Julies Dagbog

12. Februar.

13. Februar.

Jeg husker den Tale, jeg holdt til mig selv, mens jeg gjorde mig fin i Klæder. Jeg sagde: Iaften Kl. 7 foregaar udenfor Nordbanestationen et Æventyr, hvis Prinsesse hedder Julie. Julie har i sin fjærne Bolig — ude i en stor Vidunderskov — hørt Tale om en fælt indbildsk Mandsperson, der praler af hver Dag at erobre et uskyldigt lille Pigehjærte. Da Julie hører dette, bliver hun paa sit Køns Vegne dybt oprørt, og hun sværger en dyr Ed paa, at hun skal tugte den lede Forfører og gøre ham myg. Hvorpaa Julie gennem sin snu Terne sender sin Fjende Bud, at en dydig og dejlig Jomfru, ganske betagen af hans skønne sorte Øjne, venter ham Lørdag Aften udenfor Nordbanestationen. Den indbildske Nar møder til den opgivne Tid, sikker paa et let Bytte. Da ser han en tæt tilsløret Prinsesse — i sin Moders Dragkiste har Julie fundet et af gode Feer vævet uigennemsigtigt Slør — og da han nærmer sig hende, opslaar Prinsessen en spodsk, men sølverne Latter og forsvinder. Derefter ... ja derefter var der ikke mere af det Æventyr. Hvad der videre skete, kunde jeg ikke faa fat paa.

Men jeg var paa det Rene med, at til Stævnemøde vilde jeg. Ukendt, ukendelig vilde jeg komme, more mig over Hr. Mørchs Nysgærrighed, lytte til hans besnærende Flovser og forsvinde med en spodsk Prinsesselatter.

Efter Middag sagde jeg til Moder, at jeg havde Lyst at besøge Emmy. Hun undredes over, men bifaldt denne Trang, og jeg begav mig straks afsted. Klokken var da 5½. I Forvejen havde jeg i Pulterkamret hentet Æventyr-Sløret, som jeg nu medførte i min Kaabelomme. Jeg kørte med Omnibussen til Tivoli, gik derfra til Nørrevold, hvor Emmy bor, aflagde hende en kort Visit — saa havde jeg været der — indhyllede mig paa Trappen i Sløret og skyndte mig — med bankende Hjærte — til Stævnemødet.

I Afstand saá jeg, at Uret var fem Minutter over Syv. Det glædede mig, at jeg ikke kom for tidligt. Jeg spejdede til alle Sider — han var der ikke. Paa den tomme hvide Plads udenfor den ligesom uddøde Station holdt en enlig Droske. Ikke et Menneske — uden Droskekusken — var at se. Det var, som om der blev hældt en Spand koldt Vand over mit Æventyr. Her stod den stolte Prinsesse til Spot og Spe; hun havde rent glemt at beregne, at Æventyret sandsynligvis ikke kom istand formedelst Modpartens Udblivelse.

Allerede var jeg paa Veje til at vende om. Da — mit Hjærtes Slag standsede — gled en Skikkelse frem bag Drosken, en høj pelsklædt Skikkelse. Det var ham. I næste Nu var han henne ved mig. Jeg saá ikke paa ham, jeg følte hans Skygge foran mig, og jeg hørte hans Stemme: »Frøken, Vognen venter.« Denne rutineret fremsagte Uforskammethed gav mig min Selvbeherskelse tilbage. Jeg løftede Hovedet og svarede: »De tager Fejl. De kan godt lade Vognen køre.« — Gud velsigne Dig, søde Mo'r, for dit Slør. Jeg kunde iagttage ham, han saá intet uden en sort Hjælm. Med nogen Usikkerhed i Blikket søgte han forgæves at gennemskue min Maske. Saa sagde han prøvende: »Er det værd at sende Vognen bort straks? ... Jeg mener, man er dog altid mere ugenért ...« Jeg befalede: »Send den bort!« — og jeg glædede mig over min Koldblodighed. Han bukkede let, gik hen til Drosken, betalte og gav en Besked, hvorpaa Vognen hastigt rullede ind mod Vesterbro.

Vi stod alene. Jeg sagde: »Lad os gaa!« Og jeg gik hen mod Klampenborgstationen, han ved Siden af mig. Efter en lille Pavse sagde han:

»Og saa?«

»Og saa?« Jeg gentog hans Ord.

»Ja, Frøken, hvad var det saa, De vilde spørge mig om?«

Oprigtig talt, jeg havde rent glemt at have et Spørgsmaal parat. For at vinde Tid svarede jeg:

»Det er et Væddemaal. Mellem en Herre og mig. Det drejer sig om seks Flasker fransk Parfume.«

»Og det er mig, der skal afgøre Væddemaalet?«

»Ja — hvis De vilde være saa elskværdig. Det er mig meget om at gøre.«

»Seks Flasker fransk Parfume! Lad mig da høre.«

»Jeg vilde gærne vide ... siig mig: er Mørch Deres rigtige Navn eller blot et Teaternavn?«

Han svarede ikke straks. Vi passerede en Lygte, og jeg kunde mærke, at han i Lysskæret søgte at faa mit Ansigt at se gennem Sløret. Endelig sagde han, og hans Stemme lød koldt og spydigt:

»Det er altsaa for at spørge mig, om jeg hedder Mørch, at De har sat mig Stævne?«

Han var aabenbart godt gal i Hovedet. Det morede mig. Latteren kriblede i mig, men ganske alvorligt fik jeg dog sagt:

»Ja, Hr. Mørch. Hvis De vilde gøre mig den store Tjeneste. Jeg skal da ikke opholde Dem længer. Der er maaske Nogen, som venter Dem.«

Jeg kiggede hen paa ham. Han saá nogenlunde behersket ud. Men Stemmen dirrede, da han svarede:

»Enten, Frøken, er De meget spøgefuld eller, undskyld, dum.«

Jeg, engleblidt:

»Hvor uvenligt De taler til mig. Har jeg fornærmet Dem?«

Han, med værdig Kulde:

»Fornærmet mig? Nej. Men jeg finder det, ærlig talt, en Smule overflødigt at stævne mig en kold Vinteraften til et fjærnt Sted for at spørge mig om, hvad jeg hedder.«

Jeg, stille og beskedent:

»Jeg troede saamæn heller ikke, De var kommen. De faar, fortæller man, saamange anonyme Breve.«

Han, lidt mildere:

»Jeg kom ogsaa kun, fordi Deres Haandskrift interesserede mig. Den var — skønt fordrejet — saa dameagtig, saa fin og ejendommelig.«

»Nu smigrer De mig, Hr. Mørch. Der er virkelig intet interessant ved mig ... end ikke det, at jeg er forelsket i Dem. Det havde De maaske troet?« Han saá ud, som om han havde Lyst til at æde mig, men svarede ikke. Vi var naaet hen til Ørstedsparken. Ved Hjørnet af Nørrevold standsede jeg.

»Jeg maa hjem nu, Hr. Mørch. Vilde De saa besvare mit Spørgsmaal?«

»Kun paa én Betingelse.«

»Og det er?«

»At jeg faar Deres Ansigt at se, og at De siger mig Deres Navn.«

»Men hvorfor dog? Hvad Fornøjelse kan De have af det?«

»Synes De egenlig, at mit Forlangende er saa urimeligt? — Maa jeg saa, Frøken ...?« Han rakte Haanden frem efter mit Slør.

»Nej, nej, ikke nærgaaende.« Og jeg benede af langs Ørstedsparken. Han efter mig. Ingen af os talte længe. Endelig sagde jeg (vi gik nu igen pænt ved Siden af hinanden): »Se, hvor dejligt Parken tager sig ud med alle de rimdækkede Træer. Det er som en hel Æventyrhave.«

»Aa ja.«

Rimfrost, Æventyrhave og alle andre poetiske Ting var ham aabenbart revnende ligegyldige, og jeg tænkte: Situationen bliver umulig. Han er ligesaa dum og utaalelig som Erik.

Da pludselig standsede han og sagde:

»Nu skal De have Tak for iaften, Frøken. Farvel.«

»De vil altsaa ikke opfylde mit Ønske?«

Han stillede sig foran mig og saá paa mig, uendelig længe syntes jeg, saá paa mig med et underlig koldt bedrøvet Blik, der baade gjorde mig bange og drog mig. Saa sagde han, stille og høfligt, men med en dejligt isnende Fornemhed:

»Jeg hedder det, jeg kaldes for. Jeg haaber, at De har holdt paa det og at De altsaa har haft det ønskede Udbytte af vor Samtale.«

Han tog Hatten af og var allerede paa Vej bort. Da — jeg véd ikke hvorfor; men jeg vilde ikke, jeg kunde ikke slippe ham paa den Maade ... jeg rev Sløret til Side, kaldte »Hr. Mørch!« — og da han vendte sig om, stod jeg smilende foran ham med fremstrakt Haand og sagde: »Vær ikke vred, lad os skilles som gode Venner.«

Jeg har aldrig set et Menneske undergaa en saadan Forvandling. Der gik som en Sol op over hans Ansigt; hans Øjne straalede mildt og muntert, og hans Stemme klang blødt og indsmigrende.

Vi talte som to Kammerater, der længe havde kendt hinanden. Han sagde ogsaa, at han godt kendte mig — han vidste ikke hvorfra, men han huskede, han havde sét mit Ansigt.

Han bad mig igen fortælle, hvad jeg hed. »Nej« — svarede jeg — »det kan De ikke faa at vide idag.«

»En anden Dag altsaa? De vil altsaa møde mig en anden Dag?«

Jeg vidste hverken, hvad jeg vilde eller ikke vilde. Men jeg sagde: »Maaske.« Og jeg spurgte straks efter: »Fortæl mig nu, hvor De egenlig havde tænkt at føre mig hen i den Droske?«

»Til en Restauration eller hjem til mig, ligesom De selv havde villet. Et Sted, hvor vi kunde have siddet hyggeligt og drukket et Glas Champagne sammen.«

»De havde altsaa troet, at jeg var en Dame af den Slags?«

»Hvilken Slags? Jeg forsikrer Dem for, at alle Slags Damer kan drikke et Glas Champagne.«

»Jamen ikke sammen med Dem.«

»Er det for Alvor Deres Mening? Synes De virkelig, at der vilde være noget ondt i, at vi to f. Eks. tilbragte en morsom Aften sammen?«

»Nej, maaske ikke, hvis De opførte Dem ligesaa pænt som nu, mens vi spadserer her.«

»Jeg opfører mig ganske, som De selv vil have. Det kan De stole paa. Skal vi saa spise til Aften sammen paa Torsdag? Saa er jeg fri.«

— — — Kort sagt, det endte med, at jeg næsten lovede at møde ham Torsdag Kl. 7 paa Kongens Nytorv. Han talte mig saa tryg, at jeg syntes, det Hele var den naturligste Sag. Men hvordan jeg, naar jeg først faar sovet paa det, klarer det med min Samvittighed og med at slippe hjemmefra, aner jeg ikke.

Dog, den Tid den Sorg. I værste — eller lad os sige: i bedste — Tilfælde bliver jeg borte.

Saa kan Hr. Mørch Torsdag Aften staa paa Kongens Nytorv og kigge Stjærner. Hvad Glæde kan han vel ogsaa have af at møde mig?

Han sagde, at jeg var smuk. Den Lyveprins.

14. Februar.

Ja, om Du elskede ham, og han elskede Dig. Men hvad er det nu? Fra min Side kun et Indfald, en Grille; fra hans Side vel højst et Øjebliks Pirring, et pikant Tilfælde, der dumper ned til ham, og som han ofrer et Par allernaadigste Timer.

Paa Forhaand hadede jeg ham. Han var kommen til at spille en Rolle i mit Liv; han — et fremmed Menneske, et Menneske, for hvem jeg intet var — havde gjort sig til Herre over mine Tanker, mine Drømme. Hans Øjne befalede over mig, jeg vilde gøre mig fri for dem, for ham.

Ja, saadan var det. Jeg maatte en Gang møde det Menneske for at faa Hold i ham, for at kunne tage Kampen op med ham som med et rigtigt Menneske, ikke et Drømmebillede. Jeg maatte have Scheiken fra Suleima omsat til Skuespilleren Mørch.

Dette er Forklaringen af, Undskyldningen for, at jeg satte ham Stævne.

Jeg vilde være fri for ham. Og jeg endte med at love ham nyt Møde.

Jeg vilde føle mig som den stærke overfor ham. Og jeg var det straks. Jeg nød hans Usikkerhed, hans flove Fornærmethed og hans Nysgærrighed. Jeg legede med ham, jeg pinte ham, jeg drillede ham.

Men just som jeg troede mig sikker paa Sejren, smed han mig overende. Jeg sér ham endnu staa foran mig og med høfligt spodske Ord byde mig Farvel. Jeg følte hans Blik slaa mig i Ansigtet — og da han vendte sig om og gik, blev jeg angst for at miste ham. Jeg kaldte ham tilbage. Jeg følte mig saa svag, og jeg følte mig lykkelig ved det.

Det fremmede Menneske. Ja, vist er han mig fremmed. Dog véd jeg aldrig, at jeg har følt mig saa gode Venner med Nogen som med ham. Der kunde slet ikke være Tale om at være fornem og Dame overfor ham. Hans Ord, hans Stemme ligesom tog mig ind til sig, saa selvfølgeligt og dog saa ærbødigt. Der var noget vidunderlig musikalsk i den Maade, hvorpaa han afstemte sit Væsen efter mit. Jeg har kun haft en lignende Fornemmelse, naar jeg dansede med en Herre, der fast og sikkert bar mig ind i Musikens Rytme. Naar jeg lukker Øjnene, kan jeg endnu høre hans Stemme. Ja, der er Rytme i den, og jeg er tilmode, som jeg danser — en blød, langsomt vuggende Dans.

Jeg hører hans Afskedsord, mens han tog begge mine Hænder og saá mig smilende, saa mildt, og slet ikke paatrængende, ind i Øjnene: »Farvel, De meget søde, ubekendte Pige, som jeg er forfærdelig glad over at have truffet.«

Underligt, at Øjne kan være saa forskellige. For Fremtiden vil hans Øjne ikke gøre mig bange.

Jeg vilde heller ikke være bange for at møde ham igen. Jeg vilde ovenikøbet være glad ved det, det vilde more mig. Naar blot det ikke var saa ganske uden al fornuftig Mening. Naar blot det ikke var saa grænseløst letsindigt.

Forresten, er det saa ufornuftigt at være letsindig? Hvem takker En for, at man aldrig gør andet, end hvad der er dydigt og kedeligt? Hvorfor skal man være saa ængstelig for at stjæle en og anden smuk Blomst fra en Have ved den støvede Landevej, hvor man vandrer? Jeg sprang gærne gennem Gærdet, tror jeg, selv om Kjolen fik en Rift, hvis ikke min bekymrede Moders Blik skræmmede mig. Dine bedrøvede Øjne er det, som jeg frygter, Moder. Hvis Du opdagede noget, Du vilde jo slet ikke kunne forstaa mig, Du vilde anse mig for et fortabt Menneske. Og dog — Sløret! Hvordan er det kommet i dit Eje? Naar i dit Liv har Du haft Brug for det?

Dette Slør, der fortæller om hemmelighedsfulde Vandringer og endnu gemmer en Duft som af forbudte Blomster.

15. Februar.

Erik maatte nu i Marken med en ny Lovtale over sin Ven. Han var fuld af Haan over den Dame, der havde givet mig Oplysninger om Mørch. Han levnede hende ikke Forstand for to Skilling. Hun var naturligvis en Gaas, som Mørch ikke havde gidet spilde sit Vid paa.

Jeg førte dog min Klientindes Sag med Dygtighed. Jeg opfandt utrætteligt nye Anklager og Anker, som jeg saa havde den Fornøjelse at høre Erik gendrive. Sandelig, Hr. Mørch, det maa iaften have ringet Landestorm for Deres Øren.

Men arme Erik! Han skulde bare vide.

Ved Godnat-Passiaren stor Grædescene mellem Moder og mig. Først græd jeg, fordi hun igen plagede mig med Erik. Saa græd hun, fordi jeg sagde, at hun kun tænkte paa at faa mig ud af Huset og var ligeglad, enten jeg blev lykkelig eller ulykkelig. Tilsidst græd vi begge i fælles Erkendelse af, at Livet ikke er andet end den bare Travrighed, og i gensidig Anger over de onde Ting, vi havde sagt hinanden.

Dette Hus udmærker sig absolut ved sin Regnmængde. Jeg skulde næsten tro, at det endogsaa overgaar Bergen.

16. Februar.

For det Tilfældes Skyld, at jeg gaar til Stævnemødet iovermorgen, maa jeg i Tide forsyne mig med et Skærmbrædt. Jeg har i saa Henseende tænkt paa Christiane, det eneste mig fuldtro Menneske i Verden. Veninder har jeg aldrig haft. Christiane kaldes min Veninde, men hun er nærmest min Slavinde. Hun er Datter af en tarvelig, men velhavende Mand; hun blev sat i samme Skole som jeg, men hun følte sig som et Væsen af lavere Race. I et Anfald af Ædelhed tog jeg mig af hende, og da jeg nød Ry for min rappe Tunge, vovede Ingen at fornærme min Protegée. Christiane har siden dyrket mig med en urokkelig Hengivenhed. Det er dog Synd at sige, at jeg har forkælet hende. Der er intet Menneske, som jeg kan være saa utaalelig imod; hun oprører mig ved sit ydmyge Væsen og sit forskræmte Udseende; hendes Blods hundske Respekt for mig fattige Professordatter vækker min Foragt. Men paa den anden Side kan jeg vanskeligt undvære hende. Jeg kan lide at herske saa uindskrænket over en Menneskesjæl. Uden at knurre lader hun mig udøse alt mit gnavne Humør over hende. Fuldkommen lykkelig indsuger hun min Naades Solstraaler.

Min tro Christiane ligner en blond Æbleskive. Hun har et kuglerundt Hoved, tyndt hvidgult, glansløst Haar, ingen Øjenbryn, en fregneomkranset Stumpnæse og Knaphul-Øjne. Af Figur er hun en Prop.

Egenlig det man kalder styg, er hun dog ikke. Hun er bare slet ingenting. Der mangler hende alt det, som gør et Egenvæsen ud af det Fællesmenneskelige. Men som hun er, er hun lykkelig. Hun kender ikke til Ærgærrighed eller blot Ønsker paa egne Vegne; hun ønsker og haaber kun for og sammen med mig.

Nu har hun det sidste Aar været fuldstændig optaget af Erik. Hver Dag sidder hun og venter paa, at han skal fri, og er ligefrem benauet ved Tanken om, at nu kommer det.

Alligevel, naar jeg i Morgen gaar ud til hende og siger: »Christiane, jeg skal til Stævnemøde med en Herre, og Du maa hjælpe mig« — saa vil hun ganske vist lige i Øjeblikket se en Smule forvirret ud, men hun vil ikke prøve paa at ræsonnere eller gøre Indvendinger. Hun vil simpelthen tage til Efterretning, at nu er det ikke Erik og Forlovelse, der staar paa Dagsordenen, men Letsindighed og Stævnemøde, og hun vil, naar Stævnemødets Time oprinder, sidde hjemme og have Hjærtebanken, ligesom jeg, og hun vil, det syndefulde Asen, i sine Tanker svælge i min gode Mad og min Champagne.

17. Februar.

Da mine og Christianes Forældre ikke omgaas — næppe nok kender hinanden — er der ingen Mulighed for Opdagelse.

Christiane fandt det Hele umaadelig spændende og æventyrligt. Tilsidst maatte jeg ligefrem minde hende om, at det klæder en ung Pige ilde at være saa forhippet.

18. Februar.

Faa Minutter efter holder en Vogn inde i en mørk Port. Kusken er sprungen ned og trykker paa en Klokkeknap ved en Dør. En Slaa skydes fra indvendig. Døren aabnes, og i hvidt elektrisk Lys viser en kjoleklædt Kavallér sig, bukkende. Han lukker Vogndøren op, en pelsklædt Herre hjælper en tilsløret Dame ud. Den kjoleklædte iler i Forvejen op ad nogle Trapper: »Denne Vej, om Herskabet behager. Jeg har reserveret det røde Kabinet.«

— — — Saadan var den lovende, nogenlunde romantiske Begyndelse paa en Aften, der væsenligst blev en Skuffelse.

Jeg undser mig næsten ved at bekende det: jeg var ikke langt fra at kede mig. I tre lange Timer varede Festen. Vi spiste — en Mængde gode Sager, men jeg havde ingen Appetit. Vi drak — naturligvis Champagne, men jeg maatte være svært forsigtig for at kunne komme »pæn« hjem. Saa sad vi forresten og konverserede saa dannet og saa artigt, som om vi var til Konfirmations-Familiemiddag hos Professor Magens.

Men det, der ærgrede mig allermest, var, at min Don Juan tilsyneladende fandt Aftenen særdeles vellykket. Han satte sig, efter at vi havde spist, mageligt tilrette i en Lænestol, nippede velbehageligt til sin Likør og nød sin Cigar i dovne, soignerede Drag, betragtende mig velvilligt og talende til mig i en godmodig onkelagtig Tone, som om jeg var et Pattebarn.

Midt under det Hele spurgte han: »Naa, er det saa saa farligt at drikke Champagne sammen med mig?«

Nej, det ved Gud, farligt var det saamæn ikke. Men hellerikke morsomt, min Herre.

Jeg spekulerer paa, om det var en Komedie, han spillede med mig, eller om han af Naturen er saa henkogt.

Der var et Øjeblik, straks vi kom ind i Restaurationskabinettet og Opvarteren havde trukket sig tilbage, hvor jeg syntes, han var en helt anden. Jeg stod foran et Spejl og tog Overtøjet af. Han stod bagved mig og hjalp mig galant. Da jeg tilsidst med min Lommekam havde givet Pandefrisuren en lille Overhaling og vendte mig om, greb han min Haand og sagde: »Maa jeg saa se rigtigt paa Dem!«

Jeg sagde: »Naa, er det en Skuffelse? Fortryder De, at De skal ofre en Aften paa mig grimme Pige?«

»Grim!« — svarede han. »Nej tværtimod.« Han stod lidt og betænkte sig. Saa sagde han: »Jeg haaber ikke, De forlanger Komplimenter. Smuk er De ikke. Men De er aldeles nydelig. De er saa fin og ung som et Majløv. De har en Teint som Frugtblomster, og jeg har aldrig set en Mund, der ligner et Kirsebær til den Grad som Deres.«

Han sagde disse Ord ganske jævnt, ligesom om han med Vilje vilde afdæmpe dem. Men Klangen var saa blød og sandfærdig; hans Blik straalede saa varmt og saa lykkeligt. Det var en vidunderlig Følelse, der i det Øjeblik gennemstrømmede mig, en Følelse af svimmel Salighed, af Triumf og Svaghed.

Jeg kom til Besindelse ved, at han med dagligdags Stemme fortsatte: »Jeg vilde gærne have Lov at kysse Dem.«

Hvor grimt, hvor dumt. Akkurat som da han forleden begyndte med at meddele mig, at Drosken ventede.

Jeg svarede ham strængt og alvorligt: »Nu skal jeg sige Dem noget, Hr. Mørch, og Forord bryder ingen Trætte. Jeg vil gærne være sammen med Dem iaften, den Letsindighed har jeg nu engang besluttet mig til. Men De skal værs'god opføre Dem saadan, at jeg ikke altfor meget skal angre denne Aften. Husk, hvad De har lovet mig.«

»Ja,« sagde han, »netop derfor var det, jeg spurgte, om jeg maatte kysse Dem. Havde vi ikke haft den Aftale fra forleden, havde jeg kysset Dem uden Forlov. Men jeg staar ved mit Ord: jeg er overfor Dem ganske, som De selv vil have mig. Og saa taler vi ikke mere om det.«

Han sagde det høfligt og smilende, uden synligt Spor af Skuffelse eller Fornærmethed. Og Resten af Aftenen var han stadig lige høflig, veltilfreds og smilende. Dog, hvor forandret!

At den uforstyrrelige Bonvivant, der ved Souper'en og bagefter med overbærende Velvilje underholdt sig med en naturligvis altfor dum og ubetydelig lille Pige, var den Romeo, der lige i Forvejen havde gjort samme lille Julie hed i Kinderne — nej, det var endnu mere ufatteligt end den pludselige Forvandling, der forleden skete med ham. Hvordan mon han egenlig er? Han gør i Grunden slet ikke Indtryk af at være Skuespiller; tværtimod, der er saa lidt Positur ved ham. Alligevel har jeg en Fornemmelse af, at han hele Tiden spiller Komedie, og at det morer ham at forvirre mig ved at give nu en, nu en anden Rolle.

— — Han fik da at vide, hvem jeg var. Jeg maatte jo holde mit Løfte. Jeg tror nok, han blev i høj Grad overrasket, skønt han ikke vilde lade sig mærke med det. Han sagde blot: »Ja, saa!« og kiggede saa underligt hen paa mig. Han havde vist alligevel ikke troet, at jeg var af saa pæn Familie. Men i det Hele taget gav min Demaskering ham vist meget at tænke paa.

Lidt efter sagde han: »Saa kender De Arkitekt Glerup?«

»Jo Tak, rigtig godt. Det gør De nok ogsaa?«

»Det véd De?«

»Ja, Erik Glerup har saamæn ofte talt om Dem. De har en god Ven i ham — og en Beundrer.«

»Ja, Glerup er en Entusiast.«

Her kom jeg til at le.

Han: »Hvad ler De af? Af Glerups Entusiasme for mig?«

Jeg: »Ærlig talt, ja. Jeg vil tilstaa Dem, at jeg er lidt skuffet.«

Man maa dog ikke tro, at denne Ondskabsfuldhed i mindste Maade anfægtede Hr. Mørch. Han smilede tværtimod ekstra velfornøjet, løftede sit Glas, blinkede til mig og sagde: »Glerups Velgaaende, Frøken! Jeg er ikke bleven skuffet ved at møde Genstanden for hans Lovprisninger overfor mig.«

Hvor denne Sindsro irriterede mig. Alt — alt er ham sikkert saa fuldkommen ligegyldigt. Som han sad dér i Lænestolen, saá han ud, som om intet i Verden skulde kunne flytte ham ud af hans dovne Velvære. Jeg tror, at, om Himlen var revnet og et Par Engle var plumpede ned i Skødet paa ham, vilde han, uden at fortrække en Mine, have sagt »Velgaaende« til dem. Og hvorvidt jeg synes om ham eller ikke, skænker han sikkerligt ikke saameget som en Antydning af en Tanke. Jeg fik et udmærket Bevis derpaa, da vi tog bort fra Restaurationen. Ved min Kuvert havde der ligget en smuk Buket. Jeg havde egenlig haft Lyst til at tage den med som en »Souvenir« om mit eneste Æventyr, men først sagde jeg prøvende: »Det er Synd for de dejlige Blomster; men jeg tør vist ikke komme hjem med dem.« Herpaa svarede han ganske tørt: »De er s'gu hellerikke værd at gemme. De er allerede halvvisne.« I Sandhed, en fyrig og poetisk Kavallér!

Han fulgte mig i Droske til Hjørnet af Forhaabningsholms Allé. Da vi nærmede os vort Maal, spurgte han, naar og hvor vi saas igen. Jeg svarede, at vi saas ikke mere.

»Herregud,« sagde han, »nu maa De ikke være saa stræng. Jeg havde glædet mig saa meget til, at De en Gang vilde besøge mig i mit Hjem. Dér vilde vi ogsaa have det langt hyggeligere end paa en Restauration.«

»Nej, det gaar ikke an. Og jeg vil heller ikke.«

»Ja, ja.«

Og han faldt hen i Tanker. Men da Vognen holdt, sagde han, og hans Stemme havde igen den dæmpede, smukke Klang:

»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig. Men jeg har aldrig set en ung Pige saa yndig som De. Og jeg er meget bedrøvet over, at De ikke oftere vil se mig. Farvel og Tak for iaften.« Han aabnede Drosken, og, idet jeg gav ham Haanden til Farvel, bøjede han sit Hoved ned og kyssede den.

»Nu kan De tro mig eller lade være at tro mig ...« Ja, om jeg vidste, hvad jeg kunde. Om jeg vidste, naar han er ærlig og naar han spiller Komedie. Men forresten, nu er det jo forbi, og det er godt det samme.

Uigenkaldeligt forbi. For han foreslog jo ikke en Gang en ny Mødetid. Tyder det egenlig paa, at han er saa ivrig efter at se mig igen?

Forbi er Æventyret. Og godt, at det ikke gik mere æventyrligt. Uden at rødme altfor meget — i Bevidstheden om, at forbi var det, — fortalte jeg Moder, der ventede paa mig, en lang Historie om Middagen og Aftenen hos Christiane.

Men sæt, at han ikke havde bedt mig om det Kys ... sæt, at han havde fortsat den besnærende Melodi ... sæt, at han havde benyttet sig af min Svaghed!

Skulde De være en honnet Mandsperson, Hr. Mørch, eller blot en lille Smule — dum?

19. Februar.

Christiane stillede i Eftermiddag for at høre, hvordan det var gaaet med Stævnemødet. For ikke at bedrøve hende — og for ikke at gøre mig selv latterlig — gav jeg hende en blændende Fremstilling af Aftenens letsindige Glæder. Og da Christiane er et romantisk Gemyt, i Lejebibliotek-Udgave, fortalte jeg hende, at min Kavallér havde medbragt en rosenrød Silkemaske, som jeg tog paa, hver Gang Opvarteren efter 3 diskrete Slag paa Døren traadte ind.

Christiane blev varmere og varmere i sit runde Hoved for hver Flaske Vin, jeg trak op, og tilsidst spurgte hun ganske ør og forvildet: »Men saa, Julie ... naar kyssede han Dig saa?«

Jeg kunde have lidt at se mig selv, da jeg med krænket Grevinde-Mine svarede: »Maa jeg bede mig fritagen for dine Simpelheder, Jane. Tror Du, det er bon ton at kysse ved Stævnemøder?«

Skamfuld indvendte Christiane: »Jeg troede dog, at saadan noget ogsaa hørte med.«

»Ja,« — oplyste jeg med min overlegne Erfaring — »men ved fine Stævnemøder kommer Kysset paa et meget sent Stadium. Først skal Kavalleren længe have gjort en ærbødig Kur, saa en Dag falder han paa Knæ for sin Dame, og hvis hun da ansér ham for værdig til Belønningen, rækker hun ham først sin Haand og derpaa sin Kind til en sirlig Berøring af hans Læber.«

Christiane saá, overvældet af Beundring, paa mig og sukkede: »Jamen, for at blive gjort Kur til paa den Maade, maa man være meget fin og meget begavet.«

Tilsidst holdt jeg et lille Foredrag om, at naar alt kommer til alt, er den eneste paalidelige Lykke dog den at overvinde Fristelser. Skønt altsaa mit Stævnemøde havde været umaadelig vellykket og min Kavallér fuld af Galanteri og Forelskelse, havde jeg besluttet mig til aldrig at se ham mere.

Christiane bifaldt min heroiske Beslutning, men græd af Medlidenhed med min forgæves smægtende Hyrde.

Hun skulde bare vide, at Hyrden hedder Alfred Mørch, der beder sin Hyrdinde om et Kys i samme Tone, som om han bad hende om et Stykke Rejemad.

21. Februar.

Hvad skal jeg dog gøre? Moder kan ikke hjælpe mig, og desuden tør jeg ikke tilstaa, at jeg har ført hende bag Lyset. Skulde jeg forsøge Bedstemoder? Men det er saa vanskeligt at forklare sig overfor hende; jeg er bange for, at jeg vilde blive stikkende i det.

Jeg véd jo nok, hvor jeg kunde faa Pengene. Erik vilde saamæn ligefrem blive glad, hvis jeg bad ham hjælpe mig. Men jeg skammer mig ved at komme til ham. Og vilde han ikke misforstaa det? Ja, hvis jeg var forlovet med ham. Men nu! Nej, nej, for min egen Skyld gaar det ikke an.

Det er ogsaa utaaleligt at være ung Pige. Til alle Sider og paa alle Maader er man afhængig — socialt, moralsk og økonomisk. Havde man bare Penge nok, saa forresten pyt med det andet. Saa kunde man gøre, hvad man vilde. Tænk, hvor dejligt at være fri for Gæld og ikke behøve at nægte sig noget! Ikke behøve, hver Gang man trænger til et nyt Stykke, at skulle gaa til Moder, som saa atter maa gaa til Fader, som brummer og giver Ondt af sig og siger Nej ti Gange, inden han rykker ud med Pengene. Hvor ækle saadanne Penge er, som man bogstavelig maa tigge sig til, og som kastes til En med vripne Miner.

Naturligvis, jeg kunde gifte mig med Erik. Saa var jeg ude over alle Vanskeligheder. Erik vilde ikke nægte mig noget. Han vilde med Glæde opfylde mine smaa Ønsker; han vilde gærne se mig saa fin og smuk som muligt.

For to Maaneder siden var jeg ikke i Tvivl om, at jeg vilde gifte mig med Erik. Jeg synes, det var ligesom en forudbestemt Ting, der ikke kunde ændres.

Men da han saa kom, tøvede jeg. Og nu synes jeg, det er saa rent umuligt. Ligesom at smide mig hen, ligesom at give Afkald paa al større Lykke — blot for at redde mig ud af Hverdagslivets smaa Ubehageligheder.

Sagtens er det kun taabeligt Fantasteri. For hvad venter der mig af anden, større Lykke? Men dog, jeg kan ikke. Saa faar det gaa, som det vil.

22. Februar.

Livet er alligevel ikke saa rent trist. Og der er et venligt Forsyn, som vaager over Smaapiger i Vaande. Mit Forsyn sidder som en kappeklædt gammel Kone i en Sofa og hedder Bedstemoder.

Med bævende Hjærte ringede jeg i Formiddags paa hos hende. Gamle Marie lukkede op og sagde: »Nej, at Frk. Julie virkelig kommer idag. Fruen har saamæn længtes saameget efter Frøkenen.«

Jeg sad inde hos Bedstemoder — paa den sædvanlige Visitplads, i Lænestolen lige foran Sofaen. Paa Bordet var, som sædvanlig, anbragt et lille Traktement: et Glas Jordbærlikør og en Assiet med Biskuits.

Bedstemoder sad og saá paa mig med sine store rolige Øjne. Jeg fortalte — lidt nervøst — om mine Oplevelser, siden jeg sidst besøgte hende. »Spis, Barn,« sagde hun. »Og drik Dig et Glas, det gi'er Kulør i Kinderne.« Jeg tømte Glasset i ét Drag, for at faa Mod, og jeg begyndte at tygge paa en Biskuit, men den blev mig siddende i Halsen. Imens snakkede jeg løs, men jeg vidste knapt, hvad jeg sagde. Bedstemoders Blik veg ikke fra mig, og hun nikkede af og til betænksomt. Pludselig sagde hun: »Naa, Barn, hvad er der saa med Dig?« »Der er saamæn ikke noget, Bedstemo'r ...« Men i det samme havde jeg Øjnene fulde af Taarer.

Bedstemoder nikkede igen, og i en næsten underfundig Tone sagde hun: »Rejs Dig, Barn, og gaa hen til Kommoden.« »Ja, Bedstemo'r.« »Aabn saa den øverste Skuffe og tag den graa Bog med Tal udenpaa.« »Ja, Bedstemo'r, jeg har fundet den.« »Inde i den Bog ligger nogle blaa Stykker Papir. To af dem er til Dig ...«

»Du søde, velsignede Bedstemoder, Du klogeste og bedste af alle Mennesker ...«

— — Nu er jeg ovenpaa. Skomageren har faaet sine Penge og Handskemageren kan vente til den 1ste. Han skulde egenlig haft 3 Kr., men da jeg kom hjem, slog Frantz mig for dem. Den arme Fyr, han er ogsaa altid i Bekneb, og idag kunde jeg ikke nænne at se ham bedrøvet.

Det har været en god Dag for mig.

Erik kom iaften. Han var ogsaa i udmærket Humør. Vi havde følgende Samtale:

»Véd Du, Julie, at Du begynder at gøre Lykke. Man lægger Mærke til Dig og finder Dig smuk.«

»Saa? Gør »man« det? Hvem er man?«

»Alfred Mørch.«

Jeg, indvendig rædselslagen, tilsyneladende ligegyldig:

»Han kender mig jo aldeles ikke.«

»Han har set Dig paa Gaden. Han gik med en Ven, der vidste, hvem Du var. Og jeg vil sige Dig, at han var formelig begejstret over Dig. Jeg har aldrig hørt ham bruge saa stærke Ord om nogen Dame.«

»Jeg burde naturligvis føle mig smigret. Men undskyld: Jeg er det ikke. Jeg sætter ikke Pris paa Hr. Mørchs Dom.«

— — —

Jo, minsandten sætter jeg Pris paa hans Dom. D. v. s. det morer mig, at jeg dog altsaa har gjort et Slags Indtryk paa den Træfigur. Og han har altsaa ikke ganske glemt mig. Ej, ej, min Herre, jeg finder derudi et sært Behag.

Nu gad jeg blot vide, om han med Flid har fyldt Eriks Øren med min Ros, for at den skulde gaa videre til mig. Skulde Erik, uden at vide det, gøre Tjeneste som Postillon d'amour? Ideen er ikke ilde, men heller ikke ganske fin. Naa, har Hr. M. nogen saadan Beregning, glæder det mig ialfald, at det Svar, jeg har givet ham gennem hans Postillon, ikke er absolut opmuntrende.

25. Februar.

»Kald det frækt, Frøken, af en Herre,
om hvis Tilværelse De intet véd.
Men, støttende mig til en fælles Vens
Alliance, vover jeg at spørge Dem:
Lod det sig ikke gøre, at De og
Erik og jeg spiste til Aften sammen
næste Torsdag Aften Kl. 7½ i min
Eremitbolig, Halmtorvet Nr. 38?
Tilgiv mig, Frøken, min Dristighed.
Idel Beundring for Dem har for-
ledet mig til at forsøge mig med
denne vistnok løjerlige Invitation.
Erik forsikrer desuden, at hans
nydelige Veninde besidder et fint
og muntert Snille, der vil tyde min E-
pistel i den rette Aand og Mening.
Gud give, at han har talt sandt!
I lige Maade, at mit Brev traf Dem
ved saa godt Lune, at De mildt og
naadigt sagde Ja.

Erik har lovet at bringe mig Svaret.
Tro mig, jeg venter med Længsel og
i bange Uro.

Deres ærbødige Beundrer paa Afstand

Alfr. Mørch.«

Tilsyneladende er der intet mystisk eller aparte ved dette Brev. Men læser man, ledet af et hjælpsomt Instinkt, Linjernes Begyndelsesbogstaver ovenfra nedefter, fremkommer et Brev i Brevet, en geheime lille Billet, saalydende: »Kom alene til den opgivne Tid.«

Nej, det kunde ingen Tilfældighed være. Det maatte være et snildt beregnet Spil, hvorom min dristige Kurmager ovenikøbet i det rigtige Brev gav mig et Vink i Ordene: »Erik forsikrer desuden, at hans nydelige Veninde har et fint og muntert Snille, der vil tyde min Epistel i den rette Aand og Mening.«

Hvorfor nægte det? Jeg syntes, Spasen var kostelig. Jeg syntes, det var helt romanagtigt, ja æventyrlig forvovent, saadan at føre en dobbelbundet Korrespondance, ligegyldig og uskyldig for Uindviede, bringende hemmeligt Bud for de Indviede.

I en Fart nedskrev jeg et Svar og bragte det til Erik. Med stræng Værdighed bad jeg ham læse det, idet jeg udtalte Haabet om, at jeg for Fremtiden maatte blive forskaanet for hans og hans Vens Narrestreger.

Mit Svar lød:

»Min Herre!

Alene mit Humør kan De takke for,
at jeg ikke vredes paa Dem.
Snarest er det vel ogsaa Deres
Kammerat, den letsindige Spøgefugl
Erik, jeg bør være vred paa.

J. M.«

Erik var aabenbart ikke fornøjet med dette Svar. Lad os haabe, at Hr. M. vil skønne mere paa det, han, der deri vil finde det »maaske«, som paa sine to Vægtskaale afvejer i farlig Styrkeprøve Julies Dyd og Letsindighed.

3. Marts.

Jeg har været i en lys, straalende Verden, hvor Alt var festligt og festligt for min Skyld; hvor Alt var ordnet for at glæde mig, og hvor mine Ønsker var gættede og opfyldte, inden de var fuldbaarne i mit Hjærte; hvor der kun taltes behagelige og utvungent udvalgte Ord; hvor Alt syntes indrettet kun paa at nyde ... og nyde fint og uden Voldsomhed, netop tilpas til at føle et usigeligt Velvære; hvor der var Fred og Tryghed og slet ikke noget for en bange lille Pige at skræmmes af.

— — —

Jeg husker det Hele kun som en Drøm, en Drøm i lyseblaa Soltaage.

— — —

Op ad knirkende Trapper en listende Vandring, med frygtsomme Blik til alle Dørplader. Saa pludselig en kvælende Hjærteangst ved at se hans Navn. Men i det samme er Døren aabnet, og en ledende Haand drager mig varsomt ind.

Inde fra en Stue falder et dæmpet Lys; længere inde, mellem Portièrer, er der en stærk, festlig Belysning. Saa staar jeg midt i den og ser mig om i et stort Værelse med mange Møbler. Og en Stemme siger Velkommen til mig, et Ansigt smiler mig imøde, og Stemmen fortsætter: »Tak, fordi De kom. Jeg har længtes efter Dem. Vær nu sød og læg alt det Overtøj, saa skal vi have en rigtig hyggelig Aften.« Min Angst er med ét borte, jeg er helt sikker og tryg, jeg rækker ham Haanden, og vi lér til hinanden som gode gamle Venner, der er glade over at gensés.

Saa er jeg med det samme inde i Fortryllelsen. Føler mig saa ganske hjemme i disse Stuer, som vistnok har dyre og sjældne Møbler, men som er uden noget Slags Praleri, bydende kun Hvile og Behag for Legeme og Sind. Føler mig og behandles som Herskerinde her, som Husets Frue; synes, jeg hører til her og intet andet Sted.

Jeg føres til Bords. En stilfærdig ældre Pige bringer Maden ind og ud, skifter Tallerkener, sætter Vin frem, alt uden at der gives nogen Ordre. Hun synes at betragte det som en selvfølgelig Sag, at jeg præsiderer ved hendes Herres Bord; hun sér venligt paa mig, og jeg nikker til hende.

Vi spiser, drikker og passiarer; hans Ansigt straaler af Elskværdighed og Glæde — som jeg aldrig havde troet, at det Ansigt kunde straale —; vi ler og klinker, og da vi er færdige med at spise, kysser han min Haand, byder mig Armen og fører mig ind i Dagligstuen, hvor der er tændt en Mængde Lys og Lamper og dog intet skarpt Lys er; hvor der er varmt og en sød Duft af Hyacinther, og hvor jeg finder saa bedaarende en Hvile i en mægtig Lænestol, som han skyder en Skammel hen for og udpolstrer med Puder og Nakkepøller. Saa gaar han stille omkring mig, giver mig Cigaret, skænker gul Likør for mig og sætter sig først efter at have spurgt mig, om jeg har det rigtig godt og ikke trænger til nogetsomhelst.

Og nu er det, jeg helst blev siddende saadan til evig Tid ... her i hans smukke lyse Stue, mens han taler til mig saa muntert og dæmpet, saa klogt og ligesom finere end andre Mennesker, og ser saa glad smilende paa mig med Øjne, der slet ikke er sorte og farlige, men barnlige og gode. Jeg synes, ja jeg maa give mig selv Lov til at være saa taabelig, jeg synes, jeg bliver som et lille Barn i hans Stue, og at han er om mig som de allerbedste Forældre i Verden.

Og hvad nytter det saa, jeg siger til mig selv, at jeg er dum, og at han maaske i sit stille Sind lér af mig og har mig til Bedste? Saadan som han har været imod mig iaften, er der Ingen, der nogensinde har været, saa storartet, saa fuldendt. Har han nogen ond eller listig Tanke bagved, jeg spørger ikke derom; jeg vil ikke vide det. Jeg véd kun, at nu slipper jeg ham ikke; jeg véd, at han havde ikke behøvet at bede mig komme igen, for jeg var alligevel kommen ...

... Jeg véd, at jeg elsker ham, og at jeg er usigelig lykkelig, og at jeg vil tilbringe Natten med at græde.

4. Marts.

10. Marts.

Men gennem det Altsammen skriger evigt tilbagevendende det angstfulde Raab: Elsker han Dig? Er han blot forelsket i Dig en Smule mere end i hvilkensomhelst anden ung Dame, han møder paa sin Vej?

Jeg var hos ham igen igaar. Jeg havde haabet, at han vilde sige noget, som kunde give mig Klarhed. Men han var stadig den samme: god, kær, bedaarende sød, men saa uendelig passiv, saa vigende og tilbageholdende.

Jeg prøvede mig dog frem. Jeg spurgte: »Hvad troede De egenlig, da De i sin Tid fik det Brev fra mig?« »Jeg troede, det var en Dame, der var forelsket i mig!« svarede han roligt. »Men da De saa fik at vide, at det kun var et Væddemaal, hvad saa?« Han kiggede smilende paa mig, inden han svarede: »Naar jeg skal være ærlig, troede jeg ikke et Øjeblik paa det Væddemaal.« »De troede altsaa alligevel, at jeg var forelsket i Dem?« — »Nej, men da jeg havde set Dem, ønskede jeg, at De maatte blive det.«

Jeg tav lidt. Saa vovede jeg mig frem med følgende Spørgsmaal: »Og hvis jeg nu virkelig blev forelsket i Dem ... (løgnagtigt) jeg er det ikke, det beder jeg Dem tro ... men hvis —« »Saa vilde jeg være forfærdelig glad.« »Men det vilde være Synd for mig, for De ... De ...« Nu var det, han skulde have sagt det Ord, jeg haaber og venter paa; men istedetfor svarede han kun, ligesom afsluttende den Diskussion: »Kære De, Spørgsmaalet foreligger jo desværre ikke. Men jeg indskærper Dem atter, hvad jeg fra første Færd har sagt Dem: De risikerer intet af mig. Jeg vil aldrig bede Dem om mere, end De selv frivilligt vil give mig. Jeg overlader Dem fuldkomment at dirigere vort Forhold. Jeg er glad og taknemlig over, at De kommer og besøger mig som Veninde; det er mig en Nydelse blot at se Dem her i mine Stuer. Men (smilende) skulde De en Dag byde mig noget mere, vilde jeg være meget lykkelig.«

Paa en vis Maade er det naturligvis pænt og korrekt af ham, at han intet forlanger af mig. Alligevel, hvis han for Alvor var forelsket i mig, vilde han saa være saa »hensynsfuld«? Og er Hensynsfuldheden andet end Forsigtighed, Angst for Ansvar og Ubehageligheder?

Undertiden, naar jeg tænker paa ham, føler jeg en rasende Lyst til at gøre ham noget ondt, sætte Neglene i hans Ansigt og flaa Masken af ham ... rive, slide ham i Stykker for at se, om der ingen Lidenskab er bagved. Mon han kan le rigtig højt, mon han kan græde, mon han overhovedet kan føle stærkt som andre Mennesker? Jeg kan i mine Tanker hade ham — hans evindelig smilende Elskværdighed, hans uforstyrrelige Overlegenhed, hans uantastelige Korrekthed. Han er en Mekanik, intet Menneske med Blod, Hjærte og Nerver.

Men jeg véd det: naar jeg ser ham, naar jeg sidder hos ham, saa synker alt mit Oprør viljeløst ned for ham, han stirrer mig al Modstandskraft ud af Sjælen med sit sikre, smilende Blik, og hans milde, faste Ro behersker mig, saa jeg ikke har anden Tanke end at gøre ham til Behag, ikke anden Lyst end at bøje mig under ham og lyde ham.

Han siger, at jeg skal dirigere vort Forhold. Véd han da ikke, at han har mig i sin Haand og kan gøre ved mig, hvad han vil?

12. Marts.

Men hvis jeg var ærlig, hvis jeg sagde Sandheden, et af to skete da: Enten maatte jeg i samme Nu give Afkald paa ham, eller jeg maatte forlade mit Hjem og flygte — hvorhen? Det første kan jeg ikke, og det andet vover jeg ikke. Ja, om han sagde: »Kom til mig!« Men nej, nej, det gør han ikke, og jeg vil end ikke forlange det Offer af ham. Saa er der altsaa ingen anden Redning: Jeg maa lyve, lyve atter og atter, snige mig til min Lykke, luske mig hjem fra den med Dødsens Angst i mit Hjærte, altid forberedt paa at blive modtaget med den dræbende Dom: Du er opdaget.

Jeg lyver, saa Blodet er færdigt at springe mig ud af Neglene af Skam. Jeg lyver sindssvagt, for jeg kan ikke finde fornuftige og rimelige Paaskud til, at jeg nu stadigt er ude. Jeg fatter blot ikke, at Moder endnu intet har mærket.

Det mest oprørende er at skulle skjule min Kærlighed til ham under Venskab til Christiane. At skulle fornægte ham, som er min Stolthed, og sværge til hende! At være nødt til at gøre mig behagelig for Christiane for at sikre mig hendes Hjælp. Allerede nu har hun, i Følelsen af sin Uundværlighed, antaget en næsten fræk Tone og et paatrængende intimt Væsen overfor mig. Hun kommer med Spørgsmaal, der fornærmer mig som en Profanation af det Helligste, og med raa Plebejer-Graadighed overgramser hun min Sjæls fineste Hemmeligheder, som jeg end ikke vover at røbe for mig selv.

Jeg kan se mig saa desperat paa hende, at jeg kunde slaa hende i det runde Ansigt. Min alt andet end elskelige Papa, jeg kunde have kysset Dig, da Du igaar ved Middagsbordet sagde til mig: »Hvad Fanden er det for en sygelig Passion, Du har faaet for Christiane? Hun ligner jo, Herren hjælpe mig, ikke andet end en Klump Hyldemarv med Arme og Ben af Tændstikker.«

16. Marts.

Han sagde da: »Ja, Erik vil blive en god Ægtemand. Det er mere, end jeg kan sige om mig selv. Jeg hører til de Mennesker, som det kan være behageligt at træffe en Gang imellem, men som det er utaaleligt at omgaas til daglig. Jeg er baade sær og gnaven, og naar jeg har en Rolle i Hovedet, er jeg ikke til at komme nær. De tror det maaske ikke, men der er Dage, hvor det er mig en ren Lidelse at tale med noget Menneske. Min Kone vilde ikke faa det muntert.«

Hertil bemærkede jeg: »Tak for Advarslen. De skal dog ikke være bange. Jeg nærer intet Ønske om at blive gift med Dem. Jeg har aldrig opfattet Dem som Ægteskabskandidat.«

Siden vendte han tilbage til Æmnet.

»Erik altsaa,« sagde han, »kunde De tænke Dem at gifte Dem med?«

Han sad ved Siden af mig i Sofaen; min højre Haand hvilede paa Bordet foran. Da jeg ikke straks svarede, tog han min Haand og gentog sit Spørgsmaal, næsten hviskende. Saa sagde jeg, eller tror jeg sagde, at der var vist en Tid, hvor jeg mente, at jeg burde gifte mig med Erik, men at nu ... »Hvad nu?« hørte jeg ham hviske. »Nu véd jeg, at det er umuligt.« »Og hvorfor?« Hans Ansigt var helt henne ved mit, hans Øjne saá saa bedende, saa varmt ind i mine, jeg følte Blodet stige i mig, det flimrede og susede om mig, jeg blev saa svimmel ... og saa ... Ja, saa var det, at han havde kysset mig eller jeg ham, og at jeg hørte ham kalde mig Du, og fandt, det var den naturligste Ting, at jeg ogsaa sagde Du til ham. Og saa husker jeg forresten ikke andet, end at han holdt mig i sine Arme og blev ved at sige med en Stemme, der endnu skælver i mine Øren og faar mit Hjærte til at banke højt af Lykke: »Min egen søde, lille Pige, min yndige lille Pige.«

Jo, ét husker jeg endnu. At jeg sagde: »Men jeg er jo slet ikke yndig!« og at han svarede: »Du er yndigere end nogen Anden. Du er det skæreste og blødeste og fineste i Verden. Du er netop det, de gamle Digtere kaldte en yndig Jomfrugestalt.«

Jeg maatte se mig i Spejlet, da jeg kom hjem. Og, min Tro, om jeg ikke fandt, jeg var ligefrem pæn. Det er vist det, man kalder Suggestion. Han digter mig smuk, og saa bliver jeg smuk.

20. Marts.

Jeg tør ikke tænke, tør ikke sanse. Kun naar jeg er hos ham, har jeg Fred. Naar han taler til mig, forstummer Hjemmets manende Klokker i mine Øren. Naar han ser paa mig, forsvinder alle skræmmende Billeder for mit Syn, og jeg ser kun Blomster og Sol og alt, hvad skønnest er i Verden. Naar han holder mig i Haanden, véd jeg, at hvor Vejen saa gaar, fører den til Lykken. I hans Arme er alt, som ikke er ham, borte og dødt og glemt for mig. Han stopper mine Øren, han stopper min Mund, og han, min Havmand, bærer mig til Havsens Bund.

22. Marts.

Underligt nok, at jeg aldrig har skaffet mig at vide, hvem han er og hvad han hedder. Jeg véd ikke ... jeg har aldrig villet spørge hverken vor Pige eller Postbudet, som dog sikkert begge kunde give Besked. Jeg har kunnet lide at bevare ham i et vist mystisk Skær. Jeg har ligefrem været bange for en Dag at faa at vide, at han f. Eks. hed Petersen og var Grosserer, eller noget andet ganske dagligdags.

Jeg maa smile, naar jeg tænker paa, at jeg endogsaa har gjort ham til Prins. Jeg var et Barn den Gang, kendte intet til Livet, forstod kun at drømme. Smukt og dejligt var det at drømme, men tusindfold dejligere og smukkere er Livet.

Naar man elsker, vel at mærke. Og naar den, man elsker, er finere og smukkere end selv en Prins af Ilyrien.

Imorgen skal jeg til min Prins ... skal til ham i min pæneste Kjole, skal være saa pæn jeg kan gøre mig, for det hedder sig, at jeg skal til ungt Selskab med Dans hos Christiane.

Ikke havde jeg mere Feber, da jeg skulde til mit første Bal i lang Kjole. Mit Sind er som en Foraarshimmel: snart jublende, dansende Solskin, snart skytungt, knugende sig sammen i mørk, kold Angst.