JUDITH FÜRSTE

FORORD.

Den Roman hun havde bragt, (det er ikke den foreliggende) røbede Evner, der hos saa ungt et Væsen maatte overraske. Den behandlede en ung Piges aandeligt ensomme Liv i en Provinsby, hvortil hun er kommen som Lærerinde, og hvor den Mand, paa hvem der alles Øjne hvile, viser hende paafaldende Hensyn og Hyldest. Han er en omtrent 40aarig dansk Greve, der lever adskilt fra sin Hustru og har et daarligt Ry paa sig for sit Levnet, men som staar højt over Omgivelserne ved Dannelse og Livserfaring. Hun har en ualmindelig Videlyst og en spirende digterisk Begavelse. Det lykkes Greven at vække denne unge Kvindes Interesse for ham, skjønt hun stræber imod, fordi hun føler hans Uværd som Menneske. Med sin Evne og Vilje til at se klart gjennemskuer hun, at han kun søger Adspredelse og Underholdning i hendes Selskab, ganske ligegyldig for om han ved sin haardnakkede Opmærksomhed kompromitterer hende i den lille Sladderby. Hun indser, saasnart hun tænker koldt, at hans Overlegenhed er en ydre, hans Fortrin formelle; hendes Selvagtelse er mange Gange større end hendes Agtelse for ham. Derfor vaander hendes Stolthed sig, da hun ikke kan tænke paa ham med Kulde, og hun kan ikke nægte det for sig selv, hun elsker ham, har elsket ham fra hun saa ham første Gang, formaar i Mellemtiderne mellem at hun ser ham, ikke at tænke paa andet end ham.

Der var paa dette Punkt i Skildringen af den unge Piges forgjæves nedkjæmpede, kvalfulde og frydefulde Kjærlighed til Grev Høg noget Oprindeligt og Ægte. Man fornam dette Liv med dets Higen, Venten og Spænding mod en eneste fast Forestilling som Maal, fornam den indre Modstand, der bøjedes og brødes, Stoltheden, der stred imod og bukkede under, endelig Følelsens Storm gjennem Kvindesjælen, Lidenskabens Sejersgang gjennem Sindet, Elskovens Sejerssang i alle Legemets Pulse.

Resten duede ikke stort, Slutningen var paaklæbet, som Slutninger i Regelen ere. Det var ikke lykkedes Forfatterinden at holde Heltindens Skikkelse tilstrækkeligt ud fra sin egen; vi hørte desuden mere om hendes Begavelse end vi saa til den, og selve den Omstændighed, at det Hele var fremstilt som en Forfatterindes Dannelsesproces, havde ved Æmnets Fortærskethed noget Utilfredsstillende ved sig.

Den unge Dame blev enig med mig om, at hun burde opsætte sin offentlige Optræden endnu nogen Tid, indtil denne kunde finde Sted med større Virkning. Da jeg roste Fremstillingen af den unge Piges Kjærlighed, svarede hun: «Sligt vil jeg ikke skrive mere», og der kom Taarer frem i hendes Øjne.

I Løbet af vor Samtale traadte hendes aandelige Personlighed klarere frem for mig: En stræbende Aand, for hvem en stor Forhaabning var bristet, og der ligesom bar Mærker af et flereaarigt Tryk; forpint af smaa Forholds Smaalighed og af indskrænkede Væseners Indskrænkethed. En tapper, exalteret Sjæl, der kjendte Fristelsen til at tabe Modet for bestandig, men endnu havde bevaret Energien frisk; livstørstig og dog meget fortrolig med Dødstanken, attraaende Omgang med aandsfrie Kvinder og Mænd, trængende til Tankemeddelelse, til et fyldigere, aandeligt Indhold; moderne, i høj Grad moderne i sit Anlæg, skjønt endnu noget konventionel i sin Fremstillingsform; ærgærrig ganske vist, men med en Ærgærrighed, som daglig maatte kjæmpe med Tungsindet, der hviskende spurgte: Er Æren værd at vinde? Er Livet værd at leve?

Som Heltinden i hendes Bog, der gjennemskuer den Elskede, hader og elsker ham paa en Gang, saaledes elskede og hadede hun Livet, snart ude af Stand til at bære det, snart haabende det Højeste af det, snart villig til at nøjes med en beskednere Lykke, som hun ved sin Bortgang antydede det i disse Ord til mig: «Hvor De er lykkelig, De har opnaaet de to Ting, jeg altid har ønsket mig, at bo paa et Sted, hvorfra der er en smuk Udsigt, og at kunne omgaas intelligente Mennesker.»

Denne Samtale er den eneste, jeg har havt med hende. Hun lagde kort efter en anden Fortælling op til mig, den som foreligger her; men min Tid var saa optaget, at jeg nødtes til at lade den ligge ulæst mere end en Maaned og først gjorde mig bekjendt med den, da jeg havde erfaret hendes Død. Ved et flygtigt Sammentræf paa Universitetet bad jeg hende ikke at tabe Taalmodigheden med Hensyn til sit Manuskript, ikke tro mig ligegyldig for hendes Fremtid og ikke tabe Modet. Hun havde rimeligvis da allerede tabt det.

Hun var uformuende, var kommen fra Jylland til Kjøbenhavn for at forberede sig til Almueskolelærerinde-Examen, havde imidlertid, da hun følte sig meget ulykkelig ved den Tvang, dette Kursus vilde paalægge hende, fulgt mit Raad, hellere at uddanne sig til Student og var begyndt at arbejde med dette Formaal for Øje hos en Lærer, under hvis Vejledning hun i faa Uger gjorde ualmindelige Fremskridt.

Da meddelte Aviserne hendes Død. Den har sikkert grebet alle dem, der havde kjendt hende. Selv om man ikke betragter Døden uden videre som et Onde, var det vanskeligt, ikke at føle Noget bløde og brænde i sig ved Tanken om det stakkels geniale Barn, der fra alle sine frugtbare Drømmerier og kjække Fremtidsplaner var gaaet ind i det store Mørke. Den Forestilling laa nær, at havde hun levet, saa var hun bleven en af de Personligheder, af hvilke der altid er for faa i et Land, en af dem, der frembringe Værdier og lægge et Lod i Vægtskaalen paa det Godes og Nyttiges Side.

Jeg saa hende to Timer før hendes Død, den 29de November. Idet jeg den Dag traadte op paa Universitetskathedret, bemærkede jeg hende paa en af de første Bænke i Salen lige for mig; hun saa oprømt, livfuld ud, hendes Øjne havde en ualmindelig Glans, hun smilte og lo nogle Gange under Foredraget. Mindst tænkte jeg, at hun i det Øjeblik fortjente Medlidenhed.

Efter hendes Død har jeg læst hendes efterladte Haandskrifter. Et af dem, det ældste, der rundt i Marginen havde sammenslyngede Navnecifre i en bestemt, stiliseret Form, fortalte paa sin Vis i sit Tegnsprog et Hovedafsnit af Forfatterindens Historie.

Nærværende Fortælling, der har forekommet mig at være det blandt hendes Arbejder, som hviler paa de skarpeste Iagttagelser, og hvor Handlingen er bedst gjennemført, er skrevet, da Forfatterinden var nitten Aar gammel og synes mig i Betragtning af denne Omstændighed mærkværdig. Mandskarakteren er øjensynlig udført efter samme Model som i den førstnævnte Roman, men den kvindelige Karakter er her tegnet med en kunstnerisk Selvbeherskelse, der skulde synes en senere Alders Kjende. Fortællingen giver et Livs Historie, der gaar op i et enkelt Forhold. Den fremstiller en enkelt Følelse, der først sent bliver sig sit Væsen bevidst.

Den Læser, som er i Stand til at se bort over enkelte gammeldags Vendinger, der tage sig løjerligt ud i en moderne Bog («Merkurs Sønner» f. Ex.), og som ikke vil opholde sig ved at Forfatterinden med en ganske ung Piges Skyhed har taget meget abstrakt paa det Fysiologiske, vil med Fornøjelse se et Stykke nørrejydsk Liv fra vore Dage malt med Kjendskab og Sanddruhed, vil vurdere det Rigtige, ja Dybsindige i den simple Komposition, og i dette Skriftemaal ad Omveje finde Oplysning om kvindeligt Sjæleliv i de danske Provinser.

At Fortællingen udgives nu, da dens Forfatterinde ingen Glæde har af at se den trykt, maa opfattes som en Pietetshandling mod den Døde. Det gjøres, som man lægger en Krans paa en Grav. Det har syntes mig Synd, at dette unge Væsen, der havde saa stærk en Attraa efter at tilkæmpe sit Navn en Plads, skulde forsvinde uden at efterlade det ringeste Spor af sit Liv.

Da hun under hin ene Samtale nævnte sit Navn og sin Adresse for mig, spurgte jeg angaaende Fornavnet, om det var et rigtigt Navn, det syntes mig at lyde som et Kjælenavn, en Forkortning.

Hun svarte: «Det er det Navn, jeg gjerne en Gang vil gjøre bekjendt.»

Lad det da blive saa kjendt, som det trods hendes tidlige Død kan blive.

Georg Brandes.

I.

«Det har ikke været min Skyld, at jeg mistede mine Pladser; hvor kan og tør jeg opgive min Stolthed, den eneste Arv, man har ladet mig beholde efter min Fader, den har en enlig stillet Kvinde god Brug for. — Mit Hjem! hvorledes kan jeg betragte dette Hus som et Hjem?»

Ved Ordet «Arv» formørkedes Prokuratorens Blik, men han fortsatte med uforandret Mildhed: «Det Sted, hvor Din Moder lever, og hvor Du har Din eneste Tilflugt, maa da vel nok kaldes Dit Hjem.»

«Ja, Moder holder vistnok af mig — paa sin Maade — og vilde gjerne gjøre mig lykkelig, men hun er svag og kan ikke hjælpe mig. Da hun ægtede Dem, mistede jeg hende.»

«Men saa indse da, at Din Fremtid afhænger af mig og bliv min Ven istedetfor min Fjende; jeg forlanger jo kun en taalelig Eftergivenhed, noget mindre Trods og Skarphed.»

«Ja, min Fremtid afhænger vistnok af Dem, men jeg kan ikke hykle, om jeg end kunde skaffe mig de bedste Vilkaar derved. — Holdt jeg af Dem eller havde jeg kun fuldstændig Agtelse for Dem, skulde De aldrig faa Grund til at klage, men De ved jo godt, at jeg misbilliger Deres Handlemaade og hele Optræden, jeg kan ikke bøje mig for Dem. Jeg beder Dem derfor: skaf mig min Fædrenearv, lad mig lære et eller andet, saa at jeg kan sørge for mig selv — jeg forlanger det jo ikke mere som en Ret, jeg beder kun derom.»

«Men jeg har jo sagt Dig det, jeg har selv Brug for disse Penge. Du kan ikke faa dem; mine Sager staar slet, og i det mindste for Din Moders Skyld vil Du vel ikke ruinere mig.»

«Nej, De har Ret; for Moders Skyld kan jeg ikke fordre, hvad der lovlig er mit. Nu vel — saa skal jeg se at finde mig i det, foreløbig i det mindste, men De skal ikke tvinge mig til, hvad jeg ikke selv vil — en Gang maa jeg da vel faa min Ret, skønt Ret er noget, som der er grumme lidt af i Verden, uden den stærkeres.»

Han forstod, hvad hun tænkte paa, og følte hvor ubøjelig en Modstandsevne denne forhadte Steddatter var i Besiddelse af. «Vi faar se, vi faar se,» mumlede han med sammenbidte Tænder, «der kommer vel den Dag, da jeg ikke længere er Din Skyldner.»

Hun forstod neppe Ordene, endnu mindre den Trusel, de indeholdt.

II.

Judith Fürstes Moder havde i sin Tid været en af Hovedstadens feterede Balskønheder, en forfængelig og verdslig ung Pige, der jagede efter Fornøjelser og levede for at blive beundret. Men alt dette syntes at forandre sig, da hun endnu ganske ung ægtede en Officer, der var lige saa bekjendt for sin Dygtighed som for sin stolte Karakter og sit smukke mandige Ydre. I deres Ægteskab fik han efterhaanden en stor og god Indflydelse paa sin letsindige Hustru, men til Ulykke for hende og hendes lille Datter, blev deres Samliv kun kort. Da den dansk-tyske Krig udbrød, blev Løjtnant Fürste et af dens første Ofre. Han efterlod sig et straalende Minde blandt sine Kammerater, men hvad hjalp det den stakkels unge Enke, paa hvem hans Død strax gjorde et saa voldsomt Indtryk, at man en Tidlang frygtede for hendes Forstand. Dog da den første Smerte var forbi, var ogsaa det værste overstaaet, og den unge Moder besluttede nu at hellige sit Liv og al sin Kærlighed til sin lille Datter.

Tilbagetrukken fra Verdens Fornøjelser og Glæder ofrede Fru Fürste Judith al sin Tid. Hun indgød hende en lidenskabelig Kærlighed til den afdøde Fader, og Barnet kunde aldrig blive træt af at høre om ham. Han var dets Helt, dets Afgud, dets Ideal. Timevis kunde hun sidde stille og lytte til, naar Moderen fortalte om ham. Og naar hun paa Gaden sammen med hende mødte Officerer, der respektfuldt hilste dem, eller standsede og talte med dem og klappede den lille Pige paa Hovedet, kom hun altid til at tænke paa Faderen, og da svulmede hendes Hjerte af Stolthed, og hun var overbevist om, at ingen i Verden kunde lignes ved ham.

Saaledes forløb nogle Aar, da der indtraf en Forandring i den endnu smukke, trediveaarige Enkes Væsen. Hun var ofte adspredt, gav sig undertiden pludselig til at græde, men kunde saa strax efter igjen begynde at nynne og se sig i Spejlet og pynte sig med større Omhu end førhen. Hun spurgte Judith, om hun ikke var bleven gammel og styg, om der ikke var graa Haar i hendes brune Lokker eller Rynker i hendes Pande, og naar Judith forbavset svarede nej, eller med barnlig Stolthed erklærede hende for at være den smukkeste Dame i Verden, omfavnede hun hende og spurgte, om hun ikke savnede en Fader. Judith nøjedes med at stirre paa hende, men Moderen lo og rødmede, erklærede det hele for en Spøg og kyssede den sidste Tvivl bort af den forbavsede Piges Sind.

Men Sagen var, at den svage og forfængelige Kone tænkte paa at gifte sig igjen. Fuldmægtigen hos den Sagfører, der drog Omsorg for hendes Pengesager, var en ung og ret smuk Mand. Han havde ved mange Lejligheder set Enken og fattet, som han mente, en heftig Lidenskab for hende. Hun undgik ikke at bemærke den Hyldest, han ydede hende, og den smigrede hendes forfængelige Hjærte. Da han endelig friede, vaklede hun længe — det var i denne Tid, hun ofte græd og halv skjult raadspurgte sin unge Datter. Men han trængte stedse heftigere paa: de skulde ikke blive i Hovedstaden, hvor Mødet med gamle bekendte maatte være hende pinligt, han vilde nedsætte sig som Sagfører i en mindre By, han vilde bære hende paa Hænder, lovede hende Rigdom, Fornøjelser, Anseelse, og truede tilsidst med at tage Livet af sig, hvis hun ikke sagde ja. Saa indvilligede hun, dels af Svaghed, dels af Forfængelighed, thi hun nærede næppe nogen virkelig Kærlighed til den nogle Aar yngre Mand. Hun anede vel, at hendes Beslutning kunde have skæbnesvangre Følger, men hun var ikke kraftig nok til at undersøge Sagen og drage dens Konsekventser.

Forberedelserne blev trufne i al Stilhed. Fru Fürste vovede ikke en Gang at betro sig til sin Datter før i det sidste Øjeblik, det vil sige, da det var for sent. Havde dette ikke været Tilfældet, vilde hun maaske endnu have opgivet Giftermaalet, thi Judith kom i en saa heftig Bevægelse, da hun erfarede Sandheden, at den stakkels Kone helst vilde have forandret sin Beslutning, hvis det den Gang havde været muligt.

At Moderen, efter at have været gift med Verdens ædleste Mand, der havde ofret sit Liv for Fædrelandet, og elsket sin Hustru over alt andet, at hun nu vilde gifte sig med en ussel Prokurator, et rent ubetydeligt Menneske! — Judith var ude af sig selv af Sorg og Indignation. Med Ord, der var langt over hendes Alder, foreholdt hun Moderen denne grænseløse Nedværdigelse, hun græd, hun bønfaldt hende om ikke at bedrage baade den afdøde Fader og hende selv, men som sagt, det var for sent. Da overgav den snart halvvoxne Pige sig til dump Fortvivlelse, og den første Tid af Moderens Ægteskab gjorde hendes Sind mange Aar ældre, forvandlede hende fra et muntert, livsglad Barn til en indesluttet, melankolsk Skabning.

Hun var forladt og forraadt, syntes hun; Moderens Kærtegn trøstede hende ikke, Forholdet mellem dem var brudt, og hun havde heller ingen andre at søge Trøst hos; de skulde jo bort fra Byen og fra de gamle Venner, der desuden allerede af sig selv havde trukket sig tilbage fra dem. Og Moderen var ikke længer den, hun kunde se op til og tro paa, hun holdt vel af hende endnu, men med en halv medlidende Kærlighed.

Lige efter Brylluppet var Familien draget til en lille Købstad i Jylland, hvor det ny Hjem stiftedes. Det blev intet Fredens Hjem, thi Judith vendte sig instinktmæssig fra sin Stedfader; han havde, mente hun, berøvet hende Moderen og usurperet den højtelskede Faders Plads. Hans venlige Ord nyttede ham intet, Judith viste ham haardnakket bort og undlod at sige: «Fader» eller «Du». Da Hinding ingen Veje kom med Mildhed, forsøgte han Magt; han prøvede at kue hendes stolte Sind. Judith led ubeskrivelig, men hun bøjede sig ikke, hun beklagede sig ikke til Moderen, hun vilde være ene om det og fandt efterhaanden, at passiv Modstand var det bedste Værn. Men i denne Strid forhærdedes hendes Sind, og hun lærte, om end kun anelsesvis, som et Barn kan det, at hade.

Ogsaa paa Hindings Humør havde dette daarlige Forhold sin Indvirkning, det var undertiden nær ved at bringe ham til at fortryde sit Giftermaal; han blev gnaven og opfarende. Endnu værre blev det, da en Broder af ham, for hvem han havde indgaaet Kautionsforpligtelser, gik fallit og derved føjede Pengesorger til Prokuratorens øvrige Gjenvordigheder. Det forbedrede heller ikke Sagernes Stilling, at Fru Hinding skænkede sin Mand en Søn. Han blev vel meget glad ved Drengens Fødsel, men paa den anden Side bragte Begivenheden Judiths Smerte til Højdepunktet; hun fortvivlede nu helt over sin Stilling i Hjemmet, hun syntes, at det lille Barn berøvede hende den sidste Rest af Moderens Omsorg og Ømhed, og hun forlangte da at blive sendt bort over til København for der at lære noget, som kunde sætte hende i Stand til senere selv at tjene sit Brød. Men denne Fordring kom Hinding meget ubelejlig; hans Pengeforhold tillod ham i Virkeligheden ikke den Gang at bringe et saadant Offer, og han vilde heller ikke, af egennyttige Grunde, at Judiths lille Fædrenearv, nogle Tusinde Kroner, der var blevne indsatte i Overformynderiet, da Moderen giftede sig, skulde anvendes dertil; thi han spekulerede paa selv at faa fat i dem, naar Judith engang blev myndig, og han forestillede hende derfor, at hendes Penge ikke kunde røres, før hun var 18 Aar.

Hun vilde ikke tro det og spurgte sin Moder, om hun virkelig kunde forhindres i at lære noget, der kunde sikre hendes Fremtid og Uafhængighed.

Nu foresvævede der ganske vist Fru Hinding noget om, at Judith kunde henvende sig til sin Værge, men hun nøjedes med at bede Datteren inderlig, for hendes Skyld, om ikke at forøge hendes Mands Bekymringer og slette Lune. — Da forstod Judith, at dobbelte Baand bandt hende, som hun ikke kunde bryde, Kærlighedsforpligtelsen overfor Moderen og Afhængigheden af Stedfaderen. Og hun forstod, at der gives Tilfælde i Livet, hvor man maa bøje sig, selv om man har moralsk Ret til ikke at gjøre det. Og denne Tanke blev den farligste. Thi hendes Barnesind havde vel gjennem Bøger faaet det Indtryk, at det slette og uretfærdige for en Tid kan triumfere, men at det gode dog altid sejrer til sidst. Men her saa hun sig haabløst forurettet, og det tilmed af dem, der stod hende nærmest, af hendes egen Moder, som dog elskede hende, og af alle andre, med hvem hun havde noget at gjøre. Og det gjorde hende mistænksom, hun begyndte at undersøge, om saadanne Tilfælde var almindelige, om Retfærdigheden muligvis ikke var saa almægtig, som hun troede; om det var den, der havde Retten, eller den, der havde Magten, som beholdt Overtaget. Og da hun først var begyndt paa Undersøgelsen, forekom det hende mere og mere, at det virkelig var det slette, det uretfærdige, det egenkærlige, der var det stærkeste. Hun opdagede egoistiske, smaalige, tyranniske Handlinger, og uden at kunne bedømme deres Motiver eller de formildende Omstændigheder, der kunde undskylde dem, dømte hendes ungdommelig strenge Sind, ligesom Katekismen, at Menneskene er af det onde, at Verden er slet og fordærvet. Hun holdt sig i det hele taget paa den Tid til Katekismen og Bibelen, hvis strenge Blik paa Livet og Menneskene samstemmede med hendes egen Dom. Hun blev en troende, men ingen barnlig Konfirmand. Angst og sønderknust lovede hun at forsage alt det onde, hun bad brændende og forfærdet Gud om Tilgivelse for sine Synder. Og hun lovede at tage sin tunge Skæbne som en Prøvelse fra Herren og finde sig i den uden Knurren. Hun fik imidlertid ikke længe Lejlighed til at prøve sine Forsætters Styrke i Hjemmet, thi Hinding, for hvem hendes Nærværelse var en stadig Pine, skaffede hende kort efter Konfirmationen en Plads, «for at gaa Husmoderen til Haande og deltage i al indvendig Gjerning — Honorar fordres ikke». Hun kunde jo intet, og turde ikke gjøre Fordring paa Løn.

I Præstegaarden, hvor hun kom hen, udviklede hendes Religiøsitet sig med næsten foruroligende Heftighed. Hun fæstnede sig mere og mere i den Tro, at den Retfærdighed, Livet her paa Jorden manglede, maatte findes hos Gud, hinsides dette, og hun klyngede sig til denne Tro med sin syge og tørstende Sjæls hele Begærlighed. Men medens hun ufortrødent udrettede sit Arbejde og uden Knurren fandt sig i den megen Smaalighed, der omgav hende, opstod der ogsaa hos hende forskellige religiøse Skrupler og Tvivlsspørgsmaal. Da de var nær ved at voxe hende over Hovedet, vendte hun sig til Præsten, en ganske vist lærd, men ikke meget troende Theolog. Han søgte at bringe hende til Ro ved Fornuftbetragtninger, der for hende kun blev Sten i Stedet for det Brød, hun bad om. Hun kunde være bleven overbevist ad Følelsens Vej, men hendes Fornuft gjorde derved kun mere Oprør. Præsten blev stedse ivrigere for at omvende sit unge Skriftebarn, han spaserede med hende og talte med hende timevis, indtil Præstefruens Opførsel viste den unge Pige, hvor uforsigtig hun havde handlet. Fruen blev jaloux, om med eller uden Grund brød Judith sig ikke om at undersøge, men at en saa lav Mistanke blev kastet ind i et Forhold, som hun kaldte sit allerhelligste, blev en ny og heftig Rystelse for hende, og det var ikke langt fra, at hun krævede Gud til Regnskab, fordi han rolig lod hende mistænkes saaledes, skønt han maatte vide, at hendes Tanker kun havde været rettede paa ham. De sidste pinefulde Maaneder, hun tilbragte i Præstegaarden, rokkede endog Gudsforholdet for hende.

Et nyt Forsøg blev gjort, denne Gang hos en Slægtning af Hinding, en Enkemand paa henved de treds. Her var ingen skinsyg Frue at frygte, men Manden gjorde et kluntet Forsøg paa at forføre den unge Pige, der var betroet til hans Varetægt, og hun forlod Pladsen over Hals og Hoved, medtagende ny bitre Erfaringer om en Verden, hvor Egenkærlighed, Hensynsløshed og Raahed syntes at herske, og stedse med mere forvirrede Begreber om det Væsen, der sagdes at være algod og dog havde skabt en Verden saa fuld af Slethed.

Endelig gjorde man et sidste Forsøg, denne Gang hos en aldrende Enkefrue med tre voxne Døtre.

Først syntes Valget heldigt. Fruen førte et muntert Hus, der kom en Del unge Mennesker, og da Judith var meget lidt tilbøjelig til ved nogensomhelst Fremtræden at staa Døtrene i Lyset, lykkedes det hende at undgaa den let vakte Misundelse og Skinsyge. Hun holdt sig tilbage, var indesluttet og grublede for øvrigt nu over et nyt Problem, nemlig hvorfor unge Kvinder kunne være saa taabelige, at søge at behage Mænd og jage efter den tvivlsomme Lykke — Ægteskabet. Blandt de besøgende var en Student Hilmer, en ung Mand af god Familie og omhyggelig opdragen, stærkt paavirket af Nutidens Fritænkeri. Han følte sig tiltrukken af Judiths Skønhed og nærmede sig hende beskedent med en stille og ærbødig Hyldest, som ikke kunde skræmme eller mishage hende. Hun talte med ham, hans Idéer og Anskuelser vandt Genklang hos hende, de syntes at klare op i det Virvar af krydsende Begreber, hvormed hun tumlede uden at kunne finde sig til rette i dem. Hans Syn paa Livet og Menneskene stemte omtrent overens med hendes eget, han var Pessimist, fordi Schopenhauer var det, og hans Philosophi, som han docerede med hele den Alvor og Varme, der kan findes hos en ung Student, der første Gang i Praxis repeterer sine nylig erhvervede theoretiske Kundskaber, ydede hende en vis Tilfredsstillelse. Hun troede at have fundet et rent og uegennyttigt Venskab, der var frit for Beregning og Sanselighed. — Da de efter nogen Tids Forløb maatte skilles, skrev han til hende, og hun svarede. Hans Breve var meget alvorlige, meget philosophiske, og strømmede over af en slet dulgt Beundring for egen Viden; men de mange ny, sammensatte Ord som «dæmrende Opfattelsesvæv, store Igenfødelsens Alt» og lgn. forekom hendes uvante Øre poetiske og tanketunge.

Det endte som alt platonisk Venskab mellem en Mand paa 22 og en ung Pige paa 18 — han friede. Heftig, lidenskabelig, fordringsfuldt forlangte han hendes Ja. Han skildrede sin langvarige «Sjælekamp». «Hvis jeg faar nej,» sluttede han, «da maa jeg vel rive Deres Billed ud af min Sjæl, men den vil forbløde derved!»

Hun blev forskrækket og overrasket. Hun havde alligevel ikke tænkt sig det paa denne Maade. I hendes Sind var der under de alt for tidlige og sørgelige Erfaringer opstaaet en Uvilje, næsten Angst for at skulle knyttes til nogen Mand; og denne var hende dog saa fremmed. Hun svarede hverken ja eller nej, men bad ham vente, og dermed ophørte foreløbig deres Brevvexling. Men hun blev frejdigere og gladere til Mode. Tanken om, at hun var elsket, elsket «for Evighed, over alt i Verden», sneg sig over hende med en Varme og Fryd, som hun næsten forbavsedes over. Hun blev saa mild i sit Sind, saa glad og rolig. Der syntes at skulle vaagne et Foraar i hende oven paa den kolde, haarde Barndoms Vinter.

Saa kom der atter en Dag Brev fra ham: Ventetiden var uudholdelig, det halve Forhold utaaleligt, han fordrede sine Breve tilbage og ønskede al Forbindelse brudt. Hun troede, han var bleven vanvittig, hun sendte ham Brevene og bad om en Forklaring, hun fik sine egne tilbage, det var alt. Først en Maaned senere blev Gaaden løst, hun saa hans Forlovelseskort, han havde gjort et rigt Parti.

Da lo hun saa hjertelig, saa bittert, at hun fik Taarer i Øjnene; hun tænkte paa hans Frierbrev, hvis glødende Ord om evig Kærlighed, Dages og Nætters Sjælekamp og Fortvivlelse havde brændt sig ind i hendes Erindring — og nu et Par Maaneder efter forlovet med en Pige paa 80,000 — efter hvor mange Timers Sjælekamp?

Saa fik da hendes Tro det sidste og haardeste Stød. Ikke fordi hendes Kærlighed blev skuffet, hun vidste nu, at hun aldrig havde elsket ham, heller næppe fordi hendes Stolthed blev krænket, han var hende egentlig saa ligegyldig, men hendes Tro, hendes paany opvaagnede Tro paa Uegennytte, Kærlighed og Menneskeværd fik Dødsstødet. Hun blev en Byrde for sine Omgivelser, hendes kolde Tilbageholdenhed og sørgmodige Indesluttethed, der blev udlagt som Hovmod, stødte hendes Omgivelser fra hende. Døtrene paa deres Jagt efter Mænd, Moderen med sin Higen efter at faa Døtrene ind i Livsforsikringsanstalten «Ægteskab», følte sig generte af dette tavse, fornemt tilbagetrukne Vidne.

Enkefruen skrev til Prokuratoren:

«For Deres Skyld Hr. Hinding og for gammelt Bekjendtskabs Skyld, samtykkede jeg i at optage Frøken Fürste i mit Hus; men hendes Væsen er saa lidet imødekommende, hendes Sind saa stolt og ubøjeligt, hendes Humør saa nedtrykt og lidt velstemt, at jeg af mange Grunde, hvor ondt det end gjør mig, men hovedsagelig for mine unge, livsglade Døtres Skyld, maa nægte længere at beholde hende i vort Hjem, hvor Fortrolighed, Samstemning og Munterhed stedse har hersket». Altsaa vendte Judith atten Aar gammel atter hjem til den lille jydske Købstad, til en Moder, hvem hun snarere maatte støtte end vente sig Hjælp af, til en Stedfader, der var hendes Uven, ikke mindre nu end førhen, da han endelig ved Overenskomst med hendes Kurator havde faaet fat i hendes Penge, til en lille Broder, der syntes at have taget hendes Plads og Rettigheder. Hun blev fængslet i Lilleput Forhold, hvor hele Maskineriet gik saa jammerlig smaat, saa naivt aabenlyst, hvor Middelmaadigheden trivedes, Sladderen florerede, Kryberiet herskede, til en lille By, hvor det, at slutte sig inde i sig selv, var en Forbrydelse, fordi alt der skulde stilles i Glasskab som offentlig Ejendom, kritiseres og bedømmes, kort give Æmne til Sladder, og det kunde Judith ikke være med til. Hendes Stolthed oprørtes ved Tanken om, at hun skulde stilles til Skue, maaske blive Genstand for Medlidenhed, i alle Tilfælde for Snak. Hun skænkede ikke Byens unge Mænd, der dog i Begyndelsen hilste hende som en opgaaende Stjærne, et Blik eller en Tanke, derfor blev de selvtilfredse unge Hjærter hos disse Merkurs Sønner saarede, de kaldte hende hovmodig og vendte sig til Landets Døtre, der tog mod dem med Kyshaand. Hun valgte sig ingen Veninde blandt de unge Piger, med hvem hun kunde drøfte Skandaler, Forlovelseshistorier eller Modepynt, hun holdt sig for sig selv og blev tillagt Prædikatet «vigtig». Hun var saa tavs i Selskaber, ved Kaffegilder og Chokoladesammenkomster, at Byens Damer var enige om at kalde hende «muggen» og vistnok temmelig indskrænket. I Hjemmet var det ikke bedre. Hendes tavse Modstand pinte Prokuratoren, hun havde en vis Maner, uden Ord at kritisere hans Handlemaade, der just ikke altid hverken i Hjemmet eller i Forretninger var gentleman-like, som ærgrede ham mere end aaben udtalt Foragt. Og der var i hendes sørgmodige, indesluttede, skønt ikke ukærlige Væsen noget, der pinte hendes Moder mere, end de heftigste Bebrejdelser vilde have gjort det. — Men fremfor alt var hun sin egen Fortvivlelse, med sin Vantro, sin Pessimisme og sin Haabløshed.

Der sad hun paa sit Værelse efter Ordskiftet med Stedfaderen, med sit trætte Hoved støttet i de lange smalle Hænder, stirrende fortvivlet frem for sig uden nogensteds at kunne opdage blot et lille Glimt af Haab og Lykke, hun kunde rette sin Gang efter.

III.

Hun rakte sine buttede hvide, soignerede Hænder med de mange Ringe — disse Hænder var hendes Stolthed — bedende hen imod Judith og vedblev:

«Aa Judith, lad os dog se at holde Fred, Du ved hvor ubeskrivelig al denne Strid smerter mig. — Synes Du ikke, jeg har Sorger nok foruden?»

«Hvem har ikke Sorger?» spurgte Datteren med et svagt Smil, «kender Du nogen, der blot én Dag af sit Liv er fri for dem?»

«Aa — andre har dog i det mindste Fred og Ro i Hjemmet, men tænk paa mig, alle maa jeg rette mig efter, jeg maa være bange for hvert Ord, jeg har Følelsen af, at ingen elsker mig. Du synes, Du har Ret til at være vred paa mig og Hinding finder mig gammel, jeg véd, han fortryder, at han giftede sig med mig, naar han ser mig mellem yngre og kønnere.»

«Hvor kan Du dog være jaloux, Moder — hvor kan nogen Kvinde være det; at hun ikke er for stolt dertil! — Naar en Mand ikke bryder sig om én, hvor kan man da trænge paa og trygle om hans Kærlighed og vise sig vred, fordi han ikke vil give den?»

«Du dømmer saa haardt, Judith, kan Du da ikke forstaa, at jeg trænger til Kærlighed?»

«Jo, det kan jeg vistnok, jeg trænger selv saa uendelig, saa bittert dertil.»

«Saa véd Du jo, Du har mig. Kom til mig, — har jeg ikke altid elsket Dig, har Du nogensinde hørt et haardt Ord af mig, har jeg nogensinde negtet Dig Trøst og Kærlighed?»

«Nej — Du holder af mig paa Din Maade, det véd jeg nok, men ikke, som jeg trænger til det, ikke helt og udélt, Du vakler mellem mig og Hinding, vil hjælpe den ene og ikke slippe den anden.»

«Men elsker Du da mig, saaledes som Du siger?»

«Nej — nej — nej desværre, jeg elsker ingen rigtig inderlig, jeg kan ikke, skønt jeg véd, at det vilde gøre mig lykkelig.»

«Du vil nok komme til det engang, jeg forstaar, hvad Du mener, Du vil nok engang komme til at elske en Mand.»

«Nej — aldrig,» svarede hun, og hendes Blik fik et mørkt, næsten fjendtligt Udtryk, — «jeg vil aldrig elske nogen Mand.»

«Jo, Du vil, og en Mand vil ogsaa elske Dig, — Du, der er saa smuk, saa — —»

«Hvad mere, hvad er jeg mere end smuk? Det er kun en daarlig Egenskab, Moder. Men naar jeg aldrig gifter mig, hvad skal der saa blive af mig?»

«Saalænge jeg lever, har Du jo et Hjem.»

«Ja saalænge, men hvilket Hjem? Aa Moder, Du maa kunne forstaa, at jeg ikke kan være lykkelig her, hvor jeg maa bede om hver Skilling, ydmyge mig for at faa det allernødvendigste. Hvor fortvivlet er det dog, kun at kunne øjne Giftermaal som Redning. Hvorfor giver Hinding mig ikke mine Penge. Saa blev han jo fri for mig, og jeg kunde lære noget ordentlig og sørge for mig selv. Thi han vil da vel ikke berøve mig dem, nu han har faaet dem, — tror Du vel?» Der kom et forfærdet Udtryk i hendes Ansigt ved denne Tanke, — sæt, at det var muligt, og han en Gang kunde vise hende fuldstændig forarmet ud af sit Hus.

«Det tror jeg ikke,» svarede Fru Hinding beroligende.

«Hvad skulde jeg da gjøre? Jeg kan ikke fortjene mit Brød. Jeg gaar blot her til Plage for alle og bliver efterhaanden saa egoistisk og materiel. Jeg er snart saa vidt, at jeg synes, at Velvære, Rigdom og Luxus maa være Livets højeste Goder. Men hvorledes skal jeg naa dem? Der er kun en Vej — at blive gift med en Mand, der var saa rig, at han kunde skaffe mig dem. Er det ikke forfærdeligt, at jeg kan tænke saaledes, og saa har jeg jo ikke engang Udsigt til det heller. Var jeg blot rig og uafhængig, saa at jeg selv kunde bestemme over min Skæbne!» Paa en Gang gik hendes trøstesløse Stilling op for hende, og hun brast i lidenskabelig Graad.

Fru Hinding blev staaende raadvild og fortumlet en kort Stund; saa forenede den let bevægelige Kone sine Taarer med Datterens.

Efter Stormen var der indtraadt Stille i Prokurator Hindings Hjem. Judith var træt og ligegyldig eftergivende, Prokuratoren var kun lidt i sin Familie; Juni Termin var inde, og han havde fuldt op at gjøre. Just den trettende Juni, en dejlig Sommerdag, var han i Perlehumør. Han havde faaet en god Forretning, en Forretning, hvor der var Penge at tjene og Regninger at skrive, for hver enkelt Post især og for dem alle tilsammen, for Konsultationer og Rejser, Udskrivning, Opkrævning, Panteforretning, paa Kryds og paa tværs, forlænds og baglænds, indtil Omkostningerne oversteg selve Summen, jo det var rigtig en behagelig Forretning, saa fed, saa indbringende, saa moralsk.

Derfor gned Hr. Hinding sig i Hænderne og saa rigtig fornøjet ud.

«Vognen koster ligemeget,» sagde han til sin Kone, «vil Du og Judith ikke køre med? Vejret er smukt, og medens jeg afgjør Forretningen, kan I køre over og bese Ahnbjerggaard; Godsejeren er endnu ikke kommen hjem og den er nok værd at se.»

Judith havde ingen Indvendinger at gjøre; følgelig nød da den lille Bys Indvaanere ud paa Eftermiddagen den Tilfredsstillelse, i deres Reflexionsspejle at se Prokuratoren køre ud af Byen ved Siden af Kusken i den tostolede Vogn, medens hans Frue og Datter sad sammen paa Bagsædet, og der anstilledes allehaande Gisninger om, hvorvidt Misstemningen i Prokuratorens Hjem, om hvilken der gik forskellige overdrevne Rygter, nu var ved at udjævnes.

Vognen skumplede over den slette Stenbro; det kom som en hel Lettelse, da den rullede ud paa den glatte Chaussé. De grønne Agre bredte sig foran dem, Solen glødede fra en skyfri Himmel, Luften dirrede af Varme og gjorde alle Omrids usikre. Lærkerne jublede over deres Hoveder, de hang som klingende, usynlige Klokker mellem Himmel og Jord.

Bag dem laa den lille pyntelige By, foran dem det aabne Land, oversaaet med Bøndergaardenes sammenbyggede Længer eller Proprietærernes anseligere Ejendomme med de teglhængte Stuehuse. Hist og her dukkede en hvidkalket, kullet Kirke frem, eller en Række gamle Kæmpehøje oppe i Markbrynet.

Judith var saa fredelig til Mode; hun undredes næsten over, at hun saa ofte kunde være nedslaaet og fortvivlet; det hele vilde maaske blive langt bedre, end hun havde ventet det. Naar Taagen, der skjulte Fremtiden, løftede sig, laa der maaske for hende et straalende, fredeligt Sommerlandskab, som det, hun nu saa. Hun lod sig vugge af sine egne Tanker og Vognens Gyngen, til hun vækkedes ved den hule Lyd, naar de rullede over en af de smaa Broer, der førte over Vandløbene, som Egnen skyldte sine gode Enge. Hun saa da et Øjeblik efter den lille Bæk, der betegnede sin Vej ved de høje Siv og friske Engstrøg, og sank saa atter tilbage i sine egne Tanker. Prokuratoren sad og underholdt sig med Kusken, der med Pisken udpegede Egnens forskellige Seværdigheder. Undertiden vendte han sig om og vejledte Damerne: «Dette er Ullerupgaard, derovre ser I Taget af Eskebjerg, hist nede ligger Uldum Kirke, — Uldum og Trannerup». Det var en lang Køretur ind i Landet, nu og da veg Kornmarkerne for Hedestrækninger, der mindede om, at man befandt sig i Jylland, og i Lyngen laa Huse, saa store som Hundehuse omtrent, klinede op af Ler, tækkede med Tørv, med en eneste solbrændt Rude og en skæv, brøstfældig Dør. Selv en saadan Rønne havde paa jydsk Manér sit Navn, Uglemose eller Sindalhede, og, tænkte Judith, husede maaske tilfredse og glade Mennesker, lykkeligere og mere fornøjede end hun selv; — men — «det maa dog være skrækkeligt at leve der alligevel». Saa kunde de ogsaa møde en Pindevogn, trukken af en dvask Stud med en søvnig Bondemand i Vognen; han var maaske ogsaa længselsfuldt ventet hjem af Kone og Børn, som han dér sneglede halvsovende hen ad Landevejen.

«Faar vi ikke Regn inden Sankte Hans, saa bliver Høsten skral iaar,» mente Kusken.

«Saa bliver der Tvangsauktioner, Udpantninger og Fallitter,» tænkte Prokuratoren, der ogsaa hengav sig til Fremtidsdrømme. «Ja, nu er vi her,» sagde han lidt senere, da Vognen stansede foran en mindre Bondegaard. — «Kør Du saa over til Ahnbjerggaard med Damerne, Jens. Lad os se, Klokken er snart fem, naar I kommer tilbage om et Par Timer, er det tidsnok; i alle Tilfælde kan jeg gaa over ad Gaarden til, hvis det skulde blive mig for sent. Farvel saa længe.» Prokuratoren tog til Hatten og forlod Vognen.

De kørte videre, atter ind over dyrkede Jorder og frodige Enge. «De hør' no til Go'eren, ska a si'e vos,» forklarede Jens. «Den Skov hisse ovre, den hør no au dertil, og alt hva De ka se her rund om ded er no hans Banners er ed nok.» Og han lod Pisken beskrive en stor Bue.

Judith rejste sig lidt. «Er det Hovedbygningen dernede?»

«Jou — den tejllavte Rolling hissenere, aa ded er en stuer og mægte Go'er sku a trou.»

Den røde Herregaard viste sig for deres Blik med de utallige Ruder blinkende i Sollyset, bag ved laa Haven, nedenfor den det store Complex af Udbygninger, Mejeriet, Avlsgaarden, Gartnerboligen, Loerne, Laderne og Staldene. Paa Markerne rundt om saa man de lange Rækker af Kreaturer rolig drøvtyggende, værgende sig mod de næsvise Fluer.

Hun blev overvældet af et Begreb om Rigdom og Magt; hvor maatte det være herligt, saaledes at eje alt, hvad ens Øje kunde overse.

De stod af Vognen og gik op til Hovedbygningen, der bestod af fire sammenbyggede Fløje uden Taarne, men med takkede Gavle og tykke, røde Mure, hvor Stenen begyndte at forvitre og falde ud, og hvor de mange Vinduer med utallige smaa Ruder stirrede paa én som dybtliggende, øjenbrynløse Øjne.

En skummel gammel Bygning, der mindede om Bondekrigene og Adelsvældens Tid. Paa de to Sider var den omgiven af næsten udtørrede Grave, der stod fulde af Skræpper, Rør, Dunhamre og Aakander, men til de to andre Sider vendte den ud mod en moderne anlagt Have.

En Dreng fra Avlsgaarden havde fulgt dem op til Godsforvalteren, hvis majestætiske, trediveaarige Datter selv tilbød at vise Damerne omkring.

Der var i hendes Væsen en Blanding af protegerende Overlegenhed, som den, der véd bedst Besked, kender alt og halvt er i Familie dermed, og en dyb, respektfuld Ærbødighed for disse Ting, som hun fra Barndommen havde beundret og lært at betragte som Indbegrebet af alt skønt og stort. Hun var halv fortrydelig over Judiths Mangel paa Beundring; thi Judith røbede sjælden det Indtryk, en Ting gjorde paa hende.

«Her er Godsejerens Arbejdsværelse.» Foreviserinden sænkede Stemmen til en formelig ærefrygtsfuld Hvisken, naar hun omtalte «Godsejeren». «Dette er Billederne af Herrens Forældre, i Spisestuen hænger Resten af Herrens Forfædre. Dette er Billardstuen, Røgeværelset, Bibliotheket, Dagligstuen, Salen, det grønne Værelse» o. s. v. lød det, medens de passerede de nævnte Rum i den store Bygning. — Bibliotheket, hvor Bøgerne ikke var rørte i mange Aar, og støvede stirrede ned fra deres Hylder, Dagligstuen med sine overdækkede Møbler, omvundne Lysekrone og gule Atlaskes Gardiner, den tomme, store Riddersal og alle de andre triste, skumle Værelser, hvor ikke engang Junisolens klare Straaler formaaede at række helt ind gennem de dybe Vinduesnischer.

«Godsejeren kommer snart hjem, saa vil her nok blive hyggeligere,» bemærkede Ciceronen, «han er nu i England, men han har rejst baade i Persien og Ægypten — ja «i» Paris og Rom.» Hun var saa stolt deraf, som om det var hende selv, der havde «rejst i» Paris og Rom.

«Er det længe siden, han var her sidst?»

«Elleve Aar har han været borte. Nu kommer han hjem, og vi tror, at han bliver, for han har skrevet til os, om at gjøre alt i Stand, — men vi véd for Resten ikke — — —»

Og hun syntes bange for at have sagt for meget, og røbet Ting, der for hende var ligesaa vigtige, som Statshemmeligheder for Statens Styrere.

«Her er Godsejerens Sovekammer.»

Et stort, skummelt Gemak var det, hvor man skulde tro, at Søvnen maatte flygte bort og efterlade hvileløse, af mørke Grublerier opfyldte Nætter til den, der vilde prøve paa at sove i en eller anden Afkrog af den mægtige, skrækindjagende Tronseng, over hvis Hovedgjærde Bannernes adelige Vaabenmærke var udskaaret og malet.

Fru Hinding standsede; hendes husmoderlige Nysgerrighed drev hende til at undersøge Sengklæderne lidt nøjere. Judith gik videre. I Paaklædningsværelset, hvortil Døren stod aaben, faldt en Smule Sol ind, det drog hende uvilkaarlig til sig. Hun standsede forskrækket paa Tærsklen, hun troede, at nogen kom hende i Møde. Næste Øjeblik smilte hun ad sin Angst, hun stod overfor et stort Spejl, der næsten naaede fra Loft til Gulv, og hvori hun saa sig selv fra Isse til Fod. Saa skød Spotten op i hende ved Tanken om, at det var en Mand, hvem dette tilhørte, og som her havde smykket og beundret sin egen Person; men strax efter optoges hun af selve Synet af sit Billede, alle andre Tanker veg for en uimodstaaelig, forfængelig Glæde. — Ja, hun var smuk, det var ingen Smiger, ingen Indbildning, og hun fortabte sig i Beskuelsen af sin egen middelhøje, slanke Skikkelse, de store fløjelsagtig brune Øjne, Ansigtets fuldendte Oval, den matgyldne, dunede Teint og rundt om det lille fint formede Hoved det bølgende og lokkede, men ikke meget svære Haar. Hun gik et Skridt længer frem, saa Solstraalen faldt gennem det og omgav hende som med en Glorie; — da slog en Idé pludselig ned i hende, hun kastede Hovedet tilbage som fyldt af en stolt, overmodig Tanke, hun gik fremad mod Spejlet med en Dronnings Værdighed, men vendte sig hurtig, da hun hørte de andre komme.

«Dette er Paaklædningsværelset, og her er Badeværelset,» sagde deres Cicerone, idet hun lukkede Døren op til det tilstødende Kammer. «Her er endelig den Fløj, som var halvt gjort i Stand til den unge Frue — før Forlovelsen blev hævet.» Pigen sukkede. «Det har staaet urørt siden, og Herren gifter sig aldrig.»

En beskæmmende Følelse jog Blodet op i Judiths Kinder. «Kunde Pigen læse hendes hemmelige Tanker og svare paa dem?»

«Tror De, Hr. Banner vilde synes om, at fremmede saaledes gennemse hans Hus, hvis han fik det at vide?»

«Aa — det var vist Hr. Godsejeren aldeles ligegyldigt,» svarede Pigen med uforligneligt Hovmod. Der laa i Ordene en Antydning af, at Mennesker i deres Stand og Stilling slet ikke var noget i «Hr. Godsejerens» Øjne.

Judith fik uvilkaarligt noget mod Pigen og talte ikke mere til hende.

Forevisningen var næsten til Ende, man havde set Malerierne, Kunstsagerne, de gamle Møbler o. s. v., gennemvandret de ubenyttede Gæsteværelser, undret sig over de mægtige Kister med Sølv og Dækketøj, der ikke havde været aabnede i elleve Aar.

«Er de nu brand- og dirkefri?» spurgte Fruen bekymret.

Pigen smilte. «Her kommer ingen Tyve, og disse Mure vil aldrig kunne brænde, saa det er brand- og dirkefrit det hele.» Hermed endte Undersøgelsen.

I Gaarden traf de Prokurator Hinding, som just var ankommen, han var stadig i straalende Humør.

«Naa — ret net, hvad? — Rig Mand, hvad? — Havde man bare en Hundrededel af det altsammen. Men trist Sted at bo paa. Naa, I er vel sultne, lad os nu køre ned til Kroen og faa os nogen Aftensmad; det skal gjøre godt, ovenpaa Dagens Anstrængelser.»

Som sagt, saa gjort; men da enhver efterhaanden hengav sig til sine egne Tanker, løb Maaltidet meget stille af. — Ved Solnedgang besteg man Vognen for at køre hjem. De kom da atter forbi Ahnbjerggaard, der laa tæt ved Landevejen, fra hvilken en Allé af Popler førte op til Porten. Judith vendte sig og saa efter Bygningen. Den nedgaaende Sol glødede i dens Hundreder af Ruder. Vejrhanerne blinkede, Stenenes røde Farve blev dyb og varm, det var et Syn, som uudslettelig fæstnedes i hendes Erindring. — Saa sluktes Glansen, mørk og tung tegnede Bygningen sig mod den østlige Himmels svagt rød violette Farve, Genskinnet fra Solnedgangen. Saa forsvandt den. Men over Engene hævede sig en tæt, hvid, bølgende Damp, det saa ud som Søer i Maaneskinnet. Gennem den tavse Egn rullede Vognen hurtig hjemad; nu og da hørte man et fjernt Hundeglam, ellers dyb Stilhed. — Fruen halvsov, Judith var nedsænket i sine Drømmerier. Fremtiden syntes ikke længer saa mørk og trøstesløs for hende. Der var et ubestemt Haab, en Anelse, der som et attraaværdigt Maal blinkede og funklede i Sollyset langt forude.

Sommerens Fornøjelser bestod, til en Afvexling fra Vinterens trivielle Selskaber, hvor de samme Mennesker bestandig mødtes, Damerne for at strikke og brodere, Herrerne for at spille L'hombre, i store Kaffeselskaber, hvor Sladderen gaves frit Løb, og Tjenestepigehistorier og Børnesygdomme sattes under Debat. De kunde betragtes som Byens Rigsdagssamlinger, kun var det Kvinderne, der her førte Ordet, bestemte Grænserne for, hvad der passede sig, og gav Dadels- eller Tillidsvotum. Byens Regeringsform var nemlig uindskrænket monarkisk, arvelig paa Spindesiden. Fra disse Gilder var selvfølgelig alt Mandkjøn strengt udelukket, ligesom ved visse gamle romerske Gudindefester. Judith hadede dem; Høfligheden bød hende dog, ej at undslaa sig, men da hun aldrig traf nogen Ven der, blev de hende dobbelt pinlige. Alligevel var denne Sommer en af de gladeste, hun længe havde levet. Hun savnede ædlere Fornøjelser, hendes Sind var i større Ligevægt, hun havde fundet en Beskæftigelse for sine Tanker og Drømme; det holdt hende oppe.

Hun tænkte sig selv i en lys Morgenkjole gaa omkring i en stor, smuk Have, tale med Gartneren, se til Frugttræerne, plukke de friske, morgenduggede Blomster — eller skænkende Te af en lille Sølvtepotte i en Spisestue, smykket med Fotografier fra Rom og Pompeji — eller slæbende bløde, knitrende Silkekjoler gennem lange Korridorer, holdende Raad med Husjomfruer om Dinéer og Soupéer, klædende sig paa til Selskaber, hjulpen af en behændig Kammerjomfru, prydende og oplivende en gammel Borg ved sin Skønhed, sin Ungdom, sin Livsglæde og Munterhed — forfængelige og verdslige Tanker om Luxus, Velvære og Fornøjelser. Og bag det hele dæmrede de ubestemte Omrids af en Mand, hun vidste ikke selv hvorledes, men forskellig fra alle andre, en excentrisk, men ædel og skøn Mand, der tilbad hende og bar hende paa Hænder. Hun forundredes over, at hun endnu kunde nære saadant Haab, at hun virkelig ikke var for klog og erfaren til at fortabe sig i den Slags Fantasier.

Hun vidste noget om Godsejer Banner, omtrent saa meget som alle andre i den lille By, hvis Stolthed og Beundring den godsejerlige Familie gennem Slægtled havde været. Johan Banner hørte nemlig til en gammel og fornem Familie. Hans Bedstefader havde gjort sig fortjent under Frederik den sjettes Regering, men var næppe saa stolt deraf, som af sin Adel og sit Stamtræ. Han havde kun én Søn, Erik Banner, hvem Slægtsstoltheden i fuldeste Maal var bleven indpodet. Gamle Johan Banner regnede sig for en heldig Mand, han var ikke alene sluppen gennem Statsbankerotten, men havde endogsaa formaaet at opkøbe Jord og afrunde sine Besiddelser paa den Tid, da Jordejendommene sank saa yderlig i Værdi; dette lagde Grunden til Familiens nuværende Rigdom. Han havde endvidere kun havt en Søn, paa hvis Hænder alt, helt og udelt gik over, men om sit største Held var han neppe selv vidende, det nemlig, at han døde, forinden Grundloven tilintetgjorde Adelskabets Forrettigheder. — Men des haardere ramte Slaget hans Søn. Ordene: «Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet» forekom denne en Søndertræden af de helligste og dyrebareste Rettigheder. Dybt krænket opgav han enhver Virksomhed i det offentliges Tjeneste og trak sig tilbage til sine Godser, hvor han i ethvert Fald var uindskrænket Hersker. Han havde endnu, medens Faderen levede, ægtet en Dame af Landets fornemste og «ældste Blod» og boede nu med hende i ensom Herlighed paa sine Fædres Borg.

Johan Banner, der var bleven opkaldt efter Bedstefaderen, var dengang 9 Aar. Han blev efter Moderens Død, der indtraf nogle Aar senere, den eneste og vigtigste Genstand for Faderens Opmærksomhed, thi nu afhang jo Slægtens Fremtid af ham. Hans Barndom var ensom, thi Faderen krævede til hans Omgang ej alene Jævnalder, men ogsaa Jævnbyrd, og hvem var ham jævnbyrdig i Miles Omkreds? Og saaledes saa Drengen kun over sig en Fader, der indgød ham den højeste Mening om hans Værd og Rettigheder, ikke som Menneske, men som Adelsmand, og under sig ærbødige Tjenere og krybende Undergivne.

Sagen var, at hans Fader vedblivende smigrede sig med den Tro, at Adelsskabets Fornedrelse kun var en Overgangstilstand. De styrende Magter maatte snart indse den Fordel, som ædel Byrd giver, og efter at «Folket» en kort Tid havde glædet sig ved Magten, vilde en Restauration finde Sted. I denne Tro bestyrkedes han af sine Omgivelsers Holdning; i den lille Naboby betragtedes han endnu stadig som Fyrsten — naar Talen der ikke drejede sig om ham selv, var det i det mindste om hans Hunde, hans Heste, hans Vogne, hans Tjenere — og at han i endnu højere Grad var Genstand for sine Undergivnes Hyldest, følger af sig selv. Men han lagde ikke Mærke til den Nuance, Ærbødigheden var undergaaet. Det var ikke saa meget Adelsmanden, man krøb for, som Pengemanden, Godsbesidderen, der kunde have købt hele den lille By, som for en stor Del havde hans Gods til Opland. For ham selv var Ærbødigheden den, der tilkom ham som Adelsmand.

Disse Grundsætninger indprentede han sin Søn fra hans spæde Barndom, og de faldt i god Jord. Johan Banner var af Naturen begavet med en klar og gennemtrængende Forstand og en betydelig Portion Selvfølelse. Allerede i Drengens ottende Aar bemærkede Faderen med Glæde et udpræget Patricierhovmod hos ham.

Det var en Selvfølge, at Sønnen ikke skulde undervises i en Latinskole sammen med al Verdens Drenge; Banner antog Hovmestre, hvem en høj Løn tilkøbte ham Ret til at «holde inden for visse Grænser», og hvis Undervisning paa det nøjeste blev kontrolleret. En Gang hændte det rigtignok, at en Informator i den Grad overskred sine Ordrer, at han lovpriste den franske Revolution, talte om Folkets Rettigheder, om Kastevæsenets Fordærvelighed o. s. v., men det blev opdaget i rette Tid, og han blev strax bortsendt med to Aars Løn og en meget høflig Afsked.

Fra sit tolvte Aar blev Johan Banner behandlet af Faderen som en Ligemand, med en Hensynsfuldhed og Courtoisie som den, en Adelsmand skylder den anden. I Tjenerskabets Nærværelse kaldte han ham «Hr. Johan» — «Behager Du Sauce, Hr. Johan?» og ve den uforsigtige Tjener, hvem et uovervejet «Du» eller familiært «Johan» undslap. De Jagter og Selskaber, Erik Banner gjorde, var kun for «fødte», og ved disse Lejligheder førte Hr. Johan et stort Ord; Drengen, der snart blev til «den unge Herre», talte med om alt, gav vittige Svar og blev lydelig beundret for sin Forstand og Skønhed. I hans to og tyvende Aar lod Faderen ham foretage en Udenlandsrejse, som overensstemmende med det hele Opdragelsessystem ikke gik til Frankrig, Revolutionens Vugge, men først til Preussen, «Junkerdømmets Land» og derfra til England, «Aristokratiets rette Hjem». Fra denne Rejse maatte den unge Adelsmand over Hals og Hoved hjem til Faderens Dødsleje. Denne havde nemlig forkølet sig paa en Jagt, «hin ægte aristokratiske Forlystelse», og ventede nu paa Døden med en Adelsmands Ro og Værdighed. Til Sønnen holdt han en Afskedstale, hvori han beklagede, at han ikke selv skulde opleve «Restaurationen», men dog trøstede sig med, at det var Sønnen forbeholdt; han bad ham gifte sig ung, for at bevare Slægten, at lade Godset gaa udelt over paa sin ældste Søns Haand, og — her afbrødes han af den, der ikke tager mere Hensyn til en Adelsmand end til en Bonde, den store Socialist, Døden.

Saaledes arvede Johan Banner 22 Aar gammel det skønne Gods kvit og frit, med Herregaard og Park, med Skove, Bøndergaarde, Kirker, Inventarium og Besætning foruden en betydelig Kapital. Det følgende Aar forlovede han sig efter Faderens Ønske og efter eget frit Valg med en ung Pige af rig, adelig Familie, meget elskværdig og udmærket smuk, paa mødrene Side hans Næstsøskendebarn. Forlovelsestiden skulde naturligvis kun vare kort, et smilende lykkeligt Liv syntes at vente de to unge Mennesker. Uheldigvis besad den unge Brud andre Egenskaber foruden de allerede nævnte, hun havde en ypperlig Forstand, en fintdannet, søgende Aand. Dette var Egenskaber, som Johan Banner slet ikke forstod at skatte hos en Person af det svage Køn. Kvinden var efter hans uforgribelige Mening, og hans Meninger var altid uforgribelige, skabt til Prydelse for Livet. Kvinder burde være smukke, kvindelige og blide, deres Pligt bestod i at elske Mændene, og Mændenes Pligt mod dem var at bære dem paa Hænder, beskytte dem, nu ja, og lade sig elske af dem. Den bornerte og arrogante Adelsmand vilde aldeles intet høre om, at Kvinderne behøvede dybere Tanker, Livsanskuelse eller nogen Slags Viden ud over den rent almindelige. Naar derfor hans unge Brud prøvede paa at indvie ham i sine inderste Tanker, eller æskede hans Mening om et eller andet Problem, hun ikke selv kunde klare sig, tog den overlegne unge Mand hendes smukke Hoved mellem sine Hænder, bad hende ikke besvære sig med slige Taabeligheder, udviklede, at Logik og Kvinder ikke hørte sammen, at Kvindens Filosofi var Kjærlighed, sagde, at Stjærnernes Skabelse for ham var lig med hendes Øjnes Tilblivelse, og at han vilde give hele Sokrates' Visdom og Platos Dyd for et Kys af hende. Hun syntes ikke om det, men Forberedelserne til Bryllupet tog mere og mere hendes Tanker, og da Banner snart efter rejste over til Ahnbjerggaard, svandt efterhaanden ogsaa de dæmrende Tvivl om, hvorvidt de virkelig passede sammen, som nu og da havde formørket hendes unge Lykke.

Da fik hendes Fader Besøg af en Ven, noget yngre end han selv, en kundskabsrig, dannet og i Videnskabens Verden anset Mand. Døden havde nylig befriet ham for et langt, sørgeligt Ægteskab med en næsten sindssyg, melankolsk Hustru. Han besøgte sin Ungdomsven for at bortjage de sidste sørgelige Indtryk. Han havde kendt den unge Pige fra hendes Barndom og interesserede sig levende for hende. Han talte meget med hende, og hun fattede hurtig Tillid til ham. Hun søgte da hos ham Oplysning om de Problemer, som beskæftigede hende, og han gik let og villig ind paa hendes Tankegang og hjalp hende med at klare dens underligste Forviklinger. Hun droges mere og mere til ham, ti hun følte, at han paa en Gang forstod hende, var hende overlegen og dog beundrede hende for noget andet og mere end hendes ydre Skønhed; intet Smigreri kunde fremkalde en behageligere Følelse. Hun glemte, at han var saa meget ældre, hendes Faders Ven, som for Alderens Skyld næsten kunde være hendes egen Fader. Hun følte, at hun for ham turde aabne hele sin Sjæl og tale om, hvad der dybest bevægede hende, ja hun glemte snart helt sin galante og stolte Brudgom i den elskværdige og fordringsløse Mands Selskab. Og da den Dag kom, da hun saa, at det var andet end faderlig Interesse, der knyttede ham til hende, da hun saa, at kun Frygten for at rive hende ud af en formentlig Lykke holdt ham tilbage, sagde hun: «Ser De da ikke, at jeg elsker Dem som De mig, og at jeg aldrig kunde blive lykkelig med nogen anden?»

Men lige saa stor som hans Henrykkelse var ved den uventede Lykke, lige saa stor var den unge Adelsmands Harme, da hans Brud skriftlig og i de skaansomste Udtryk fordrede deres Forbindelse hævet.

Han rejste strax over til hende, og der paafulgte en stormende Scene.

«Ingen Forstaaelse imellem os!» raabte han, «hvilke Griller og Fraser! Elsker vi ikke hinanden, elsker jeg Dig ikke, hvad vil Du da mere?»

Hun var for ærlig og stolt til at skjule Sagens sande Sammenhæng.

Da foer Banner op som ramt af et Skud. «Vil Du sige, at Du forsmaar mig for ham, en gammel Bogorm, en Plebejer, at Du, en Adelskvinde, vil nedværdige Dig ved en Forbindelse med en borgerlig —»

Da kom det skæbnesvangre Ord: «Adelig og borgerlig — hvad Forskel er der i det? Adel er kun et tomt Navn, men Kundskaber, Dygtighed, en nyttig Livsgjerning, det er noget virkeligt; den Art Udmærkelse er den eneste Form for Adel, et oplyst Menneske kan anerkende.»

Han forlod hende oprørt og saaret, ikke i sin Kærlighed, thi da hun forsmaaede ham, ophørte hun at existere for ham, men i sin hidtil urokkede Tro paa sit Adelsværd. Han tumlede med disse ny Tanker, der saa eftertrykkelig var drevne ind i hans Bevidsthed, hvor der aldrig før var givet dem mindste Rum. Hans Barndom havde været saa strængt bevogtet, sin første Ungdom havde han tilbragt i Udlandet, saa havde hans unge Kærlighed optaget ham, og hvad han havde lært at kende af Nutidens Strømninger, havde han set fra et saa bornert Standpunkt, at det fuldstændig var gaaet hans Forstaaelse forbi. Men nu kastede en eneste Begivenhed nyt Lys over dette og meget andet. En enkelt Tilsidesættelse lærte ham, at han var et Menneske, der som alle de andre kunde vælges og vrages, bedømmes og forsmaas. Og han saa med et helt nyt Blik paa sig selv, sit Liv, sin Opdragelse og hele den Stilling, han indtog i Samfundet, og da fyldtes han af Harme mod Faderen, som havde forkvaklet ham, mod den Kvinde, der havde vraget ham, mod det Samfund, der officielt ikke anerkendte hans Særrettigheder, mod den trællesindede Pøbel rundt om, der desuagtet krøb for ham og løj for ham, kort mod alt og alle. Han blev led ved hele Livet, ved sit Gods, dette usle lille Omraade for hans Magt, ved sin Fremtid, der forekom ham at ligge fuld af Krænkelser og Tilsidesættelser, ved sin Rigdom, der syntes ham betydningsløs, naar den ikke kunde bruges til at kaste Glans over hans Fødsels Adel, ved sine Kundskaber, der var golde og ensidige, men først og fremmest ved sig selv, denne Antikvitet, denne latterlige Ridder af den bedrøvelige Skikkelse.

Han ordnede da i Hast sine Affærer, overdrog Godsets Bestyrelse til sin Godsforvalter, tog ikke Afsked med nogen og forlod Landet paa ubestemt Tid.

Det varede ikke længe, før Rygtet fortalte allehaande om ham. Den Skuffelse, han havde lidt, hed det sig, havde gjort ham ganske vild. Han var bleven et helt andet Menneske, lod haant om alt, hvad han tidligere havde troet paa og levet for, var bleven Republikaner, Fritænker, Kosmopolit o. s. v., citerede Lassalle og Byron og tog den sidste til Mønster i hele sit skrækkelig vilde Liv og navnlig i alt, hvad der vedrørte Kvinder. For at hævne sig over den Uret og Tilsidesættelse, en enkelt af Kønnet havde tilføjet ham, brugte han sin Formue og sine Evner til at forføre og bedrage saa mange af dem som mulig. Saavidt Rygtet.

Vist er det, at Johan Banner tilsyneladende havde bortkastet alle sin Opdragelses Fordomme; men der forblev alligevel stadig hos ham en dyb Modbydelighed for dette, at gjøre sig lig med Massen, det almindelige; en Trang til at bevare Særpræget selv i sine Fejl, som derfor blev til Excentriciteter. Han havde heller ingen Ven eller fortrolig, thi ganske vist besad han Egenskaber, der gjorde ham afholdt, han var høflig, ridderlig og gavmild mod sine Kammerater, sine Elskerinder og Tjenere, men der var en Fortrolighedslinie, de aldrig overskred, og som han nøje bevogtede. Selv i de lystigste Drikkelag bevarede han til et vist Punkt sin Tilbageholdenhed, og blandt sine utallige bekendte havde han kun en, der kunde rose sig af at være dus med ham, en ung, dansk Komponist, Helman.