Leonora Christina Ulfeldt's "Jammers-minde". En egenhændig skildring af hendes fangenskab i Blaataarn i aarene 1663-1685

Kjøbenhavn, den 1. Juni 1869.

S. B. Smith.

Fortalen
Til mine Børn.

Hierte kiere Børn! Billigen kand ieg med Iob sige: Der som man min Iammer kunde weye oc mine Liidelser tilsammen i en Wect-Skaal legge, da skulle de were tyngere end Saand i Haffuet. Ia wißeligen erre mine Liidelser stoere oc mange, de erre tunge oc vtallige[10]. Mit Sind haffuer lenge offuer denne Iammers Minde werret striidig, ey kundende slutte, om ieg mig icke snarere skulle bemøde mine Liidelser att forglemme end dennem att ihuekomme. Men endeligen haffuer tilskyndende Aarsager mig dreffuen icke alleeneste min Iammer att ihuekomme, men den endoc vdi Pennen att forfatte oc Eder, mine kiære Børn, den att tilskriffue[11].

Første tildriffuende Aarsage er Guds Allmectigheds Errindring, efftersom ieg ey min Iammer, Angst, Nød oc Smerte ihuekomme kand foruden tillige med mig Guds Allmact att errindre, som vdi alle mine Liidelser, Elendigheder, Hiertesorrig oc Bedrøffuelser min Krafft oc Hielp, min Trøst oc Bistand haffuer werret; thi aldrig lagde Gud mig saa snart en Byrde paa, att hand io med ded samme mig effter Byrdens Tyngde Styrcke gaff, saa att Byrden mig wel krum nederbøyede, mig hart knuede oc tryckte, men dog ey slet nederslog, knusede oc vndertryckte, for huilcket den vbegriibelige Guds Allmectighed skee Loff oc Priis i Ewighed. Wil mig alt saa icke alleeneste min Iammer errindre oc Gud for sin naadige Bistand i alle tilføyede bedrøffuelige Tilfald tacke, men endoc Eder, mine kiere Børn, Guds Goedhed imod mig kundgiøre, paa ded I Eder icke alleeneste offuer den Allerhøyestis v-begriibelige Hielps-Gierninger kunde forundre, men endoc med mig der vdoffuer i Tacksigelsen indstemme. Thi med Skiel skal I kunde sige, att Gud vnderlige Ting imod mig giort haffuer[12]; att hand haffuer werret mectig vdi mig suage oc sin Krafft vdi mig, ded allerskrøbeligste Redskab, bewiißet. Thi huorledis haffde ded ellers werret muligt, att ieg saa mange offuer stoere, plutzlige oc v-formodentlige, vlyckelige Tilfælle haffde kundet imodstaa, om hands Aand icke vdi mig sin Wirckning haffde giort? Gud war den, som selffuer traadde ind med mig aff Taarne-Døren, hand war dend, som racte mig sin Haand oc striide for mig vdi Mißdædernis Fengsel, som kaldis den Mørcke-Kircke. Hand haffuer siden stetze, nu nesten ellffue Aar, worren inden mine Fengsels-Døre oc vdi mit Hierte, haffuer styrcket, trøstet, queeget, ia offte endoc glæd mig. Gud haffuer giort vnderlige Ting imod mig, thi ded er meere end vbegribeligt, att ieg saa stoere mig offuerkomne Vlycker haffuer kundt offuerleffue, beholdendis min Fornufft, Sind oc Santz. Ded er sig høyligen offuer att forundre, att mine Lemmer icke erre krumpen oc contract aff Liggen oc Sidden, att mine Øyen icke erre dumme, ia gandske blinde aff Graad, aff Røg oc Smøg, att ieg icke er stackaanded aff idelig Lyßetaande oc Qualm, aff Stanck oc indklemte Lufft. Gud allene Æren!

Den anden tilskyndende Aarsage er den Trøst, ded Eder, mine kiære Børn, wil were, att I formedelst denne Iammers-Minde forsickris, att ieg vskyldeligen liider, att mig icke ringeste Sag er tillagt, oc att ieg intet er bleffuen beskylt, for huilcket I, mine kiære Børn, tør bluis oc Øynene skammeligen nederslaa. Ieg liider for att haffue werret ælsket aff en dydig Herre oc Hoßbonde, for att ey haffue hannem i Vlycken wilt forlade; susspiceris derfor att wide om ett Forræderi, hand aldrig er bleffuen for tiltalt, mindre offuerbewiist, huis Beskyllings Aarsage mig ey bleff forstendiget, ihuor smaaligen oc weemodeligen ieg ded war begierendis. Lader ded were Eders Trøst, mine kiære Børn, att ieg haffuer en naadig Gud, en goed Samwittighed oc en frii Foed att staa paa, att ieg aldrig nogen skammelig Gierning haffuer giort. Ded er en Naade hoeß Gud, siger Apostelen St. Peder, om nogen bærer ded onde formedelst en goed Samwittighed oc liider Vret. Ieg liider, Ære wære Gud! icke for mine Mißgierninger, thi da war ded mig ingen Roeß, men ieg kand roeße mig aff, att ieg aff Vngdom op Christi Kaarßdragerske haffuer werret oc hafft v-trolige himlige Liidelser, huilcke effter mine Aar oc Alder ware wel tunge att bære.

I huor wel min Iammers-Minde icke widre indholder eller om melder, end huis sig med mig i dette Fengsel paa elffte Aar haffwer tildraget, saa kand ieg dog icke forbigaa Eder, mine kiære Børn, mine forrige Liidelser korteligen i denne Fortale att paaminde, tackende Gud for diß Offuerstriidende.

Eder, mine hierte kiære Børn, er icke alleeneste witterligt, men ded er endoc landkyndig, huad stoere Liidelser oc effterfølgende Vlycker Dina oc Walter med derris mectige Anhang worris Huuß paaførte Anno 1651[13].

At ieg intet skal melde om saa mange modige oc tunge Dagis Reiser, om Haffs-Nød oc mange Slags Farligheder, ieg vdi fremmede Lande fristet haffuer, den eeneste Reiße wil ieg Eder alleene til Gemøte føre, huilcken min Herre mig imod mit Sind befalede att giøre i Dannemarck Anno 1657. Den war Winter Dag, besuærlig oc farlig. Ieg liide Spott oc Forfølgelse, oc dersom Gud icke haffde giffuen mig Moed oc den ded betaget, som mig skulle griibe, da haffde ieg ey paa den Tiid vntgaaet Fengsels Vlycke[14].

I dragis wel til Minde, mine kiære Børn, huad ieg i den malmøske Arrest fiorten Maaneder liide oc vdstoed; att den største Naade, Hands kl. Majt. aff Suerrige, Konning Karl den tiiende, mig da bewiiste, war, att hand satte ded i mine Kaar, enten ieg wille were paa frii Foed oc raade for worris Goedz, eller oc med min Herre were arresteret. Ieg erkiendte den Naade oc ded sidste som ded skylligste vdwalde, actendis ded for en Lycke, att ieg min da sorgefulde oc siden med Sygdom behafftede Hoßbonde maatte trøste oc tienne. Ieg antog ded oc for en Naade, att mig bleff tilsted (der min Herre for Suaghed ey selffuer kunde) for hannem att gaa i Rette. Huad Hiertesorrig oc Bedrøffuelse ieg for min skrøbelige Herre haffde, huad Møde, Besuæring oc Bekümring Processen (som offuer nii Vger dagligen bleff forretagen) mig foraarsagede, ded weed den høyeste Gud, som war min Trøst, Styrcke oc Bistand, som mig gaff Moed oc Hierte for en Siddendis-Rett min Herris ærlige Naffn att forsuare[15].

Eder er wel icke forglemt, huor hastig en Vlycke anden fuldte, huorledis den Liidelse ey war forbi, førend en langt større hender Haanden racte; oc gick ded oß da, som Poëten siger: Incidit in Scyllam, qui vult vitare Charibdin. Wii vntgick en Arrest oc falt i ett hart Fengsel, vden Tuiffuel formedelst Guds Tilskickelse, som min Herre (imod worris Tagen Affskeed) gaff de Tancker sig til Kiøbenhaffn i Steden for Lybeck att forføye. Huor hierteklemt ieg bleff, der ieg imod all Formoding min Herre i Kiøbenhaffn for mig fant (huilcken ieg formeente alle hands Fiinders Mact oc Wold att were vntkommen), ded kand ieg med ingen Pen beskriffue. Ieg wentede ded, som min Herre icke troede, huilcket dog strax der paa fulte, som war en Arrest, oc bleffue wii anden Dagen effter min Ankomst (effter huilcken biiedis) tagen til Fanger oc førte til Borringholm, huorhelst wii sytten Maaneders Tiid hart ware fengselet[16]. Huad ieg der liide, derom haffuer ieg en fuldkommen Beskriffning giort[17], som ieg formoder vdi Eders, mine kiere Børns, Giemme findis, huor vdaff I seer, huad ieg med min suage Herre vdstoed, huor offte ieg større Vlycke affwergede, efftersom min Herre icke altiid med Taalmodighed Gouuerneurens, Adolff Foßis (som sig Fux kalte), onde Tractament kunde forsmerte. Tungt oc hart war ded att were aff en Bonde Søn spottet oc forhaanet, att were aff hannem sultet, truet oc høtt, men tyngere oc haardere att were syg vnder hands Gewalt oc høre aff hannem de Ord, att der som end Døden saed mig paa Læberne, saa skulle dog icke nogen Guds-Ords-Tiennere komme til mig. O stoer[e] Tyranni! Hands Ondskab war saa offuer Maade stoer, att hand icke kunde taale, at wii lettede huer andre Kaarßet, huor for hand ded saa forarbeydede, att wii effter ellffue Maaneders Forløb fra huer andre bleffue skilte, oc huer særdelis paa ded haardeste fengselet. Min Herre (som da alt war en gammel Mand) foruden Tienner, oc ieg, foruden Tiennerinde, finge ey lengre Lyß, end Afftens-Maaltiid warede. Ieg kand ey forbigaa den sex Maaneders haarde Skilßmiße oc bedrøffuelige Affskeed, wii fra huer andre toge, smerteligen att ihuekomme; thi for menniskelige Øyne saae ded icke anderledis vd end saa, som Gouuerneuren oß spaade, att ded wille were for den sidste Gang, wii huer andre her i Werden skulle see oc tale. Gud wed best, huor tung den Liidelse war, thi hand war den, som trøstede, som gaff Haab imod all Forhaabning, som gaff Moed, der Gouuerneuren mig besøgte oc wille mißtrøste. Gud stadfæstede mit Haab, Goedz oc Formue løste worris Fengsel[18], oc wii finge huer andre igien att see oc tale. Saa bedrøffuet min Herre war, der wii fra huer andre paa Borringholm bleffue skilte, saa glad war hand, der hand toe Aar der effter til den engelske Reiße mig haffde offuertalt, ey tenckendis, att den oß for alltiid skulle attskillige. Min Herre, som haffde alt for goed opinion om Kongen aff Engeland, meente, att nu, hand war til Tronen kommen, att hand icke alleeneste sine stoere mundtlige oc skrifftlige Løffter skulle ihuekomme, men sig oc errindre, att ieg vdi hands Nøds- oc Landtflyctigheds Tiid tog Ringene aff Fingerne oc for hands oc hands Tienneris Maaltiider vdsatte. Men huor nødig ieg mig den Reiße paatog, ded er nogle aff Eder, mine kiære Børn, bekiendt, wel wiidende, att hoeß en vtacknemmelig ey anded end Vtacknemmelighed er att hente oc wente. Ieg haffde andris Exempler att speile mig vdi, men ded war mig saa forrelagt. Der ware beeske Stycker Brød for mig tilskaarren, oc bitter Kaarß-Galle for mig indskenket vdi ded Blaa-Taarn paa Kiøbenhaffns-Slott; did skulle ieg, ded der att æde oc att vddricke.

Eder er icke v-witterligt, huor falskeligen Kongen aff Eng. med mig handlede, huor wel hand tog imod min Komme, huor hand mig med ett Iudas-Kyß helste oc sin Fencke tittulerede, huorledis hand baade selffuer, saa wel som wed sine høye Ministri, all kl. Gunst oc Naade forsickrede oc mig for de forstracte Penninger Betaling loffuede. I wiide, huor suigacteligen hand mig (effter Hs. kl. Mt. aff Dannemarckis Begiering) til Dovers loed arrestere oc siden wed den Forræder Lutenant Braten wiiß giøre, att hand mig himmeligen wille lade vntkomme, leuerende mig dermed i den danske Resident, Simon Petcons Hender, som med aatte bewæbnede Mænd mig loed anfalle; selff holte hand sig langt fra oc torde icke komme mig nær. De satte mig Degen oc Pistoll paa Brystet, oc tuende toge mig mellem sig oc satte mig i en Baad, huilcken mig førte til ett Skiib, som for^te Resident haffde tilreede, oc haffde hand befalet en Karl wed Naffn Peter Dreyer mig til Kiøbenhaffn att leedsage[19].

Her fra haffuer denne min Iammers Minde sin Begyndelse. Den melder om, huis mig inden ded Blaa-Taarens Døre er hentis. Betencker, mine hierte kiere Børn, diße haarde Liidelser; errindrer Eder oc Guds stoere Goedhed imod mig. Seer: aff sex Drøffuelser haffuer hand vdfriiet mig; wærer wiß paa, att hand vdi den syffuende mig ey lader sticke eller omkomme. Ney! hand wil for sit Naffns Ære[s] Skyld wældeligen mig vdriiffue.

Miine Liidelsers Fortelning er bedrøffuelig att paahøre oc kand de aller haardeste Hierter til Medliidenhed bewege; men lader dens Læßning Eder icke høyre bedrøffue, end Glæden den igien kand offuerweye. Betracter min V-skyllighed, Friimodighed oc Taalmodighed; glæder Eder der vdoffuer.

Mange smaa Widerwertigheder oc daglig Fortred er ieg for Witløfftigheds Skyld forbigaaet, ihuor wel den ringste aff dennem hart suee i mit ømme Drøffuelsis Saar.

Ieg bekiender mine Suagheder oc bærer ingen Sky Eder dennem att fortelle. Ieg er ett Menniske oc fuld aff menniskelige Skrøbligheder. De første Bewegelser staar icke vdi worris Mact, man offueriilis stønnem, førend man sig kand besinde. Gud wed, att ieg offte haffuer giort mig baade døff oc blind for icke til Wrede att opirris. Ieg skammer mig wed Slozfogdens Iohan Iægers, Kresten Maansøn Taarnegiemmers, Karen Ollis Daatters oc Catharina Wolffs vtuctige Ord, skiiden Snack oc groffue Plom[p]heder att indføre oc opregne; ded wille for meget ledere høfflige Ørne. Ded kand ieg Eder forsickre, att ded offuergaar alt ded, som v-teerligt, skidden, tølpersk oc v-sømmeligt kand were; thi groffue Ord oc fuull Tale war derris Wenligheds oc Mildheds Tegn, oc blodige Eeder derris Vsandferdigheders Smycke oc Beprydelse, saa att derris Omgiengelse war mig meget v-angenem. Ieg war intet gladere, end naar Dørene imellem mig oc dennem ware luct, som for mig lucke skulle, saa haffde ieg ickun Quinden alleene, huilcken ieg stønnem med goede, stønnem med Vdfuen oc Truen kunde komme til att tie.

Ieg haffuer endoc hafft goed Omgiengelse oc endnu haffuer, huis Tiennester oc Høffligheder ieg tilbørligen ihuekommer oc wil, saa lenge ieg leffuer, ihuekomme. I, mine kiere Børn, wille ded oc imod en huer effter Muelighed erkiende.

I finder oc vdi denne Iammers Minde tuende aff worris Huußis Hoffuit Fiinder, som [er] Iørgen Walter oc Iørgen Skrøder[20], offuer huilcke Gud mig haffuer hæffnet oc wille, att de skulle trenge til mig, oc ieg dennem skulle hußuale. Walter giffuer mig noget Anleding lided mere, end mit Forset war, om hannem att melde.

Aff de Psalmer oc aandelige Wiiser, ieg componeret oc translateret haffuer, indfører ieg nogle til den Ende, att I, mine kiere Børn, kand see oc kiende, att ieg mig stetze haffuer holt fast til Gud, huilcken haffuer wæret oc endnu er min Muur imod alle Anløb oc min Tilfluct imod alle Slags Moedgang oc Widerwertigheder. Giffuer intet Act paa Riimene; de erre icke effter alle de Regler, Poëterne sig giøre; men giffuer Act paa Materien, Meeningen oc Nytten. Ieg haffuer ey heller wilt mine andre smaa Tiidsfordriff forbigaa, thi der vdaff kand I Eder mit Sinds Roelighed forwiße oc see, att ieg ingen ledige Tiimer haffuer, [ia?] att en (for andre affskylig) Røtte mig endoc tienner til Tiidskortning.

Tuende Observationer haffuer ieg antegnet. Ihuor wel de erre om ringe oc foractelige Dyr, saa erre de dog merckelige, oc tuiffler ieg paa, att de aff nogen naturkündiger tilforne erre bleffuen i Act tagen. Thi att der findis ett Slags Kaal-Orme, som føder leffuende smaa Orme, oc saadanne som de er selff, troer ieg icke, haffuer før werret noteret. Mindre, att en Loppe føder en formeret Loppe, oc icke en Gned kommer aff en Gned[21].

Til Besluttning beder ieg Eder, mine hierte kiere Børn, att I icke lader ded Eder vnderlig forrekomme, att ieg icke haffuer wilt tage imod den Leylighed, wed huilcken ieg til min Friihed haffuer kundet komme. Naar I ded rett betencker, saa haffde ded huercken werret Eder eller mig tienlig. Ieg bekiender, att dersom min Herre, salig hoeß Gud, haffde werret i Liffue, att ieg da icke alleeneste haffde tagen imod Tilbudded, men endoc giort mit yderste mit Fengsel att vntkomme for hannem att opsøge, til sidste Aande-Dret att opwarte oc tienne; min Skyllighed haffde ded vdkræffuet. Men efftersom hand da alt war hoeß Gud vdi Huiile oc Roe oc ey nogen Menniskis Tienneste meere behøffuede, saa haffuer ieg billigen betractet, att den selfftagen Friihed oß paa alle Sider meere skadeligt end som gaffnligt were wille, oc att ded icke war der Wey til worris fratagne Formue att komme, huorfor ieg den vdslog oc søgte i ded Sted mit Hierte til Roelighed att skicke oc mit paalagte Kaarß taalmodeligen att bære. Wil Gud ded saa føye, oc er ded hands guddommelige Behag, att ieg med kongelig Naade min Friihed skal nyde, saa wil ieg oc med Glæde effter yderste Formue for Eder, mine hierte kiære Børn, wære ett Wersens Træl oc vdi Gierningen erwiiße, att ieg aldrig wiger fra min Plict, att ieg icke er mindre en goed oc retsinnig Moder, end som ieg haffuer werret en troe Hustru. Vdi midler Tiid lader Guds Willie were Eders Willie, hand wil alle Ting saaledis wende, føye oc lawe, att ded Eder oc mig til Siel oc Liiff kand gaffne; vnder huis trygge Waretect ieg Eder alle troligen wil befale oc bede, att hand Eders Fader oc Moder, Eders Raadførere oc Ledismand wille were. Beder I igien for mig, att Gud mig med sin goede Aand wil regiere oc fremdelis som hid ind til Taalmodighed forunde. Ded er alt ded, som søger hoes Eder

Mine hierte kiere Børn
Eders hulde Moder
Leonora Christina
V. E. G.[22]

Skreffuen i ded Blaa-Taarn Anno 1674 den 18. Iulii, mit Fengsels ded elffte Aar, min Fødsels Dag, oc Alders 53. Aar.

Iammers Minde

eller
En Ihuekommelse om, huis
sig med mig, Leonora Christina, vdi ded Blaa-Taarn tildraget haffuer fra Anno 1663 den 8. Augusti indtil Anno 1674 den 18. Iuli[27].

Sielden kand fremfarne Tiider vden Bedrøffuelse ihuekommis, thi enten haffuer de werret bedre eller wærre, end som de nærwærende erre. Haffuer de werret glædeligere, lyckeligere oc hederlige[re], saa bedrøffue[r] billigen derris Ihuekommelse, oc ded saa meget meere, som nerwærende sørgelige, vlyckelige oc spottelige monne were. Haffuer forrige Tiider werret bedrøffueligere, elendigere oc beklagligere end som nerwærende, da er derris Ihuekommelse vdi lige Maader sørgelig, thi man lige som paa engang alle fremfarne Vlycker oc Widerwærtigheder finder oc føler, huilcke man Tiid effter anden vdstaaet haffuer. Men efftersom alle Ting haffuer saa som tuende Hancker, huor wed de skal hæffuis, som Epictetus siger[28], den eene Hancke, siger hand, er liiderlig, den anden v-liiderlig, oc staar ded vdi worris egen Willie, huilcken Hancke wii wille griibe til att tage fat wed, den liiderlige eller den v-liiderlige; wil wii tage wed den liiderlige, saa kand wii alt forbigaaende, ihuor smerteligen oc bedrøffueligen ded endoc haffuer werret, lige saa wel oc føyligere glædeligen som sørgeligen ihuekomme; huor forre ieg wed den liiderligste Hancke wil fatte oc vdi Iesu Naffn min Ihuekommelse igiennem løbe, errindrendis all Iammer, Elendighed, Bedrøffuelse, Spott, Forhaanelser, Widerwertigheder oc Fortred, mig paa dette Sted erre møtte, oc ieg formedelst Guds Naadis Bistand haffuer offuerstriid, ingenlunde mig der vdoffuer bedrøffue, men tuert imod wed huer Post i sær mig Guds Goedhed errindre, tackendis den Allerhøyeste, som stetze med sin krafftige Hielp oc Trøst hoes mig haffuer werret tilstede, som haffuer mit Hierte regieret, att ded ey er wiiget fra Gud, som min Fornufft oc Forstand haffuer bewaret, att den icke er kommen vdi Willelse, som mine Lemmer Krafft oc naturlig Styrcke haffuer giffuet, ia, som mig Sindsens Roelighed oc Fornøyelse haffuer forunt oc endnu forunder. Dig, du vbegriibelige Gud, were loffuet oc priißet ewindeligen!

Til mit Forset att skriide: Ieg eracter nødwendigt att were at begynde min Iammers Minde med Begyndelsen aff den Dag, paa huilcken den fatal Afften aff mit Fengsel fulte, oc noget melde om, huis sig med mig paa Skiibet tildrog. Effter att Skipperen den 8. Augusti Anno 1663 wed 9 Slet om Formiddagen lided vden for St. Anna-Broe sit Ancker haffde kast, sendte Peter Dreyer[29] (som aff Petcon, da Kongl. Majt. aff Dannemarckis Recident i Engeland[30], war committeret mig att fremføre) Skipperen i Land med Breffue. Ieg klædde mig[31] oc satte mig vdi en aff Bodzmendenis Koyer paa Offuerlaaget med en stadig Resolution friimodeligen att tage imod alt ded, mig war forrelagt. Dog wentede ieg ingenlunde ded, mig hendede; thi foruden ded, att ieg haffde en goed Samwittighed oc wiste mig intet ont att paastaa, haffde ieg adskillige Gange spurt for^te Peter Dreyer om Aarsagen, huorfor ieg saaledis bortførtis. Da gaff hand mig altiid de Suar, som den Forræder Braten[32] i Dovers mig gaff (naar ieg hannem om Aarsagen til min Arrest spurte), som war, att mig maaskee General Major Fuxsis Død[33] tillagdis, oc att der meentist, ieg min Søn til ded Dødslag haffde persuaderet; sagde sig ingen anden Aarsage att wide. Wed 12 Slet kom Nels Rosenkrantz, da Oberste Lütenant[34], [oc] Statz Major Steen Andersøn Bilde[35] med nogle Musquetterer om Borde. Oberste Lütenant Roßenkrantz helste mig intet. Statz Majoren spatzerede frem oc tilbage oc gick mig flux nær, huilcken ieg en passant spurte, huad paa Færde war. Hand suarte intet anded end: »Bonne mine, mauvois ieu«; der aff war ieg liige wiiß. Vngefer wed 1 Slet kom Capitain Bendix Alfelt[36] med flere Musquetterer om Borde, oc effter att hand noget lided med Peter Dreyer haffde talt, gick Dreyer til mig oc sagde: »Ded er befalet, att I skal gaa ind vdi Cajutten.« Ieg sagde: »Gierne,« oc gick strax. Lided der effter kom Capitain Alfeldt ind til mig oc sagde att haffue Ordre miine Breffue, Guld, Sølff, Penge oc min Kniiff aff mig att fordre. Ieg suarte: »Gierne«, tog mine Armbaand oc Ringe aff, samlet i Haabe alt, huis ieg løst hoeß mig haffde aff Guld, Sølff oc Penge, oc flyde hannem. Skreffuet haffde ieg intet vden Copier aff, huis Breffue ieg Kongen aff Engeland haffde tilskreffuen, Annotationer om ett oc anded, min Reiße angaaende, oc nogle engelske Vocabler; ded offuerleuerede ieg hannem oc. Dette forneffnte lagde Alfeldt vdi en Sølff Senge Potte, ieg med mig haffde, oc den vdi min Nerwærelse forseglede; foer der med fra Borde. En Tiime eller noget meere der effter kom General Major Friderich von Anfeldt[37], Commandant i Kiøbenhaffn, loed begiere, att ieg wille komme vd til hannem vden for Cajutten. Ieg parerte strax. Hand helste mig, gaff mig Haand oc brugte mange Complimenter, talte stetze franzøsch. Hand glædde sig wed min Helbred, hand war ræd, att Søen haffde incommoderet mig; ieg skulle icke lade mig forlenge, ieg skulle snart anderledis accommoderis. Ieg tog wed de sidste Ord oc smiilende sagde: »Monsieur siger anderledis, men icke bedre«. »Io wißeligen«, replicerte hand, »I skal dertil bliffue wel accommoderet, I skal bliffue besøgt aff de allerfornemste aff Riget.« Ieg forstoed wel, huad hand dermed meente, men suarte: »Ieg er want wed att omgaaes fornemme Folck, derfor skal ded icke komme mig fremmet for.« Der paa kalte hand ad en Tienner, aff huilcken hand for^te Sølff Senge-Potte (som Cap. Alfeldt med sig tog) fordrede. Ded Papir, Cap. Alf. der offuer haffde forseglet, war aff brut. Gen. Majoren wente sig med den til mig oc sagde: »Her haffuer I Eders Iuëler, Guld, Sølff oc Penge igien; Cap. Alf. haffuer forstaaet Vret, ded war ickun Breffue, hand war beordret att afffordre, oc de erre alleeneste vdtagne oc bleffuen paa Slottet; offuer ded øffrige kand I disponere, som I selffuer wil«. »I Guds Naffn« (suarte ieg); »saa er mig tilsted att sette miine Armbaand oc Ringe paa igien?«. »O Iesus« (sagde hand), »de erre io Eders, I haffuer der offuer att disponere«. Ieg satte Armbaand oc Ringe paa, ded øffrige flyde ieg min Pige. Hands Glæde teede sig icke alleeneste vdi hands Ansict, men hands Mund war fuld aff Latter oc løb offuer aff Lystighed. I blant anden Tale sagde hand att haffue hafft den Ære att kiende tuende aff mine Sønner, huilcke hand i Holland haffde med omgaaet, roeste dennem paa ded beste. Ieg complimenterte hannem, saa som der paa hørte, loed, som ieg tenckte, att hand talte aff ett gott Hierte. Hand gaff sig til allehaande Skiemt, særdelis med min Pige, syntis, att hun war smuck, vndrede for, att ieg torde holde saa smucke Piger; de holsteinske Fruer, naar de holte smucke Piger, war alleeneste for att sette Manden i Humeur; giorde der en lang discours om, huorledis de bar sig ad, med anden dißlige v-toen Snack, hand til min Pige haffde. Ieg suarte intet anded, end hand wist maatte tale aff Erfarenhed. Hand talte allehaande Lapperi til min Pige, men hun suarte icke ett Ord. Siden sagde mig Slozfogden, att hand, von Anfeldt, haffde i ded første bragt Kongen i den Troe, att min Pige war min Daatter, oc att Kongen lenge war i de Tancker. Endeligen effter lang discours tog Gen. Majoren Affskeed med den Compliment, att ieg icke wille lade mig forlenge, hand wille snart komme igien; spurte, huad hand Hands kl. Mt. skulle sige. Ieg bad, att hand paa beste Maade mig vdi Derris Majt. Maits. Naade wille recommendere, ieg wiste icke meget att lade sige, eller huorom ieg skulle lade bede, ey widende, huad de med mig haffde i Sinde. Der Klocken war imod tre, kom Gen. Maj. von Anfelt igien, war meget latterfuld oc glad, bad om Forladelse, att hand saa lenge haffde werret borte. Ieg skulle icke lade mig Tiiden bliffue lang, ieg skulle snart komme vdi Roelighed; hand wiste wel, att ded Folck (i ded wiiste hand paa Musquettererne, som stoede langs paa begge Sider aff Skiibet) ware vstyrige oc incommoderede, oc att Roelighed tiente mig best. Ieg suarte der til, att ded Folck mig intet incommoderte, men att Roelighed mig wel skulle tienne, efftersom ieg 13 Dage vdi temmelig hart Wær haffde holt Søen. Hand foer fort i siine Complimenter oc sagde, att naar ieg kom vdi Byen, skulle hands Frue giffue sig den Ære mig att opwarte, »oc efftersom mig synnis« (sagde hand), »att I icke megen Bagage haffuer med Eder oc maaske icke nødwendige Klæder, saa skal hun forskaffe, huis Eder kand behøffue«[38]. Ieg tackede hannem oc sagde, att Æren skulle were min, om hands Frue mig besøgte, men min Bagage war saa stoer, som mig end om Stunder fornøden giordis; skulle ieg i Fremtiiden noget behøffue, wille ieg forhaabe, att hun for diß Omhue skulle bliffue forskaanet; ieg haffde icke den Ære att kiende hender, bad hannem dog att formelde hender min Tienneste. Hand fant paa allehaande discours, om Birgitte Speckhans[39], om adskillige Lappalia, Tiiden med att fordriffue, huilcke icke erre wært att ihuekomme, mindre att optegne. Endeligen kom Bud, att hand skulle føre mig fra Skiibet, huorfor hand med Høfflighed sagde: »Lyster Eder, Madame, att træde i denne Baad, som her ligger hoes Skiibet?« Ieg suarte: »Mig lyster alt ded, ieg skal oc mig aff Hs. kongl. Majt. befalis«. Gen. Majoren tren først neder i Baaden oc racte mig Haanden; Oberste [Lütenant] Roßenkrantz, Capitain Alfeldt, Peter Dreyer oc min Pige ginge med i Baaden. Oc efftersom vtallige Folck sig haffde forsamlet ded Spetackel att ansee, ia en stoer Deel haffde sig paa Baade begiffuen for mig til Nøye att beskue, holt hand stetze Øye med mig, oc [der hand] saae, att ieg mig snart til den eene oc snart til den anden Siide wente for dennem derris Fornøyelse att giffue, sagde hand: »Folcket glæder sig«. Ieg saae da ingen, som gaff Glædis Tegn vden hand, huor for ieg suarte: »Den, sig glæder i Dag, kand icke were wiß paa, att hand icke græder i Morgen; men ieg seer, att enten ded er til Glæde eller til Sorrig, da løber Folck liige tycke tilsammen, oc mange forundrer sig offuer ett Menniske«. Der wii komme lided bedre frem, saae ieg den bekiente v-dydige Birgitte Vlfelt, som sig glædde[40]. Hun haffde sig paa en Postwogn begiffuet; bag hender saed en Karl til Anseen som en Studenter. Hun kiørte langs Stranden. Der ieg wente mig om til den Siide, stoed hun op i Wognen oc loe aff all sin Mact, høyt skingrende. Ieg saae lenge paa hender, skammede mig offuer henders V-forskammenhed oc offuer den Spott, hun giorde sig selffuer, ellers irrede ded mig ey meere end Hundene derris Bieffen, thi ieg actede begge lige meget[41]. Gen. Majoren holte mig stetze med Snack oc loed aldrig sit Øye fra mig, thi hand war ræd (som hand siden sagde), att ieg skulle styrte mig i Wanded (hand dømte mig effter sig selffuer; hand kunde Lyckens Wedermoed ey bære, huilcket hands Endeligt nock vdwiiste, thi ded war ickun for en Æris Tittel, en anden for hannem fick, att hand tabte Sind oc Santz. Hand wiste icke, att ieg aff en anden Aand regiertis end som hand, huilcken mig gaff Styrcke oc Moed, i ded Sted att hands Aand, hand tiente, hannem i Fortuiffuelse bortrycte[42]). Der Baaden lagde an wed den liden Broe, som er wed Renteriet, steeg Capitain Alfeldt i Land oc racte mig Haanden, leedde mig op ad Slotz-Broen. Paa Slotz-Platzen holte Regimenter til Hest oc Foedz, oc Musquetterer stoed paa begge Sider, huor ieg frem gick. Paa Slotz-Broen stoed Iockum Walburger, Slotzfogt, som gick frem for wed mig, oc efftersom Folcket haffde slaget sig i Rad paa begge Siider indtil Kongens-Trappe, loed Slotzfogden saa, som hand wille gaa den Wey, men wente sig knap oc sagde til Alfelt: »Hir her«, oc gick der med til ded Blaa-Taarns Dør, stoed en rom Tiid vdden for oc famlede med Nøglen, loed, som hand icke kunde lucke op, for att lade mig lenge were Folckis Spetackel[43]. Oc saa som mit Hierte war rettet til Gud, oc min Tilliid war til den Allerhøyeste, opløfftede ieg vdi midler Tiid mine Øyen op til Himmelen, søgende der Styrcke, Krafft oc Redning, huilcken mig oc naadeligen bleff giffuen. (En Hendelse wil ieg ey lade v-melded forbigaa, som er, att da ieg mine Øyne til Himmelen opslog, fløy en skrigendis Raffn offuer Taarnet, oc hannem fulte en Flock Duer, som oc fløye samme Wey.) Endeligen effter lang Tøntelen lucte Slotzfogden Taarndøren op, oc bleff ieg aff for^te Cap. Alfeldt i Taarnet indleed[44]. Min Piige, som sig tilbød att følge, bleff aff Gen. Maj. von Anfeldt til raabt, att hun skulle bliffue tilbage. Slotzfogden gick op aff Trappen oc wiiste Alfeldt Weyen ind vdi ett Mißdæders Fengsel, som er giffuen ded Naffn aff den Mørcke Kircke. Der quitterede Alfeldt mig med en Suck oc liden Reuerentz. Ieg kand hannem ded med Skiel efftersige, att hands Ansict en Medliidenhed vdwiiste, oc att hand nødig den Befaling effterkom. Klocken slog halffgaaen fem, der Iockum mit Fengsels Dør lucte. Ieg fant for mig ett lided law Bord, huor paa stoed en Meßings-Liuße-Stage med ett brendende Liuß, en høy Stoel, toe smaa Stoele, en Fyrre-Seng foruden Stolper, opreed med gamle haarde Sengeklæder, en Natt-Stoel oc Senge-Potte. Paa alle Siider, huor ieg mig wente, møtte mig Stanck; war ey Vnder, thi trende Bønder, som der haffde werret fengselet, ware samme Dag vdtagne oc andenstetz hensatte, huilcke derris Behoff langs ad oc wed Weggene haffde giort. Lided effter, att Døren war luct, bleff den igien aabnet, oc kom ind til mig Greffue Christian Rantzow, Premier Ministre, Peter Retz, Canzeler, Christoffer von Gabel, da Rentemester, oc Erick Krag, da Secreterer[45], huilcke mig alle med Civilité Haanden gaff. Canzeler holt Orded oc sagde: »Hands kongelig Majstet, min allernaadigste Herre oc Arffue Konning, lader Eder, Madame, sige, att Hs. Majt. haffuer høye Aarsager til ded, hand giør imod Eder, som I skal faa att wiide«. Ieg suarte: »Ded er for mig att beklage, att der skulle findis Aarsager; wil dog formode, att de icke erre saaledis, att Hs. kl. Majts. Vnaade lenge skal ware, naar ieg maa faa Aarsagen att wide oc mig forsuare«. G. Rantzow sagde: »I skal nock faa Loff att forsuare Eder«; huißkede noget til Canzeler, huorpaa Cantzeler giorde nogle Spørßmaal, først: Om ieg haffde nu sidste Reiße werret med min Mand i Franckeriige? Ieg suarte ia der til. For ded anded: Huad min Mand der giorde? Der til suarte ieg, att hand formedelst hands Suagheds Skyld consulterde Medici, om ded hannem war tienlig att bruge de warme Bad der i Landene[46], huilcket ingen hannem wille raade, hannem haffde oc fra raad en Medicus i Holland wed Naffn Borri[47], der hand hannem om hands Betenckende adspurte. For ded 3.: Huad mit Erinde war nu sidst i Engeland? Til dette suarte ieg mit Ærinde att haffue werret en Sum Penninge att indfordre, huilcken oß Kongen aff Engeland war skyllig, oc wii hannem vdi hands Nød haffde forstract. For ded 4.: Huem der war med mig i Engeland? Ieg Naffn gaff dennem, som ware med mig i Engeland, nemlig en Herremand wed Naffn Cassetta[48], min Piige, som med mig hidkom, en Lacquei, som bleff i Engeland, wed Naffn Frantz oc Herremandens Tienner. For ded 5.: Huem der besøgte min Mand til Bryg? Ieg kunde ded icke egentlig sige, efftersom min Herre tog imod Besøgelser vdi ett Kammers à part, huor ieg icke kom. G. Rantzow sagde: »I wed wel, huem der meest kom til hannem?« Ieg suarte, att aff dennem, ieg kiendte, kom meest til hannem tuende Brødre aff de Arander[49], for^te Cassetta oc en Herremand, som heder Ognati[50]. For ded 6. spurte Canzeler: Huem ieg heri Landed haffde med corresponderet? Huor til ieg suarte att haffue skreffuen H. Hendrick Bielcke til[51], Olluff Brockenhuuß[52], Frue Elße Paßberg[53] oc Frue Maria Vlfeldt[54]; ieg mintist ey fleere. G. Rantzow spurte: Om ieg haffde fleere Breffue end de, ieg fra mig haffde leueret? Huor til ieg suarte ney, ingen fleere att haffue. Hand spurte widre: Om ieg haffde hafft fleere Iuëler med mig, end som de haffde seet? Ieg suarte att haffue hafft toe Rader smaa trinde Perler om min Hatt oc en Ring med en Demant vdi, huilcket ieg en Lutenant i Dovers wed Naffn Braten (som mig siden forraade) haffde giffuen. G. Rantzow spurte: Huor meget de Perler wel kunde were wært? Ded kunde ieg icke egentlig sige. Hand meente, att vngefehr wiste ieg ded wel. Ieg sagde, 200 Rdr. eller lided meere ware de wel wært. Der paa taw de alle noget stille. Ieg beswærede mig offuer ded haarde Fengsel, att ieg saa ille skulle medhandlis. G. Rantzow suarte: »Ia, Madame, Hands kongl. Majt. haffuer høy Aarsage der til; wil I bekiende Sandhed oc ded i Tiide, saa er der maaskee Naade att forwente. Haffde Marichal de Birron bekiendt Sagen, der hannem paa Kongens Wegne bleff adspurt oc kongl. Naade bleff tilbøden, saa fremt hand sin Sandhed wille sige, da haffde ded icke gaaet hannem saa, som ded gick[55]. Ieg haffuer laded mig sige for Sandhed, att Kongen aff Franckriige wille haffue giffuen hannem sin Forseelse effter, dersom hand den i Tiide haffde bekiendt; der for betencker Eder, Madame!« Ieg suarte: »Huad mig paa Hs. kl. Mts. Wegne om adspørgis oc mig witterligt er, ded skal ieg vdi all Vnderdanighed gierne sige.« Der paa bød G. Rantzow mig Haanden, oc ieg med faa Ord errindrede hannem mit Fengsels Haard[h]ed. G. Rantzow loffuede ded Hs. kl. Mt. att andrage. Der effter gaffue de andre Haanden oc ginge bort[56]. Mit Fengsel war lided tilluct, huorfor ieg tog den Leilighed oc stack hid oc did i Huller oc iblant Gruuß ett Guld Slag-Werck, en Sølff Pen, som giffuer Bleck fra sig, oc som med Bleck war fylt, oc ett aff Skilkrøt oc Sølff [forarbeidet?] Saxefoeder. Dette war neppeste forrettet, der Døren atter bleff igien opluct, oc kom ind til mig Dronningens Hoffmesterinne, hendis Kammer-Quinde oc Prouiant-Skriffuerens Quinde, Abel Catharina[57]. Den sidste kiendte ieg. Hun oc Dronningens Kammer-Quinde haffde Klæder att bære, som bestoede vdi en lang Silcke stoppet Natkiortel, offuer dragen med liifarffue Skillert oc huid Skillerts Vnderdret, et Lærritz Skiørt, tryckt med sort i Kniplings Munster omkring, et Par Silcke Strømper, et Par Tøffler, en Serck, ett Forklæde, en Nattmantel oc tuende Kamme. De helßede mig icke. Abel Cath. holt Orded oc sagde: »Ded er Henders Majts. Dronningens Befaling, att wi skal klæde Eder aff Eders Klæder, oc att I skal haffue diße igien.« Ieg suarte: »I Guds Naffn!« Saa løste de aff mit Hoffuet min Walck, vdi huilcken ieg Ringe oc mange løße Demanter haffde indsyet. Abel Cath. følte offuer alt i mit Hoffuit, om intet war stucken i Haaret; sagde til de andre: »Der er intet, wii haffuer icke Kammene behoff«. Abel Cath. begierte Armbaandene oc Ringene, som for den anden Gang mig bleffue fratagne. Ieg tog dennem aff oc flyde hender, saa nær som en liden Ring, mig gick paa ded yderste Leed aff min Liden-Finger, kunde werret lit meer end som en Rdr. wært; den bad ieg om att maatte beholde. »Nein« (suarte Hoffmesterinnen), »Ihr sollet nichts behalten.« Abel Cathr. sagde: »Ded er oß saa høyt forbøden att lade Eder ded allerringeste; ieg haffuer maat swære Dronningen paa min Siæl oc Salighed, att ieg skulle flittig søge oc icke lade Eder ded allerringste, men der for skal I icke miste ded; ded skal altsammen forseglis oc Eder til beste forwaris, ded haffuer, som Gud! Dronningen sagt.« »Wel, wel, i Guds Naffn!« suarte ieg. Hun drog mig alle mine Klæder aff. Vdi mit Vnder-Skiørt haffde ieg giemt Ducater vnder de brede Guld-Kniplinger, vdi min Silcke Camisolle ett lided Demants-Smycke, vdi Foeden aff miine Strømper Iacobusser oc Saphirer i mine Skoe. Der hun wille drage mig Sercken aff, bad ieg den att beholde. Ney, soer hun wed sin Siæl ey att torde. Saa blottede de mig gandske, oc gaff Hoffmesterinnen Abel Cathr. en Nick, huilcken hun icke strax forstoed, huorfor Hoffm. sagde: »Wißet Ihr wol, was Euch befohlen ist?« Derpaa søgte Abel Cathr. med sin Haand paa ett himlig Sted oc sagde til Hoffm.: »Neen, bii Gott! dar ist nichts.« Ieg sagde: »I handler v-christeligen oc v-tilbørligen med mig.« Able Cathr. suarte: »Wii erre ickun Tiennerinder, wii faar att giøre, huad oß er befalet; wii skal leede effter Breffue oc icke effter anded, alt ded anded skal I faa igien, ded skal wel forwaris.« Der de mig saaledis spoleret oc i de Klæder, de mig bragte, igien i klæd haffde, kom Hoffmesterindens Dreng ind oc leete offuer alt med Able Cathr., fant oc alt, huis ieg haffde skiult. Gud forblindede dennem alligewel, saa de icke bleffue mine Demants Ørringe war oc nogle Ducater, ieg vdi Lær indsyed haffde om mit eene Knæ; en Demant paa en 200 Rdr. reddede ieg oc, den haffde ieg paa Skiibet bit vd aff Gullet oc kast Gullet i Stranden; Steenen haffde ieg da i Munden[58]. Hoffmesterinden war meget haard; de kunde icke leede hender wel nock. Hun loe mig vd nogle Gange oc kunde ey heller liide, ieg saed, spurte, om ieg icke kunde staa, om mig skade noget. Ieg suarte: »Mig skader alt for meget, men ellers kand ieg wel staa, naar fornøden giøris« (ded war ey Vnder, att Hoffmesterinnen kunde wel Plündrings Ordre excequere, hun haffde lenge fult henders sl. Mand, Obr. Schaffshaußen, vdi Kriigen.) Der de nu alle Steder med Fliid haffde offuersøgt, toge de alle mine Kleder foruden en Tafftis Kappe til Hoffueded med sig oc ginge bort. Oc kom Slotzfogden strax ind med sin Hatt paa oc sagde: »Leonora, warumb habet Ihr Ewre Sachen versteckt?« Ieg suarte hannem icke ett Ord, thi ieg haffde fattet den Resolution icke att suare hannem, i huad hand oc kunde sige; hands Qualiteter ware mig bekiente, ieg wiste, att hand mesterligen en Snack kunde forbedre oc dreye Ordene paa den Maade, hannem syntist, de gierne hørtist, de betrengte til Skade. Hand spurte atter igien med de samme Ord, tilføyende alleene ded: »Hört Ihr nicht?« Ieg saae offuer Skulderen til hannem oc loed hands Foract mig intet irre. Der effter bleff Borded tecket, oc 4 Retter Maed indborren, men hoes mig war ingen Apetit, ihuor wel ieg lided eller intet den Dag haffde nøt. En Tiime effter, att Madden war vdborren, kom en Pige ind wed Naffn Maren Blocks, som sagde sig aff Dronningen wære befalet den Nat hoeß mig att bliffue. Slotzfogden skemtede meget med forneffnte Maren oc war saare glad, hitte paa alleslags galle Snack. Endeligen, der Klocken gick mod 10, bød hand Goede Natt oc lucte tuende Døre for Fengselet, huor aff den eene med Kaabber er beslagen. Der Maren saae sig eene hoeß mig, beklagede hun min Tilstand, berettede mig oc, att mange, som hun Naffn gaff (aff huilcke en Deel mig ware bekiendte) med Weemodighed oc Taarer min Friimodighed haffde anseet, særdelis H. Hendrick Bielckis Frue[59], som haffde daanet aff Graad. Ieg sagde: »De gott Folck haffuer seet mig vdi Welstanden; er icke Vnder, att de Lyckens V-bestandighed begræder«; ynskede, att Gud en huer i sær fra Vlycke wille beware, som sig min Vlycke loed gaa til Hiertet. Ieg trøstede mig wed Gud oc wed en goed Samwittighed, wiste mig slet intet ont paa att staa, spurte, huem hun war, oc huem hun tiente. Hun sagde at tienne i Dronningens liden Køcken oc Sølffuet i Forwaring att haffue (ieg forstoed der aff, att hun vden Tuiffl skurede Sølffuet, huilcket oc saaledis war.) Hun sagde, att Dronningen kunde ingen faa, som eene sig torde vnderstaa hoeß mig att were, thi ieg war holt for ond; der sagdis oc, att ieg war meget wiiß, ieg wiste tilkommende Ting. Ieg suarte: »Dersom ieg haffde hafft den Wiißdom, troer ieg neppe, att ieg haffde kommen her ind, thi da haffde ieg kundt woctet mig derfor.« Maren meente, man ded wel kunde wide oc sig alligeuel ey derfor kunde wocte. Hun sagde ydermere, att Dronningen selffuer med hender haffde talt oc saaledis sagt: »Du solst diese Na[c]ht bey Leonora seyn, du solst dich nicht fürchten, sie kan nu nichts bößes thun. All kan sie häcksen, so ist sie nu gefangen vnd hatt nichtes bey sich, vnd wo sie dich schlägt, so gebe ich dir Vrlaub ihr dicht wieder zu schlagen, das sie bluten kan.« Maren sagde widre: »Dronningen wed wel, att ieg vdi en hitzig Sygdom haffuer werret forstyrret, der for wille hun, att ieg skulle were hoeß Eder«; fløy i ded samme mig om Halßen, som ieg saed, oc caresserte mig paa henders Wiiß oc sagde: »Slaa mig, mit Hierte, slaa mig! Ieg skal«, soer hun, »icke slaa igien.« Ieg vntsætte mig noget, fryctede Galskaben at komme. Hun sagde ydermere, att wed hun saae mig komme op aff Broen, war ded, lige som henders Hierte skulle haffue gaaet i Stycker, betydende mig med mange Ord, huor wel hun mig ynte, oc huorledis Iomfrue Carisius[60], som hoeß hender stoed vdi Winduet, mig roste oc tillige ynckede, ynsket noget til min Frelßning att kunde formaa, med mange dißlige Ord oc Tale. Ieg tog wel imod den v-sædwanlige Caresse, efftersom Tiiden ded ey anded wille, smilte[61] oc sagde, ded skulle were imod all Billighed att byde den Huck, som loed see saa stoer Affection, som hun giorde, i Synderlighed naar de ware aff henders Kiøn; ieg kunde icke wiide, huorledis ieg hoeß Dronningen war kommen i den Tancke att slaa, der ieg dog aldrig nogen aff mine Kammer-Piiger haffde giffuen en Ørfigen; ieg tackede hende for sit goede Hiertelaw; ieg haabte, att allting skulle bliffue gott, ihuor suurt ded end saae vd; ieg wille holde fast wed Gud, som wiste min Vskyllighed, att ieg intet v-forsuarligt haffde giort; hannem wille ieg min Sag befale, hand reddede mig wel, der tuifflte ieg icke paa, om ey strax, saa skeede ded dog, der war ieg wiß paa. Maren begynte om adskilligt att tale, iblant anded om min Søster Elisabet Augusta[62], huor hun haffde sit i sit Biislag, der de førte mig fangen frem, oc haffde sagt, dersom ieg war skyllig, da war der intet vdi att sige, men war ieg v-skyllig, da skeede mig for meget. Ieg sagde intet der til, suarte oc intet til megen anden Snack, hun haffde. Hun begynte att fortelle om siin egen Forfølgelse, som hun giorde flux witløfftig med andre Historier der vdi att flicke, saa att den discours mig (vdi da werende Tilstand) war meget keedsommelig; war diß foruden træt oc aff Sorrig matt, sagde att wille forsøge, om ieg kunde soffue, bød hender Goede Natt. Mine Tancker forhindrede Søffnen att komme. Ieg betenckte min nærwærende Tilstand, kunde mig ingenlunde der vdi finde eller Aarsagen til saa stoer en Vlycke vdgrunde. Let war ded att bemercke, att noget anded end Fuxis Død mig tillagdis, efftersom ieg saa spotteligen medhandledis. Der ieg lenge haffde ligget omwent til Weggen, wente ieg mig til Gulffuet oc bleff war, att Maren græd saa himmeligen for sig selffuer, huorfor ieg hender spurte om Aarsagen til henders Graad. Hun nectede først, att hun græd, siden bekiendte hun att were offuer dette Dont fallen vdi dybe Tancker. Hinder rant i Sinde att haffue saa meget hørt tale om Frøcken Leonora oc henders Herlighed etc., huor høyt Kongen ælskede hender, oc alle roeste hender etc., oc nu skulle hun sidde i ded forbandede Tyffue-Fengsel, huor man huercken kunde see Dag eller Dør, oc huor der war saadan Stanck, att man maatte forgiffue Mennisker der med, som ickun gick ind oc strax vd igien, end sige de, der skulle bliffue der inde. Ieg meente, att maaskee ded war Aarsagen til henders Graad, att hun hoes mig i ded slemme Fengsel skulle were indeluct, huor for ieg hender trøstede oc sagde, att hun icke lengre bleff hoeß mig, endtil en anden der til bleff ordineret, effterdi hun war i anden Tienneste; men ieg for min Persohn tenckte nu icke paa forrige Tiider, nerwærende gaffue mig nock att tage ware; wille ieg forbigaaende Tiider ihuekomme, saa wille ieg mig oc stoere Herrers, Keysere, Konger, Fürster oc andre Stands Persohners v-lyckelige Tilfelle errindre, huis Herlighed oc Welstand min langt offuergick, oc huis Vlycke endoc haffde werret større, end som min nu war; thi de ware faldne vdi Tyranners Hender, som dennem v-menniskeligen tracterede, men denne Konge war en christen Konge oc en Samwittigheds Herre, hand kom wel til bedre Tancker, naar hand fick Tiid sig att betencke, mine V-wenner gaffue hannem nu icke der til Stunder. Der ieg ded sagde, græd hun meere en[d] som før, sagde dog intet, men tenckte wed sig (som hun mig nogle Dage der effter gaff tilkiende), att ieg icke wiste, huad for en skammelig Dom der war fællet offuer min sl. Herre[63], huilcken hun fryctede oc mig att skulle offuergaa, oc græd hun saa meget diß meere, fordi ieg troede Kongen saa wel. Den Natt snackede wii saa bort.

Den 9. Augusti om Morgenen, der Klocken war 6, kom Slozfogden ind, bød Goed Morgen oc spurte, om wii wille haffue Brendewiin. Ieg suarte intet. Hand spurte Maren, om ieg soff. Hun suarte icke att wide ded, gick til Sengen oc giorde mig samme Spørßmaal. Ieg tackede: ded war den Slags Drick, ieg aldrig haffde smagt. Slozfogden snackede med Maren, war meget glad tiilig paa Dagen, fortelte sine Drømme, som hand vden Tuiffl sig finguerte for att haffue noget att sige. Hand sagde hender himligen, att hun skulle komme til Dronningen, oc befoel hender att sige høyt, ded hun begierte lit att gaa vd. Hand sagde sig att wille bliffue saa lenge hoeß mig, indtil hun kom igien, huilcket hand oc giorde, talte nogle Gange til mig oc spurte: Om ieg noget begierte? Om ieg haffde soffuet? Om Maren haffde wel waaget? Men hand fick ingen Suar, huor for Tiiden bleff hannem flux lang. Hand gick vd oc ind i Trappen, sang en Morgen Psalme, raabte snart paa en, snart paa en anden, som hand dog wel wiste icke ware tilstede. Der war paa de Tiider en wed Naffn Ion, som bar Madden med Raßmus Taaren-Giemmer, den kalte hand offuer 40 Gange paa oc ded vdi en Sang, tog Tonen høyt oc law, skreeg stønnem, høyeste hand kunde, suarte sig selffuer oc sagde: »Far, he iß dar nicht, he iß, som Gott! dar nicht«; skaagger loe aff sig selffuer, tog saa paa att raabe igien, enten paa Ion eller paa Raßmus, saa mig syntist, att hand haffde smagt Brendewiinen. Imod 8 Slet kom Maren igien oc sagde, att der kom wist imod Middag tuende Quinder, som skulle løße hender aff. Effter nogen Samtale, Slozf. haffde med Maren, gick hand vd oc lucte Dørene. Maren fortelte mig, huorledis Dronningen haffde laded hender for sig fordre oc adspurt, huad ieg sagde, oc huad ieg giorde, oc att hun haffde suart, att ieg laa stille for mig hen oc talte intet. Dronningen haffde spurt, om ieg græd meget. Maren suarte: »Io wist, hun grædder for sig himmelig.« »Thi« (sagde Maren) »haffde ieg sagt, att I icke græd, saa haffde Dron. tenckt, att I icke haffde endnu nock att græde for«. Maren adwarede mig, att en aff de toe Quinder, som skulle tage ware paa mig, war Kongens Skomagers Quinde, en tydsk oc meget wel lied aff Dronningen. Hendis Majt. haffde brugt hender Vldrich Christian Gyldenløwe vdi sin raßende oc fortuifflende Sygdom, aff huilcken hand døde, att betienne[64], oc galt samme Quindis Ord meget hoes Dron:. Den anden Quinde wiste Maren icke, huem skulle were, men for^te haffde talt med Dron. vdi Marens Nærwærelse oc sagt sig icke eene hoeß mig att torde were. Quinderne komme icke førend om Effter-Middagen wed 4 Slet. Slozf. ledsagede dennem oc lucte op for dennem. Den fremmeste war Skomager Quinden wed Naffn Anna, som i gemeen altiid wille haffue Orded. Den anden war Kongens Sadel-Knechtis Quinde wed Naffn Catharina, ocsaa en tydsk. Effter Helßen sagde Anna, att de aff Henders Majt. Dronningen ware befalet en Dags Tiid eller toe hoeß mig att were oc mig att opwarte. »Vdi Guds Naffn«! suarte ieg. Anna, som war meget beschæfftig, spurte mig oc sagde: »Wil de Frue ock wat hebben? Se kan het man seggen, so wil ick bii de Königinne darumb anholden«. Ieg tackede hender oc sagde, att ieg wel war nogle aff mine Klæder begierendis, som: tuende Nattrøyer, en silckebunden oc den anden aff huit-noppet Tøy, min Brystug, noget paa mit Hoffuet, miine Kamme oc for alting min Been-Balsam-Byße, huilcken ieg høyt behøffuede. Hun sagde ded med forderligste att forrette, huilcket hun oc giorde, gick paa Stand oc ded anbragte. Forneffnte bleff mig altsammen wed Slozf., der Klocken war 6, tilstillet, saa nær som Balsam-Byxen, som sagdis att were bortkommen, vdi huis Sted mig en Blick-Buddicke med heel slet Slag-Balsam igien bleff giffuen. Der Afften Maaltiid skulle holdis, deckede Cathrina paa en Stoel for min Seng, men mig lystede intet att æde, begierte en Zitron med Sucker, huilcken ieg oc bekom. Slozfogden satte sig med de tuende Quinder til Bordz oc tiente dennem i Steden for Spillemand, saa att man ey skulle haffue sagt, att de ware vdi Græde-Huuß, men wel vdi Gille-Huuß. Ieg bad Gud inderlig om Siælens Styrcke oc Taalmodighed, att ieg mig ey skulle lade irre. Gud bønhørte mig, hands Naffn wære æret! Der Slozf. war Sladder oc Latter træt, bød hand Goede Natt effter 10 Slet, sagde til Quinderne, dersom de wille noget, skulle de bancke, Taarn-Giemmern war neden vnder. Der hand begge Dørene haffde tilluct, stoed ieg op, oc redde Cathrina min Seng. Anna haffde en Bønne-Bog med sig, der aff læste ieg Afften-Bønnen oc andre Bønner for dennem, lagde mig oc bød dennem Goede Natt. De lagde sig oc vdi en Slag-Benck, til dennem war opreed. Ieg soff da oc da, stackede Søffne tillige.

Den 10. Aug. Klocken 6 om Morgenen lucte Slozfogden op, huor vdoffuer Quinderne sig glæde, som inderligen effter hannem lengtist, vdi Synderlighed Cathrina, som er en fyllig Quinde; hun kunde den indklemte Lufft icke taale, war meesten syg den gandske Natt. Der Slozf. dennem effter Helßen haffde spurt, huor dennem liidde, om de endnu leffuede, oc de hannem derris Tilstand haffde klaget, bød hand dennem Brendewin, huor imod de toge med begge Hænder. Der Klocken war 7, begierte de att gaa hiem, huilcket oc skeede; dog giorde de Dronningen først en Relation om, huis den halffue Dag oc Natt war paßeret. Slozf. bleff inde hoeß mig. Der Klocken gick mod 9, satte hand en Stoel ind foruden noget att sige. Ieg merckte der paa, att der wille komme Besøgelse, oc skeede lige saa, att lided der effter kom ind til mig Greff Rantzow, Premier Ministre, Cantzeler H. Peter Retz, Rentemester Christoffer Gabel oc Secreterer Erick Krag, huilcke effter Haand Giffuen sig satte for min Seng. Krag, som Papir, Pen oc Bleck med sig haffde, satte sig wed Borded. G. Rantzow huißkede til Cantzeler noget lided. Cantzeler begynte der paa sin Tale saaledis som første Gang, att Hs. kl. Majt. haffde høy Aarsage til ded, hand imod mig giorde. »Hans Majt. haffuer« (sagde hand widre) »susspition til Eders Persohn, oc ded icke vden Aarsage.« Ieg spurte, huor vdi den susspition bestoed. Cantzeler sagde: »Eders Mand haffuer bøded en fremmet Herre Dannemarckis Riige til«[65]. Ieg spurte, om Dannemarckis Riige hørte min Mand til, att hand ded kunde vdbyde, oc efftersom ingen suarte, foer ieg widre fort oc sagde: »I goede Herrer kiender alle min Herre; I wiide, att hand haffuer werret æstimeret for en Mand aff Forstand, oc ieg kand forsickre Eder, att der ieg skiltist fra hannem, da haffde hand endnu sin fulle Fornufft. Nu er let att tencke, att ingen forstandig Mand ded skulle vdbyde, som icke stoed i hands Mact, oc hand icke raade for. Hand er io vdi ingen Charge, haffuer ingen Myndighed eller Midler, huor skulle hand were saa daarlig saadan Tilbud att giøre, oc huad for en Herre skulle wille tage der imod?« G. Rantzow sagde: »Ded er dog saa, Madame; hand haffuer tilbøded Dannemarck en fremmet Potentat, I wed ded wel.« Ieg suarte: »Gud skal were mit Widne dertil, att ieg ded icke wed!« »Io,« sagde G. Ranz., »Eders Mand haffde ingen Ting skiult for Eder, derfor wed I ded wel«. Ieg suarte: »Ded er wist, att min Mand icke skulle skiyffle noget for mig, som oß begge angick. Ded, som hands Bestilling i fordum Dage wed kom, bekümrede mig intet; men ded, oß begge paarørte, duulte hand icke for mig, saa att ieg er forsickret, att dersom hand haffde hafft noget dißlige for, att hand ded icke skulle haffue tawt for mig. Oc ieg kand ded med Sandhed sige, att mig icke ded allerringeste derom er bewist.« G. Rantzow sagde: »Madame, bekiender ded, imens Kongen Eder endnu beder!« Ieg suarte: »Wiste ieg ded, da skulle ieg ded gierne sige, men saa sant som Gud leffuer, saa wed ieg ded icke, oc saa sant kand ieg oc icke heller troe, att min Mand skulle haffue werret saa daarlig, thi hand er en suag Mand. Hand nødde mig til att drage til Engeland de vdlaante Penge att indkræffue, ieg wille nødig haffue mig den Reiße paataget, en stoer Deel aff den Aarsage, att ieg saae, hand war saa meget suag. Hand kunde icke i en Gang gaa en Trappe op aff faa Trin foruden att huiile sig oc tage effter sin Aande; huor skulle hand tage sig noget Werck for aff Travaille? Ieg kand med Sandhed sige, att hand icke er 8 Dage tillige frii foruden Anstød, sær aff ett Tilfald, sær aff ett anded.« G. Rantzow huißkede atter til Cantzeler, oc sagde Canzelern widre: »Madame, siger med goede, huorledis ded sidder sammen, oc huem der er Medwidre i denne Sag, siger ded, den Stund Eder derom bedis! Hs. kongl. Majt. er en absolut Herre, hand er icke bunden til Lowen, hand kand giøre, huad hand wil; siger ded!« Ieg suarte: »Ieg wed wel, att Hands kongl. Majt. er en absolut Herre, ieg wed oc, att hand er en christelig oc Samwittigheds Herre, derfor giør Hs. kongl. Majt. intet anded end ded, hand for Gud vdi Himmelen kand forsuare. See, her er ieg! I kand giøre wed mig, huad I wil; ded, ieg icke wed, ded kand ieg icke sige.« G. Rantzow begynte atter att komme frem med Marichal de Birron oc giorde der aff en lang dicente. Huor til ieg endeligen suarte, att Marichal de Birron kom mig intet wed, ieg haffde der til intet att suare, oc syntist mig, att den Sag kom intet her wed. G. Rantzov spurte mig, huor for ieg icke haffde sagt, der ieg bleff adspurt, huem ieg her vdi Riget med haffde corresponderet, att ieg haffde skreffuen hannem oc Rentmester Gabel til. Dertil suarte ieg, att ieg meente, de, mig spurte, de wiste ded selffuer wel, saa ieg icke haffde fornøden dennem att Naffn giffue; sagde alleeneste om de andre, huorom de maaskee icke wiste. G. Rantzow huißkede atter til Canzeler, oc sagde Canzeler: »I haffuer skreffuen i ett Breff til F. Elße Paßberg om anden Tilstand i Dannemarck« (i ded saae hand til G. Ranzow oc spurte, om ded war icke saa, eller huorledis ded war), »huad meente I dermed, Madame?« Ieg suarte ey att kunde mindis, huad hendis Breffue mig haffde giffuen for Aarsage att suare til; »ded, som staar for eller følger effter, skal vden Tuiffuel wel sige min Meening; maa ieg faa min Haand att see, saa skal den nock vdwiiße, att ieg intet haffuer skreffuen, som ieg io kand suare til.« Der bleff intet meere om talt. G. Ranzow adspurte mig, huem aff fremmede Ministri hoeß min Herre i Bryg haffde werret. Ingen (suarte ieg), som mig witterlig war. Hand spurte widre, om ingen holsteinske Herremend hoeß hannem haffde werret. Resp. »Icke mig witterligt.« Der effter opregnede hand alle Fürster vdi Tydßland, fra Keyseren indtil Fyrsten aff Holstein, spurte særdelis om en huer, om icke nogen aff derris Ministri hoeß min Mand haffde werret. Ieg gaff samme Suar som før til huert ett Spørßmaal à part, att icke war mig witterligt, nogen aff dennem hoeß hannem haffde werret. Der effter sagde hand: »Nu, Madame, bekiender! ieg beder Eder; tencker paa Marichal de Biron! Eder bedis icke meere.« Ieg war noget kied aff att høre Biron tiire, huorfor ieg noget hastig suarte: »Ey, ieg kümrer mig intet om Mar. de Bir.; ieg kand icke sige ded, ieg ingen Skiæl wed til.« Secreterer Krag haffde skreffuen noget hastig, som ded syntist, thi der hand effter min Begiering skulle oplæße, huad hand haffde skreffuen, da riimte Suarrene sig icke paa Spørßmaalene; en Deel war maaskee formedelst Hastighed forseet, oc maaskee en Deel aff Malice, thi hand war min sl. Herre icke goed. Ieg protesterte der paa, der hand Protocollet oplæste. Canzeler sandede med mig i alle Poster, saa Krag maatte skriffue ded om igien. Der paa stoede de op oc toge Affskeed. Ieg bad dennem, att de Hs. kl. Mt. wille bede, att Hs. Mt. mig en naadig Herre wille wære oc icke troe, huis hannem om min Mand war bleffuen berettet; ieg wille ey formode, ded sig skulle befinde, att hand nogen Tiid war wiiget fra hands Plict. »Ia,« suarte G. Ranzow, »wille I bekiende, Madame, oc sige os, huem der er i dette Werck, oc huorledis ded sidder tilsammen, saa kunde I maaskee faa en naadig Herre oc Konge.« Ieg soer wed den leffuende Gud, att ieg ded ey wiste; ieg wiste om intet dißlige, mindre om nogen Medwidre. Der med ginge de bort effter att haffue nesten tre Tiimer hoeß mig tilbragt, oc kom Slozf. ind med Quinderne. Der bleff decket, oc Maed indborren, men ieg nød intet vden en Dryck Barßbier. Slozf. satte sig med Quinderne til Bordz. Haffde hand icke werret lystig før, da war hand da, fortelte den eene skiiden Snack effter den anden. Der de ware mætte aff Maed oc trætte aff Snack, gick hand bort oc lucte; kom effter Sædwane igien Klocken 4 om Effter-Middagen oc lucte Quinderne vd, bleff saa lenge hoeß mig, indtil de komme igien, huilcket i gemeen warede toe Tiimer. Vdi midler Tiid Quinderne ware eene hoeß mig, bleff intet talt om anded, end Anna fortaalte Cathrina hendis vdstandene Sorrig med henders første Mand. Ieg loed da, som ieg soff, liige saa giorde ieg, naar Slozf. war eene hoeß mig, saa hand fordreff Tiiden med att siunge oc nynne. Afftens-Maaltiid war oc lystig for Quinderne, thi Slozf. giorde dennem stoer Tiidsfordriff, fortelte dennem om hands anden Gifft, huorledis hand beilede foruden att wide til huem, wiste ded ey heller, føre end hand la Orded skulle hente. Den Fortelling war saa potzerlig som witløfftig, ieg observerte ded, att den warede 5 Quarter. Der hand haffde bøded Goede Natt, satte Anna sig ved min Seng, begynte att tale med Cathrina oc sagde: »War ded icke en gruelig Ting med ded Forræderi att myrde Kongen, Dronningen oc ded gandske kongelige Huuß?« Cathr. suarte: »Gudske Loff, Kongen, Dronningen oc all Herskabet leffuer endnu!« »Ia«, sagde Anna, »ded war icke Forrædernis Skyld, ded icke skeede; ded bleff for hastig aabenbaret, Kongen wiste ded i tre Maaneder, førend hand ded Dronningen wille aabenbare. Hand gick melancolisk oc altiid grundede, kunde icke troe ded; omsider, der hand war fuldkommen wiß der paa, saa sagde hand Dronningen ded; der med bleff Liiffwacten fordoblet, som I wed.« Cathr. spurte, huor de haffde faaet ded att wide. Anna suarte: »Ded maa Gud wiide; ded holdis saa himmelig, att ingen engang maa spørge derom, fra huem ded er kommen.« Ieg kunde icke lade io ett Ord dertil att suare, oc syntist mig ded beklageligt nock, att man icke kunde faa Angiffueren att wide, oc war merckeligt, att ingen den Angiffuen torde were bekiendt. Cathr. sagde: »Skulle ded oc wel were sandt?« »Huad er ded, I siger?« suarte Anna; »skulle Kongen giøre ded, hand giør, vden hand war wiß paa, ded war sant?[66] Hui snacker I saa?« Ieg holte denne Samtale for oplagt att were for att drage nogle Ord aff mig til att fremføre, huor for ieg icke meget dertil suarte, anded end, att ieg endnu intet haffde seet, som den Snack giorde bewiißlig, derfor meente ieg, att mig war tilsted icke att troe den, indtil ieg saae wisse Tegn dertil. Anna bleff wed hendis Propos, vndrede sig, att der kunde were saadanne forbandede Mennisker til, der wille myre den goede Konge, giorde ded saa witløfftig. Hender kunde icke fattis Materia, thi hun begynte alltiid paa ded første igien; men endelig fick hun att høre op, efftersom hun talte eene oc huercken aff Cathr. eller aff mig bleff interromperet. Ieg stoed op oc begierte att haffue min Seng reed, huilcket Cathr. stetze forrettede. Anna saae til Liußet om Natten, thi hun war aarwaagner end Cathr:. Ieg læste for dennem i Annas Bog, befalede mig Gud oc lagde mig til Søffns; men Søffnen war heel liiße, Røtterne derris Spatzergang kunde mig wecke, derris Mangfoldighed war stoer. Sult giorde dennem dristig, de aade aff Liußet, som ded stoed oc brente. Cathrina bleff oc samme Natt heel ille til Paß, saa att ded oc min Søffn forhindrede. Den 11. Augusti om Morgenen tilig kom Slozf. effter Sædwane med sine Brendewiins Complimenter, ihuor wel de haffde en Flaske fuld inde hoeß sig. Cathr. beklagede sig høyligen, sagde i den beklemte Lufft ey att kunde were; naar hun kom ind aff Døren, war ded, lige som hun skulle quælis; skulle hun endeligen were der inde i 8 Dage, saa war hun wiß paa, att de bar hender død der vd. Slozf. haffde sin Latter der med. Quinderne ginge bort, oc hand bleff hoeß mig. Hand helßede mig fra Gen. Major von Anfelt, som loed mig bede, att ieg wille were »gutes Muths, es würde nu bald gutt.« Ieg suarte intet. Hand spurte, huorledis ded war fat, om ieg haffde soffuet noget, suarte sig selffuer: »Ieg tencker, icke meget.« Spurte, om ieg wille haffue noget. Suarte sig atter selff: »Ney, ieg troer icke, I begierer noget.« Der paa gick hand oc nynnet noget for sig op oc needer paa Gulffuet, kom der effter for min Seng oc sagde: »O der liebe Köning, es ist doch ein frommer Herr! Gebet Euch zu Frieden, er ist ein gnädiger Herr vnd hatt allezeit viel von Euch gehalten. Ihr seyt ein Frawens Mensch, ein schwaches Werckzeug. Die arme Weibes-Bilder seind bald verführet. Man thut ihnen auch nicht gerne was, wan sie die Warheit bekennen. Die liebe Königinne, eß ist doch eine liebe Königinne! Sie ist Euch nicht böße; ich weiß, wan sie die Warheit von Euch wüste, sie solte selbst für Euch bitten. Höret! wollet Ihr an die Königinne schreiben vnd Ihr die Sache auß dem Grunde berichten vnd nichts, nichts verschweigen, so wil ich Euch Dinten, Papir vnd Feder bringen. Ich begiere es, auff meine Seele! nicht zu läsen, nein, straffe mich Gott! wo ich darein sehen wil; vnd auff daß Ihrs solt gewiße seyn, so wil ich Euch Lack geben, Ihr könnet es versieglen. Aber ich denke, Ihr habet wol kein Pitschafft?« Efftersom ieg gandske intet hannem suarte, tog hand paa min Haand oc rusket noget hart wed den oc sagde: »Höret Ihr nicht? Schlaffet Ihr?« Ieg høte oc slog op med Haanden, haffde gierne giffuet hannem ett Slag i Næßen, kaste mig om til Wæggen. Hand bleff fortørnet, att hands Forset hannem ey lyckedis, gick oc knurrede for sig selffuer offuer en Tiime. Ieg kunde ingen Ord fatte vden diße: »Ia, ia! Ihr wollet nicht reden.« Saa murmelde hand noget imellem Tenderne: »Ihr wollet nicht antworten; nu, nu! man wird Euch lernen. Ia, saa Gott! Du skalt, saa Gott! fu; hum, hum, hum«. Ded holte hand saa immer fort, indtil Raßmus Taarnegiemmer kom oc huißkede noget til hannem, saa hand gick vd. Mig syntist, att der war en, som med hannem talte, oc som ieg kunde merke, maa ded haffue werret en, som spurte hannem, om Papieret oc Bleck[et] skulle opbringis, thi hand suarte: »Nein, es ist nicht nöthig; sie wil nicht.« Den anden sagde: »Sachte, sachte!« Slozf. kunde icke wel tale sagte, oc hørte ieg, att hand sagde: »Sie kand das nicht hören, sie liegt im Bette.« Der hand kom ind igien, murrede hand atter for sig selffuer igien oc stømpede paa, att ieg icke wille suare; hand meente ded saa gott, Dronningen war icke saa ond, som ieg tenckte; gick saa oc smaa-snacket; lengtist flux effter Quindernis Komme, giorde alldrig anded end bad Raßmus see vd effter dennem. Omsider kom Raßmuß oc berettet, att nu gick de op aff Kongens-Trappe. Ded warede enda wel hart ad en Tiime, førend de kom ind til mig oc forløste hannem. Der Middags-Maaltiid aff dennem bleff holden (thi min Maed war nogle faa Snitter Zitron med Sucker), war Slozf. icke nær saa lystig, som hand pleiede, snackede dog om adskilligt gammelt, som vdi wærende Tiid, hand war Forerer, war paßeret; retirerte sig oc snarere, en[d] hand war want att giøre. Quinderne, som igien bleffue, snackede om adskillige indifferente Sager, huortil ieg oc stønnem sagde ett Ord oc dennem om Mand oc Børn spurte. Anna læste i sin Bog nogle Bønner oc Psalmer, saa att Dagen dermed gick hen indtil 4 Slet, da Slozf. dennem vdlucte. Hand haffde tagen en Bog med sig, vdi huilken hand temmelig sagte læste, imidlertiid hand Wacten hoes mig haffde. Ieg war meget gierne der med tilfritz att haffue Roelighed for hannem. Offuer Afftens Maaltiid begynte Slozf. iblant anden Tale att sige til Quinderne, att der war ført en Fange hid, som war en Fransos, hand mintist icke ret hands Naffn; saed oc tygget paa Naffnet, ligesom hand icke kunde komme derpaa: Karl eller Char, hand wiste icke, huad hand hede, men hand haffde før werret mange Aar i Dannemarck. Anna spurte, huad ded war for en. Hand suarte, att ded war saadan en, som skulle siunge op, dog wiste hand icke til wiße, om hand war her eller icke (der war alldelis intet om). Hand sagde ded alleeneste for att komme mig til att spørge eller fornemme, om ded kunde bedrøffue mig. Ded war hannem vden Tuiffuel saaledis befalet, thi der hand war borte, gaff Anna sig i Tale med Cathrina om samme Karl, spurte endeligen mig ad, om wii haffde en Fransos vdi worris Tienneste. Ieg suarte, att wii haffde fleere end en. Hun spurte widre, om der war en iblant, som hede Karl oc haffde tient oß lenge. »Wii haffuer en Tienner« (suarte ieg), »en Franzos, som heder Charle, hand haffuer tient oß lenge«.[67] »Ia, ia,« (sagde hun) »den er ded; dog troer ieg icke, att hand end er her ankommen, men de søger effter hannem.« Ieg sagde: »Da er hand goed att finde; hand war til Bryg, der ieg drog derfra.« Anna meente, att hand haffde werret med mig i Engeland, oc sagde hun: »Den Karel wed meget, dersom de haffde hannem.« Ieg suarte: »Da war ded att ynske, att de haffde hannem for hands Widenskab[s] Skyld.« Der hun fornam, att ieg mig icke widre eller meere om hannem bekümrede, slap hun den Snack oc talte om min Søster Elisabet Augusta, att hun gick hender huer Dag forbi; hun stoed i henders Dør eller saed i Biislaget, hun helste hender, men aldrig spurte med ett Ord om sin Søster, der hun dog wiste, att hun mig paa Taarnet betiente. Ieg meente, att Søster icke wiste, huor vdi hun giorde ille eller wel. »Ieg kand icke see« (sagde Anna), »att hun er bedrøffuet«. Ieg war vdi Meening, att ded minste, man sig kunde bedrøffue, war ded beste. Siden bleff om anded Lapperi talt, oc besluttet ieg den Dags Afften med Læßning, befalede mig vdi Iesu Wold oc soff temmelig wel den Nat.