolighed, der dels var hende medfødt dels fremmet af Vinen og den almindelige Oprømthed: «Det var Deres Mand, jeg havde til Bords, ikke sandt? Jeg vilde næppe tro mine egne Øren, da han sagde, at De var hans Frue og havde været gift med ham i syv Aar. De ser jo saa ung ud.»

Judith smilte svagt; det var første Gang et Smigreri havde behaget hende saaledes: «Jeg var næppe nitten Aar, da jeg blev gift og — og,» hun famlede efter et Udtryk, «min Mand er femten Aar ældre.»

«Saa meget! Jeg er vistnok paa Deres Alder, men blev først gift for et Par Maaneder siden. Min Mand og jeg er lige gamle. Lagde De ikke Mærke til ham ved Bordet, den smukke, blonde Mand, der sad et Par Pladser fra mig?»

Judith tilstod ikke, at hun kun havde lagt Mærke til en Mand blandt dem alle.

«De maa nu ikke regne, om han i Begyndelsen saa noget gnaven ud. Han er altid fortrydelig, naar vi skal i Selskab, fordi han saa ikke kan beholde mig i Fred, siger han; han er nemlig saa forelsket.»

Den nygifte Frue rødmede, da hun gjorde denne Tilstaaelse halv koket halv naivt, og søgte Sympathi i sin jævnaldrendes Ansigt, men hun fandt nærmest et sørgmodigt Udtryk. Da tog Fruen hende om Livet paa Damers Maner, naar de har Lyst til at være fortrolige, og fortsatte: «De maa ofte komme og besøge os; vi har det saa hyggelig og er saa glade; vi holder saa meget af Besøg, men vi vil helst blive hjemme — for vi er jo endnu i Hvedebrødsdagene.»

Denne Venlighed, denne Fortrolighed berørte Judith forunderlig. Der var en Tid, hvor hun vilde have spottet den og vist den tilbage, fordi den vilde have generet hende, men i dette Øjeblik, da den saa naturlig, saa uventet venlig strømmede hende i Møde, fik hun en pludselig Lyst til at tale, til at betro sig til denne Venlighed og fortælle om sig selv, om sit tidligere triste Liv, om at hun ikke længer var haabløs eller bitter som før, at hun ikke længer troede paa Egoisme som Livets eneste Drivfjeder, kort sagt tale om hele denne vidunderlige Forvandling, som hun følte var i Lag med at foregaa med hende. Hun syntes, at det maatte kunne vække Genklang hos denne unge, livsglade Frue, men saa — da hun prøvede paa at tale, blev hun bange og nøjedes med at sige: «Saa maa De ogsaa besøge os — naar Deres Hvedebrødsdage er forbi i alt Fald.»

«Aa ja, det vil jeg rigtignok gærne. De skal have saadan et yndigt Hjem, siger man, og De gjør det saa hyggeligt. Ja, er det ikke dejligt, saadan at gaa og smaapusle hjemme, og vande Blomster og spille rørende Melodier for sin sentimentale Kæledægge af en Mand, og være lykkelig ved alt, hvad man tager sig for?»

Judith prøvede atter paa at tale, at fortælle, at noget af dette havde hun lært at kende, men først for ganske nylig; men inden hun kunde tale, lagde Fruen sin varme, bløde Kind mod hendes og hviskede:

«Vi to vil blive Venner, ikke sandt?»

Var det virkelig den kolde, tilbageholdne Judith, der hviskede «Ja».

«Se paa alle disse gamle, kjedelige Damer, er det ikke rædsomt at skulle spilde en hel Aften blandt dem og kede sig med Anstand. Ved De, hvad jeg altid trøster mig med i et saadant Selskab?»

«Nej.»

«Med at tænke paa, at jeg skal køre hjem alene med Theodor. Finder De det ikke fortryllende at køre hjem med Deres Mand?»

Her blev Samtalen afbrudt af Kaffen, som blev budt om, og de fik ikke Lejlighed til senere at fortsætte den. Judith længtes efter at være alene, at overgive sig til sine Drømmerier. Hun forlod det varme, snakopfyldte Værelse og gik ind i det næste, der stod tomt. Her var hverken saa varmt eller saa oplyst. Hun vidste ikke, at dette var Restrups «Studereværelse», og da hun tog Plads i en Lænestol foran Kaminen, anede hun ikke, at det var paa denne Plet, Restrup for sex Aar siden havde drukket sin sidste Flaske Rum. Men som om den afdøde Adelsmands Aand flakkede om paa disse vante Steder, førtes hendes Tanker uvilkaarlig tilbage til ham. Hun havde en Gang sammenlignet ham med sin Mand og ladet Sammenligningen falde ud til hans Fordel; hvor var det muligt. Han maatte jo henregnes til den raa og plumpe Landjunkertype, der stod saa langt under Banner. Og dog havde han været baade smuk og Adelsmand. Det var altsaa dog ikke Adelskabet, der gjorde det; det var selve Personligheden. Ja, Banner stod i Virkeligheden over dem allesammen, i hendes Øjne idetmindste. Og saa var det hendes Husbond; han havde valgt hende, givet hende Hustruens Plads ved sin Side, hun blev respekteret af ham som saadan og ved ham ogsaa af andre. Det var hendes Husbond, og det var med ham, hun i Aften skulde køre hjem.

Da sagde hun pludselig fast og bestemt til sig selv, at nu skulde hun gribe Lejligheden og tilstaa sin Uret og bede ham om Tilgivelse. Medens Mørket skjulte hans Ansigts Udtryk, skulde hun gøre Skridtet og komme til ham. Det var bestemt, der nyttede ingen Udflugter, og skønt Beslutningen kun hidrørte fra hende selv og kunde forandres af hende selv, opfyldte den hende dog med en forunderlig Angst. Om en Time, om 60 korte Minutter vilde Banner lade spænde for, saa fra Øjeblikket kommet, saa skulde hun ydmyge sig og bede om Tilgivelse.

Hun vendte tilbage til Damerne; nu var Passiaren livlig, men hun havde ingen Ro til at deltage i den. Der lød Bulder udenfor, det var Herrerne, der kom over, endnu hedere i Hovedet af Pousse-Cafeerne, deres Spil og Disputeren. De talte højt, lo og skændtes. Politik, Avlsredskaber, Kreaturer, Bygningsforetagender, Assurancespørgsmaal, Processer, Vanskeligheder med Tjenestefolkene blandedes mellem hverandre. Ny Jærnbaneanlæg, Vejforbedringer og Skatteligningsspørgsmaal var under Debat, ny Opfindelser paa Agerdyrkningsfeltet kritiseredes. Ord som Centrifuger, Radsaamaskiner, Ailepumper, de Lavels Separatorer, Ringtromler, Halmrystere, summede om ens Øren. Men disse Ting kedede slet ikke Damerne, de kendte til alt dette, og hvis det havde været muligt for nogen at skaffe sig Ørelyd, vilde de sikkert med Opmærksomhed have fulgt de forskellige Meninger. Ogsaa Judith havde i den senere Tid stræbt at faa Interesse for og Kendskab til disse Ting, der hørte hjemme i den Verden, der omgav hende og vedrørte hendes Mands Beskæftigelse og Livsstilling, men denne Aften kunde hun ikke følge Debatten med den ringeste Opmærksomhed; alle hendes Tanker samledes om Banner, der syntes træt og overanstrængt og ikke tog videre Del i Samtalen. Hun saa, han forlangte sin Vogn, og der gik en forunderlig nervøs Gysen gennem hende. Tjeneren meldte, at der var forspændt, Banner bød hende sin Arm. Da de havde taget Afsked med Vært og Værtinde, gjorde de en ceremoniel Bøjning for det øvrige Selskab, idet de trak sig tilbage. Men ved Døren stod Judiths ny Bekendtskab, den unge Frue. Hun rakte Judith Haanden og hviskede: «De kan sagtens, men nu haaber jeg ogsaa, at vi snart skal afsted.»

Judith og Banner steg ind i deres Vogn, Tjeneren skyggede for det viftende Lys, bukkede og slog Vogndøren i, medens Lyset slukkedes.

De rullede afsted i den mørke, men stjærneklare Frostnat. Ude over de nøgne, frosne Marker saa man hist og her Lyset i en Bondehytte glimte; det var det eneste Tegn paa Liv, ellers var alt stille, selv den lette Vogn bevægede sig næsten lydløst henad den jævne, frosne Vej.

Nu skulde hun altsaa tale. Men hver Gang, hun prøvede derpaa, blev hun bange for at høre sin Stemme i denne dybe, velgørende Stilhed. Hendes Mand sad ogsaa ganske ubevægelig, hun kunde næppe skimte ham i Vognens Mørke, han sov ikke, det kunde hun høre paa hans lette Aandedrag, men han sad sikkert i sine egne Tanker.

Hvorledes skulde hun begynde. Der faldt hende noget ind. «Vil Du ikke ryge?» spurgte hun. Hun vidste, at han vilde sætte Pris derpaa.

«Tak, jeg er bange, det vil genere Dig.»

«Aldeles ikke, tvært imod.»

Han tøvede endnu.

«Jeg forsikrer Dig, Du maa saa gærne.»

Han tog sit Cigaretui frem og strøg en Tændstikke. Ved det korte, stærke Lysglimt saa de halv blændede paa hinanden. Han lidt forbavset, hun noget spejdende og ængstelig. Hun saa hans Ansigt dukke frem og forsvinde igen i Mørket ved Flammens Stigen og Synken, medens han tændte Cigaren; men hun formaaede ikke at opfatte dets Udtryk. Saa slukkede han Tændstikken og skød Vinduet ned. Mørket indhyllede dem dybere end nogen Sinde.

«Du fryser vel ikke,» spurgte han, «vil Du ikke have min Pels om Dig; den ligger paa Bagsædet?»

«Tak, jeg fryser ikke.»

Saa blev der atter fuldstændig Tavshed. Hun saa Ilden i hans Cigar snart gløde op, snart fordunkles af den lette Aske. Hun saa den fine, blaahvide Røg hvirvle i Vejret og trække ud af Vinduet ud i Mørket og Kulden, men hun tav stadig. «Nu vil jeg tale — nu — nej nu,» men hun gjorde det ikke.

«Generer Cigaren Dig virkelig ikke?»

«Aldeles ikke, tvært imod.» Hun var saa fattig paa Ord i dette Øjeblik, at hun kun formaaede at gentage de alt udtalte.

Atter Beslutninger om at tale, der lammede Tungen og truede med at sprænge Hjærtet, hver Gang hun gjorde Forsøg paa at udføre dem. Hun maatte tale, inden det blev for sent — ak, det var allerede for sent; den dumpe Lyd sagde hende, at de kørte ind i deres egen Gaard. Hundene gøede, de saa oplyste Vinduer, de var hjemme. Lys bevægede sig gennem Værelserne, det var Tjeneren, som kom løbende for at tage mod dem. Men Banner havde allerede aabnet Vogndøren og var sprunget ud, han rakte sin Kone Haanden, hun rystede af Kulde, da den skarpe Natteluft slog hende i Møde. Da hun vilde sætte Foden paa Jorden, mærkede hun, at hendes Slæb maatte være lukket i Klemme i Døren lige over for. Men det var for sent, hun havde allerede sluppet Fodfæstet, hun tabte Balancen og faldt over mod sin Mand. Han kastede sin Cigar og greb hende i rette Tid i sine Arme, saaledes at hun ikke faldt. Der stod de. Stillingen gjorde dem lige forlegne. Han kunde ikke slippe hende, og hun kunde ikke rejse sig. Et Øjeblik fik hun den Ide, nu at tilhviske ham, hvad hun vilde have sagt ham før, men nej, det kunde jo se ud som noget anstillet, «en Kasten sig i hans Arme», og hun tav. Han havde imidlertid løftet hende op i Vognen igen; der løsgjorde hun med Lethed sin Kjole, og det hele havde varet saa kort, at hun, da Tjeneren kom med Lampen, steg ud igen uden noget nyt Uheld. Banner gav Tjeneren en hurtig Ordre om at sørge for Rejsetøjet, og fulgte efter Judith ind i Forstuen. Her bukkede han for hende og ønskede hende Godnat.

Saa gik de hver til sit.

XXX.

Alt om hende var mørkt, saa bælgmørkt, at hun ikke selv efter nogle Øjeblikkes Stirren formaaede at skælne den mindste Genstand. Og saa var det saa stille, at Tavsheden formelig tyngede hende som en Byrde, hun ikke kunde afkaste. Hun satte sig overende i Sengen og lyttede. Ikke en af disse tusinde forskellige, pibende, sukkende, stønnende smaa Lyde lod sig høre, der ellers om Natten forfærder den, som ikke kan sove, men ligger og venter paa dem og farer sammen, naar de kommer. Det forekom hende, at hun var begravet, og hun løftede uvilkaarlig Haanden for at forvisse sig om, at den ikke stødte mod noget Kistelaag.

Men i denne dybe Stilhed hørte hun da pludselig som et dæmpet Suk eller en svag Stønnen. Det var ikke Spøgelseangst, der bedækkede hendes Pande med kold Sved, men en Tanke, der slog ned i hende som et Lyn. Lyden kom fra hendes Mands Soveværelse, der stødte op til hendes; hun erindrede i et Nu hans Tale om at dø uforudset, pludselig. Den stærke Støj, ved hvilken hun var vaagnet, den pinlige Længsel, hun havde haft efter at tale, inden det blev for sent — «han havde skudt sig — det var hans Dødssuk!» Om hun selv havde været Vidne dertil, kunde hun ikke have følt det med større, rædselsfuldere Vished. I det Øjeblik han holdt hende i sine Arme, havde han hemmelig taget Afsked med hende. Grunde og Beviser mylrede frem, hun formaaede ikke at bekæmpe dem eller bringe dem til Tavshed. I Selskabet i Aften havde han været saa stille og alvorlig; og desuden, var det ikke Bevis nok, at hun var begyndt at haabe, endnu havde jo aldrig noget af hendes Haab faaet Lov til at leve, knuste vare de blevne et efter et. Tusinde Smaaomstændigheder, der syntes at have maattet advare hende, dukkede ukaldede frem, Varsler og Anelser. De havde været i det Hus, hvor Restrup for sex Aar siden berøvede sig Livet; Banner havde for to Dage siden været i Byen og talt med sin Sagfører; han havde den foregaaende Dag haft den Palisanderkasse fremme, hvori han gemte sine Pistoler, hun havde set den paa hans Skrivebord. Alt dette jog hende gennem Hovedet, medens hun lyttede efter en Gentagelse af Lyden.

Tilsidst blev Tilstanden hende utaalelig. Hvis hun nu havde gættet rigtig, hvis han nu laa død der inde, ti Skridt fra hende! Der overfaldt hende en saa dødelig Rædsel, at den et Øjeblik forvirrede hendes Tænkeevne. Hun maatte have Vished, og naar hun da saa ham død, vilde hun kaste sig over ham, og bede om Tilgivelse, selv om han ikke længer kunde høre det, og saa — saa, hun kunde ikke tænke videre. Hun famlede efter Svovlstikker, hun strøg den ene af efter den anden, men de slukkedes i hendes rystende Hænder. Endelig fik hun tændt en Lampe, der stod ved hendes Seng, en lille antik Lampe, der hang i tynde Kæder, som en Hejre holdt i sit Næb. I Spejlet lige over for saa hun sig selv sidde oprejst i Sengen saa ligbleg, som om det var hende, der var den døde, et flygtigt Indtryk, der slog ned i hendes Sind, som slige Indtryk tidt gør i et Angstens Øjeblik.

Hun gjorde sig ikke Rede for, hvad hun egentlig vilde. Hun stod ud af sin Seng og gav sig kun Tid til at stikke Fødderne i et Par smaa, tynde Morgensko. Saa greb hun Lampen, og skælvende af Kulde og Angst, med klaprende Tænder og rystende paa Haanden gik hun til Døren, der førte til hendes Mands Soveværelse. Den var lukket af; hun drejede Nøglen om og foer sammen ved den Støj, det gjorde. Hun aabnede Døren lydløst og traadte ind. Hun havde ikke været der siden hin Nat, da Barnet døde. Alt var uforandret, den tomme lille Seng stod endnu ved Siden af Banners. Der var saa stille. Hun hørte intet Aandedræt, kun sit eget bankende Hjærte. Hun listede sig nærmere som et Spøgelse, hun vovede næppe at skaffe sig Vished — ak, der laa han med Ansigtet vendt opad, bleg og stille, men — men — Du naadige og barmhjærtige Gud være lovet! — rolig sovende, ikke død.

Da overvældedes hun af en ubeskrivelig Glæde, det var hende, som om en stor Fare var overstaaet. Hun bøjede sig over Sengen med Lampen i Haanden — som Psyche over Amors Leje — tænkte hun med et svagt Smil. Ja, han var smuk, som han laa der, med det regelmæssige Ansigt, hvori Sorgen havde tegnet saa dyb en Skrift, med det smertelige Træk om Munden, med de lukkede, dybtliggende Øjne, om hvilke Skyggen tegnede en mørk Rand! Men hvor længe havde hun ikke været om at opdage det! Hun lod sig sagte glide ned paa Gulvet foran Sengen. Hans Haand laa ud over Sengekanten, hans fine, magre Haand; hendes Læber nærmede sig til den, og hun kyssede den sagte, medens hun hviskede som et Barn: «Aa, vær ikke vred paa mig, tilgiv mig al den Uret, jeg har gjort Dig.» Hun blev bange for at han skulde vaagne, hun rejste sig hurtig; men han sov dybt og uforstyrret, som et Barn gør det, der intet har at angre eller frygte, eller som en Mand, der intet mere har at haabe eller ønske. Endnu et langt Blik paa hans i Søvnen fredelige og milde Ansigt, saa forlod hun lydløst Værelset; Nøglen blev atter drejet om, Lampen slukket, og saa kastede hun sig paa sin Seng.

Da rakte hun Hænderne op som til Bøn, og hviskede jublende, med ubeskrivelig Fryd i sin Stemme: «Nu ved jeg det! Det er kommet, jeg elsker. Himlen være lovet, jeg elsker for første og eneste Gang i mit Liv. Kærligheden er til, jeg føler den; den gennemstrømmer hele mit Væsen, den gør mig lykkelig og god. Jeg troede ikke paa den, men nu tror jeg, thi jeg elsker, jeg elsker!»

Hun tog sin Hovedpude i sine Arme og knugede den til sig: «Jeg elsker — elsker! Hører Du, nu i denne Stund er det kommet, og har fyldt mig med en ubeskrivelig, usigelig Lykke.»

«Nej — det er dog ikke nu, det er kommet. Jeg har elsket ham længe, skjøndt jeg ikke vilde det, men hvor længe?»

Hun gik tilbage, følgende den ny Strøms Spor. «Var det fra den Gang, vi mistede Erik, da jeg saa ham bøjet, saa ham lide og dog ikke klage? Nej, det var længe før.» Og saa fandt hun ud, at hendes Sorg og Livslede, hendes Forladthedsfølelse og Forbitrelse, hendes Misundelse, ja selv hendes Had og Haardhed, det havde været Kærlighed alt sammen, eller skyldtes hendes Kærlighed. Hun havde elsket ham, ja, uden at vide det, fra den første Gang, hun saa ham. Da var Frøet i hendes Sjæl, som Tanken paa ham havde saaet, begyndt at spire, og det havde saa kæmpet sig frem under Jorden i Mørke og Fortvivlelse, i Længsel og Savn, gennem stenet Grund og soltørret Muld. Ustandselig havde hendes Kærlighed banet sig Vej, og da saa Sorgen havde bøjet hende og Angeren grebet hende, og da hun erkendte sin Uret og Brøde, da var den brudt helt frem, voxende stærkere og stærkere, til sidst helt overskyggende hende — nu saa hun det. Og hun følte, hvorledes den forlenede hende med en Styrke, som hun endnu aldrig havde kendt, hvorledes den ligesom genfødte og omskabte hende, og ikke lod den mindste Del af hendes Væsen uberørt. Og hun, der havde sørget over sin Kulde, der havde troet sig ude af Stand til at elske og havde tvivlet om Kærlighedens Tilværelse, hun overgav sig nu jublende til den.

Og hun ynkedes over sin tidligere Tilværelse, hvor hun havde brugt alle sine Kræfter til at trodse, stride imod og lide. Hvilken Taabe, hvilket stakkels lykketørstende, ulykkeligt Menneske havde hun dog ikke været. Men nu var Kampen forbi — ogsaa hun var omsider kommen til den solvarme Plet, hvor al Smerte og Strid var endt, hvor hun rolig turde hvile ud i Lykken og Lyset.

Og hun sov atter ind for ikke mere at skræmmes op af sin Hvile.

XXXI.

Han drak sin Kaffe i Tavshed, og hun ledte om et Par ligegyldige Ord at sige, uden at kunne finde nogen.

Hun rakte ham Brødbakken, hans Haand berørte hendes, og hun rødmede — taabeligt! for Aar siden havde hvert af hans Kærtegn oprørt hende, og nu — hvor havde det for Resten været muligt?

«Tillader Du, at jeg ser min Post?»

«Gærne.»

Han foldede Avisen ud og gennemløb den hurtig; derefter kom Turen til Brevene; de blev aabnede og flygtig gennemsete; kun et læste han med synlig Interesse og lo endog saa smaat et Par Gange under Læsningen.

Hun saa forundret paa ham.

«Det er et Brev fra Komponist Hellman, som jeg traf i Rom og Paris. Jeg har vist fortalt dig om ham. Vi blev den Gang meget gode Venner. Senere har jeg et Par Gange bedt ham om at besøge mig i Sommertiden, sidst for nogle Aar siden, da jeg traf ham i København. Han lovede det ogsaa, men kom aldrig. Nu skriver han, at han i Henhold til min Indbydelse vil gæste os, og — ja, han er en pudsig Fyr, han skriver — ja, Du kan jo selv læse det.»

Han skød Brevet over Bordet til hende. En løjerligere Skrift havde hun aldrig før set; Streger og Klatter mellem hverandre, overstrøet med en utrolig Mængde Sand, der fik dem til at tage sig ud som smaa piggede og vortede Dyr. Hun skød det fra sig igen: «Jeg kan ikke læse det.»

«Naa, det er sandt. Hellman bruger Fjerpen og strør Sand paa; jeg husker nok hans billets doux. Indholdet er i Korthed: «Da Du altid har anmodet mig om at besøge Dig om Sommeren, har jeg faaet den Ide, at der vist maa være noget aparte rart ved Vinteren, som Du ikke under mig. Derfor agter jeg nu at inspicere din Herregaard ved Juletid. Jeg er bleven meget slunken af vor elendige københavnske Kost og trænger til at faa noget med af Eders Fedekalve. Da min Besøgelses Kapital er bleven opsparet i saa mange Aar, faar Du nu foruden Hovedsummen, som er mig, Renterne i Form af en lille Nevø, som jeg tager med mig. Han siger, han vil tegne nogle af Dine gamle Sager i Egenskab af Arkitekt og Oldgransker; men det er kun et Paaskud. Han vil gøre Ravage blandt de jyske Piger, og jeg beder Dig derfor snarest mulig afskedige, hvad Du har af kønne Fruentimmer paa Gaarden. Jeg formelder min og hans dybeste Respekt for Din unge Frue, hvem det særlig skal glæde mig at gøre Bekendtskab med. Hvis Du ikke vil have os, bedes Du skrive Afbud med omgaaende, da vi rejser fra København i Morgen. Din hengivne o. s. v.» — Det vil sige, antager jeg, at de kommer i Morgen. Er Gæsteværelserne til Haven i Stand?»

«Ja.» Hun var lidt fortrydelig ved at skulle modtage fremmede just nu. Hun havde ønsket at være ene med ham netop nu, men han var aabenbart meget oplivet.

«Hellman vil sætte Liv i Huset, det glæder mig ogsaa for Din Skyld; Du trænger til Adspredelse.»

«Aa nej, hvorfor det? Jeg er meget tilfreds med det, som jeg har det.»

Han saa rask op paa hende ligesom forbavset. Hun vendte sig bort.

«Det er sandt, det er jo Juleaften i Aften. Du har vel ikke noget imod at gaa med mig i Kirke, som vi plejer?»

Hun svarede hurtig nej, og han forlod Stuen.

XXXII.

Han kom ind i Spaserepels: «Har Du noget mod at gaa til Kirken? Kusken kan saa ogsaa komme med.»

«Nej, slet ikke,» svarede hun smilende og vendte sig om mod ham.

Hun saa, at han var bleg og nervøs. Han betragtede denne Julegudstjeneste som en Tortur, en Komedie, han skulde spille til bedste for andre, og det pinte ham som en Ydmygelse. Hun forstod det saa godt, men hun turde ikke berøre Sagen.

Da de stod paa Trappen, dukkede Tjeneren op bag ved dem.

«Hvad vil De?» spurgte Banner i en mod Sædvane opfarende Tone.

«Fruens Tæppe,» stammede Manden; «jeg skulde bære det, mente jeg.»

«Det behøves ikke,» sagde Judith hurtig. «Jeg kommer vist ikke til at fryse.»

«Jo, der er for koldt,» sagde Banner atter rolig. «Men De skal ikke følge med. Giv mig Tæppet.»

Det var aldrig hændet før, og den ubetydelige Opofrelse fra hans Side rørte hende.

De gik sammen ned ad Vejen. Klokkerne kimede festlig ned mod dem fra Kirketaarnet, stærkt og klangfuldt lød Tonerne ud i den stille, kolde Aften. Der straalede Lys fra Kirkeruderne, og henne ved Indgangen trængtes Folk allerede for at komme ind.

Da de naaede Kirkegaardsporten standsede Banner, førte ligesom uvilkaarlig Haanden til Panden og sagde i en Tone, der formelig dirrede af Nervøsitet: «Gid det var overstaaet!»

Nu veg Mængden til Side for dem; der hilstes ærbødig og mumledes mangt et glædeligt Jul. Banner gik med Hatten i Haanden gennem den nysgerrige, ventende Flok.

De gik op gennem Kirken, der var straalende oplyst; thi det var en gammel Ret, at dette bekostedes af Godsejeren. De naaede de øverste Stole med det adelige Vaabenskjold malet paa Døren, hvor Bænkene bar Spor af forhenværende unge Banneres ringe Andagt under Gudstjenesten i Form af udskaarne Hjærter med deres og deres udvalgtes Navnetræk, eller Damspil, afridsede paa Sæderne. Langs de nøgne Mure hang Votivtavler med plumpt udskaarne Egetræes Rammer, fremstillende Giveren og hele hans Familie, Fader og Moder i Midten, tolv—fjorten Børn i nedadgaaende Størrelse til begge Sider og de døde Børn liggende foran i deres Jordelin. For øvrigt var Kirken meget tarvelig; dog havde den et udmærket Orgel, som gamle Erik Banner havde bekostet for at gøre sit til at fremme Gudsfrygten hos Menigmand.

Banner havde sat sig tilbage i Stolens inderste Krog, som for at unddrage sig de andres Opmærksomhed; men Judith sad helt ude ved Midtgangen og saa op mod Alteret, der straalede af Lys. Hun indsugede den festlige Stemning og fyldtes af en ubeskrivelig Taknemlighed og Glæde.

Banner sad sammenbøjet i smertelige Tanker. Her havde han siddet som Dreng, stolt som en Prins med Verden liggende aaben for sig, her havde han siddet med sin unge Brud, fuld af Forhaabninger om Lykke, her havde han — smerteligst af alt — for to Aar siden siddet med sin lille nysgerrige, glade Dreng.

Da nu Orgelet pludselig brød ud i den gamle jublende Julesalme, gik der som et Sæt igennem ham, han blev saa overvældet, ikke religiøst men nervøst, at han kunde have grædt højt. Men han tvang sit oprørte Sind til Ro; thi ikke for alt vilde han give efter i sine undergivnes Nærværelse. Lyset, Sangen, Orgeltonerne væltede som Bølger ind over ham, han bøjede Hovedet og led resigneret. «Et Barn er født» sang de jublende. Ja, hvor forstod han ikke den Glæde, disse Ord indeholdt, men endnu bedre Spaadommen til Marie: «Ogsaa Din Sjæl skal et Sværd gennemtrænge.»

Men i Judith genfødtes al den Glæde, de sang om; for første Gang i mange, mange Aar holdt hun virkelig Gudstjeneste og takkede Gud for al den Lykke, som var født i hende.

XXXIII.

De gik hjem sammen, hjem til deres ensomme Hus, aldrig saa ensomt for ham som netop en saadan Aften. Da Folkene efter gammel Skik havde faaet deres Gaver og sagt Tak, sad de to ene sammen, medens Gildet og Lystigheden fandt Sted i Borgestuen. Hvor tomt, hvor tomt det hele!

De gav hinanden Gaver. Hvor betydningsløst, da de ikke kunde give hinanden noget, som de ikke selv kunde købe sig, da de ikke kendte hinandens Ønsker, ja, næppe havde nogen. Og dog syntes Judith denne Aften, at hans Gave var et Tegn paa Velvilje og Opmærksomhed.

Hun mindedes, hvorledes hendes Moder ved saadanne Lejligheder var gaaet hen og havde kysset sin Mand til Tak, som den naturligste Handling af Verden. Hun havde ikke turdet gøre det, nej, ikke om det saa gjaldt hendes Liv. De sad tavse sammen den lange Juleaften. Hun mærkede ikke Trykket saaledes som han; thi hun var glad over hans Nærhed, glad ved at se ham og indaande samme Luft som han. Men Banner var knuget af denne Tavshed og Ensomhed; Tanken om, at de næste Dag vilde faa Gæster, kom som en hel Lettelse.

Saa fik han en Ide; han foreslog et Schakparti.

Han var Mester i Spillet, det eneste han i det hele taget brød sig om at spille. Hun spillede ikke daarlig, men var dog ikke i Stand til at vinde fra ham. Det havde derfor tidligere været hende imod, naar han foreslog et Parti; thi der var noget deprimerende, ja formelig ydmygende i bestandig at tabe. Men denne Aften var Forslaget hende kærkomment.

Spillet interesserede Banner. Han plejede at lægge sin Plan i Forvejen og gennemføre den med stor Overlegenhed. Hun spillede just, som han ønskede det, godt nok til at gøre ham Modstand, daarlig nok til aldrig at kunne ødelægge hans Planer. Naar han havde omringet hende, bragt hende i den Stilling, han ønskede, tilintetgjort hendes Forsvar og saa til sidst styrtede sig over hende med sit Mat! kunde han triumfere et Øjeblik, men saa higede han kun efter at begynde for fra. Hun havde hadet denne Methode, hans Sikkerhed og Triumf havde altid før irriteret hende, men denne Aften var det hende en Tilfredsstillelse at lade sig overvinde, at anerkende ham som den overlegne.

De spillede i Tavshed, man hørte kun Banners Schak! — Madame! og hans sidste Mat! Saasnart Spillet var forbi, stillede han Brikkerne op til et nyt; hans Spillelidenskab var vaagnet, og Timerne gled. Uformærket forløb Julenatten og de spillede stadig. Men til sidst blev Judith træt; hun havde kun sovet lidt forrige Nat, og nu var Midnat længst forbi. Den uafbrudte Anspændthed, de frugtesløse Forsøg paa at forsvare sig, havde udtømt hendes Kræfter, og Glæden ved at være ham saa nær og dele hans Beskæftigelse var vegen for en svimlende Træthed.

Klokken slog fire, da han stillede et nyt Spil op.

Hun røbede ved intet Ord sin Træthed, men da hun skulde flytte Bønderne ud, rystede hendes Haand. Hans Blik opfangede det og gled fra Haanden op til hendes Ansigt; hun var bleg og saa meget anstrængt ud. Da trak han hurtig sit Uhr op og saa studsende paa det.

«Er det muligt, er Klokken virkelig fire? Tilgiv mig min Hensynsløshed,» og med lidt Anger over sig selv og Beundring for hende tilføjede han: «Tiden er gaaet saa behagelig, det maa være min Undskyldning.» Han havde slaaet Schakbrættet sammen og rejst sig op; han rakte hende nu Haanden til god Nat.

«Tiden er ogsaa gaaet behagelig for mig,» sagde hun sagte.

«Maa jeg takke!» — han bøjede sig høflig — «ogsaa for Din overordentlige Taalmodighed.»

«God Nat, og glædelig Jul!» tilføjede han smilende, «vi har jo allerede Julemorgen.»

Et lidt fastere Haandtryk, et nyt Buk, saa trak han sig tilbage.

XXXIV.

Komponist Hellman og hans Søstersøn ankom virkelig den følgende Dag. Den første var en korpulent Mand med et muntert, spillende Udtryk i Ansigtet, langt mørkeblondt Haar, paa Kunstnervis strøget bag Ørene og et stort Skæg. Hans første Entrée satte Judith i ikke ringere Forbavselse end hans Brev, thi saa snart han var sprungen af Vognen, omfavnede han Banner i Kuskens og Tjenerens Nærværelse — Banner fandt sig noget forlegent i denne Venskabsytring — og derpaa hilste han hende som en god gammel bekendt, hvem i Grunden kun særegne Omstændigheder havde forhindret i at blive dus med.

«Naa, Johan, gamle Dreng! Saa er Du da her tøjret til den nydeligste Tøjrepæl af Verden og paa den kønneste Græsgang, man kan ønske sig. Og De, Frue, har De nu ogsaa faaet ham vel dresseret? De kan tro, han var en forfløjen Fyr i sine unge Dage. Ak ja — det var den Tid, man selv var en slank Yngling,» og han skottede mistrøstig ned ad sin runde Person. «Maa jeg præsentere min Nevø, en net lille Duodezudgave af Menneskeheden — hvad behager?» Og han slog sin Nevø paa Skulderen, hvilket var alt, hvad han kunde naa, thi August Strøm, Duodezudgaven af Menneskeheden, manglede kun lidt i de tre Alen og ragede et godt Stykke op over sin lille Onkel.

Han var et usædvanlig smukt Menneske med en prægtig Figur, krøllet brunt Haar, og en lang Knevelsbart, med et livsglad, næsten overmodigt Udtryk i de mørke Øjne, med Sundhed, Ungdom og Styrke i enhver af sine Bevægelser. «Han ligner saadan en ung græsk Halvgud,» plejede den beundrende Onkel at sige.

Det i Former og Ceremoniel stivnede Ægtepar reves med, i Begyndelsen vistnok lidt modvillig, af deres Gæsters Munterhed.

«Naa Du, vi skal vel have noget at spise strax — hvad Johan? Men endelig noget bedre, end da vi sidste Gang spiste sammen i Paris — husker Du? Spegepølse og sur Champagne. Naa, Frokostbordet er dækket. Vel min Ven, jeg vil ikke haabe, Ænderne ere brændte?»

Disse sidste Ord var henvendte til Tjeneren, som havde al sin Velopdragenhed nødig for ikke at røbe sin Forbavselse.

«Kom Johan, lad os to gamle gaa i Spidsen, saa kan de unge følge bag efter.» Og Komponisten greb Banners Arm og trak ham med sig, medens Arkitekt Strøm, der aldeles ikke var misfornøjet med Arrangementet, fulgte efter med Judith.

«Husker Du, hvad Du sagde i Paris. Da svor Du paa, at Du aldrig vilde gifte Dig. Men jeg var syv Aar ældre og meget klogere, og jeg sagde: «Lyt til en ældre Herres Ord, Du bliver fanget Johan og lagt i Kærlighedens Rosenlænker.» Naa, hvem fik Ret? Det er godt og vel otte Aar siden, og hvor længe har Du nu været gift?»

«Syv Aar.»

«Haha, syv Aar, det er brillant! Saa er det otte Aar siden, han forelskede sig, det vil sige samme Aar, som han svor paa, at han aldrig vilde gifte sig, men for bestandig forsage Kvinderne. Naa Johan, skammer Du Dig?»

«Nej aldeles ikke,» svarede den tiltalte.

«Du har for Resten forandret Dig meget. Hvor er de sidste Lokker blevne af, og hvorfor Fanden pudrer Du Dig. Du er jo ganske melet i Skægget og i de tre Haar, hvormed Du endnu smykker Din Isse.»

«Det sidder fast,» sagde Banner med et Smil og strøg sig om sit graanende Skæg.

«Da skulde jeg dog ikke haabe, at det er Din Frue, der sætter Dig graa Haar i Hovedet — eller Skægget maa man vel sige.»

«Nej paa ingen Maade. Men,» fortsatte Banner alvorlig, «Du ved maaske, at jeg har mistet en Søn.»

«Ja — ja,» sagde Hellman med pludselig Alvor. «Det vidste jeg og burde have tænkt paa. Naa, hvad Tabet angaar, saa kan det vel —» Resten forsvandt i en Brummen.

Banner skød sin Stol tilbage og ønskede sine Gæster vel bekomme! Dermed blev al videre Diskussion afbrudt. Tiden før Middag lagde Hellman fuldkommen Beslag paa sin Vært og overlod sin Nevø til Fruen. Herover følte August Strøm sig dog ingenlunde tilsidesat. Han fandt i hende en velvillig om end temmelig tavs Tilhører, dog kunde hun undertiden sige et og andet, der røbede en hos Kvinder usædvanlig Smag og Interesse for Kunst, og Strøm var henrykt, ikke mindst dog, fordi han i hende syntes at have truffet en af de skønneste Kvinder, han nogen Sinde havde set.

Middagsbordet forhøjede hans glade Stemning, og da man drak Kaffe i Dagligstuen, gjorde hendes Nærværelse ham næsten begejstret veltalende.

«Hold nu Din velsignede Mund et Øjeblik,» lød da Hellmans muntre Stemme, «for nu vil jeg spille.» Og uden videre Indledning satte han sig til Instrumentet og begyndte at spille. Flygelet var godt og nylig stemt, men det blev aldrig benyttet. Der var derfor i Begyndelsen noget haardt i Klangen, men da Hellman pludselig, efter at have ligesom stiftet Bekendtskab med det, anslog de første mægtige Akkorder i Ouverturen til «Don Juan», tabte al Skarphed sig, og Mozarts herlige Musik brød som et brusende Væld af Toner frem under hans øvede og kraftige Hænder. Nu var han ikke længer den joviale, gemytlige Tyksak, men den af sit Æmne helt opfyldte Kunstner, og medens han aldeles glemte sine Tilhørere, tvang han dem ind under sit Spils Fortryllelse.

Judith laa tilbagelænet i sin Stol. Hun mærkede, hvorledes Musiken berusede hende og rev hende med sig, og hun overgav sig modstandsløs til sin Kærlighed, ikke blot med Hjærtet, men med Sanserne. Hun droges til ham, den livstrætte Mand, ikke blot med Tankerne, men med hele sit Væsen; var de i dette Øjeblik blevne alene, havde hun ikke formaaet at staa imod, hun havde kastet sig for hans Fødder og tilstaaet ham den Kærlighed, der betog hende. Men bag hendes Stol stod August Strøm, opfyldt baade af Musikken og den skønne Kvinde, han stod hos, og ved Flygelet sad Komponisten, der slet ikke syntes skikket til at forsvinde i et Aandesyn.

Banner havde lænet sig fremad, hans Arme hvilede paa hans Knæ, under de halvsænkede Øjenlaag søgte hans Blik Judith; han mærkede, at der var noget i Vejen med hende, at hun ligesom var nervøs eller ude af Ligevægt, og han undrede sig over, hvad der vel kunde være Grunden dertil.

XXXV.

«Ja, han har forandret sig meget, men det forbavser egentlig ikke mig. Midt i al Vildskaben var der noget af denne Stivhed i ham ogsaa den Gang, og i den sidste Tid, vi var sammen i Udlandet var jeg egentlig den eneste, han omgikkes. Og heroppe maa da nødvendigvis sligt udvikle sig; i de smaa, spidsborgerlige Forhold har han maaske fundet det rigtigst at hylle sig i sin Værdighed for at holde Folk tre Skridt fra Livet.»

«Nej, maa jeg saa bede om Fruen, og hun har næsten overrasket mig endnu mer. Husker Du Frøken Blight? Hun har kendt Fru Banner i hendes Pigedage og syntes, at hun var temmelig ubehagelig og egentlig slet ikke smuk.»

Hellman havde strakt sig magelig tilbage i en Lænestol, men ved Strøms Ord rettede han sig og brød ud i sin sædvanlige muntre Latter.

«Naa, saa Du vil være Kender af Kvindehjærtet, August? Frøkenens Ord tydede jo netop paa, at Fru Banner var smuk. Det ene Fruentimmer vil jo aldrig erkende det andets Skønhed. Frøken Blight har Teint som en Reseda, følgelig ynder hun ikke varme og bløde Farver, hun har gult, glat Haar opsat à la chinoise, altsaa finder hun et lokket, brungyldent Hoved skrækkeligt; hendes Øjne minder mig om sammenløben Mælk, hvor skulde hun saa kunne paaskønne Fru Banners, der jo kan modne sure Stikkelsbær ved et eneste Blik. Nej, jeg kunde nok tænke, at hun var smuk, Banner har altid haft en god Smag.»

«Ja, ikke sandt,» udbrød Strøm, «hun er henrivende, har Du set hendes Næse og hendes Hage, og sikken Figur!»

«Min kære, det er lidt vanskeligt at overse saa vigtige Legemsdele som en Næse eller en Hage, med mindre de da skulde mangle; men for øvrigt, Du har virkelig Ret, hun er — ret net!» Og Komponisten brast paany i Latter.

«Hun er uforlignelig. Men hør, tror Du, at de lever godt sammen? Der er saadan en forunderlig Kulde mellem dem.»

«Min højtelskede Nevø,», svarede Hellman, «jeg har observeret, at naar Du opdager ulykkelige Forhold mellem Ægtefolk, er Du gærne charmeret i Konen. Er Du maaske allerede leveret?»

«Aa, Snak! Men det var da ikke saa underligt, om hun var bleven ked af denne blaserede, ci-devant Roué, Gud ved, om hun overhovedet nogensinde har vidst, hvad det er at elske.»

«Naa! Du havde maaske Lyst til at lære hende det. Men det skulde Du for Resten være lidt varsom med, min Dreng. Banner er ikke til at spøge med i det Kapitel, og det kunde jo ogsaa nok være, at Du ellers kom til kort, naar Du prøvede paa at gøre ham overflødig. Han var altid en farlig Mund for Kvinderne.»

«Maaske for ti Aar siden.»

«Ak, min Ven, sligt ophører aldrig.»

«Vil Du virkelig paastaa, at denne visne, magre, skaldede Mand — —»

«Undskyld, at jeg afbryder Din smukke Beskrivelse. Man skulde virkelig ikke tro, Du var Arkitekt; Du mangler jo aldeles Blik for Yderlinjer. Maa jeg gøre Dig opmærksom paa, at ihvorvel han ikke har Din Garderhøjde og Dine Bjørnekræfter, er han elegant og smukt skabt, hans Hovedform er klassisk, hans Træk fine — han er mindst lige saa smuk som sin Hustru.»

«Uh, kan vi nu ikke blive fri for den Slags Overdrivelser?»

«Og hverken Du eller jeg kan benægte eller har engang Ret til at betvivle, at Fru Banner elsker sin Mand; han er af det Slags Mennesker, man ikke kan gaa ligegyldig forbi. Paa den anden Side ved Du ikke, hvad Skade det uskyldigste Kurmageri kan afstedkomme i et Forhold som dette, og Banner fortjener at være lykkelig i sit Ægteskab; thi han har ikke kendt meget til Lykke inden det.»

«Hvad for noget! Har han ikke kendt til Lykke — han, som har været baade rig og smuk og begavet, af god Familie, uafhængig o. s. v. Det var ellers en underlig Skæbne til at gøre en ulykkelig!»

«Aa, Du ved slet ikke,» raabte Hellman pludselig heftig og sprang op, «hvori Ulykken ligger. Vi, Du, jeg, Fru Banner ogsaa, vi er unge, jeg mener ikke Aarenes Ungdom, men vi hører til en ung, levedygtig Slægt og Stand; vort Blod løber rask, vort Mod grænser til Overmod, vort Liv er Forhaabning. Men han hører til en dødsdømt Slægt, der har levet og nu kun har sin svundne Storhed at leve paa. Naar en Stand eller en Tidsalder gaar under, saa kommer der saadanne Fremtoninger som Banner. Vi sejler med Strømmen for fulde Sejl, vi Arbejdere og Kunstnere er Nutidens Adel, men han kæmper mod Strømmen og Tidsaanden, ikke fordi han har Lyst til Kampen, men fordi det nu en Gang ligger ham i Blodet. Og saa ser han sine Haab briste paa alle Hold. Ikke engang sin Søn fik han Lov at beholde. Slægten er mærket og dødsdømt, det ved han. Se dette er den virkelige Ulykke, og den skal vi lykkelige respektere; denne Mand er saa ulykkelig, at jeg kunde elske ham ene og alene derfor.»

«Ja, vær saa god,» svarede Strøm, paa hvem Hellmans Ord dog virkelig havde gjort noget Indtryk. «Du er jo hans Ven, og Dine Fordringer er derefter; men en ung Kvinde!»

«Hun kan det ogsaa, hun bør det, og hun vilde kunne blive lykkelig derved.»

«Men hun gør det ikke. Lagde Du ikke Mærke til, at Din Spøg over deres ægteskabelige Forhold generede hende?»

Hellman var atter bleven rolig, han havde paany sat sig ned og svarede nu i sin sædvanlige muntre Tone: «Snak! Spøg har alle godt af, Banner ogsaa. Jeg ved, at Spøg opmuntrer ham. Derimod kunde Dit ungdommelige Sværmeri let gøre Fortræd, og jeg beder Dig om at tage Dig i Agt. Man skal ikke i ædel Romanmedfølelse gribe ind i Forhold, man ikke kender og forstaar. Det kan synes saa uskyldigt og dog anrette ubodelig Skade. Ægteskabet er en meget indviklet Komposition, som man ikke skal pille ved. Det var, som om en Fusker vilde korrigere en Mesters Værk og sige: «Her er en Disharmoni, den maa vi rette». Saa forkludrer han bare alt, fordi han ikke forstaar, hvorledes Dissonantserne hører med til Stykkets Karakter.» — Nu var Hellman kommen ind paa et yndet Tema og fortsatte med tilbagelænet Hoved og lukkede Øjne: «Banner hører til de Kompositioner, man maa vænne sig til; han er en af Beethovens sidste Sonater, vanskelig at forstaa, tilsyneladende uharmonisk og frastødende, men, naar man først har lært den at kende, ubeskrivelig tiltrækkende med al sin Smerte, sin Kamp og Sønderrevethed. Man slipper den aldrig, man vil se dybere og dybere i den, man lider ved det, man forstaar, men man elsker dog. Ja, Du hører nu slet ikke paa mig, men det er ogsaa det samme. Lad mig bare sige Dig, at hvis Du gør Knuder her, er vi to færdige. Du fortjener at faa en Fyrstinde, gør Du, det nægter jeg ikke, Du er ung, livsglad og skabt til at blive lykkelig; men gaa ikke hen og skaf Dig selv og andre unødig Sorg og Smerte. Nu er jeg træt af at tale og længes efter Sengen, behag derfor at trække Dig tilbage — Godnat!»

August Strøm saa op med et Smil og sagde: «Sig mig kun Onkel, hvad Musik ligner da hun?»

«Aa,» sagde Hellman leende, idet han blidt skød sin Nevø ud af Døren, «lad os sige en Fuga af Bach. Er Du saa tilfreds?»

Efter at den første Tilbageholdenhed og Generthed fra Banners Side og den første forcerede Lystighed fra Komponistens var overvundet, øvede de to forskellige Naturer samme Tiltrækning paa hinanden som for mange Aar siden i Udlandet. Plebejeren, der ved sit Geni havde svunget sig op til at blive Fyrsters Ligemand, men havde bevaret den Naturlighed og Suffisance, der ofte karakteriserer dem, som skylde sig selv alt, droges hemmelig til Patricieren, hvem Rigdom, Stilling og Finfølelse saa at sige var medfødte, medens Banner paa den anden Side blev tiltrukken af Kunstnerens Dygtighed, glade Sind og elskværdige Djærvhed. Da altsaa de Skranker, som otte Aar naturlig havde rejst imellem dem, i kort Tid var faldne, syntes deres gamle Kammeratskab at fødes paa ny. Banner var paafaldende forandret, hans Livsaander syntes atter at blusse op, han blev sig selv fra sine unge Aar, saadan som Judith aldrig havde kendt ham. Han disputerede med Hellman, saa Værelserne genlød deraf, de opfriskede Ungdomsminder og lo, saa Tjenerne forbavset lyttede udenfor Døren. Hellman havde vendt op og ned paa al Ting, han tirrede de store Hunde i Gaarden, talte til Tjeneren ved Middagsbordet, kneb Pigerne i Kinden, naar han mødte dem paa Gangene, ja han gav endog Banner saadanne respektstridige Betegnelser som: Tørvetriller, Jesuit, Sofist, Mormon m. m. Han drillede sin Nevø paa enhver tænkelig Maade, og gjorde Løjer med Judith; han hørte til de Mennesker, der kan sige og gøre alt, uden at fornærme.

Og Ahnbjerggaard var som det fortryllede Slot i «Tornerose», der er vakt af en hundredaarig Søvn. Den genoplivede Prinsesse var Judith, thi var Forandringen stor for alt andets Vedkommende, var den dog størst for hendes. Endelig elskede hun, endelig var Foraaret, Livet og Lykken kommet, og Munterheden og Musikken om hende var kun en Genlyd af hendes egne Følelser, et Udtryk for det, der opfyldte hende. Hun kunde sidde smilende og lade sig vugge ind i glade Fantasier af Musikkens Toner, og naar den unge Arkitekt talte til hende om sin Kunst, sine Rejser, om al Verdens Herlighed og Lykke, var det som et nyt Akkompagnement til alt, hvad hun drømte om, det vidunderlige, der skulde komme.

August Strøm havde ikke formaaet at følge sin Onkels Raad. Han lod sig Time for Time rive mere med af sin Beundring, hans unge Sind overgav sig fuldt og helt til Fortryllelsen. Han havde lært hende at kende, just som Forvandlingen foregik, da Puppen bristede og hendes længe slumrende Kærlighed endelig udfoldede de straalende Vinger og jublende steg mod Lyset, da hvert af hendes Blikke talte om Lykke, hvert Smil aandede Kærlighed. Han kunde ikke ane, hvor lidet det alt gjaldt ham, han havde set det udvikle sig med rivende Hurtighed for sine Øjne, og han troede, at det var ham, der havde vakt Livet og Kærligheden i denne skønne, unge Kvinde.

Hun tænkte slet ikke paa ham, thi for hende existerede der kun en Mand i Verden. Hun hørte kun paa ham, thi hun holdt af at høre denne Tale om Lykke og Skønhed, den passede ind i hendes egne Tanker, men ofte lukkede hun Øjnene og drømte, at det var en anden, der talte til hende.

Dette var hendes Ungdom, hendes Pigedage, hendes Kærlighedsforaar, de første lykkelige Dage i hendes Liv. Derfor holdt hun af de Mennesker, der var omkring hende og ligesom delte og var Vidne til hendes Fryd. Hun fandt Hellman elskværdig, prægtig og munter, Strøm behagelig, veltalende, begavet. I Virkeligheden havde hun saa liden Tanke for dem, at den ene var hende lige saa kærkommen som den anden. Sandsynligvis vilde hun i disse Dage have fundet endog sin Stedfader elskværdig.

Banner kunde ikke undgaa at lægge Mærke til den Forandring, der var indtruffen med hans Hustru. I Begyndelsen vakte den kun en svag Forundring; men da Forvandlingen syntes at foregaa næsten fra Dag til Dag, og hendes Væsen udfoldede sig for ham i en hidtil ukendt Skikkelse, spurgte han sig selv om Grunden. Han iagttog hende hemmelig, han saa hende yngre og smukkere end nogensinde, hvad var der foregaaet med hende? For faa Dage siden vilde det have været ham ligegyldig, han vilde maaske slet ikke have bemærket det; men Hellmans Nærværelse havde kaldt noget af hans gamle Jeg til Live, og Interessen for hende var vaagnet med det samme. Var det muligvis hendes egentlige, inderste Væsen, der nu brød frem? En Gang for flere Aar siden havde han tænkt sig, at han skulde kunne fremkalde en saadan Forvandling hos hende, men al Umage havde været spildt. Var det da nu sket paa fire, fem Dage? Men hvorledes?

Det var lige ved Solnedgang. Vintersolen kastede sine sidste skarpe Straaler ind mellem Træerne, hen over Bygningens Facade. Strøm spurgte Judith, om de ikke skulde gaa en lille Tur ned i Haven for at se paa denne Illumination, og hun var strax villig til at følge med. Banner stod ved Vinduet og saa efter dem.

Hun gik, indsvøbt i sin Pelsværks Kaabe, ved Siden af Arkitekten gennem de af Sneen pudrede Gange. De vendte Ryggen til Bygningen og skænkede den øjensynlig ikke en Tanke; deres smukke, høje Skikkelser nærmede eller fjærnede sig ubetydelig til og fra hinanden, eftersom Vejens Indsnævringer bød det. De standsede trods Kulden og Sneen. Strøm talte og gestikulerede; rank, ung og kraftig stod han der. Og her stod Banner, gammel, graahaaret, udlevet, som en Lampe, der er blusset op endnu en Gang for derpaa at slukkes. Saaledes saa han sig selv over for de to unge der nede. Og ikke som ved et Lyn, der slog ned i ham, men rolig og sikkert gik det op for ham, at disse to Mennesker elskede hinanden. Som noget, der faldt af sig selv, vakte det ej engang hans Vrede. Han smilte endogsaa svagt ved Tanken om, at der var Mennesker, som endnu troede paa saadant noget som Lykke og Kærlighed.

Flammen i Lampen sænkedes ganske lavt, den var lige ved at slukkes. Han følte sig som en Olding. Hans Liv var saa langt — aa, saa langt tilbage, havde ingen Fordringer mere for sig selv, ingen Ønsker heller. Og et Nu var den Tanke der: «De elsker hinanden, hvorfor skal jeg staa dem i Vejen? Naar disse Dages Glæde er forbi, saa lad det hele være forbi. Hvorfor trække det længer ud, det sker jo alligevel en Gang, og saa gør jeg dog nogen lykkelig her i Livet.»

Nede i Haven bød Strøm Judith Armen for at støtte hende paa den glatte Gang. Hun tog imod den. Strøm bøjede sig fortrolig ned over hende, og hun veg ikke tilbage. — Det gav et Sæt i Banner, da han saa det. Dette var dog for meget, for ugenert. Hans Stolthed og Selvfølelse blussede op i ham, Blodet steg ham til Hovedet. Guds Død! Vovede denne Dreng at forelske sig i hans, Johan Banners Hustru, at usurpere hans Plads, at vinde i Dage, hvad han selv ikke havde formaaet i Aar, at skubbe ham, Johan Banner, til Side som en, man har Lov at bedrage. Han gjorde ikke selv Fordring paa hendes Kærlighed, men hvor vovede hun at give den til en anden. Regnede de paa hans Død? Han var ikke død endnu. Det var ikke paa den Maade, man blev ham kvit. Og hans gamle Lyst til at herske kom over ham igen. Hun havde ikke villet bøje sig under hans Godhed, nu skulde han ydmyge hende ved hendes Forseelse. Hun skulde tilstaa ham den, ja hun skulde. Han vilde ikke bebrejde hende noget, kun straffe hende ved selve Tilstaaelsen om hendes Svaghed. Hans slappe Sjæl ansporedes af Tanken. Han vilde ydmyge hende, han vilde, han vilde!

Han hørte sig selv udtale disse Ord, der havde jaget ham hans hele Liv, og Lyden af dem vakte ham til Eftertanke om, hvorfor han egentlig var saa vis i sin Sag; det hele kunde jo være Hjærnespind. Nu vel, saa skulde hun i alt Fald overbevise ham derom.

Hun blev endnu en Gang Midtpunktet for alle hans Tanker.

XXXVI.

Tjeneren stod lige indenfor Døren i første Position med slapt nedhængende Arme og et ubevægeligt, alvorligt Ansigt. Ved Hellmans Ord skottede han forsigtig til sin Herre for at læse en Bekræftelse i hans Ansigt.

«Naa, svar! Har De?»

«Ja.»

«Godt, saa tænd alle Lamper og Lysekroner, Kandelabrer og Lampetter, fyr op i alle Kaminer og oplys hele Huset. Derefter dækker De et overdaadigt Middagsbord, henter os den bedste Vin og overlader saa Resten til os. Har De forstaaet?»

Tjeneren saa atter paa sin Herre. Et svagt Nik betegnede ham, at han havde at adlyde, og i næste Nu trak han sig lydløst tilbage med et dybt Buk.

«Nu har jeg alvorlig overvejet, hvad vi skal tage os for, medens der gøres i Stand til Festen. Du har vel Kaner nok til saa stort et Selskab? Saa kører vi i Kane!»

Banners Blik havde søgt Arkitekten og Judith, der spillede Schak henne i Vinduesfordybningen. Hellman maatte gentage sit Spørgsmaal.

«Ja, Kaner har jeg; men de har ikke været benyttede i lang Tid.»

«Hvad gør det? Saa trænger de jo netop til at røres. Vi maa have Peter frem igen ligesom Lampens Aand i «Aladdin». Jeg har en Fornemmelse af, at han er en Automat, der springer frem, naar jeg trykker paa denne Knap. Han er her i en ubegribelig Fart. Naar jeg hjemme vil have Pigen til at gøre noget, maa jeg gennemløbe en hel Skala af blide og rørende Toner: «lille Stine, søde Stine, rare Stine,» og saa kommer hun endda ikke altid. — Men der har vi Peter. — To Kaner i Orden! Kanetæpper, Klokkespil og Bjælder, Fjertoppe, Kanenet, Piske, Kaaber, Pelse, Bjørneskind o. s. v.!»

Og Peter forsvandt atter.

«Jeg vilde ønske Johan, at Du vilde opdrage min Stine. Hun er mit Livs eneste Sorg. Hvorledes det gaar eller ikke gaar, jeg har aldrig forstaaet at sætte mig i Respekt. Hvori ligger Fiffet, kan Du ikke lære mig det?»

Banner svarede ikke, hans Blik havde atter søgt de spillende, og Hellman opgav at faa Svar paa Spørgsmaalet for denne Gang.

Efter en halv Times Forløb holdt Kanerne for Døren.

«Vi er nu to Damer,» sagde Hellman, «Fru Banner og jeg. Vil Du køre for Din Kone Johan?»

«Tak, jeg vil gærne være Din Kavaler.»

«Gud — tør jeg?» læspede Hellman. «De maa i alt Fald love mig ikke at benytte Dem af Deres Stilling og Kaneretten, for kysser De mig, skriger jeg.»

Banner stod allerede bag paa Kanen i sin store Forværkspels, med Tømmerne i den ene og en lang Kanepisk i den anden Haand. I Kanen foran dem sad Judith tilbagelænet, og bag hende stod Strøm med en høj Pelshue paa sit krøllede Hoved, med Tømmerne løftede højt og Pisken knaldende hen over de fyrige Hestes Hoveder.

«Kør forsigtig,» raabte Banner i en næsten bydende Tone, og saa fløj Kanerne ud af Porten.

«Han er en prægtig Fyr, ikke sandt?» spurgte Hellman.

«Jo — naar han bare vilde køre med lidt Maadehold. Han kender ikke Hestene, og de er bange for Klokkerne. Kan han styre et Par Heste?»

«Aa, han klarer sig s'gu nok. Jeg gad set det Spand Heste, han ikke kunde magte. Sikken Ungdom og Kraft — hvad? Vi to gamle bliver helt misundelige. Naa undskyld mig; jeg holder af ham, som var han min egen Søn.»

De kørte langs ad de hvide Veje og saa ud over det udstrakte, snedækte Landskab. Langt borte laa Skoven pudret af Sne; Buskene ved Vejkanten bøjedes under deres bløde Byrde, nu og da gled et Stykke ned og spredtes som Dun i Luften. Hist nede laa Landsbyen, mod Sædvane ren og fin i Sneens festlige, hvide Juledragt; bag den hævede fjærne Bakkestrøg sig i blaagraa Fortoninger.

«Hvor langt gaar din Ejendom?» spurgte Hellman.

«Saa langt som Du kan se, helt over til Skoven der,» sagde Banner, idet han med Pisken beskrev en stor Bue ud over det hele. «Alt dette er mit.»

« Ja, Du er lykkelig,» svarede Hellman gennemrislet af en behagelig Følelse ved Tanken om en saadan Rigdom. «Naa,» fortsatte han, slaaende over i en anden Tonart, «lad os saa se til Vintersæden, den maa staa fordømt godt, for Vinter har vi da nok af.»

Atter fejede Pisken hen over Hestenes Hoveder og ned i Sneen. De fløj afsted med klingende Bjælder, hurtig som Vinden, og dog stadig i samme Afstand fra Kanen foran dem. Det var, som om Banner gærne vilde indhente den.

«Se det kalder jeg Liv,» udbrød Hellman, «det er det, jeg længes efter, naar jeg sidder og kukkelurer derovre i København. En Herremands Liv er bedre end Kongens. Du er Enehersker over alt, hvad Du kan overse; af Dig afhænger Hundreders Ve og Vel, Du byder, saa sker det, Du taler, saa staar det der. Du kender ingen Modstand, ingen Mukken, ingen Kritik, kun Din egen Vilje, for hvilken alt bøjer sig.»

Da tænkte Banner paa Judith, og medens hans Hjærte fyldtes af Magtglæde ved den andens Ord, følte han, at der dog var et Forhold, hvori hans Vilje ikke var eneraadende, at han havde en Modstander, han endnu ikke havde kunnet bøje.

De kom til en Korsvej, hvor Strøm efter Judiths Ønske vendte Kanen; den fløj forbi Banners som et Lyn; han saa de straalende Ansigter, hørte deres muntre Tilraab, saa var de atter langt borte. Hans Vilje hidsedes paany, han vilde herske, ogsaa der, som alle andre Steder. Han vendte Kanen og Hjemturen begyndte. Solen var i Færd med at gaa ned, dens sidste Straaler bragte Himmel og Jord til at rødme under deres Lys. Farverne vexlede fra det lyseste rødgule over til det violette og blygraa, efterhaanden som den straalende Kugle forsvandt bag de fjærne Skove og Højder.

«Ønsk nu, naar den forsvinder, saa gaar det i Opfyldelse,» sagde Hellman.

«Saa gid da —» udbrød Banner, men standsede midt i Sætningen.

«Det var snedig ønsket; det gaar nok i Opfyldelse! Nej, jeg ønsker, at Maden maa staa paa Bordet, naar vi kommer hjem.»

Nu hævede Gaarden sig for dem som et Fepalads, gennem de Hundreder af Ruder strømmede Skæret fra Lysekronerne ud imod dem.

«Naa, er det nu ikke kønt? Ja, var jeg ikke Komponist, tror jeg, jeg vilde være Godsejer. Det maa dog være ganske behageligt.»

Den anden Kane var alt inde i Gaarden. Strøm stod i Sneen og klappede den store Hund, som mod Sædvane venlig sprang op ad ham. Judith lænede sig til Stentrappens Gelænder og talte med ham, Staldkarlen var beskæftiget ved de dampende Heste.

Banner kastede Tømmerne til Karlen, sprang ned fra sit Sæde og kaldte med en let Fløjten Hunden hen til sig; han holdt ikke af, at den lod sig kærtegne af andre.

Salene og Stuerne, fra de største til de mindste, var oplyste og opvarmede; det var en smuk Suite af Værelser, og Hellman gik igennem dem, gnidende sig i Hænderne og nydende al den Luxus, Skønhed og Komfort, der omgav ham. Spejle og Prismer kastede Lyset tilbage med dobbel Glans, Varmen fra de store Kaminer ombølgede ham, smaa Sølvskaale med Røgelse, som hang ned foran Ilden, udbredte en svag Duft; Tæpperne var saa bløde, at hans Fødder sank ned i dem. Gammeldags, rigt udskaarne Møbler vexlede med elegante, moderne Salonstykker; Broncestatuetter, antike Kandelabrer, venetianske Spejle, pompejanske Vaser, mosaikindlagte Borde, skøntformede Skaale og Opsatser mødte Øjet, hvorhen man saa. Heller ikke paa sjældne og kostbare Planter var der nogen Mangel. Og den tarvelig vante Mand nød Indtrykket af alt dette; han var endog saa fortabt i Beskuelsen, at han glemte Middagsmaden, indtil Banner slog ham paa Skulderen og sagde: «Naa Hellman, Dit Ønske er opfyldt, Maden staar paa Bordet. Maa jeg have den Ære.» Og han førte ham med stor Højtidelighed til Bords.

Et Bord, som funklede af Sølv og sleben Krystal, af Frugter, Blomster og fint Porcelæn. Banner havde givet Ordre til at fremsætte det kostbareste og smukkeste, Huset ejede, ikke for at fremvise det, men fordi han vidste, det vilde glæde hans Gæst. Hvor Hellman svælgede i alt dette! «Jeg elsker Pragt,» sagde han, «jeg vilde gærne i det mindste en Gang om Aaret spise paa Sølv, selv om det saa kun var et Kyllingeben og en Mundfuld Kompot.»

Men her var noget mere ved denne Fest, som Banner gav for sin Ungdomsven. Opvartningen gik lydløst, selv Hellman undlod at give Tjeneren sine smaa Raad og Anvisninger i Følelse af, at det ikke vilde være passende. Vinen perlede i Glassene, Stemningen var animeret, og muntrest af alle var Husets Frue, bedaarende i sin Skønhed, ligesom genstraalende Lyset og Pragten rundt om. Arkitekten sad ved Siden af hende, gennemildnet af Beundring; hun forekom ham som en Skønhedens Aabenbaring, og han kunde ikke faa Blik eller Tanke fra hende. Ogsaa Banner spøgte og lo, men han tabte ikke sin Hustru og hendes unge Tilbeder af Syne. Vinen opflammede hans Livsfølelse, anspændte hans Sanser; hun syntes ham skønnere, mere attraaværdig end nogen Sinde før, og nu var hun maaske i Færd med uigenkaldelig at tabes for ham. Det skulde ikke ske, ikke med hans gode Vilje.

Stemningen steg. Hellman havde forvundet sit første højtidelige Indtryk, holdt humoristiske Taler og opfriskede gamle Historier. Banner supplerede dem og glemte sig hverken som Ven eller Vært. Strøm blev mere og mere betagen af Situationen, Vinen og den skønne Kvinde ved hans Side, og holdt en begejstret Tale til Skønhedens Pris. Aldrig havde disse gamle Mure været Vidne til et saa livfuldt Gæstebud. Man rejste sig fra Bordet med hedere Kinder og hurtigere Pulsslag og vendte tilbage til Salonen, hvor alt indbød til stille nydelsesfuld Hvile. Banner kastede sig i en Lænestol og stirrede tilsyneladende tankeløst frem for sig. Judith sad ogsaa tilbagelænet i sin Stol og lyttede adspredt til de Ord, Arkitekten nu og da tilhviskede hende, medens han stod bøjet over Stolens Ryg, indaandende Duften fra hendes Haar og Dragt og stedse viljeløsere givende sig hen i sin Forelskelse. Men Hellman havde efter en kort Pavse sat sig til Instrumentet for at spille, som han plejede at gøre det efter Middagsbordet. Han greb nogle Akkorder og gjorde nogle Løb som for at samle sig, og saa begyndte han at spille. De andre sad tavse og lyttende; aldrig havde han spillet saa skønt og beaandet som nu.

Det var, som om hans Spil fortalte om al den Higen og Længsel, et Menneske kan betages af. Et skærende sørgmodigt Ledemotiv vendte tilbage atter og atter, stedse mattere og mere tungsindig; et Øjeblik løftede det sig atter vildt og heftig som til en fortvivlet Bøn, et Raab om Hjælp, og tabte sig saa igen i Hulken og usigelig Lidelse; men til sidst udviklede sig deraf en Musik saa blød, saa højtidelig, at man næppe vovede at trække Vejret, stedse mere opløftende og gribende, indtil den endte som en jublende Lov- og Takkesang fra et Kor af salige, forløste Aander.