Judith Fürste: En Fortælling

Rygtet blev tilsidst ked af at løbe hans Ærinder, man talte saa kun om ham for at trække paa Skuldrene og sige «den gale Banner».

Og det Øjeblik kom, da han saa, han havde forspildt sit Liv og forsømt sit Kald.

Da hed det sig, at han havde udraset, at han nu vendte hjem til sin Ejendom for at slaa sig til Ro og blive Staten en god Borger. Og den lille By fik ikke Undskyldninger nok for ham. Herregud, han var jo dog dens «Godsejer», dens Stolthed, dens private Ejendom. Man vilde tage mod ham som den forlorne Søn blev modtagen, med aabne Arme. Man tvivlede ikke om, at han vilde kaste sig i dem. Man mindedes hans Skønhed, man erindrede hans Ædelmod, og først og sidst talte man om hans Rigdom, hans næsten fyrstelige Formue. De handlende glædede sig til at faa en god Kunde, Lægerne til et ordentligt Honorar, Landmændene haabede paa Jagter, Byfogeden eller Justitsraaden, som han var, tænkte paa gode Middage, Sagførerne paa indbringende Forretninger. Og Mødrene haabede paa et glimrende Parti, man havde hørt saa galt før. Der var ingen ung Pige i Byen, som kunde tilsætte sit Haar med Uld og vise fire hele Fortænder, spille en Sonate og tralle en Arie, uden at jo hendes Hjærte bankede og hendes Kind rødmede ved Tanken om Hr. Johan.

Den forventningsfulde Stemning i Byen forøgede Judiths Livsmod, thi hun syntes, at hun havde mere Grund og Ret til at vente end alle de andre. Men ingen turde have en Anelse derom, og netop fordi hun ikke vovede at betro sine Drømme til Nogen, blev de stærkere, gjorde hende nervøs og urolig og fyldte hende undertiden i den Grad, at hun paa en eller anden for andre dog uforstaaelig Maade maatte tale om dem for at skaffe sine Stemninger Luft.

Der var i Byen en ældre Pige, en Frøken Stenberg, der havde kendt bedre Dage, da hendes Fader havde været Embedsmand i Sportlernes gyldne Tid. Men Pengene var gaaet lige saa let, som de kom, Forældrene døde, og Frøken Stenberg ernærede sig nu kummerlig nok ved Haandarbejde som andre af hendes lige, disse stakkels Vragstumper af fordums Herlighed, som det bevægede Liv skyller op og lader tilbage i saadanne Afkroge som denne lille Provinsby. Den gamle Dame med de fine Træk og de kloge, graa Øjne, der trods sine knappe Kaar altid var glad og tilfreds, havde Judith til alles Forbavselse valgt til Ven og fortrolig.

Da nu den forventede Tid nærmede sig, gik hun ned til Frøken Stenberg og slog sig til Ro i hendes sirlige lille Dagligstue. Der stod Porcellænshyrder og Hyrdinder paa Dragkisten, hvis Skuffer, naar de aabnedes, udaandede Lavendel og Violduft, der hang gamle Billeder fra Napoleonskrigene paa Væggen, og Sofaen, der skrev sig fra samme Tid, var lang og lige, upolstret, med høje Mahognitræs Skabe istedetfor Arme og Figurer af lysere Træ indlagte i Dørene; den var købt i Pengekrisens Tid og havde kostet 300 Daler i Seddelpenge.

Saa kom Maskinen og Kopperne paa Bordet, den pletterede lille Maskine fra Frederik d. 6tes Tid med høje, tynde Ben, vaseformet Beholder og en lille Skaal neden under til Sprit, og Kopperne med: «Jch gratuliere» i Kranse af Forglemmigej og Roser. Judith lavede Kaffen, og imidlertid passiarede de stille og ofte med lange Pavser, men paa en Maade, der virkede fredelig og velgørende paa Judiths Sind.

«Ser De, Frøken Stenberg, jeg er jo ung,» sagde hun og lænede sig tilbage i den umagelige Sofa med Øjnene fæstede paa Loftet, «og jeg stræber efter noget mere end det, jeg kan naa her, jeg har Faders Stolthed, og, frygter jeg, Moders Trang til Velvære, men jeg er tøjret i denne usle lille By.»

«Det er saamænd lige meget, hvor man har sit Hundehus, naar man kun gør sin Pligt der, hvor man er sat,» svarede den gamle Pige.

«Ja — maaske, men det kan jeg ikke lære.»

«Aa, man klavrer højt op, og saa falder man langt ned.»

«Men var der ingen, der higede opad, stod jo hele Verden i Stampe.»

«Den kommer nok frem alligevel,» mente Frøken Stenberg.

«Men jeg gaar til Grunde, hvis jeg skal staa i Stampe, og ikke faar noget Maal at hige efter.»

«Ja, saa higer De derefter, og hvad man inderlig ønsker, sker som oftest — —»

«Aa, tror De det?» udbrød Judith med usædvanligt Liv.

«Ja, men naar De ser Maalet, ser det som oftest helt anderledes ud, saa synes De, det var en anden Ting, De vilde, og jager videre frem. Hele Tiden er det efter Skygger. Tilsidst har De jaget Dem til Døde, og hvad er der saa naaet? Slæbt rundt i samme Kreds er De, men ikke et Skridt videre.»

«Men hvad skal jeg da? Lægge Hænderne i Skødet og lade være at haabe.»

«Nej, De skal udrette noget der, hvor De er sat — jo vanskeligere det falder, jo mere tilfredsstillende er det. De beundrer Napoleon den Store saa meget, men hvad er han mod den blinde Søren Kurvemager, der har ernæret syv af sin Broders Børn foruden sine egne, uden at klage.»

«Aa ja, Smaaborgerdyder, men de falder mig saa tungt for Brystet. Jeg beklager Søren, men jeg beundrer ham ikke.»

«Og jeg beklager Dem. De bygger hele Deres Liv af Fremtidsdrømme, lever paa Luftkasteller om en eller anden uventet Lykke. Men Livet er prosaisk; der er ikke megen uoverkommelig Fortvivlelse, men endnu mindre æventyrlig Lykke. Der er en kold, uoverstigelig Klippe, som hedder Virkelighed, og mod den slaar Illusionens Dampe og falder ned som bitter Taareregn. Lad os tænke paa at faa noget ud af Nutiden og ikke spilde den ved at drømme om Fremtiden enten paa denne eller hin Side Døden, hvad nok de troende gør — idetmindste en Gang imellem, naar de ikke har andet at tænke paa.»

Frøken Stenberg var ikke religiøs, hun havde fra sin Fader arvet Revolutionstidens Skepticisme, og i Mangel af anden Arv havde hun nidkær vaaget over denne.

«Men», fortsatte hun, «at slaa sig til Ro i det nuværende og finde sin Glæde i at arbejde og udrette noget godt og nyttigt, det er naturligvis det kedsommeligste af al Ting, især for de unge.»

«Aa,» udbrød da Judith, «det kan være — maaske skal ogsaa jeg engang lide Skibbrud, men nu vil jeg lade staa til for fulde Sejl, thi jeg er ung, og jeg længes efter at blive lykkelig.»

Det var en Morgen i August. Høstsolen skinnede klart fra den rene blaa Himmel, der var en Friskhed og Lethed i Luften, som stemte til Munterhed og Sang. Judith vaagnede, aabnede sine Vinduer og saa ud over de grønne, dugfriske Enge. Hun indaandede i tørstige Drag den lette Luft og mærkede denne Aandslivlighed, der bringer Manden fra the far west i en saadan Stemning til at kalde sig chipper, det vil sige skikket til glad og ufortrødent at tage fat paa sit Arbejde.

Da hun var paaklædt, gik hun ned i Haven. Morgenluften slog hende kølig og fugtig i Møde, der var falden stærk Dug, Græsplænen var ganske graahvid deraf. Træerne duftede formelig, deres Farver var stærkere end om Sommeren, enkelte gule Blade var begyndt at vise sig, et og andet svirrede sagte ned for hendes Fødder. Naturen syntes at være stegen op af et forfriskende Bad. Hun var oplagt til at synge og løbe, løb ogsaa et Stykke med tilbagekastet Hoved, saa stansede hun foran nogle Graner, over hvilke Edderkopperne havde spundet deres regelmæssige, hjulformede Net, som Duggen havde overstrøet med tusinde fine Diamanter, der glimrede i Sollyset. «Hvor her er smukt,» udbrød hun uvilkaarlig og derefter smilende: «og hvor jeg er ung!» Hun gik til Udkanten af Haven, derfra kunde man se udover de gule Kornmarker. Høsten var i Gang over alt. Da grebes hun af en mægtig Følelse af glad Forventning — «et eller andet godt vil hændes mig i Dag,» den Slags ubestemt Forventning, som man maa være ung for at kende. Hendes Tanker droges i en bestemt Retning: «Om et Aar — skal jeg da kunne se ud over et saadant Landskab og kalde det mit?»

Hun lo ad sine egne Tanker, men gik dog grublende op mod Huset. Formiddagen forløb med de sædvanlige huslige Smaasager, men der var en Jubel og Forventning i hende, som forgyldte alle disse dagligdags Trivialiteter.

Men ud paa Eftermiddagen blev hun urolig og nervøs. Skulde virkelig Dagen gaa hen, uden at noget skete? Vilde han da aldrig vise sig, Æventyrprinsen, der skulde komme paa sin høje Hest og sætte hende op foran sig paa Sadelen? Og hun, som havde været saa sikker, saa forhaabningsfuld!

Hendes Moder bad hende gøre Visit hos en Fru Mikkelsen, Byens største Købmands Frue, de havde skyldt det i saa lang Tid, vilde hun ikke nok gøre det. Hun havde ingen Lyst, hun var bange for at gaa fra det ventede, men paa den anden Side, denne nervøse Længsel var uudholdelig, derfor indvilligede hun og gik.

Købmand Mikkelsen beboede en gammel Købmandsgaard, lav og uanselig til Gaden, men med store Side- og Bagbygninger og en rummelig Gaard, altid fuld af Bøndervogne, af Liv og Travlhed. En løjerlig gammel Gaard med mange uventede Hjørner og Kroge, fordi der fra Tid til anden var bleven opført ny Magasiner og Lagerbygninger, som slet intet Hensyn havde taget til de allerede tilstedeværende Huse. Fra Beboelseslejligheden vendte et Karnapvindue ud imod den; det var i Købmandens «Kontor», hvorfra hele Virksomheden kunde overses. Tønder og Vareballer, Sække med Korn og Bræddestabler mødte Øjet paa alle Kanter. Den skraa Kælderlem var i evig Bevægelse, Kornsække hejsedes op eller ned fra Lofterne, Hestene stampede, Bønderkonerne steg af Vognene, rystede deres Skørter og glattede deres Tørklæder, Børnene stod om Vognene og gnavede paa store Stykker Hvedebrød. Svende og Kramboddrenge løb frem og tilbage fra den lave Butik til det fyldte Varelager; der var overalt en Duft af Svesker, Ost, Tjære, Fyrreplanker og fugtige Kornsække, som det anstod sig for saadan en gammel, grundmuret Købmandsgaard.

I den lave, mer end tarvelige Butik, med de forskelligste Købmandsartikler udstillede i de støvede Vinduer, bølgede Tobaksrøgen i tykke Skyer. Bønderne stod ved Disken, drak deres Snapse af Glas, som øjeblikkelig blev fyldte igen og budt den næste Kunde. De passiarede med hinanden, der blev indgaaet Væddemaal og afsluttet mærkelige Handler, der udvikledes en vis treven Veltalenhed over politiske Æmner og en stor Snuhed i egne Anliggender. Mellem dem alle vimsede den lille Købmand omkring, tarvelig og lidet fremtrædende, og dog vidste enhver, at denne Mand ved egen Dygtighed og Sparsommelighed havde tjent sig Hundredetusinder af blanke Dalere.

Men naar man fra Forretningen vendte sig til den Del af Huset, hvor Konen regerede, da herskede der her, i Modsætning til Gaardens Travlhed, Stilhed og Ro.

Den store lave Forstue var bonet, Ruderne var smaa og skinnende blanke, og der lugtede altid af Gulvvask. Der var en trykkende Smaalighed, en pinlig Renlighed over det hele, som nedslog Judith. Skulde hun da tilbringe hele sit Liv i denne lille By, i disse smaa, dræbende kedsommelige Huse; hvor ensformigt, hvor haabløst var ikke dette Smaastadsliv.

Da opdagede hun, at der hang en ny Herrehat i Entreen, en fin Hat, der ikke tilhørte den tarvelige Købmand. Var det en handelsrejsende, som, efter at have gjort Forretninger i Kontoret, var budt ind i Stuen paa et Glas Vin? Nej, det kunde, det maatte ikke være Tilfældet; hun vidste, hvem der var i Stuen, og hendes Hjærte slog heftig, da hun bankede paa Døren.

De tre tilstedeværende rejste sig ved hendes Indtrædelse. Fruen gik hende i Møde og sagde velkommen, men hun hørte intet, den gammeldags lave Stue med Forhøjningerne, de mange Urtepotter i Vinduerne, de solide Møbler med filerede Stolebetræk og Trøstere drejede sig rundt for hendes Blik og forsvandt som i en Taage, hun saa kun et, en middelhøj Mand med stiv Holdning, der bukkede ceremonielt for hende.

«Hr. Godsejer Banner — Frøken Fürste!»

Var det muligt? Var det Æventyrprinsen?

En Mand med skarpe Træk, tyndt Haar, velplejet mørkt Fuldskæg, hvis lange, nedhængende Moustacher gav Ansigtet et modfaldent Indtryk, og dybtliggende mørke Øjne, der et Øjeblik maalte hende med et stikkende Blik for strax efter at stirre ligegyldig ud i det tomme Rum. Judith havde glemt, at var han treogtyve Aar, da han rejste bort, saa var siden den Tid elleve lange og anstrængende Vintre gaaet over hans Isse. De havde levnet lidet Haar og liden Ungdom. Det første Indtryk var absolut frastødende, men naar man betragtede ham nærmere, lagde man Mærke til hans Træks Regelmæssighed, Hovedets noble Form, hans hele elegante Skikkelse. Men hvilket træt og ligegyldigt Ansigt! Det kunde undertiden oplives af et spottende Smil, en lille, halv trodsig, halv uforskammet Sammenkniben af Øjenlaagene, ellers var det ubevægelig koldt. Saaledes saa han altsaa ud, denne berygtede Mand. Hun forstod ikke, at de Historier, man fortalte om ham, kunde være sande, at denne ceremonielle Herre var en udsvævende Fusentast, denne rolige, ligegyldige Mand en lidenskabelig Elsker, en uimodstaaelig Don Juan.

Hun tog Plads, Fruen bød hende et Glas Vin, et godt, gammelt Glas Madeira, kunde man være vis paa, fra Købmandens private Vinbeholdning.

Herrerne fortsatte deres Samtale, den drejede sig om Told og Frihandel, derefter om Byens Korn- og Kvægudførsel og saa om hele Livet i det lille Samfund. Mikkelsen talte sagte, med et vist underdanigt Forbehold, Banner svarede som oftest blot med ja eller nej, undertiden kun med en Haandbevægelse, men der var over ham som et Anstrøg af Foragt, blandet med Nysgerrighed ved Synet af den «Afart af Menneskeslægten», han fandt her, saa at sige i aaben Begravelse — efter hans Begreber. Tænke sig, at der virkelig vegeterede menneskelige Skabninger her, som gav sig af med at have Interesser, Meninger og Planer.

I alt Fald opfattede Judith det saaledes.

Hun harmedes paa den jævnt tænkende Købmands Vegne, hun ønskede ikke ved et overlegent Smil at antyde, at hun selv ofte følte sig hævet over disse simple Menneskers Standpunkt. Hun kunde finde Byen kedelig, triviel og aandløs, men hans Foragt for den irriterede hende. Han havde svaret saa lidet til hendes Drømme, han havde i et Nu revet hendes Illusioner til Jorden, og hun var opfyldt af Ærgrelse, ja Harme mod ham.

Hvorfor behandlede han den brave Købmand saa overlegent. Denne Mand havde, skønt han hed Mikkelsen, svunget sig op ved egen Kraft, havde samlet i Stedet for at sprede, var en nyttig Borger, en godgørende Mand. Hvor vovede en Hr. Banner paa denne Maade at se ned paa ham?

Den Undseelse, hun under andre Forhold vilde have følt, veg fra hende, og da nu Købmanden henvendte sig til hende med et «Naa, lille Frøken, foragter De ogsaa vor gode By?» greb hun Lejligheden, ganske vist indirekte, men med en for hende uvant Varme, til at stille sig paa Borgerens, den arbejdende Mands Side. Hun ønskede at vise, hvor højt hun satte en Mands tilkæmpede Stilling over hans medfødte, ufortjente Rettigheder, men hun havde taget Fejl, hvis hun havde ventet sig Opmuntring eller Taknemlighed af dem, hun tog i Forsvar. Frygten for Opposition, Ærbødigheden for Penge- og Blodsaristokratiet var for indgroet hos den forhenværende Pakhuskarl.

Og hans spidsborgerlige Indvendinger mod hendes overdrevne Ros, hans selvnedsættende Ydmyghed irriterede og æggede hende end mere. Hun harmedes over, at han ikke indsaa, at hun stod paa hans Side, hendes Tale blev ivrigere, hendes Kinder blussede af Ærgrelse over Situationen.

Da mødte hendes Blik Johan Banners. For saa vidt som et saa fornemt Ansigt kunde udtrykke noget, saa det ud, som han morede sig, det spottende Smil i hans Øjne blev stærkere — jo, han morede sig, morede sig!

Da tav hun pludselig. Hun saa, hun havde gjort sig latterlig, det kom over hende som en nagende Tanke, der jog Blodet endnu stærkere op i hendes Kinder og Taarerne op i hendes Øjne. Hun grebes af en vild Smerte, et brændende Nag, hvis forskellige Grunde hun næppe formaaede at sætte ud fra hverandre. Hendes blussende Kinder blev atter dødblege, hendes Mundvige dirrede. Der blev en pinlig Pavse.

«Naa, det var nok Tolden, vi kom fra,» sagde Købmand Mikkelsen da sindigt, «det var vel bedst, vi kom tilbage til den.»

«Det var det vel.»

Hans Svar forekom hende som en Fornærmelse. Hun trak sit Uhr frem og rejste sig. «Jeg har ikke Tid at opholde mig længere — farvel Frue!»

«Farvel Frøken Fürste, hils Deres Fru Moder.»

«Tak!» Hun bøjede sig stift for Herrerne. Adelsmanden sprang op, som rettet af en Staalfjeder, bukkede endnu dybere og ærbødigere end før og fortsatte derpaa Samtalen med Købmanden.

Da hun naaede hjem, undgik hun at tale med nogen. Hun søgte ned i Haven, til den Plads, hvorfra hun om Morgenen havde set ud over de solbeskinnede Marker; men Udsigten forekom hende ikke længere smuk, og da hun mindedes de Tanker, hvormed hun om Morgenen havde betragtet den, overgødes hendes Kinder af en brændende Rødme.

«Jeg Nar — jeg barnagtige Tosse!»

Hun var i et stærkt Sindsoprør. Hun forstod næppe, om det var ham eller sig selv, hun var mest opbragt paa, om det var Sorg over sin egen Skuffelse eller over den Mangel paa Stolthed og Selvfølelse, hun havde været Vidne til, om det var Harme over hans Overlegenhed eller hendes egen taabelige Ivrighed for Ting og Mennesker, der ikke var et Forsvar værd. Men en Bitterhed, en Fortvivlelse stærkere end nogen, hun endnu havde følt, overvældede hende. Hun kunde ikke græde, men hun havde Lyst til at kaste sig ned paa Jorden og skrige af Smerte. Hun knugede Hænderne mod sine Læber og bed i dem, indtil Smerten drev Taarerne op i hendes Øjne, og naar hun saa mindedes hans Smil, mumlede hun: «Aa, hvor jeg hader — hvor jeg hader!»

Men om det var sig selv, ham eller alle de andre, vidste hun stadig ikke.

IV.

«Hvor Du ligner Din salig Fader,» udbrød Fruen med et kærligt, lidt sentimentalt Blik. «Dit Væsen, Dit Kast med Hovedet, Dine Anskuelser, det er altsammen hans. Men husk Judith, at ingen var villigere end han til at adlyde sine overordnede.»

«Ja som Militær, men han krøb aldrig, aldrig, det er jeg vis paa. Naar jeg træffer virkelig Overlegenhed, noget, der virkelig er værd at ære, saa skal jeg bøje mig og det med Glæde. Men at se dem krybe for en Mand, der blot har ødelagt sig selv, forsømt sin Pligt, bortkastet sin Ungdom og af hele sit Liv kun indvundet en ubeskrivelig blaseret Arrogance, det piner mig og oprører mig. Naar jeg tænker paa, hvorledes de behandlede Restrup, saalænge han havde Penge, og hvorledes de nu vender ham Ryggen for at tilbede den ny Guldkalv, kan jeg blive helt fortvivlet over at skulle regnes med til dem og blive ydmyget sammen med dem. Tror Du ikke, at Banner ser deres Kryberi og foragter dem?»

Hun tav, og det var i rette Øjeblik, thi strax efter formørkedes Indgangen til Lysthuset, og den, hvorom Samtalen havde drejet sig, stod for dem i egen Person.

Det var ikke frit for, at det gav et Ryk i Judith.

«Tillad, at jeg præsenterer mig. Jeg er Godsejer Banner. Damerne maa undskylde, at jeg forstyrrer dem; jeg gik igjennem Værelserne, men traf ingen. Da jeg hørte Stemmer i Haven, gik jeg herned — Fru Hinding formoder jeg?» Han bukkede. «De vil maaske have den Godhed at sige mig, om Hr. Prokuratoren er hjemme, jeg vilde gærne tale med ham.»

Fru Hinding besvarede temmelig forlegen hans gentagne Hilsener og bad derpaa Judith vise Hr. Godsejeren op til Kontoret. Judith saa sig om efter sin Stedbroder, men denne havde just forlagt Scenen for sine Fornøjelser til et andet Sted, og var uden for Synsvidde.

Hun rejste sig da med let rynket Pande og traadte ud af Lysthuset med al den Værdighed, hun besad, gik foran gennem Haven og overlod til Banner, om han vilde følge med eller ej. Det var hende en Tilfredsstillelse saaledes at skride i Forvejen uden at værdige ham et Ord. Han anede ikke, hvilken forbitret Trods hun nærede mod ham, han havde i det hele taget slet ikke genkendt hende. Først da de stod ved Kontordøren, og hun med en Haandbevægelse betegnede ham, hvor han skulde gaa ind, dæmrede en svag Erindring i ham, og for at sige noget, bemærkede han: «Det forekommer mig, jeg har havt den Ære at se Frøkenen før?» Det faldt ham aldeles ikke ind andet, end at det, at han i det hele taget svagt erindrede hende, maatte være et Høflighedsbevis. Men hun maalte ham med en Fornemhed, der ikke gav hans noget efter, og svarede langsomt og ligegyldig: «Nej virkelig, det kan saamænd godt være!» og vendte ham Ryggen. Banner bemærkede i sit stille Sind, at Købstadsdamer var «horrible», saa bankede han paa Kontordøren.

Men Judith gik tilbage til sin Moder, og midt i hendes Harme over, at den arrogante Herre ikke engang erindrede hende, var der en vis Lettelse ved Tanken om, at han saa vel ogsaa havde glemt, hvilken ynkelig Figur hun hin Dag spillede.

«Hr. Banner spiser til Aften med os, Mo'er, Du maa se efter, om vi har noget i Huset,» sagde Prokuratoren en Time senere til grænseløs Befippelse for sin Hustru, hvorpaa fulgte en skyndsom Ilen til Køkkenregionerne.

Judith rørte ikke en Haand. Hun vilde gærne have været sin Moder behjælpelig, men paa fjærneste Maade at gøre sig til denne Mands opvartende Tjener var hende en uudholdelig Tanke. Fra sin Stol i Lysthuset iagttog hun, hvorledes Prokuratoren førte Hr. Banner rundt i Haven, fremviste, gestikulerede og forklarede, og hun harmedes ved Tanken, at han ogsaa her skulde tro at finde ydmyge Beundrere, krybende Undermænd.

Ved Aftensbordet var hun aldeles tavs, men den Harme, Prokuratorens Kryberi voldte hende, maa have afspejlet sig i hendes Ansigtstræk, thi pludselig opdagede hun, at Banner havde sænket Kniv og Gaffel og stirrede paa hende med uforstilt Forbavselse. Om et lynende Øjekast kunde dræbe, da var visselig Johan Banners sidste Time kommen, men han nøjedes med at slaa Øjnene ned og atter tage fat paa sin Mad; men da hun kort efter rejste sig for at skænke Te, fulgte hans Øjne hende atter med en vis Nysgerrighed, som irriterede hende ubeskrivelig. Efter Aftensbordet, da Samtalen sneg sig søvnig hen, fordi Hinding havde udtømt alle sine Æmner, henvendte Banner nogle Gange, som af rent Høflighedshensyn, et Par Ord til hende, men hun svarede saa ordknapt, at han med et Skuldertræk lod Forsøget fare. Først da han tog Afsked, begyndte Sagens Sammenhæng at dukke op for ham. Baade Hinding og hans Kone rakte ham Haanden til Afsked, men da han som Følge deraf ogsaa rakte den til Judith, veg hun et lille Skridt tilbage og hilste ham med en fornem lille Hovedbøjning. Da fik han en svag Idé om, at den smukke Frøken af en eller anden ham ufattelig Grund var vred paa ham.

Og samme Aften spurgte han sig selv i et nyt Anfald af Forbavselse: «Hvad i al Verden har hun mod mig? Bah! — hun er vel snærpet nok til at nære dydig Rædsel for min berygtede Person.» Og dermed lod han det Æmne fare. Takket være Prokurator Hindings Ihærdighed førte Hr. Banners Forretninger ham jævnlig til Sagførerens Hus, og Følgen blev, at han ligeledes jævnlig saa Husets Damer. Da han engang havde faaet den Tanke, at Judith var vred paa ham, opdagede han med Lethed de mange smaa Tegn paa hendes stadige Uvilje. Ikke, at hun var uhøflig, men netop denne stive, kolde Høflighed, ligesom en karrikeret Gengivelse af hans egen, ærgrede og generte ham. Hun var i bestandig Opposition, og han forstod godt, at det var fordi hun slet ikke anerkendte hans Berettigelse til Ærefrygt. Men her vilde han netop have den; i Udlandet var det en anden Sag, der turde man til en vis Grad opgive sin Værdighed, men her hjemme paa hans eget Territorium, hvor han var omgiven af lutter «inferiøre» Væsner, havde Arrogancen atter taget Magten over ham, og han fordrede Underdanighed paa samme Tid, som han foragtede de underdanige.

Men hun vilde ikke bøje sig. Det æggede ham paa samme Tid som det halvt behagede ham. Havde hun været en smuk Pige, der venlig og ligefrem var kommen ham i Møde, der havde koketteret lidt, «lagt en Smule an», vilde den blaserede Herre, der var vant til sligt, ikke have skænket hende en Tanke, men nu beskæftigede hun ham, mod hans Vilje, og mer end han vilde indrømme.

Paa en vis Maade var hun ham ogsaa en Gaade; det var gaaet op for ham, at hun var den samme unge Pige, han havde truffet hos Købmanden hin første Dag, han var i Byen, og som havde kastet sig saa hovedkulds ind i en Disput og forsvaret forskellige Paastande med ungdommelig Iver. Men hvor var da denne Iver og Ungdommelighed bleven af, hun var jo kold som en Istap, fornem, tilbageholdende og stolt som en Dronning. Hun havde vakt en vis Nysgerrighed hos ham; naar han saa hende, ventede han sig noget nyt af hende, men da hun bestandig skuffede denne Forventning, aldrig kom et Skridt nærmere og aldrig indrømmede ham saa meget som Spidsen af sin lille Finger, ærgrede og æggede hun ham.

V.

Prokurator Hindings plejede at deltage i disse Baller. Fru Hinding havde intet imod endnu at faa sig en lille Svingom og lade Ungdommen se, hvorledes man dansede i hendes Pigedage, og Prokuratoren satte sig til et L'hombrebord i Sideværelset for at vise sig henimod Klokken to—tre og spørge, om Damerne morede sig, eller om de snart vilde hjem.

Atter dette Aar tegnede man sig, men Judith havde stor Ulyst til at være med, og hun indvilligede kun, fordi hendes Moder ikke vilde gaa alene og dog grumme nødig vilde undvære Fornøjelsen.

Da Turen kom til dem — Byens eneste lukkede Vogn kørte efter Rangforordningen rundt og hentede Familierne, Deligencen brugtes kun af Haandværkerne ved Barnedaab eller Bryllup — kørte ogsaa Familien Hinding til Bal.

Gæstgivergaardens store Sal var oplyst og prydet med kolossale Flag og Grankranse. For Enden af den, under Kongens og Dronningens Buster sad Byens Musikanter paa en ophøjet Tribune; men langs de kolde, fugtige Vægge paraderede de unge Damer paa Bænke. De hviskede, lo og kritiserede og chikanerede hinanden, de smukke tog de stygge om Livet, de, der var saa heldige at have Danse sikrede, beklagede dem, der ingen havde.

Judith fik Lyst til at gaa igen. Var dette virkelig den eneste Fornøjelse, der Aaret igennem tilbød sig? Skulde disse Baller være Mærkepæle i hendes Liv, indtil hun forflyttedes fra de unge Pigers til de gamle Jomfruers Bænk. Hun satte sig ned, men ingen talte til hende, hun havde ingen Veninde at hviske med, ingen fortrolig, næppe nogen bekendt. Livslede og Afsmag ved alle den Slags Forlystelser overfaldt hende. Musiken begyndte. Herrerne drev ind, endnu med Duften af de nys slupne Cigarer i Klæderne, de valgte og vragede, hvorpaa de trevent marcherede Gulvet rundt med «deres Hjærtes udkaarne». Takket være de omtalte unge Studenter fik Judith danset. Den lysøjede Gudindes Sønner mente i deres Hjærtes Uskyld, at det var Beskedenhed, der havde bragt Byens Kavalerer til at overlade dem den smukkeste Dame. — Og Timerne sneg sig langsomt hen, Stemningen steg, nu kom ogsaa de gamle paa Gulvet. Da gik der en hemmelighedsfuld Hvisken gennem Salen: «Hr. Banner er kommen, Godsejeren er der!» En ubeskrivelig Nervøsitet greb Sindene, Damerne rettede paa deres Pynt, beklagede sig over, at de var saa forjaskede; man skottede hemmelig til Døren.

Der stod saa endelig Genstanden for saa manges Interesse i en Dragt lige fra Paris, aabenbart lidt forlegen med sig selv og overfor det Selskab, hvori Nysgerrigheden havde ført ham. Da Dansen atter begyndte, engagerede han den nærmeste Dame til en Inklinationstur, og da den var forbi, trak han sig tilbage til Døren. Judith saa med stor Fornøjelse efter den unge Pige, hvem denne Ære var overgaaet, hun saa hende gaa hen til sine Veninder, hørte hende med kunstlet Ligegyldighed ytre, at «Godsejeren virkelig dansede godt og konverserede fortrinlig». Begge Dele var vitterlig Usandhed, thi den ordknappe Banner havde ikke gjort en sammenhængende Bemærkning og havde danset alt for stift og genert for den unge, livlige Dame. Judith kunde ikke lade være med at anstille Betragtninger over, hvor vidt han virkelig var for ceremoniel til i det hele taget at kunne danse, eller om muligvis en Cancan i Bal mabille vilde have passet ham bedre.

Han gentog den samme Manøvre flere Gange; med hvilke funklende Øjne fulgte da ikke Mødrene deres Døtres Skikkelser i «Hr. Godsejerens Arme»; og stadig sluttede en ny lyksaliggjort sig til de udvalgte unge Pigers Skare, de gik med hinanden om Livet og røbede en paafaldende Distraktion overfor Yderverdenen. Naar Judith antog, at Hr. Banner lagde uendelig lidt Mærke til sine Omgivelser, tog hun imidlertid fejl. Han saa overordentlig godt det Røre, han vakte, den Glæde, hans Nedladenhed voldte, men han tog det som en skyldig Tribut og vilde for alting ikke lade sig mærke dermed. Han saa ogsaa Judith og sagde sig selv, at hun dansede godt og var Byens smukkeste Dame; han lagde ogsaa Mærke til, at hun talte ret livlig med sin ungdommelige Kavaler, og tænkte derfor, at det dog muligvis var Forlegenhed og Generthed, der gjorde hende saa tilbageholdende over for ham. Sluttelig faldt det ham ind, at han vel maatte danse en Dans med hende, da han jo kom der i Huset.

Judith stod og talte med sin Kavaler, med Ryggen mod den sig nærmende Banner. Minervas Søn var meget fortrydelig over den Opmærksomhed, Banner var Genstand for og havde just ladet falde nogle sarkastiske Bemærkninger i den Anledning. Judith lo og svarede:

«Ja, det gaar som i Hostrups Komedie. Pengene kan kaste en magisk Glans selv over en Peter Ravn, hvorfor da ikke over en — —»

Banner stod foran hende og udbad sig næste Dans; ikke en Mine i hans Ansigt forraadte, hvorvidt han havde forstaaet eller blot hørt hendes Ytring; og hun betragtede ham med en Blanding af Vrede og Forvirring.

«Tak — jeg er træt, jeg beder Dem undskylde, jeg taaler ikke at danse for meget, jeg havde tænkt at hvile — —»

«I saa Fald turde jeg maaske gøre Dem Selskab, medens De hviler Dem.»

Han satte sig ved Siden af hende, da næste Dans begyndte; men han var aabenbart i Forlegenhed for et Samtaleæmne, og hun hjalp ham ikke.

Saa begyndte han at tale om Byen og dens Beboere, og gjorde i Forbigaaende en Bemærkning om den Magt, Pengene spillede ogsaa i denne fredelige Smaastad.

Da blev hun veltalende, svarede ham skarpt og træffende; han lo, thi han forstod ikke, at hendes sarkastiske Bemærkninger egentlig gjaldt ham selv. Men efterhaanden begyndte han saa smaat at kede sig ved Samtalen — saa havde det jo dog kun været Generthed, der før havde gjort hende saa stiv over for ham, nu var hun jo kommen paa Gled; og hans Interesse begyndte at kølnes.

For en Afvexlings Skyld bad han hende da om at danse Salen en Gang rundt med sig, «hun vil vel», tænkte han, «sætte lige saa stor Pris paa at danse med mig som alle de andre». Men i samme Nu forandredes hendes Ansigt, Minen blev koldt afvisende, hun gav hurtigt et Afslag, ja drog sig endogsaa uvilkaarlig lidt tilbage, ligesom bange for at have vist sig for imødekommende.

Hendes Afslag krænkede ham. Havde hun danset med ham, vilde han have taget det som noget højst ligegyldigt, men da hun afslog det, fik han netop Lyst dertil. Denne smidige Skikkelse, disse runde Arme, denne fløjlshvide Hals! «Jeg tror virkelig, hun er bange for at røre ved mig.»

Nu blev ogsaa han tavs, og da Dansen strax efter var forbi, rejste han sig, hilste ceremonielt, lod sit Blik med et Udtryk af fornem Ligegyldighed glide hen over hende og ud i det tomme Rum, forlod derpaa Salen og tog hjem.

Da han gik, veg den ligesom nervøse Stemning, han havde fremkaldt. Studenterne og Kommis'erne besteg atter den røvede Trone, og Fornøjelsen fortsattes med voxende Liv, Hede og Støv til langt ud paa Natten.

VI.

Naar man i Byen omtalte «Godsejeren» og dermed kun mente en bestemt Person, var det egentlig ukorrekt; thi der var paa Egnen flere Jorddrotter og i alle Tilfælde en, der var Byen mere bekendt end Banner, nemlig Felix Restrup. Men Banner var jo nu en Nyhed, hans Ejendom langt større end den andens, og dertil kom, at man for længst havde ophørt at tage Felix Restrup i Betragtning. Der havde rigtignok været en Tid, da den lille By var hans Hovedstad og han dens Matador; men nu var det gaaet tilbage for ham. I de femten Aar, han havde ejet Hovedgaarden, der bar hans Slægts Navn, var det lykkedes denne Adelsmand at sætte saa mange Penge overstyr, som sex andre Mennesker kunde have levet overdaadig for deres hele Liv, uden endda at efterlade sig «trøstesløse» Arvinger. Med andre Ord, den rige, uopdragne Mand, hvis Tilbøjeligheder var af en lidet ophøjet Art, havde, uden at forlade sin Fædrenegaard for mer end to Døgn ad Gangen og tyve Mil i det højeste, anvendt en stolt Kapital paa at skaffe sig et slet Rygte, glubske Hunde, fuldblods Heste, høje Tjenere og smukke Stupiger. Saalænge han havde Penge i Overflødighed, bar man over med ham, han lod sig plukke og bedrage efter en storartet Maalestok, og man nænnede ikke at lade Guldfuglen flyve; men da han begyndte at fordre Kredit, da det rygtede sig, at hans Pengesager stod slet, trak den lille By sig forsigtig tilbage. Han mærkede, at man skyede ham, og han anede Grunden. Da fyldtes denne moderne Timon med retfærdig Harme, han vendte Byen Ryggen, ikke for som hin gavmilde Athenienser at vandre i Skovene og lade sit Skæg voxe, men for at aabne sig Kredit andetsteds, hvor man var mindre forsigtig eller kendte ham mindre. Og derpaa fortsatte han sine Galskaber endnu værre end før. Medens hans noget yngre Nabo begik sine Daarskaber i Udlandet, hvad der altid kaster et vist interessant Skær over dem, thi en spansk Senora er ulige mere romantisk end en dansk Stupige, forvandlede Restrup sit Hjem til et sandt Babylon, hvor Udskejelser i alle Retninger hørte til Dagens Orden. Og nu saa den lille By først rigtig tydelig, hvilken afskyelig Person han var; man trak snerpet Kjolen til sig, hvis han kom den for nær, men man holdt ikke op med at snakke om ham og hans Bedrifter. Han plejede der ude paa Restrupgaard, sagde Rygtet, og det var troligt nok, at prygle sine lange Tjenere om Formiddagen og drikke Forlig med dem om Eftermiddagen, han tabte store Summer i Hasardspil og blev sikkert bedraget for større; det skulde være en mærkelig Aften, hvor han naaede at komme ædru i Seng. I Virkeligheden førte han et fortvivlet Liv. Han var i sin Tale fuld af Foragt for alt, hvad han kaldte «Dannelse, Snerperi og Skabagtighed», hvilke Begreber han slog sammen til et, men i Hjærtet pinte det ham dog usigelig, at selv denne lille Bys «dannede» Folk havde slaaet Haanden af ham. Han blev menneskesky og undertiden meget melankolsk. Men han kunde ikke undvære nyt fra den Verden, han beærede med sin Foragt; hans Tjenestefolk maatte tage til Byen og bringe ham Nyheder derfra; det var næsten utroligt, saa nøjagtig han gennem denne Kilde kendte Byens Forhold.

Han havde haft nogle — temmelig ubehagelige — Forretninger med Prokurator Hinding. Denne havde, som han plejede overfor sine rige Klienter, budt ham ind i Stuen. Herfra kendte Judith ham. Restrup havde nogle Gange mut og kejtet tilbragt nogle Timer hos Damerne, men i Virkeligheden var den vilde Mands Hjærte blevet bevæget ved den Smule Venlighed, den godmodige Frue og den smukke unge Pige viste ham. Judith havde ogsaa følt sig tiltrukken af ham, hun vidste næppe hvorfor, maaske blot fordi alle andre var uvenlige mod ham.

Han var virkelig ikke utilgængelig for blidere Følelser. Saaledes holdt han af Børn. Undertiden lod han Mejeriforpagterens to smaa Piger hente op til sig. Moderen sendte dem ikke bort uden en vis Hjærtebanken og spurgte dem nøje ud, naar de kom tilbage. En Dag medbragte de en stor Guldskilling hver, og deres Beretning lød saaledes: Den store Mand havde spurgt, om de kunde synge, og paa deres bejaende Svar havde han stillet dem op og ladet dem synge den eneste Sang, de kunde: «Nu titte til hinanden» o. s. v. Da havde den store Mand skjult Hovedet i sine Hænder og siddet stille saa længe, at de var blevne bange og havde givet sig til at græde, men saa havde han rejst sig og givet dem en Guldskilling hver. Beretningen lød lidt utrolig, det var næppe religiøse Tanker, der havde grebet den udsvævende, af al Tro forladte Mand, men formodentlig havde de rene Barnestemmer berørt en Stræng i hans let modtagelige Sjæl og fremkaldt en forbigaaende nervøs Rørelse.

Ved Siden af hans andre Passioner maa nævnes hans Lidenskab for at samle Konkylier. Hvorledes denne Skoledrengemani opstod hos ham, vides ikke, men vist er det, at han hverken anede Konkyliens Beboers Slægtnavn eller dens Hjemstavn og Levevis, og havde han nogensinde i sin forsømte Barndom vidst, om den hørte til Hvirveldyrene eller Bløddyrene, saa havde han forlængst glemt det, og nu bekymrede han sig aldeles ikke om at faa det at vide. Men han købte alt, hvad der falbødes af denne Artikel, han klassificerede og skattede sine Skaller efter den Pengesum, de havde kostet ham, d. v. s, den Grad, hvori man havde narret ham med dem, han erklærede sin Samling for enestaaende, hvad den jo ogsaa var paa sin Maade, og fremviste den til enhver, som havde Taalmodighed til at gennemse den.

Restrup havde ved Banners Hjemkomst gjort denne en Visit, som var bleven gengældt, og de to Junkere tilbragte, til Trods for den store Forskellighed i Karakter og Væsen, undertiden en Aften sammen, snart hos den ene, snart hos den anden. Nogen Tid efter Juleballet sad Banner foran Kaminen i et af Værelserne paa Restrupgaard og talte med Ejermanden. Ilden blussede og oplyste det store, noget lave Værelse med de mange gamle, mørke Familieportræter, Skæret spillede hen over Løbene paa den Række Jagtrifler, der smykkede den ene Væg, og røbede de tusinder dels kostbare, dels værdi- og smagløse Snurrepiberier, hvormed Restrup havde udsmykket dette Værelse, som han behagede at benævne sit «Studereværelse», hvad det forøvrigt ligesaa gerne kunde være, som ethvert andet Værelse i hans Hus.

Værten sad eller rettere laa i en Lænestol lige over for Banner, hans Fødder hvilede paa en stor gul Dogge, der havde puttet sig ned i et Bjørneskinds Kamintæppe og stirrede dovent ind i Ilden eller smaasov, medens den af og til i Drømme udstødte et lille Bjæf. Mellem Herrerne stod en Stumtjener med Vinkaraffer, Glas og Sodavandsflasker.

Restrup var en Mand af herkulisk Legemsbygning; hans Helbred syntes at have trodset alt, hvad han havde budt det. Paa de brede Skuldre sad et mægtigt Hoved, omgivet af krøllet, rødblond Haar og Skæg. Ved et flygtigt Blik syntes Ansigtets Udtryk at tyde paa plump Godmodighed, Næsen var stor og velformet, Øjnene dybtliggende og tilslørede, men de tykke Læber bag det krusede Skæg røbede Sanselighed, og Furerne i hans brede Pande talte om et heftigt Sind. Hans ualmindelig slette Sprog stod i skrigende Modsætning til hans flotte Ydre.

«Det var kedeligt, De ikke kum igor, Banner — vi murede os brilliant. Men det bedste var med gamle Pastor Blak — har De hørt'et? Han motte krybe ind gennem Vinduet. Han kum naturligvis for sent, og so lukkede jeg Døren af, og vi gik til Burds. Men so kum Præsten og bad og tiggede um at kumme ind, for han so, vi spiste Østers. Men vi lud som ingen Ting. Tilsidst obnede jeg et Vindue og spurgte, om han vilde krybe ind af det, og so krøb s'gu Præsten gennem Vinduet, og vi lo.» Restrup brast paany i Latter ved Tanken om Sognepræstens ynkelige Situation.

«Blev Præsten der hele Aftenen?»

«Næ — det blev ham for muntert tilsidst. Da vi begyndte at spille, gik han.»

«Spillede De Hasard?»

«En lille Mis, det var det hele. De kunde ikke hulde længe ud, for de kunde ikke skælne Kurtene fra hinanden. Jeg var selv gudt daran, for der blev drukket svært. Klokken fem i Morges motte Jens og Kusken bære mig i Seng.»

«Og hvorledes befinder De Dem i Dag?»

«Tak — gudt. Jeg kum først op Klukken fire i Eftermiddags, men De kan bande po, Jensen fra Mariendal, han forvinder det ikke i otte Dage.»

Banner lo. «Jeg tror, De er ganske stolt af Deres Meriter?»

«Aa nej, men jeg har ellers Ærgrelser nok, skulde jeg tru; so glemmer man dem da so længe.»

«De skulde gifte Dem Restrup, og se at komme paa ret Køl igen,» sagde Banner.

«Jeg tænkte s'gu po'et nogen Tid, men nu er det for sent. Jeg duer heller ikke længer. Naar jeg ikke er strammet op, falder jeg sammen; jeg er li'sum jaget af et Kobbel Hunde rundt i en Ring og slæbt til Døde. Det er s'gu skidt. De Tjenestepiger er noget Rak, som kun plukker en og alligevel leger Kæreste bode med Karle og Tjenere bag ens Ryg, og man har aldrig Fred. Fulkene er opsætsige, og al Ting gor galt.»

«De har nok Proces med en af Deres Karle. Han kom til mig og bad om Arbejde, men jeg tager ikke bortjagne Tjenestefolk op. Nu hører jeg, han har lagt Proces an mod Dem.»

«Jeg jug ham væk, fordi han kum hjem en Dag senere, end jeg havde givet ham Lov til. Hinding fører hans Sag; den Dævels Prokurator siger, at min Handlemode ingen Hjemmel har i Tyendeloven.»

«Slog De ham?»

«Ja gu' gøre jeg so. Og nu laver den Prokurator et helt Nummer ud af det. Hinding er ligefrem en Skurk.»

«Saa — er han det? Han forekommer mig at være en ret behagelig Mand.»

«Tru ham ikke, han er en Skurk, siger jeg Dem. Se blot, hvordan han behandler sin Steddatter.»

«Saa? Og hvorledes da?» spurgte Banner lidt opmærksommere end førhen.

«Han tilbageholder hendes Arv gør han, og efter hendes attende Oer har han Ret til at beholde den som Betaling for Kost og Lugi. Dør hendes Moder, jager han hende vel po Gaden.»

«Det er slemt, hvor gammel er Frøken — hvad er det, hun hedder?»

«Fürste, hun er snart tyve Oer.»

«Og hvor stor er hendes Arv?»

«Totusind tror jeg.»

«Ja, saa har hun rigtignok ikke meget tilbage,» sagde Banner koldt.

«Ja, er det ikke skammeligt!» og nu paafulgte en Beretning om Judiths Liv, hvis Nøjagtighed i mange Punkter vilde have overrasket hende selv.

«Saa er jo hendes Stilling temmelig fortvivlet,» sagde Banner med sit tidligere kolde Smil.

«Ja, hvis hun ikke bliver gift. Var jeg ti Oer yngre, so friede jeg. Hun er en nydelig Pige. Hvad behager?»

«Aa ja — ret net, saa vidt jeg erindrer.» Banner kneb Øjnene sammen og syntes optagen af at følge sin Cigars hvirvlende Røgskyer.

«Ret net! Aa hun er dejlig ligefrem og so stult som bare Fanden. Ingen skal kumme hende nærmere, end hun selv vil.»

«De har maaske prøvet det?»

«Nej, hun har altid været venlig og gu'ed mod mig, det skal jeg ikke glemme hende, og kunde jeg, saa giftede jeg mig med hende og hjalp hende ud af hendes Ulykke. Men mine Finanser!» Han strøg sørgmodig det svære, blonde Haar fra Panden. «Hun skulde giftes med en rig Mand, for hun er skabt til at være Drunning.»

«Men tror De, at hun, der er saa stolt, vilde ægte hvem som helst, der kunde byde hende en uafhængig Stilling?»

«Jeg er bange for, hun blev nødt til det; men jeg huldt nu af hende og vilde bære hende po Hænderne.»

«Det vilde dog vist krænke hende at blive gift paa den Maade.»

«Aa nej, nor hun bare blev gift.»

Banner lo højt og skarpt.

«Kender hun sin Stilling?»

«Ja, det trur jeg nok. Og hvis jeg var saa velhavende som De, og ikke saa dybt i Gæld —»

«Jeg! — Jeg gifter mig aldrig!» afbrød Banner ham hurtig.

«Det var s'gu heller ikke sodan, jeg mente det,» mumlede Restrup.

Nu tav de begge. Banner laa tilbagelænet i sin Stol, fordybet i sine Tanker. Restrup havde bøjet sig frem og taget Doggens Hoved mellem sine Hænder. Han strøg dens løse, rynkede Halshud helt ud over dens Øren og Snude og glattede den atter tilbage, idet han nu og da brummede: «Gu'e gammel Hund, gu'e gammel Hund!»

Og Flammerne i Kaminen steg og sank. De belyste den enes fine, skarpe Ansigt med det tidlig tyndede Haar, det trætte, ligegyldige Udtryk, og den andens mægtige Hoved med de store, plumpe Træk, den bølgende Løvemanke, det rødgule Skæg og det sløve, sørgmodige Blik. De lynede i Diamanterne, der prydede Restrups Fingre, strejfede hen over Ildbukkene, lyste i Hundens kloge Øjne, legede gennem det støvede, rødbrune Bjørneskindstæppe, sendte et hoppende Skær op ad Væggen op over Billedet af Restrups barske Fader, funklede i Vaabnene og Snurrepiberierne, straalede tilbage fra det høje, sølvindfattede Spejl, glimtede gennem den gyldne Vin i Krystalkanden, krøb ind i Kroge, bag Stole og Borde, gemte sig, viste sig atter, blussede op og forsvandt for et Øjeblik at indhylle alt i Mørke og derpaa begynde Legen forfra. Udenfor piskede Sneen og hylede Vinden om den gamle Bygning, indenfor gled Tiden langsomt hen, afmaalt af Bronceuhrets lydelige Tik Tak, Tik Tak. To inderlig trætte Mænd sad der ligesom fortryllede, bundne af denne Ro, dette Mørke, denne flimrende Ilds Fantasterier, uden Lyst eller Evne til atter at tage fat paa det besværlige Liv, som de mente sig forlængst at være færdige med.

Denne Vinter førte Forretninger ofte Godsejeren til Prokuratoren. Hr. Hinding syntes næsten uundværlig for sin fornemme Klient. Men Hr. Banner var halv utilfreds, naar han ikke paa disse Besøg traf Prokuratorens Steddatter. Han brød sig ikke saa meget om at tale med hende, thi hun var som oftest kold og ordknap, men det interesserede ham at se hende, være sammen med hende og iagttage hende. Thi Samtalen med Restrup havde givet ham forøget Interesse for hende, og han undrede sig over, at han ikke strax havde lagt Mærke til hende, saa paafaldende forekom hendes Skønhed og hele Fremtoning ham nu at være. Han havde den Evne at kunne se, uden at hans Opmærksomhed tilsyneladende var fæstet paa Genstanden, og medens han rolig fortsatte sin Samtale med Hinding og syntes at have sine Tanker ethvert andet Sted, undersøgte hans Blik hende Træk for Træk og vendte hver Gang tilbage med voxende Forundring over at træffe noget saa ejendommeligt og skønt i denne Afkrog. Naar Forretningerne vare afgjorte, Vejret og Landmandens Udsigter drøftede, henvendte Banner gærne et Par høflige Ord til Fruen og Frøkenen. Som oftest svarede den første, men naar Judiths fine Sans opfangede det mindste overlegne eller arrogante i hans Maade at være paa, kunde ogsaa hun tage Ordet, og da fløj snart en lille, skarpt tilspidset Tilrettevisning fra hendes let smilende Læber, og hun kunde være sikker paa, at den traf. Han røbede det rigtignok aldrig i Ord eller Miner, men han havde ofte Nød med at betvinge sig, naar hans herskesyge Sind blussede op i ham, og han ønskede da, det koste hvad det vilde, at han kunde faa Overtaget over sin smukke Modstander, bøje hende, ydmyge hende. Og naar han red hjem, efter at være kommen tilkort i et saadant Ordskifte med hende, kunde han harme sig mere og mere over sit Nederlag, og han huggede da Sporerne i sin uskyldige Hests Side, brugte Pisken og rykkede i Tømmen, indtil Dyret stejlede, han vilde dog i det mindste have en, han kunde vise sin Overmagt og tvinge til Lydighed. I sit store, ensomme Hus kunde han gaa omkring, forbitret paa sig selv, fordi han beskæftigede sig saa meget med hende, men hvad nyttede det, hun havde fængslet hans Tanker, og de formaaede ikke at løsrive sig. Han var som Barnet, der efter en Gang at have faaet Lyst til en Ting, kun bliver endnu hæftigere i sine Begæringer, naar det møder Modstand. Han tyede til sine Bøger, men Tankerne listede sig ind mellem Linierne, og han greb sig selv i at have læst mange Sider, uden at have opfattet et Ord. Han lod da Bogen synke og saa ærgerlig mod Døren:

Om den nu aabnede sig, og hun stod paa Tærskelen, hvor hurtig skulde da ikke Bøgerne komme bort! Der var Øjeblikke, hvor han kunde række Armene ud mod hendes tænkte Skikkelse. Sæt hun var her, hvilken Udfyldelse af hans Livs Tomhed, hvilken Beskæftigelse for hans Tanker: «Fordømt, gid Fanden havde det hele, jeg er jo som forhexet! Har jeg da ikke forsøgt mig nok? Men hun er noget andet. Hvordan i al Verden har hun baaret sig ad med at magtstjæle mig? Og jeg, som for længe siden troede mig færdig med disse Illusioner?» — Men hvorfor paa den anden Side gøre saa mange Ophævelser? Han var jo en fri Mand, hvem hindrede ham i at følge sine Lyster? Hans egne Forsætter — pyh! de var jo hans egne, saa kunde han vel ogsaa bryde dem, naar det skulde være. Medlidenhed? — med hende, som næppe elskede ham, snarere det modsatte! Og kunde hun saa forlange eller faa det bedre i Verden end som hans Hustru? Men — binde sig uløselig for hele Livet? — nej, han vilde ikke tænke mere derpaa.

Og Foraaret kom med sin berusende Luft, sine svulmende Knopper, sin Kærlighedslængsel hos alt, hvad som levende er. Johan Banner stod ved Vinduet, han følte ogsaa dens drivende Magt, men han vilde ikke være ved det. Og dog sad den i ham som en prikkende, nagende, nervøs Længsel efter noget, som han ikke vidste eller ikke vilde vide, hvad var.

Han gad ikke rejse bort igen, alene Tanken var ham imod. Han gad ikke skrive, Pennen var slængt hen ad Bordet. Han gad ikke læse; halvhundrede Bøger var trukne ud af Reolerne for strax efter at kastes til Side. Spise? — Han var mæt. Drikke? — Han var ikke tørstig. Sove? — Det var det værste! Havde han ikke ligget timevis og kastet sig frem og tilbage uden at kunne finde Hvile. Mishandle et eller andet? — Han følte et Øjeblik Lyst dertil, men gad saa ikke følge den. Han var i den fortvivlede Kasus, Kierkegaard beskriver, — han gad slet ikke.

Her var ingen at tale med; kun dræbende trist og kedsommeligt. Men han kunde jo tage til Byen. Ja, se der var det, der var det! Det var det, han vilde, men han vilde ikke tilstaa det for sig selv. Blev han da aldrig færdig med disse Ungdommeligheder? Han skulde jo dog nu være kommen i Ro, han havde jo udraset, han vilde jo have tilbragt Resten af sine Dage i lidenskabsløs Fred. Han var rejst fra Ønskerne og Lysterne, men se, de var rejst med ham. Det var jo formelig værre end nogensinde før — aa, det var latterligt og taabeligt altsammen! Men Livet var kort og bestemt til Nydelse, hvorfor da nægte sig, hvad det bød paa. Det var da endnu taabeligere? Han vidste det godt, han vilde ikke faa Ro, før han havde naaet, hvad han vilde, men var dette sket, vilde han rimeligvis ikke mere bryde sig derom, og — da var han bunden.

Naa, han kunde jo ride ind og prøve paa at faa hende at se. Det var jo alt, hvad hun vilde tilstaa ham, og han havde dog vist hende Imødekommenhed. Hundreder vilde have krøbet paa deres Knæ fra Byen til hans Gaard for at opnaa hans Gunst, men hun viste den tilbage. Han havde kun en Gang før mødt en lignende Modstand; det var hos hans forlovede; men ofte havde han senere sagt sig selv, at hvis han den Gang havde været mere erfaren, vilde hendes Modstand være bleven overvunden. Ellers havde han kunnet vinde, hvem han vilde, kun hun, som dog havde mødt saa liden Venlighed i Livet, viste ham tilbage. Og hans herskesyge Sind oprørtes derover — maaske hun endogsaa vilde afslaa et Ægteskabstilbud! Det gad han dog se! Hun var under et stærkt Pres, hun vilde blive tvungen til at gribe den Haand, han rakte hende, men var det ridderligt? Pyh! Hun maatte jo være glad til. Kunde der bydes hende noget bedre end at blive hans Hustru? Hun skulde blive hans, ligemeget hvorledes. Hans herskesyge Sind syntes formelig at smægte efter denne tvivlsomme Triumf. Han vilde strax til Byen.

Just da han vendte sig fra Vinduet for at iværksætte sit Forsæt, fik han Øje paa en aaben Landauer, som rullede hen ad Hovedlandevejen. Han kendte de blankbrune, halvblods Heste og det straalende Livrée; det var Restrups Vogn. Kom han paa Besøg? Det var i Grunden heldigt, saa blev han hjemme, undgik at gøre en Dumhed maaske og fik Dagen slaaet ihjel. Der undslap ham formelig et Lettelsens Suk: Han fulgte Vognen indtil Nedkørselen til Ahnbjerggaard, nu drejede den af — hvad? — nej! den kørte jo forbi, den kørte videre. «Guds Død! den kører til Byen.»

Det blev Draaben, som fik Bægeret til at flyde over. Urolig, skinsyg ringede han og befalede Tjeneren strax at lade hans Ridehest sadle. Han gjorde sig selv i Stand hurtigere end nogensinde ellers, sprang ned ad Trappen, snappede Hat og Pisk fra den forbløffede Tjener, svang sig i Sadlen og fløj ud af Porten paa den i sin magelige Tjeneste overmodige Hest. Men da han kom til Enden af Alleen holdt han Hesten an lige saa heftig, som han før havde paaskyndet den. «Gør nu ingen Dumheder, Du! Rid heller ned og se til Dine Rugmarker. Lad hende tage Restrup, om hun vil, saa er den Historie ude.» Han holdt stadig Hesten an ved Hovedlandevejen og vidste ikke, om han skulde ride Nord paa, langs sine Marker, eller Syd paa til Byen — Herkules paa Skillevejen!

Den utaalmodige Hest vilde afgøre Valget for ham; han gav den et eftertrykkeligt Rap med Pisken og den stod, men dens Skraben og Bidslets Klirren, naar den kastede med Hovedet, afbrød bestandig hans Tanker. «Nu kører Restrup til Byen — han har vel overvundet sine Betænkeligheder og frier til hende. Og hun tager ham naturligvis, hun har jo været saa forekommende imod ham. Saa kan jeg gaa Resten af mit Liv og ærgre mig derover, saa dum er man jo altid, naar man gaar glip af noget, man kunde have haft. Skal jeg tage derind? Restrup er allerede langt i Forvejen — det er maaske for sent, men jeg vil dog tage derind; det kan da ikke skade.»

Han gav atter Hesten Tøjlen, og det bar afsted mod Syd, saa hurtig Dyret kunde, men endda ikke hurtig nok for ham. Vinden peb ham om Ørene, Hovslagenes regelmæssig klaprende Lyd susede om ham, hans Hjærte slog stærkere, hidset af Bevægelse og Forventning, han kom til at tænke paa Kæmpevisen: