Julies Dagbog

5. August.

»Trods mangehaande Betænkeligheder«, skriver han. Ja værsgod. Nær ligesaa mange Betænkeligheder, Du vil, naar Du bare kommer. Jeg sér det betænksomme Ansigt, hvormed han har forfattet sin Kapitulation. Jeg sér ham virre med Hovedet, halvt gnaven, halvt smilende over sin Svaghed. »Pokkers Unge,« har han sagt til sig selv. »Hun er saa blid og saa engleagtig, og saa vikler hun mig alligevel om sin Lille- — meget lille — Finger.«

Nej, Du skal saamæn ikke skamme Dig, fordi Du denne Gang føjer mig. Jeg lover Dig at gøre hundrede Gange Gengæld.

»Jeg kommer altsaa efter al Rimelighed,« ender han. »Dog beder jeg Dig huske, at der kan komme Hindringer. Jeg siger det ikke, fordi jeg tror, at der kommer nogen Hindring, men fordi jeg af Erfaring véd, hvor daarligt forberedt Du er paa at møde et skuffet Haab.«

Jeg takker skyldigst, vise Mand.

Jeg skriver nu atter til ham, og jeg skal ikke glemme at meddele ham, at jeg betragter f. Eks. Jordskælv som en gyldig Udeblivelses-Grund.

7. August.

Vedbæk, den 6. August.

Kære Julie! Lad mig begynde dette Brev, der vil volde Dig stor Sorg, med en Forsikring, som jeg beder Dig tro: Da jeg i mit sidste Brev talte om mulige Hindringer for mit Besøg i Sorø, anede jeg ikke, at jeg idag vilde skrive det, der nu følger.

Jeg vilde gærne, Du skulde tro — selv om Du ikke forstaar det — at dette er noget, der er kommet uden klar og bevidst Forberedelse som noget nødvendigt, uundgaaeligt, som noget stærkt og tvingende, noget, der maatte nu saa være. Men naturligvis har det længe ulmet i mig, stille og langsomt arbejdet sig frem. Der var Øjeblikke, hvor jeg følte det; men jeg tvang mig til at tro, at det ikke betød noget, og saa fulgte der igen Tider, hvor jeg trygt sagde til mig selv: Det var kun en taabelig Indbildning, en forbigaaende, intetsigende Misstemning — alt er endnu som før.

Indtil pludselig Sandheden sprang frem som en uafviselig Flamme i min Sjæl. Det er forbi, det maa være forbi.

Ja, Julie — det meget slemme og tunge, jeg har at mælde Dig, er, at det maa være forbi mellem Dig og mig.

Jeg kan og vil ikke lyve for Dig; jeg siger Dig, som det er: Jeg er saa træt, saa hjælpeløst træt, at jeg ikke kan mere.

Dette kom til klart Udbrud imorges, da jeg fik dit sidste Brev. Jeg var endnu ikke staaet op, da det blev bragt mig. Jeg ventede Brevet, jeg vidste jo, at det vilde komme. Hør mig nu roligt, døm mig ikke straks: Jeg laa og ønskede, at der for en Gangs Skyld intet Brev maatte være; jeg var ligefrem hjærteangst for at se min Værtinde træde ind med det tykke Brev, hvis Udskrift, Overskrift og Underskrift jeg kunde udenad og hvis Indhold — ak! — jeg ogsaa syntes at kende paa Forhaand. Saa laa Brevet paa mit Sengetæppe; som en Mare tyngede det mit Bryst med tusinde ubestemte Angster. En graa Knugen lammede min Hjærne og fyldte min Sjæl med en Fortvivlelsens Lede: Jeg kunde ikke overvinde mig til at bryde Brevet og læse det.

Hvor længe jeg laa saadan, véd jeg ikke. Der var ikke faste Tanker i mit Hoved, kun denne tunge graa Knugen, der gjorde mig saa træt og undertiden dyssede mig i en kort, angstfuld Slummer.

Omsider rev jeg mig med et Ryk ud af min Dvaletilstand. Jeg sprang op, slog Gardinerne tilside for det fulde Dagslys, og som en Befrielse, næsten som en Lykke, steg den sikre Bevidsthed frem: Det er forbi, det maa være forbi.

Jeg vil fremdeles ikke lyve for Dig, jeg vil ikke besmykke mine Tanker og Følelser. Det var Lykke, jeg straks følte. Jeg følte mig saa let og fri. Ligesom genfødt, med nye Kræfter og nye Forhaabninger.

Men da jeg saa for lidt siden tog Papir frem for at skrive til Dig, forstod jeg, at det tungeste endnu var tilbage.

Thi Sagen er jo den: Jeg har intetsomhelst at bebrejde Dig, jeg har tværtimod kun Tak og atter Tak at bringe Dig for alt det dejlige, Du har bragt mig, for al din søde Kærlighed.

Og alligevel kommer jeg nu til Dig og siger: Det er forbi. Jeg er træt. Du faar slippe mig, hvor haardt, hvor uretfærdigt det end er.

Men det allermest fortvivlende er, at Du sandsynligvis slet intet vil forstaa af det altsammen. Du vil kun forstaa, at jeg svigter Dig, trods al din store Kærlighed, og Du vil enten tro, at jeg handler i Galskab, eller Du vil tro, at jeg hidtil har løjet som en Bandit.

Og saa er Sandheden dog den, at jeg hverken er gal eller har løjet, men at jeg er et frihedssygt Menneske, der lammes paa Ævner og Humør, saasnart et Forhold begynder at indsnøre mig.

Ser Du, da vi to i sin Tid lærte hinanden at kende, da troede jo hverken Du eller jeg, at det vilde blive til mere end et flygtigt Øjebliks uforpligtende Glæde. Det var et Lune, en Stemning hos os begge, der var ingen Tanke fra nogen af Siderne om et fast og varigt Forhold, end sige om evig Kærlighed.

Da skete det, at vi virkelig blev forelskede. At jeg elskede Dig, behøver jeg næppe at forsikre. Selv om jeg ikke ofte — hvad Du drillende bebrejdede mig — har sagt det, vidste Du det af min Stemmes Klang, af mit Blik, af hele mit Væsen, der ikke lagde Skjul paa, hvor dyrebar Du var mig. Du kom til mig som noget nyt og forunderligt, saa uberørt og troende, og Du vakte hos mig Følelser mere sarte og ømme, end jeg hidtil havde kendt. Jeg følte mig i vor Kærligheds Morgenrøde som en lykkelig Opdager og Erobrer, fri, stærk, svulmende af Vilje og Ævne til nye Bedrifter.

Vi elskede hinanden; men vor Kærlighed var af forskellig Race. Jeg var forelsket som en ikke uerfaren Mand og som en Mand med artistisk Frihedstrang. For Dig var Kærligheden dit Livs alt og eneste, og Du havde intet andet Ønske end at give Dig og eje mig helt og uden Begrænsning.

Jeg vilde nyde vort Forhold som Oaser i Hverdagslivets Ørken. Du vilde, at det skulde fylde hele vort Liv.

Og saa kom det ganske naturligt, at din ungt voldsomme og stærke Kærlighed løb min mindre haardføre Kærlighed træt.

Vort Forhold formede sig til noget større og alvorligere, end jeg kunde og vilde magte. Og det gjorde mig efterhaanden bange. Jeg saá, hvordan din Kærlighed voksede Dag for Dag, jeg følte, hvordan Du bandt Dig fastere og fastere til mig, og Egoist, som jeg er, reagerede jeg mod denne din stadig inderligere Sammenleven-Dig med mig. Jeg begyndte at føle Ubehaget ved at blive ansvarlig for et andet Menneskes Liv, jeg følte mig hæmmet i mine Bevægelser, fastholdt, ufri. Og det Øjeblik kom, hvor jeg maatte bryde ud, atter have Plads om mig til alle Sider, atter være ene og fri.

Desuden, den Vanemæssighed, der efterhaanden kom over vort Forhold, pinte og forstemte mig. Mennesker som jeg og mine Lige frygter netop Ægteskabet, fordi det er Kærligheden reguleret og sat i System. Men vore Møder, der i Begyndelsen havde det Uventedes, det Tilfældiges og Æventyrliges Ynde, blev snart og mere og mere et vedtaget, mønsterværdigt ordnet Pligtforhold. Vi saás de og de Dage til bestemte Tider, efterhaanden saás vi saa og saamange Timer hver Dag. Der var ingen Overraskelse, intet uventet, intet tilfældigt længer; kun en daglig Gentagelse af et og det samme. Før, naar Du skulde komme til mig, var det mig en Fest at forberede alt til din Modtagelse. Og naar vi skiltes, spurgte jeg med forventningsfuld Skælven: »Ses vi snart igen?«

Der oprandt siden Dage, hvor jeg maatte tvinge mig til at sige den staaende Afskedsfrase: »Vi sés vel i morgen?« og til, naar Du kom, at spørge: »Hvad vil Du drikke? Ønsker Du Cigaret med eller uden Mundstykke?«

Jeg havde haabet, at det skulde hjælpe, naar jeg flyttede paa Landet og vi en Tid ikke saás saa ofte. Men desværre er der noget, der hedder Breve. Ved personligt Samkvem er der dog Mulighed for Variation. Breve er den mest retliniede Ensformighed. De begynder og ender med Fraser, som højst kan veksle i Ordstillingen; de forsendes og ombringes til regelmæssige Klokkeslet; de møder, som Soldater, i Konvoluternes altid samme Uniform og med reglementerede Frimærke-Epauletter.

Alt dette betød for Dig intet. For mig blev det Flyvesandet, der langsomt tyngede min trætte Kærlighed til Jorden.

Thi det er Begyndelsen og Enden paa, hvad jeg har at tilstaa Dig. Jeg er træt. Jeg kan ikke længer. Jeg maa være fri.

Jeg føler, medens jeg skriver dette, min Træthed til den Grad, at jeg end ikke kan sige Dig alt det Gode og Varme, mit Hjærte dog gemmer for Dig.

Ogsaa synes det mig næsten uværdigt at pynte med smukke Ord paa dette Brev, som bringer Dig et Budskab, Du med Rette vil finde brutalt og uretfærdigt. Jeg føler det jo selv. Jeg ser det oprørende i, at vort Forhold brydes, egenlig fordi Du har elsket mig for højt.

Alligevel, det maa saa være. Alle Indvendinger dræbes af mit trætte: Jeg kan ikke mere.

Og det er ikke noget, som gaar over i Morgen eller i Overmorgen. Tro ikke det. Nej, det er forbi, og baade Du og jeg gør bedst i ikke at forsøge at kalde det til Live igen. Hvad der herefter fulgte, vilde kun blive grimt.

Du har tit og ofte sagt til mig: »Lov mig altid at være ærlig imod mig. Den Dag, Du føler Dig træt af vort Forhold, skal Du straks sige det til mig. Jeg kan taale, at Du bryder med mig. Jeg kunde aldrig tilgive Dig, hvis jeg opdagede, at jeg havde levet paa Naade og Medlidenhed hos Dig.«

Den Dag, Du saaledes forudsaá, er nu kommen. Og jeg siger Dig det ærligt, som Du har forlangt det af mig.

Du vil maaske indvende: Du har dog bedraget mig; thi Du har allerede længe været træt. — Dertil svarer jeg: Min Træthed har ikke før været mig bevidst; jeg har intet haft at tilstaa Dig; thi jeg havde intet tilstaaet for mig selv.

Naar vi nu skilles, vil vi derfor begge kunne mindes vor Kærlighed som en skøn og dejlig Oplevelse; ingen Bitterhed vil blande sig i Erindringen.

Selve Adskillelsens Stund er altid bitter. Jeg tør slet ikke tænke paa, hvilken Fortræd og Smærte jeg nu volder Dig. Men naar en Tid er gaaet, og vi atter sés — mere rolige end vi nu kunde mødes — da tror jeg, Du vil sige som jeg, at vi skiltes netop i det rette Øjeblik, og at vi førte vor Kærligheds Skjold uplettet ud af Stævnet.

Farvel, og prøv paa at dømme mig ikke altfor strængt.

A.

8. August.

Da jeg havde faaet hans Brev, og jeg havde læst det to Gange, før jeg forstod, at det hverken var en Spøg eller en Misforstaaelse, da græd jeg ikke og besvimede ikke. Jeg var ganske rolig, saa underlig klart og koldt reflekterende. »Det er altsaa forbi,« sagde jeg højt hen for mig. Min Stemme lød tørt, næsten ligegyldigt. Jeg tænkte: »Du burde vist have sagt det med mere følelsesfuldt Udtryk.« Men der var ingen Følelse i mig. Alt var som stivnet: mit Hjærte bankede ikke, mine Nerver dirrede ikke. Selv mit Ansigt, syntes jeg, var blevet stift, Huden strammede mig, jeg strøg mig over det og jeg fortrak det til Smil for at faa Bevægelse i det.

Jeg gik ud. Hvorhen vidste jeg ikke. Men en Stemme inden i mig sagde uophørligt: »Du kan umuligt blive her. Du maa bort herfra, inden nogen af de andre ser Dig.«

Jeg mødte Folk, jeg kendte; jeg hilste paa dem, og med en gammel Frøken talte jeg. Hun fortalte mig en lang Historie om en Sygdom, hun nylig var kommen sig af. Da vi skiltes, sagde hun: »De ser saa nydelig ud idag.« »Ja, naar man er ung og glad,« føjede hun til.

Saa var jeg ude i Skoven, ved et Udhug ned til Søen. Jeg stod paa den lille Baadebro og stirrede paa Vandet og tænkte: »Hvis Du nu var rigtig bedrøvet, saa vilde Du lade Dig glide ned her, og saa om lidt vilde Du have det godt.«

Inde fra Byen lød Kirkeklokker. De ringede til Eftermiddags-Gudstjeneste. Jeg saá mig om, og jeg syntes, jeg aldrig før havde forstaaet, hvor smukt her var. Mit Blik var ligesom skærpet, jeg saá Ting, jeg aldrig før havde lagt Mærke til. En lille Holm, f. Eks., hvor Træerne som skønhedssyge Narcisser bøjede deres Kroner helt ned til Vandet for at spejle sig. Jeg hørte utallige fine Lyde, i Sivene ved Søen, inde fra Skoven og fra Græsset — af Insekter, der sang, af Fugle, der puslede mellem Bladene, af Fisk, der kogte Bobler paa Vandets Overflade. Jeg henfaldt i Beundring over Skyernes evigt skiftende Former; de saá saa rolige og uforanderlige ud i den stille Sommerdag, men naar man nøje fulgte deres langsomme Gliden gennem Himmelrummet, opdagede man, at de snart var smilende guldbræmmede Øer, snart store svævende Fugle og tilsidst opløstes i legende Flokke af smaabitte Skybørn.

Jeg omfattede hele Billedet i ét stort Blik, jeg tænkte: »Hvis Du nu ikke kommer her mere, vil Du dog aldrig glemme, hvordan her sér ud.«

Jeg vandrede ind i Skovens Tykning. Den samme højtidelige Klarhed var over mig, den samme reflekterende Modtagelighed. Indtil pludselig jeg kom til at huske paa, at jeg gik med hans Brev i Lommen. Det gav et Stik i Brystet, og min Sjæl gennembævedes af en kold Gysen. Mine Knæer rystede under mig, jeg maatte støtte mig til et Træ for ikke at falde. Jeg krammede Brevet i min Haand, og, uden at læse det, saá jeg hvert Ord for mig.

Altsaa var det sandt! Han havde forladt mig, det var forbi!

Jeg havde jo sagt det samme før, jeg havde gaaet med de Ord i mig hele Tiden; nu først naaede de mit Hjærte og bragte det til at vaande sig i Smærte.

Forbi! Ikke se ham mere. Hvordan var det nu, han saá ud? Jeg søgte at fremkalde hans Billede for mig, det flygtede fra mig i Stumper og Stykker, jeg saá kun for mig et Par store, sorte Øjne, der roligt og træt og spodsk-smilende stirrede paa mig.

Da skreg jeg til Himlen i Fortvivlelse og Angst. Jeg tryglede og bad om, at det ikke maatte være sandt: »Jeg forstaar, at det er en Straf, Gud, men har Du nu ikke pint mig tilstrækkeligt? Nu lukker jeg Øjnene, og naar jeg om lidt slaar dem op igen, lad det da være en Drøm, jeg er vaagnet af.«

... Og jeg stod igen nede ved Søen, og jeg syntes, der ikke var anden Redning for mig end at kaste mig ud i den. Jeg rasede ikke længer, jeg var kun bedrøvet til Døden. Jeg græd stille og mildt, jeg saá det dejlige Sommerlandskab ligge udbredt for mig, og jeg, der endnu var saa ung, havde intet længer at haabe af Livet.

Da sagde Stemmen inde i mig: »Der er Haab endnu. Maaske ligger der allerede Telegram til Dig, eller der er nyt Brev undervejs.«

Ja, ja, fortsatte jeg, saadan er det, saadan maa det være. Og mens jeg hastede hjem, byggede Haabet de skønneste Slotte for mig.

Der var intet Telegram, og der var intet Brev imorges.

Men jeg vil ikke opgive Haabet, før jeg har talt med ham.

Han maa allerede være i Kjøbenhavn, og imorgen rejser vi. Jeg har nu skrevet til ham. Han vil undre sig over mit Brev, og jeg tror, han vil synes godt om det. Det er ganske frit for det, han kalder »hysterisk«. Det er roligt og fornuftigt. Jeg skriver, at han maaske nok har Ret i, at der var kommet noget ufriskt i vort Forhold. Muligt — skriver jeg — er der ingen anden Udvej end den, Du opgiver, at vi, ialfald en Tid, ikke sés. Men det var jo dog ogsaa muligt, at vi ved fælles Bestræbelser kunde ordne Sagen paa en Maade, der ikke vilde gøre slet saa ondt. Lad mig derfor vide en Tid en af de første Dage, hvor jeg kan komme til Dig. Frygt ikke, at jeg skal møde med et Jeremiade-Ansigt. Du skal tværtimod se, at jeg er en meget flink Pige, som ikke er saa helt uforstaaende overfor dine Trætheds-Stemninger, og som er parat til at være akkurat saadan, som Du vil have mig.

9. August.

Jeg sad sent i Nat foran Toiletspejlet og gjorde mit Haar istand. Jeg var dødtræt og dog slet ikke søvnig, sad og faldt i Staver foran mit eget Spejlbillede, blev pludselig bange for dets blege Ansigt med opspilede, spøgelseagtigt blanke Øjne, kom til at ryste og vendte nervøst Hovedet bort for ikke at se.

Mit Blik faldt derved paa Væggen bag Kommoden. Væggen var betrukken med stribet gult Tapet, der var skjoldet af Fugtighed og hist og her laset. Paa dette gamle mugne Tapet kravlede et Dyr, et langt, smalt og fladt, gulligbrunt Insekt med mangfoldige vimse Ben. Det kom sikkert fra Flængen dér i Hjørnet til Højre. Med Væmmelse fulgte jeg dets Manøvreren hen ad Væggen; det søgte hen mod Lyset og Varmen paa Kommoden. Allerede havde jeg rejst mig for at dræbe det med min Klædebørste. Da saá jeg et andet Insekt stikke Hovedet frem under Tapetflængen og glide ud paa Væggen. Jeg blev staaende, lammet af en Uhyggens Rædsel, stirrende med store, stive Øjne paa de modbydelige Dyr. Og se — det var, som om hele Væggen begyndte at mylre: et efter et listede Dyrene sig frem fra Hjørnet, de gik i en lang Karavane hen mod Kommoden. Og nu opdagede jeg det: de kom ikke blot fra Flængen til Højre; overalt, hvor der var en Rift i Tapetet, kravlede de frem, og flokkevis kom de dragende nede fra en Sprække mellem Væggen og Gulvet.

Jeg turde ikke røre mig, turde ikke begynde at dræbe dem; for hvert, jeg dræbte, vilde der mylre ti frem. Jeg vovede ikke at dræbe disse Dyr, der ligesom væltede frem fra en Grav med Lig og Forraadnelse.

Jeg stod kun og ventede paa det forfærdelige Øjeblik, da de vilde naa over paa Kommoden, over til mig. Allerede strakte de deres fimrende Ben ud for at faa fat i Toiletspejlets Gardin. Med alle Nerver spændte iagttog jeg deres Forsøg. Da fo'r jeg sammen ved en kold Kildren paa min Haand, der hvilede paa Kommoden. Med et Skrig strøg jeg Krybet bort og saá i det samme, at Dyrene allerede nede fra Gulvet havde entret Kommoden.

Jeg var i dette Øjeblik vanvittig. Jeg tænkte: »Nu kommer Ligdyrene for at tage Dig som Bytte!« — og jeg styrtede ud af Værelset, ned ad Korridoren og ind til Moder, der forfærdet vaagnede, og hvem jeg kun kunde forklare: Jeg er saa bange, jeg er saa bange!

Moder tog mig op til sig, kælede for mig som for et lille Barn, og da jeg var bleven lidt roligere og laa og græd stille, sagde hun: »Fortæl mig saa alt, hvad der er i Vejen med Dig. Fortæl mig, hvorfor Du i sin Tid lod Erik rejse, og hvorfor Du nu er saa bedrøvet.«

Men jeg bad hende ikke forlange nogen Forklaring nu. Hun skulde nok siden faa alt at vide.

Da tog Moder mig med begge Hænder om Hovedet, drejede mit Ansigt om mod sig og saá mig fast i Øjnene, idet hun sagde: »Der er kun én Ting, Du skal og maa sige mig, Julie. Du er vel ikke —?« Jeg standsede hende ved at lægge min Haand paa hendes Mund. »Nej, Moder« — jeg smilede bedrøvet —, »det, Du tænker paa, skal Du ikke være bange for.«

»Saa Gudskelov da. For Du véd ikke, hvor jeg har været bange i de sidste Dage. Og at der var noget, Du holdt hemmeligt for os, har jeg jo længe mærket. Men jeg tænkte, der var En, Du traf hos Christiane, og at Du nok en Dag kom og fortalte os om Forlovelsen.«

»Nej, Moder, ogsaa dér har Du gættet fejl. Jeg har ingen Forlovelse at mælde Jer.«

9. August, Aften, Kjøbenhavn.

11. August.

20. August.

22. August.

25. August.

Gang efter Gang har jeg været paa hans Trapper, og jeg vovede ikke at ringe paa. Endelig idag gjorde jeg det, og hans Pige kom ud og sagde, at han ikke var hjemme. Det var ikke sandt. Jeg kunde se paa hende, at hun havde Ordre til at afvise mig. Hun var forlegen, og hun saá medlidende paa mig.

At han vil byde mig en saadan Ydmygelse.

Men jeg vil se ham. Jeg vil tale med ham. Han har ikke Lov at handle med mig, som han gør.

Skønt, det er jo netop Sagen: han maa handle med mig akkurat, som han vil. Han maa ydmyge mig og mishandle mig, — jeg vil føle det som en Fryd at blive pint af ham. Som en Hund vil jeg krybe for ham, lad ham blot sparke mig bort — jeg vender tilbage til ham og jeg giver ham ikke Fred, før jeg faar Lov at blive hos ham.

Jeg har tænkt, at der maaske var en Anden, han holdt af og som kom hos ham, og at det maaske var derfor, han ikke vilde se mig mere.

Jeg vil skrive til ham:

Tag hvem andre, Du vil. Hvis jeg ikke er Dig nok, hvis Du trænger til Forandring — saa i Guds Navn. Jeg forstaar det. Du er Kunstner. Du behøver nye Indtryk, nye Paavirkninger. Jeg er en dum og ubetydelig lille Pige, jeg er intet udover det, at jeg elsker Dig. Men Du skal altsaa vide, at jeg uden Vrede sér Dig tage en Medhustru.

Det eneste, jeg forlanger, er, at Du ikke derfor slipper mig. Jeg vil — trods alt og alle — blive ved ogsaa at have Dig. Og jeg vil være den, der er hos Dig, naar alle Andre har forladt Dig.

1. September.

»Nej, Julie. Du maa ikke sende mig saadanne Breve. Som jeg lærte Dig at kende, som jeg mindes Dig og tænker paa Dig, staar Du for mig i et Skær af ubevidst Sjælsadel: en fin og udsøgt Natur, der ikke spurgte om Borgerskabets Vedtægter og Fordomme; et fint lille Menneske, der ikke blev simpel ved at handle paa Trods af det pæne Selskab, men tværtimod derved udvikledes til en ejendommelig Overlegenhed.

Nej, Julie, det kan ikke være Dig, som har sendt mig det Sypige-Brev, der tog dit Navn forfængeligt. Hvor skulde Du stolte, rene, søde Pige have lært de hektisk forhippede Ord?

Jeg har — jeg véd det — handlet blodig ondt imod Dig. Men det, Du nu gør mod Dig selv, er tusind Fold ondere.

Min egen Ven, min Sjæls yndigste Minde og Veninde, jeg sørger over dit Brev som over en Vandalisme, som over et af unænsomme Hænder skændet Kunstværk. Mere end det: Jeg føler Skam paa dine Vegne. Og jeg synes, at det er det sørgeligste, jeg har oplevet.«

Jeg har skrevet for sidste Gang til ham.

»Tak for dit Brev. Det gjorde ondt, saa jeg segnede under det; men jeg fortjente Slaget, og det har gjort sin Nytte. Tro ikke, at jeg føler det som en Nedværdigelse, at jeg har lagt mig i Støvet for Dig. Men det var tarveligt af mig at ville paatrænge mig Dig, da jeg dog burde have forstaaet, at Du ikke for nogen Pris vilde have mig længer.

Jeg beder Dig af mit ganske Hjærte om Tilgivelse. Jeg har jo vidst det hele Tiden: jeg havde intet at fordre af Dig. Selv kom jeg til Dig, selv gav jeg mig til Dig; Du bandt Dig ikke ved Forpligtelser og Løfter. Men Du var usigelig god imod mig. Du var altfor god og kær. Dette er min eneste Undskyldning for, at jeg ikke nu kunde slippe Dig.

Men inden vi skilles, skal Du vide helt ud, hvor taabelig og hvor ufin jeg har været i mit Forhold til Dig. Lige fra den første Dag har jeg ment, at det skulde ende med Giftermaal. Naar jeg sagde til Dig, at jeg intet Ønske havde om, at vi skulde gifte os; naar jeg ovenikøbet forsikrede, at jeg vilde ansé det for Galskab — da løj jeg. Al min Higen og Tragten var kun rettet mod dette ene: at binde mig saa inderligt til Dig, at Du en skønne Dag bad mig om at blive din Kone.

Jeg er ikke den fornemme, overlegne Pige, Du har digtet mig til. Bag al min dristige Handlen har først ubevidst, siden ganske bevidst, ligget den fejge borgerlige Hensigt at opnaa legitim og præstelig Velsignelse af vor Forbindelse.

Min Beregning mislykkedes ynkeligt. Jeg har i disse Dage spurgt mig selv, om jeg ikke netop valgte den forkerteste Vej, om jeg ikke ved en mere tilbageholdende Kærlighed kunde naaet mit Maal.

Men jeg tror, at jeg valgte den eneste Vej, jeg kunde vælge, fordi jeg alligevel elskede Dig saa højt, at jeg ikke kunde have sjakret mig bort til Dig i smaa Stykker paa det dyreste Bud.

Mit Spil er tabt, men jeg angrer det ikke. Hvor fattigt end mit Liv i Fremtiden vil rinde, den Indsats, jeg har givet Dig, er ikke mistet. Fattig vil jeg sidde i rigere Minder, end nogen Anden i Verden ejer, og altid, hvordan det saa gaar, vil jeg velsigne den Dag, jeg blev Din.

I Letsind kom jeg til Dig. Tungsindig er jeg nu, Du lader mig tilbage. Meget tog Du, men meget gav Du, Du min mægtige og elskede Herre, Du min hvide Scheik, min Ungdoms Drøm og dens smærtefyldte Lykke.

For Alt takker jeg Dig, for din rige Naade og din strænge Straf.

Højt stræber Du og dristigt rider Du. Ej ænser Du, om Du paa din Vej træder Sand eller Blomster. Gud gøre din Sejrsgang let og lys.

Julie.«

12. September.

Jeg fryser. Dagene bliver korte, og Aftenen sænker sig tung og mørk over mig. Jeg sidder ved Vinduet, mens Lyset svinder, og stirrer tomt hen for mig, stirrer over paa Huset, hvor fordum mine Tanker gik paa Æventyr. Og Huset er nu trist og hverdagsligt som vort eget, og dér, hvor før han, min Æventyrprins, færdedes, dér sidder nu en fed og dvask Matrone og fylder, i søvnige Sting, et Stykke Kanevas med Livets brogede Farver.

Det hedder sig, at Erik er kommen til Byen. Emmy fortalte forleden, at hun havde sét ham.

Jeg er glad over, at han ikke har været herude. Jeg vil ikke, han skal mærke, hvor ilde det er gaaet mig.

Jeg fryser, og det er, som om hele Huset frøs. Aldrig har her været saa koldt og øde og tungt og trist. Vi lister om hinanden som Skygger. Ingen taler højt, og vi mødes som til en Begravelse.

Og naar Moder og jeg sidder alene om Aftenen, taler vi ikke. Vi sidder hver i sine Tanker, men jeg véd, at hendes Tanker kredser om mig.

Slutningen af September.

Og jeg bliver som Barn igen i Bedstemoders Stue. Sidder, som da jeg var lille Pige, paa en Skammel ved hendes Fødder og blader i de gamle Mapper med falmede Kobbere: Struense og hans smukke kongelige Synderinde, Frederik d. 6te som en stakkels tyndbenet Dreng i martialsk Generalsuniform, inspicerende Tropperne; Kristiansborg Slots Brand 1794; »Robbes Pierre«, der paa samme Billede fremstilles styrtende ud af Raadhusets Vinduer og baaren til Guillotinen »med sønderbrukne Arme og Ben«; Fru Heiberg først som en koket, ubevidst Ungmø og siden som en sværmerisk Berømthed i Langsjal og med ætheriske Blikke.

Eller jeg faar et Haandarbejde og gør mig nyttig for Huset, eller jeg læser op af Avisen for Bedstemoder, der med Interesse følger de udenlandske Begivenheder og nikker højtideligt, hver Gang der mældes om nye Arbejderuroligheder.

Ja, hos Bedstemoder har jeg det godt. Og hun og gamle Marie kappes om at forkæle mig. Saasnart jeg blødt og godt er bragt til Sæde, siger Bedstemoder med en lille fiffig Hovedrysten hen til sin gamle Pige: »Naa Marie, idag har vi vel ikke noget at byde Frøknen?« — hvorpaa Marie, ligesaa underfundigt, svarer: »Jeg véd det sandelig ikke, Frue, men jeg kan jo se ad.« Til almindelig Overraskelse indbringer hun saa lidt efter enten en Appelsin eller hjemmebagte Kager eller et Stykke Budding eller en Assiet med Syltetøj. Altid er der et lille Traktement, og altid smager det barnlig godt, fordi de to gamle Mennesker er saa glade ved at byde mig det og forstaar, at jeg trænger til at behandles som et bedrøvet Barn.

Oktober.

Det, jeg trængte til, var at komme ud paa egen Haand, arbejde haardt, selv tjene mit Ophold, bryde mig en Vej. Men jeg kan jo intet uden den Smule Porcellænsmaling, der hverken er til at leve eller dø af.

Jeg har sagt til mig selv: Den eneste Udvej er, at Du rejser til Amerika og tager Plads som Bonne, Butiksjomfru, ligegyldigt hvad.

Men dertil er jeg for fejg. Jeg har ikke det hensynsløse Mod, der fordres til at tage ethvert Vilkaar. Min Krop er forkælet og tør ikke binde an med grovt Arbejde; og jeg véd, at jeg vilde lide ved at behandles som et Tyende.

Jeg vilde end ikke have den Energi, der behøvedes for at tiltvinge mig Rejsetilladelse. Jeg følte det forleden, da jeg prøvende sagde til Moder, at jeg tænkte paa at rejse. Hun blot saá forfærdet paa mig og sagde: »Og det kunde Du nænne mod mig!« I det samme var al min Vilje smæltet, og jeg sank sammen i Erkendelse af min Afmagt.

Nej, jeg har ikke Kraft og ikke Mod til at bryde ud. Men bliver jeg herhjemme, gaar jeg til Grunde. Jeg synes, at saadan som jeg har det, maa en Fugl føle det, der har siddet fangen i Bur, har været fri et Par dejlige Sommerdage og atter er bleven sat i Buret.

Der er noget i mig, der er knækket. Jeg har Trangen til at flyve bort, men alt det jeg basker med Vingerne, kan jeg ikke hæve mig til en ny Flugt.

13. Oktober.

Det var første Gang, han havde hilst mig paa offenligt Sted.

Jeg følte, at jeg i det Øjeblik havde været den Stærke. Men i samme Nu, han var gledet forbi mig, var min Kraft brudt. Mine Ben rystede under mig, og jeg maatte ty ind i en Port og støtte mig.

Hvis han havde vendt om og var fulgt efter mig — det svimler for mig ved Tanken.

Men han kom ikke. Og mens jeg gik videre og jeg lidt efter lidt blev sikker paa, at han ikke kom, syntes jeg, at det baade var en ny bitter Skuffelse, og at der dog endnu var Haab for mig om Befrielse.

De sidste Dage i Oktober.

Jeg forstaar, at denne Have søges af gamle Mennesker og ensomme Sjæle. Foran dens Gitter standser Byens Larm: den aabner sig som et Asyl for stille Tanker og stille Sorg. Den er som en Kirkegaard for forborgne Minder og bristede Forhaabninger.

Hver Dag møder jeg de samme Mennesker; jeg synes, jeg kender dem alle, og jeg tror at kende den Livshistorie, der fører hver af dem hid. Der er den gamle, sirligt klædte Herre, hvis Mund altid mimrer i det vrede, hvide Ansigt og som ustandseligt slaar om sig med sin Stok. Hvad kan han vel være andet end en fordums Embedsmand, der stadig harmes over sin formentlig uretfærdige Afskedigelse? Og behøver man at spørge om, hvad hun tænker paa, den høje, slanke, sortklædte Dame, der kommer dér med sin halvvoksne, ligeledes sørgeklædte Datter, og som smiler mat og aandsfraværende, naar det muntre Pigebarn taler til hende? Eller hun da, den unge Krøbling, der rulles gennem Havens Gange af en træt og udslidt Morlille?

Eller jeg selv? Mon ikke alle de Andre aner den Skæbne, der har gjort mig til Medlem af deres lille Menighed?

Erik var for nogle Dage siden paa Besøg hos os. Men jeg saá ham ikke. Da jeg hørte hans Stemme i Entréen, skyndte jeg mig ind i mit Værelse, og da Moder lidt efter kom ind til mig og spurgte, om jeg ikke vilde hilse paa ham, bad jeg hende sige, at jeg ikke var rask.

1. November.

30. December.

Jeg mærkede — og jeg skammede mig derved —, at jeg var for ung til at være færdig med Livet. Jeg greb mig i at fantasere om en Fremtid, der ikke blot var Minder. Jeg søgte at trænge disse Anfægtelser tilbage — de var jo Helligbrøde mod min Sorg. Jeg klamrede mig til Sorgen, jeg søgte Ly og Beskyttelse under dens store, tunge Vinger som en Nonne i sin Klostercelle; men just som jeg troede mig allersikrest, følte jeg en Dag min Sjæl springe ud i tusinde nye Anelser, Haab og Løfter, og jeg forstod, at jeg var overvunden.

Men jeg er intet fordringsfuldt Barn længer. Jeg venter ingen Æventyrprins, jeg tror ikke, Livet byder mig til et evigt Festbord. Jeg véd, at jeg vil faa baade godt og ondt, flest Hverdage og kun en Gang imellem Fest; jeg véd, at det, der kommer, bliver hverken stort eller mærkeligt, men jeg véd ogsaa, at jeg maa være glad endda, og at det ialfald bliver Liv. Og leve maa jeg, ud i Lys og Luft, siden jeg ikke kan dø med det Døde, og siden jeg er for ung til at finde Fred i Sorgens Kloster.

Og siden Erik, min trofaste Ven, vil tage mig som den, jeg er — uden Forargelse og uden Bebrejdelser, fin og mandig uden at forlange nogen Ydmygelse af mig.

Det var ham, jeg saá hin Dag udenfor Frederiksberg Have. Faa Dage efter mødte jeg ham i Haven, og da vi siden fulgtes ad, fortalte han, at han mange Gange havde sét mig derude, men havde holdt sig skjult, fordi han troede, jeg helst vilde være alene. Jeg svarede, at jeg ingen Grund havde til at søge Ensomhed, og han tav, uden at tro mig. I den følgende Tid mødte jeg ham af og til, og undertiden talte vi lidt sammen. Saa begyndte han igen at komme herhjemme, men naar han havde været her, greb Anfægtelserne min Sjæl.

Endelig en Aften, for en Uges Tid siden, traf han mig alene hjemme, og da var det, han lod mig forstaa, at han vidste det altsammen. Han sagde mig det ikke ligefrem. Han fortalte en Historie. Den lød:

En Ven af ham nede i Tyskland elskede en ung Dame. Han var en dygtig Købmand, brav og god, men hverken meget vittig eller interessant, — et jævnt Hverdagsmenneske af samme Kaliber som jeg selv omtrent, sagde han med et Smil. Hun var — nu kom en Mængde blomstrende Betegnelser. Foruden alt dette yndige var hun et lille romantisk Menneske med højtflyvende Fordringer til Livet. Intet Under derfor, at hun lod sin Fætter Købmanden forstaa, at hans Kærlighed var haabløs. Hun fløj bort fra ham, og hun fløj højt. Men en skønne Dag traf han hende vingeskudt og bedrøvet. Hendes høje Flugt havde kun skaffet hende en stakket Lykke. Hendes Smærte gjorde ham mere ondt, end om det havde været hans egen, for han elskede hende stadig og havde aldrig elsket nogen anden. Han bad hende ikke om at blive hans; han nænnede ikke at røre ved det syge Hjærte; men han forsøgte at vise hende, at hun ikke havde bedre Ven i Verden end ham, og at han ingen større Lykke vidste end at være god imod hende. Hun forstod ham ogsaa, og da nogen Tid var gaaet, kom hun en Dag til ham og sagde, at hun holdt af ham. Og nu er de lykkelige Ægtefolk og Købmandsfolk i en lille tysk By.

— — Da Erik havde fortalt denne Historie, var vi begge lige forlegne, og ingen af os sagde længe noget. Vi sad og saá paa hinanden, og jeg tænkte, at han alligevel ikke vidste Alt. Derfor spurgte jeg omsider: »Den unge tyske Dame havde altsaa været forlovet med en anden?« »Nej« — svarede Erik og saá paa mig med et fast Blik: »Hun havde været en Andens Elskerinde.«

»Og alligevel ...«

»I hans Øjne havde hun ingen Brøde begaaet. Hun havde elsket den anden. Og han følte Glæde, fordi han nu kunde være en Hjælp for hende og fordi han vidste, at hun ikke blev hans Kone for at bedrage ham.«

— — Saa talte vi om andre Ting; men da Erik gik, sagde jeg til ham: »Gør mig en Glæde. Kom til os Nytaarsaften og lad det være ligesom i gamle Dage.« Hans Øjne var fugtige, og hans Stemme skælvede, da han svarede: »Tak, Julie.«

Men da siden Forældrene kom hjem, og jeg fortalte Moder, at jeg havde bedt Erik være hos os Nytaarsaften, blev hun saa glad, den søde lille Mo'r, som jeg i lange Tider ikke mindes at have sét hende. Og vi blev siddende længe oppe sammen, som vi plejede før, og vi talte fortroligt sammen, og vi græd sammen, men vi lo ogsaa, og Moder vidste ikke alt det gode, hun vilde gøre mig.

Saa er det da besluttet. Imorgen kommer Erik, og naar Nytaarstimen slaar paa det gamle Ur, vil ingen knaldende Champagnepropper akkompagnere dets festlige Klokkespil, men stille vil jeg trykke Eriks Haand og bede ham hjælpe mig med at gøre det nye Aar lykkeligt.

Forinden har jeg beskikket mit Hus. Jeg har iaften taget Afsked med alle mine smaa Erindringer om ham. Jeg har brændt hans Breve, for sidste Gang har jeg kysset dem, for sidste Gang har mine Taarer vædet dem. Jeg har ogsaa brændt hans Billeder; værst var det at slippe det, hvor han var en lille Dreng. Nu er det altsammen borte. Dog Sløret, som laa i Skuffen mellem alt det andet, kunde jeg ikke brænde. Moders og mit Slør. Jeg begravede mit Ansigt i det, og jeg syntes, det var et levende Væsen, en trofast Veninde, tavs overfor alle Andre, men hviskende til mig en mild og daarende Duft af dejlige Minder. Jeg kunde ikke dræbe det. Det klappede bedende min Kind, syntes jeg, jeg gav det Kys og Kærtegn; jeg græd i dets bløde Skød og jeg lovede det, at det og jeg alle Dage skulde blive sammen. Jeg svøber det om min Dagbog og gemmer dem, saa Ingen skal kunne finde dem. Men kommer der ensomme Stunder, hvor jeg synes, Livet er altfor graat og fattigt og ingenting, da søger jeg til mine to gamle Fortrolige og mindes med dem den flygtige Tid, da Livets brogede Mangfoldighed som en vidunderlig Aabenbaring benaadede min fattige Ungdom.

Min Dagbog er endt. Og Aaret, jeg gik saa usikker ind i, er endt. Min Skæbnes Aar blev det. Rigt paa Lykke og rigt paa Smærte. Var Lykken eller Smærten størst? Jeg kan og vil ikke maale det. Jeg véd kun, at jeg intet ønsker uskét.

Dejlige og forfærdelige Aar, med Tak skilles jeg fra Dig. Du har skrevet mig mit Livs uforglemmelige Æventyr.