Maria: En Bog om Kærlighed

Nej, jeg vil ikke høre paa den dumme Musik. Hvad kommer den Sømand og hans Begrædelighed mig ved? Lad ham græde paa sin Harmonika, men lad dog mig være fritaget for at sætte hans Lirumlarum i Ord. Jeg føler ingen Trang til at sørge ... Jeg har endnu min Pung og mit Hjærte i Behold, og Kvinderne tager ikke mere af dem, end jeg selv vil give dem.

Jeg gik ud paa Torvet, hvor Pigerne drejer rundt om en gammel stivbenet Statue som Karusselheste i elektrisk Lys. Jeg valgte den smukkeste og tog hende med. Hun var god og skikkelig, ivrig for at tjene mig og taknemmelig over at være i en pæn lun Stue hos en Herre, der talte høfligt til hende.

Men hun gav mig ingen Glæde, og mens hun kælent lænede sig op til mig og bad mig sige, at jeg holdt lidt af hende, græd mit Hjærte, fordi ... fordi jeg havde været barnagtig og lyttet til en Sømand, der spillede paa Harmonika.

XXX.

Jeg spejder rundt i Mængden, men jeg kender ingen. Ofte griber jeg mig i at have stirret Damer af mit Bekendtskab ind i Øjnene uden at hilse. Jeg løber som en Hund, der er kommen bort fra sin Herre. Snart, naar den tror at have fundet hans Spor, piler den glad afsted; snart vimser den raadvild ud og ind med sænket Snude.

Naar jeg, langt borte, ser en boaomslynget Nakke af en høj slank Pige, tager Pokker ved mig. Jeg styrter afsted med Skub til Højre og Venstre, indtil jeg forpustet har naaet hende og opdaget min Fejltagelse. En Gang har jeg i Løb fulgt en Droske til den fjærne Forstad for at se en vissen gammel Jomfru stige ud. Det var et blaat Regnstykke, der havde narret mig.

Hver Dag, naar jeg træt og skuffet vender hjem, beslutter jeg, at nu skal det have en Ende.

Men næste Morgen er Uroen atter i Kroppen og jeg haster ud, som om jeg var bange for at komme for sent.

XXXI.

Hvorfor har hun ikke ogsaa skrevet? Den stygge, onde Pige. Har hun gjort det af Beregning, da ve hende! Hun skal ikke dø i Synden. Jeg skal hævne mig, jeg skal udfinde den ondeste Pinsel. Hvilken Vellyst at se hendes spinkle Legeme ryste i Skræk, se hendes bedende Øjne og ikke kende til Medlidenhed. Ja, pine Dig Maria. Men saa bagefter dække Dig med Kys, holde Dig skælvende i mine Arme og med ømme Ord stryge Angsten af din Sjæl.

Eller har hun glemt mig? Umuligt. Saa hastigt glemmer ingen forelsket ung Pige. Og Maria glemmer aldrig. Har hun ikke stavnsbundet sig til mig? Har jeg ikke taget hver hendes Sans, hver hendes Tanke i Ed, at min er hun, min til sin sidste Time, min, naar og hvor jeg vilde?

Saa skriv til hende! Lad hende høre sin Herres Kalden, og hun vil komme.

Nej og atter nej. Hvad skulde jeg med hende, naar hun kom? Jeg vil hende jo intet.

Intet, intet.

Men hvortil da disse Grublerier? Bort med dem. Lad dødt være dødt. Plant en Rose paa Graven. Og glem.

XXXII.

Kæden danser mig forbi, og jeg sidder ene tilbage og glemmer. Glemmer, at der var Fest, glemmer Ansigterne, som drog mig forbi, glemmer alt, uden det, at Maria ikke var med. Glemmer ogsaa det, mens Dagene gaar.

XXXIII.

Vi stod overfor hinanden midt paa Torvet, hvor Vejret huserede værst. Vi stod Ansigt til Ansigt — blussende og vaade af Regn og Blæst — stod og lo.

Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu? Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder.

Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig har der været bedre Mening i at le.

Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været, Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.« »Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen.

Nu spørger min strænge Censorinde: Og da I havde udlet, I Grinebidere, gik I vel pænt hver til sit?

Nej, min Naadige, vi fulgtes hjem til mig.

XXXIV.

At vi ikke vilde det, derpaa gav vi hinanden Haanden.

Naar vi nu mødtes, var det uden Forpligtelser paa nogen af Siderne. Der skulde ingen Aftale være mellem os. Saas vi ikke, var det ingen Sorg. Saas vi, var det godt, som naar to gamle Venner tilfældigt træffes og tilbringer en glad Aften sammen. Ansvarløshedens, Frihedens gyldne Ideal skulde vi virkeliggøre.

Maria bedaarede mig ganske i sin nye Skikkelse. Hun talte som et Kateder, saa gennemtænkt, saa uomstødeligt. Netop saadan var det, jeg vilde have hende nu, da jeg egenlig var færdig med hende, men alligevel satte Pris paa ikke helt at tabe hende af Syne.

Andre Kvinder, Kvinder, for hvem Kærligheden ikke er et medfødt Talent, Kvinder, hos hvem det erotiske Instinkt er afstumpet og som har erstattet det med en Hoben Klodsmajor-Teorier, vilde ikke have handlet saa snildt. De vilde have tænkt: nu er det Tid at stille sine Krav, nu da han igen bider paa Krogen. De vilde, hyllende sig i deres Kvindeværdigheds kostbare Kappe, ladet mig købe hver Indrømmelse med en Haandfæstning. Og jeg vilde bedt dem rejse Pokker i Vold som de Sælgekoner, de var.

Maria var ikke værdig og ikke fra Amager. Hun rakte mig en Kurv med saftige Frugter og duftende Blomster, bad mig frit nyde og glædede sig, naar jeg trængte til at kvæges. Og hendes Kurv var skønnere og mere fristende end nogensinde.

XXXV.

Hvilken Naturens Trolddom er det, der forvandler den vilde Rose til en svulmende la France? Jeg genfandt Maria som en kyndig Kvinde, der sikkert beregner sin Skønhed, opløser sit Væsen i utallige Nuancer og sammensætter dem til stadigt nye Tillokkelser.

Var det virkeligt min lille beskedne, min uvidende og barnagtige Pige, som nu traadte ind ad min Dør, straalende og sejrsikker, fornem som en Prinsesse, i raslende Silkeskrud og spredende om sig en hed Drivhus-Em?

Maria, dejlig var Du i din Pragt. Men allerdejligst, fordi der altid gennem de mange Farveskiftninger tonede min vilde Roses simple ene Farve, gennem den hede Drivhus-Em bølgede din Naturligheds svale friske Duft.

XXXVI.

Din Ven nød med andægtig Mine din allerkæreste Vigtighed ... indtil han pludselig gjorde kort Proces: tog, trods hendes Forskrækkelse for Anstanden og den pragtfulde Dragt, hele den storartede Dame i sine Arme, bar hende ind foran Spejlet, plukkede Fjerene af hende og rastede ikke, før den pragtfulde Maria i ingen Henseende var at skælne fra den lille Søndagspige i den blomstrede Kjole.

XXXVII.

Jeg kunde saa let som ingenting give de nysgærrige Spørgere en Slidder for en Sladder. Jeg kunde f. Eks. sige, at Maria havde arvet en rig Onkel fra Australien eller at hun havde vundet i Lotteriet. Eller jeg kunde fortælle, at hun var kommen paa Finansloven — hvad hun sikkert havde fortjent bedre end de fleste af de Damer, som Staten holder til at digte, skønt de aldrig har indlagt sig halvt saamegen Fortjeneste af Poesien som Maria.

Jeg foretrækker imidlertid at lade Læserne i Uvidenhed om Marias Pengeforhold, der er en ganske privat Sag. Saa kan de for min Skyld tro, om de vil, at hun stjal eller erhvervede sig sine Midler paa anden kriminel Maade. Eller de kan — jeg henstiller det til de Velvillige — tænke, at Maria muligt, nu da hun var bleven ældre, fik flere Naalepenge af sine ganske velhavende, men før saa økonomiske Forældre.

XXXVIII.

Jeg kendte Marias Bejler og kunde altsaa forsaavidt give hans nøjagtige Signalement. Jeg skal ogsaa straks fortælle et og andet om ham, men jeg forudskikker den Bemærkning, at det selvfølgelig er Løgn det meste. Hvor gik det an at nævne Manden ved hans rette Navn og Profession, fortælle, hvem der er hans Skrædder, og portrætere alle hans Filipenser? En god Ven af mig, en fin Smagsdommer, en højt agtet Kritiker hævder imidlertid, at Forfatterne ikke tør snyde Publikum for Oplysninger om deres Personers borgerlige Stilling m. a. m.

Jeg kundgør da, at Marias Bejler var en velagtet Fabrikant. Jeg vælger denne Titel, dels fordi den forlener sin Indehaver med alle Romanlæseres Sympati — og jeg vil være ridderlig mod denne Stakkel, som er i min Magt og som jeg uden Risiko kunde gøre til en Pjalt eller en Djævel — dels fordi Fabrikant er det mest elastiske Erhvervsbegreb af alle. Man kan fabrikere Rullemaskiner og Oste, Margarine og Oliemalerier, Aviser og Skandaler, Kanoner og Ammer.

Marias Bejler var altsaa Fabrikant, ej Olding og ej Yngling, en Mand i sine næstbedste Aar, med en lovende Fortid, en konsolideret Nutid og med Mulighed for alt i Fremtiden.

I det hele taget en Mand, hvis Tilbud det vel var værd at overveje.

XXXIX.

»Naar Du nu bliver gift, Maria — sagde jeg — skylder Du altsaa, næst mig, din hæderlige Mand Lydighed og Troskab. Vær trofast, saalænge det paa nogen Maade er Dig muligt, selv om din Mand vitterligt holder Elskerinder i Hobetal; men bliver Troskaben Dig omsider for byrdefuld, da husk, at Du er Vogterske af Din Mands Ære, og sørg hensynsfuldt for, at den ikke offenlig beklikkes. Thi det er den uhyre Forskel paa en Mands og en Hustrus Utroskab, at den utro Mand ikke forklejner Hustruen, mens Konen ved en almindelig bekendt Utroskab gør sin Mand fuldkommen latterlig. Maaske er dette dumt og uretfærdigt, men det er nu en Gang saa. Har været det fra Arilds Tid og vil være det, saalænge Ægteskabet bestaar. Maaske er det heller ikke saa dumt endda. Der er ialfald den sunde Mening deri, at Konens Utroskab høster i Ægteskabet, Mandens udenfor.

Tvi den Kone, der paa en opsigtvækkende Maade gør sin Mand til Hanrej. Men de er ikke bedre, Maria, de Koner, der, maaske realiter trofaste, lader sig se i Selskaber og Teatre, paa Gader og Stræder, med en svansende Skare af Tilbedere om sig, mens Manden sjokker bagefter som Per Tot. Der er ingen Undskyldning for dem. Selv den sølleste Mand er for god til at fremvises paa Markedet af den Kvinde, hvis Børn bærer hans Navn. Alle tilhobe burde de stryges til Kagen.«

Saa strænge Ord sagde jeg Maria til Fordel for hendes tilkommende Mand.

XL.

Men det skete, at Fabrikantens Sind forvirredes af en Højheds-Dæmon og at han vilde vise sin Magt over Maria. Han, der burde have indtaget en beskedent afventende Holdning, begyndte at optræde som hendes retmæssige Herre. Han vaagede med Nidkærhed over hendes Færden, han vovede endogsaa at udspionere hende, og han kom med forblommede Hentydninger og Trudsler, hvilke hun opfattede, som om han anede hendes Forhold til mig.

Det lykkedes ham virkeligt at forvirre og forskrække Maria. En Dag erklærede hun mig, at hun ikke længer turde besøge mig. Hun frygtede for Fabrikanten, der var kendt som en ubændig Natur.

Da var min Langmodighed forbi, og jeg talte til Maria som en bedrøvet og fortørnet Profet til et frafaldent Folk.

Hvem — sagde jeg — er din Herre, han eller jeg? Hvem har gjort Dig lykkeligere end nogen anden Pige paa Jorden? Hvem har ført Dig ind i Kærlighedens forjættede Land? Maria, Maria, vender Du Dig troløst fra mig, glemmende alle mine Velgærninger? Men det forkynder jeg Dig: ringeagter Du den Ed, Du har svoret mig, jeg din Herre, hvem Du tilhører og hvis Haand Du ikke kan undløbe, jeg forbander Dig og jager Dig bort fra mit Hus. Og min Forbandelses Svøbe skal alle Dage være over Dig. Gaa nu, om Du vil. Vælg mellem Fabrikanten og mig.

Da Maria fornam min retfærdige Harme, græd hun bitterligt, anklagede sin egen Svaghed og anraabte mig om ikke at forstøde hende.

Og jeg tilgav Maria og førte hende under store Æresbevisninger til mit Leje. Men mit Hjærte svor skaanselsløs Hævn over den formastelige Bejler.

XLI.

Min Eng tilhører den hvide Hind, og den tilhører mig. Den er min Lyst og Glæde. Den æder af min Haand og den følger alle mine Vink.

Min hvide Hind, lad den frit lege i Skov og paa fremmede Enge. Men kommer der en Jæger og vil fange den ind, kommer der en Jæger, der vil tage den fra min Eng og sætte den paa sin og lære den at æde af hans Haand — da, min hvide Hind, skal jeg vise, at Du er min, og jeg skal rive Dig af hans Snarer hver Gang, han tror, at nu har han Dig.

XLII.

Men naar Du velbeholden var naaet ind til mig og dit Hoved hviled i mit Skød, var al Anger og Angst som blæst bort af din Sjæl. Her var trygt og godt at være, her var i salig Vished Livets eneste Lykke. Vi to alene. Ingen og intet vi savnede. Hvad vedkom alt det andet os? Lad dem jage og kæmpe derude i Verden, lad dem græde og juble, lad dem slide sig op i Had og Fortvivlelse. Her var en fredlyst Plet, en Time af Saligheden nedsænket i Jordens Jammerdal.

Men jeg husker ogsaa, Maria, din skælvende Frysen, naar Du i den mørke Nat gik fra mig, husker det langelige Blik, hvormed Du i stum Fortvivlelse tog Afsked med mine Stuer.

Hvorfor bad jeg Dig ikke blive?

Jeg vidste jo ikke den dejlige Hemmelighed, som mit Bryst gærrigt skjulte, den, Du anede, din Sjæl til Styrkelse i hine Prøvelsens Dage.

XLIII.

Hovmodig sad jeg med min Skat, holdt den triumferende op for mine kyndige Øjne og sagde: Denne Skat er i Sandhed sjælden, og ve den, der vil vove at stjæle den fra mig. Den er min af Guds Naade, jeg skylder Ingen Regnskab for den. Den behager mig, denne Skat, det lyster mig at bruge den. Men maaske det imorgen behager mig at slænge den bort; thi jeg er Konge og mit Skatkammer er fuldt.

Som en hovmodig Konge holdt jeg Maria i min Haand. Tryg i min Herskerret legede jeg med hende, slap hende overmodigt og nød det dobbelt at erobre hende tilbage. Vidste, at naar jeg sagde: kom! saa kom hun, og naar jeg sagde: gaa! saa gik hun. Men vidste ikke, at den Dag skulde oprinde, da jeg i fattig Angst og Vaande glemte alt Hovmod og bad: Bliv hos mig, min sjældneste, min eneste Skat.

XLIV.

Jeg gaar ind i Kaféen, forlanger Blæk og Papir og skriver: »Jeg vil ikke have, at Du længer er sammen med ham. Bliv syg og kom til mig, der er syg af Længsel og Lyst. Hvis Du elsker mig, kommer Du.«

En Tjener lover for gode Ord og Betaling sikkert og ubemærket at bringe Billetten i Marias Haand. Og jeg gaar hjem.

Jeg bereder Stuen festligt. Der er ingen Uro i mig: jeg véd, hun kan ikke svigte. Og knap har jeg endt mine Forberedelser, før en Vogn ruller op for Porten og jeg ser — fra Vinduet — en hvidklædt Dame stige ud.

Hun staar i min Stue, med bølgende Barm og Haanden presset mod det højt bankende Hjærte. Et Drømmesyn saa skønt. En skumklædt Nymfe. Som Skum, blød, tæt og dog saa flygtig, den hvide Kjole, Lag paa Lag af det spindelvævtyndeste Hvide, et Stof saa luftigt, saa æterisk, som kunde det dunste bort ved Berøring. Ja, et Drømmesyn. Og Maria føler sig selv som i en Drøm, ser sig forundret smilende om og siger, hun ikke fatter, at hun virkeligt er her; ikke fatter, hvordan hun slap bort fra Ballet og Bejleren; kun véd, at hun fik mit Brev og at hun maatte afsted ...

Men da Vognen atter har bortført Maria, aabner jeg Vinduet og indaander den koldt rislende Natteluft. Alle Stjærner er tændte paa den høje Himmel. Og i kongeligt Overmod ler jeg op til den himmelske Balsal: Om Maria dansede blandt Englene, jeg tvang hende til mig paa mit Bud.

XLV.

I soleklare Muldvarpe, forbliv i Jeres underjordiske Gange og vedtag dér, saameget I lyster, jeres Protest-Resolutioner imod Blomsternes altfor udfordrende Farver og Fuglenes letfærdige Kvidren, der generer anstændige og fredelskende Muldvarpe. Men berør ikke med jeres lodne Selvgodhed Marias unge Anfægtelser og Vildfarelser i Livets Irgange. Maria var som en Sommerfugl, der tumler om i en Have. Blomsterne lokker og hvisker alle: »Kom til mig, Du smukke Sommerfugl!« Kun den Blomst, hos hvem den gærne altid blev, siger: »Stol ikke paa mig. Naar en kort Stund er gaaet, jager jeg Dig bort.«

Hvilket lønligt Haab Maria stadig bevarede i en Krog af sit Hjærte, det véd jeg nu. Men jeg véd ogsaa, at hun ikke turde gøre sit Bestik efter dette Haab, næppe nok turde tilstaa for sig selv, at hun nærede det. Saa syntes da vort Forhold hende en Lykke, som kun skænkedes for et flygtigt Øjeblik, en Lykke, som tilfaldt hende helt udenfor Livets regelmæssige Budget og som hun ikke skyldte Regnskab for. Siden havde hun jo et langt Liv for sig til at være sin hæderlige Mands hæderlige Kone.

Uden Skyldbevidsthed, tværtimod i stolt Sikkerhed paa sin gode Ret, gav hun sig hen i harmonisk Skønhed.

XLVI.

XLVII.

Han klamrede sig til en Pige, der ikke elskede ham. Men maaske løj hun for ham? Hvem anden kender de Ord, der er faldne mellem de to? Jeg ikke. Men jeg véd, at enhver Forelsket skælner løjede Kærlighedsord fra sande saa let som en Diamanthandler ægte Stene fra uægte. Kærligheden vejer finere Vægt end nogen Vægtskaal. Den vejer ikke et Bogstav, ikke en Tøddel forkert.

Marias Bejler vidste, at hun ikke elskede ham, saasandt som han elskede hende. Alligevel lod han hende ikke gaa. Han vilde nøjes blot med Smulerne fra hendes Hjærtes Bord.

Men den Mand, der »nøjes«, er ingen Mand. Maria er sikkert den atraaværdigste Kvinde i Verden, og jeg elsker hende. Men vidste jeg, at hun kendte eller drømte nogen højere Lykke end at være min, jeg vilde ikke eje hende. Og hellere bed jeg min Tunge af, end jeg tiggede hende om Kærlighed. Man samler Brød i Tiggerposer, ikke Kærlighed. Man betler sig til Embeder, Titler, Gunst og Gave, ikke til Kærlighed.

Den Mand, som faar en tilbetlet Kone i sin Seng, han sætte sig ligesaa gærne straks ud paa Taget som Vejrhane. Thi han har ikke anden Opgave i sit Ægteskab end at vise Vinden for Elskerne.

XLVIII.

Man siger, at de gamle Vikinger fandt den blindest tilbedende, den mest trofaste Hengivelse hos de Kvinder, de røvede fra fremmede Strande. Jeg synes, det lyder troværdigt. Enhver Kvinde drømmer om en Røver, der bydende begærer og tager hende i stærke Arme. Og jeg tror ikke paa Munkelegenderne om unge Jomfruer, der hellere taalte Fængsel og Tortur, ja hellere Døden for egen Haand, end en forelsket Røvers Favntag. Det er Sagn for Ammestuer, ikke for Jomfrubure, hvor Fuglene er flyvefærdige.

Jo dumdristigere jeg bortførte Maria, des hedere blussede hendes Kærlighed. Saá hun min Snække nærme sig Stranden, flygtede hun paa Skrømt. Saameget dejligere var det at blive baaren ombord fremfor at trippe godvilligt over en tilrettelagt Landgangsbro.

XLIX.

Jeg sidder ved Væggen ud mod Trappegangen. Dér kan jeg høre, saasnart hendes Fod berører Trappens nederste Trin. Mine Tanker vorder saa milde, mens jeg venter Maria, hvis Fod om faa Øjeblikke vil knirke paa min Trappe. Saa ofte nu jeg har siddet ventende og lyttet efter denne første Bebudelse af Marias Komme. Og end banker mit Hjærte lige længselsfuldt. Min søde lille Pige, om Du anede, hvor jeg længes. Du véd det ikke, Du ser mig altid saa rolig. Det falder Dig ikke ind, at din Elsker i ensomme Stunder kender til den ubestemmelige Angst, som faar Hjærtet til at sitre. Du kæreste af alle kære, jeg er en stivsindet, forfængelig Nar, som ikke drager Dig ind til mig, lægger din Haand paa mit Bryst og siger: »Føler Du Uroen derinde? Ja Du, sikrere er din sikre Elsker dog ikke paa Dig, end at han har hjærteondt, hver Gang han venter Dig og hver Gang Du gaar fra ham.« Maria, min velsignede Skat, om lidt træder Du ind ad min Dør, og mit forfængelige Hjærte skjuler sin nylige Kval. Jeg siger Dig mange smukke Ord, jeg giver Dig mange sandfærdige Kys, men mit Hjærtes Uro kan jeg ikke tilstaa. Gid jeg kunde. Hvor godt en Gang at løse op for dette Hjærte, som snører sig sammen og gør ondt. Hvor godt hensynsløst at flænge sit Bryst, lade Længslen og Angsten strømme som rislende Blod og faa Luft. Jeg kan det ikke, Maria. Jeg er en Spotter i mit eget Hjærte. Jeg er en forfængelig Nar. Jeg kan det ikke, jeg tør det ikke.

... Porten slaas i. Jeg farer lyttende op. Nej, det er tunge, slæbende Trin, ikke Marias hastige Svæven.

Og jeg sidder atter ventende. Men jeg finder ikke Traaden i mine Tanker fra før. Jeg tænker kun det ene: Hvorfor kommer hun ikke?

I Piger, som har en Elsker, om I holder af ham, da lad ham vente én Gang forgæves og aldrig siden. Gaar han uskadt ud af den første Prøve, da stol paa, at han er oprigtig forelsket. Men byder I ham anden Gang den forgæves Ventens Helvede, da véd han, at I ikke er hans Kærlighed værd.

Jeg venter, mens Minutterne jager som Sekunder over Urskiven. Om jeg kunde nagle Tiden fast!

Men aldrig har Tiden haft Il som nu, da hvert flygtende Minut tager et Haab med sig. Mit Hjærte kæmper for ikke at give tabt. Det fremtryller i utrættelig Iver nye Forklaringer, nye Undskyldninger. Slaa Dig til Taals, hun kommer sikkert. Hun er bleven forsinket, hun har husket Aftalen galt, hun opholdes paa Vejen.

Mit Hjærtes Møje er spildt. Mens Timerne rinder, forbløder mit Haab. Og Tvivlen og Spotten hoverer.

Jeg forbander Maria, jeg kalder hende den usleste og falskeste Pige. Der er ikke den Mistanke saa hæslig, at jeg ikke griber den, ikke den Pinsel saa grusom, at min hævnsyge Tanke ikke spænder Maria paa den.

Tilsidst finder jeg mig selv i sløv Haabløshed siddende paa Kanten af min Seng, stirrende gennem den aabne Dør ind i Spisestuen, hvor Festbordet staar dækket med fine Retter og Vine og mange Lys.

Jeg rejser mig, gaar hen til Vinduet og aabner det. En blød og tæt Foraarsregn siver gennem den milde taagede Luft. Jeg staar med Panden mod den vaade Vinduespost. Den bitre Smerte er forsvunden, jeg er kun saa træt, saa træt og saa tør om Hjærtet. Hvor den bløde, fugtige Luft lindrer. Den tørre Træthed løser sig op i mildt Vemod, i en stille sagtmodig Længsel. Kom Du i dette Øjeblik, Maria, jeg gjorde Dig saavist ingen Fortræd! Jeg lagde min Kind til din, og i den linde Foraarsaften, som løser alt Haardt og Frossent, tilstod jeg Dig mit Hjærtes dejlige Hemmelighed, som nu dæmrer i min Sjæl.

— — Jeg vender mig og ser, med et Smil, Lysene stadig brænde paa Festbordet. Jeg slukker dem langsomt, et efter et. Og jeg sidder endnu længe i Mørket, uden at tænke, uden at lide, uden Begær og uden Savn, kun opfyldt af sagtmodig Længsel og en øm Trang til at være god imod Maria.

L.

Maria, om Du havde set mig den foregaaende Aften! Nu saá Du mig tryg og smilende som altid, venlig og overbærende, tagende det hele som det, det var: en kedelig Fejltagelse.

Spillede jeg min Rolle godt? Eller anede Du, at der var noget bagved, noget, som skulde fordølges Dig? Følte Du, da jeg trykkede Dig i mine Arme, at min Lykke var større end jeg vilde tilstaa?

Laa der maaske en alt gennemskuende Underfundighed i dit Blik, da Du opdagede de nedbrændte Lys paa det endnu dækkede Bord og, med et bebrejdende Smil, sagde: »Nu er Du igen gaaet sent i Seng« ...?

Og da jeg svarede: »Ja, jeg havde et paatrængende Arbejde at besørge«, var det da helt oprigtigt, helt uden Ondskab, Du henkastede: »Ja hvad andet skulde vel holde Dig oppe saalænge?«

LI.

Det er de sidste Dages Hellige, Poesiens dunhagede Asketer og spekulative Grønskollinger. De betragter med ubeskrivelig Foragt denne Kollega, der paa ganske forældet Vis digter om Kvinder og Kærlighed. Nej, saa forstaar de bedre en nutidsvarende Poesis Krav. De stiger paa langstrakte Adjektiver op til Stjærnerne, slaar en Passiar af med Vorherre og serverer deres himmelske Interviews i al den taagede Dybsindighed, som de kan presse ud af deres uklare Hoveder.

Det er Poesi, saa Enhver kan forstaa, at Poesi er noget andet end almindelig menneskelig Tale. Og det er Poeter med virkelig ædel Stræben, Poeter, som ikke mænger sig med noget saa ordinært som at fortælle om to, der elsker hinanden.

Disse unge Digtere har gjort den imponerende Opdagelse, at de er af et for fint Stof til at elske. Elskov fornedrer dem, bortvender deres Sind fra de høje Kald, tilsmudser deres jomfruelige Sjæle, som de tror Himlen slikker sig om Munden efter.

Lad dem blive i Stjærnerne, de Skrog, og dunste. Jordens smukke Piger savner dem ikke. Og kommer de en Dag luskende ned med deres Brynde — saaledes kaldes Kærlighed i Stjærnerne —, saa vil selv den tarveligste Donna fra Smaagaderne lære dem, at der er mere digterisk Visdom at finde i to Pigeøjne end i samtlige Fiksstjærner.

... Hvorpaa jeg gaar videre med Maria.

LII.

Maria trænger just til megen Støtte nu. Hun er ikke glad. For om faa Maaneder skal hun giftes med sin Bejler. Hun græd forleden, hun var hos mig. Jeg maatte gøre mig stærk og tale opmuntrende Ord til hende. Det var jo noget, vi vidste forlængst, at hun en skønne Dag skulde giftes. Min skæmtende, ligegyldige Ro faar ogsaa Marias Taarer til at standse. Hun giver mig Ret, hun spøger som jeg og siger, hun var et taabeligt Barn. Men da jeg ser Maria smile, sætter jeg Glasset, jeg holder i min Haand, saa fast paa Bordet, at det splintres i tusinde Fliser. Maria betragter mig forundret, men siger intet, og jeg ler højrøstet. Jeg frygter, hun har opdaget min Galskab, og tvinger mig til at være lystig som aldrig før. Forundringen viger ikke fra Marias Blik. Men da hun gaar, siger hun — jeg tør ikke spørge, om hun gør Nar —: »Hvor Du har været munter idag!«

Ja, jeg er gal. Jeg fejler legemligt intet. Min Puls, som jeg nøje prøver, slaar normalt. Jeg spiser og drikker, jeg omgaas mine Venner, og de mærker intet. Mit Ansigt forraader ingen Smerte, mine Øjne er klare. Men i mine Aarer brænder Ild og der staar røde Flammer for mit Blik. Jeg er altid angst, og, naar Angsten stærkest krymper mit Hjærte, føler jeg Lyst til at dræbe. Véd Du, Maria, hvorfor jeg sidste Nat pludselig sprang op og tændte alle Lysene? Du havde nævnet hans Navn, og i Mørket krummede jeg min Haand over din Strube.

Men havde jeg ham under min Haand, mit Hjærte vilde kun fornemme Vellyst ved at høre hans Rallen og se hans Øjne dreje sig i hvid Dødskrampe.

LIII.

Stakkels Zeus, som aldrig kendte Skinsygens Unøjsomhed og hvis Gudeblod altid pulserede lige jævnt og lige lunkent. Du sidder i din Himmel, Saligheden har Du forlængst sat til Livs. Nu fordøjer Du under ironiske Opstød.

Men for os andre er Vejen til Salighed: Beruselse. Og kun ved at storme den faar vi Adgang til Himlen.

Jeg er for første Gang i mit Liv klog. Jeg ser, at Lykken er ikke hist og her, ikke Nippedrik af mange Bægre. Lykken er ét Bæger tømt til sidste Draabe.

Sæt paa Rad hundred Pokaler, fyld dem med de fyrigste Vine. Jeg lader dem alle staa, mit Bæger hedder Maria. Hendes Kærlighed er min Vin, som jeg ikke skænker en Draabe bort af.

LIV.

Til hvad Nytte lyve for mig selv? Jeg véd det jo, saadan vil det blive, naar hun først er hans. Hun siger vel nej, hun siger, at aldrig, aldrig vil det blive mellem dem som mellem os. Hun tror sikkert selv, hun taler sandt. Men hun er ung og hun hader ham ikke. Hun vil ikke nægte ham hans Ægtemandsret. Og den Mand, til hvem en Kvinde hengiver sig, er en daarlig Makker, om han ikke hurtigt faar Ilden til at blusse. Siden kommer alt det andet af sig selv. Føler hun sig lykkelig i hans Arme, da udleverer hun ham sit hele Væsen, sin Taknemmelighed, sin Tillid og Fortrolighed.

De vil sidde sammen i Mørkningstimerne, hun paa hans Skød; han vil spørge hende om mig og hun vil forraade mig, fordi en Kvinde aldrig tilstaar den Mand, paa hvis Skød hun forelsket sidder, at hun har elsket en anden endnu højere. Hun vil fortælle om mig alt det onde og grimme, han ønsker at høre, hans Kys vil lokke det frem, og naar han stadig ikke er tilfreds, vil hun paalyve mig alle Verdens Skændigheder.

Men jeg gaar udenfor paa Gaden og ser Lyset i deres Stuer, følger dem fra Time til Time, véd, at nu spiser de, nu sidder hun paa hans Skød i Dagligstuen, nu endelig slukkes Lyset ... nu staar hun foran Spejlet og lægger sine nøgne Arme om hans Hals.

Og det skulde ske? Hun skulde blive hans? Han, som ikke ejer anden Ret til hende end den, jeg gav ham. Jeg skulde nu, nu jeg véd, hvor nødvendig hun er mig, skikkeligt bære hende til hans Hus? Plyndre mit eget for at gøre hans rigt.

Nej ... Og dog. Tør jeg holde hende tilbage? Idag, ja. Men imorgen? ... hvem kender sit Hjærte imorgen?

LV.

Om Nogen den Gang havde sagt til Dig: Den Kvinde vil Du ofre dit Liv — Du havde let ham op i Ansigtet, Du havde svoret den mandhaftigste Ed paa, at ingen Tanke var fjærnere fra dit Sind.

Var hun da ikke ligesaa smuk og atraaværdig den Gang, ligesaa god og ligesaa forelsket?

Jo sikkert. Hun er den samme. Men dit Syn paa hende er forandret. Guld er Guld og har alle Dage været skønt at skue. Men først da man gav Guld Stempel som Penge, fik det sin høje Værdi. Og vælger man en Dag et andet Metal til Penge, synker Guldet tilbage til igen kun at være Øjenlyst.

Idag har Du stemplet Maria som Livets et og alt. Men tør Du lide paa, at Du ikke imorgen vurderer hende, som Du vurderede hende igaar: en munter Adspredelse, et Øjebliks Lyst, en flyvende Sommer?

Hvor er den sikre Prøve?

LVI.

Det er den sidste Nat, vor sidste Nat. Om faa Timer drager Maria til den fremmede By for at besøge en Tante. Og naar hun vender tilbage, er det for at holde Bryllup. Jeg ser hende ikke mere — hun er en anden Mands Hustru. Havde det været i gamle Dage, i Begyndelsen jeg kendte Maria, hendes Ægteskab havde saavist ikke skilt os. Det havde vel langt hellere opflammet min Erobrerlyst. Nu fristede Erobring og Bytte fra fremmed Strand mig ikke. Jeg vilde Ingens Lykke og Fred forstyrre. Min Lykketro, min Stolthed var brudt. Havde jeg end Lykken i min Haand, jeg vovede ej at tro paa den, vovede ej at holde den fast.

... Natten sænkede sig over os. Saa højtidsfuldt stille der var. Haand i Haand laa vi, hver i sine Tanker, og stirrede ind i Mørket. Din lille varme Haand, Maria, den hvilede saa forsigtigt i min, rørte sig ikke, frygtede sagtens at bryde Stilheden. Jeg syntes, det var, som svævede vi sammen gennem Rummet, bares paa store tyste Vinger langt bort, langt op fra Savn og Smerte — ind i en Sfære, hvor det frygtløse Mørke og den drømmeløse Søvn hersker og hvor Tiden ingen Timer har.

Vi laa længe saadan. Jeg véd det, fordi jeg flere Gange hørte et Kirkeurs Slag; jeg hørte Slagene, men havde ingen Fornemmelse af, at de meldte Tiden for os. Saa hørte jeg, langt borte fra, Marias Stemme. Den kom til mig som baaren paa den store Stilheds bløde Bølger. Hun sagde: »Saadan er det vist at være død.« Jeg syntes, jeg havde tænkt netop de samme Ord, og jeg svarede — jeg kendte min Stemme, men den kom langvejs fra —: »Ja, saadan er Døden.« Og der var atter tyst en Stund. Jeg følte Marias Haand lukke sig fastere om min, mens vi svævende steg og steg. Saa hørte jeg igen Marias Stemme tale til mig: »Jeg vil gærne dø sammen med Dig.« Men jeg havde tænkt de samme Ord og jeg svarede: »Naar vi er trætte, vil vi dø sammen. Lover Du at komme, hvis jeg kalder?« Hendes Haand trykkede min til Svar. Og vi talte ikke mere, før det graa Dagslys brød ind i Natten og vakte os til smertefuld Forstaaelse af, at Afskedens Time var kommen.

— — Men i selvsamme Nat var det, at Babylon blev ødelagt.

LVII.

Men snart er der heller Ingen, som søger mig. Man tror, jeg er borte, og Ingen spørger efter mig.

Jeg sidder i mine stille ensomme Stuer, hvor Marias Minde omsvæver mig, og jeg digter om Maria, som i denne Bog skrevet staar. Det er ingen kunstfærdigt ordnet Fortælling. Det er en Bunke løsrevne Blade af en Kærlighedshistorie, hvortil ikke kræves anden Kunst end den: at være forelsket. Det er en Bog om, hvordan jeg lærte den enfoldige og dog ikke saa letnemte Kunst.

LVIII.

Maria, Du jordisk ømme, Du himmelsk rene, Du, hvis Sjæl stiger som en hvid Due af dit Legems Elskovsbrand — jeg takker Dig, at Du lærte mig den jordiske Kærligheds ujordiske Lyksalighed.

LIX.

Hvis Du bad mig om nærmere Redegørelse for mit Liv hernede, jeg kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit Ønske. Jeg ser en Mængde Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen. Jeg længes kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og være ene.

Saa ligger jeg ganske stille og prøver paa at leve om igen den sidste Nat, jeg var hos Dig.

Men der er saamegen Støj udenfor paa den store Bys Gader. Støjen stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprør. Og gennem den truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge og Kuskenes hidsende Skrig.

De første Aftener var jeg bange. Jeg følte Slagene helt ind i mit Hjærte og, skælvende, krøb jeg sammen under Tæppet. Men saa kom jeg til at tænke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Døde, det vilde ingen Lidelse være. Jeg tog gærne Døden af din Haand.

Husker Du vor Samtale hin sidste Nat? Ser Du, hvad jeg den Gang lovede, det mente jeg. Det vilde jeg, Du skulde vide — inden vi skilles.«

LX.

Dog drager jeg skælvende til Mødet. Thi mit angstfulde Spørgsmaal er dette: Vil vi mon ikke føle os fremmede for hinanden?

Den Maria, jeg rejser ud for at finde, er ikke Maria fra før. Det er ikke det hensynsløst forelskede Barn, der i gamle Dage lagde sig i mine Arme, ikke den muntre og altid beredte Elskerinde, min Erobring og mit Bytte, — det er vel baade det ene og det andet, men samtidig noget større og højere, det, som maaske altid var hendes Væsens Baggrund, det, jeg troede at fornemme de sidste Gange, vi var sammen, det, som, til Syvende og sidst, blev min ensomme Tilbedelses Madonnabilled.

Og hun, vil hun genkende mig? Jeg gør det jo næppe selv. Jeg vandt hende i Leg, jeg tog hende med Sværd i Haand. Alle Dage var det saa let en Dans, vi traadte. Og nu kommer jeg til hende med vaabenløs Alvor. Før gjaldt det en Dans, nu gælder det Livet. Før nøjedes jeg i rigt Overmod med lidet, nu beder jeg i fattig Ydmyghed om Alt.

... Vi farer frem mod den dæmrende Morgen. Pludselig er det atter sort Nat: under buldrende Larm jager Toget gennem en Tunnel. Mørket stemmer mig for Brystet, det suser i mine Øren, og svimmel griber jeg om Platformens Gelænder. Jeg synes, denne Tunnel aldrig faar Ende, jeg famler mig frem for at naa ind i den lyse Waggon — da ... hvilken Aabenbarelse! I den purpurne Himmelrand opstiger Solskiven, spreder sin gyldne Glorie vidt om, gyder dirrende Varmelys over fugtigt blinkende Græsdale og Kornskraaninger.

Skønne fagre Dag, med frydelig Tak knæler jeg for Dig, Du, som friede mig ud af min vaandefulde Nat og førte mig, med genfødt Tro, til Maria.

LXI.

Var det virkelig ingen Drøm? Var det virkelig Dig og mig? Vi ser paa hinanden, vi ryster vantro paa Hovedet. Og dog, først nu synes vi, vi rigtigt kender hinanden. Thi det er jo vort Gensyns høje Under: vi mødes, som saa ofte tilforn vi mødtes i vor næppe tilstaaede Længsels Lykkedrøm. Nu er Drømmen lyslevende.

Og Du dejlige lyslevende Pige, med Forklarelsens stille Lykke i dine skælmske Øjne, med Kvindens voksne Tænksomhed paa din Barne-Pande, Du lægger dine Arme om min Hals og Du siger: »Saa skete det da omsider, i den elvte Time, men ikke for sent, det, jeg aldrig ophørte at haabe. For det er jo sandt, ikke noget, Du imorgen fortryder, ikke noget, Du nu bilder Dig ind, fordi Du har længtes en Smule efter din Elskerinde?«

Jeg svarer: »Saavist som jeg altid hellere har sagt Dig for lidt end for meget, saavist elsker jeg Dig. Jeg elsker Dig i Lyst og i Nød, Hverdage og Festdage. Du er den, jeg vil dø med, men først vil jeg leve meget, meget længe med Dig. Javel har jeg længtes efter min yndige Elskerindes Kærtegn. Men mest har jeg længtes efter alt det andet, som ogsaa er Dig: dit trofaste Hjærte, din rene Tanke, din milde Tale, dit lyse Smil, som er min Sol i Tvivlen, dit gode Haandtryk, som er min Styrke paa Vejen.«

Men da jeg siger Maria dette, græder hun, fordi hun forstaar, jeg taler sandt, og fordi hun er lykkelig.

LXII.