Kongens Fald

Jakob og Ide

Medens Kongen og Mikkel Thøgersen nu saaledes befandt sig i største Sikkerhed indenfor Sønderborgs Slots Befæstning, var der to der vandrede husvilde om i Landet, Jakob Spillemand og lille Ide.

Jakob var en Mand af ubestemmelig Alder, og han blev ikke ældre i de mange Aar, han og Ide vandrede. Men Ide, der var et Barn, da de forlod Kvorne, voksede paa Landevejene og blev en Jomfru under aaben Himmel.

De drog fra Salling samme Dag som Ane Mette, Bedstemoderen, var bleven jordet. Da Ane Mette laa maalløs i sin Seng med Dødens Hellighed om det gamle magre Hoved, gjaldt hendes sidste Blik Barnebarnet Ide. Alle hendes store Børn stod om hende, men hun saa efter Ide. Da hun nu var bleven begravet, tog Jakob den lille ubeskyttede Pige ved Haanden og gik bort med hende fra Kirkegaarden.

Den Dag var Viben kommen til Egnen. Jakob hørte dens friske Klageskrig, da de gik over Kæret. Der var luftigt om dem, de var fri, og de gik mod Øst, mod den hvide Sol, over den optøede Jord. Den Høj, som lille Ide havde set hele sin Barndom igennem og som laa yderst ude, der hvor Solen hvilede paa Skystøtterne, den gik de forbi, ja den gik de totalt forbi, og nu drejede en vildfremmed Egn sig sælsomt for Ide som en Port ud til Verden.

Jakob og Ide kom til Graabølle, hvor Jakob forgæves spurgte efter Mikkel Thøgersen. Han var i det hellige Land, hvis han ikke var død, oplyste Niels, og med den Besked drog de spillende videre.

Jakob og Ide var i to Dage paa Moholm og forlystede Gaardens Folk med Musik. Herskabet fik de ikke at se. Lille Ide spillede paa Triangel til Jakobs Violin, hun saa Takten paa hans Hænder og spillede meget fint; høre kunde hun jo ikke. Men en Aften kom den graa Herremand ud med sit misundelige Ansigt og bad dem pakke sig, han vilde ikke høre deres Kvidder. Saa stoppede Jakob Violinen i Rævebælgen igen, og de gik Haand i Haand ud af Gaarden. Ides Triangel klingrede ved hendes Bælte, naar hun gik, som spæde Klokker.

Og de drog nordud i Landet over Heden. Foraaret kom, men det lod sig nøde som en grædende Brud. Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.

Regnen vaskede Ides Haar ned over hendes Ansigt, det blege Haar, og Solen tørrede det igen, saa at hun fik et skinnende Pur om Hovedet. Regnen varede længst, Ide gik paa Vejene og saa frem for sig med sine hvidlige Øjne under det klamme Haar, der var blegt som Linned.

Ide med Regnhaaret! sagde Jakob for sig selv og saa opmuntrende til hende.

Alle Danmarks Fugle kom hjem nu. Stæren fløjtede lidenskabeligt hver Morgenstund, naar Solen randt funklende op og slettede Rimen af Agrene. Lærkerne hang trilrende paa Vingen taarnhøjt oppe over de golde Marker. Vinden løb i det visne Græs paa Bakkehældene og krusede det blaa iskolde Vand i Pløjemarkerne. De første gule Blomster stirrede ud af Jorden, Svalerne red tavse paa Østenstormen. Og saa blev det endelig stille. Varme Nætter. Det groede. Tudserne begyndte at gø saa inderligt dulgt og trøstigt i Sigene. Jorden blev grøn, og Frøerne sang deres uendelige Aftensang om Grøde og Frugtbarhed paa Jorden.

Der blev grønt i Landevejsgrøfterne, hvor Ide gærne gik, fordi der var saa meget at se. Hun plukkede hvide Musser af Dværgpilen og førte dem op til sin Mund, strøg sig paa Kinden med dem, hun flettede sig Baand af Sivene, som det var saa lifligt at rykke op med Rod. Ide saa de nyfødte Lam paa Marken, der ikke kunde rejse sig endnu men laa ved Faarets ludende Hoved.

Det blev varme Dage med blændende Solskin. Den første Maj spillede Jakob og Ide til Dans i Aalborg og tjente store Penge. Der købte Jakob nye Træsko til dem begge to, og de rejste saa videre i allerbedste Velgaaende. Folk hørte gærne Musik, de to savnede aldrig Mad eller Husly. Saaledes kom de til Skagen, hvor Ide saa det store Hav. Sandet var det hvideste og fineste her, hun nogetsteds var truffet paa. Og da de var naaet yderst ud paa Grenen, sang Jakob den Vise, han havde lagt om sig selv og Ide. De havde ikke andre Tilhørere end Maagerne, som fløj nær til dem.

Jakob lo og slog ud med Haanden imod dem, mens han sang. Ide saa de hvide Fugle aabne Næbbet, men hun hørte ikke noget, hørte heller ikke Havet ligge og spinde og knurre i det gode Vejr. Visen, som Jakob sang, lød saaledes:

Gi Husly til to Persowner,
Der haar saa grusselig traant,
Vi kommer fræ „Mannemilherfræ“
Og er paa Vejen til „Laant“.
Gi Husly!

Gæssen’ di goer i djæ baa Bien,
Der hu vi to er føj,
Og Husen’ stoer ud’ om Nætten
I den sam’ sturige Bøj.
Gi Husly!

Vor Gaard i „Mannemilherfræ“
Den kan I tro den er pæn,
Væggen’ er gjow o jenne Vind,
Og Stowen er tækket mæ Ræn.
Gi Husly!

Og tror I et, de’ er Sandhied,
Saa ka I min Dætter spør,
Som aaller haar hat no Foreller
Og hverken ka snak’ eller hør.
Gi Husly!

Da Jakob og Ide nu havde været saa langt nordpaa, som de kunde komme i Danmark, gjorde de sig gode Venner med en Skipper og sejlede med ham i de to lyse Maaneder. De kom baade til Læsø og Anholt, de fik de grønne Bakker i Randersfjord at se, de laa inde i Limfjorden, hvor Bønderne gik i Stranden og glibede og ofte lettedes højt op i Vejret af Solspejlingen. Det var lange Dage.

Men da Sommeren hældede, og alle Agre inde paa Landet blev gule, tog Jakob og Ide paa en lang Rejse med Skipperen til Sjælland. De gik i Land i Helsingør, og her spillede de i mange Dage med godt Udbytte. Jakob drak sig tit fuld og sang og turede. Medens han sov Rusen ud, skjulte Ide sig i Rugmarkerne ved Byen. Hun flettede modne Straa i sit Haar og badede Hænderne i det hede Støv.

En Dag blev der en ualmindelig Uro i Byen. Alle Mennesker skyndte sig ned til Havnen og skyggede med Haanden over Øjnene, de talte ivrigt og grebet sammen og pegede sønderpaa ned i Sundet. Dér kom tre store mørke Skibe i den friske Kuling, og det midterste af dem førte det røde Flag fra Mastetoppen. Snart var alle, der kunde krybe og gaa i Helsingør forsamlet nede ved Stranden, og der bredte sig en Stemning af dyb Beklagelse mellem dem alle, skønt kun de færreste vidste hvorfor. De tre Orlogsskibe kom skridende saa dumpt i det flade Sund og i Augustdagens sparsomme Solskin. Det varede to Timer inden de naaede Helsingør.

Jakob spurgte en Mand, hvem det var der kom sejlende, og fik at vide, at det var Kong Christiern selv. Nogle kunde fortælle, at han kom fra København, hvor han havde underhandlet med Rigsraadet efter sin mangeaarige Landflygtighed i Holland og Norge, men ingen vidste rigtig, hvor han nu agtede sig hen. Kun saa meget anede de allesammen, at nu skulde de miste ham.

Da de tre tunge Karaveler var lige udfor og passerede med højtbugnende Sejl, begyndte en og anden i Flokken paa Stranden at raabe ud imod dem. Skibene ligesom dukkede sig og slog Søerne ud fra de stumpe Bove. Ingen rørte Hattene derude, der lød ikke et Skud og ikke et Signal.

Men alle Borgerne i Helsingør fulgte et Stykke med langs Stranden. Og der var kommen endnu flere Folk til, Bønder inde fra Landet og langs Kysten, som havde faaet Øje paa Skibene; der var mange hundrede Mennesker, gamle og unge, og de løb vinkende og kaldende langs Strandbredden, til de kom til den yderste Pynt. Her blev de staaende, her trængte de sig sammen i en lang tæt Stimmel saa nær ud til Vandet, som de kunde komme.

Farvel, Kong Christiern! raabte en gammel Mand. De der stod ved Siden af og hørte den skrøbelige Røst, brast i Graad og gentog Raabet.

Farvel! lød det enigt som et svingende Stormsus fra dem alle paa en Gang. De tav lidt for ængsteligt at følge Skibene med Øjnene. Der lød Klager og Suk. De rakte sig over hverandre og viftede og viftede ud mod Skibene. Saa rejste de sorgfulde Raab sig igen, men nu var Skibene allerede langt ude, og det lød svagere og mere forknyt:

Farvel, Kong Christiern!

Allersidst i Flokken stod en gammel Kone, hun havde haft saa svært ved at vinde med. Nu stod hun og støttede sig nikkende af Træthed til Stokken foran sig. Det brungule Mumieansigt indfattedes af Hovedlinet, hun græd, hun kvækkede højt, da Raabet stormede:

Farvel, Kong Christiern!

Hun stod med den svage Ryg ganske sammenbøjet af Alder, hun var ikke stort mere end en Alen høj, hun rystede og vimrede over denne fælles Smærte, hun selv som gammelt Menneske næppe fattede. Denne Morlille var Mendel Speyers Datter Susanna.

En sidste Gang lød det klagende:

Farvel, Kong Christiern.

Jakob Spillemand rev Violinen ud af Bælgen og gned en falsk Melodi, mens Taarerne løb ham ned i de fortvivlet leende Mundkroge. Lille Ide stod ved Siden af og legede paa Trianglen og saa alle Folk aabne Munden og fare sammen, som gik der med Smærte noget ud af dem; hun bladede med Tungen i Munden for ligesom at begribe det.

Hjemløs

Jakob Spillemand havde faaet opspurgt, at Axel, Ides døde Fader, var født i Helsingør; han var uægte Søn af den jødiske Kone, der hed Susanna Nathansohn, Jakob og Ide kom ogsaa til Samtale med hende, hun boede i et stort fornemt Hus midt i Byen. Susanna talte om sin Mand og sine voksne Børn, men hun viste sig villig til at indrømme Fejltrinet, som hun havde begaaet for fyrretyve Aar siden, og erkendte, at hun havde faaet Axel. Han var imidlertid blevet sat ud hos fremmede, straks da han kom til Verden, og siden havde hun ikke hørt noget til ham. At Ide var en Datter af ham, kunde jo godt være muligt. Den gamle Kone saa paa Ide, men hun kendte ikke Trækkene. Ide lignede sin Bedstefader paa mødrene Side, Mikkel Thøgersen. Da Jakob og Ide nu stod der raadvilde, blev det til, at den gamle Kone gav dem lidt Penge og noget at spise. Hun havde ogsaa saa daarlig Tid netop den Dag, da det var en Lørdag.

Jakob og Ide rejste fra Helsingør og gik hele Sjælland igennem. Det var de to Aar om. Da Krigen brød ud, og der blev usikkert paa Landevejene, sejlede Jakob med Ide over til Samsø, og her flakkede de om i over et Aar. Ide voksede til. Beboerne paa Øen blev godt kendt med de to, og der gik siden mange Fortællinger om den fattige Spillemand, der ikke regnede nogenting. Efter at Krigen var endt, begav Jakob og Ide sig igen paa Vandring ind i Jylland. De var kommen til at længes efter Hjemegnen. Inden de naaede hjem, spurgte de imidlertid, at alle kendte Folk var bleven slaaet ihjel i Krigen, de blev derfor slet ikke i Kvorne men vandrede lige igennem uden at træffe nogen, der standsede dem. De havde ikke hjemme i Kvorne mere, det var endda som om de aldrig havde haft hjemme der.

Et Aar efter naaede Jakob og Ide igen til Skagen. De vendte om og Stod med Ryggen til de to Have, der tørner sammen udenfor Grenen. De saa ned i Landet, som bredte sig svimlende dybt ned i Sønder. Jakob lo og tog sin stumme Kammerat ved Haanden, og de gik ned langs den nordre Strand.

Høststormen snurrede dem rundt. Tit maatte de skynde sig op mod Klitten, naar en stærk Sø væltede ind over hele den lave Forstrand, hvor de gik. Det var svalt og aabent Vejr. Maagerne skruede sig tavse op i Modvinden. Den bitre Fraade fløj fra Søerne og højt op paa Land, hvor den satte sig paa Sandet og dirrede i Vinden som frysende Fugle. Himlen var lav og laa hele Tiden paa Rejse fra Nordvest.

Ved Aftenstid kom Jakob og Ide til et Fiskerhus, det eneste der var at se paa den øde Strand. Jakob stillede sig udenfor Døren og for kraftigt med Buen over Strængene fra Bas til Kvint. Døren gik øjeblikkelig op, og der viste sig et bevæget Ansigt, en gammel Mands Ansigt. Tre—fire smaa Børn tumlede ud, den ene ovenpaa den anden.

Hvad var det ikke for en Klang! Jakob spillede, og det lød som Guld og Diamant og brogede Stoffer. Violinen var som en stor Stjærne, hvorfra der straalede rød og blaa og gul og hvid Ild. Den fremtryllede Synet af Blomster. Der var et vildt Hjærte i den.

Kom indentil! bad den gamle Fisker rent højtidelig, da Jakob havde afspillet. De blev bænket derinde og beværtet, der var ingen Ende paa Folkenes Glæde over at have faaet Musik til Huse. Og da Jakob havde spillet nogle Toner mere, slog den gamle Aftægtsmand pludselig i Bordet.

Min Søn er paa æ Hav, udbrød han med lange Øjne. I Dag vil jeg raade. Sørine!

Men Sønnekonen var saa blid. Den gamle lod sin Vrede fare. Han rejste sig kry for Bordenden. Der stod han i hvidt Vadmel og Toplue, med halmgult Haar og Skæg, og nu var han Manden fra de henfarne Dage:

Sørine, kom med Flasken!

Hu-i! Jakob løb i Galop paa Fjolen. Men han gik om i en sagte, kyssende Melodi, idet Flasken bares paa Bordet.

Det var de klare Draaber. Og den Aften laa Hytten ikke der midt i Sandflugten som det usle Ly for Høststorm og Mørke. Klynelyset brændte som en Sol, der hang sydlandsk Varme under Taget. Hele Stuen løftede sig snart som et flammende Køretøj, hvor Jakob sad Kusk med sin dumdristige Mine og sit piskende Violinspil, medens den gamle Fisker svingede i Agestolen, forklaret af ny Ungdom, og Ides og Børnenes Engleansigter svævede over den skybaarne Konkylie. Havet kogte ude i Stranden, og Stormen jog Flyvesand mod Blæreruden, men det var Stjærnerne, der støvede imod dem, mens de kørte i Stads gennem alle syv brusende Himle.

Næste Morgen tidlig vaagnede Jakob, usalig til Mode, han vækkede lille Ide, og de gik sagte deres Vej fra Familjen, som laa og sov med tomme Ansigter. De gik videre ned langs Kysten.

Efteraaret overtog dem, de gik ind i de korte, modløse Dage, da det mærkes, at alle Trækfugle har forladt Landet, og Kulden kommer i Luften.

Og en Dag, som de var vandrende fra Kysten ind mod Landet og hele Tiden kunde se Vestervig Kirke, faldt Aarets første Sne.

Paa Sønderborg

Men det blev Foraar og Sommer igen.

Jakob og Ide rejste saa saare. Det var som om hvert Sted i Landet længtes efter dem, de fik mere og mere travlt, skønt de vist næsten havde glemt deres Ærinde. De vandrede om i Landet i syv Aar. Alle Folk kendte dem og tog vel imod dem, naar de kom. Men de var særlig godt kendt i Limfjordsegnen, hvor de trak om en stor Del af Aaret. Der gik siden mange Fortællinger om Jakob Spillemand, som Folk kunde blive ved at huske; hans Viser blev ogsaa trofast sunget i mange Aaringer. Han var en grusselig en, Jakob, synge og spille kunde han; der var Kunster i ham, naar han blev svirende, og det blev han ikke saa helt sjældent. De fortalte om ham, at han havde spillet til Dans en Nat i Lunden ved Bjørnsholm og smagt paa Drammerne, og da han blev funden om Morgenen, var Buen bleven henne for ham; men han var ikke derfor sat fast, han tog sin Kæp og harpiksede den og spillede med den, saa en maatte undre sig. Han var en Torn!

Men saa et Aar kom Jakob Spillemand og Ide ikke til Limfjorden. De blev savnet ogsaa alle andre Steder i Landet, og de indfandt sig aldrig siden.

Jakob var nemlig tilsidst kommen efter, hvor Mikkel Thøgersen, Ides Bedstefader, opholdt sig, og de begav sig sporenstrengs paa Vej til Als. Ide var nitten Aar nu, saa det var paa Tide at faa hende anbragt hos rette vedkommende.

Det var en Dag først i Oktober Maaned at de sejlede over Alssund. Skovene hvælvede sig med falmede Kanter derovre, det røde Slot laa saa bart ud til Stranden. Da de næsten var ovre, fløj en stor Flok snehvide Duer op fra Taarnet og kastede sig ud over Sundet, snart synlige og snart usynlige mod den blegblaa Himmel, Jakob saa efter dem og nikkede til Ide, det var et Møde, der varslede godt. De sad trøstig i Baaden og omfavnede deres Bylter, Jakob saa til sine Træsko, hvor den ene Gjord var sprungen, jo det var paa Tide.

Men de havde ikke straks Held med sig, det blev dem forment at komme ind paa Slottet den første Dag, saa at de maatte søge Herberge i Byen. Næste Dag naaede Jakob saa vidt, at han fik Slotshøvedsmanden, Bertram Ahlefeld, i Tale, og han lovede, han skulde tænke over det. Der er mange Lag at komme igennem, naar man skal ind til Kongen. Endelig den tredie Dag slap de over Vindebroen og fik Lov til at spille for Slottets Folk i den ydre Gaard. Men da de endelig ved Middagstid fik Foretræde hos Slotshøvedsmanden igen, var der kommen det i Vejen, at Mikkel Thøgersen, som de havde Ærinde til, netop laa for at skulle paa Rejse.

De fik ham lige at se. Høvedsmanden tillod dem at gaa ind i Slotsgaarden, og just som de kom, var Mikkel ved at stige til Hest. Den gamle Mand holdt nedenfor Trappen, og to Trin oppe stod Kongen og snakkede til ham. Jakob og Ide blev staaende under Porthvælvingen og vilde ikke gaa frem, saalænge Kongen var der.

Det tog Tid med at faa Mikkel afsted, der var mange Forberedelser. Hesten sparkede og skrabede i Stenbroen, Kongens Stemme gjenlød i den høje Gaard, og det blev ikke til mere. Mikkel Thøgersen var i nye fine Klæder, grønne Hoser og brun Vams, han gik rundt omkring Hesten den ene Gang efter den anden og stak Fingeren ind ved Buggjorden og følte til Hovedlaget; det var en ung, urolig Hest, og Mikkel, der var brudt i Knæene, lod ikke til at være modig ved det.

Nu er du vist færdig, Mikkel, raabte Kongen og lo misfornøjet, se nu at komme op!

Mikkel slog høfligt med Hovedet og sluttede Undersøgelserne. Saa skulde han til det. Svenden, der stod ved Bidslet og holdt Hesten, rakte sig saa langt han kunde for at give en Haandsrækning, han skelede op til et aabent Vindue i Stegerset, gjorde Svenden, hvor et Par forleede Pigeansigter tittede frem. Mikkel fik Foden i Stigbøjlen og hævede sig langsomt og fattet op.

Fald nu ikke ned paa den anden Side! raabte Kongen med et ængsteligt Grin. Nej, Mikkel landede lykkeligt i Saddelen. Og da han sad der, skubbede han Hatten tilrette og vendte med fornærmet Honnør sit hvidskæggede Ansigt op mod Kongen.

Saa Farvel, Mikkel, sagde Kongen lidt rørt. Lad os nu se, du kommer godt hjem igen.

Jo, Deres Majestæt, svarede Mikkel. Han samlede pustende Tømmerne og skød sine hvide Knebelsbarter standhaftig op under Næsen. Saa slap Svenden, og Hesten satte i Trav. Mikkel svajede kraftesløs i Saddelen.

Nej det gaar aldrig godt, raabte Kongen og slog i Gelænderet, nej, nej, nej! Men det gik. Mikkel stindede sig og gjorde sig gældende. Vagten holdt Porten aaben for ham, og han red ganske strunk igennem, forbi Jakob og Ide. Porten lukkede sig straks efter ham igen, og de hørte ham ride over den ydre Gaard og dundre ud paa Vindebroen.

Da der var bleven stille i Gaarden, vendte Kongen sig paa Trappen for at gaa ind. Han stod og sagde noget til sig selv. Da fik han Øje paa Jakob og Ide.

Hvad er I for to? spurgte han og gik ned fra Trappen med Blikket rettet gennemtrængende paa dem. Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til den anden, i højeste Grad interesseret.

Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa undersøgende paa dem.

Hvad er I for Folk?

Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod igen. Vi er af det Slav, der kommer meget omkring — den her lille Pige er ellers Datterdatter til ham, der red ud af Porten lige nu. Hm, naa. En Slægtning af Mikkel. I er kanske kommen for at besøge ham. Saa var det slemt, han just skulde rejse i det samme. Hvorfor snakkede I ikke til ham?

Søde Gud nej. Jakob smilede uhyre høvisk og saa ned for sig og gjorde et rundt Spor i Sandet med Kæppen.

Jaja, sagde Kongen trøstende. De tav, og han saa paa dem.

Jaja, udbrød han igen stærkere. Der er ingen Ulykke sket endnu. Mikkel kommer igen. I kan . . . I kan blive her saalænge, vi skal snakke med Bertram. Kom I kun denne Vej. Naa saa I spiller?

Jo! Jakob slog glad og undselig paa Violinbælgen, mens de satte sig i Gang. Den gamle Konge gik foran og rømmede sig i ypperligt Lune. Ho! Det skulde nok ordne sig altsammen. Ho, ho!

Og de var henne og forhandle med Høvedsmanden. Jakob og Ide stod sømmeligt i Afstand, mens Kongen talte deres Sag. Bertram Ahlefeld lyttede forbindtlig og med største Ro. Han var meget højere end Kongen, men han bøjede sig ikke, Kongen saa op paa ham og talte ivrigt og gik over paa den anden Side af ham; han fik sin Vilje og takkede varmt, men Bertram Ahlefeld bevarede sin underdanige Kulde.

Kongen gik selv i sine udtraadte Sko over i den ydre Gaard og sørgede for, at Jakob og Ide blev indkvarteret i en af Bygningerne der. Om Aftenen maatte de spille for Kongen inde i Taarnstuen, hvor han for det meste opholdt sig. De blev beværtet med Vin, og Jakob spillede sine Hopsaer med al den Kunst, han raadede over. Det lød saa sært her under Murene. Kongen var tilfreds, han blev vemodig og sad med Haand under Kind. Vokslysene brændte paa Bordet, hvor Spændebogen laa opslaaet.

Vinen begyndte at sætte Sving i Jakob, der for et sygeligt Træk over hans Ansigt, og han gav en ellevild Springdans tilbedste. Ide stod spinkel og pæn ved Siden af Stolen med Trianglen.

I en Pavse spurgte Jakob, hvornaar Mikkel kom hjem igen — saadan hen i Vejret, for at Kongen skulde overhøre det, hvis det var upasende spurgt. Men Kongen svarede ligefremt, at det varede ti—tolv Dage.

Kongen tav herefter, og Jakob mente ikke at burde sige noget. Han spillede, hvad han kunde huske. En Gang da han sad med Fjolen under Hagen og tænkte sig om efter en ny Tone, stjal han sig til at se paa Kongens slappe, ærværdige Træk. Kongen saa op i det samme og bemærkede, at Jakob var en hærget og sammenfalden Mand.

Skal vi ikke have mere? spurgte Kongen hjærteligt, i sine egne Tanker.

Jakob spillede igen og traadte Takt med Hælen! Tju! Det var Træskovalsen.

Kongen beholdt dem hos sig hele Aftenen, han følte sig saa alene, det var første Gang i ni Aar, at Mikkel havde været borte fra Slottet. Kuren blæste Midnat fra Taarnet, inden Jakob og Ide kom fra Audiensen, og da var baade Kongen og Jakob stærkt blissede. Kongen lagde sin Haand paa Ides Skulder, før hun gik, og maalte hendes Skikkelse med en gammel Kenders dristige og forsagende Artighed.

Jakob og Ide blev laaset ud gennem alle Dørene af Slotsforvareren, som var dygtig mut. Vagten nede i Porten havde bedre Humør, han lyste med Lygten paa Ide og saa, hvor hun var fin og hvid. Da hævede han lumskelig Lygten i Vejret, saa at de stod i Mørke, og tog Ide om Hoften med sin store Næve. Hun kastede sig til Side, og der kom et Brøl fra hende, fra Struben, dybt og raat som fra et ukendt Dyr, det gjaldede under Porthvælvingen og hørtes over hele Slottet.

Herre Jesus! Soldaten sank i Knæ og veg baglængs tilbage ind i Porten. Der blev aabnet Lemme og Ruder overalt oppe og nede i det store Slot, og forfærdede Stemmer spurgte søvndrukkent ud, om hvad der var sket. Uroen lagde sig først længe efter, at Jakob og Ide var i Behold i deres Kamre.

Ogsaa Kongen hørte Brølet, han stod ved Vinduet og saa efter Vejret, og han sprang dybt ind i Taarnværelset, Haarene rejste sig paa hans Hoved. Han sneg sig til Døren og strakte en Haand ud og prøvede, om den var lukket, jo den var jo forsvarligt laaset og riglet til. Aa, han trak Vejret dybt, gik skælvende til en Stol og sank om dødelig mat. Saa slog han Bibelen op og satte sig til at læse med Lysene tæt foran sig. En Gang imellem rejste han lydløst Hovedet fra Bogen og stirrede forbi de sydende Lysflammer med stive skræmte Øjne.

Lidt efter lidt blev han rolig, han vovede sig ud fra Bordet, tændte flere Lys og hengav sig taknemlig til Læsningen af Ruths Bog, sad nidkær med sit store hvide Hoved mellem Lysene og læste den ud. Og da han var færdig, meldte den Tanke sig, der altid anfægtede ham, naar han havde været fordybet i Skriften og atter mindedes det timelige: at hans Venner var døde og borte, at de var faldne ham fra allesammen, og at det var længe siden.

Han sad lidt og gravede sig med Haanden i Haaret. Saa slukkede han alle Lysene paa nær tre. Han lagde sig omstændeligt paa Knæ midt i Taarnstuen og bad sit Fadervor, hviskede halvhøjt og længe, til Regnskabet var gjort op. Han gik derpaa i sin Seng, lod Lysene brænde og laa med Hænderne foldet foran sig paa Felden og med rolige, vaagne Øjne.

I denne Stue havde han nu boet i elleve Aar. Her var det, han gik som et Rovdyr fra Mur til Mur de første Maaneder, da Indespærringen slog ham med Feber. Her svedte han, her spiste og drak han som en rasende og faldt fuld og gal i Søvn om Aftenen for at vaagne under hvislende Eder om Morgenen. Her gik han sparkende op og ned mellem de dinglende Stole, her sendte han Tinkrusene fra sig, saa de faldt flade ned fra Væggen. Her havde han gaaet og hørt Aandepustet fra sine egne haarede Næsebor.

Kongens Ansigt skiftede Udtryk hele Tiden, mens han laa der i Alkoven og saa frem mod Lysene uden at kunne blive søvnig. Der for Skygger over hans Bryn. Saa laa han igen sagtmodig.

Pludselig lo han, og det var den dybe naadige Latter fra gamle Dage, han var kommen til at tænke paa den unge Kvinde, som Ditlev Brokdorp listede ind til ham her for elleve Aar siden, da han havde lagt sig til Sengs og ikke vilde staa op. Han havde unægtelig været lykkelig ved Pigen, som ogsaa var virkelig køn. Men det var syndigt, det var en grov Overtrædelse. Gud beskytte hende, hvor hun saa var!

Kongen sukkede dybt og saa med et fugtigt Blik ind i Lysene. Om lidt haabede han at falde i Søvn, takket være Vorherre, der frier os lempeligt af Vaade og vender vor Utaalmodighed til Visnen.

Carolus

Mikkel Thøgersen red over Vindebroen. Men da han kom ud i den frie Luft, svimlede han og var nær dinglet af Hesten; Udsigten til alle Sider fortumlede ham, det var som skulde han skilles ad. Han red det korte Stykke Vej ned til Færgestedet, prajede Baaden og blev sat over. Men saa kom han heller ikke længere den Dag, han maatte syg og halvt forstyrret tage ind paa Færgekroen, hvor han straks gik i Seng. Næste Morgen var han ved godt Mod igen, han slog nogle af sine Penge i Stykker paa Kroen og begyndte at se lysere paa hele denne Rejse, som han havde været bange for, lige fra den blev bestemt. Han og Værten pæglede lidt sammen paa Formiddagen. Men saa fik Mikkel pludselig travlt og beordrede Hesten frem.

Jeg skal til Lybæk, erklærede han betydningsfuldt. Jeg har langt at ride. Det er i Kongens Ærinde.

Mere vilde han ikke sige, han omgav sig med en Statsmands skæbnesvangre Hemmelighedsfuldhed:

Lad min Ganger føre frem!

Værten fik ikke mere at vide, og han var vist ogsaa saa temmelig ligeglad. Mikkel var en Smule kæfret, han besteg Hesten med rullende Øjne og svang en stor Mønt i Støvet til Staldkarlen. Saa red han, og Skam slaa, den gamle Negl viste sig til sin Fordel i en Galop, han red som Edder og Forgift ud ad Landevejen.

Mikkel rejste for Alvor, han var inde i hver eneste Kro paa Vejen. Hvert Sted lod han sig forlyde med det vigtige og paatrængende Ærinde, han var i for Kongen. Folk undrede sig over den affældige gamle Mand og spekulerede paa, om det mon var en forrykt, bansat Kardinal eller en hjempermitteret Oberst eller en alderdomssvag Markedsgøgler. Han saa ud som en højbaaren Mand med sin side Skaldepande, men han tog sin Snaps som en Geworben. Der stod Respekt af ham, og dog gik man bag om ham og lo. Hvad mon det var for et Ærinde, han talte om? Det maatte haste svært og kræve stor Erfaring, siden de sendte en Mand ud at ride i Galop, der knap kunde hænge sammen. Man maatte dog lade ham, at han kunde tie med det, der var ingen der fik ringeste Besked.

Da Mikkel havde rejst et Par Dage, slog det ind med Regn og Storm, Bladene suste i de gule Skove, han kunde ikke taale Vejret og lagde sig syg ind paa en Kro. Her troede de, han skulde være himlet, men nej, han var paa Benene allerede næste Morgen og vaklede i Saddelen, han ilede gennem Sønderjylland, som skrevet staar, og ankom endelig mere død end levende til Lybæk.

Mikkel tog ind paa „den gyldne Støvle“. Dagen ud hvilede han og gjorde sig tilgode, og han sov til næste Dags Middag, hvorpaa han vandrede i Raadhuskælderen. Men saa skulde han ogsaa være færdig med sin private Fornøjelse af Rejsen, nu gjaldt det at faa Ærindet udrettet. Han spurgte sin Vært efter Veilchenstrasse.

Veilchenstrasse! Værten saa paa ham med rundbuede Øjenbryn. Hm! Naa ja, den kunde han jo godt vise ham. Den laa der og der. Og Mikkel begav sig afsted. Da var det langt hen paa Eftermiddagen. Han havde nær aldrig fundet den, det viste sig at være en snæver Gyde, som allerede laa næsten i Mørke. Oppe i Vinduerne sad velnærede unge Kvinder, og mere end en af dem kaldte henrykt paa Mikkel, som gensaa hun en længe savnet, kær Ven. Mikkel tog dog ingen af dem alvorlig. Omsider fandt han det Hus, han søgte. Det var kun et Fag bredt, og der var ingen Vinduer i det, kun et Par Lemme højt oppe. Over Dørkarmen hang et irret Messingbækken. Døren var laaset, Mikkel tog Hammeren og lod den falde.

Der gik flere Minutter. Men Mikkel var taalmodig. Endelig hørte han Skridt udenfor, og en Nøgle blev stukken i Døren. I det samme mindedes Mikkel sært nok en Gang for mange mange Aar siden, da han havde hvisket ind ad Nøglehullet i St. Nicolaj Kirke i København. Døren gik op paa Klem, og Mikkel saa et Ansigt med store sorte Briller.

Er det Mester Zacharias? spurgte Mikkel.

Ja, min Herre, hviskede det blødt.

De tav begge lidt. Saa begyndte Mikkel med svag Stemme at klare for sig. Men Zacharias havde næppe hørt Kongen nævne, før han med solemne Fagter aabnede Døren helt.

Kom ind, kom ind, raabte han kvækkende. Ah saa! Min kære Ven!

Mikkel traadte over Tærskelen, og Zacharias laasede Døren igen. De stod i Mørke. Zacharias slog Ild og tændte en Spaan og førte an hen til Stigen.

Følg efter mig. Der er lysere ovenpaa.

De kom op i en stor Stue, som fik Lys fra et Vindue ud til Gaarden. Men der var meget skummelt derinde. Mikkel saa et Krokodilskelet og nogle Fuglehamme hænge under Loftet, paa Gulvet flød Bøger og gamle Klæder. Der stod en Globus paa Bordet mellem en Mængde støvede Papirer. Rundt paa Væghylderne skimtedes Flasker i alle Størrelser. Der var en grim doven Medicinlugt i Stuen, som af Rust eller af Svamp.

Nej se! raabte Zacharias fremdeles overrasket og hjærtelig. Kom dog til Sæde! Naa saa Kong Christiern sender Bud til mig ringe Lærde! — Dog det er ikke min kirurgiske Kunst, Kongen har Brug for!

Nej, bekræftede Mikkel slaaet.

Zacharias satte sit gule Kranium i en vuggende Bevægelse fremefter og tilbage. Og han begyndte at knurre.

Vi bliver gamle, Mikkel Thøgersen, sagde han saa overrumplende, han sad med fremstrakt Hals og et fast Blik.

Mikkel for sammen og saa op. Han maabede:

Hvorledes, kender . . .?

Zacharias satte igen sit Hoved i en vuggende Bevægelse og nød Triumfen. Joh! sagde han. Joh! Men dermed skulde Spøgen være forbi, han gjorde sig alvorlig. Naa!

De tav i nogle Minutter. Mikkel saa med virrende Hoved ned i Gulvet. Denne Mand maatte man holde sig gode Venner med. Han lagde Hovedet lidt skævt og saa trohjærtig paa Zacharias.

Gammel — Aa! De ser endda ikke ud til at være saa gammel. Jeg er over de halvfjers. Saa gammel er De ikke.

Da for Zacharias ud paa Gulvet og opslog en voldsom, kaglende Latter, gik rundt med lange Skridt. Pludselig lo han endnu skrækkeligere og slog Knips foran Mikkels Ansigt:

Jeg er vel endogsaa ung!

Og idet han tog endda længere Skridt, citerede han for Mikkel, hylende af Lystighed:

Mugit et in teneris . . .

Han hujede af Grin:

Formosus . . .

Han storkede skogrende rundt:

Obambulat herbis.

Det varede længe inden Zacharias blev færdig med at more sig over denne blodige Strime af Ovid.

Mikkel sad forlegen og vaskede sine gamle Hænder i Uskyldighed. Han tænkte paa sit Ærinde, skottede til Globen paa Bordet.

Zacharias opfangede gridsk hans Blik og indstillede sit Spektakel.

Kongen ønsker Besked om himmelske Konstellationer? sagde han hurtigt.

Ja, Mikkel indrømmede det med en Oldings Ydmyghed og Fatning. Denne Mand der vidste altsaa al Ting.

Fortæl! raabte Zacharias.

Og Mikkel gjorde saa i al Korthed Rede for sit Ærinde. Kongen og han var kommen paa Kant med hinanden om et astronomisk Spørgsmaal for et halvt Aars Tid siden. I Jerusalem havde Mikkel truffet en tysk Munk, der fortalte ham som sin Overbevisning, at Solen ikke gik rundt om Jorden, men at det var omvendt. Siden havde han ogsaa hørt det i Italien. Og en Dag, da han fortalte Kongen om sine Rejser, var han kommen til at nævne det. Kongen var straks bleven forfærdelig ophidset. Siden havde de næsten daglig været oppe at trættes om det. Mikkel havde nu en Gang indset Rimeligheden i det, Munken fortalte; han havde maattet give ham Ret, da de red paa Kameler gennem Lilleasien og fulgte Stjærnernes Baner om Natten. Desuden var det en personlig Erfaring, han selv ad anden Vej havde gjort. Hans Liv havde virkelig lært ham det samme; han var begyndt med at tro, at hele Tilværelsen drejede sig om ham alene, og havde lidt efter lidt gjort den Iagttagelse, at det kun var tilsyneladende. Men Kongen vilde ikke taale, at han troede det, han var rasende.

Mikkel tav og pustede lidt angrebet ved Tanken om Uretten, han i den Anledning havde lidt. Det var hændt mere end en Gang, at Kongen havde listet sig op om Natten og gennempryglet ham i Sengen i Mørket, naar han ikke havde kunnet klare sig i Disputationen om Dagen.

Saa var de endelig bleven enige om at anke Sagen ind for Zacharias, om hvis store Lærdom der gik Ry.

Zacharias kneb Øjnene sammen. Mikkels løjerligt udslukte Fortællemaade imponerede ham næsten. Et saa grufuldt Kætteri som at endevende Firmamentet vilde han selv have nydt anderledes. Han rejste sig og vimsede omkring i Stuen, satte Brillerne paa og bladede længe i forskellige Papirer. Saa kom han endelig hen til Mikkel igen, han havde anlagt en koldblodig og resolut Mine og udbrød paa Latin:

Godt, saa sætter vi en Undersøgelse i Gang. Kom igen imorgen.

Mikkel rejste sig med Besvær og takkede. Saa skulde han gaa. Men han blev staaende og lod et langt, søgende Blik glide rundt i Stuen paa alle de sære Flasker.

Jeg skal følge Dem ud.

Mikkel saa paa Flaskerne og rørte Munden. Det lod ikke til, at Zacharias kunde læse hans Tanker mere nu. Han sukkede og smaalo:

Jeg er saa tørstig, Mester, det skulde ikke være muligt . . .?

Zacharias beklagede meget, han havde ikke andet end Medikamenter i Huset. Han var saaret over Mikkels læge Smag og begyndte med klangløs Stemme at underholde ham om lærde Folks Nøjsomhed og Tarvelighed. Imidlertid fandt han alligevel en Stob og et Tinbæger frem og skænkede det halvfuldt. Mikkel smagte, det var en stærk spansk Vin, han drak med Begærlighed og var saa heldig at huske et Vers af Horats bagefter. Zacharias nikkede oprømt og tog sig en Slurk selv. Men da han havde faaet den i sig, slog han de smalle Gummer sammen:

Gigigi!

De tømte Kanden. Mikkel genfandt sin Ungdoms Latin og lod staa til uden om Konjunktiverne. Men Citaterne strømmede fra Zacharias. Han fortalte svinske Historier fra sine Studenterdage i Leipzig, han trængte ind paa Mikkel med smaa hundske Anekdoter, han skreg af Latter og blev snart fuldstændig vild. En Gang imellem pokulerede de med største klassiske Gravitet. Mikkel søgte at følge Zacharias og afgav Billedet paa en svirende Alumnus saa godt han kunde. Men han havde glemt meget og var bleven stiv i Ledemodene, Mikkel. Han sad der som et gammelt slidt Orgel med hullet Bælg, og naar Zacharias traadte ham, gav han maaske Lyd paa rette Sted, men han gav ligesaa ofte Vind. Mørket faldt paa. Fuglehammene begyndte at gro og vifte under Loftet.

Zacharias blev fuld og desperat. Han stod op paa Stolen og udsang hele den skønne Metamorfose om Europe og Jupiter. Men pludselig saa Mikkel rystet op paa ham, med en gammel Mands hellige Enfoldighed, og han blev næsten ædru. Kunde han ogsaa følge ham her? Hvad var det nu, han slog Skidt paa?

Ved du, hvem jeg er? hujede Zacharias.

Nej, det vidste Mikkel ikke.

Det var mig, der kørte Solen for nær. Jeg har været paa et varmt Sted. Kan du ikke se, jeg er afbrændt?

Mikkel maatte sande det. Der var ikke et Haar paa Zacharias’ rødgule Hoved eller paa hans Hænder, ikke en Gang paa Øjenlaagene var der Haar. Huden var skrumpen og poleret som lutter Ar.

Det var i Magdeburg for tolv Aar siden, lo Zacharias pludselig dæmpet og med skurrende Røst, der kom jeg Ilden for nær. Men vi fik Befordringen vendt.

Han lo som en Pisk. Tog sig saa sammen og tav alvorlig med brændende onde Øjne. Mikkel sad og var helt forvirret.

Skal vi gaa op og se mit Orakel? spurgte Zacharias. Hvad? Du holder jo Tand for Tunge, min fine Mikkel. Kom!

De ravede op ad Stigen og kom ind i et lille Kammer i øverste Stokværk. Der var mørkt, og Mikkel fik næsten ondt af Lugten derinde, det var en tung, sørgelig Lugt som af smaa Børn eller af syrnet Kød.

Ja jeg ved selv ingen Besked om Stjærner og om Filosofi, raabte Zacharias støjende, jeg har al min Tid været Kirurg og har ikke beskæftiget mig med Forholdet mellem Organerne eller Sjælen. Men da jeg praktiserer som almindelig Vismand, har jeg sørget for et alter ego. Og der er ikke det metafysiske Spørgsmaal, som man ikke kan faa besvaret hos mig. Jeg skal præsentere to ærede Kolleger for hinanden.

Dermed slog Zacharias Lemmen op. Dagslyset faldt ind, og Mikkel saa, at de var tre i Kamret. Henne ved Væggen paa en lav Bænk laa et Væsen og stirrede paa dem med syge, dybe Øjne. Men Hovedet var af en unaturlig Størrelse og Form, det syntes at være sunken fladt sammen paa Bænken. Det var hvidt som Talg og laa i store Valker.

Ja se paa ham! raabte Zacharias. Han er tam. Det er min alvidende Makker. Han hedder Carolus. Men i Øjeblikket kan han ikke sige meget. Det tager sine to Timer at faa ham gjort varm, og der skal en Kradser af et Problem til. Rejs dig, Carolus, og hils paa os!

Carolus hentede to spøgelsetynde Arme ud fra Felden, som han laa under, stemmede dem mod Bænken og rejste sig møjsommeligt op i siddende Stilling. Det var først som om det store, bløde Hoved ikke vilde følge med, men han fik det samlet fra Bænken. Og da han sad op, hang Hovedet ham som en Dejg ned over Øjnene og naaede Skuldrene.

Han er meget slap i Dag, oplyste Zacharias, men han grublede ogsaa betydeligt igaar. Derfor er det, han skal ligge i Mørke. Læg dig kun ned igen, Carolus, og lad Hvile falde paa dig!

Carolus lod sig langsomt synke bagover og ordnede sig med Hovedet paa Bænken, saa at han havde Øjnene fri. Det lille usigeligt gammelagtige Ansigt antog et forstenet Udtryk. Kun Munden, der sad opadvendt som paa en Flynder, gik i sære lidende Trækninger.

Naar han ligger som nu, kan han bruges til lettere Ting, Regning, Hukommelsesarbejde — giv ham et Tal at hæve i anden Grad.

3719, sagde Mikkel.

Carolus lukkede Øjnene og aabnede dem næsten straks igen.

13830961 , svarede han med en svag, belagt Stemme, der lød som Kvækket af en Padde.

Det er godt. — Ja vi kommer med en Opgave til dig, Carolus, du kan godt begynde paa den med det samme. Kongen af Danmark vil vide for bestemt, om Solen gaar rundt om Jorden, eller om det er Jorden, der o. s. v. Værsgod.

Zacharias vendte sig stadig højrøstet konverserende mod Mikkel og henledte hans Opmærksomhed paa en meget stor Klokke af græsgrønt Glar, der stod inde i Kamrets Hjørne.

Den er Carolus bleven dyrket op i. Aa, den kostede mig mange Penge, den Glasklokke! Det er nu ni Aar siden, jeg fik Carolus. Jeg købte ham af en omløbende Rakkerkvinde. Han var to Aar gammel den Gang, saa nu er han jo ikke saa ung. Jeg har haft Held med ham. For en sytten Aar siden begyndte jeg med et Barn i Magdeburg, det var i en mindre Klokke, men han døde af en Betændelse, da han kun var halvt saa udviklet som Carolus. Han var nu heller ikke af fineste Ekstraktion, han var Frugten af den radikale Elskov mellem en ganske menig Munk og saa en rigtignok fribaaren og højfornem Frue. Carolus derimod er en født Fyrste! Han har kongeligt Blod i sine Aarer, og det frisk fra Fad — ved du, hvem han er!

Zacharias var komplet ellevild, han stirrede paa Mikkel med Dødsforagt, han lettede det ene Ben og slap en Vind.

Skal jeg fortælle dig, hvem Carolus er, kan du tie stille med det? Han er Søn af Kongen af Danmark! Ja. Han blev født paa Sønderborg Slot! Kongen fik ham i sit Fængsel! Hans Moder var en Pige af Folket. Barnet blev taget fra hende af velbaarne Hr. Knud Pedersen Gyldenstiærne og givet til den Taterkone, som jeg købte det af. Jeg har Papirer paa det. Jo, Carolus er den ædleste Spire, der nogensinde er blevet podet paa Kundskabens Træ, Carolus, Kongens Søn, Prins af Danmark! Hans Hoved har vist sig at være af en enestaaaende Ekspansionsevne. Jeg fjærner Hovedskallen, forstaar du jo, og lader Hinden over Hjærnen danne sig til en Hud, og saa ernærer jeg kraftigt men sørger for høj Temperatur omkring Hovedet. Derfor er Klokken nødvendig. Carolus holder saamænd endnu af at kravle ind i sin Klokke, hvor han har siddet saa mange Aar, skønt den nu er lovlig lille til ham. Han er det bedste Hoved i Evropa. Ikke alene er han grundig, men han er hurtig! Der er ikke Mage til Apparat. Han er nemlig nogenlunde før paa Kroppen og Lemmerne ogsaa, ingen Vanskabning, og han nyder et udmærket Helbred; der er godt Blod i ham til Hovedets Brug. Han er en Finmærker som faa. Jeg behøver blot at vise ham Jærn, saa begynder han straks at sagle, han skelner mellem Metallerne ved Berøring alene; Bly og alle uædle Legeringer gør ham svedig paa Fingerspidserne med det samme, men Guld eller Sølv har en lægende Indflydelse paa ham. Og saa maa jeg sige, han er slet ikke ensidig lærd, han kan Talsystemet, og saa har jeg lært ham Latin. Men alt andet har jeg holdt ude fra ham, netop for at han skulde blive, hvad Plato vilde kalde en Norm. Der er alting i ham, han er rigtig, han har Universet indvendig paa Hinderne . . . se nu paa ham!

De traadte hen til Bænken, og Mikkel saa, at Carolus’ Hoved var bleven mørkere, alle de bløde Valker var rosenrøde og havde hævet sig en Del. Han laa med lukkede Øjne. Zacharias slog Felden tilside og viste Mikkel det stakkels spinkle Legeme, der laa foldet sammen i Fosterstillingen. Lemmerne var ved at blive døde og kolde.

Nu har han begyndt, hviskede Zacharias. Se, hvor han er forpint i Ansigtet. Mærk her, mærk Pulsen!

Mikkel følte modvilligt paa det bløde Hoved, der allerede var meget varmt og bankede uroligt.

Ja vi kan godt gaa, sagde Zacharias, han er langt inde i Opgaven. Men det vil vare over en Time, inden Hovedet er fyldt og udspændt. Han ser rigtig godt ud, naar han er fuldt opsvulmet og sidder som en Stilk paa sit eget modne Hoved. — Jeg ved ikke, om Kollega vil vente og faa Besked om et Par Timer eller komme igen i Morgen?

Hvorfor ligger han og ser saa elendig ud i Ansigtet? spurgte Mikkel bange og deltagende. Mikkel var næsten ude af sig selv, af Vinen, af Skræk og Ynk.

Det er kun naturligt, svarede Zacharias, det følger med Tænkeevnen.

Jeg troede, man blev glad af Klogskab, stammede Mikkel, og han blev saa svag.

Skal vi gaa? foreslog Zacharias. Hr. Mikkel! Visdom fordobler Gaaderne. Carolus har sagt mig det som Essensen af sin Grublen. Hans Hoved vejer et Lispund og nogle og fyrre Kvint, kold Vægt, og hver Gang han løser et Problem, tager Vægten til med et Kvint. Carolus har ogsaa sagt mig, at man under abstrakt Tænkning efter et vist Tidsrum kommer tilbage til Udgangspunktet. Det vil sige, at i samme Øjeblik man nærmer sig den virkelige Løsning af et Problem, ophører Problemet at eksistere som saadant. Men selve Processen, der iøvrigt ytrer sig som Smærte, og hvis Udstrækning er ligegyldig, har jo sin Interesse og sin Værdi. Jeg ved ikke, om Kollega forstaar. Skal vi gaa ned? Jeg tror, jeg har en Kande dernede endnu.

Men Mikkel vilde ikke blive, han vilde hjem, han følte sig syg og bedøvet. Zacharias fulgte ham ned ad Stigerne, han var ikke fuldkommen ædru, han knebrede en hel Del med sin skaanselsløse Livlighed, men Mikkel hørte ingenting mere. Nede i Døren aftalte de, at Mikkel skulde komme igen Dagen efter og hente Besked.

Ilden

Det var Aften, da Mikkel tumlede ud paa Gaden. Beboerne holdt et farligt Levned, de sang og vinkede ud af Vinduerne med store Krus. Soldater og Søfolk gik larmende gennem Gyden. Mikkel skyndte sig, han dinglede afsted, og Soldaterne hilste ham med høje Lattersalver, men han slap igennem og naaede halvt i Blinde hjem til „Den gyldne Støvle“. Her forlangte han Vin og drak som en febersyg, med Graaden i Halsen. Han opnaaede hurtigt at blive bevidstløs.

Værten lod ham bære ind paa Sengen i Gæstekamret. Nogle Minutter efter hørte de ham ligge og græde afmægtigt derinde, og da de gik ind for at se til den gamle Mand, laa han paa Ryggen i Sengen med Albuerne i Siden og stirrede som en usalig op mod Loftet. Der var ikke noget at gøre ved ham andet end at lade ham sukke og snøfte, indtil han holdt op igen. Nogle Timer efter, da de saa til ham, havde han stærk Feber, og han vaagnede ud paa Natten i Vildelse, saa at de maatte vaage ved ham. Men ved den Lejlighed snakkede han over sig, om hvad han havde set, og om Morgenen gik Værten til Politiet og meldte det hele. En Time efter var Zacharias i Bolt og Jærn, og hans homunculus under Rettens Forvaring. Det kan nok være. Borgerne i Lybæk fik noget at korse sig over.

Mikkel laa betænkelig syg i to Dage, saa kom han sig og kunde staa op igen. Men han var meget svag og gik ved to Kæppe. Samme Dag, som han rejste om Eftermiddagen, blev Zacharias og Carolus brændt om Formiddagen, Mikkel var henne paa Torvet og se det. Hele Lybæk var paa Benene og havde stuvet sig sammen paa Torvet allerede fra Morgenstunden af, men Mikkel fik en god Plads nær ved, fordi han var skrøbelig. Baalet var rejst og tog sig saa tillidsvækkende ud, der var en halv Snes Favne Ved af den allerreneste Sort, og Mestermanden havde stablet det kunstfærdigt op, saa at der var Kanaler for Trækken. Zacharias skulde nemlig brændes levende, det vil sige ikke kvæles af Røg, den rene Ild skulde tære paa ham. Folk ventede sig noget ualmindeligt af denne Henrettelse, for Zacharias havde nok om man saa maatte sige Øvelsen; han havde været paa Baal før og badet Fødderne i den tørre Ild. Det var i Magdeburg og for samme Misgærnings Skyld som nu; man havde faaet det oplyst under Retsforfølgningen. Men den Gang var Zacharias bleven benaadet i yderste Øjeblik, fordi han havde reddet Kurfyrstens Liv en Gang.

Ved Ellevetiden kom Toget, Drabanterne ryddede Vej ind gennem Folkemassen med Hellebarderne. Zacharias gik bag Bøddelen med en Rakkerknægt paa hver Side af sig, han var barfodet og havde kun en Lærredskittel paa Kroppen; den var smurt til med teglstensrød Maling, som skulde forestille Flammer. Paa Hovedet havde han et højt spidst Papirhylster, der var bemalet med Snoge og Tudser og Skorpioner. Zacharias krykkede sammen og holdt Hænderne om hinanden ind mod Brystet, han frøs bitterligt i den raa Oktoberluft og lod ikke til at føle andet.

Folk skreg rasende imod ham og strakte knyttede Hænder frem over og under de Indhegninger af Lanser, som Drabanterne spændte Mængden sammen med. Zacharias saa ikke hverken til Højre eller Venstre. Bag ham kom en af Bøddelens Haandlangere bærende med Carolus, som var puttet i en Sæk, ingen kunde se ham. Dernæst fulgte Raadet og Dommerne og Gejstligheden i Procession.

Medens Dommen blev læst op, stod Zacharias ligegyldig og uden saa meget som en trodsig Mine. En Gang imellem bævrede han over hele Kroppen, næsten sank i Jorden, men det var af Kulde, han var stiv og forkommen i Ansigtet. Det var nu ogsaa en hundekold Dag. De nærmeststaaende lagde Mærke til, at Forbryderens Arme og Ben var lyserøde af indtørret Blodvand. Man havde haft ham i pinligt Forhør og vasket ham bagefter. Begge hans Tommelfingre var blaa og hang brækkede ved Haanden.

Dommeren blev færdig, og Bøddelen førte Zacharias hen til Stigen, han gik villigt op. Derpaa bar Rakkerknægten Carolus op paa Vedstabelen og tog ham ud af Sækken. Der gik en Orkan over Menneskemængden, de skreg og truede, da de saa det gyselige Misfoster, nogle svor og andre sang Salmer. Carolus blev lagt ned tæt ved Pælen, som ragede op midt i Baalet; Zacharias fik en Lænke om Livet.

Saa gik Bøddelen ned og tændte Baalet. Der var nu dødsensstille paa hele Torvet.

Til at begynde med røg det stærkt, og der bredte sig en Ængstelse mellem Tilskuerne, for at Ofrene skulde blive kvalt. Men Træet var knastørt, og da Ilden først havde faaet rigtigt fat og begyndte at brumme i Trækhullerne, røg det ikke videre. Træet knitrede og sprang med høje Knald, de første klare Luer hoppede begærligt ud mellem Brændestykkerne og fangede op efter Synderne.

Da gik Zacharias frem fra Pælen, saa langt som Lænken kunde naa, og raabte roligt:

Er Mikkel Thøgersen her tilstede?

Mikkel blev frygtelig angst, der hvor han stod. Han tog Øjnene til sig, og det lykkedes ham at staa fuldstændig som uberørt. Han dukkede sig og vendte Hattepulden mod Baalet for ikke at blive opdaget af Zacharias. Ikke en eneste fattede Mistanke om, at det var ham, hvis Navn var bleven raabt, heldigvis. Han aandede op igen.

Luerne tog forfærdelig hurtig til i Magt, de slog op, saa at man kunde mærke Lufttrykket og Heden langt hen. Zacharias flyttede sig frem og tilbage for Ilden. Da ingen svarede, stod han stille og syntes at belave sig paa at sige noget.

Men i det samme ramte en lang glubsk Lue ham og sved i et eneste Pust Kitlen og Hatten af ham. Han stod nøgen, de skruplo nede i Forsamlingen, han krummede sig sammen og krøb i Ly ind til Pælen. Men nu slog Luerne op fra alle Sider, Zacharias kunde ikke blive siddende ved Pælen. Han rejste sig, og blev yderligt levende, han sprang omkring i Ilden, han dansede paa de brændende Planker. Pludselig brød han ud i et Par dyriske Hyl.

Mugit et in teneris formosus obambulat herbis.

Mikkel huskede Verset. Det kom ubetvingeligt over ham, han lo i dødelig Smærte.

Zacharias faldt nu om, tav og krøllede sig sammen. Hans ene Haand laa ud over Kanten af Baalet, og Mikkel saa, hvorledes Finger efter Finger buldnede ud i Ilden, indtil den sprang, dryppede og blev sort.

Se, se, se! lød det med stormende Vælde fra hundrede Munde mellem Tilskuerne. Og da Mikkel saa til, bemærkede han, at Carolus’ Hoved havde rejst sig deroppe paa Baalet. Han laa midt i Ilden og var øjensynligt levende endnu, men Hovedet laa ikke formløst, det stod fuldt ud fra Brynene i to tydeligt adskilte Halvdele, som hver for sig igen var delt i fyldige Vindinger.

Se! skreg Mængden i Rædsel. Og det var et grufuldt Syn, Blodet stred i det voldsomt spændte Hoved, Aarerne brød tykke og levende ud mod Huden. Hele Hovedet rørte paa sig, det lavede sig til Spring. Der maatte foregaa en Kamp i dets Indre.

Se nu! lød det i vildeste Ophidselse, se nu, se, se! Aarerne havde aabnet sig, og det sorte Blod krøb ud som Orme, der væltede sig i Ilden. Hovedet revnede paa flere Steder og begyndte at forkulle, der satte sig smaa Flammer rundt om paa det. Men ovenover det falmede Ilden snart og blev grøn som Edder, snart blussede den og løb i røde Hvirvler.

Baalet var nu paa sit højeste, det var en eneste stormsusende Lue. Der var kun en lille sort Stump tilbage af Zacharias. Saa skred hele Baalet paa en Gang sammen og blev en hvidglødende Hob. Heden slog saa stærkt ud derfra, at de nærmeste fik Vabler i Ansigtet, der opstod Trængsel og Panik. Men saa var det forbi.

Mange vilde siden paastaa, at de havde set Satan spille i Flammerne, blaa som Staal, og fare ud med Røgen, da Baalet skred.

Vinterens Røst

Kongen havde befalet Kuréren paa Taarnet at blæse Velkomstsignal, naar han saa Mikkel komme tilbage. Og godt og vel fjorten Dage efter Afrejsen begyndte Kureren ogsaa at blæse en Formiddag, men han holdt op midt i, som var han ikke vis i sin Sag. Efter et Øjebliks Tøven tog han fat igen og blæste med fuld Kraft Signalet ud. Mikkel kom ikke ridende tilbage, han var kørende, hans Hest gik bagefter Vognen med tom Saddel. Det regnede.

Port efter Port aabnede sig for Køretøjet og lukkede sig efter det igen, og omsider naaede det ind i Slotsgaarden.

Oppe paa Trappen stod Kong Christiern med Baret paa Hovedet og i sin falmede Skarlagens Kappe. Og paa hver sin Side af Trappen havde han plantet Jakob Spillemand og lille Ide. De stod smukke og tilfredse i Tagdryppet. Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med Fjolen parat og hyttede den for Væde under Frakkeopslaget.

Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa! Velkommen hjem.

Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen.

Guds Dros! udbrød Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat med dig, Mikkel?

Ja det var nok saa. Mikkel laa gusten og med halvt lukkede Øjne, det saa ud, som han var død. Kongen lagde hastig Bagen af sin Finger til Mikkels Ansigt og fornam, at han var varm endnu.

Lad os faa ham baaret op, befalede Kongen med blege Læber. Jakob, hent Portvagten! Hvor er de henne allesammen, kald paa Berent! Saa! Tag nu ved ham.

Mikkel kom til Live, mens de bar ham op; men han var yderst svag. De fik ham lagt i hans Seng oppe i Taarnstuen, og Kongen satte sig hos ham. Efter en Timestids Forløb begyndte Mikkel at se bedre ud, han fik lidt Farve igen. Nu laa han ogsaa saa godt.

Hvordan er det, Mikkel? spurgte Kongen bekymret.

Jo, Mikkel syntes endda. Men pludselig blev han igen ligbleg og svag. Han var saa bange for, at Kongen skulde begynde at snakke om Ærindet.

Hvor er du syg? spurgte Kongen.

Jeg er lam i venstre Side, læspede Mikkel. Der var noget i Vejen med Tungen.

Hum! Kongen sukkede meget beklemt. De tav en Stund. Mikkel blev snart urolig, han famlede omkring med højre Haand og aabnede Munden, saa paa Kongen og saa fra ham igen. Det laa saa tungt paa ham, det med Ærindet, nu vilde han have det overstaaet. Kongen forstod ham endelig og slog det hen; det kunde de jo altid snakke om. Men Mikkel havde paa Hjemvejen udtænkt en Historie om Udfaldet af Rejsen, den vilde han have fortalt. Kongen skulde ikke vide Sandheden.

Da Kongen saa, at Mikkel absolut vilde af med Besked, søgte han at hjælpe ham:

Du naaede altsaa derned?

Jo, stammede Mikkel forpustet, han saa bort for at skjule, hvor ulykkelig han var. Jo. Men jeg fik ingen Besked. Jeg fik ingen Besked. Jeg blev syg og maatte rejse forinden. Mikkel vendte under hede Taarer Ansigtet mod Væggen.

Naa jaja, sang Kongen beroligende. Jamen det gør ingen Ting, Mikkel. Du skulde slet ikke være sendt afsted. Vi har angret det hver Dag siden. Nu skal du se at blive rask igen.

Kongen talte mange trøstende Ord til sin gamle Fængselskammerat, og Mikkel laa ganske stille i den gode Seng, taknemlig og sønderknust. Noget efter saa Kongen, at han var ved at falde hen, de forgræmmede Træk glattedes. Han for op et Par Gange i Halvsøvne med lukkede Øjne, og Sorgfuldhed og Smærte drog sig over hans Ansigt, saa glattedes det igen langsomt ud, indtil han endelig sov med tomme Træk. Kongen listede forsigtigt fra Sengen og satte sig til at læse.