Julies Dagbog

Men jeg véd ogsaa, at han ikke vilde have det. Thi han elsker mig ikke, som jeg elsker ham. Hans Kærlighed er klog og forsigtig, den tænker paa Følgerne, den véd, hvor langt den tør vove sig, og den kender den Grænse, udover hvilken den ikke vil. Men min Kærlighed, den kender intet andet Maal i Nutid og i Fremtid end ham.

Saa maa jeg da pænt blive her — her, hvor jeg intet har at gøre, hvor jeg gisper som en Fisk paa Strandbredden, fordi Luften ikke har et Atom af ham. Ikke nævnes hans Navn, og ikke kan jeg nævne det. Ingen har jeg at betro min Angst til, min Angst, der sprænger mig, fordi jeg ikke tør give den Luft.

Blive her — tale med Fader og Moder om ligegyldige Ting, mens jeg kun har én Tanke i min Sjæl: ham, ét Ord paa mine Læber: ham.

Blive her — sidde pænt og stille ved Maaltider og Arbejde, mens alle Længsler slider i mig og drager mig til hans Sygeleje.

At tænke sig, at han kunde ligget syg og være død, uden jeg havde anet noget derom før af en Notits i et Blad. Være død, uden at jeg havde faaet sagt ham Farvel, uden at han havde givet mig et sidste Ord og Blik.

Saa fattig, saa retløs er min Kærlighed. Saa usle dens Vilkaar. I Smug og Mørke maa den liste sig frem. Aldrig tør den træde ud i Dagens Lys og gøre sine Krav gældende.

— — — Hvis Du tages fra mig i denne Nat, min Elskede, da saa sandt min fattige Kærlighed er min eneste Rigdom, følger jeg Dig.

Men vaagner Du imorgen til Liv og Sundhed, og jeg atter sidder hos Dig, og Du siger til mig, at Du elsker mig, da vil jeg le ad alle Sorger og jeg vil betro Dig, at jeg er rigere end noget andet Menneske i Verden.

Gud lade mig beholde Dig.

2. Maj.

»Min søde lille Pige! Blev Du saa forskrækket over at læse, at jeg var syg? Men hvad skulde jeg gøre? Jeg kunde jo ikke skrive direkte til Dig, og din Venindes Adresse kendte jeg ikke før nu af dit Brev. Du kære Barn, der blev saa bedrøvet ved Tanken om, at jeg kunde dø bort fra Dig. Du har saamæn slet ingen Grund til at være bange: for det første, fordi Ukrudt ikke saa let forgaar; for det andet, fordi jeg absolut ikke er til Sinds endnu at forlade Livet.

Det er forfærdelig sødt af Dig, at Du — trods Smitte, Familievrøvl m. m. — vil komme til mig. Men saa dum har Feberen dog endnu ikke gjort mig, at jeg vil tage imod dit Tilbud. Jeg frembyder nemlig p. t. et alt andet end tækkeligt Skue. Dertil kommer, at jeg er den gnavneste og uelskværdigste Patient, man kan tænke sig. Hvis Du saá mig i disse Dage, vilde jeg ganske forskertse den Smule godt Indtryk, jeg hidtil har gjort paa Dig. Overhovedet har jeg den Mening, at syge Mennesker ikke har Lov at forulæmpe raske. De bør gemme sig bort med deres Grimhed og Uappetitlighed.

Saasnart jeg igen føler mig værdig til at komme i godt Selskab, sender jeg Ilbud efter Dig. Og vi skal da tage Revanche for den lange Adskillelse.

Jeg lover Dig, at Lysten til at gensé Dig hurtig skal gøre mig karsk, og at jeg, selv i de lidt ustyrlige Feberdrømme, der hjemsøger mig, ikke skal være Dig utro. Jeg tvinger alle Feberstygheder bort ved at tænke paa Dig, og jeg føler Dig om Natten staa ved min Seng med din yndige svale Haand paa min brændende Pande. Saadan er Du — skønt fraværende — min Sygeplejerske, min Helbrederske.

Tag nu til Takke med disse Linjer. Enhver Smule Anspændelse faar mit sørgeligt svækkede Hoved til at klynke.

Jeg sender Dig ingen Kys; thi min Aande tør ikke, selv ikke i mine Tanker, røre din unge Skønhed og Sundhed. Jeg forstaar den Spedalske, der med Undren saá en dejlig Kvinde skride sig forbi og med ydmyg Tilbedelse kyssede de Spor, hendes Fødder havde sat i Jorden.

Din
A.«

Han elsker Blomster. Desværre tillader min økonomiske Status mig ingen større Ødselhed. Om jeg saa skal grave Pengene op af Stenbroen, skal han dog hver Dag, til vi atter sés, modtage nogle faa udsøgte Blomster fra mig.

Idag en sortrød Rose mellem hvide Krokus. Hvilket er udlagt: Se, alle mine Tanker kredser — som Brus af hvide Duer — om Dig, Du min straalende, sortøjede Scheik!

3. Maj.

4. Maj.

5. Maj.

6. Maj.

7. Maj.

8. Maj.

Jeg har været ond og styg; jeg fortjener, at han skulde være rasende paa mig. Og gid han havde været det. Hellere maatte han have slaaet mig end set paa mig med sit trætte, overbærende Smil.

Jeg véd ikke — men Tonen blev straks galt anslaaet, og siden kom vi dybere og dybere ind i det falske Spil. Det var vist, fordi jeg i Forvejen havde glædet mig for meget til Mødet, jeg havde fantaseret det op til at skulle blive noget aldeles vidunderlig dejligt. Og saa straks, da jeg kom op ad Køkkenvejen — for at Sygeplejersken ikke skulde se mig — blev lodset ind i hans Soveværelse og saá hans Blik, der var venligt, men mat og slet ikke straalende glad, som jeg havde forberedt mig paa — ja, saa var det, at jeg blev saa barnagtig skuffet, at jeg ikke kunde sige de Ord, mit Hjærte var fuldt af, men tvang Ord frem, der var saa fremmede og uægte, at de skurrede mig selv i Øret. Det kom ikke til nogen »Scene« mellem os. Han saá blot lidt forundret paa mig, og, mens vi vedblev at konversere og Stemningen flygtede længer og længer bort, fik hans Ansigt et nervøst, forpint og anstrængt Udtryk. Tilsidst laa han med halvlukkede Øjne og førte hvert Øjeblik sit Lommetørklæde hen over Panden.

At jeg ikke da faldt paa Knæ ved hans Seng og bad ham om Tilgivelse.

Istedetfor sagde jeg med krænket Stemme: »Du længes nok efter, at jeg skal gaa. Jeg skal heller ikke trætte Dig længer.«

Han laa lidt uden at svare. Saa sagde han i sin høflige og korrekte Tone, den »fornemme« Tone, der ligesom puffer mig hundrede Mile bort: »Ja, Du undskylder mig nok, at jeg idag ikke er galant; jeg er jo endnu ikke fuldkommen salonfähig. Og jeg trænger virkelig nu til at hvile mig.«

— For første Gang skiltes vi uden at aftale et nyt Møde. Jeg ligefrem hadede ham i det Øjeblik, han smilende gav mig Haanden til Farvel — og lod mig gaa uden at sige til mig, at jeg var den dummeste, den uartigste og mest forkælede Pige i hele Verden, og at jeg havde fortjent Smæk som en lille uvorn Unge.

Nu sidder jeg jo alligevel med Smærterne. Ødelagt er denne Dag, jeg havde glædet mig til som til ingen anden. Og hvad maa han dog tro om mig? En utaalelig Pige maa han anse mig for, der bliver krænket og uartig, fordi han ikke er saa rask, som jeg havde ventet.

9. Maj.

14. Maj.

Jeg er hos ham hver Dag, enten om Formiddagen eller om Aftenen. For at kunne det har jeg fabrikeret en Historie om en ung Pige, jeg har truffet hos Christiane og som vil lære Porcellænsmaling af mig. Jeg undres hver Dag over, at min Løgn ikke opdages; men jeg nærer ingen Frygt længer. Jeg gaar nu ogsaa uden Betænkning op til ham ved højlys Dag.

Jeg véd blot, at den Dag, det opdages, og man vil forbyde mig at se ham, gaar jeg hjemmefra. Det er en Sag, jeg har afgjort med mig selv og som ikke kan være anderledes. Lad saa komme, hvad der komme vil!

Til ham har jeg intet sagt om dette. Dog er det ham, der har givet mig Mod til at træffe en saadan klar Beslutning. Jeg har nemlig i disse Dage følt, at jeg var mere end en flygtig Adspredelse for ham. Jeg forsøger at være ham til Nytte, og jeg tror, at det er lykkedes mig, saadan at han begynder at savne mig, naar jeg ikke er om ham. Jeg besørger Ærinder for ham, jeg læser op for ham, og efter hans Diktat har jeg skrevet Breve for ham. Han kalder mig sin Privatsekretær, og han taler med mig om alle sine Anliggender.

I Grunden har vi det ganske som Mand og Kone. Jeg gaar ud og ind hos ham, som om det ogsaa var mit Hus; jeg passer hans Blomster; naar jeg ikke læser for ham eller har andet Arbejde, broderer jeg Navn paa hans Dækketøj, og selv hans gamle Pige har vænnet sig til at spørge mig til Raads om, hvad hun skal give Herren til Middag — for Herren er i den Retning meget vanskelig.

Han er vistnok i det Hele taget det, man kalder en Egoist. Han er som Ungkarl vant til, at alt i Huset skal rette sig efter ham, og han synes, det er den naturligste Ting, at nu ogsaa jeg, ligesom Pigen, kun tænker paa at opvarte ham og gøre ham til Behag. Men det klæder ham at være Tyrk, han er den elskværdigste Tyran. Naar jeg bringer min paa Chaiselonguen velbehageligt dasende Rekonvalescent et og andet, og han i taknemmeligt Velvære nikker til mig og kysser min Haand, kunde han give mig Ordre om, hvad det skulde være, og jeg vilde uden Tøven adlyde.

20. Maj.

Jeg har været med ham i Æventyrets Land og set Solen gaa ned og Maanen staa op; jeg har været der med ham, fra Solen atter stod op og til den sank ned i Skoven og tændte Ild i det lille Hus' Ruder. Men jeg synes, at de fireogtyve Timer er et helt Liv, jeg har levet med ham i en Verden udstyret for os to alene med alle Naturens yndigste Gaver og en venlig gammel Bondekone-Fe til vor Opvartning.

Jeg kniber mig i Armen for at være sikker paa, at jeg ikke drømmer. Nej, det er ingen Drøm. Foran mig paa Bordet dufter den Buket Skovblomster, den gamle Kone gav mig til Afsked, og ved min Seng staar mine Støvler med Mærker af Land og Skov.

— — Det gik saaledes til: Fader og Moder rejste i Forgaars Morges til Sorø for at besøge en gammel Tante, der igaar fyldte 80 Aar, og hendes Søn, der er Adjunkt ved Akademiet. De kommer tilbage imorgen. Da han fik Nys om dette, sagde han: »Saa rejser vi ogsaa.« Og skønt jeg straks syntes, det var umuligt, og desuden troede det kun var hans Spøg, saa blev det til Alvor alligevel. Ud fra den filosofiske Betragtning, at det i værste Tilfælde kun kunde gaa galt, ordnede jeg hastigt Slagplanen. Jeg lod mig af Christiane invitere til Skovtur idag, med foregaaende Nattelogis hos hende, for at vi, som raske Ungmøer, kunde starte med Solen. Til dette Arrangement gav Forældrene villigt deres Tilladelse og rejste til Fødselsdagen i Sorø.

Men igaar Eftermiddags Kl. 6 vandrede to unge Damer ud ad Kongevejen. Ved Lundehuskroen blev de indhentede af en lukket Landauer. Landaueren holdt, Døren aabnedes, og den ene af de unge Damer forsvandt ind i den, hvorpaa den hastigt rullede videre.

Mens Christiane gik hjem for at belave sig paa Stuearrest — thi jeg forbød hende idag at vise sit smukke Ansigt paa Kjøbenhavns Gader — kørte han og jeg til Æventyrets Land.

Han havde paa mine Spørgsmaal om, hvordan og hvorhen, svaret: »Bryd Dig om intet, mød kun, som Du staar og gaar, ved Lundehuskroen. Jeg kommer da med Vogn og alt, hvad videre er fornødent, og fører Dig til et afsides beliggende og om Hverdagen aldrig besøgt Traktørsted, hvor en gammel Kone leverer Skovgæster Vand paa Maskine og, om det skal være, for gode Ord og Betaling en landlig Bespisning og et propert Nattelogis.«

Da jeg nu vel var sluppen ind i Vognen og havde sundet mig en Smule, maatte jeg le ved at se den Oppakning, vi drog ud med. Han forklarede: »Der er ikke mere, end vi akkurat behøver. I den ene Haandkuffert er dine Sager, i den anden mine. I Kurven er der Vin, og i Remmen er der, foruden en Hovedpude til Dig, Lagener for det Tilfælde, at de, vi faar serverede, ikke er afdampede. — Jeg haaber, der i din Kuffert maa være, hvad der skal være.« — Det var der i Sandhed og mere til.

For en Sikkerheds Skyld trak vi Gardinerne for Vognruderne. Jeg syntes, det var dejligt at sidde saaledes uden at ane, hvorhen vi kørte, drømmende, at nu rejste han og jeg paa Æventyr i den vide Verden.

Og saa var vi i Æventyrlandet.

... Den gamle Kone stod paa Verandaen og bød nejende Velkommen. Hun bar Gyldenstykshue og var iført et struttende grønt Hvergarnsskørt. Hun var en rigtig trivelig og hyggelig Morlille og kaldte mig »Frue«.

Vor Bagage blev baaren ind og Kusken dimitteret med Ordre om at stille næste Aften Kl. 8. Og vi gik ned ved Søen for at vente paa, at Maden blev færdig.

Solen var lige i sin Nedgang. Vi saá dens Ildkugle synke til Jorden mellem Træerne, under bengalsk Belysning af den halve Himmel. Bøgenes Blade skinnede som nyslagne Dukater, og hen over Søen rislede Solnedgangslyset i glinsende Perlemorsfarver. Vi stod og saá afvekslende ind mod den glødende Skov og ud over den blinkende Sø. Fra Søens anden, ligeledes skovkransede, Bred lød, forunderligt nært og dog saa højtideligt fjærnt, afmaalte Kirkeklokkeslag. Fra Underskoven søvnige Fuglepip. Ellers ikke en Lyd. Vi stod, omslyngende hinanden, Kind mod Kind, tavse, betagne, lykkelige.

Solkuglen forsvandt. Himlens Brand døde hen, en bleg Skumring slettede Farverne af Søen.

Da lød en kaldende Stemme fra det lille Hus, og vi gik ind ... gik ind for at fortsætte Æventyret i den gamle Fés Skovhytte.

Jeg mindes kun, at Stuen var betrukken med blaat Tapet og bestrøet med Sand; at der midt i Stuen stod et Bord med en grov, men skinnende hvid Dug, og paa Bordet to trearmede Sølvlysestager, der gav den tarvelige Stue et Præg af hemmelighedsfuld Rigdom og Fornemhed.

Og Maden. Hvor den lugtede godt og smagte lifligt, og hvor vi spiste mægtigt af den! Alt var som lige hentet fra Naturens Køkken, baade den lyserøde Skinke og den petersillestoppede Kylling og den gule Omelet med sukkerpudret brun Skorpe.

Vi var saa glade og ubekymrede som Børn, og den gamle Kone nuslede om os og passiarede med os og sagde, at hun var saa fornøjet over at se saadanne unge, lykkelige Mennesker hos sig.

Da vi skulde have Kaffe, bad Konen, om ikke »Fruen« selv vilde lave den. Jeg gik med hende ud i Køkkenet, men maatte straks kalde ogsaa ham derud, for at han kunde beundre alt det dejlige gamle Kobbertøj. Paa en Hylde stod et helt Regiment glinsende røde Maskiner, nogle tykmavede og smaa, andre slanke og elegante, med en Skorsten som en høj Hat.

— — — Saa var Klokken bleven ti, og det var Landtid at gaa til Ro.

Mens han blev siddende for at ryge sin Cigar ud, førte den Gamle mig ad en knirkende Trappe op til »Gæsteværelset«. Det var lavloftet, men rummeligt, duftende af Renskurethed og Violer. Af Møbler havde det kun en Servante, nogle Stole, et lille Bord og en Seng. Men Sengen var et Pragtstykke. Tykt mørkt Mahogni med Messingkugler og -Sirater — tung, stor, monumental. En Baldakin med falmede blomstrede Silkegardiner overhvælvede den. Med Stolthed forklarede Konen, at hendes afdøde Mand i sin Tid havde købt den paa Avktionen over en forlængst henfaren Prinsesses Efterladenskaber.

Konen tændte Lysene, ønskede Godnat og gik.

Jeg begyndte at klæde mig af. Jeg sad foran Spejlet i den Peignoir, han havde medført til mig. Da faldt gennem Altandøren en Maanestribe ind i Stuen. Jeg rejste mig, aabnede Døren — Aftenen var mild som ved Midsommertid — og jeg traadte ud. Aldrig har jeg set noget saa vidunderdejligt. Som et glitrende Sølvspejl laa Søen i en Ramme af bølgende hvid Taage, der af og til splittedes og, for et Øjeblik, afslørede fantastiske Landskabstegninger med skarptbelyste Træer, ombølgede af løsrevne Taageflager. Saa samledes Taagen atter om Billedet, men snart dukkede et nyt frem et andet Sted.

Jeg hørte, at en Dør blev aabnet, men jeg vendte mig ikke om. Jeg følte, at han var lige bag mig; jeg stod i salig Forventning, indsugende i hastige Drag den balsamiske Luft.

Da laa hans Arm om mit Liv, hans Mund rørte mit Øre og — saa hviskende som et Pust af Sommernatsluften — sagde han:

»Min lille Kone!«

I det samme lød en dæmpet Sang ude fra Søen: »Fred hviler over Land og By ...« og fra Taagen gled en Baad frem, dragende en gylden Stribe efter sig.

— — — Jeg vaagnede med en Følelse af at have noget glædeligt i Vente og fik Øjnene fulde af Sollys. »Hvad er dette? hvor er Du?« spurgte jeg mig selv og glippede med Øjnene for at blive rigtig vaagen. Saa saá jeg ham sidde i Skjorteærmer ved det lille Bord foran Altandøren, dybt og alvorligt optagen af at barbere sig. Jeg laa lidt og nød det kostelige Skue. Han skar de ynkeligste Ansigter og haandterede Kniven paa den livsfarligste Maade. Jeg tænkte: »Han skulde bare vide, at jeg ligger her og belurer ham. Nu har det arme Menneske af lutter Forfængelighed pint sig med at vaagne tidligt, for at jeg ikke skulde se ham ubarberet, og saa overrasker jeg ham midt under de mindre flatterende Forberedelser.«

Av! dér skar han sig. Jeg lo, saa jeg hoppede i Sengen. Han vendte sig, rakte som en Gadedreng Tunge ad mig og sagde: »Ja vent Du bare, til jeg er færdig, saa skal Du faa noget at le af, Du uartige Pige!«

Lidt efter var han henne ved Sengen, trak mig i Næsen, truede mig med en vaad Svamp og var fuldkommen kaad, men forfærdelig sød og tillige glat om Kinderne, skønt ikke uden Blessurer.

Vor Rejses anden Dag var begyndt. Ak! og altfor hurtigt endt.

Hvordan vi tilbragte den? Som det Æventyr-Prinsepar vi var: med at lege sammen som Kongebørn i et Rige, der var vort og smukkere end alle andre Riger; med at spise Mad og drikke Vin, der var finere og mere kvægende end almindelig jordisk Mad og Drikke; med at være saa forelskede i hinanden, at vi syntes, vor Kærlighed før var for intet at regne.

Det er passeret idag, og dog har det allerede gamle Minders vage Glans over sig.

Jeg husker os siddende ved Søen og spisende Frokost: nylagte Æg, frisk, syrlig Bondeost og Mælk med tykt Flødelaag. Jeg husker os staaende med den gamle Kone i hendes lille Gaard, fodrende de graadigt pludrende Høns og den galante og selvbevidst beskedne Hane. Jeg husker os flakkende om i Skovens Tykning og mig forskrækket klyngende mig ind til ham ved at se oppe i et Træ en Ugle, der lignede en gammel Heks og stirrede paa os med sine dagblinde Øjne.

Jeg husker endelig vor Afsked med Æventyrlandet — da Vognen holdt for Verandaen, og den gamle Kone rakte mig sin smukke Buket og sagde: »Guds Fred og Farvel, lille Frue, og se snart herud igen.«

— — Saa kørte vi da tilbage til Virkeligheden og den store By, hvor der er Forældre og Synd og Sorg og ond Samvittighed.

Da de første høje Huse dukkede frem, lagde en knugende Angst sig over mit Hjærte. Og da vi mødte den første Flytteomnibus, huskede jeg, at nu kom snart den Tid, hvor Sommerferien vilde skille ham fra mig.

Men da han saá, at jeg var bedrøvet, og han spurgte mig: »Er der noget, Du er ked over?« — da smilede jeg, tog ham med begge mine Arme om Halsen og saá ham ind i Øjnene, sigende: »Lad mig fortælle Dig det idag, hvor det er tungere for mig end nogensinde før at skilles fra Dig — lad mig fortælle Dig det idag, at mangt og meget i mit Liv vil jeg maaske komme til at angre, men aldrig — hører Du: aldrig — at jeg har været Din.«

21. Maj.

Drømmen var ganske forsvunden af min Erindring og havde kun efterladt denne lystige Klingren, der vedblev at forfølge mig hele Dagen og paa en æggende, tilsidst irriterende Maade som en drilsk Nisseleg blandede sig ind i alle mine Tanker.

Saa i Eftermiddag, som jeg sad og fantaserede om min Rejse til Æventyrlandet — sad og drømte mig paany sammen med ham kørende ud til den gamle Bondekones Skovhytte, begyndte Bjælderne igen lystigt at kime, de klingrede i Takt med Hestenes Hovslag, og se! Billedet i min Fantasi skiftede, det blev hvidt og vinterligt, Landaueren forvandledes til en Kane, og i Kanen sad han og jeg, med Pelsværk over vor Bryllupspynt, flygtende bort fra det store Gæstebud til den afsides landlige Kro for at fejre vor Fest, vi to alene.

Men fra den høje Vinterhimmel blinkede Mormoders dejlige Øjne mildt og muntert ned til mig, mens Bjælderne sang: »Nu din Tid! Nu din Tid!«

22. Maj.

Jeg finder det saa rimeligt, at han trænger til landlig Ro. Det kunde ikke et Øjeblik falde mig ind at forlange, at han for min Skyld skulde blive i Byen. Det véd han naturligvis: han véd, han ikke har behøvet at give mig nogen Forklaring.

Alligevel vilde jeg været glad, om han havde talt med mig om Sagen, saa jeg havde faaet Anledning til at sige ham, at jeg netop vil, han skal tage ud paa Landet og blive rigtig rask og stærk.

26. Maj.

Forresten tror jeg saamæn ikke et Menneske tog Notits af os. I Trængslen og den loyale Feststemning smeltede Folk saa yndigt sammen, at de glemte det dagligdags Stivstikkeri. Det nyttede jo dog ikke at forlange Præsentation og Visitkort af alle de Arme og Ben, man kom i selskabelig Forbindelse med den Aften.

I Begyndelsen var han ikke rigtig i Humør og vilde absolut forsvinde med mig ind i u-illuminerede Smøger, hver Gang han saá et bekendt Ansigt. Men efterhaanden betoges ogsaa han af den familiære Noæh Ark-Stemning, og vi endte ganske dumdristigt, Arm i Arm, ved Fyrværkeriet i Tivoli.

30. Maj.

Der har været Dage, hvor jeg syntes, han var ligesom lidt træt og uoplagt. Jeg har da sagt til ham, at han vist var ked af, at jeg kom saa meget til ham. Han svarede altid, at det var en taabelig Indbildning; at han sikkert havde Dage, hvor han var modløs, trist og nervøs, og at det var »ugalant« (et Ord jeg hader!) af ham at lade mig mærke det, men at det kun var ham en Opmuntring og Behagelighed, naar jeg kom. Jeg maatte ikke være vred over, at han ikke altid kunde beherske sit daarlige Lune, der dels skyldtes hans »uelskværdige Karaktér« (Koketteri!), dels Fortrædeligheder, hvori jeg ingen Part havde.

Jeg har da bedt ham om at give mig sin Fortrolighed. Jeg vilde kun være glad, om jeg maatte faa Lov at dele hans Sorger, og han maatte jo vide, at der ikke var det i Verden, jeg ikke vilde gøre, hvis jeg paa nogen Maade kunde være ham til Hjælp.

Men naar jeg sagde noget saadant, tog han mig paa Skødet, kælede for mig og svarede, at jeg ikke skulde tage mig hans Gnavenhed nær. Det betød altsammen ikke noget, jeg skulde bare lade som ingenting.

Nu véd jeg, hvad der er i Vejen. Det er Pengesorger.

Baade igaar og idag kunde jeg mærke, at han var meget trykket og urolig. Da jeg kom igaar, sagde han: »Bliv ikke vred over, at jeg beder Dig om at gaa snart. Men her kommer om lidt en Herre, som jeg nødvendigvis maa tale med.« Jeg vidste jo ikke den Gang, hvad det var, saa jeg opførte mig vist meget urimeligt. Det var aldrig passeret mig før, at han havde bedt mig om at gaa. Jeg syntes, det var ondt af ham at jage mig bort, og jeg anede alt muligt slemt.

Jeg var endnu ikke videre sød, da jeg kom igen idag, og surere blev jeg, da jeg fandt ham i det samme daarlige Humør.

Vi havde en rigtig hyggelig halv Time, hvor det trak op til Uvejr hos os begge, saadan at han blev strammere og strammere i Ansigtet og jeg mere og mere grædefærdig. Omsider kom Udbruddet, da han efter en lang Pavse, i sin køligste Tone, sagde: »Det tegner jo til at blive forfærdelig gemytligt.«

I det samme, han havde sagt dette, tudskraalede jeg, og i det samme var han henne hos mig og bad mig i de ømmeste Ord om Tilgivelse.

»Jamen, hvorfor er Du saa ond imod mig? Hvad har jeg gjort? Er Du ked af mig?«

»Nej, Julie, jeg er ikke ked af Dig. Men jeg er saa forpint.«

»Og Du vil ikke sige mig Grunden? Hvorfor maa jeg ikke vide, hvad der piner Dig, naar det ikke er mig?«

Saa fortalte han mig det Hele. Han skulde, inden han rejste paa Landet, skaffe en Mængde Penge, som han skyldte til Terminen, og han vidste endnu ikke, hvorfra han skulde faa dem. Og da jeg forundret sagde, at jeg troede, han var rig, svarede han, at det troede alle, men det var en Fejltagelse. Han ejede nok en lille Kapital, men den stod foreløbig fast, saa han kun kunde hæve Renterne, og han havde i de sidste Aar levet i høj Grad letsindigt.

»Men naar Du nu ikke kan skaffe de Penge, Du skal have —?«

»Ja, Du, saa er det meget slemt. Dog, Du skal ikke være bange. Pengene faar jeg nok tilsidst. Det er kun kedeligt, mens det staar paa.«

Vi sad nu i Sofaen og snakkede fornuftigt sammen, og jeg var helt glad igen. Jeg syntes, jeg havde ham mere end nogensinde før, nu, da han ogsaa indviede mig i sine dagligdags Bekymringer.

Men da jeg sagde til ham: »Vil Du gøre mig en Tjeneste? Vil Du for Fremtiden lade være at bruge saamange Penge for min Skyld? Jeg bryder mig hverken om Gaver eller fine Middage!« — saa smilede han, kyssede mig og svarede: »Det er meget sødt af Dig, hvad Du dér siger. Men tro ikke, at det er Dig, som ruinerer mig. Nej, min egen lille Pige, den Smule, vi har depenseret sammen, gør desværre hverken fra eller til.«

Og lidt efter, da han bød mig et Glas Vin, sagde han: »Hvis Du mener, jeg tør tillade mig en saa vanvittig Ødselhed?«

Han kunde nu alligevel gærne have ladet være at drille mig.

4. Juni.

Om sine Pengesager har han siden ikke talt. Jeg spurgte ham forleden, hvordan det gik; men han slog det hen og sagde, at det klarede sig nok.

5. Juni.

Frokosten blev jaget af. Jeg havde ingen Appetit; han slugte nogle Mundfulde, drak i ét Træk tre, fire Glas Madeira og sagde: »Skal vi saa pakke?«

Inde i Soveværelset laa alt hulter til bulter. Paa Sengen og Stole: Klæder, Fodtøj, Cigarkasser, Bøger, Slips og Skjorter; paa Gulvet: Kufferter; Skufferne i Toiletmøblet var trukne ud og Klædeskabsdøren stod aaben.

Jeg begyndte at pakke. Saa kom han i Tanker om, at han havde glemt at købe Skrivepapir, bad mig undskylde et Øjeblik og løb ud.

Jeg stod i det af Rejseforberedelser opfyldte Værelse, og en knugende Forknythed greb mig. Mekanisk tog jeg Tøjet, Stykke for Stykke, lagde det sammen og anbragte det i den store Kuffert; jeg bøjede mig og rejste mig, ned og op, op og ned, Stykke for Stykke, nu det, nu det, og om lidt er det altsammen borte, og jeg alene ... Alene! Jeg rejste mig forskrækket. Nej, nej, jeg vil ikke, jeg tør ikke være alene. Han maa ikke rejse fra mig, jeg vil tigge og trygle ham om at blive hos mig, og han vil gøre, som jeg beder ham om, han kan ikke nænne at forlade mig. Det vilde være ondt af ham, og han har ikke Lov at handle saa ondt imod mig!

Da hørte jeg Entrédøren blive smækket i. Han kom nynnende gennem Dagligstuen, og da han traadte ind til mig, var jeg atter travlt beskæftiget med at pakke.

»Hvor flink Du er!« sagde han og strøg mig henover Haaret. »Saa fin en Kuffert har jeg aldrig før haft.«

Han stod ved Siden af mig, rakte mig Tingene og nikkede og smilede til mig.

Pludselig sagde jeg: »Hvis jeg bad Dig om det, vilde Du saa lade være at rejse?«

Han saá forundret paa mig, betænkte sig og sagde: »Er det Alvor?«

»Hvis det nu var Alvor?«

Et nyt prøvende Blik og en ny Betænkningspavse. Derpaa:

»Saa blev jeg, naturligvis.«

Jeg havde faaet det Svar, jeg ønskede. Alligevel gjorde det mig ikke glad. Vi stod og saá lidt paa hinanden, saa gik han hen til mig, tog mig om Livet og sagde, ømt og inderligt, at han gærne blev hos mig, og at det slet ikke vilde være ham noget Offer at opgive sit Landliggeri. Hvorpaa jeg — naturligvis — erklærede, at det kun havde været Narrestreger af mig at spørge.

— — Indpakningen blev færdig i sidste Øjeblik. Drosken havde allerede ventet nogle Minutter. Han var nervøs for at komme for sént, og vi tog i Hast Afsked.

Jeg stod gemt bag et Gardin og kiggede ned paa Gaden. Han fik Øje paa mig, vinkede med Haanden og svingede med Hatten. Hvor han saá smuk og straalende ud! Som om han drog ud til Sejr og Lykke.

Nu drejede Drosken om Hjørnet, og jeg lod Gardinet falde for. Jeg gik gennem Stuerne, kunde ikke løsrive mig fra dem. Jeg satte mig i Sofaen, hvor jeg plejede at sidde med ham. Paa Bordet foran laa hans Album. Jeg slog det op og fandt frem et Billede af ham som seks Aars Dreng. Det sad jeg og legede med som en lille Pige med sin Dukke. Jeg lagde det op til mit Bryst og vuggede det; jeg gav det tusinde Kys og Kæleord og sagde det, mens Taarerne løb mig ud af mine dumme Øjne og plettede Billedet, at nu maatte vi To holde sammen, nu, da han var rejst fra os.

... Indtil Pigen kom ind og med et forskrækket Udbrud sagde: »Men Gud, Frøken, sidder De her endnu!«

Ogsaa jeg var bleven forskrækket over hendes pludselige Indtræden. Jeg rejste mig hastigt og gik, men Billedet havde jeg puttet i Lommen.

7. Juni.

Vedbæk, 6. Juni, Aften.

Du kære Barn! Véd Du, at Du forkæler mig, og at jeg slet ikke fortjener det? Da jeg ved min Ankomst blev modtagen af dit meget søde, altfor søde Brev, følte jeg mig baade glad og skamfuld. Jeg er — det er ingen Frase — ude af Stand til at gøre Gengæld, som Du fortjener det. Særlig er jeg en saare klejn Brevskriver, medens Du, som saa mange Damer, er en Mester i at forsende Dig selv i en Konvolut. Jeg forsikrer Dig, at da jeg aabnede dit Brev, var det, som om Julie lyslevende hoppede ud i Stuen og med begge Armene om min Hals fortalte mig en Mængde allerkæreste Ting.

Jeg skal nok skrive ofte til Dig, men Du maa nøjes med korte Hilsener. Land-Dovenskaben har allerede grebet min Hjærne, saa jeg ligefrem med Skældsord maa drive mig til at lave en grammatikalsk og ortografisk rigtig Sætning. Det eneste, min Hjærne i en Fart kan udtrykke, er, at jeg er meget forelsket i Dig og at jeg længes efter den 15de, naar jeg som Terminsherre gæster Hovedstaden.

Vi bor i et Hus, der er knapt saa højt som vi selv, men som ligger fuldkommen dejligt lige ved Begyndelsen af Skoven og ejer en Billedsamling — Fremstillinger af himmelske og jordiske Berømtheder —, der i Forening med Sødmælk, Svinesti- og Tang-Duft samt Sengegang Kl. 10 lutrer min Sjæl til en maabende Barnlighed.

Uden at blues ender jeg da med alle Kærlighedsepistlers yndefulde Slutningsformular: »1000 Kys og Hilsener sendes Dig, min elskede Pige, fra din Dig

oprigtigt elskende
A.«

9. Juni.

Nu vandrer jeg som en Vildfarende i den fremmede By. Jeg gaar paa Lykke og Fromme, og jeg véd, at jeg ikke vil finde det, jeg søger. Jeg griber mig i at staa udenfor Teatret og studere de gamle, flængede Plakater, og jeg kan styre i hvilkensomhelst Retning — jeg ender med at finde mig udenfor hans Hus, hvor der er rullet ned for Vinduerne i hans Lejlighed, der staar tom som efter et Dødsfald.

Min Dag har kun to Lyspunkter. Naar jeg henter hans Brev, og naar jeg skriver mit. Bedst har jeg det, naar jeg skriver til ham, for hans Breve er ikke ham: de er kun Overfladen af ham, de er prægede af hans Ulyst til at give sig hen, hans Angst for Følsomhed, sagtens ogsaa, som han selv siger, af hans Landdovenskab.

Men naar jeg, efter at de Andre er gaaet til Ro, sidder i mit lille Værelse og fylder Ark paa Ark til ham, da kan jeg føle mig ham saa nær, at det er, som om jeg laa i hans Arme og talte med ham. Luften om mig bliver hed af hans Aande, jeg mærker, medens jeg sidder med bøjet Hoved, hans Kys paa min Nakke, og min Pen danser hen over Papiret i Takt med mit Hjærtes hastige Slag.

14. Juni.

15. Juni.

Jeg tog ham i Frakkekraven, ruskede ham frem og tilbage og sagde:

»Du er (Kys) et Vrøvl. Du er (Kys) sær og forkælet, undertiden drilagtig og ubehagelig. Du er alligevel (Kys) Verdens dejligste Mandfolk og (Kys, Kys, Kys) jeg elsker Dig.«

Hvorefter han glemte sine Betænkeligheder ved min altfor store Kærlighed.

7. Juli.

Saa ruller jeg da Uge efter Uge evigt den samme Vej. Søndagen har endnu Lys af Lørdagens Sol; men Mandag og Tirsdag er Haabløshedens mørke Tegn. Ved Onsdagsstenen dæmrer Forventningens Skær; i stigende Længsel og Haab passeres Torsdag og Fredag — indtil Lørdagslykken anes i Nattens urolige Drømme, og jeg vaagner med Jubel i mit Hjærte.

Men naar jeg er paa hans Trapper, lægger der sig en Angst over mig. Hvordan vil han tage imod mig? Vil hans Ansigt lyse af den Gensyns-Glæde, som jeg har drømt om, eller vil det møde mig med det Præg af Anstrængthed og Træthed, som jeg en og anden Gang synes at have iagttaget; som maaske er en taabelig Indbildning, men som undertiden, naar jeg sidder alene, stiger frem for min Erindring og fylder min Sjæl med tunge, blaasorte, rædselindgydende Skyer.

Og Angsten lammer min Glæde, saa jeg ikke straks kan være sød og elskværdig imod ham, som jeg gærne vilde. Og han misforstaar mig; jeg ser de nervøse Blink i hans Øjne, og jeg er vis paa, at han finder mig lunefuld og utaalelig.

Men han siger intet; drikker kun hastigt en Mængde Vin og tvinger ogsaa mig til at drikke.

Javist hjælper det at drikke. Et lunt blødt Velbehag risler dulmende gennem Sind og Legeme. Alle mørke, tunge Tanker bortdunster som Taage for Sol; den dumme Angst forsvinder, man faar Munden paa Gled, man rykker hinanden nærmere, og, naar man sidder Haand i Haand og Øje i Øje, da er der ingen nervøse Blink længer, ingen Misforstaaelse og Lunefuldhed, da glemmer man Ugens seks andre Dage for denne den syvendes ene saliggørende Time.

Bagefter tager jeg ham i Forhør. Han maa aflægge nøjagtig Beretning om Alt og Alle i de forløbne Dage.

I Begyndelsen forsikrede han, at der ingenting var at berette. Dagene gik med Badning, Driveri, Rygen, Spisen og Soven. Efterhaanden har jeg dog faaet ud af ham, at han fører et ret bevæget Landliggerliv. Han har paa Hotellet, hvor han spiser til Middag, gjort adskillige Bekendtskaber; han spiller Croquet og Lawn-Tennis med unge Damer og han har været inviteret baade til Middagsselskaber og Skovture.

Navnlig er der nok en Enkefrue med to Døtre, som han med Iver dyrker.

Først, da han omtalte disse unge Damer, var det med meget Forbehold; han søgte nærmest at give det Udseende af, at han med sin bedste Vilje ikke kunde undgaa dem. De plagede ham med Invitationer og med Opfordringer til Deltagelse i alskens landlige Adspredelser.

Jeg begik da den Fejl at lade, som om jeg var jaloux. Dette morede ham aabenbart, og nu stikker han mig evig og altid disse Frøkner med alle deres fortryllende Egenskaber i Næsen. Jeg véd jo nok, at det skal være Spøg; men det piner mig alligevel, hvad jeg dog ikke synes, jeg kan være bekendt at tilstaa.

Tværtimod spørger jeg ham stadig om hans to smaa »Veninder«. Han hævnede sig da sidst paa en Maade, jeg ikke kunde lide. Han begyndte at tale om Erik, som han paastod, han hele Tiden havde været jaloux paa.

Stakkels Erik! Hver Gang, jeg tænker paa ham, bliver jeg trist. Han holdt sikkert forfærdelig meget af mig, ellers kunde han ikke have taget det saa fint og smukt, da han fik Vished om, at jeg ikke kunde blive hans.

Nu sidder han i Berlin, og jeg hører aldrig direkte fra ham. Men til Moder har han en Gang imellem skrevet, og hun har vistnok ogsaa svaret ham.

Da han nu forleden kom med sin Hentydning til Erik, fortalte jeg ham — for jeg vilde ikke oftere have den Sag bragt paa Bane, — hvordan det i sin Tid var endt mellem Erik og mig. Jeg fortalte ham, at Erik havde spurgt mig, om jeg vilde blive hans Kone, og at jeg havde maattet svare Nej.

»Hvorfor, behøver jeg vel ikke at sige Dig,« tilføjede jeg.

Han saá, ligesom skamfuld, paa mig og sagde kun: »Jeg beder Dig om Tilgivelse.«

Men længe efter var vi begge alvorlige.

13. Juli.

Vejret var saa henrivende imorges, jeg længtes saa meget efter ham, og jeg syntes, det kunde være morsomt uforvarende at overraske ham med et Besøg.

Jeg fik fat i Christiane, og vi tog med Formiddagsbaaden. Vi gik i Land i Skodsborg, og dér blev Christiane, medens jeg vandrede videre ad Strandvejen til Vedbæk.

Jeg gik forbi Huset, hvor han bor, men turde, af Hensyn til hans Ven, ikke gaa derind. En Dreng, jeg mødte, fik jeg til at bringe ham den Besked, at en Dame, der gærne vilde tale med ham, ventede ham ved Indgangen til Skoven.

Jeg ventede omtrent en halv Time. Endelig saá jeg ham komme hurtig henad Vejen. Jeg stod inde mellem Træerne med Parasollen dækkende for mig, for at han ikke straks skulde kende mig. Først da jeg hørte hans Skridt lige ved, traadte jeg frem og slog Parasollen til Side.

»Hvad! Er det Dig?« udbrød han, og i det samme forstod jeg, at det var en Dumhed, jeg havde gjort.

»Hvem anden skulde det vel være?«

»Nej, Du har Ret. Jeg tænkte bare, det maaske havde været en Narrestreg, Nogle af dem herude havde fundet paa. Undskyld, det varede saa længe, inden jeg kom; men jeg var henne paa Hotellet og spillede Croquet. Det var da morsomt at se Dig. Er Du her med dine Forældre?«

»Jeg er alene. Jeg er taget ud for at besøge Dig.«

»For at besøge mig? Men det gaar jo ikke an, at vi viser os sammen her.«

»Jeg havde ogsaa tænkt, vi skulde tage et eller andet Sted hen.«

Vi stod og saá lidt paa hinanden. Saa sagde han: »Jeg vil hellere straks sige Dig, som det er. Du maa ikke blive vred, Du maa tro, at jeg ogsaa er meget ked af det: jeg kan ikke idag være til din Disposition. En hel Del af Landliggerne har netop til idag arrangeret en stor Udflugt, og jeg har bestemt lovet at tage med. Jeg kunde jo hellerikke vide —«

»Nej« — afbrød jeg ham. »Du kunde naturligvis ikke vide, at jeg vilde komme og forstyrre Dig.«

Hans Ansigt fik sit nervøse Udtryk.

»Du tager Sagen lidt urimeligt,« sagde han.

»Ja, det gør jeg vist. Undskyld baade det og at jeg er kommen til Ulejlighed. Nu gaar jeg med det samme. Farvel og god Fornøjelse.«

»Du behøver da ikke at gaa straks. Vi skal først afsted om en Times Tid.«

»Aa jo, det er alligevel det bedste. Hvor skulde vi tage hen i den korte Tid? Og Du kunde jo let kompromittere Dig ved at vise Dig sammen med mig.«

Han beholdt min Haand længe og saá, hovedrystende, alvorligt paa mig:

»Du er ganske uretfærdig imod mig,« sagde han endelig. »Tror Du, det er for min Skyld, at jeg ikke vil vise mig sammen med Dig?«

»Nej, Du har Ret. Det er naturligvis for at vaage over mit Rygte. Det har Du jo altid været saa øm over.«

Han svarede mig ikke; slap min Haand, mumlede et Farvel og gik, uden at vende sig om.

Jeg kunde have slaaet ham ihjæl. Men da jeg saá ham langsomt forsvinde, og han stadig ikke vendte sig om — da maatte jeg med Vold beherske mig for ikke at kalde ham tilbage.

Og da han helt var forsvunden, sank jeg sammen i Fortvivlelse. Jeg laa sammenkrøben og hulkende inde mellem Træerne, tryglede ham om Tilgivelse og sagde, han maatte slaa mig og mishandle mig, blot ikke gaa fra mig og lade mig være alene.

— — Men da jeg atter vilde gaa ned mod Strandvejen, saá Jeg to Char-à-banc'er komme kørende mig imøde; jeg syntes, jeg paa den forreste saá ham mellem et Par unge Damer, og jeg skyndte mig ind i Krattet, for at han ikke skulde faa Øje paa mig.

16. Juli.

Det blev mellem vore Festdage en af de smukkeste. Netop den mørke Baggrund og den alvorlige Begyndelse gav den en særegen Charme. Vi følte begge ligesom Trang til at bøde paa udstandne Genvordigheder ved at være ekstra gode mod hinanden. Han var ganske som hin første Dag, jeg besøgte ham, ligesaa ridderlig og fin, ligesaa vagtsomt og varsomt ordnende Alt til mit Behag, indsvøbende mig i en Luft af den ømmeste Hensyntagen.

En mildt vemodig Stemning — en Solnedgangs-Stemning — fik Dagen tillige, fordi det var vort sidste Møde inden min Afrejse til Sorø, hvor jeg skal være tre Uger sammen med Moder.

Det er tungt at skilles fra ham. Var denne Dag ikke kommen, som den kom, skulde ingen menneskelig Magt drevet mig bort fra hans Nærhed. Nu tør jeg rejse. Denne Dags Minder vil lyse over min Ensomhed. Jeg véd, at hans Kærlighed er uforandret.

Og af min mindre vellykkede Vedbæk-Tur kan jeg nu le. Du gode Gud, hvilken Martyr jeg den Dag var i mine egne Tanker — ikke mindst, fordi jeg, uden Penge i Lommen, maatte vanke sulten om, mens han — naturligvis! — fraadsede i de lækreste Sager.

Sorø, 20. Juli.

Nu saá jeg den, den tunge, bløde Fugl, der i blind Rædsel — af og til udstødende et fortvivlet, skingrende Kampskrig — baskede frem og tilbage mellem sine Dødsfjender. Allerede bar den Mærker af deres Angreb, dens Fjer dryssede gennem Luften.

»Frels den!« raabte jeg til Erik.

Da bøjede han sig ned, greb en skarp Flintesten, tog hastigt Sigte og slyngede den. Uglen slog et Par Slag med Vingerne, saa foldede de sig sammen, og tungt sank den død til Jorden, nogle faa Alen fra os. Et Øjeblik forstummede Raagerne. Saa begyndte de igen, først enkeltvis, ligesom forundret spørgende, derpaa i truende, forbitret Kor, der rettedes mod os. Og da Erik tog den døde Ugle, og vi gik bort med den, fulgte den opbragte Raagehær, hvis Bytte vi havde røvet, os med hæse Hævnskrig. Med Stenkast, Klappen i Hænderne og Raab skræmmede Erik den af og til et Øjeblik tilbage. Men straks efter tog den fat med fornyet Kraft: nærmere og nærmere, lavere og lavere fløj den, og tilsidst var jeg saa ude af mig selv af Angst, at jeg benede af det bedste, jeg kunde, og smittede Erik med min Forskrækkelse, saa han ogsaa i Løb flygtede for de rasende Fugle.

Men fra den Dag af nærmede jeg mig aldrig uden Hjærtebanken det gamle Raage-Træ.

Og endnu igaar, da jeg var derhenne, syntes jeg i Fuglenes Spektakel at høre Trusler om Hævn, og jeg ønskede, at jeg havde haft Erik ved min Side til at beskytte mig.

26. Juli.

Men jeg trøster mig ved at skrive dobbelt saa langt og dobbelt saa ofte til ham. To Gange om Dagen skriver jeg til ham; han faar Brev med hver Post. Naar jeg skriver mit Aftenbrev, véd jeg, at han er ifærd med at læse mit Morgenbrev, og naar jeg sidder ved mit Morgenbrev, har han det Brev, jeg skrev forrige Aften. Saadan bygger jeg en Bro, der aldrig afbrydes mellem ham og mig. Han har mig altid hos sig. De smaa Vedbæk-Frøkner skal ikke erobre ham fra mig. Jeg er baade Morgen og Aften hos ham og passer paa ham.

Jeg er fornuftig, og jeg siger: lad ham blot nyde sin Ferie og tage alle de smaa Fornøjelser, Landopholdet kan bringe ham. Hvad Ulykke er det, om han gør en Smule Sommerkur og bliver feteret? Han er jo dog til Syvende og sidst min. Han har sagt mig det, og jeg tror ham. Jeg tror ham blindt og vil ikke forbitre mit Sind med nogen lav Mistanke.

Men skulde han et Øjeblik føle sig svag, da er jeg der med mine Breve og kalder ham tilbage til Dydens Vej. Som en trofast Skildvagt møder jeg Morgen og Aften og bevogter hans Telt mod alle lumske Angreb.

31. Juli.

Jeg har nu faaet en udmærket Idé: Han skal den 7de komme hertil og tilbringe sin Feries sidste Dag sammen med mig. Det lader sig brillant gøre. Ingen her kender ham, og vi kunde mødes i Skovene, hvor jeg ofte spadserer mange Timer alene om. Jeg véd flere henrivende Steder, hvor der aldrig kommer et Menneske. Saa pakker jeg mig i Smug en lille Madkurv, køber en Flaske god Vin, og saa skal han for en Gangs Skyld være min Gæst.

Jeg opgiver ikke den Idé. Den skal realiseres. De Vanskeligheder, der bliver, skal jeg sagtens overvinde.

3. August.

Naturligvis har han Betænkeligheder. Han skriver: »Er det nu klogt? Det kunde jo blive meget morsomt, men husk, at vi alligevel snart ses i Kjøbenhavn. Er det da værd, at Du udsætter Dig for de Farer, der dog altid er forbundne med et Møde paa Sorø-Skovenes alfare Veje?« Og han ramser op en Mængde »sæt at«, der uden Tvivl er særdeles fornuftige, men som jeg blæser et lystigt Stykke.

Nu skal han blive saadan bombarderet med Breve, at han nok tilsidst giver sig. Herregud, han risikerer da ingenting, og naar jeg nu vil!

Nej, min kloge Hr. Ridder, I sætte Eders allerhøjtideligste Sæt-et-Ansigt op. Jeg svarer som den forelskede Pige, jeg er: »Om saa Sorøs Skove var fulde af Fædre, Mødre, Onkler, Tanter og andre vilde Dyr, vil jeg dog paa Søndag møde min Ridder dér!«

Og lad os saa se, om Ridderen ikke blues ved at være mindre modig end sin Brud.