Judith Fürste: En Fortælling

Hellman sad et Øjeblik stille, efter at han havde ophørt at spille. «Det er,» sagde han sagte, «et Brudstykke af mit Oratorium «Dommedag». Saaledes tænker jeg mig det, naar Sjælene paa Dommens Dag, da alt aabenbares, lærer at kende det Værk, hvorpaa de her i Jordelivet blindt har arbejdet, naar al Jordelivets Higen, Kamp og Smerte til sidst opløser sig i en Lov- og Takkesang for det fuldendte Værk.»

Der blev ikke svaret. Banner havde hele Tiden under Spillet siddet tavs og med lukkede Øjne og givet sig hen i Musikkens Stemninger, der syntes ham ligesom at skildre hans eget Liv med dets Skuffelser, Tvivl og Kamp indtil denne Tid, da de oprørte Vande var stilnede, dog ikke til lykkelig Fred, men til kold, livløs Ro. Da Musikken gengav de saliges Jubel, reves han et Øjeblik med af denne Stemning, der lysnede et Haab, et Ønske i ham, om at der endnu maatte være noget tilbage for ham at leve for, en eller anden uberegnet Lykke, der paa ny kunde give hans Liv Indhold, og som naturligt var, kom han til at tænke paa Judith og sit Forhold til hende. Da jog der igennem ham en snærende, pinende Smerte, en Blanding af Vrede og Skinsyge — han saa op — der var de igen sammen, hinanden saa nær, som om han ikke existerede. Nej, dette var for galt, det vilde han dog ikke taale, saa heller Krig, om han ogsaa skulde risikere at miste hende helt derved.

For Judith havde Musikken indeholdt en rig Forjættelse, der fyldte hende med Fryd og Forvisning; det var jo hele hendes Kærligheds Historie, og den sluttede med en jublende Tak. Hvor lidet tænkte hun dog paa den unge Mand, der stod bag hendes Stol og drømte om at tage hende i sine Arme og føre hende bort i Triumf.

«Ja, lad os saa faa Kaffen og den Flaske fra 30erne, Du lovede os,» lød Hellmans Stemme, og dermed hævedes Fortryllelsen for dem alle. Endnu en Times Tid sad de sammen og passiarede, men da havde kun Hellman det rette Humør; Judith var hensunken i Drømmerier, og Banner syntes urolig eller utaalmodig.

Klokken slog ti. «Nu bryder vi op for i Aften og saa Tak for Dagen, Banner, jeg skal længe mindes den.»

Hellman var lidt træt af den lange Køretur, det rigelige Maaltid og den svære Vin. Hans Nevø var gærne bleven lidt længere, men Komponisten trak ham med sig, enten han vilde eller ej.

Da de var borte, saa Judith sig endnu engang rundt i Værelset med den vemodige Følelse, hvormed man ser Lysene ved en Fest slukkes; derpaa bøjede hun sig let for sin Mand og sagde god Nat. Han bemærkede det næppe, han var i heftig Kamp med sig selv.

Hun gik hen mod Døren for at ringe paa Tjeneren, som skulde bringe Værelserne i Orden, da hørte hun hans Trin bag sig, og i det samme greb han Haanden, hun rakte frem for at ringe. Hun foer sammen ved Berøringen, vendte sig og saa forundret paa ham.

«Undskyld, jeg vilde blot endnu tale et Par Ord med Dig, om Du behager.» Han var aabenbart i Forlegenhed med, hvorledes han skulde udtrykke sig.

Hun gik tilbage i Værelset, men hun mærkede, at hendes Knæ rystede, og hun støttede sig til en Stol.

«Du er bleven saa forandret i disse Dage.» Ordene kom stødvis og meget tvungent. Han havde gaaet op og ned ad Gulvet, men standsede nu foran hende; hun drejede sig lidt bort og lod sig glide ned i Stolen.

«Du er jo selv meget forandret,» svarede hun sagte.

«Det lader sig let forklare, det er Hellmans Skyld. Men hvad har forandret Dig?» Det usikre i hans Stemme var nu borte, den var skarp og lidt bydende som sædvanlig.

«Det muntre Selskab, antager jeg.»

«Virkelig? Jeg tror det ikke.» Nu hvilede hans Blik fast og inkvisitorisk paa hende. «Jeg har, som Du ved, haft god Lejlighed til at studere Menneskene, ogsaa Kvinderne. Saaledes forandrer en Kvinde sig ikke uden dybere Aarsag.» Han standsede atter uvis om, hvorledes han skulde fortsætte, saa kom det uventet, ligesom med et Spring: «Elsker Du?»

Hun blev ligesom lammet. «Hvorfor spørger Du?» sagde hun et Øjeblik efter tungt, klangløst.

«Fordi jeg er Din Mand. Forstaa mig ret; jeg er ikke skinsyg, lige saa lidt som Du nogen Sinde har været det, men det kunde interessere mig at vide det, fordi et syv Aars Samliv har knyttet Dig til mig. Elsker Du, eller rettere, er Du forelsket i — ham, Strøm?»

Da var hun atter bleven rolig. Tanken kunde kun forekomme hende latterlig, hun havde ikke drømt, ikke anet, at det var dertil, han sigtede. Nu rejste hun sig med et svagt lille Smil.

«Hvad forpligter mig til at svare derpaa?»

«Det, at jeg vil det; jeg ønsker at vide, om det er dette, der har forvandlet Dig, om Du,» føjede han spodsk til, «endelig har nedladt Dig til at elske nogen.»

«Og hvis jeg nu ikke har Lyst til at tilfredsstille Din Nysgerrighed.»

«Du skal!» sagde han endnu mere heftig. «Jeg forlanger det som Din Ægtemand. Du kan være rolig, jeg skal hverken blive vred eller skinsyg, men jeg vil have Vished, Du skal tilstaa mig det.»

«Nej, jeg gør ikke, Du kommer ingen Vegne paa den Maade. En Mand kan forlange meget af sin Hustru, som hun ikke tør nægte ham; men hendes Sjæls inderste Tanker, dem beholder hun som sin Ejendom, og dem fravrister ingen hende imod hendes Vilje, hvis hun da har nogen Vilje. Jeg antager, Du ved, at jeg har.»

Han vidste det, og det æggede ham, og hendes Trods og Skønhed æggede ham endnu mere. Hans af Vinen og de foregaaende Stemninger ophidsede Vilje voxede ved at tørne mod dette ubøjelige. Han greb hende om Haandleddet og trak hende tæt hen til sig, idet han saa hende stift i Øjnene; men han manglede Ord, der kunde give Befalingen Kraft og tvinge eller skræmme hende til at lystre. Han havde kun sit fattige: «Du skal sige mig det, jeg raader Dig til at gøre det, hvis Du — hvis Du ikke vil angre det. Du skal — jeg vil have det.»

Uden at han vidste det, knugede han fastere om hendes Haandled, men hun agtede ikke derpaa; hun gengældte hans Blik fast og rolig og svarede koldt: «Du vil maaske en Gang faa det at vide, men ikke, naar Du spørger mig saaledes.»

Hans Træk slappedes, hans Ansigt fik sit vante Udtryk, hans Hænders Greb løsnedes og han traadte et Par Skridt tilbage: «Undskyld min Heftighed, jeg har forløbet mig. Jeg glemte, at jeg stod over for en Kvinde, tilgiv mig, hvis jeg har voldt Dig Smerte.» Han bukkede for hende og gik, gik, for at undgaa et endnu grundigere Nederlag. Da hans Heftighed havde lagt sig, ærgrede han sig over det hele Optrin, der ikke havde bragt ham Maalet et Skridt nærmere. Saa blussede Heftigheden atter op i ham: «Hun skal, hun skal tvinges, hvad det saa end skal koste!»

XXXVII.

Men turde hun bruge denne Skinsyge mod ham — og burde hun? Hun vidste det ikke. Der var kommet en Følelse hos hende af, at hendes Livs Lykke nu var hende ganske nær, og at det kun gjaldt om at gribe den. Men om hun nu greb fejl, da vilde hun maaske forspilde den helt. — Han var gaaet vred fra hende. Turde hun atter vække denne Vrede? Hvad skulde hun dog gøre, for ikke ved sit eget Fejlgreb at miste den Lykke, der syntes hende saa nær? Den pinligste Frygt og Uvished greb hende. Hun turde ikke tale til nogen, ikke spørge nogen til Raads. «Om der nu var en Gud i Himlen, til hvem man kunde betro sin Sag!» Men hun havde forlængst opgivet Troen paa Gud som en Taabelighed. Og dog — hun havde jo ogsaa en Gang tvivlet paa Kærlighed og Lykke, og saa var de alligevel til — om der nu over hende var en Gud, der holdt hendes Skæbne i sin Haand og havde besluttet: «Lad hende ydmyge sig og komme til mig, saa skal jeg ogsaa nok hjælpe hende».

Da randt det gamle Salmevers hende i Minde:

Hun gik det igennem Linje for Linje, og hvert Ord forekom hende at være skrevet for hende. Ak, om hun nu i fuld Fortrøstning kunde lægge sin Sag i denne Guds Haand. Men hun havde ikke troet paa ham i mange, mange Aar. Og dog — hendes seneste Liv havde jo været en fortsat Omvendelse, hvorfor saa ikke tage ogsaa dette sidste Skridt? Hun bedækkede Øjnene med sine Hænder: «Mit Livs Lykke staar paa Spil, jeg skal gøre Kastet derom, men jeg vover det ikke. Er der en almægtig og barmhjærtig Gud, saa beder jeg Dig, gør Du Kastet for mig!»

«Er der?» var det den rette Maade at bede paa? Hvis han nu var der og straffede hende for hendes Vantro. Hendes hele Liv havde maaske været en Straf, fordi hun havde dynget Trods paa Trods og aldrig ydmyget sig, og nu var den sidste haarde Tugtelse tilbage, som skulde knække hende. Ak, om hun blot fik et Vink, et Tegn, hun skulde følge det og aldrig mere svigte.

Først hen paa Morgenstunden faldt hun til Ro, hun sov i Lænestolen og vaagnede først, da Solen faldt ind i hendes Værelse, Sylvesterdags blege Sol, som kæmpede mod det hendøende Lysskær fra hendes Lampe.

Hun var utilpas og frøs, hun klædte sig om og tog et Bad, men var stadig lige mat og nedslaaet. Hun tænkte først paa at gaa ned til Frokost Klokken elleve, men da det kom til Stykket, turde hun ikke. Hun vilde tage sig et eller andet for, thi hun holdt ikke ud at gruble længer. Det faldt hende ind, at hun skulde skrive til sin Moder, hun havde skrevet hyppigere og venligere til hende i den senere Tid; men om alt det, der nu bevægede hende, kunde hun ikke skrive. Hun faldt da atter i Tanker og sad stirrende ud over de hvide Marker, over Haven, hvor Rimen hang som Koraller i Træerne og funklede i Solskinnet.

Tjeneren traadte ind og spurgte, om hun tog imod.

Hendes Tanker søgte strax ham; hun rejste sig med et Sæt: «Hvem — min Mand?»

«Nej, det er Sognepræsten.»

«Sig ham, at jeg er utilpas. Han kommer vel i Fattiganliggender. Spørg, om det ikke kan vente.» — Men saa betænkte hun sig, hun turde ikke undlade at hjælpe nu, da hun selv saa haardt trængte til Hjælp.

«Nej, hør! Han kan godt blive. Bed ham gaa ind i den lille Salon, jeg skal strax komme.»

Pastor Bang var en Mand af den gamle Skole, der havde saadan sin egen humane Maade at tage Kristendommen paa. Saaledes stolede han ubetinget paa gode Gerningers og et hæderligt Livs saliggørende Kraft, nærede en urokkelig Tro paa Guds Barmhjærtighed og mente, at Menneskene ikke var saa uhelbredelige Syndere, som det i Almindelighed antoges. Derfor paastod Nabopræsterne, baade Grundtvigianerne og den indre Missions Mænd, der ellers ikke var enige om noget som helst, at han ødelagde sin Menighed. Det være nu, som det vil; Pastor Bang var lige saa elsket af sine Undermænd som agtet af sine Overmænd. Han havde en Lidenskab, det var hans Sogns Vel. Han kunde gøre hvad som helst, hvis der var Udsigt for ham til at skaffe sine Sognebørn en eller anden Fordel i Retning af et Sygehus, et Asyl, et Legat eller lignende. Det var hans Ærgerrighed at gøre sit Sogn rigere, mere lykkeligt i saa Henseende end Nabosognene, muligvis for paa denne Maade at imødegaa de andre Præsters Ringeagt for ham som Rationalist og «Kødmenneske».

Hos Banner var han altid velset, især i den senere Tid, da Fruen havde faaet en Iver og Interesse for Sognets Anliggender, der frydede den gamle Menneskevens Hjærte. Judith havde aldrig overfor ham lagt Skjul paa sin Vantro, men han modtog alligevel hendes Hjælp med Tak, og sagde ikke, at hun til Trods for sin Godgørenhed var fordømt. Han besværede hende aldrig med Omvendelsesforsøg eller lignende, han mente, at sligt vilde Vorherre til sin Tid og Sted nok selv sørge for. Naar han besøgte Judith, var det næsten altid kun for at tale om rent verdslige Sager, om at sende Hjælp til denne eller hin trængende, eller for at bede godt for en Husmand, der var kommen i Restance med Afgifterne. Han gik aldrig forgæves, og derfor mente han i sit Hjærtes Enfoldighed, at Fru Banner dog paa en eller anden Maade maatte være kristen, siden hun handlede som saadan.

Judith modtog ham endnu mere forekommende end sædvanlig. Hun hørte paa hans Fortælling om Jens Peter, der havde stjaalet Brænde i Skoven og nu var sat fast, om hans Kone, der var syg og ude af Stand til at skaffe Brødet, medens Manden sad, kort om al den Elendighed, en Overtrædelse af de for Smaafolk tit saa uforstaaelige Love kan bringe over en hel Familie.

«Jeg skal hjælpe dem,» svarede hun venlig, «de Stakler skal da ikke lide for den enes Forseelse. Men saaledes er det ofte; den jordiske Retfærdighed kan undertiden synes lidt tvivlsom.»

«For vort korte Syn,» tilføjede Præsten.

«De mener, at Retfærdigheden vil ske Fyldest i Himlen.»

«Nej, jeg mener tværtimod, at den fuldt ud sker Fyldest her paa Jorden. Man taler saa meget om ustraffet Slethed, om uopdagede Forbrydelser. Jeg tror ikke derpaa. Sletheden straffer sig selv, og faar Samfundet ikke Lejlighed til at kræve Forbryderen til Regnskab, skal hans onde Samvittighed nok gøre det. Nej, Verden og Menneskene er ikke fortrinsvis slette; i en Verden, som styres af en algod Gud, maa der findes meget godt, meget smukt og meget retfærdigt.»

«Har De Tid,» udbrød hun med en pludselig Indskydelse, «vil De høre mig og raade mig, jeg er maaske lige saa trængende som Deres fattigste Sognebarn.»

Der gik et ubeskrivelig lykkeligt Smil over Præstens Ansigt. Var Guds Time nu maaske slaaet?

«Om jeg vil — hvor kan De spørge?»

«De ved, Pastor Bang, at jeg ikke hører til de troende.»

En svag Hovedbøjning.

«Men der kommer Øjeblikke i ens Liv, da man trænger til kraftigere Hjælp end den, man kan yde sig selv, saa vender man sig om efter guddommelig Hjælp.»

«Jeg har hørt det samme før.»

«Men kan en Tro, som man kun griber til af Nødvendighed og Trang, hvad der egentlig er Fejghed og Frafald fra ens egen Livsanskuelse, kan den tages for gyldig?»

«Jeg tror det — ja. Om den er aldrig saa svag, naar den blot er oprigtig, er jeg vis paa, at den barmhjærtige Gud, for hvem al vor Gerning er Svaghed, vil tage den for gyldig.»

«Og hvis et Menneske, der stadig havde vendt sig fra Gud, kom til ham i sin Nød og bad om Hjælp, vilde han saa blive bønhørt?»

«Ja — jeg tror, at Gud vilde bønhøre enhver, der om end aldrig saa sent kom til ham og bøjede sig for ham.»

«Bøjede sig — altid skal man bøje sig.»

«Ja Frue, thi det at bøje sig, enten det er for Forholdene og bære dem paa rette Maade, eller for Menneskene og heller taale end gøre Uret, eller for Gud og rolig lægge alt i hans Haand, forekommer mig at være Indbegrebet af al Levevisdom.»

«Resignere med andre Ord.»

«Ja, resignere over for det, man ikke kan forandre eller opnaa, det er den Fred, som staar i Modsætning til den evige, utilfredsstillede Higen hos dem, som kun følger deres egne Lyster.»

«For at naa en saadan Lykke behøves der ingen Gud.»

«Han belønner Resignationen.»

«Men der gives en anden Lykke, en højere og saligere, nemlig naar den Higen og Tragten, der er det bedste, det naturligste i Mennesket, tilfredsstilles — det nytter Dem ikke at tale derimod, thi jeg ved det — sig mig, hvis jeg nu vendte mig til Deres Gud og bad ham skænke mig denne Lykke, vilde han saa bønhøre mig?»

Pastor Bang indsaa, at en yderligere Tale om Resignation vilde være spildt, han indskrænkede sig til at spørge: «Er De vis paa, det er en sand Lykke?»

«For mig er det den højeste. Hvis den blev mig skænket, skulde hele mit Liv blive en Tak til Gud derfor. Tror De, han bryder sig saa meget om en Sjæl, at han vil give mig denne Lykke til Gengæld?»

«Hvis han ikke mener, at det modsatte snarere vil føre Deres Sjæl til ham.»

«Sig ikke «hvis». I dette Øjeblik maa De give mig noget bestemt. Der er den ene Vej for mig til Tro; aabnes den for mig, vil min Sjæl være frelst. Tror De, han gør det?»

«Jeg kender ikke hans Beslutninger.»

«Men De ved,» svarede hun næsten bønfaldende, «om Gud førhen har gjort noget saadant, om han bryder sig saa meget om en Menneskesjæl.»

«Det gør han visselig.»

«Og naar jeg nu bøjer mig for ham, naar jeg nu erkender min Ringhed, naar jeg nu beder ham om Hjælp, vil han saa hjælpe mig?»

Præsten grundede en kort Tid. Saa løftede han Hovedet og saa paa hende: «Jeg tror, at De, hvis De beder Gud om Hjælp, ikke vil bede forgæves, selv om Deres Bøn er meget svag og Deres Tro ringe, ja, jeg tror det.»

«Jeg stoler paa Deres Ord,» udbrød hun med funklende Øjne. «Jeg vilde klynge mig til et Halmstraa nu.»

Da han rejste sig for at gaa, rakte hun ham Haanden: «Dersom jeg bliver lykkelig, saa stol paa, at jeg ikke skal undlade, hvad der staar i min Magt for ogsaa at gøre alle om mig lykkelige.»

Han trykkede hendes Haand hjærtelig, bukkede og gik. Da han var borte, stod hun en Tid hensunken i sine Tanker. Saa gik hun hen og laasede Døren.

Hun vendte tilbage til sin Stol, men i Stedet for at sætte sig i den kastede hun sig paa Knæ foran den og begyndte med Hovedet støttet i sine Hænder at bede — men bestandig med Forbehold: «Hvis Du er til, om Du hører mig» — thi inderst i hendes Hjærte laa stadig Tvivlen. Saa forskrækkedes hun over, hvad hun gjorde, og bad paa ny, ganske vist uden dette «hvis» paa Læben, men stadig med det i Hjærtet. Nej, hun kunde ikke bede. Hun mærkede, at Tankerne gled fra Bønnen, hun kunde ikke styre dem, ikke samle sig i Inderlighed, træt og slap som hun var efter den gennemvaagede Nat. Hendes Hoved sank dybere; hun saa sin Mand, hørte hans Stemme, og hun rakte Armene ud og bad til ham, bønfaldt ham om at tage hende til Naade, at tilgive hende, at elske hende fra nu og til evig Tid. — Hun vaagnede op af sin Døs og forfærdedes over, hvad hun gjorde, hun samlede sig atter, tvang sine Tanker bort fra ham op mod Gud og begyndte paa ny sin Bøn. Og endelig lykkedes det hende at arbejde sig ind i en Extase, saa at hun syntes at bøje sig i dybeste Ydmyghed for ham, der holder Verdener i sin Haand.

«Du, der gør det umulige muligt, giv mig dette ene. Du, der er saa rig og god, giv mig det lidet, hvorpaa mit Liv beror, og min Sjæl, som Modgangen gjorde bitter og Smerten forstenede, skal blødgøres af Lykken og ydmyges under Din ufortjente Naade. Tag mit Liv, om Du vil, giv mig kun en Dag, en eneste blot, hvor han elsker mig. Lad mig høste det, jeg ikke saaede, lad mig vinde, hvad jeg ikke attraaede; jeg fortjener det ikke, men jeg skal stræbe at gøre mig fortjent dertil. Om det er et Mirakel, og jeg tror, det er det, saa udfør det. Udslet af min Bevidsthed, hvad jeg var daarlig nok til at tro paa, at jeg selv bestemmer og har bestemt min Skæbne, at hver Handling drager en ny med sig, saa det hele bliver en ubrydelig Kæde af Konsekvenser, som jeg selv har knyttet. Lær mig, at Din er Magten og Æren i al Evighed. Amen!»

XXXVIII.

«Noget mytologisk Krimskrams, hvoraf man kan lære alle de raffinerede Maader at kende, hvorpaa de gamle Guder pinte os ulykkelige Mennesker, naar vi vakte deres Unaade. Man har Valget imellem at flaas som Marsyas eller lægges paa Hjul og Stejle som Ixion, eller spændes over tre skarpe Stene som Loke. Valget er lidt vanskeligt.»

«Men der ligger dog en hel Del Visdom gemt i de gamle Sagn.»

«Det har De Ret i,» sagde Hellman alvorligere, «jeg kender baade Tantaloser, Sisyphoser og Ixioner, og glæder mig over, at jeg ikke deler deres Skæbne, men lever tilfreds og fornøjet med min egen mere beskedne Lod.»

«Det er vanskeligt altid at kunne være tilfreds med den.»

«Det er det ogsaa; man opnaar det kun paa to Maader her i Livet, nemlig ved at —»

«Resignere,» faldt Judith ham i Talen.

«Aa nej — slet ikke, det er noget, Præster og Filosofer har hittet paa. Nej, ved at udrette noget og ved at elske nogen rigtig inderlig og uegennyttig. Heldigvis er det Veje, som staar aabne for enhver.»

Hun blev ligesom lidt bange ved at komme ind paa dette Æmne. Hun drejede af og sagde: «Apropos, hvad foretrækker De saa, de græske eller nordiske guddommelige Straffemaader?»

«Naar galt skal være, de nordiske,» svarede Hellman. «Sagen er, at Ixion ligger dernede alene paa sit Hjul, og ingen rækker ham en Finger til Hjælp; men hos Loke staar Sigyn mild og kærlig.»

Blodet skød op i Judiths Kinder; hun anede, hvad der vilde komme.

«Beundrer De Sigyn saa meget?» spurgte hun blot for at sige noget.

«Ja, sandelig gør jeg det. Se, Loke elsker hende ikke, og siger hende maaske næppe et taknemligt Ord, medens hun staar taalmodig og trofast for at skaane ham for Smerten, saa meget hun formaar.»

«De mener maaske, at Sigyns Liv er det rette Sindbillede paa Kvindens Liv, at vi er til for at tjene og ofre os for Manden?»

«Nej, slet ikke,» sagde Hellman med større Munterhed, «jeg hører ikke til dem, der fordrer Kvindens Underkuelse, men hvor jeg træffer ren og offerberedvillig Kærlighed, det være sig hos Mand eller Kvinde, der bøjer jeg mig i Ærbødighed og siger: den lykkelige, der kan nære en saadan Følelse.»

«De burde heller sige: den lykkelige, som er Genstand derfor.»

«Vil De hellere være den fattige, som maa modtage, end den rige, der kan give?»

Hun vilde slaa det hen i Spøg: «Hvorledes kan De tale om alle disse smukke Følelser, De, der selv har helliget Dem den ugifte Stand.»

«Tror De ikke, jeg har elsket eller endnu elsker andre end mig selv. Jeg elsker August f. Ex., skønt Gud skal vide, det er en noget egen Maade, han gengælder denne Kærlighed paa. Han gaar bare og tænker paa at bortgive sit Hjærte til enhver blaaøjet Skønhed, han møder, og saa er han oven i Købet saa grusom at tage mig med paa Raad, hver Gang han agter at bortskænke dette kostbare Klenodie. Men alligevel kan jeg ikke lade være at holde af ham.»

«Det er i alle Tilfælde en stor Lykke at blive elsket saaledes.»

«Det er det, og jeg kender Mennesker, hvem jeg inderlig kunde ønske en saadan Kærlighed; Mennesker, hvis egen Kærlighedskilde ganske vist synes udtørret, fordi den aldrig har faaet nogen rigtig Næring. Mennesker, der har været Offer for deres Forældres Forfængelighed, for deres elskedes Troløshed, for deres Venners Egoisme og Havesyge. Jeg har kendt saadanne Mennesker, men desværre ikke staaet dem nær nok til at kunne blive noget for dem. Havde det været Tilfældet, skulde de have faaet hele min Kærlighed; thi de trænger til den.»

«Uden Gengæld?» spurgte hun sagte.

«Gengæld — fordrer sand Kærlighed Gengæld, fordrer sand Kærlighed noget som helst? Det at elske er en saa rig Skat i og for sig, at man ikke skal gnie med den og kun give en Mønt ud for at faa en anden igen. Den, der har sand Kærlighed i sig, trænger til at dele den ud med rund Haand og har let ved at glemme Stolthed og Fordringer i Glæden over at kunne skænke Lykke og Velsignelse.» Han havde talt sig op i formelig Begejstring, som han stundom kunde det. Hun sad og saa paa ham, og hans varme Tro paa Kærlighedens Almagt betog ogsaa hende.

«Men selv om en saadan Kærlighed blev tilbudt, vilde den saa blive modtagen?»

«Vil den sultne spise, vil den tørstige drikke, vil den febersyge gærne finde Hvile — vilde Loke maaske ikke helst være fri for Giften, der dryppede ham i Ansigtet? — Ja, De ser, kære Frue, mit Livs Bestemmelse er egentlig at være Præst, og var jeg bleven det, skulde jeg nok hver Søndag have tordnet over Evangeliet: «Det er saligere at give end at tage.»»

«Det er et smukt Ord.»

«Og et sandt oven i Købet.» Han rejste sig: «Gud ved for Resten, hvor August bliver af. Han fordyber sig nok i den Grad i de gamle Stole, at han rent glemmer, der er noget, der hedder Middagsmad. For jeg skulde da aldrig tro, at en agerdyrkende Sirene har forlokket ham. «En voldsom Uro griber nu mit Hjærte»,» deklamerede den lille Mand og slog sig pathetisk for Brystet.

«Aa, han kommer vel nok, han er jo ikke —»

«Noget Barn? Jo, min Frue, det er han netop. Jeg maa være i Hælene paa ham og holde Formaningstaler til ham uophørlig, ellers gør han dumme Streger. Har De noget imod, at jeg gaar ud og ser efter ham?»

«Aldeles ikke.»

«Tak! De forstaar — et Moderhjærte — og det eneste Lam!»

«Jeg troede næsten,» sagde Judith, da han var ved Døren, «at De holdt lige saa meget af min Mand som af Deres Nevø.»

«Af Banner? Ja, hvem kender Banner uden at holde af ham?» spurgte Hellman, men gik inden Spørgsmaalet besvaredes.

XXXIX.

Samtalen med Hellman havde bortrevet ethvert falsk Haab, hvormed hun havde bedraget sig. Ogsaa han troede altsaa, at Banner ikke kunde elske. Saalænge hun var ene om at tænke dette, havde hun formaaet at døve Tanken, hun havde jo næsten manet den bort ved sin Bøn, men da den udtaltes af en anden, kunde hun ikke længer tvinge den fra sig. Hun vaandede sig under den. Igaar endnu havde hun maaske ikke lidt saa meget derved; men den sidste Nat havde saa levende foregøglet hende den attraaede, ubeskrivelige Lykke, og Samtalen med Præsten og Bønnen havde ligesom givet hende Forvisning om Muligheden derfor, hvor forfærdeligt var det saa ikke nu at opdage, at det dog alt var en Illusion. Han kunde ikke elske, men af hende fordrede de, at hun alligevel skulde elske ham, skænke ham sin Kærlighed — og hvorfor? Fordi det var saligere at give end at tage. Nej, nej, hun vilde ikke forstaa det. «Jeg skulde gaa til ham og tilstaa ham min Kærlighed uden at fordre Gengæld, tilstaa, tilbyde ham en Kærlighed, som han ikke gengælder, ydmyge mig, kun fordi han trænger til Kærlighed. Nej, jeg kan det ikke.»

Men atter steg den drømte, den attraaede Kærlighedslykkes Billeder op i hendes Sjæl og fristede hende. «Om de andre nu dog tog fejl, om al min Kærlighed alligevel kunde kalde hans til Live. Er det da saa forfærdeligt at ydmyge sig for den, man elsker? Hvis han kom til mig og spurgte mig eller bad mig, ja, saa skulde jeg kaste mig for hans Fødder. Men selv gaa til ham og maaske møde hans kolde, hoverende Smil! Jeg har ikke ladet ham ane, at jeg elsker ham. Han vilde maaske haane min Sjæls dyreste Hemmelighed, hvis jeg røbede den. Lad saa heller alt blive som førhen, lad mig resignere, nøjes med at se og høre ham og lad ham saa tro sig ikke elsket, lad ham tørste ved Siden af Kilden, lad Giften dryppe ham i Ansigtet, uden at nogen rækker en Haand ud for at hjælpe ham. Ak, nej! Heller ikke det kan jeg jo. Aa, hvad kan jeg, hvad skal jeg dog gøre?» Hun stod ved Vinduet med Panden trykket mod Vinduesstolpen og Hænderne knugede om Hovedet, som om hun frygtede for, at Hovedet skulde sprænges og Tænkeevnen svigte.

Der lød Hovslag i Gaarden, og Banner red langsomt ind ad Porten. Tøjlen hang løs om Hestens Hals, den gik med ludende Hoved; ogsaa Banner sad bøjet, næsten sammensunken. Det bydende i hans Væsen var i dette Øjeblik ganske borte, der var kun noget usigelig ulykkeligt og livstræt over ham.

Da udbrød hun pludselig højt: «Jo, jeg kan gøre det, jeg kan ofre ogsaa min Stolthed for denne trætte, bedrøvede, ulykkelige Mand, jeg kan ydmyge mig og gaa til ham, om han saa end aldrig vilde være kommen til mig; thi jeg elsker ham, aa, saa ubeskrivelig, saa ufattelig!»

XL.

Der var en noget trykket Stemning ved Middagsbordet. Judith var for optagen af en eneste Tanke til at kunne underholde de andre. Banner lagde Mærke dertil og grublede over Aarsagen dertil. Var nu denne Tilbageholdenhed og Tavshed en Følge af hendes saarede Stolthed eller maaske af Frygt for en Opdagelse. Det forekom ham, at der undertiden var noget sky og frygtsomt i hendes Blik. Var hun bange? Og han pintes af en prikkende, nagende Utaalmodighed efter at faa Løsning paa denne Gaade. Ogsaa August Strøm var urolig. Hvad betød hendes Tavshed, var hun vred paa ham, eller var hun maaske bange for at røbe sine virkelige Følelser, eller var der forefaldet noget mellem hende og hendes Mand. Banners mærkværdige, sarkastiske Maade at behandle ham paa, syntes at antyde, at den sidste Gisning maaske var rigtigst.

Hellman alene havde tilsyneladende bevaret sin joviale Gemytlighed; dog vilde en skarp Iagttager have bemærket, at ogsaa han stundom glemte Maden og Talen for at rette sin Opmærksomhed snart paa Banner snart paa Husets unge Frue. «Har Du endnu Tømmermænd fra i Aftes, Banner? Du ser ud, som om Du havde tabt Din Sag for højeste Ret.» Banner svarede ikke, han tumlede stadig med samme Tanke. Havde han overrumplet hende? Var det kommet dette Øjeblik, han en Gang længtes efter, da han virkelig skulde faa Lejlighed til at ydmyge hende? Tanken behagede hans Herskesyge, eller det matte Vrængebillede deraf, der endnu var tilbage. Men paa den anden Side. Hvis hun nu overlistet af hans Skarpsyn blev dreven ind i en Krog og tvungen til at tilstaa sin Kærlighed til en anden, hvad var der saa vundet derved? Var det da ikke et Nederlag saa vel for ham som for hende? Nej, gid han havde hende ydmyget og dog ikke tabt, besejret og dog ikke skyldig. Gid hun paa en eller anden Maade kunde overbevise ham om, at han havde taget fejl. Var han da skinsyg? Nej, men han vilde dog ikke miste hende, det sidste, der gav hans Liv en Smule Indhold, om Indholdet saa ogsaa var af noget tvivlsomt Værd. Han vilde dog endnu en Gang prøve Styrke med hende, han skulde vel ikke atter komme til kort. Da de rejste sig fra Bordet og han tog hende i Haanden til vel bekomme, følte han, at den rystede; samtidig hvilede hendes Øjne med et forunderlig ængsteligt Udtryk paa ham. Da trak han hende sagte nærmere til sig og hviskede, medens han beholdt hendes Haand i sin: «Jeg vil tale endnu en Gang med Dig, nu i Aften. Tænk over, hvad Du vil sige mig.»

Man sad atter i Dagligstuen, men Samtalen gik kun trevent. Da Øjeblikket for Judiths Tilstaaelse var fastsat, følte hun en Angst, ikke fordi hun fortrød sin Beslutning, nej, men denne nervøse Angst, man faar, naar et alvorligt og afgørende Skridt skal tages og ikke længer kan opsættes. Hans Ord: «tænk over, hvad Du vil sige mig», genlød i hendes Øre, og hun prøvede at gøre det, at forme de Ord, hun skulde sige, men det var hende umuligt. Hellman gjorde Kraftanstrængelser for at muntre Selskabet. Hans Midler var just ikke de fineste. Blandt andet fik han den Ide at behandle sin Nevø som et lille Barn. Banner lo deraf og syntes at finde en ondskabsfuld Fornøjelse i den Spot, den unge Mand maatte døje.

«Ikke drikke for megen Vin, August. Du ved, smaa Drenge kan ikke taale det. Din Moder bad mig, før vi rejste, om at passe godt paa Dig. Ikke sid saa magelig, det klæder ikke Børn godt» o. s. v.

Strøm var ufornuftig nok til at lade sig drille i Stedet for at gaa ind paa Spøgen, og viste temmelig tydelig sin Ærgrelse.

«Ikke arrig, lille August, i fremmedes Nærværelse, vent til Du kommer op paa Dit eget Værelse,» og saa lo Hellman atter, ja selv Banner gik ind paa Spøgen og sagde: «Jeg maa vel ikke skænke for meget i Din Nevøs Glas, Vin og Kærlighed gaar let Ungdommen til Hovedet,» hvorefter han lo paa sin skarpe, haanlige Maade.

Til sidst fandt dog Strøm sig i det uundgaaelige og trøstede sig med, at Judith dog ikke syntes at finde Behag i den Maade, hvorpaa han blev behandlet.

Paa Slaget ti rejste Hellman sig og sagde: «Nu skal August i Seng. Sig nu pænt god Nat og Tak for i Dag.»

«Vil De ikke blive lidt længer?» spurgte Judith, der blegnede, da hun følte det afgørende Øjeblik nærme sig.

«Siden Fruen beder for Dig, skal Du faa et Kvarter endnu; tak for det, min Dreng.»

Hun skottede hemmelig til Uhret og fulgte Viserens langsomme Gang — tretten Minutter, ti, fem, tre. «Naa, August, nu hjælper der ingen kære Moder; nu gaar vi,» og Komponisten, der ikke befandt sig vel, naar han kom for sent i Seng, tog sin Nevø under Armen for at tage ham med. Men Strøm vilde ikke gaa glip af at sige «pænt god Nat». Han vendte sig mod Judith og rakte hende Haanden. Et Øjeblik laa hendes kold og rystende i hans; han saa et forunderligt Udtryk i hendes blege, bevægede Ansigt, et Udtryk, som bragte hans lønlige Haab til at blusse op stærkere end nogen Sinde, og da han forlod Værelset med sin Onkel, sagde han til sig selv: «Hun elsker mig, jeg er vis derpaa, men hun er bange og lider derunder.» Hans ungdommelige Hjærte svulmede ved Tanken om, at hun, der i syv Aar ikke havde lært at elske, var bleven erobret af ham i mindre end syv Dage.

XLI.

Han standsede foran hende og saa paa hende. Hun mødte hans Blik med et ubeskriveligt Udtryk af Blidhed og Eftergivenhed. Et mildt Ord, kun et mildt Ord, saa skulde hun underkaste sig; men hendes tilsyneladende Svaghed fristede ham til at bruge Haardhed, og han spurgte skarpt:

«Elsker Du denne Dreng?»

Hun svarede ikke.

«Jeg vil vide det. For mit Navns og min Æres Skyld fordrer jeg at faa det at vide.»

«Jeg har aldrig plettet og vil aldrig plette Dit Navn eller Din Ære.»

Han vidste, at det var sandt.

«Jeg har Ret til at forlange det som Din Husbond og Herre.»

«Over mine Tanker er Du ikke Herre,» svarede hun sagte. Hvis han blev ved i denne Tone, hvorledes skulde hun da kunne gøre Tilstaaelsen?

«Men jeg vil vide det,» raabte han paa ny næsten ude af sig selv.

«Har Du da virkelig Interesse for mig eller mine Følelser?»

Da tog han sig sammen, han følte, han var gaaet for vidt: «Hør mig,» sagde han mildt og satte sig i Sofaen ved Siden af hende, «jeg spørger, fordi jeg virkelig har Interesse for Dig. Du tager fejl, hvis Du tror, Du er mig ligegyldig. Du fængslede mig fra Begyndelsen af ved Din Kulde, Din Stolthed, den værdige Selvbevidsthed, hvormed Du nægtede at krybe for mig som alle de andre. Du interesserede mig, fordi jeg vidste, Du var ulykkelig, fordi jeg anede, at der bag Din Kulde og Stivhed laa en ungdommelig Varme og Begejstring for alt, hvad jeg vel i Ord og Adfærd spottede, men som jeg alligevel dybest i mit Hjærte beundrede og længtes efter. Da jeg lærte Dig nærmere at kende, søgte jeg at faa dette frem hos Dig, men Du undveg mig bestandig. Det æggede mig og drev mig til at opbyde alt for at naa mit Maal. Jeg vilde finde Bunden og Kærnen i Dig, saa jeg kunde vende og krænge Dig alt efter mit Behag. Det lykkedes mig ikke, og det var vistnok heldigt, thi havde jeg den Gang opnaaet min Hensigt, havde jeg sandsynligvis snart efter atter ladet haant om det, jeg saa ivrig efterstræbte. — Du ser, jeg er aabenhjærtig, og jeg vil vedblive dermed. Da Erik blev født, tabte Du Betydningen for mig; i den Tid, han levede, glemte jeg Dig i min alt opslugende Kærlighed til Barnet. Da han døde, vendte jeg mig endnu en Gang til Dig, ikke kæmpende, men bedende, men Du var stadig ubøjelig. Saa opgav jeg alt. Jeg var for træt til længer at efterstræbe noget; jeg troede mig aandelig død, og mente, at ogsaa en legemlig Død vilde være det bedste for mig. Jeg længtes dog stadig mod Dig, men Du kom mig aldrig i Møde. — Saa fik vi Gæster og jeg oplivedes atter — maaske kun for at slukkes helt, naar Opblusningen er forbi. Men ogsaa Du forvandledes under dette Besøg. Jeg saa pludselig det Liv, den Ungdom og alt det, jeg havde haabet at kunne fremkalde, udfolde sig hos Dig, og jeg maatte da sige mig selv, at det var kaldt til Live af en anden. Denne Tanke pinte mig, maaske kun fordi jeg er en Egoist, men jeg harmedes over, at en anden i Dage skulde opnaa, hvad jeg havde kæmpet for i Aar. Jeg vilde gerne tro, at jeg tog fejl, Uvisheden pinte mig, og jeg bad Dig derfor om at ende den, men ikke engang det vilde Du, ikke engang saa meget kunde jeg opnaa af Dig.

Jeg beder ikke om eller gør Fordring paa Din Kærlighed, jeg har ingen Ret dertil, jeg, der kun har levet for mig selv, maa ikke vente noget af andre. Jeg beder Dig kun sige mig, om jeg virkelig har tabt, om jeg skal lade dette Haab følge alle de andre brustne Illusioner. Beder jeg Dig om for meget? Det er jo dog saa lidt, dette, kun at ville have Vished om sit Nederlag, for ikke at fortsætte en tom Tilværelse. Vil Du gøre saa meget for mig? Hvis Du nogen Sinde har næret andet end uvenlige Tanker mod mig, saa sig mig, om det er kommet saa vidt, at mit Liv ikke alene er tilovers, men endogsaa i Vejen for andres Lykke. Vær ikke bange for at sige mig det. Sig mig, om jeg staar mellem Dig og Din Lykke, om Du elsker, om Du elsker — ham?»

Hendes Hjærte var fyldt af ubeskrivelig Taknemlighed, fordi han havde gjort hende Tilstaaelsen saa let. Naar han var saaledes, saa blød, saa ydmyg, saa sørgmodig, saa kunde hun give ham alt. Og det skulde gøres nu strax, han skulde ikke et Øjeblik længer tro paa sit Nederlag. Fordi han frivillig nedlagde Vaabnene, skulde han gøres til Sejrherre, ja i langt højere Grad, end han kunde vente og haabe.

«Min Husbond,» og hun lod sig glide ned foran ham paa Gulvet og knælede ved hans Fødder. «Ja, jeg elsker, elsker for hele Livet, elsker en Mand højere end noget andet i Verden, højere end mig selv, elsker saaledes, at jeg aldrig vil kunne ophøre dermed, saa længe jeg lever. Men ser Du da ikke, at denne Mand er Dig selv. Dig elsker jeg og elskede jeg, jeg tror fra første Gang, jeg saa Dig. Men da Du syntes at spotte mig, bekæmpede jeg min Kærlighed og stred mod den i de mange lange Aar, fornægtede og undertrykkede den. Vidste Du, hvor jeg led, medens Erik levede, og jeg var Dig aldeles ligegyldig, saa vilde Du forstaa, hvorledes jeg allerede den Gang elskede Dig. Først lang Tid efter har jeg selv forstaaet det. Den Gang gjorde den stadige Lidelse mig haard og bitter, og da Erik døde, og Du kom til mig, var jeg syg, afsindig, forblindet af min Smerte og Fortvivlelse. Jeg stødte Dig fra mig. Men fra det Øjeblik, da jeg indsaa min Uret, blev jeg min egen Forræder; jeg skjulte kun min Kærlighed, fordi Du atter var bleven saa kold og fremmed.

Det var mig, som tog Dit Billed, og jeg har kysset det Tusinder af Gange. En Nat, da jeg blev bange for, at Du skulde være død, sneg jeg mig ind i Dit Soveværelse. Da jeg saa, at Du levede, og da jeg følte den ubeskriveligste Glæde derover, indsaa jeg, at Modstand var umulig, og jeg overgav mig da blindt til min Kærlighed. Fra den Dag blev jeg forandret, det er Forvandlingen, Du har set hos mig. Hvor kunde Du tro, at jeg kunde elske en anden, hvorledes kan man tænke paa andre, bryde sig om andre, naar man er Din Hustru. Nu skænker jeg Dig den Kærlighed, Du ikke forlangte, Du skal ikke mere klage over, at Du aldrig har mødt nogen. Dit Liv er ikke tomt, Du har gjort mig lykkelig, Dit Liv er ikke spildt, Du har lært mig at elske, Du er ikke ene, thi Du har vundet et Hjærte, som aldrig vil slippe Dig.

Jeg bønfalder Dig om at modtage det, jeg haaber inderlig, inderlig endnu at kunne være noget for Dig. Er Du træt, saa husk, at Du har et Hvilested, er Du ked af Livet, saa tænk paa, at Du har gjort det lykkeligt for en anden. Og tilgiv mig saa, at jeg saa sent opfyldte mine Pligter, at jeg saa sent forstod mig selv, at jeg tøvede saa længe, inden jeg kom til Dig. Sig, at Du tilgiver mig, at Du tager mod min Kærlighed, saa haaber og ønsker jeg intet mere.»

Hun var skøn, som hun laa der foran ham. Men han løftede hende ikke op i sine Arme, han hviskede ikke, at han ogsaa elskede hende. Et Øjeblik forekom han sig at være saa gammel, saa træt, saa udlevet, at han slet intet formaaede, intet haabede, intet brød sig om. Men lidt efter lidt lod han sig overvælde af dette, at blive elsket for sin egen Skyld, noget saa uvant, ja ukendt for ham. Og som det gaar i Æventyrene, naar Trylleordet udtales og Fortryllelsen hæves, saaledes syntes nu ogsaa her Forbandelsen, der havde hvilet over hans Liv, at opløse sig ved hendes Ord. Den gled som en Byrde af hans forpinte Sjæl, som en svindende Smerte af et lægende Saar; han syntes formelig, at han sank hen i den blide, velgørende Træthed, der følger paa en overstaaet heftig Lidelse. Han var elsket, saaledes som han havde smægtet efter det hele sit Liv, elsket for sin egen Skyld, uden Fordringer, uegennyttig elsket af hende, som dog stod ham nærmest af alle.

Men kunde det ogsaa være muligt, kunde hun mene, hvad hun sagde; forstod hun, at hun ofrede sig? Endnu en Tvivl, endnu en Frygt.

Da hun tav, sagde han langsomt og blidt: «Ved Du, hvad Du siger og gør, husker Du, at jeg er et Vrag, der er blevet gammelt før Tiden, et Menneske, der har levet for sig selv og aldrig vil kunne gøre fuld Gengæld for Din Kærlighed? Vil Du ofre Dig for at give Resten af mit Liv lidt Betydning og Indhold? Hvis Du vil det, ja, da er jeg endnu saa egenkærlig» — han smilte svagt — «at jeg tager mod Din Kærlighed, skønt jeg ikke har fortjent den. Der er Mennesker, som har fordømt sig selv til en evig Jagen efter deres Lyster; til dem hører jeg. De opnaar intet. Kunde de kun en Gang elske en anden højere end sig selv, tror jeg, de var frelste, men de kan det ikke. Ikke engang mit Barn elskede jeg fuldt ud for dets egen Skyld, men kun som mit genopstandne Jeg. Var der noget Menneske, jeg skulde have kunnet elske, da var det Dig, men jeg var for fordærvet allerede den Gang, jeg lærte Dig at kende, til at fyldes af en virkelig dyb Kærlighed. Saaledes er jeg. Kan Du nu andet end ynke og foragte mig? Vil Du virkelig ødsle Dit Hjærtes varme Kærlighed paa mig for dermed at formilde Resten af mit Liv? Hvis Du indser, at Du ikke kan det, da giver jeg Dig nu Din Frihed. Du har lært mig lidt af det, der hedder at opofre sig, men jeg vil ikke gøre Dig til et nyt Offer for min Egenkærlighed.»

Da mindedes hun, da forstod hun Ordet, som Hellman havde brugt: «Det er saligere at give end at tage.»

«Jeg vil aldrig fortryde det, og jeg vil aldrig ønske det anderledes. Min Husbond, Du ved ikke, hvilken Lykke det er at elske!»

Han tog hendes fine, smalle Hænder mellem sine og lagde dem paa sin hede Pande, trykkede dem mod sine brændende Øjne. Da han derpaa sagte lod dem glide ned over sit Ansigt, kyssede han dem gentagne Gange, og det var første Gang i sit Liv, Johan Banner ydede nogen Kvinde denne Hyldest.