Julies Dagbog

23—24. Marts, Kl. 1½ Nat.

Det gik. Hvordan, maa Guderne vide. Havde slet intet parat at sige, men fortalte i en lynende Fart løst og fast, om Maden, hvem der havde været o. s. v. Sagde forresten, at jeg havde Hovedpine og slap hurtig fra det moderlige Krydsforhør.

Og nu paa Hovedet i Seng, ned under Tæpperne, gæmme mig bort og ikke tænke. Sove fra alle Tanker. Skønt forresten, hvorfor ikke tænke? Hvorfor ikke tænke den eneste Tanke, som fylder mig: Jeg er din, din! Din er jeg, af fri Vilje, fordi Du er mig mere end Fader og Moder og alt andet i Verden. Fordi alt er mig ligegyldigt, blot jeg maa være med i dit Liv, blot jeg maa faa Lov at elske Dig og Du vil være god imod mig.

Du mit eneste Ene, Godnat. Mine Tanker gaar til Dig med tusinde Kys. Ak, maatte de møde dine!

24. Marts.

Da jeg vaagnede sent imorges — for jeg faldt først i Søvn hen mod Morgenstunden — sagde jeg til mig selv, inden jeg endnu havde aabnet Øjnene: »Dette vil blive Dig en Sorgens Dag.« Men i samme Nu, mine Øjne havde skimtet Dagens lyse Solskær, i samme Nu steg der som en Lærketrille indeni mig: »Godmorgen, Skønjomfru, Godmorgen til Livets Dejlighed!«

Og ud sprang jeg af Sengen, og jeg saá mig selv i Spejlet med lysklare Øjne, med friske rødmende Kinder og med et Smilehul som et Kys.

Saadan har hele Dagen været mig én stor Forbavselse. En Forbavselse over, at jeg ikke er ulykkelig, men mest dog en Forbavselse over, at Ingen synes at have opdaget nogen Forandring hos mig.

Altsaa er jeg tilsyneladende den samme som før. Intet rødt Kors i Panden, ingen sort Streg paa Næsen. For alle Andre den samme, kun ikke for mig selv. Thi for mig selv er det, som om jeg fra et trangt Puppedække, der skjulte Livets vidunderlige Mening for mig, er fløjet ud i al Aabenbaringens Herlighed som en lykkefortumlet Sommerfugl. Tung var min Gang før. Nu er det, som svævede jeg let hen over Livets Bekymringer, som om jeg havde Vinger, der bar mig over alle Vanskeligheder. Jeg staar paa en Jord, der hæver sig under mig, og jeg favner en Himmel, der sænker sig ned over mig. Der er jublende Musik rundt om mig, og jeg selv er som en Sang, der stiger og stiger ...

Hvad vil det sige at lyve? At have en Hemmelighed saa bedaarende og sød, at man ikke vil dele den med Nogen! Det er let at lyve ... Lyve er et grimt Ord, men Meningen er smuk. Hvad andet er det Solen gør, naar den, gemt bag en Sky, lister en enlig Straale ned til Violen ved Markvejen? Hvad andet er det, naar to Fugle leger Skjul bag Træernes Blade?

Jeg spadserede gennem Byen i Formiddag. Tusinder af Mennesker mødte jeg. Hvad saá de i mig? En ung Pige som Tusinder andre unge Piger, en ung Pige, der gik sig en Tur, beskyttet, bevogtet af sin Moder. Men hvad de ikke saá, og hvad de ikke maatte se, fordi det var hendes livsalige Hemmelighed, det var det Blik, den unge Pige vekslede med en ung Mand paa den anden Side Gaden ... det var, at hun hos Blomsterpigen paa Hjørnet tog to Violbundter, førte dem begge til sin Mund, og at hun saa købte det ene, mens han straks efter købte det andet og kyssede det.

Hvor dejligt det er at leve, hvor dejligt at være ung. Lad nu komme, hvad der komme vil; lad Fremtiden blive end aldrig saa sort. Den Lykke, der nu rejser sit Guldtempel i mit Hjærte, vil kaste Genskin gennem alle Tiders Nat.

Og saa, min Elskede, bøj dit Hoved ned til mig og lad mig fylde dit Øre, saa det aldrig glemmer det, med min frydefulde Bekendelse: »Jeg er lykkelig, lykkeligere end Sproget, som er skabt for Handel og Vandel og ikke for Elskende, kan udtrykke det — lykkelig ved at være Din, lykkelig ved, at Du vil eje mig ... Godnat.«

25. Marts.

Da jeg i Formiddag sad ved det aabne Vindue for at nyde den solvarme Foraarsluft, saá jeg min Genbo i travl Beskæftigelse. I en stor Kasse pakkede han Bøger og Skilderier. Mens han var saaledes beskæftiget, kom »Favoritindens« Vogn kørende. Han hørte Vognen komme, han kastede et hastigt Blik ned paa Vejen, skyndte sig saa at trække Gardinerne for Vinduet. Damen steg ud, og Vognen kørte bort, som sædvanlig. Jeg tænkte ikke mere over den Ting, havde allerede glemt min Genbo og hans Veninde. Jeg sad og stirrede ud i den muntre Foraarsdag, og mine Tanker vandrede til ganske andre og mig mere magtpaaliggende Sager. Da — der kunde vel højst være gaaet fem Minutter — ser jeg »Favoritinden« træde ud af Porten. Hun var stadig tilsløret, hun holdt Haanden presset mod Brystet, og hun ligesom havde Vanskelighed ved at gaa. Hun stod et Øjeblik lænet op mod Porten, saa rettede hun sig rankt op, slog hæftigt Sløret tilside fra det uhyggeligt hvide Ansigt, gik tværs over Vejen — jeg maatte nu rejse mig for at se hende — og saá op mod min Genbos Vinduer.

Var det virkeligt eller en Indbildning? Jeg syntes at høre en haansk, truende Latter. Saa forsvandt Skikkelsen ned ad Vejen.

Men mit lyse Foraarshumør var spoleret. Jeg kunde ikke faa ud af min Erindring det forvredne, blege Ansigt med den afmægtige, næsten latterlige Trods, og i mine Øren har hele Dagen skurret den Ydmygelsens bitre Latter, som jeg hørte ... for jeg maa jo have hørt den.

Han maa være en raa, en brutal Person, min Genbo. Men alligevel, nej ... saa uværdigt havde jeg i hendes Sted ikke kunnet bære mig ad. Hvis hans Forelskelse er forbi, saa maatte hun dog have mærket det. Har han ikke villet sige hende det, saa kunde hun have tvunget ham til det.

Det véd jeg, at den Dag, han ikke bryder sig længer om mig, den Dag, jeg blot mærker Træthed hos ham, i samme Øjeblik gaar jeg fra ham. Han skal ingensinde faa den Fornemmelse, at vort Forhold er ham til Byrde. Jeg vil være for stolt til at leve paa Naade og Medlidenhed hos ham. Han skal end ikke høre nogen Klage fra mig .... Jeg skal forsvinde fra hans Vej, og Intet skal nogensinde senere minde ham om mig.

... Godt, at det ikke var iaften, jeg skulde til ham. Jeg har været saa forpint hele Dagen, og jeg véd, at jeg vilde have lavet en Grædescene, hvis jeg havde været sammen med ham.

Og jeg, som netop skulde overraske ham med at være en flink og lykkelig Pige! Maa se at sove mig væk fra alle de grimme Tanker.

26. Marts.

1. April.

Jeg vil først fortælle Dig, hvordan og hvorfor jeg blev Din.

Du kender mig jo egenlig slet ikke. Du havde Grund til at tro slemt om mig, for saadan som jeg kom til Dig, kom jeg som En, der sagde: »Her er jeg. Tag mig.«

Jeg blev Din, fordi Du instinktmæssigt forstod mig. Du forstod i alt Fald saameget, at Du her havde mødt et lille Væsen, som det gjaldt om ikke at skræmme; som Du maatte behandle som skøre Sager. Naar jeg sad hos Dig de første Gange, sad jeg altid paa Springet til at løbe min Vej. Et forhastet Ord, et overilet Kærtegn, og jeg var flygtet. De Ord, Du ikke sagde, det var dem, der erobrede mig.

Du kender mig vist slet ikke. Nu er jeg Din, og jeg vil vedblive at være det, saalænge Du vil have mig. Men hvis Du tror, at det er dine Kys, dine Kærtegn, dine Favntag, som gør mig til Din, da tager Du Fejl. Jeg er ingen Snærpedorthe, jeg er ingen serafisk Jomfru Spidsnæse. Jeg er lykkelig hver Gang Du tager mig i dine Arme. Jeg drikker dine Kys saa gærne, som Blomsten aabner sig for Sommerens Dugg. Jeg er jo Din, af Lyst, med Glæde. Jeg er Din for at være Din. Du skal ikke have mig som et Kviksølv, der løber bort mellem dine Hænder. Min Herre og Mester — se, alt hvad mit er, det giver jeg Dig uden Spidsfindighed og Forbehold.

Men hvad jeg saa gærne vilde, at Du skulde forstaa, det er dette: Jeg kan saa godt undvære Kyssene og Kærtegnene, jeg vil elske Dig lige højt uden dem. — Det vilde gøre mig saa ondt, om Du, naar jeg er gaaet fra Dig, tænkte: Hun er en Frøken Let-paa-Traad, en Frøken Kys-i-Kroge, der kommer til mig med sit hidsige Blod og sine letsindige Lyster.

Kan Du mon forstaa dette, vil Du mon tro det? Jeg forlanger intet andet end at være hos Dig, se Dig, høre Dig tale. Ja, jeg vilde endda være lykkelig ved mindre. Du siger, at Du ofte er uoplagt til at tale: at Du trænger til at være i Ro med dine Tanker. Véd Du, hvad der er mit højeste Ønske? At jeg en saadan Dag, hvor Du lukker Dig inde med din Kunst, maatte faa Lov at sidde i en Krog af din Stue. Jeg skulde være saa musestille, Du skulde ikke føle Dig forpligtet til at tage nogetsomhelst Hensyn til mig, Du skulde blot lade mig nyde den Lykke, at jeg, jeg var den eneste, som Du taalte om Dig i dine ensomme Øjeblikke.

En saadan Time nyder jeg ofte i min Fantasi. Jeg prøver da paa at gætte, hvad der bevæger sig inde i Dig. Jeg ser Dig sidde med halvt lukkede Øjne, med nervøst dirrende Øjenlaag og Haanden støttet mod Panden. Men naar jeg saa sér, at Du pludselig hæver Hovedet og stirrer frem med et stort skinnende Blik, da véd jeg, at Du har faaet den klare, lykkelige Tanke, Du ledte efter, og mit Hjærte frydes i Takt med dit. Og saa sér jeg Dig omsider med en triumferende Mine strække Armen i Vejret; der er Sejrssmil over dit Ansigt; Du tænder glad og tilfreds din Cigaret, der er gaaet ud, mens Du tænkte, og idet Du mindes, at din Veninde sidder i din Stue, gaar Du hen til hende, tager hendes Haand og siger, at Du er glad over, at hun er hos Dig, og at hun har været forfærdelig artig og sød og slet ikke har forstyrret Dig.

Falder det Dig aldrig ind, at det er saadan, jeg elsker Dig? Eller vil Du ikke vide det? Er Du bange for, at jeg skal holde for meget af Dig?

Aner Du heller ikke, hvor drøjt det er for mig at skilles fra Dig de Aftener, jeg har været hos Dig? Du maa ikke tænke om mig: Hun er et drevent lille Pigebarn, vant til at spille sine Forældre paa deres agtværdige Næser. Nu har hun hemmeligt været ude at more sig, og nu er det en ny Fornøjelse for hende at opspinde en Fabel for at narre sin Moder.

Nej, Du, saadan maa Du ikke tænke. Vel véd jeg ikke det i Verden, som jeg ikke vilde gøre for at kunne komme til Dig. Jeg beklager mig ikke, jeg vil paa ingen Maade, at Du skulde mene, jeg fandt min Lykke for dyrt købt. Men jeg vilde saa nødig, at Du skulde tro, det altsammen var mig saa let som Ingenting.

Og saa de Dage, der gaar imellem vore Møder? Du kan naturligvis slet ikke fatte, at tre eller fire Dage kan være en Evighed. Du har altid nye Ting, der optager Dig. Du arbejder, Du morer Dig, Du lever i en Verden, som hver Time paa Dagen bringer Dig ny Næring, nyt Stof. Men naar jeg ikke er hos Dig, saa lukker Tilværelsen sig om mig som fire kolde Fængselsvægge, der kun varmes af min Længsel efter Dig, kun farves af Erindringerne fra din Rigdom.

Hvor skulde Du ogsaa kunne vide noget om alt dette? Du sér et glad Ansigt komme og gaa, men Du kender intet til det Liv, det glade Ansigt fører fra det Øjeblik, det sender Dig sit smilende Afskedsnik, og til det Øjeblik, det næste Gang lér Goddag til Dig.

Men hvis dine Tanker nogensinde, naar jeg er borte fra Dig, falder paa at opsøge mig, og hvis de havde Ævne til at se gennem Dør og Væg, da vilde de, om de en Eftermiddag gik ud til Huset i Forhaabningsholms Allé, risikere at se det glade Ansigt forvandlet til et afskrækkende Jammersminde. Jeg véd ikke, hvordan det kan være; det er stygt, urimeligt og utaknemmeligt af mig; men de første Dages straalende Jubel, der bar mig oppe over alle Bekymringer og som kastede gyldent Skær over alt omkring mig — den er forsvunden og er bleven afløst af en knugende Tungsindighed, en pinefuld Angst, der kun en Gang imellem viger for en kaad Lystighed, en overstadig Trang til at le højt og høre Støj om mig. Aldrig har mit Hjem forekommet mig saa fattigt og graat, saa koldt og uhyggeligt, som efter at jeg har leget Frue i dine Stuer.

Sidder vi ved Middagsbordet og spiser vor Mad i vore Ansigters Begrædelighed, stiger undertiden pludselig Længslen op i mig som en Følelse af Forladthed, og jeg maa bide Læberne sammen for ikke at briste i Graad.

Men i Skumringen plejer det at være værst — naar jeg sidder og kryber sammen i min Vindueskrog. Saa kommer Spørgsmaalene mylrende og stikker deres klamme Rottesnuder op i mit Sind: Hvor er nu han? Hvem er han sammen med? Er han i Selskab med smukke elegante Damer? Hvordan er han overfor dem, hvad siger han til dem? Ser hans Blik ligesaa varmt paa dem, som naar han bøjer sig over mig? Er hans Stemme ligesaa blidt kærtegnende, som naar han hvisker til mig? Og hvad er jeg nu for ham? Har han blot en Tanke tilovers for mig, eller glemmer han i andre Arme, at der er et Navn, som hedder Julie?

Jeg véd, min egen Ven, at jeg har ingen Ret til at kræve Dig til Regnskab. Du har aldrig lovet mig Troskab, og jeg elsker Dig for højt til at fordre Dig helt. Der var ingen Kontrakt, ingen Betingelser den Gang, jeg gav mig til Dig, og naturligvis burde jeg have været paa det Rene med, at jeg ikke var den eneste.

Jeg forlanger jo heller intet nu. Kun vilde jeg, Du skulde forstaa, at jeg trænger til, at Du er meget god imod mig. Jeg lever jo Dage igennem af de faa Timers Lykke hos Dig. Og hænder det, som sidst, at Du siger et eller andet, der lyder koldt eller blot drillende, saa fryser de Ord sig fast i mig, og der er intet Haab i mit Hjærte, før jeg atter er hos Dig.

Hvis jeg sendte Dig dette Brev, vilde Du ikke kunne skjule dit ironiske Smil. Du vilde sige, at jeg var en Nar, og i Øjeblikket — fordi jeg altid i Øjeblikket mener som Du — vilde jeg selv føle, at mit Brev kun var til at smile ad. Men bagefter vilde dit Smil gøre mig fortvivlet til Døden.

Thi Du vil kun have mig som et glad Ansigt, en Adspredelse i Ny og Næ. Men jeg er saa ganske uden Hensigt med Dig. For jeg kan intet, véd intet, er intet uden Dig.

Og derfor bliver dette Brev i min Dagbog.

Julie.

3. April.

Jeg havde som halvvoksen Pige en Hund. Jeg var lunefuld og ikke altid god imod den; dog elskede den mig over al Maade. Det hændte, at jeg, naar den ifølge gammel Vane plantede sig op ad mig, jagede den bort med ublide Ord. Den luskede da hen i Kakkelovnskrogen og lagde sig med Hovedet mellem Forpoterne. Men hvert Øjeblik kiggede den hen til mig, og pludselig stod den igen foran mig, stirrende paa mig med Øjne, der spurgte: »Hvorfor er Du ond imod mig?« Jeg husker, at der var Dage, hvor disse stumt anklagende Øjne vakte et instinktmæssigt Raseri i mig. Jeg kunde have slaaet Dyret ihjæl.

Den samme Følelse har jeg i den sidste Tid haft overfor Erik. Med hvad Ret krævede hans Øjne mig til Regnskab? Hvad Ret havde de til at stille sig i Vejen for mit Liv som en anklagende Samvittighed?

Men det værste, det pinagtigste var, at jeg og Erik, naar vi i den sidste Tid saas, ligesom af en magnetisk Magt førtes til at tale om »ham«. Ligemeget hvad vi begyndte med, altid endte vi med ham. Hver Gang Erik traadte ind i Stuen, foresatte jeg mig: »Idag skal hans Navn ikke nævnes«. Saa begyndte vi at tale, tungt og trevent eller forceret livligt; vi talte om Vejr og Vind, om Venner og Bekendte ... Hans Navn summede i mit Øre, hans Navn stod i Eriks Øjne, laa paa hans Læber ... det var haabløst at svirre længer rundt: pludselig var det nævnt, vi var i Flammen. — Og saa stadig den samme foragtelige Komedie om igen, at Erik, som intet forstod, men handlede som i Blinde, forsvarede sin Ven, mens jeg angreb ham.

Nej, det var ikke til at holde ud. Godt, at det er forbi.

Det var i Formiddags. Erik vidste, at Moder idag skulde i Kirke alene. Saa ringede det. Det var ham.

Han var bleg, men alligevel meget varm. Han sad og tørrede Sveddraaber af sin Pande. Vi havde vekslet nogle almindelige Ord om ligegyldige Æmner, saa sagde han — jeg sad ved Vinduet, han ved det runde Bord midt i Stuen —: »Gør mig den Tjeneste, Julie, at flytte Dig herhen. Jeg har noget at tale med Dig om.«

»Og det kan ikke besørges paa Afstand?«

»Nej. Vær nu god og gør, som jeg beder Dig om.«

Jeg satte mig ligeoverfor ham, og der blev en Pavse. Vi var vist begge lige forlegne og lige ilde til Mode.

Han tog min Haand. Den var iskold, hans varm og fugtig og skælvende. Han saá alvorligt og kærligt paa mig og sagde roligt:

»Jeg kommer, Julie, for at spørge Dig, om Du vil blive min Kone?«

Spørgsmaalet kom saa pludseligt og saa bestemt formet, at jeg ikke straks kunde finde Svar.

Han vedblev da:

»Ser Du, jeg kan ikke længer holde dette ud. Jeg har ventet og ventet, fordi jeg ikke turde spørge. Jeg syntes, der var dog Haab, saalænge der intet Svar var. Nu maa jeg have Vished. Hvad Svaret saa bliver, vil det være bedre for mig end de sidste Tiders Angst og Uro. Du skal svare mig helt ærligt, Julie — det er det eneste, jeg forlanger af Dig. Vil Du blive min Kone?«

Jeg havde genvundet min Fatning og jeg svarede, svarede saa venligt jeg kunde, men sikkert og fast:

»Havde Du behøvet at spørge Erik? Jeg synes det ikke. Nej, Erik, jeg kan ikke blive din Kone!«

Han slap min Haand og sad nogle Øjeblikke som i Overvejelse, inden han spurgte:

»Men i Vinter, Julie, da jeg skrev, at jeg kom hjem?«

»Ja, Erik. Den Gang var det anderledes end nu!«

Han havde rejst sig:

»Saa er det, som jeg tænkte. Jeg skal ikke spørge. Du skylder mig intet Regnskab. Jeg vil ovenikøbet foreløbig helst intet vide. Og nu levvel, min lille Plejesøster, og gid Du maa blive lykkelig.«

Han bøjede sig ned over mig, jeg følte hans Læber paa min Pande, og mens jeg endnu sad i min Stol, hørte jeg Entrédøren slaa i efter ham.

Siden har jeg naturligvis grædt mine modige Taarer, men siden igen har jeg følt mig saa let og befriet. Som om en sort Sky var forsvunden fra min Himmel, som om en Tynge var væltet fra mit Sind.

Erik er borte. Jeg skal ikke længer møde hans sørgmodige Øjne som en ond Samvittighed.

Og jeg kan igen tænke med Godhed og Kærlighed paa ham. Aldrig har jeg set ham saa smuk og mandig, som da han rejste sig for at gaa efter at have faaet mit Svar. Ingen Taarer, ingen Bebrejdelse eller Vrede i hans Øjne; kun et mildt og bedrøvet og forstaaende Smil.

Hvor Mænd dog er langt stoltere og bedre end vi Kvindemennesker.

4. April.

»Kender Du hende ikke? Det er den bekendte Fru Paula Hansen.«

Og saa fik jeg en lang Lektie om Fru Paula. Det syntes ham næsten en Trang at fortælle mig om hende. Han var en intim Ven af hende og hendes Mand; navnlig før var han kommen overordenlig meget i deres Hus. Hun var saa sød og nydelig, saa begavet og morsom ... Jeg har aldrig hørt ham være saa begejstret for Nogen. Og hvert Øjeblik forsikrede han: »Jeg holder forfærdelig meget af hende.«

Pludselig midt i sin Veltalenhed spurgte han smilende:

»Du bliver da ikke jaloux paa Fru Hansen?«

»Hvor falder Du paa det?«

»Aa, jeg syntes, Du blev saa tavs.«

... Jaloux, nej, jeg er ikke jaloux, og jeg vil ikke være det. Men hvis han tror, det morer mig at høre ham en hel Aften fortælle om Fru Paula Hansen, tager han unægtelig fejl.

Efter min Mening ser hun ikke fin ud. Og det Udtryk i Øjnene giver hende noget vist ... ja, noget vist demimondeagtigt.

7. April.

8. April.

Jeg gad vide, om det virkelig var alvorligt ment. Skulde han kunne falde paa at blive jaloux? Hvor ganske sindssvagt urimeligt, men hvor dejligt!

9. April.

Det, som volder mig de fleste bedrøvede Øjeblikke, er hans snegleagtige Forsvindingsvæsen. Det er, som om han altid var bange for at strække sig for langt frem, at komme mig for nær paa Livet — aandelig talt. Pludselig, allerbedst og allerhyggeligst som vi sidder, er han borte. Og tilbage bliver kun en forsigtigt tilknappet Sneglehus-Herre. I samme Nu er det, som om Hundreder af Mile lægger sig imellem os. Vore Hænder, der har hvilet fast og varmt i hinanden, glider slapt ned, og jeg kender hverken hans Stemme eller Ansigt længer. Jeg har drømt at jeg var sammen med ham, min Elskede, jeg vaagner og finder mig sammen med en fremmed Herre, der konverserer mig med anstrængt Høflighed.

Om jeg blot turde spørge ham, hvorfor han er saadan. Frygter han, at jeg har Planer med ham? Hvis det ikke var, fordi jeg overhovedet ikke vil lade ham vide, at den Tanke beskæftiger mig, saa sagde jeg en Dag til ham: »Du skal ikke være bange. Jeg aspirerer ikke til at blive gift med Dig.«

Nej, han kan forsaavidt være tryg. Jeg har tænkt meget over det, og jeg er paa det Rene med, at jeg, selv om han foreslog det, ikke vilde gifte mig med ham. Det vilde være Synd for os begge. For ham er det en Livsbetingelse at være fri og ubunden, og jeg vilde lide altfor meget ved at føle mig som den Klods, han havde om Benet. Jeg taaler ikke at tænke paa den Tid, dette er forbi. Naar jeg tænker paa, at hver lykkelig Dag, der forundes mig, er et Skridt henimod det store, mørke Intet, synker min Sjæl sammen i fortvivlet Rædsel. Og dog har han Ret. Vor Kærlighed er ingen Køkkenurt, der kan gemmes hen til en Husholdnings Behov. Den er en Blomst, som dufter sødt og straaler skønt og dør hurtigt, fordi dens Liv har været saa stærkt.

Vor Kærlighed. Har han nogensinde brugt det Ord? Nej, saa lidt som han nogensinde har sagt: »Jeg elsker Dig.«

Nu véd jeg godt, at Ord gør det ikke. Han kan elske mig usigelig højt, fordi han ikke siger det, og hvis jeg ikke af andre Grunde kunde vide, at han elskede mig, var det intet Bevis, om han saa hundrede Gange i Træk forsikrede mig: Jeg elsker Dig.

Han kalder mig Barn. Men naar han tager mig om Hovedet, ser mig ind i Øjnene og siger: »Du søde Barn!« — kan han da ikke se, at Barnet brænder af Længsel efter at høre de forjættede Ord, de Ord, der er lovede — i Digt og i Drøm — ethvert forelsket Barn?

Og er det af Forsigtighed, at Du, min kloge Ven, ikke vil udtale de Ord, som jeg i frydefuld Lykke giver Dig, saa ofte Du vil høre dem, da spørger jeg: Kan saa megen Forsigtighed forliges med, hvad Du iaften fortalte mig? ... Jeg stod foran Toiletspejlet. Da saá jeg Dig bagved mig. Dit Blik hvilede paa mig med en ganske uforsigtig Ømhed, og, idet Du lagde din Arm om mig, sagde Du de straks lidt dunkle Ord: »Og der var Brus af hvide Duer om hende!« Jeg kiggede spørgende paa Dig, og Du fortsatte:

»Det er et Digt, som har vibreret i mig, fra jeg var Barn, og som er Tekst — der er ikke flere Ord — til et Billede, jeg den Gang saá. Det var en Sommermorgen paa Landet ude i en solfyldt Gaard. En ung Dame — jeg havde aldrig set et Væsen saa fint og yndigt — traadte ud i blaa Kjole og med en lille Spaankurv i Haanden. Hun tog af Kurven en Haandfuld Ærter, og i samme Nu var Luften om hende ét hvidt Brus. Fra alle Gaardens Længer susede Duer ned over hende. De satte sig paa hendes Hoved, Skuldre, Arme, Bryst og Hofter, saa hun var som klædt i dem. For min barnlige Sans var det et Æventyrbillede, det var selve den dejlige Snehvide. Men siden har Billedet formet sig til en Aabenbaring af den kysk og frimodigt elskende Jomfruelighed, og den Aabenbaring holder jeg nu i mine Arme.«

— — — Mon Du, efter at have fortalt mig dette, havde begaaet nogen letsindig Uforsigtighed ved at tilføje: »Jeg elsker Dig« —? Men frygter Du at fordærve Barnet og gøre hende altfor indbildsk, mon Du da burde have ladet dine hvide Duer bruse ned over hende?

11. April.

Jeg sad stille og nød ham, nød det at se dette ellers saa beherskede Menneske i Stormflod over alle Sluser. Pludselig saá han hen paa mig og stoppede op midt i et lidenskabeligt Punktum, lo og sagde: »Du ser helt forskrækket ud. Du tror vel, at jeg er bleven tosset?« Lidt efter fortsatte han: »Jeg skal tilstaa Dig, hvad jeg forresten haaber, Du allerede længe har haft en Anelse om —: jeg er ikke slet saa koldsindig, som jeg lader. Det er (han smilede) Skaberi det Hele. Egenlig er jeg det mest fanatiske Menneske i Verden; men jeg har regnet ud, at man i enhver Henseende opnaar større Effekt ved kun at lade Vulkanen virke som en sydende Understrøm, der heder Jorden og en sjælden Gang overrasker med en lille Eksplosion.« Han blev igen alvorlig: »Jeg er maaske alligevel ikke saa udspekuleret. Men ligemeget forresten. Det er paa Understrømmen i mig, jeg er Kunstner. Det er den, der burde kunne og ogsaa skal gøre mig til en bedre Skuespiller end de fleste andre, som enten rasler afsted for fuldt Bjældespil eller lunter af i hæderlig Hverdagsagtighed — begge Dele lige uinteressante, fordi de fattes det kun anede, det hemmelighedsfuldt truende eller dragende, som er Poesi.«

»Du er vist slet ikke vigtig?« sagde jeg — ikke mere ondskabsfuldt, end at han uden Vanskelighed kunde forstaa, at han ialfald i mig havde en beundrende Tilskuer.

»Jo« — svarede han og knælede ned for mig — »jeg er vigtig, meget vigtig endogsaa. Men véd Du hvorfor? Fordi jeg har Dig. Thi af Dig har jeg lært at spille min Rolle godt.«

»Saa var det egenlig mig, der burde være vigtig?«

»Jeg vil ogsaa haabe, at Du maa være det imorgen Aften. I det mindste en lille Smule glad.«

— — — Naturligvis skal jeg i Teatret imorgen. Desværre sammen med Emmy, hvis Pjat jo nok skal gøre sit til at ødelægge Nydelsen for mig. Men jeg havde ingen anden Udvej. Jeg turde ikke tage imod Billet af ham. Saa fik jeg Emmy til at invitere mig — som Forskud paa min Fødselsdag.

12. April.

Jeg havde foresat mig ikke at lade mig anfægte af Emmys Sladder. Ligesom Katoliker, for at værge sig mod syndige Tanker, uafladeligt beder deres Rosenkrans, saaledes vedblev jeg at fremmane mig hans Ansigt, saadant som det kærligt ser paa mig, og gentage forelskede Ord, han har sagt mig. Dog Fristeren slap mig ikke. Mens Emmys giftige Ord ustandseligt dryppede i mine Øren, rejste Tvivlens og Fortvivlelsens Spørgsmaal sig triumferende i min Sjæl: »Hvad véd Du egenlig om ham? Du Daare, der vil fæste Lid til En, Du ikke kender?« Hans Ansigt forvandledes for mig: det blev stift og koldt. Og hans Ord lød spottende, og jeg hørte ham sige med en ond Latter: »Ikke sandt, hun er smuk?«

Da vi stod udenfor Teatret, havde jeg mest Lyst til at løbe min Vej. Løbe bort fra det altsammen, fra Livet, der er saa umuligt at faa Rede paa; fra Menneskene, der mest pønser paa at gøre Livet ondt for hinanden.

Saa fandt jeg mig siddende i Salen mellem den summende Sværm. Jeg hørte Latter og ligegyldig Pjat af Folk, der var komne i Teatret for at slaa nogle Timer ihjæl, og jeg syntes, det var oprørende, at han skulde give sin Kunst til denne uforstaaende, hjærteløse Hob.

Da pludselig hørte jeg Emmy hviske: »Der er hun!« Jeg fulgte Retningen af Emmys Blik, og jeg saá oppe i Balkonen paa første Række en Dame, jeg straks genkendte fra Portrættet som Fru Paula Hansen.

Ja, hun er smuk. Ikke med regelmæssige Træk, men med en blød Ynde over hele den fine og elegante Person, og først og fremmest med vidunderlige Øjne.

Jeg véd ikke hvorfor. Jeg følte straks kun Sympati for hende. Der var, som hun sad der tilbagelænet i Sædet, uden Opmærksomhed for Publikum omkring hende, et Præg af tankefuld Sørgmodighed over hende, som rørte mig.

Jeg kunde ikke faa Blikket fra hende. En underlig Trang kom op i mig — en Trang til at lære hende at kende, at kysse hende og sige til hende: »Lad os to være Venner.«

Saa blev jeg reven ud af min Stemning ved, at Emmy hviskede: »Gud véd, hvor mange Veninder han iaften har siddende her i Teatret.«

... Musiken begyndte, og der blev stille i Salen. Altsaa nu om et Øjeblik kom det. Og næppe var den Tanke opstaaet i mig, før jeg følte Angsten klemme mig om Hjærtet, saa jeg troede, jeg skulde besvime. Med fugtige Hænder krammede jeg mit Lommetørklæde, sanseløs svarede jeg Emmy paa nogle Spørgsmaal, jeg aner ikke om hvad.

Saa var Tæppet oppe. Jeg saá Ansigter bevæge sig deroppe bag Lysrækken, jeg hørte dem tale, og jeg hørte, at der af og til blev lét og klappet rundt om mig — jeg lo selv med, tror jeg, men jeg opfattede ikke et Ord af det, der blev sagt. Jeg sad som i lam Vildelse.

Saa med ét var det, som om der blev kaldt paa mig. Der gled Slør fra mit Blik, en varm Strøm rislede gennem mig: han stod deroppe, og han talte.

Var det en Hallucination? Sad jeg i hans Stue, og var det mig, han talte med?

Jeg maatte knibe mig i Armen for at blive rigtig vaagen og forstaa, at jeg var paa Komedie. Var paa Komedie og saá min egen Kærlighedslykke blive spillet. Hørte alle de Melodier, som var nynnede for mig, lyde i fuldtonende Skønhed oppe fra Scenen.

En uvilkaarlig Angst og Undseelse greb mig. Blodet skød mig op i Kinderne, og jeg saá paa Emmy, saá paa de andre Tilskuere, om de skulde have opdaget noget.

Saa kom jeg til at smile af min taabelige Angst og sank hen i en lykkelig Nyden, var saa lykkelig og stolt og betagen, at Taarerne løb mig ned ad Kinderne, glemte Alt og Alle om mig, indtil Tæppet faldt under stærk Applavs, og der blev lyst i Salen og Emmy leende sagde: »Men Du gode Gud, hvad tuder Du dog for? Der var jo ikke noget sørgeligt i det.« Men da hun føjede til: »Han spillede forresten dejligt!« — steg hun betydeligt i min Agtelse.

I Mellemakten var mit Blik paa Vagt i Fru Paulas Loge. Hun sad nu og spejdede nysgærrigt rundt i Salen, som om der var noget bestemt, hun søgte efter. Pludselig mødtes vore Blikke, og jeg syntes, jeg saá et mørkt Glimt i hendes Øjne. Jeg opdagede ogsaa, at hun siden i Løbet af Aftenen oftere rettede sin Kikkert paa mig. Skulde hun vide, hvem jeg er, og skulde hun ane noget? Skulde han —? Nej, det er umuligt. Alligevel foruroliger det Blik mig, og jeg havde Resten af Forestillingen en ubehagelig Fornemmelse af at blive bevogtet.

— — Saa var Stykket forbi, og vi stod ude ved Garderoben for at faa vort Tøj. Jeg bad Emmy ikke trænge for ivrigt paa; jeg vilde helst vente saa længe som muligt for at opsnappe de rosende Ord, der faldt om ham. Alle var forbavsede over, saa godt han havde spillet. Jeg hørte En sige: »Nu er hans Lykke gjort. Nu har han da endelig vist, at han er et stort Talent.«

Nu endelig! Men hvorfor nu? Det vidste kun jeg. Om Du, min egen Ven, havde set, hvor højt jeg i det Øjeblik satte Næsen til Vejrs, vilde Du have haft Anledning til at knibe mig i Øret og sige: Vigtigpraas!

— Ved Udgangen af Teatret løb vi lige paa Erik. Han var straalende over Vennens Succes og sagde: »Nu vil Du vel indrømme, at der er noget ved ham!« Forøvrig fortalte han, at han snart igen rejste til Udlandet. Han havde foreløbig opgivet at begynde en Forretning herhjemme. Stakkels Erik!

Emmy vilde have mig med hen i et Konditori og drikke Te. Men jeg gøs for at skulle døje hendes udførlige Kritik over Stykket og Spillet, og jeg slap fra hende ved en Sporvogn. Da jeg havde kørt et lille Stykke, steg jeg imidlertid ud. Jeg havde pludselig faaet en uimodstaaelig Lyst til at se ham endnu i Aften, blot lige se ham og sige ham, at jeg elskede ham højere end nogensinde.

Naturligvis var det dumt af mig at tro, jeg kunde træffe ham. Jeg var ved hans Dør. Den var lukket. Og der var mørkt i hans Lejlighed. En halv Time flakkede jeg om udenfor Huset, saa maatte jeg hjem.

Men paa Hjemvejen var al min Vigtighed borte. Jeg sad i Sporvognen og havde megen Møje med ikke at græde, mens jeg tænkte paa, at han nu maaske var sammen med hende, og at denne Aften dog burde have været min — min helt og holdent.

Mon han iaften har tænkt paa mig? Var det mon en af mine Blomster, han bar i sit Knaphul? Som et Vink og en Hilsen.

Jeg vil tro det. Og jeg vil ikke tænke paa alt det, Emmy fortalte mig.

Han kan ikke iaften have været sammen med hende. Selv om det ikke er saadan som Emmy siger, synes jeg, han maatte forstaa, at det vilde være Synd imod mig.

13. April.

Forresten er det lige meget, hvad den Fyr skriver. Alle Mennesker er begejstrede. Stykket gik igen iaften, desværre kunde jeg ikke være i Teatret, men jeg var udenfor Teatret, baade den Gang Billetsalget begyndte — der var en vældig Opstilling — og den Gang, Forestillingen var forbi. Jeg stod midt i Forhallen — tilsløret naturligvis — og lod Folk mase løs paa mig. Og jeg hørte hans Navn blive nævnet hundrede Gange, og jeg gik hjem og nævnede det tusinde Gange, inden jeg faldt i Søvn.

Hvad har alle de andre været for ham? Hvorfor har ingen af dem kunnet inspirere ham? Hvis han havde holdt ligesaa meget af dem som af mig, hvordan kunde jeg da være den, som tændte Gnisten i ham?

Jeg gør mig selv disse Spørgsmaal, og jeg vover ikke at udtale højt det Svar, der bruser i min Sjæl som en Sejrshymne.

Jeg vover det ikke, for sæt, at jeg bedrog mig! Og dog — hvor er det muligt? Kan der være andet Svar end dette, der jubler i mig: Jeg, jeg er den, han elsker, den eneste, han har elsket! Den eneste!

Thi jeg tænker mig, at Mænd har det med Kærlighed paa en anden Maade end vi Kvinder. De kan have Snese af Kærlighedsæventyr, men de betyder allesammen intet, de er som en flygtig Vind, der kun for et Øjeblik kruser Sjælens Overflade. Men saa pludselig en Gang rejser den sande, den eneste Kærlighed sit store Vejr i dem, og da er det, ligesom der skete en Omvæltning; alt det dybeste og bedste i dem kommer frem, og de faar Kraft og Begejstring til at udrette deres Livs største Bedrifter.

Langfredag.

Han svarede: »Ja, jeg gjorde vist Lykke. Men lad mig nu faa den eneste Kritik, jeg bryder mig om at høre, den eneste værdifulde Kritik. Hvad syntes Du? Var det godt, var det rigtigt? Vakte det Minder hos Dig? Blev Du en Smule greben af det?«

Jeg lagde mine Arme om hans Hals, saá ham al min Lykke ind i Øjnene og hviskede ham et »Tak«. — Men siden sagde jeg ham det samme med mange flere Ord.

Der stod paa hans Skrivebord en Buket gule Roser. Straks jeg saá den, tænkte jeg: den er fra hende.

Jeg blev forstemt, og han mærkede det. »Hvad er der i Vejen?« spurgte han.

»Ingenting.«

Men lidt efter maatte det ud.

»Du har faaet Blomster,« sagde jeg. »Det er vel fra ...«

Han afbrød mig:

»Fy Julie!« Og han saá alvorligt, næsten bedrøvet paa mig.

»Jo, jeg har Grund til at være skinsyg. Og jeg vil vide, fra hvem de Blomster er.«

Jeg kunde mærke, at jeg skulde til at græde, og jeg vendte Hovedet bort. Han greb min Haand, og i samme Nu brast jeg i Hulken. Jeg vilde tage min Haand til mig, men han holdt den fast, blev ved at holde den — uden at sige noget — til jeg havde grædt ud. Saa sagde han:

»Hør nu, Julie. Jeg har før forsikret Dig, at Du ingen Grund havde til at være skinsyg, og Du svarede mig, at Du var det ikke. Det viser sig nu, at Du alligevel er det, og jeg vil derfor fortælle Dig følgende, for at Du skal forstaa, hvor urimelig din Skinsyge er, og fordi jeg véd, Du er en brav og fintfølende Pige, der vil tro, hvad jeg fortæller, uden at forlange nærmere Forklaring med Navne og den Slags. Altsaa: før jeg lærte Dig at kende, havde jeg en Veninde, der kom til mig, som Du nu kommer. Hun og jeg holdt meget af hinanden, og jeg holder meget af hende endnu. Du kan høre det uden Nag og Vrede, thi alt mellem hende og mig er forbi: hun var et af de sødeste og bedste Mennesker, jeg har kendt. Aldrig har hun gjort mig andet end godt, aldrig har der i den lange Tid, hun kom her som min Veninde, været ét ondt Ord imellem os. Det var et Forhold saa lyst, saa muntert, saa fint og saa let, at det altid vil staa for mig som en varm, skyfri Sommerdag i mit Liv. Da var det, at Du kom. Du kom, og Du tog mig hurtigt ganske. Du var den berusende Ungdom, det stærke Foraar. Det var saa meget for Dig at blive min, at jeg syntes, det at elske blev noget nyt og stort og forunderligt for mig. Du fyldte mig helt. Jeg kunde ikke dele mig mellem hende og Dig. Der var ikke gaaet mange Dage efter mit første Møde med Dig, før hun med sikkert Instinkt følte, at der var Fare paafærde. Hun spurgte mig, jeg svarede undvigende; for første Gang lagde Mistilliden sin Skygge over vort Forhold. Jeg var endnu saa lidt klar over mig selv, og jeg holdt saa meget af hende, at jeg ikke vilde tage noget Opgør med hende, et Opgør, som jeg vidste vilde ende med Farvel. Saa var det en Aften, Du var hos mig — Du husker det vist — det var for en tre Ugers Tid siden. Jeg havde i fjorten Dage ikke sét hende. Jeg fandt stadig Paaskud til at undgaa et Møde. Da, mens vi to sad her i Sofaen, som vi nu sidder, ringede det. Jeg vilde ikke lukke op, men det blev ved at ringe, og omsider gik jeg ud. Da jeg lidt efter kom ind igen, fortalte jeg, at det var et Bud fra Teatret, og da Du lagde Mærke til, at jeg var saa alvorlig, sagde jeg, at jeg var ked over den Meddelelse, jeg havde faaet. Det var om at spille en Rolle, jeg nødigt vilde have, sagde jeg. Det var intet Bud fra Teatret. Det var — hende. Hun kom, dreven af Længsel og Mistænksomhed, og jeg maatte faa hende bort med en Løgn, som jeg fremførte altfor daarligt til, at hun ikke skulde mærke Uraad. Hun gik dog uden at sige noget, hun lod, som hun troede mig, men heller ikke den følgende Tid bad jeg hende komme til mig, og saa var det, samme Dag som jeg skulde spille min nye Rolle, at jeg om Formiddagen fik et Brev fra hende — et Brev til Farvel, et Brev, der i al dets bitre Skuffelse var præget af hendes Mildhed og Finhed. Hun havde den foregaaende Aften — Du husker, Du var et lille Besøg hos mig den Aften — været her udenfor paa Gaden, og hun havde sét Dig baade gaa herop og gaa herfra. — — Ja, dette var det, jeg vilde fortælle Dig, og døm nu selv, om Du har Grund til at være skinsyg. Selv om Blomsterne dér er en Hilsen fra hende — jeg véd det forresten ikke, for de blev sendt mig anonymt —, synes Du saa, at de kan volde Dig Fortrydelse?«

Saadan lød hans Fortælling; men længe inden den var endt, laa jeg i hans Arme og havde i mit Hjærte bedt ham om Forladelse mange Gange.

Dog slemt var det, at jeg netop den Aften, hun saá mig, var gaaet ud uden mit Slør.

Paaskedag (17. April).

Men det ligefrem Vidunderlige skete igaar. Ved Frokosten sagde Moder, at hun paa Grund af Forkølelse ikke kunde gaa Tur med mig.

»Ja, ja,« sagde Fader, »saa vil jeg invitere Julie til at gaa med mig paa Udstillingen.«

Det blev en hel Fest, min galante Fader arrangerede for mig. Det var det yndigste milde Vejr, og Fader foreslog, at vi skulde køre til Byen i aaben Droske. Paa Udstillingen var vi kun en Times Tid, og Fader var mest optagen af at faa mig præsenteret for alle de Malere, vi traf derinde. Bagefter var vi hos à Porta — som Fader af gammel Vane kalder Mini — og drak Portvin. Mens vi nu sad her og pokulerede, sagde Fader pludselig: »Véd Du hvad, Julie, jeg synes skam, din Garderobe kunde trænge til en Forbedring. Jeg er ved Muffen i denne Tid, og derfor skal vi nu i Butiker og gøre min pæne lille Pige fin til Sommeren.«

Vi var baade hos Modehandlerinde og hos Kræmmer, hos Handskemager og hos Skomager. Og Fader gjorde allevegne et utroligt Vrøvl, inden vi fandt noget, han rigtig syntes klædte mig. Tilsidst vilde han absolut forære mig to Par Silkestrømper, men da jeg indvendte, at det vilde Moder ikke kunne lide — jeg véd en anden, der ikke vilde have noget imod det — opgav han dog den Ekstravagance.

I virkelig lystig Stemning kørte vi hjem. I Entréen sagde jeg: »Tak for idag, Fader! Jeg har moret mig dejligt!« »Faar jeg saa et Kys til Tak?«

Det fik han. Men inde i Dagligstuen var Luften trykket og trist som sædvanlig, og paa Sofaen laa Moder, syg og tungsindig.

23. April. (Min Fødselsdag).

Jeg tænker paa, hvordan Fødselsdagene ellers i de senere Aar er gaaet for mig, og jeg synes, Dagen idag ikke kan være virkelig. Her er den sædvanlige Fødselsdagsrecept: Hyldingens Genstand vækkes af Mama, der, for straks at anslaa den rette Stemning, har Taarer i Øjnene. »Godmorgen, mit søde Barn, og til Lykke. Fader og jeg forærer Dig Tøj til den Sommerkjole, Du trænger saa haardt til, og Bedstemoder forærer Dig Sylønnen.« Ved Frokosten en anstrængt Festglæde. I Løbet af Formiddagen Visitter af Christiane, Emmy og et Par Tanter, hver medbringende en yndefuld Husflidsgave og en Bunke ligegyldig Passiar, til Vederlag modtagende en Kop søvndyssende Chokolade. Hvorpaa de egenlige Festligheder indstilles og Dagen afsluttes med en ekstra-taarevædet Aftenduet mellem Fødselsdagsbarnet og hendes Moder, der beder om Tilgivelse, fordi hun har sat hende ind i denne jammerfulde Verden.

Idag har det været en anden Musik. Herfor takkes til en Begyndelse min forvandlede Fader, der ved Frokosten udfoldede en saadan Livsglæde og Vinflothed, at ikke blot Frantz blev helt tummelumsk af Kæphøjhed, men at endogsaa Moder lod sig henrive til en Livlighed, der klædte hende forfærdelig morsomt og aldeles nydeligt — det var, ligesom hun næsten generede sig over sin egen Munterhed.

Ganske i Modstrid med sine Sædvaner og til Forskrækkelse for Tanterne bivaanede Fader ogsaa Chokoladefesten og krydrede den med en ligefrem ugudelig Driven-Spas med sine gamle Slægtninge.

Hvorpaa jeg iførte mig mit fineste Skrud for — officielt — at begive mig til ung Middag hos den forlystelsessyge Christiane. Med andre Ord for at fejre min Fødselsdag sammen med ham.

Han modtog mig højtideligt i Kjole og hvidt Slips, bød mig Armen og førte mig ind i Dagligstuen. Midt i Stuen stod et hviddækket Fødselsdagsbord, bugnende — et udmærket Festreferat-Ord — af Gaver: fine og nydelige Toiletsager, Slikkerier og Blomster.

Han havde — paa Æresord — lovet ikke at forære mig noget. Nu stod han og lo af sin tabte Ære og min mislykkede Vrede.

Fødselsdagsbarnet havde selv faaet Lov at bestemme, hvad hun vilde have til Middag. Han havde tvunget mig til at vælge mange fine Retter ved at true mig med, at jeg ellers fik Sødsuppe og Pandekager. Overhovedet gør han mig til en væmmelig Gourmand. Han har f. Eks. lært mig, at der er Forskel paa Champagne. Før troede jeg, at Champagne var Champagne og dermed basta. Nu véd jeg, at der baade er sød og tør og ekstra tør Champagne, og at Champagne snart hedder Mumm og snart Heidsick og snart noget helt andet igen. Jeg véd ovenikøbet, hvilken af Slagsene jeg bedst kan lide — hvilket han siger er et stort Fremskridt i min Opdragelse.

Sikkert er det, at man skal ikke kimse ad god Mad og Vin. Der kan være Poesi ogsaa over det at spise og drikke udsøgte Ting. Og selv om jeg vilde være tilfreds med Grønlangkaal, blot jeg var sammen med ham, saa nægter jeg ikke, at jeg følte Velbehag og Fornøjelse ved hans lækre Mad, det fint dækkede Bord og vor festlige Dragt.

Ved Isen spurgte jeg, om han ikke agtede at holde en Tale for mig. Han svarede: »Min Tale ligger i din Buket.« »Skal jeg nøjes med en Tale paa Blomstersprog?« »Led, saa vil Du finde.« Jeg tog Buketten op af Glasset, og et sammenrullet Stykke Papir faldt ud. Han saá næsten flov ud, da han sagde: »Du har endogsaa faaet mig til at forsøge mig som Poet. Som en formildende Omstændighed fremfører jeg, at det dog ikke er Vers, jeg har begaaet.«

Jeg vilde aabne Papiret, men han bad mig vente. Først da vi sad ved Kaffen inde i Sofaen, fik jeg Lov til at læse Talen. Han spurgte, hvad jeg syntes om den. Jeg svarede ham, som jeg mente, at han var den dejligste Digter i Verden.

Det er han ogsaa. For han er min Digter.

Og saa vil jeg da ende mit Festreferat med at vedlægge i Dagbogen hans Tale.

Talen for Julie.

Ikke behøver jeg at fortælle Dig, at jeg elsker Dig. Du ser det af mit Blik, naar det favner Dig; Du hører det af min Stemme, naar den kysser dine Øren.

Jeg skal derimod fortælle Dig, hvorfor jeg er saa ganske forelsket i Dig.

Det er, fordi Du er kommen til mig, som din Stammemoder, Fru Eva, kom til den gamle Adam: som det Nyfødte, den skælvende Forventning og Forjættelse, det Forbavsende og det Forbavsede.

Jeg ser Dig ved disse Ord kigge spørgende og lidt forvirret paa mig. Just saadan saá Eva paa Adam, da de mødtes og han lod Himmel og Jord for første Gang høre de siden altid lige nye og forvirrende Ord: »Jeg elsker Dig.«

Saadan som Du nu lyttende bøjer Hovedet en Smule med et Blik, der er baade undseligt og straalende, saadan var Eva som forelsket ung Pige, før hun omgjordede sig med den erfarne Dames ukyske Figenblade.

— — Se, Jorden er hyllet i graa Regntaage, og Adam er træt af Livet, der skænkedes ham.

Da blinker en Solstraale gennem Taagen, og Taagen splittes, og hun staar der, med Sol og med Varme: Menneskets unge Brud, Kvinden, der rødmer, ikke fordi hun blues ved sin Nøgenhed, men fordi hun undres og glædes over sin egen Ynde og Magt, som hun læser i Adams tilbedende Blikke.

Omsværmet af Amoriner skrider hun frem. De leger Tittit i hendes Haar, der kruser sig om Panden, og de hvisker alskens Narrestreger i hendes nysgærrige Øren. De spænder Læben til en Amorsbue, de prøver den spæde Barms Gynge. En skjuler sig i Kindens Smilehul og En i Hagens Kløft. Men to og to sidder de som forelskede kyssende Par i dine søde Øjne, Du min Eva, der kaldte paa mig som en ny Dag; der, hver Gang Du træder ind ad min Dør, er Solstraalen, der bryder Taagen og alle graa Tanker.

24. April.

25. April.

Jeg sad alene hjemme i Eftermiddag. Pludselig blev jeg reven ud af mine Tanker ved en hastig, voldsom Kimen paa Entréklokken. Jeg kom ligefrem til at ryste af Skræk.

Det var ikke andet end Postbudet, der havde kastet et Brev ind i Postkassen.

Brevet var til Moder, jeg lagde det paa Bordet og satte mig igen hen ved Vinduet. Men jeg kunde ikke genvinde min Ro. Den voldsomme Kimen — ligesom der var Fare paa Færde — lød stadig i mine Øren. Jeg gjorde Nar ad mig selv. Nervøst Skabehovede! titulerede jeg mig. Herregud, Postbudet har haft travlt og i Farten rykket lidt stærkt til. Fra hvem mon forresten Brevet var, jeg kendte ikke Skriften. Jeg rejste mig og tog det. Det var en gammeldags, lang og smal Konvolut, og Skriften vaklede ubehjælpsomt frem og tilbage med store klodsede Bogstaver. Der var ogsaa Fejl i Bogstaveringen. Hvem kunde det dog være fra? Jeg kendte ellers altid Skriften paa de faa Breve, Moder fik.

Skulde det være fra Bedstemoders gamle Pige med Meddelelse om, at Bedstemoder var bleven farlig syg? Nej, det var ikke rimeligt. Vi havde faaet Bud og ikke Brev.

Men fra hvem da? Pludselig gav det et Angstskrig inde i mig. »Brevet angaar Dig! Det er et anonymt Brev om Dig!« Jeg kom igen til at ryste, saa jeg næppe kunde holde Brevet i mine iskolde Hænder. Ja, naturligvis var det saadan. Skriften var fordrejet, det var tydeligt, og Afsenderen havde med Flid gjort Stavefejl. Skulde det være fra hende? Hun havde jo sét mig gaa op til ham. Nej, nej, hun var god og fin, havde han sagt. Men alligevel, naar Folk er skinsyge, begaar de Handlinger, de ellers vilde foragte. Forresten, det kunde være mange Andre. Hvad vidste jeg, om jeg ikke var bleven set og genkendt utallige Gange, naar jeg besøgte ham.

Saa var jeg fortabt. Om lidt kom Moder hjem, hun vilde finde Brevet og bryde det ... jeg saá hendes fortvivlede Blik, saá hende vakle og falde.

Nej, jeg maatte vide, hvad det Brev indeholdt. Op for Lyset med det. Der var intet at se. Med en Naal prøvede jeg at faa det listet op. Det var altfor fast lukket. Jeg havde ikke længer Sans og Samling. Med rystende Hænder rev jeg Konvolutten itu — og med et Befrielsens Suk, udmattet af Spændingen, lykkelig, men flov sank jeg ned i en Stol med det frygtelige Brev i Haanden. Det var — en Anbefaling fra et nyt Vaskeri paa Gl. Kongevej.

Ja, nu bagefter smiler jeg ad det. Men alligevel. — Han skulde blot ane, med hvilke Rædsler jeg maa betale min Lykke.

1. Maj. (Søndag).

Bedstemoder sad allerede stiv og strunk mellem sine Puder med Søndagskappe paa. Paa Vinduesforhøjningen sad gamle Marie med sit Strikketøj og læste Avisen. Hvor der var fredeligt her! En stille lun Klosterkirke med Potpourriduft som Røgelse.

Bedstemoder klappede min Haand med sine tørre, rynkede Gammelkone-Hænder. Jeg kunde se paa hendes Øjne, at der laa en Gave i dem. Men Bedstemoder hører ikke til dem, der buser lige paa.

Hun begyndte: »Vejret er nok ikke det bedste idag.« Saa lidt efter: »Der er vist ikke mange, der vil i Skoven idag.« Omsider: »Monstro Julie skulde have Lyst til at komme paa Komedie iaften?« Det havde Julie i høj Grad. Hun vidste ogsaa, i hvilket Teater hun vilde. For mit Stykke skulde gaa.

»Jeg synes forresten, Du har set det Stykke én Gang før?« spurgte Bedstemoder.

»Jamen jeg vil saa gruelig gærne se det om igen.«

»Der er nok ogsaa en anden En, der spiller i det iaften,« sagde pludselig Marie oppe fra Forhøjningen. »Der staar i Avisen, at han, Mørch, er bleven saa syg.«

Jeg tror ikke, jeg skreg. Jeg husker kun, at jeg stod med Bladet henne ved Vinduet; at Marie rejste sig med Udbruddet: »Men Gud dog, Frøken!«; at Stuen løb rundt for mig; at jeg ligesom langt borte hørte Bedstemoder sige: »Barn, Barn!« og at jeg, da jeg slog Øjnene op, fandt mig liggende i en Lænestol, mens Marie holdt noget stærkt lugtende op for mig og der paa Bordet stod et Vandfad. Jeg stirrede med forundrede Blikke fra Marie til Bedstemoder: »Hvad er der dog hændet?« Men i det samme var hele Erindringen og Forfærdelsen i min Sjæl, og hvis Marie ikke havde grebet stærkt fat i min Arm, saa det gjorde ondt, var jeg igen falden hen.

Min første Tanke var: hvordan jeg skal forklare mig overfor Bedstemoder? Med Vilje lod jeg, som om jeg først lidt efter lidt fik min Bevidsthed tilbage, for at vinde Tid til at udgrunde noget.

Men Bedstemoder kom mig selv til Hjælp.

»Har Du nydt noget til Morgen?« spurgte hun.

»Nej, Bedstemo'r.«

»Det tænkte jeg. Men det er forkert af Dig, Julie. Unge Piger taaler ikke at være fastende. — Hent et Glas Vin, Marie.«

Da vi var blevne alene, kaldte Bedstemoder mig hen til sig. Jeg lagde mig paa Knæ foran hende, gemte mit Hoved i hendes Skød og brast i Graad. Jeg græd, saa jeg syntes, mit Hjærte maatte briste. Jeg kunde slet ikke holde op, saamegen Umage jeg end gjorde mig. Marie kom ind med Vinen, jeg hørte hende komme og gaa igen, og jeg hulkede stadigt, mens Bedstemoder blot blødt og langsomt strøg mig over Haaret. Det var alligevel godt at faa Lov at græde ud og saa velsignet dulmende at føle Bedstemoders rolige Haand paa mit Hoved.

»Se saa, Barn! Se saa, Barn!« gentog hun mange Gange, mens Graaden stilnede. Men jeg blev liggende, jeg turde ikke møde hendes Blik. Og dog pinte den Tanke mig nu: »Du maa afsted. Du maa op til ham og have Klarhed.«

Saa sagde Bedstemoder, og aldrig skal jeg glemme den usigelige Mildhed, der klang i hendes Røst: »Du skal ikke være bange for, at jeg skal spørge. Jeg er en gammel En, men jeg husker Ungdommens Tid, og jeg véd, at unge Hjærter har Glæder og Sorger, som gamle klodsede Hænder ikke tør røre ved. Men skulde Livet — hvad Gud forbyde — bringe min lille Pige noget, hun ikke selv kan klare, saa kom kun, hvis jeg da lever, trygt til mig. — Og nu skal Du rejse Dig, Barn, og gaa, for at de ikke skal vente paa Dig til Frokost. Men om det her idag taler vi ikke til Fader og Moder. Og Komediebilletten faar vi vel gemme til en anden Dag, for iaften gør Du vist bedst i at putte Dig tidligt til Køjs.«

— — — Jeg stod udenfor hans Dør. Jeg var styrtet afsted gennem Gaderne. Men nu — jeg turde ikke ringe paa. Straks jeg kom ind i Huset, syntes jeg at mærke en tung Sygestueluft, og her ved Døren var det, som om Luften, sødlig og kvalm, kvælende trængte sig ind i mig. Naar jeg ringede, vilde Døren blive lukket op, og Pigen vilde staa bleg og grædende foran mig, og jeg vilde ikke behøve at spørge. Nej, nej — det var umuligt. Saa haard kunde Gud ikke være mod mig. Jeg begyndte at bede: »Fader vor, Du som er i Himlen ...« Nej, ikke nu. Gud vilde kun fortørnes og straffe mig, fordi jeg, som ellers aldrig tænkte paa ham, af Fejghed kom til ham. Saa trak jeg i Klokken, og jeg fo'r sammen ved dens dumpe, klangløse Lyd. Naturligvis — sagde jeg til mig selv og jeg tror, jeg smilede — naturligvis er der bundet noget om den, for at den ikke skal forstyrre ham.

Der lød sagte Trin indenfor, og en fremmed Person, en stor, myndigt udseende Dame, aabnede Døren. Hun sagde — vist uden at jeg havde spurgt, men hun forstod sagtens let mit Ærinde —: »Hr. Mørch har det meget daarligt.« Gud være lovet, han levede altsaa. Det var Difteritis, forklarede Damen videre, og han var bleven syg i Forgaars Aftes — Dagen før havde jeg været hos ham. Lægen troede dog ikke, der var alvorlig Fare paa Færde.

Damen saá ud, som om hun mente, at jeg nu burde gaa.

Jeg spurgte, skønt jeg indsaa det Haabløse i det: »Kunde jeg ikke komme ind til ham?«

»Nej, Frøken, det er aldeles umuligt. Lægen har forbudt ethvert Besøg. Desuden er det jo smitsomt.«

»Det bryder jeg mig ikke om. Aa, giv mig Lov — blot lige se ham!«

Damen mønstrede mig med et velvilligt Blik.

»Det lader sig desværre ikke gøre. Frøknen er maaske Hr. Mørchs Forlovede?«

Blodet steg mig til Hovedet: »Nej.«

Hun saá forundret paa mig: »Hvem tør jeg da hilse fra?«

»Fra den unge Dame.«

»En ung Dame?«

»Nej, den unge Dame.«

— Sagtens tror hun nu det værste om mig. Men hvad gør det, blot han faar en Hilsen fra mig!

Hvordan jeg har faaet Ende paa denne Dag, hvordan jeg har kunnet beherske mig, saa at Ingen har mærket noget, forstaar jeg ikke.

Jeg véd, at da Klokken blev 5—6, kunde jeg ikke holde ud at sidde hjemme og ikke vide Besked. Jeg gik ud — Gud véd under hvilket Paaskud! — var udenfor Huset, men turde ikke igen gaa op, fik saa fat i et Bybud og sendte ham. Tilstanden uforandret, maaske en Smule bedre.

Den fremmede Dame sagde, at jeg ikke kunde komme ind til ham. Hun, for hvem han er et ligegyldigt Menneske, en Patient som enhver anden Patient, hun faar Lov at gaa om ham; hun hjælper ham og plejer ham; hun véd hvert Minut af Dagen, hvordan han har det, om der er Haab og Fremgang.

Men jeg, som elsker ham; jeg, som ikke vilde betænke mig et Sekund paa at ofre mit Liv for ham — jeg maa som en Uvedkommende staa ved hans Dør og modtage de Oplysninger, hun, et Menneske, hvis Hjælp han køber, naadigst vil give mig. Hun spærrer Døren for mig, hun giver mig ikke saameget som Lov at tilsende ham, mit Kæreste, mit Eneste, et Blik!

Og saa magtesløs er jeg, at jeg maa lystre denne Person. Jeg maa ovenikøbet gøre mig elskværdig for at faa ordenlig Besked af hende.

Jeg løb jo gærne fra det Altsammen herhjemme, tog Skammen og Forbandelsen for at være hos ham, sidde ved hans Seng og slaas med Døden om ham. Jeg har ransaget mit Hjærte og jeg véd, at jeg gjorde det uden Betænkning.