Den danske Død
Axel, den sorgløse, døde om Aftenen under aaben Himmel, de sidste Timer var han ved fuld Bevidsthed.
Trediedagen efter at han havde faaet Saaret, blev han dødssyg. Og han var træt af Evigheden, han havde slidt Livet ud gennem to Døgns legemlige Smærter. Da han mærkede den sidste Hede, lod han sig bære ud, han skreg som et Dyr de Minutter, de havde ham paa Armene. Nu sad han i en Stol udenfor Huset Dagen over.
Da han slog Øjnene op i Solskinnet — Ænderne snadrede ved Brønden — saa han Mikkel Thøgersen, han havde staaet der noget.
Kan du ikke komme dig? spurgte det gamle ulykkelige Menneske. Axel rystede ligegyldigt paa Hovedet og lukkede Øjnene. Længe efter da han saa op, stod Mikkel der endnu.
Det var bagende varmt og stille. Solen glittede i et Potteskaar paa Jorden.
Bien di svalmer, sagde en trohjærtig Bondestemme henne fra Krohusdøren. Der hang en Sværm Bier oppe i den snehvide Luft over Kaalgaarden, den stod tæt ved Solen som en kuglerund levende Sky; snart spændte den sig ud, snart tættedes den igen om sin mylrende Kærne, nu og da blev den helt usynlig i Solilden; der lød en hed Syden ned derfra.
Axel hørte Mikkel sige, at Kapslen havde været tom. Der var ingenting i den, Axel! Men Axel var ligeglad. Mens han levede, var det aldrig faldet ham ind at tvivle paa, han jo havde Dokumentet; nu han skulde dø bekymrede det ham ikke, at det var væk.
Vil du da tilgive mig? bad Mikkel i sin dybe Usselhed. Han plagede kun den døende, Axel rørte sig ikke. Siden bemærkede han, at Mikkel var gaaet.
Axel tænkte ustanseligt paa Inger nu. Havde de glemt ham? De kom ikke. Han havde jo ikke sendt noget Bud, men han troede i Stilhed, de skulde fundet ham alligevel. For noget siden vilde han ikke have set hende, men nu . . . hvorfor havde de ikke fundet ham? Mikkel havde dog kunnet finde ham! Hvorfor saa han ingen af dem? Det græd i hans Bryst. Han sad ganske stille. Der var ingen Lindring, han kunde ikke en Gang gøre en Synkebevægelse for at hjælpe sit svidende Bryst. Hans Svælg var tørret ud.
* *
*
Hen paa Eftermiddagen vaagnede Axel i Følelsen af Smærtefrihed!
Ja. Han blev saa taknemlig, at han rødmede. Smærterne blev ved ikke at være der! Han mærkede Forløsningen uafbrudt og kunde ikke bare sig for indre Lykke. Han holdt sig rolig i sin uendelige Mathed og opløstes vidunderlig smærtefrit. Nu og da hoppede Hjærtet tyst i Livet paa ham som et træt Barn, der fryder sig ved at komme i Seng og ler hulkende.
Hans Tanker var bleven saa klare, glemte Ting faldt ham ind; han mindedes før og nu i en Samtidighed, der ikke gjorde ondt. Erindringssmærten havde forladt ham. Det var ikke bittert at dø. Det er ikke saa haardt, siden man kan dø, inden man er død.
Axel erindrede Træk fra sin Barndom, da han havde været saa stolt, at haard Behandling, Prygl smagte ham bedre end Venlighed. Den Kampesten laa der vel endnu, han en Gang havde klæbet til i over en Time, aa det var en Sten paa et Par tusinde Pund, som han i blind Vrede vilde kaste efter en anden Dreng; og da han ikke kunde rykke den ud af Jorden, blev han hængende paa den fastklamret med Hænder og Fødder som en rasende Myre. De maatte slide ham derfra. Hvor det var kort Tid siden.
Axel tænkte paa Tilfælde, da han havde nyst flere Gange i Træk. Axel mindedes en Skruptudse, der i Regn og Aftenmørke var krøben paa Maven gennem Nælderne som en Spejder. Han kom til at huske et luvslidt Sted paa Ærmet af en Trøje, han en Gang havde haft. Han døde, mens han kom lutter Smaating ihu, de glemte Smaating, der smærter som gloende Jærn; men Erindringens Grusomhed var bleven et med den lykkelige Følelse af dens Ophør. Saaledes døde Axel levende. Som Sne, der smelter. Han levede sig ind i Døden . . .
Inger! O ho ho! Hun var langt borte, skønt han mindedes hende i Døden. Kære Inger, Farvel! Men det var ikke svært at dø.
* *
*
Den Aften lavede Bønderne i Graabølle til Fest, det var Helgaften. Da Mørket, Sommerens nænsomme Skumring, begyndte at falde paa, slog Himlen ud i gult, og Græsset duggede. Det tunge grønne Korn hang som i Kager ud over de sunde Agre, der kom en gejl Lugt fra Grøden i alle de tusinde unge Aks. Nede i Engene ved Aaen brølede Køerne efter Malkepige. Langt borte paa Graabølle Hedebjærge stod et Punkt mod den miledybe Himmel, det var en Hyrdedreng, der søgte ovenud nu mod Aften.
Der var saa aftenligt stille og duftende svalt under Himlen, selve Skumringen syntes grøn, som var Luften en frugtbar Sø. Alle Lyde kom blødt til Øret. Ethvert Raab fra det fjærne lød som en Melding om Lykke der hvor det kom fra, det fik Lykkeklang undervejs under den algode Himmel. Det skulde jo ikke blive Nat, det var de lyse Nætters Tid.
Og da der nu var røgtet ind og fredeligt spist Nadver, samlede Godtfolk i Graabølle sig sammen paa Bygaden udenfor Kroen. Der lød Musik af en enkelt Violin, der sang som en menneskelig Stemme.
En og anden stillede sig hen nogle Minuter og saa til den fremmede, der sad udenfor Kroen; de kunde blive enige om, at han nok saa grumme ringe ud.
Snart drog alle Byens Folk, gamle og unge, op til Kirken, hvor Gildet skulde staa. Spillemanden gik i Spidsen. Kun en gammel Kone blev i Kroen for den syges Skyld; hun satte sig i Døren med sin Rok og spandt Time ud og Time ind uden selv at gøre ringeste Støj.
Tider gik. Oppe fra Kirken kom nu og da en svag Bølge af Stemmers Lyd. Et Vindpust førte stigende Larm med sig derfra, Latter, Udbrud af de dansende.
Axel aabnede Øjnene, halvt henne som han var, og saa, at Natten var lys.
De sang oppe i Kirken. Det kunde høres, at de bankede Spundset ud af en Øltønde. De sang højt og overstadigt deroppe, som dansede de nu allesammen i Ring. Festen blev saa stormende, at den hørtes vidt ud i Landet.
Axel aabnede Øjnene endnu en Gang og saa den lyse Nat.
Himlen var som hvide Roser.
Langt ude, en Mil ude brændte en Glædesild paa en Høj.
Der fløj en tavs Fugl hurtigt forbi og videre ud i den svale Dæmring. Piletræet ved Brønden hældede sig stille med alle de milde, hvide Blade i den lyse Nat. En spæd, askehvid Mølsværmer flakkede i Natluften. Himlen var taaget af Stjærnelys. Axel lukkede sine Øjne.
Og han fløj i oprejst Stilling i den lyse Nat og dalede ombord paa Lykkens Skib. De sejlede paa Havet under Maanens og Stjærnernes Lys. Og da de havde sejlet let og længe, kom de til Lykkens Land. Det lave Land, der har den forunderlige Sommer. Du mærker med lukkede Øjne den søde Lugt af Jordens Grønsvær, Landet er blødt og grønt som en frisk Seng i Havet, Fødeseng, Dødsseng. Himlen hvælver sig med Forkærlighed over det, Skyerne staar stille over det, Bølgerne rækker ind og klapper den lyse Strand. To blaa Have bejler til Kysterne, hvor Sandet er fint, og hvor den magre Græsbund er pikket med lutter runde, brogede Sten. I Landet er en Fjord, der aldrig glemmes, dér staar Solens Støtter. Landets Kyster og Øer viser sig med vidunderlig Ynde i Havet. Fjordene synger, og Sundene er som Porte ind til Overflødighedens Land. Her er alting dybt farvet. Jorden er grøn, grøn, og Himlen mødes med Havet i blaa Stemning. Det er den store Sommers Land, Dødens Land.
Kongen falder
Inden Mikkel Thøgersen fik Orlov og begav sig til Jerusalem, begyndte Kongens haarde Tid; Mikkel kom til at følge ham et Stykke, han var med den Nat, da Kongen rejste paa Lillebælt.
Kong Christiern fik Betalingen for sin Manddoms Arbejde nu; Stenene, han havde slynget mod Himlen, begyndte at falde ned paa hans Hoved. Kongens Kraft hævnede sig.
Historien beretter kortelig om Kongens tungeste Nat. Det var den tiende Februar 1523, Tvivlens og Fortvivlelsens Nat; den stammede ned fra den syvende November 1520, da Kongens Kraft faldt. Ja, da Kongens Kraft ophørte, idet han anvendte den.
Kong Christiern havde faaet Opsigelsen i Ry, hans Stilling var yderlig svær. Men naar Kongens Sag stod saa redningsløst, saa var det, fordi det var hans eget kæmpemæssige Arbejde, der styrtede sammen om ham. Han havde erobret Sverig med det onde og knyttet det til sig ved Haardhed, det faldt ham nu lidenskabeligt fra; han havde regeret dygtigt og hensynsløst i Danmark, derfor stod de nu uforsonligt i Oprør. Den, der slaar, faar.
Nu sidst havde Kongen søgt Forlig med Farbroderen, der efterstræbte Riget, han havde gjort besværlige Rejser frem og tilbage og om igen i Jylland, skrevet og underhandlet til ingen Nytte. Han var udslidt, hele hans Politik syntes haabløst strandet. Da tvivlede han.
Om Aftenen den tiende Februar opgav han sin Sag. Han gik ombord i Færgen for at sejle over til Fyn. Øerne havde ikke svigtet Kongen, og hele Norge hang jo endnu ved ham; men som Sagerne stod, var han sig bevidst, at han opgav sin Sag, Danmarks Sag, naar han slap Underhandlingerne og forlod Jylland. Lillebælt var det Vand, Karon færger over.
Det var en raakold Aften, hverken mørk eller lys, det regnede ikke, men Luften var fuld af Fugt. Kongen gik i Færgen ved Høneborg Slot tilligemed en halv Snes af sine Mænd; det gik for sig i Stilhed, kun Indladningen af Hestene foraarsagede nogen Tummel. De øvrige af Kongens Følge blev paa Land for at komme efter næste Dag, de stod med Fakler inde paa Bredden, da Færgen gled ud paa det mørke Bælt.
Kongen sad bagest i Færgen, de kunde allesammen se hans Ansigt i Fakkellyset fra Stavnen, og de anede, hvorledes det stod til, ingen sagde et Ord. Men da de havde sejlet et Stykke, brød Kongen selv Tavsheden med en ganske dagligdags Bemærkning, han spurgte til Strømmen og Afdriften. Hans Stemme var saa fattet, den lød saa tonløst der paa den aabne Færge, at de der fulgte ham, berørtes unaturligt og bange, de tav.
Kongen vilde noget efter have Besked om en af Hestene, som var gaaet halt den Dag, Mikkel Thøgersen svarede saa vidtløftigt han kunde. Og de tav igen. Søen bugnede om Færgen, i Stavnen stod en Mand med en Fakkel, det var som om Bølgerne søgte Lyset. Af og til vendte alle Øjne sig mod Faklen for at se, om den holdt ved at brænde godt; de sad rundt om Rælingen med Ryggen ud mod Vandet. Tavsheden plagede dem, red dem alle.
Vi vil ikke have, at I holder Mund, sagde Kongen pludselig lavt og med noget af sit Væsens Farlighed i Røsten. Det er opsætsigt, tilføjede han saaret og vred.
Da rømmede de fleste af Mændene sig, samlede Tankerne og gav sig til at spørge hinanden ud om Prisen paa Harnisk, om hvor tit de havde været i Hamborg, og hvad de nu kunde sige. Men de talte som de syge, der snakker om Trækken fra Vinduet og mener Døden. Dog da de var kommen paa Gled, faldt Kongen i Ro. Stemmerne holdt hans Sind oppe som hos en ung Pige, der er kommen til at gaa alene i Skoven med en ukendt Mand; hun taler, taler, hun hører sin egen fattige Stemme i Skoven.
Færgekarlene roede sindigt, de sad i deres klamme Faareskindspelse og duvede over Aarerne; Kabudserne skyggede dem over Øjnene, de var saa forsete paa Kongen, deres Hundeøjne veg ikke fra ham. Hestene i Midten af Færgen holdt sig saa roligt som de kunde, men de snorkede jo noget betænkeligt ved Vandets Nærhed og skelede det hvide ud af Øjnene. Faklen lyste ujævnt ind i den grove, tjærede Baad; nu var Snakken almindelig ombord.
Og Kongen fik Ro til at gaa i sig selv. Saalænge Jyllands Kyst var at se, følte han sig nogenlunde rolig, derfra drog han! Han havde opgivet sin Sag. Alle de tusinde Enkeltheder og Forviklinger i hans knuste Regeringsplan gik endnu en Gang gennem hans Hoved. Han overskuede sin hele Stilling, drog Tiden sammen i et og beregnede Afstande, han vejede Muligheder og Genmuligheder, og idet han med en smærtende Anstrængelse saa Summen deraf, maatte han bøje sit Hoved og lade Sagen ligge.
Men da Faklerne inde paa Land var flammet hen og sunken af Syne, da Færgen laa paa det aabne Bælt, hvor Farten ikke sporedes, blev Kongen uvis. Og da han øjnede Lysene i Middelfart, kom han til at tænke paa det Land, han havde forladt. Det var dog hans Rige, han saa som i et Syn Danmark, der er en Virkelighed i Havet, en Sum af Strækninger i alle Farver, et Land.
Det er i al Evighed sandt, at Danmark ligger mellem de to blaa Have, grønt om Sommeren, rustent om Høsten og hvidt under Vinterhimlen. De danske Strande viser sig vidunderligt vinkende, Agrene derinde runder sig fortroligt, de klædes med Korn og fælder Kornet igen. Solen staar i Vifter over Bakkerne ved Limfjorden, hvor Vestenvinden blæser hjemligt; Dagenes Veksel i Danmark er altid forskellig og altid den samme. De smaa Fjorde og Bifjorde gentager Danmark hundrede Gange, Øresund er som en Port ind til det endelige Land. Her rinder Aaerne ud mod Havet, Skovene gror i Havets Nærhed, du ser en Maage, du øjner en sættende Hare i Heden, Sol og Sorgfrihed, det er Danmark.
Og da nu Kongen havde forladt sit Land, forsaavidt han havde været helt henne i Visheden om, at han forlod det, saa blev Tanken paa Danmark saa stærk i hans Hjærte, at han ikke kunde forlade det.
Vend om! befalede Kongen pludselig og rejste sig op i Færgen. Alle de, der var med ham, tav som med een Mund, Færgekarlene blev liggende stille paa Aarerne og stirrede. Kong Christiern gav dem Ordren igen i en utaalmodig og dog fredelig Tone. De lystrede og fik den tunge Færge vendt i Søen. Saa gik det snart ensformigt tilbage ud i Bæltet, Lysene i Middelfart svandt. Ingen dristede sig til at spørge Kongen om hans Mening, men de blev allesammen saa lettede, at de af den Grund tav. Indtil de huskede Kongens Befaling fra før og sørgede for at holde Snakken vedlige.
Kongens Mod tog hurtigt til, da han først var vendt om. Thi han vendte jo om til sine Kongeformaal, sit Livs Planer, og idet de steg op for ham, styrkedes han. I selve den Afgørelse, at han nu sejlede mod Jylland igen, var der jo en Fortrøstning om, at Vanskelighederne lod sig overvinde, han tænkte nu kun paa sine Planer. Han saa frem paa det enige Norden, forestillede sig Roligheden og den fuldstændige Anerkendelse, han skulde nyde i Rigernes Midte. Han bekræftede for sig selv de Foranstaltninger, han vilde træffe; han saa Lovene og Forbedringerne, han havde skabt, og erkendte dem gode. Han mindedes sin Plan om at stemme Handelens Næring fra Lybæk og lede den ind over sine Lande; endnu en Gang gennemskuede han det urimelige og skadelige i Adelens Privilegier, han blev lys tilmode ved Tanken om Købstæderne, der skulde dyrkes i Vejret, og Bondestanden, som skulde have Frihed til at pløje Rigdom ud af Jorden. For sin indre Tanke saa han Stænderne i sit Rige som uhyre, milevide Planer eller Gulve, og han saa, hvorledes det ene uhyre Gulv skulde hæve sig, medens det andet sank, indtil de stod lige, ved et stadigt Tryk paa Vægtstangen i hans regerende Haand. Og saa . . .
Saa sad Kong Henrik paa Englands Trone. Med hvad Ret? England havde hørt til Danmark før. Der var gaaet danske Flaader den Vej i tidligere Tid, et enigt Norden kunde vel endnu en Gang vende Kløerne vesterpaa. Saa og saa mange Penge — naar Lov og Enighed og Handel og Jordbrug lokkede Guld sammen i Norden — saa og saa mange Skibe og Knægte . . . og hvad Storm og Vejr saa sagde, skulde danske Kanonkugler rende Panden i Dover Klint.
Kejser Carl i Tyskland var Kongens Svoger, ham kendte han, og han beundrede ham ikke. Kong Frants i Frankrig var ingen mærkeligt overlegen Mand heller. Nuvel, blev de end siddende, hvor de sad, saa vilde Kongen dog nappes med dem om Rigerne i den ny Verden, som Columbus havde udstrakt under Evropa: Skibe, Skibe! Norden havde sin Part tilgode og skulde faa sin Part. Deraf flød Penge og ny Magt og nye Skibe, Skibe. Nordboen skulde komme langt, saa længe der var Verdener at erobre.
Ja. Men Kongens Tro svandt, da han fik Jylland at se igen. Der var ingen Lys paa Stranden, og Færgen gik tæt ind under Land, saa at Kysten og Høneborg Slot pludselig dukkede frem af den graa Nat. Landet derinde laa med spredte Rester af Tøsne, Krager og Alliker fløj skrigende op fra de nøgne Træer. Paa Slottet var alt slukt, Natten laa tung og klam overalt.
Synet af den faste Kyst ramte Kongen som et Slag. Han følte, hvor sandt det var, at Landet stod i Oprør. Det var ramme Alvor. Og da Stillingens Haabløshed allerede en Gang havde været ham indlysende nok, var Vejen kort til samme bitre Bekendelse igen. Der var Forestillinger, Erindringer nok, der kunde hjælpe til at nedslaa Kongen, Erfaringer fra alle de Aar, han havde staaet for Styret. Uendelig Møje, Skuffelser, daglig Udregning og Anspændelse ti Aar igennem. Sverig havde han erobret to Gange med Sværdet, det havde kostet ham dyrt og uopretteligt i mange Henseender, og nu var han lige nær. Danmark havde han ofret sine Evner til det yderste. Nætter og Dage, de takkede ham for det ved at afsætte ham som en utro Forvalter. Var der da noget at stille op med disse Folk, som ikke vilde? Paa hver Gaard i hans udstrakte Rige sad en Stædighed, i hver Mand havde han en Kortsynethed, som han skulde slaas med eller overliste. Alt for et Formaals Skyld, som ingen kunde se. Det var en ulige Kamp. De var mange om Forstokkethed, og han var ene om den kongelige Tanke. Det var en Kamp mod Skildpadder. Og nu de lavtboende og fortrykte, dem han vilde løfte, de saa ikke længere end til Øjeblikkets Nødtørft, de var nu gaaet ud af Hytterne fra Skagen til Vejle Fjord med deres Økser og Plejle, fordi han vilde lægge en Skat paa dem til Rigets Redning. Nej, der var ikke noget at stille op. Smaa Hoveder og haarde Halse overalt i Danmark, lukkede Hjærter og Lommer, Stivhed, Ildesindethed, Dumhed.
De havde fortøjet Færgen og skulde til at lægge Landgangen ud, da Kongen bød dem at kaste los og sejle til Fyn igen. Hans Stemme var modløs, men da de ikke skyndte sig, for han op i rasende Vrede. Der blev dødsstille i Kongens Følge. Og medens de for anden Gang sejlede over til Fyn, faldt der ikke et Ord.
Da Kongen kom til Middelfart, forlod han øjeblikkelig Færgen og gik op i det nærmeste Hus. Det var ud paa Natten, Folkene blev banket op, deres Forvirring var stor. Kongen forlangte Natteleje, og mens der blev gjort i Stand til ham, fik han Lys bragt ind og satte sig til at skrive. Han vilde nu gøre et sidste Forsøg og skrive til forskellige af Oprørsmændene. Thi den Lede ved Danmark og ved hele Stillingen, der havde grebet ham, da han saa Jyllands Kyst igen, den var han bleven lettet for i samme Stund, han besluttede og vendte om derfra. Da han nu havde skrevet disse Breve i Middelfart, blev han beroliget og i al Hemmelighed forhaabningsfuld.
Kongen spiste en Smule til Aften sammen med Ambrosius Bogbinder, der var med ham den Nat. De talte saa sammen i en Time, hidsigt, Kongen blev heftig, og Ambrosius glemte ogsaa sig selv. Han var mod al Underhandling og vilde bevæge Kongen til at samle Hæren paa Øerne og gaa i Gang med at udrydde de jammerlige Hundesjæle i Landet. Ambrosius dirrede ved Tanken om det danske Pak.
Ja, ja, ja, sagde Kongen og gav ham Ret. Men han var adspredt i Blikket, hørte ikke efter. Lyset osede paa Bordet i den smalle Smaaborgerstue. Det var over Midnat. Kongen gik til Vinduet og slog det op for at se efter Vejret; Natten var uforandret fugtig og skyet. Ja, sagde Kongen og vendte sig fra Vinduet, han gik flere Gange rundt om sig selv. Saa stansede han og saa op, nikkede, det var afgjort. Ambrosius Bogbinder blev som forstenet.
Vi tager derover, det er vor Bestemmelse, sagde Kongen med dybt Mæle. En halv Time efter sejlede de.
Og Kongens Forsæt var uafvendeligt. Han tænkte sig langt frem i Jylland, var i Tanken til Hest ad Viborg til. For han havde nu besluttet sig til det tungeste, det vanskeligste af alt, til at slaa af! Ja, han vilde slaa af paa sin Ret for Endemaalets Skyld. Om han saa skulde vente, naar han blot foreløbigt fik Tag igen . . . han vilde samle Stænderne paa Viborg Ting og love dem den Eftergivenhed, de forlangte.
Medens Færgen sled sig over, fyldtes Kongen mere og mere af denne Tanke. Og nu forstod han, hvor galt han havde gjort den Gang i Stokholm, da han slog til. Ikke nogen Synd, ingen Urigtighed, det maatte til . . . men det var dog urigtigt, forsaavidt som Følgerne blev saa store og fordærvelige. Han havde jo glemt at regne med sine Undersaatters Mening, der er en Virkelighed, selv om den er taabelig. Herefter skulde han visselig ogsaa regne med Smaafolks Hævngerrighed, Dumhed og Uvidenhed, ligesom man sigter over Maalet af Hensyn til Pilens Neddrift. Han vilde slaa af, gøre Indrømmelser! Kom han saa først igen til Magten, var der Lejlighed til at forkorte de gode Mænd, der vilde tage til af hans Indrømmelser; han oversaa saa løseligt et hundrede danske Hoveder, valgte dem ud, han vilde bøje sig for.
Men Kongen naaede ikke over Bæltet. Midtvejs ude blev han svag. Han følte sig ilde ved Hjærtet, angrebet af Træthed og Sindsbevægelser. Da de næsten havde naaet Jyllandskysten, gav han Ordre til at vende om, han vilde til Middelfart og sove i Ro Natten over idetmindste.
Saa sejlede han da mod Fyn. Ja det var ham, der sejlede fra det hele igen. Og da han nu var saa sønderknust, at han dirrede, saa nedtrykt og tillige rystet, blev han slaaet med Skræk over selve sin dødelige Raadvildhed. Han saa, hvorledes han der sejlede frem og tilbage, han saa, hvor umuligt det var for ham at træffe en Afgørelse til en af Siderne. Det var Tvivlen, der slog ind i ham selv, han opdagede den, og den forværredes. Det var nu ikke selve Sagen længere, hans Tvivl gjaldt, nej det var ham selv. Rigernes Skæbne, Hærenes Bevægelser, Krig og Modkrig, alt skrænkede sig ind til at blive Processer i Kongens Tanke, og han var sig det bevidst. Saaledes drog Tvivlen hans Kongelighed ned og levnede ikke andet af ham end et febersygt, raadvildt Menneske.
Og dog vendte Kong Christiern om, da han saa Lysene i Middelfart. For da han havde opdaget, at han tvivlede, blev han saa afblanket og slagen, saa bundløs udtømt for Haab, at han kom til en Slags Rolighed, en Fortvivlelse. Han blev sikker paa sin Tvivl, og det saa afgjort, at han paa en mærkelig omvendt Vis fattede Haab igen.
Imidlertid svandt hans Kræfter. Og da han nærmede sig Jylland, kom han til at indse, at han nu dog aldrig vilde blive Mand i Danmark mere, siden Danmark havde gjort ham til en Tvivler. Han maatte forlade Landet, som man forlader en Kvinde, der har set ens Nederlag. Og han sejlede tilbage til Fyn, syg af Sorg og Smærte.
Men Færgen var ikke kommen over Midten af Bæltet, før Kongen droges mod Jylland, Danmark, som man drages mod en Kvinde, der har set ens Afmagt. For der hvor man havde sit Nederlag, maa man hente sin Oprejsning. Man kan sejre over al Jorden, men før man har sejret igen paa det Sted, hvor ens Nederlag er fra, før har man ikke faaet Oprejsning. Kongen lod vende og sejle ad Jylland til. Men han var træt og angst, han var saa elendig som et Menneske kan blive.
Det var Kong Christierns Fortvivlelses Nat.
Den brød ham ned. Han sejlede frem og tilbage, indtil Dagen gryede. Da Solen kom, var han paa Fynssiden, og der blev han, fordi han tilfældigvis var der.
Nej men det var ikke tilfældigt. Og det var ikke Solens Opgang, der gjorde en Ende paa Kongens kvalfulde Tvivlraadighed. Nej der staar skrevet, at den, der tvivler, altid, altid skal ende med at undlade, han skal ende med at lade den Sag falde, der er Genstand for hans Tvivl.
Skatten
I Aaret 1523 kom der fire tyske Landsknægte ind til en jødisk Købmand i Amsterdam og præsenterede ham et Dokument, der var affattet paa hebraisk, en Fordring paa tredive tusinde Gylden. Fordringen var ægte nok, og Købmanden havde Pengene i Forvaring, men han gjorde gældende, at Pengene i Følge Papiret tilkom en vis Axel eller Absalon, Dattersøn af Mendel Speyer, der havde sat Pengene hos ham.
Knægtene forklarede imidlertid, at de havde Dokumentet fra en Pige ved Navn Lucie, og hun havde faaet det af Ejermanden; de havde nu ladet det tyde og paastod, at Pengene tilfaldt Ihændehaveren af Dokumentet.
Da Købmanden ikke vilde udlevere Pengene, bragte de fire Knægte Sagen for Domstolene, som gav dem Ret, og de fik den store Sum udbetalt i de samme tredive tusind prægede Guldstykker, Mendel Speyer i sin Tid havde deponeret hos Købmanden.
Knægtene delte Pengene og rejste som rige Mænd mod hver sit Verdenshjørne.
Den ene købte sig, straks da han havde faaet sin Del af Skatten, et Studekøretøj for at fragte den, han kørte i Mag og blev slaaet ihjel samme Nat i en Landsby to Mil fra Amsterdam.
Den anden for til sit Hjemland ved Rinen og gravede alle Pengene ned der et Sted, han døde ensom og i største Usselhed uden at have brugt en Hvid.
Den tredie spillede sig til Bettelstaven i Turin otte Aar efter.
Den fjerde gik det ogsaa galt, han døde fra Rigdom, Fester og Fraadseri i sit syv og helvfemsindstyvende Aar.
Axel laa lykkelig død paa Graabølle Kirkegaard.
Inger
Men Inger hun var saa sorgfuld. Hun vred Hænderne og græd for sin Fæstemand Dag og Nat. Inger saa over Fjorden mod Himmerland hver Nat fra Vinduet i sit Kammer, naar hun græd. Det var de lyse Nætter, Himlen stod aaben Dag og Nat.
Inger, hun var saa sorgfuld. Det hørte Axel i sin Grav paa Graabølle Kirkegaard, da rejste han sit mødige Hoved i den vaade Jord og stod op. Der var saa blæsende aabent paa Kirkegaarden; inde mellem Gravene tuntede Helhesten, den rimmede langmodigt hen efter ham, men Axel vandrede gennem Laagen med Kisten paa sin Nakke.
Han gik ud over Heden ad Fjorden til, møjsommelig, møjsommelig, gennem den lyse Nat i Danmark. Himlen var hvid og gul, og Jorden laa i Skumring. Fjorden lyste, Brinkerne ovre i Salling strakte sig trygt.
Ude paa Heden gik en død Mand i Ring, han stod stille og saa forgræmmet efter Axel, til han var af Syne med sin Kiste i Hulvejen, saa begyndte han igen at gaa rundt i sin Ensomhed.
Solen dukkede sig under Landet i Nord, hvor Himlen var gul. Blæsten gik med Dug og tung Blomstersved, alle Vækster sov og drømte svangert.
Axel kom til Hvalpsund og saa, hvor Bølgerne fulgte hverandre troligt derude, han gik uopholdeligt over og kom til Kvorne.
Han stod i sine Ligklæder for Ingers Kammerdør og bankede paa, han var saa forkommen.
Staa op Inger, luk mig ind.
Inger hun hørte det, men hun blev liggende noget og lyttede efter. Blæsten peb ganske sagte i Nøglehullet. Var det maaske kun den husvilde Vind, der bad derude? Da flyttede nogen sin Fod paa Dørstenen udenfor, da bankede det saa naadeligt.
Staa op Inger, luk mig ind.
Hun rejste sig under hede Taarer, hun kom ubændigt til at græde. Men da blev hun bange og maatte tøve. Hun tænkte paa, om det nu mon ogsaa var Axel.
Kan du nævne Jesu Navn? spurgte hun grædende derindefra, saa lukker jeg op.
Ja jeg kan, svarede Axels Røst, han var hæs, ja jeg kan nævne Jesu Navn lige saa vel nu som før. I Jesu Navn, Inger, luk mig ind.
Hun aabnede rystende Døren og saa ham staa udenfor bøjet under den sorte Kiste i lange muldede Klæder, hun saa, at det godt nok var Axel.
Men da de var kommen til Sæde hos hinanden, havde Axel ingenting at sige, hvormed han kunde trøste og dæmpe. Inger græd af al sin Magt, hendes Mund stod aaben. Bevægelsen rystede hendes Hjærte. Inger græd længe og blindt, den uimodstaaelige Fryd i Sorgen vakte hendes Kraft, saa at hun næsten knustes.
* *
*
Natten var stille, kun den blæsende Vind. Inger havde grædt, grædt, hun var saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at græde, men hun græd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som en Graasten paa Marken.
Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder.
Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i Munden.
Du er saa kold! udbrød Inger, og hendes Stemme blev raa af den Frysning, der rystede hende fra Hoved til Fod. Hun stillede sig tilfreds, græd og lo, hun hikkede. Hun redte saa saare, og Axel bøjede Panden imod sin Elskede.
Natten var stille, det gule Skær fra Nord stod paa Ruderne. Vinden lullede udenfor.
* *
*
Sig mig, hvordan der er under den sorte Jord i Graven hos dig? spurgte Inger kærligt, fuld af Frygt og Omsorg. De sad saa godt sammen i den venlige Nat, i det hvide Kammer. Og hvorfor har du din Kiste med?
Min Kiste har jeg med, fordi jeg ellers kunde blive hjemløs, den er mit Hus, svarede Axel tro. I min Grav har jeg det godt. Jeg har det godt, naar du trøster dig, Inger. Naar du synger og er glad, da glemmer jeg. Jo min Kiste er fuld af Roser, jeg sover paa Roser i Himmerigs Mørke. Det er vidunderligt at hvile i Jorden. Naar du traller i din Stue og er glad.
Da lad mig komme med dig! bad Inger under en Storm af Graad, da tag mig med ned i Jorden.
Naar du sørger og klager for mig, Inger, naar du græder, da løber min Kiste fuld af levret Blod! Der er forfærdeligt i Graven. Kære Inger, hvorfor længes du efter mig? De døde skal blive nede, hvorfor begræder du mig, jeg er død, hvorfor elsker du mig?
Det sagde Axel taalmodigt og med Styrke som et Sigende, han kunde. Han var bleven over al Forstand klog, Axel, han var rusten i Mælet af en uigenkaldelig Erfaring.
* *
*
Skal du saa ikke kysse mig? hviskede hun knap hørligt, hun nærmede sig i Skælven. Han rørte sig ikke. Da vilde hun varme ham, hun lagde sit Hjærte til hans for at varme ham, hun prøvede at vise ham Ømhed. Men han var ikke levende. Hun kaldte ham forknyt ved Navn, i den Tro at han var faldet hen. Men han laa vaagen. Ja han laa vaagen.
Og Natten gik.
Nu galer Hanen ad Dag, sagde Axel. Inger vilde ikke slippe ham.
Nu bliver Himlen hvid, alle Lig søger Jorden, sagde Axel og fik Uro paa sig. Men Inger lagde sit Hoved ved hans døde Hjærte.
Nu bliver Ruderne røde, Solen kommer snart, stammede Axel klangløst, nu maa jeg tilbage til Jorden.
Men da Axel var gaaet, blev Inger saa fortvivlet, at hun glemte hans Bud, hun gik hændervridende efter ham og indhentede ham nede i den mørke Skov. Hun fulgte ham og græd for hvert Skridt, til de kom ud af Skoven ved den aabne Strand. Da saa hun, at Axel falmede. Der drev Blod og Vand af hans Mund.
Tag mig med, bad hun vild af Sorg og Gru, og han tog hende med over Sundet, hvis Bølger lysnede. Det tændte i Østen, mens de gik over Heden.
Og da de stod paa Kirkegaarden, da randt Solen. Inger saa i den skærende Dagning, at Axels Øjne opløstes, hans Kinder svandt fra Benet. Hans blottede Fødder, som han stod paa, havde lidt gyseligt af Jorden.
Nu græder du saa aldrig mere for mig! sagde Axel til sin Allerkæreste, forvaaget og med Kulde i sin Røst.
Græd ikke tiere for mig! bad og befalede han. Men hun kunde ikke slippe ham.
Axel lo saa stille.
Han stod lidt der i sin Sønderknuselse, i sin Myndighed.
Se op til Himlen, sagde han og lo uendelig mildt, ja og længselsfuldt, han var udtømt af Træthed og Længsel efter Jorden. Ser du, hvor gladeligt Natten den gaar!
Inger saa i Vejret efter de blege Stjærner. Og den døde Mand slap i Jorden. Hun saa ham ikke mere.
Atter Hjemkomst
En gammel Mand med Pilgrimenes Hætte over Hovedet og en Muslingskal hængende i en Snor om Halsen naaede op paa Bakkerne søndenfor Graabølle; han foldede Armene om sin Stav og blev staaende lidt, saa ud over Dalen, Fjordarmen og de lave Høje. Det var Mikkel Thøgersen.
Han kom igen hjem. Egnen var uforandret, men lavere, syntes han. Det var i September, Solen skinnede køligt. Spurve og Stære fløj i Flokke om Kornstakkene i Byen ovre paa den anden Side Dalen. Nede ved Aaens Udløb laa Mikkels Fødested. Han saa, at der var bygget et stort nyt Hus dernede foruden de gamle. Og der laa Agre, som ikke havde været opdyrket før, helt op mod Brinkerne. Mon Niels er levende? tænkte Mikkel.
Jo Niels levede endnu, men han var en aldrende Mand. Det traf sig, at Niels var alene i Stuen, da Mikkel kom, han sad for Bordenden, søvnig og med Halm og Avner i det graa Haar, han var lige staaet op af sin Middagssøvn. Fluerne mylrede paa Kanten af Ølstoben og fløj surrende i Vejret ved Mikkels Komme.
Da Niels saa sin Broder i hellige Klæder, korsede han sig i Stilhed. Han blev langsomt overrasket og lidt efter lidt glad. Mikkel satte sig stille, de talte smaat af Hensyn til Roen i Huset.
Drengene er henne og sove, sagde Niels. Velkommen, Broder! Er du træt, ja det maa du være — er du ikke tørstig? De skammelige Fluer! Bi lidt.
Niels tappede friskt Øl og satte sig igen til at snakke. Han blev saa inderlig glad. Spørgsmaal og Udbrud vekslede i hans Mund paa den sære stive Maade, der altid havde været ham egen. Han var forresten livligere i Blikket og meget friere end den Niels, Mikkel huskede fra Fortiden; men han havde jo ogsaa været selvstændig Mand paa Stedet nu i mange Aar.
Ja den gamle er jo henne, din og min Fader, udbrød Niels med lav Stemme, da han kom i Tanker om det. Ikke mange Uger efter at du havde været hjemme og set ham, saa kunde vi bære ham ud. Det er vel tolv Aar siden nu. Ja han var gammel.
Mikkel tav. Fluerne summede og løb paa det skurede Bord.
Jeg havde knap tænkt, du skulde komme indom vor Dør mere, lo Niels og undgik Mikkels Blik. Men pludselig saa han grebet paa Broderen: Vi to bliver ogsaa gamle.
Mikkel vendte i Tanker Ansigtet opad og nikkede.
Niels snakkede om andre Ting, han var efterhaanden bleven oplivet. Han rejste sig.
Jamen du er kommen Mikkel! sagde han. Det skal være en Mindedag. Jeg faar kalde paa de andre.
Niels stod udenfor Døren paa Stenbroen og raabte med lystig Stemme paa sine Sønner, tre Navne: Anders, Thøger og Jens. Mikkel sad inde i Stuen og saa sig om og flyttede paa sine mødige Ben. Ja, jo, sang det ude i Laden fra Niels’ Sønner, der blev vækket saa brat. Den ene af dem hujede længe i Halvsøvne, som blev han grueligt forskrækket, og Mikkel hørte Niels smaale ude paa Stenbroen. I det samme gik Døren til Frammerset op, og Niels’ Kone kom ind. Sønnerne viste sig en efter en, hver med et stort Blik til Pilgrimen paa Bænken. Det var voksne Karle alle tre.
Se jeres Farbror! sagde Niels fornøjet. Mikkel forskede i de unge Ansigter og genfandt Slægtens Træk i dem alle.
Der kom Mad paa Bordet, og medens Mikkel spiste, sad hele Familjen rundt om ham. Niels saa med Iver paa den hjemkomne og glædede sig ved hans Appetit, Konen og Sønnerne holdt sig sømmeligt tilbage og tav, men de betragtede Mikkel uafbrudt med mægtig og velment Nysgerrighed. Mikkel spiste og svarede paa alt, hvad Niels spurgte om.
Og den store Musling, hvad betyder den?
Den er fra Jerusalem, sagde Mikkel. Vi spiste af den, hvad Folk vilde give os paa Vejen.
Naa se saadan. Niels tav og tænkte sig om. Han saa med ét sky og hjærteligt til Broderen, vilde spørge om en Ting men opgav det, idet han bøjede sig for noget, han ikke forstod. Han sad lidt i Tanker.
Naa ja. Ja du bliver vel ved os nu en bitte Tid. Du skal fortælle os mange Ting, som har set noget.
Niels saa stift frem for sig. Pludselig satte han sig haardt med Ryggen imod Væggen:
Her er ellers noget paa Færde, her paa Egnen, sagde han med sænket Røst, mon du ikke skulde have spurgt noget?
Mikkel saa op fra Maden og rystede paa Hovedet. Men Niels lod ham ved sin Mine forstaa, at det skulde de siden snakke om. De andre vidste, hvad Niels rørte ved, hans Kone saa hurtigt ned med et Udtryk af Frygt, Thøger, den ældste Søn blev tæt og vaagen i Trækkene som en Mand paa Spring.
Om Eftermiddagen var Mikkel og Niels ude omkring og se paa Gaarden. Niels smeddede nu ikke meget længere, han havde købt Jord og dyrket op og sad i en stor Landbedrift, Elkærgaarden, som den blev kaldt, var en af de største Ejendomme ved Aaen. En Gang, da de stod stille oppe i Marken, blev Niels pludselig sært urolig men fattede sig samtidigt. Han tog et Straa op mellem Stubbene og talte med en Stilfærdighed, der opskræmmede Mikkel:
Vi er ved og skal have Krig, sagde han. Han holdt inde og stødte Luften et Par Gange ud af Næsen. Saa fortsatte han ganske jævnt:
Ja du kender vel ikke meget til Stillingen, siden du har været saa længe udenlands. Jo, vi skal have Krig, vi andre her paa Egnen, og nu skal du høre . . .
Hermed gjorde Niels Rede for, hvordan det stod. Ufreden i Landet havde varet for længe. Herremændene holdt Kongen indespærret paa Sønderborg, Kong Christiern, men nu vilde Bønderne i hele Landet have ham ud igen. De vilde tage sig selv til Rette, Vendelboerne havde længe været bestemt paa det, og i Salling var Bønderne ogsaa begyndt at samle sig.
Men vi andre Himmerlændere vil ikke klatte ebag, erklærede Niels, idet han beherskede sig næsten over Evne. Vi har begyndt at skærpe Økserne.
Niels for sig med Haanden over Øjnene, der var bleven hede, og rømmede sig med Voldsomhed.
Kom her, følg med mig, skal du se!
Niels gik i Forvejen hjemad og førte Mikkel ind i den lille Smedje, hvor alt var uforandret som i Thøgers Dage.
Vi har haft meget at bestille i det sidste, hviskede Niels. Men baade Anders og Thøger er dygtige til Hammeren. Vi har skæftet mange Høleer for Folk. Vi har ogsaa faaet Stunder til at sørge for os selv, her skal du se!
Niels hentede en stor nysmeddet Økse frem fra Hjørnet. Bladet spillede endnu i Regnbuens Farver efter Glødningen.
Vi har gjort mange af det Slav, sagde Niels dæmpet. Han rakte ind efter en anden.
Se den her er min egen, kan du kende den? Ja jeg har lagt nyt Staal i den.
Mikkel kendte Øksen, det havde været hans Faders, saa længe han huskede.
Den vilde den gamle ikke skille sig ved, sagde Niels. For den blev taget af Haanden paa vor Bedstefader, da han laa død paa Aagaard Mark i Han Herred. Det er tre og halvfemsindstyve Aar siden. Da var det, Bønderfolk krigede og blev slaaet fordærvet. Det skal vi ikke glemme nu.
Anders, Thøger, Jens! kaldte Niels med usædvanlig Myndighed. Og de tre lange Karle stillede næsten i samme Øjeblik. Da rejste Niels sit uanseelige Hoved og lagde Haanden paa den fædrene Økse. Sønnerne stod rundt om ham og saa ham spændt ind i Ansigtet. Han sagde ingenting, men de forstod ham.
Mikkel slog Øjnene ned. Han vilde ikke se paa Broderen med Krigerhjærtet. Det klædte ham ikke. Og dog følte Mikkel sig bitterligt beskæmmet. Men han mindedes Faderen, der havde været en fornemmere Mand.
I de følgende Dage kom der mange Folk til Niels Elkær med et eller andet Værktøj, der skulde gøres om til et Vaaben. Der blev talt meget, undertiden hidsigt, men i Reglen stille og indeklemt om de forestaaende Ting; Mikkel fik Indtryk af, at Niels havde en hel Del at sige mellem Egnens Folk. Dog var det en anden Mand oppe i Graabølle ved Navn Søren Brok, der var den vedtagne Fører. Gamle Thøger kunde ikke bleven andet end første Mand, havde det været i hans Dage.
Tiderne blev hurtigt urolige. Snart hver Dag saa man en eller anden Rytter flyve paa Landevejen, og man mødte ofte Bønderfolk, som slet ikke var kendt. Saaledes trak Tiden hen, til September Maaned var gaaet.
Vi kunde jo let skaffe dig nogle andre Klæder, sagde Niels en Dag til Mikkel, idet han busede ud med, hvad han længe havde gaaet med. Mikkel smilede.
Hvis du vilde gaa fælles med os. Niels stod og holdt et helt færdigt Sæt Tøj frem imod ham.
Men Mikkel rystede paa Hovedet. Og da han i samme Anledning tænkte sig om, følte han, at han var bleven gammel.
Nej Niels, sagde han alvorlig. Nej, jeg har været i Slag nok i mine Dage, selv om det var paa Steder, hvor jeg ikke havde noget at gøre. Men nu er jeg træt. Der er voksne Folk nu, som var spæde Børn, da jeg begyndte at tjene som Soldat. Nej, skal jeg gøre Kongen nogen Gavn, da bliver det paa en anden Led. Men du kan lade mig blive her og se, hvordan det gaar.
Niels nikkede skuffet men overbevist.
Nu fulgte et Par meget stille Dage. Alt var rede, og man ventede kun. Det var for alle, som maatte Krigen begynde udenfra. Ingen var rigtig klar over, hvordan det vilde komme. Niels vandkæmmede sit tynde, jærngraa Haar hver Dag som til Højtid. Der blev ikke bestilt mere paa Gaarden end nødvendigt. Sønnerne var fra By det meste af Tiden, de holdt til oppe i Graabølle ved de andre unge Karle. Niels’ Kone bandt Hoser, hun sad Dagen lang som et Menneske, der knap aander, ret op og ned paa Bænken.
I disse Par Dage talte Niels og Mikkel meget sammen om Faderen. Niels gik fra og til og puslede paa Gaarden og fordybede sig i Erindringer om den gamle. Mikkel fulgte ved Siden af i sin hvide Pilgrimskittel og hørte alle Smaatrækkene fra den fremfarne Tid. Niels fortalte levende, naar han kom i Aande, med et eget sagte Lune, og hvert nok saa lille Frasagn nærede Mikkels Fantasi. Selv talte han næsten aldrig.
Saa den sidste Dag berettede Niels noget, han aabenbart havde opsat saa længe som muligt, fordi det angik Mikkel personligt. For godt to Aar siden var der kommen et sært Par ovre fra Salling, og de havde spurgt efter Mikkel. Den ene var en halvgammel, noget Korn forfalden Spillemand, der hed Jakob, den anden var en døvstum Pige, som han havde med sig. Hun var en sær sygelig bitte en. Jakob fortalte, at han havde taget hende til sig, for det ingen anden vilde have hende. Hun var Datter af en Pige, der hed Inger, og saa af en vistnok fornem Mand. Han havde hedt Axel og var bleven slaaet ihjel, han skulde nok ligge paa Graabølle Kirkegaard. Nu vilde Jakob hjælpe den lille Pige til at finde sin Slægt, for at de kunde tage sig af hende. Men hvorfor de nu spurgte efter Mikkel, det var fordi . . .
Her afbrød Niels Fortællingen og saa paa Broderen som for at forberede ham.
Ja Ane Mette er jo død, sagde han varligt.
Mikkel rørte sig ikke. Det var et Slag for ham. Men det var som havde han ventet det i hundrede Aar, det gjorde ikke ondt. Han havde vidst det, eller hans Sind var selv dødt paa det Sted.
Jo, fortsatte Niels omsider, og det er længe siden. Hun har været død nu i flere Aar. Men nu synes jeg, jeg vil sige dig, hvad den Spillemand kom efter. Han forklarede, at Pigen, der hed Inger, nok var dit Barn med Ane Mette. Saa du er Bedstefader til den bitte Pige, Jakob havde med. Han kaldte hende Ide. De var her nogle Dage, saa rejste de, og jeg ved ikke hvorhen.
Niels tav og lod Mikkel summe sig. Og da Mikkel ikke ytrede noget, fortalte han videre:
Se Sagen var vist den, at Steffen i Kvorne aldrig kunde lide Inger, Steddatteren, skønt han jo ellers udstyrede hende redelig, som en Fader vilde have gjort. Det gik hende meget elendig; Manden hun fik — som Folk knap vidste hvem var — kom af Dage, ja han gjorde nok saa . . .
Niels tav og snusede flere Gange, inden han kunde fortsætte:
Næsten inden de havde faaet hinanden, og selv døde hun i Barselseng. Da var det Ide blev født. Men da Ane Mette nu ogsaa døde, vilde Steffen ikke længere sørge for hendes Familje ved Siden af. Saa var det, Jakob Spillemand tog sig af Ide.
Niels tav.
Vi kan ellers vente at se Steffen med alle sine Sønner, naar det nu begynder, oplyste Niels lidt efter i en anden Tankegang. Han fik seks Drenge med Ane Mette, foruden nogle Tøser, store Pløger allesammen og jævngamle med mine.
Det var ude paa Agrene, Niels fortalte dette. Mørket faldt paa. Nu tav de meget længe begge to. Mikkel gik med Hovedet skjult i Hætten. Niels var inde paa Marken og flytte et Par Faar. Da han kom tilbage igen, stod han stille ved Siden af Mikkel og vilde sige noget men kunde ikke.
Hvad vil du sige, Niels? spurgte Mikkel syngende.
Jeg har hørt en Ting fortælle, stammede Niels med stort Besvær. Hvis det er sandt — ja eller det kan være mig ligemeget. Men jeg vil snakke om det, da det maaske kan hænde, vi bliver skilt. Folk i Graabølle har fortalt, at det var dig, der slog ham den Axel ihjel — din egen Svigersøn paa den Maade — for at tage hans Penge. Du var i alt Fald paa Egnen i de Dage, men jeg saa dig ikke, du kom ikke ind til vort. Er det sandt, Mikkel?
Ja, svarede Mikkel med den Ro og Trods, som Niels kendte fra gammel Tid, og som han nu ogsaa straks bøjede sig for.
Saa har du haft din Aarsag, sagde han dæmpet og lettet. Det vil jeg ikke forske i. Men du skulde ikke gaaet min Dør forbi. Der er meget, som mig og mine Lige ikke kan sætte sig ind i. Lad os gaa hjem og se til Konens Nadver.
Da de stod udenfor det mørke Hus, hviskede Niels hastigt:
Skulde du leve efter mig, Mikkel, saa kunde du jo holde et Øje med hvad her er.
Ja, svarede Mikkel med en forkommen Røst. De gik ind.
Den røde Hane
Samme Nat saa Folkene i Graabølle Herregaardene brænde ovre i Salling.
Men endnu vidste de ikke, hvordan de for deres eget Vedkommende skulde gribe Tingen an. Ved Midnatstid saa de Fakler bevæge sig paa Fjorden, og en Time efter landede tre store Pramme med bevæbnede Sallingboere ved Hvalpsund. De sprang fra Borde med høje Hvæl, de lo og sang, mange af dem var ikke fri for at være beskænkede. Men da Himmerlandsbønderne hørte jævne Folk af deres eget Slags vrinske og bøle som løse Dyr, begyndte Blodet ogsaa at suse i deres Hoved.
Der blev en Stimen og et Spektakel i Mørket paa Strandbredden. Steffen i Kvorne, der førte Sallingboerne, raadførte sig med Søren Brok, og da først ingen rigtig vidste, hvordan det gik til, bevægede hele Massen sig. Begge de forenede Flokke rykkede ind i Landet.
Mikkel blev hjemme ved Gaarden. Foruden ham var der kun Niels’ Kone, men hun gik grædende i sin Seng. Mikkel tog Stade oppe paa Højen. De fire Ildebrande ovre i Salling steg og sank. Men et af Stederne var Baalet paa sit højeste. Brandskæret slog undertiden helt over Fjorden, Mikkel saa de hvide Gavle, der vendte mod Vest oppe i Graabølle, lysne og glane mod Branden. Ellers var Natten stille. Men der var opstaaet en Grumhed i Naturen, det røde Skær paa Vandet og i Skyen var saa foruroligende. I denne Nat vilde mangen blodig Vrangside blive vendt udad.
Al Lyd fra Flokken var forstummet. Men Mikkel havde stadig paa Følelsen, hvor langt de var kommen. Og da der var gaaet henved en Time, vidste han, de nærmede sig Moholm. Han lyttede skarpt i Retning mod Gaarden men sporede ikke en Lyd. Ti Minutter efter skelnede han en blodrød Funke paa det Sted i Mørket, hvor Gaarden laa. Det tændte hurtigt, en høj bugtet Flamme slog i Vejret. Snart saa han den skære Ild springe ud af Vinduerne. Gaarden blev synlig i Blusset fra sig selv. Røgen væltede tyk og gulgrøn op i Natten. Men stadig hørtes ikke en Lyd.
Da satte Mikkel sig ned. Og Tiden blev ham lang. Noget efter følte han sig søvnig, han gik ned i Stuen og lagde sig paa Bænken. Det var Daggry, da han vaagnede. Niels’ Kone laa endnu og græd inde under Dynen. Mikkel gik op paa Højen og saa, at Moholm var saa omtrentlig brændt ned. Det røgte stærkt fra Grunden, og der stod ligesom en kobberrød Glorie om hele Ruinen, sorte og sprængte Murrester dukkede nu og da frem af Dampen. Det var i de stille Minutter før Solopgang. Røgen laa over hele Aalejet og Dalen, den drev langsomt vesterpaa. Da Mikkel sporede Brandlugten, fik han Følelsen af den svidende Hede, der havde været, hans Hjærte begyndte at banke.
Men idet han nu vendte sig, saa han en ny vild Brand lidt længere nord paa. Det maatte være Herregaarden Stenerslev. Luerne slog hvide og næsten usynlige op i Morgengryet — splitternøgen Ild — og Røgen pulsede som et drejende Hjul højt op i Luften over Stedet.
Nu stod Solen op. Mikkel hørte Fiskene snappe efter Fluer nede i Aaen.
En halv Time efter kom Jens, Niels’ yngste Søn, hjem. Mikkel saa ham komme rendende langt borte paa Agrene og blive ved at rende uafbrudt. Hans Læber var saa tørre, at han ikke kunde samle dem om Tænderne, og hans Bryst gik som en Bælg, da han naaede Gaarden, han styrtede hen til Kelden og drak af selve Truget. Da han saa op, bemærkede Mikkel i hans Øjne, at han havde set Blod og var bleven ustyrlig.
Hvor er din Fader? spurgte Mikkel barsk.
Han er reddet, svarede Jens. Det skulde jeg sige til min Moder.
Knøsen var forstyrret. Mikkel kunde ingen fornuftig Besked faa af ham. Jens begravede Ansigtet i Keldtruget igen.
Nu kan du passe paa din Moder, sagde Mikkel skændende, og dermed begav han sig hurtigt langs Aaen ad Moholm til.
Bønderne havde forladt Gaarden, da han kom dertil. Kun en halv Snes Stykker gik temmelig roligt og syslede med Løsøret, der var bleven bjærget ud af de brændende Bygninger. Mikkel kendte en af dem, der var fra Egnen, og spurgte ham om Besked. Og Manden svarede ham med stor Sorgløshed. Jo de havde brændt Gaarden, som han kunde se, det havde ikke været nogen lang Forestilling. Nu var alle de andre henne og gøre Ild op paa Stenerslev. Naar de kom igen, skulde der Spise og Drikke til’en. Manden pegede paa en Dynge Kødvarer og Tønder, der var bleven slæbt ud. Varmen var utaalelig i Nærheden af den gloende Tomt.
Var der ingen, der forsvarede sig? spurgte Mikkel.
Jo, rigtignok. Herremanden havde længe hørt Nys om Stillingen og holdt mange Folk paa Gaarden. Men Kampen stod ikke længe paa, Bønderne var meget de fleste, og de kunde jo gaa lige ind i Gaarden, da den ikke var befæstet. Otte Iversen og en af hans Sønner blev straks slaaet ihjel tilligemed en Hoben af Karlene. Herremandens øvrige Familje havde faaet Held til at rømme. Bønderne mistede en halv Snes Mand, og mange blev skamferet. Steffen i Kvorne blev skudt, straks da de rendte paa Gaarden.
Mikkel saa sig om. En af Mændene gik og samlede Bly op, der var smeltet ned fra Taget og størknet i Græsset; det var hedt endnu, og han bandte og blæste paa Fingrene. De andre havde ogsaa travlt med at samle og værne om Stumperne af Gaarden, de lige havde brændt.
Hvor har I gjort af Ligene? spurgte Mikkel.
De ligger inde i Kaalgaarden, oplyste en af Mændene let. Vi skal vel have dem kastet hen, naar Søren Brok kommer tilbage.
Mikkel gik ind i Haven langs den rygende hede Mur og saa en Snes menneskelige Legemer ligge udstrakt paa Rad i Græsset under Abildtræerne. De var lagt til Rette med Omtanke, Bønderne for sig og Herremanden og hans Folk for sig. Mikkel kendte ingen af Bønderne uden Steffen i Kvorne. Det var en meget før Mand, han havde Sølvknapper i Vesten, han laa yderst i Rækken. Faa Skridt fra ham laa Otte Iversen med sin unge Søn lagt tæt op til sig, Hovedet var sønderslaaet paa dem begge to. Da Mikkel saa sin Uven fra gamle Dage, krympede Hjærtet sig i hans Bryst. Han følte, hvor alt var svundet tilligemed Tiderne, der var nu ingenting igen. Han satte sig ned i Græsset mellem Steffen og Otte Iversen. Ja de var døde, de laa med blussende Saar. Den svære Bondemand laa med Hagen presset ned i sin Hals, Maven var falden sammen til den ene Side; der var en, der havde lukket hans Øjne. Men Otte Iversen laa med vidt opspilede Øjenlaag og med visne Øjenstene. Otte Iversen var skaldet, og hans Skæg var hvidt. Trækkene, som Livet havde furet, udtrykte bitter Misnøje i Døden. Ved Siden af ham og ind under hans døde Arm laa en Søn af ham, hvis Pande og Haar var en knust Masse; han havde et lille Overskæg, ligesom Otte Iversen havde haft i sine unge Dage.
Her er vi nu alle tre, Ane Mette, tænkte Mikkel. Hans Mund aabnede sig, uden at der kom nogen Lyd, som paa en Fisk, der kvæles i Græsset. Nu er vi samlet — den du holdt af, og den der holdt af dig, og den du blev gift med. Ane Mette, her er dine Mænd!
Nederlaget
Sent om Aftenen kom Niels hjem tilligemed Thøger og Anders. De var i et Støv og Skidt over det hele, og Niels, som jo ikke var ung mere, kunde næppe slæbe sig frem. Foruden Moholm og Stenerslev havde de været med til at brænde endnu en Herregaard længere østerpaa. Men Niels var uglad over det altsammen. Han smed sig paa Bænken og gav Mikkel Beretning.
Jeg lider det ikke, sagde han nedslaaet. Vi kunde have sparet Moholm, havde det ikke været for Sallingboernes Skyld. De siger, det var Folk fra Himmerland, der var de første til at begynde ovre i Salling. Naa, vor Herremand var endelig ikke bedre værd, men jeg syntes alligevel, han var sagesløs Mand, da de slog ham. Der fik Steffen Ende! Aa vi for grusselig frem, og jeg ved knap, hvem jeg har lagt til med Øksen og hvem ikke. Herremanden paa Stenerslev skraalede som en Gris, da de tog Livet af ham. Men nu har vi begyndt, det kan ikke modbevises, og nu faar vi blive ved. Imorgen gaar vi nord paa og samles med Vendelboerne. Ja. Men jeg troede Krig var noget andet, tilvisse jeg gjorde.
Næste Dag rejste de, og Mikkel tog med. Jens blev hjemme ved Moderen og Gaarden. De vilde vist faa det fredeligt nok, mente Niels, da Herremændene rundt omkring var slaaet ihjel — saa det var maaske godt nok, de havde gjort det.
Saaledes lettede nu Bønderne over hele Jylland. Tiden var af Lave. Der gik fjorten Dage, og Flokkene rejste hertil og dertil, brændte og svirede og vidste snart hverken ud eller ind. Det er saa sin Sag, naar Bønderfolk bliver rykket væk fra deres Sted og slynget ud paa det vilde. Saalænge de kender hverandre, er der en Slags Sammenhold, men Folk fra to forskellige Herreder er allerede halve Fjender. Saa forenes to Flokke under en Fører, og ham har i alt Fald den ene Flok ingen Tillid til, saa bliver de mange Førere selv uenige. Det var en Fører fra først af de manglede. Da Flokkene fra hele Nordjylland havde samlet sig, tog Skipper Klement Kommandoen over dem. Der var seks tusind Mand med næsten lige saa mange Slags Vaaben, da de stod samlet ved Svenstrup By. Her mødtes de med Adelsmændene. De talte kun seks hundrede, men saa var de til Hest og i Harnisk. Bønderne fik Sejr.
Mikkel Thøgersen stod paa en Bakke den Oktobermorgen og saa, hvor galt Herremændene kom afsted. De to Hære nærmede sig hinanden ved Solopgang. De fyldte ellers ikke meget i Omgivelserne. Det var kun som to ulige store, mørke Pletter, der skred mod hinanden i det milevide Land og under den store Himmel. Naturen selv var udeltagende, det var en graa Morgen, Jorden var kold efter Regn. Mikkel saa ud over de lavt svungne Bakker og tænkte paa, at Landet alene varer, medens Slægterne skrider hen over det som Skygger af Skyer.
Saa begyndte de at tørne sammen. Men Adelsmændene var for faa. Mikkel kunde paa lang Afstand se, hvor Bønderne i Flokkevis samlede sig om hver enkelt Rytter og bogstavelig talt plejlede ham af Sadlen. Det var sigtbart Vejr, Mikkel saa, hvor Støvet røg af Herremændenes Tøj under Harnisket, naar Bønderne bankede løs paa dem. Engang imellem bar Vinden Gnyet op paa Bakken, hvor Mikkel stod, han hørte det skratte, naar Økserne traf Rytternes Skinner og Skæl. Men Herremændene slagtede ogsaa svært ind paa Bønderne, inden de gav sig fortabt. Fægtningen spredte sig mere og mere, den sparsomme Bøsseskydning var helt hørt op. Naar en Herremand blev overvældet og tærsket i Bunde, var der ligesaa tykt med Bønder omkring ham og ovenpaa ham som Fluer paa et Stykke Sukker. Mange begyndte at vende Hestene og tænke paa at komme i Ly.
Neden for Bakken, hvor Mikkel stod, gik en Karl og pløjede. Han ikke saa meget som standsede Øgene, mens Slaget stod paa. Han kunde mageligt passe Ploven og se til paa en Gang.
Omsider opgav Herremændene Striden, som man kunde vente, de maatte, og flygtede i Trav og Galop sønderpaa ned i Landet. De havde stolet for meget paa deres Værdighed denne Gang og havde ikke husket paa, at alle er lige for Øksen. Der kom mange Herremænd af med Livet i den Træfning.
Men det var sidste Gang de danske Bønder leverede et Slag med Ret til at slaas. For det blev sidste Gang de sejrede. To Maaneder efter satte de deres Ret overstyr og blev dømt Oprørere, fordi de tabte. Og ved den Lejlighed hørte Danskerne op at være et nordisk Folk.
Det var en sørgelig Dag, Mikkel saa, da Bønderne forsvarede Aalborg og led Nederlag. Vinteren var inde, og det var hundsk Vejr. Johan Ranzau førte Herremændene, som nu var mere mandstærke, men desuden havde han sine tyske Landsknægte og Bøsseskytter med.
Og de tog haardhændet fat. Bønderne glippede med Øjnene for hele det moderne Bøsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog Pippet fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar mod Mand. Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke overleveret dem noget om. Da de endelig kom i Nærkamp, som de saa inderligt vilde, og fik fat med Næverne, da var det jo for sent, da havde Slaget allerede længe været tabt.
Stillingen var haabløs, men Bønderne for ud som Grævlingen mellem Hundene, da de opdagede det, de sloges desperat, de udviklede tre Mands Styrke hver for sig, de klippede næsten Herremændene i Stykker med deres Leer og Hakkelseknive, naar de kunde faa dem indenfor Hænders Rækkevidde. Men de blev snart splittet. Man havde omringet dem, der hang en Koldblodighed over dem, de var solgt.
Der var til sidst to tusinde Vendelboer, som ikke kunde komme over Limfjorden og hjem, de blev slagtet ned. De øvede Landsknægte spændte dem ind, Herremændene traadte i dem. Dér stod de pakket sammen. De slog og stak om sig, mens Sejrherrerne dræbte paa dem, de græd i det bidende Vintervejr, de faldt hulkende om i Sneen med kløvede Hoveder.
Den allersidste lille Flok værgede for sig i Vanvid, med rasende Skrig, de græd tænderskærende, men Sværdet var over dem, Jærn og Bly slog gennem deres Lammeskindstrøjer og ind i de rystende Kroppe, Pigkolber knuste deres Hænder, drev gennem Kabudserne og sprængte Hovedet paa dem, der var ingen Pardon, de blev lagt øde til sidste Mand.
Havde Kong Christiern dræbt alle Herremændene i Stokholm istedet for nogle faa Snese, saa havde der ikke været saa mange til at beklage sig bagefter. Den Halshugning spurgtes gennem Aarhundreder; men der blev ikke jamret farlig meget over de to tusinde Mennesker, som Johan Ranzau gruttede ved Aalborg. Dér blev Bønderne knust saa tilgavns, at ikke en Gang Urettens Historie kunde blive overleveret. Efter den Strid faldt der en svær Stilhed over Jylland.
Til Graabølle kom der ikke mange hjem. Niels Thøgersen faldt ved Aalborg, hans ældste Søn var bleven efter i Slaget ved Svenstrup. Mikkel opsøgte Broderens Lig udenfor Aalborg og dækkede hans Ansigt til med Jord. Niels var falden som en hæderlig Mand, hans Bag var knust af en Kanonkugle.
Anders, den næstældste Søn, kom hjem ældet og hulkindet med Tidenden. Han tog siden Gaarden som en ufri Mand under den ny Herremand paa Moholm.
Tiden
Og Tiden den gik. Tiden tog Overhaand. Dagene greb om sig, og Aarene udbredte sig som et smitsomt Onde, der er hinsides menneskelig Magt. Det Folk tog sig for, fik de halvt begyndt; det de skimtede færdigt i det fjærne, slyngede Tiden som et Makværk for deres Fødder. Og det var allerede Aar og Dag siden altsammen; gamle Folk talte derom som noget de kunde huske. Famlende Førsteforsøg blev forladt af Tiden, men det var endelige Kendsgærninger, da Solkuglen allerede hvirvlede sin Ild og sin Aske ind i et nyt Aarhundrede. Mændene sank forglemte i Jorden, men deres Tilløb til Handling blev staaende som ubestemmelige Støtter ved Vejen indtil evig Tid. Deres Historie saa ud som et Landskab efter Flod, hvor Grushobe og sorte Træer med blottede Rødder bedækker Jorden, som er gold af Salt og Slam, saa langt Øjet naar.
Gustav Trolle — han fik et dødeligt Saar i Slaget ved Øksnebjærg og sank om. Han laa udstrakt paa Jorden i sin Bevæbning, jærnklædt fra Top til Taa, han følte sit Sind delt mellem Smærte og inderlig Glæde. Da han med Ulivssaaret in mente overtænkte sin Tid og sin Gærning, følte han vel en brændende Vrede, over at han blev mejet ned; men Sindsoprøret angreb ham saa stærkt, at han træt og elendig hilsede sin Hvile velkommen. Der var dog Mening i hans Endeligt, forsaavidt en Række af Meningsløsheder herved fik en rimelig Afslutning. Ingen Anger paakom ham uden Anger over ugjorte Ting. Her laa han og var naaet saa langt som til Begyndelsen, skønt han var bleven en gammel Mand. Han havde gjort sig ensom for en Sags Skyld, og dermed endte han. Hans Livs Ramme lukkede sig uden at indeslutte andet end Foreløbighed og Savn. Der kunde siges om ham, at han for iøvrigt ukendte Formaals Skyld havde isoleret sig og stillet sig fjendtlig til alle levende. Da Gustav Trolle mærkede sin Skæbnes Overtag, smagte han endelig Sødmen i at bøje sig, han laa varm og lydig; da han følte Dødsfeberen, gav han sig hen for første Gang i sit Liv.
Man bar ham bort sanseløs, og han kom ikke mere til sin Bevidsthed. Han laa i et Hus bevogtet som Fange, og Folk der gik til og fra, hørte Bispen skoggerle. De saa ham ligge med røde Kinder og bitter om Munden som en Djævel. Han var fra Samlingen, de hede Øjne havde et overnaturligt forskende og advarende Blik. Siden da Dødskampen begyndte, hørte de ham ralle eller smaagræde i Vildelse som et stivsindet Barn, han laa en hel Dag og hulkede med længere og længere Mellemrum, efterhaanden som Livet og Trodsen faldt i ham. Dødskampen varede i to Dage. Han havde et Anfald af Skræk, da han fraadede og lyste Forbandelse over Syner, som han lod til at se. Da Kramperne fik fat i ham, spændte hans Lemmer sig og sprang som Staalbuer, eller han laa stiv under Veerne, knyttet i Knuder og haard som Sten over hele Kroppen. Den sidste Nat fik han Lindring og brød ud i høje Klager. Han døde skrigende under et vildt Hurtigløb af alle Lemmer.
Efter Slaget ved Øksnebjærg var Modstanden brudt i Fyn. Nu var det kun Sjællænderne, der holdt deres Liv og Ejendom til Kong Christierns Haand. Men da ogsaa de blev bøjet, havde Johan Ranzau erobret det hele Land. Han havde maattet vriste hver enkelt Landsdel til sig, som man Ben for Ben plukker en stædig Hest af Stedet. De samme Danskere, der for ti Aar siden faldt fra Kongen, de var nu bleven af det Sind, at de vilde have ham igen eller dø. Ligesaa vægelsindede de var i Danmark lige saa forstokkede. København lod sig belejre i et Aar. Under de sidste Maaneder blev de sat saa langt tilbage, som Mennesker kan komme; de bekvemmede sig først til at spise Rakkeres og Hedningers vanærende Kost, Heste, Katte og Hunde, siden tog de til Takke med samme Slags Mad som de allerlaveste ormespisende Vilde, Mus og Skælbidere; tilsidst mættede de sig paa dyrisk Vis med Aadsler og andet Affald. Børn døde ved Moderbrystet som altid under en rigtig Hungersnød, der manglede heller ikke paa Folk, som faldt døde om, bedst som de stod og gik. Og da de havde ofret disse usigelige Lidelser paa at bevare Byen for Kongen, da der ikke var den Nød, de ikke havde lidt, eller den Pine, der ikke var prøvet, saa overgav de Byen, for at den store Frugtesløshed kunde fuldkommes.
Ambrosius Bogbinder, Kong Christierns Barndomsven, der aldrig havde kendt Maadehold i sin Iver for Kongens Sag, han tog Gift! Hans Liv og Energi vendte susende tilbage i sig selv som Bumerangens Bane.
Aaret efter døde Jens Andersen Beldenak som en landflygtig i Lybæk. Sine sidste Aar var han rolig, for Alderen faldt paa ham; tilmed var han en Krøbling. Jens Andersen, der aldrig selv havde sparet nogen, blev ødselt mishandlet af sine Fjender, da han kom saa vidt, at de kunde naa ham. Han var en gammel Mand, da de stillede Aaringers Hævntørst ved langsomme og grove Pinsler paa hans Person. Stikkende Vitser, der i hans Frodigheds Dage var undsluppen ham mod Gud og Hvermand, fik han tilbage paa sin Krop, da han blev skrøbelig. De klædte den faldne Guds Mand af til Skindet og salvede ham med Honning og satte ham ud i Solen til Skive for Fluer og Myg. Se ham, se denne Kæmpeskikkelse, som Alderen har plyndret, blottet og prisgivet Insektsværmen! Det var den store Biskop og Soldat, det var den utrættelige Studepranger, Levemanden og Juristen! Det var Sortekunstneren, det var Adepten, der manede med Bogen paa Saddelknappen! Tiden var falden fra ham. Tiden havde trukket sig tilbage fra ham. Denne Ruin var en Gang et ukueligt Forstandsmenneske og en blind Spiller. Hvor der nu kvalmede en lav Røg, der stod i fordums Tid et Baal af Drifter.
Jens Andersen, Naturens kongeligt begavede Slegfredsøn, hans Hoved var Sædet for den lykkeligste Forening af Teologi og Jura, der nogensinde er bleven set i Danmark. Og han, der efter Tidens Forhold var en fremragende Skønaand, kunde resumere sit Levned og sin Filosofi i to ganske smaa latinske Digte. Det ene var en tør Gravskrift. Det andet meddelte i en Stabel radmagre Distika Realregistret over hans Plager.
Jamen der var Sandhed i Jens Andersens benede Poesi! Hans Vers lignede Skelettet til den menneskelige Historie. To af dem klaprer som saa:
Os, dentes, nares, genita ia, brachia dantur
Torturis, quibus adjunge manusque pedes.
Men Kongen havde været en Fange paa Sønderborg nu i mange Aar. Siden Slaget ved Aalborg delte Mikkel Thøgersen Fangenskabet med Kongen og fik derfor seks lybske Mark om Aaret.
Nu da Mikkel havde faaet denne faste Stilling som Fange sammen med Kongen, saa han sig foranlediget til at leve stille. Mikkel havde hele sit Liv igennem følt sin Skæbne knyttet til Kongens. De havde fulgtes ad paa en Maade. I samme Grad som Mikkel var rykket Kongen nærmere, var Kongen falden!
Det var nu fyrretyve Aar siden Mikkel saa Kongen første Gang som sekstenaarig Prins, da han sværmede i de rige Købmænds Boder i København. Da havde Kongen sit vinrøde Haar, og da var hans Haandbage endnu glatte og ubeskrevne. Nu stod Haaret ham vintergraat og busket om Hovedet som en forladt Fuglerede, og hans knoklede Hænder var tæt gennemvævet af Rynker og svulne Aarer.