I over en Maaned havde vore Venner været undervejs paa deres Tur Mars rundt. Paa Grund af Skibets store Hastighed behøvede de kun at flyve af Sted om Natten; naar de da satte fuld Kraft paa, kunde de med Lethed indhente den Tid, de om Dagen brugte til at stige ned og foretage videnskabelige Undersøgelser.
De Resultater, de erhvervede sig ved disse Undersøgelser, var meget omstridte. Stone var sjæleglad, han havde efterhaanden beriget sin Samling med en Masse interessante Ting, og han havde udarbejdet forskellige Optegnelser af stor Betydning for sin Videnskab, hvad der gjorde den af Naturen gnavne Mand næsten elskværdig.
Dillingham derimod, som trods store Anstrengelser stadig søgte forgæves efter det mærkelige Dyr, begyndte at blive saa pirrelig, som Stone tidligere havde været, og det var nu næsten altid ham, der gav Anledning til de Ordkampe, der morede Doktoren i lige saa høj Grad, som de ærgrede Hyde.
Hyde kom ned ad Trappen fra Taarnet og med ham et Vindstød, der blæste Stones Papirer hen i den anden Ende af Salonen.
»Jeg tror aldrig, jeg har oplevet Mage til Storm,« sagde Hyde, da han havde lukket Døren efter sig.
»Er der Fare for, at vi blæser ud af Kurs?« spurgte Burd.
»Nej, Doktor, det er der ingen Fare for. Skruen er god nok, men vi kan maaske nok udsætte os for at faa Roret bøjet,« svarede Hyde, idet han satte sig ned; »naa forhaabentlig holder det.«
Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og Hyde foreslog, at de skulde følges ad op for at se paa Roret.
Der var heldigvis ingen Skade sket, og paa Stones Forslag gik de lavere ned for at undersøge Egnen ved Hjælp af Lyskasteren.
De gik nu i en halv Snes Meters Afstand fra Trætoppene i den Skov, der strakte sig under dem.
»Lys!« kommanderede Hyde, og den hvide Stribe kastedes ud i Rummet, gik rundt i en Halvcirkel og derefter nedad.
Det Parti af Skoven, der blev oplyst, bestod af samme Slags træagtige Bregner som dem, de havde set ved Ankomsten. De store, trekantede Blade blev løftet op mod Lyset af slanke Stilke og lukkede som et uigennemtrængeligt Tag for Skovbunden.
Lyset gav de graalige Blade en vidunderlig Glans, som var det et Hav af Sølv, der laa udbredt under dem.
Men snart skiftede Billedet. Bregnerne afløstes af Palmer, hvis slanke Stammer hævede sig som Søjler i et Fepalads, skarpt belyst mod den mørke Baggrund, hvor Lyset ikke naaede hen.
Lyset blev kastet hid og did og viste hvert Træ og hvert Blad med en Tydelighed, som var det den klareste Dag.
Livet i Skoven begyndte at røre sig, snart var det et mindre Dyr, der rejste Hoved og missede med Øjnene mod det skarpe Lys, snart var det et Krybdyr, der i en Fart bugtede sin Krop ind under det skærmende Bladhang, eller de saa en kæmpemæssig, haaret Edderkop, der fra en Gren kastede sig ud i Luften, medens dens Spind glinsede og glitrede i Lyset.
Videre gled Skibet, og Skoven gik over i lave Buske og afløstes til sidst af et sumpet Krat med lange, stive Græsstraa.
Da lød der pludselig et Brøl dernede fra, det knagede og bragede i Buskene tæt ved et lille Vandløb, og en mægtig, laadden, brun Skikkelse rejste sig med øjensynligt Besvær og forsvandt i et kluntet, men ret hurtigt Trav.
»Nej, se, se!« raabte Dillingham, »der var det igen!«
»Hvad mener De?« spurgte Burd.
»Monstrumet, Uhyret, Dyret, vi saa den Dag, vi kom hertil!«
»Er De ganske vis paa, at det er det samme?« spurgte Handerson.
»Tror De, jeg tager fejl, vil De lære mig at kende Dyrene?«
»Handerson mente naturligvis bare, om De var ganske sikker paa, at det var det samme Eksemplar; det kunde jo være en Fætter eller en endnu nærmere Slægtning,« blandede Burd sig smilende i Samtalen.
»De ved jo meget godt, hvad jeg mente, Doktor, og det ved Handerson ogsaa, men jeg maa straks ned,« brummede Dillingham.
»Ned,« gentog Hyde, »vil De springe ned?«
»Springe, tror De, jeg er gal?«
»Ja, for hvis De for Alvor mener, at vi kan lande her uden at støde sammen med Trætoppene, saa maa De være gal,« svarede Hyde roligt.
Og Dillingham maatte pænt vente, saa nødig han end vilde.
Næste Dag lykkedes det dem at finde et Sted, som var egnet til Nedstigning, og Dillingham fik sin Lyst til at gaa paa Jagt styret, rigtignok uden at opnaa andet end at gaa sig dødtræt i sine forgæves Bestræbelser for at finde det attraaede Dyr.
Henimod Aften vendte han tilbage til Skibet, støvet, varm og just ikke i det mest rosenfarvede Humør, og Stones elskværdige Forespørgsel om, hvor han havde nedlagt Dyret, gjorde det ikke bedre.
Han var fast besluttet paa at blive der paa Stedet, indtil han fik opsporet Dyret, og der maatte mange Overtalelser til fra hans Rejsefællers Side, førend det lykkedes dem at faa ham til at indse, at Dyret efter al Rimelighed for længe siden var over alle Bjerge, og at hele Ekspeditionen vilde komme til at lide ved et længere Ophold. Han gav da nødtvungent efter, og samme Aften kastedes Fortøjningen los, og Skibet steg atter op.
Den Nat og hele den følgende Dag gik det med jævn Fart hen over mægtige Skove. Hele Dagen var Vejret straalende, men henad Aften begyndte det at blæse op, og ved Midnat var Blæsten vokset til en orkanagtig Storm, der gjorde Opholdet paa Platformen alt andet end behagelig.
Først forsvandt Stone og saa Frøken Gray, og til sidst var der ikke andre end Dillingham og Hyde tilbage. Dillingham havde egentlig mest Lyst til at gaa ned til Ethel; men som alle Sportsmænd havde han en Svaghed for at sætte en Rekord, og saa længe Hyde blev staaende, vilde han heller ikke gaa ned.
Stormen hylede om dem og drev Skyerne hen over deres Hoveder i vild Fart.
Det begyndte at blive taaget, en tæt Taage, der gjorde alting vaadt og føltes som en fin Støvregn.
»Vi maa ud af Taagen,« raabte Hyde.
Han rev Døren op og raabte sin Ordre ned i Maskinrummet. Skibet hævede sig hastigt og var snart oppe over Taagen og Skyerne.
»Fuld Kraft!« lød det fra Hyde.
Der gik et Ryk gennem Staaluhyret, Skruen snurrede rundt med rivende Fart, dens Hvæsen blandede sig med Stormens Hylen, og dirrende i hele Skroget for Skibet af Sted. Dillingham klamrede sig fast til Rækværket. Det var umuligt at høre noget gennem Stormens Brølen, men da han tilfældigvis kastede et Blik hen paa Hyde, kunde han se paa hans Mund, at han sagde noget.
Han kæmpede sig hen til Kanonens Løb, der stak ud af Taarnet og som Hyde holdt sig fast ved.
»Det er et frygteligt Vejr!« hylede Hyde.
»Ja, det har jeg ogsaa lagt Mærke til,« brølede Dillingham, »jeg er hvert Øjeblik lige ved at blæse ned i Skyerne!«
»Men hvorfor i al Verden gaar De ikke ned?«
»Jeg venter paa Dem, hvad har De for Resten at bestille heroppe?«
»Akkurat det samme, som De har,« lo Hyde, »tror jeg ikke, vi har staaet her som to Skoledrenge, der ikke vil give sig over for hinanden.«
De lo og kæmpede sig hen til Døren, som det ved forenede Kræfter lykkedes dem at klemme saa meget op, at de kunde slippe ned. De var neppe kommet igennem, førend Døren smækkede i med et Brag, og Dillingham trillede ned ad Trappen, stødte mod Døren til Salonen og holdt sit Indtog paa en højst mærkelig Maade, der gav Burd Anledning til at spørge, om han legede Rutschbane.
Stormen rasede hele Natten, og den lagde sig først henad Morgenstunden.
»Har vi holdt Kurs under Stormen?« var Stones første Spørgsmaal.
»Ja,« svarede Hyde, »det er en solid Maskine. Vi har holdt Kursen ganske støt.«
Det viste sig ved Eftersynet, at Skibet ingen Skade havde lidt.
Men nede paa »Jorden« havde Stormen ikke taget blidt. Flere Steder, navnlig i Skovene, var der anrettet store Ødelæggelser.
»Der er maaske ogsaa kommet mange Mennesker til Skade,« sagde Ethel.
»Til Skade! Mennesker!« brummede Stone, »nu maa De ikke blive blødsøden, Frk. Gray, vi har saamænd ingen Grund til at føle Medlidenhed med den Yngel dernede.«
»Det skulde saamænd glæde mig, om nogle Hundrede af disse Uhyrer var kommet af Dage,« sagde Dillingham blodtørstigt. Han vilde netop til at tilføje, at det skulde være ham en Fornøjelse ved Lejlighed at sende nogle af dem over i den anden Verden, men da han mødte Ethels bebrejdende Blik, beholdt han klogelig sin Mening hos sig selv.
Da de den Aften sad i Salonen, lød der en fjern Brusen op til dem.
»Saa,« udbrød Dillingham, »skal vi nu have Storm igen?«
»Nej,« svarede Stone kort, »det er Havet.«
Dette Ord »Havet« havde en vis Virkning paa dem alle, det lød saa hjemligt.
Det kan nemlig ikke nægtes, at trods alt det interessante, de havde oplevet, følte de alle heftig Hjemve, og det ikke blot efter det Sted, hvor hver enkelt boede, men efter London, England, Europa, kort sagt efter hele Jordkloden.
Dillingham rejste sig og drog uvilkaarligt et Suk.
»Hvem der nu var paa et jordisk Hav og stod paa Dækket af et Skib, som skar gennem Bølgerne,« sagde han, »og med Ethel ved sin Side,« tilføjede han i Tankerne, medens han sendte den unge Dame et Blik, der var næsten lige saa tydeligt som Ord.
»De har nok Hjemve,« lo Stone tørt, »men lad os nu komme op paa Platformen.«
De gik alle op.
Et storslaaet Rundmaleri laa udbredt under dem. Maanen var staaet op og kastede sine hvide Straaler ned over en mægtig Havflade. Landet, som de lige var sejlet hen over, var allerede langt bagved dem.
Det var Bølgernes blide Dønninger mod Stranden, der havde frembragt den svage Brusen, de før havde hørt. Skoven strakte sig helt ud til den brede, flade Forstrand, ja paa nogle Steder var det lave Vand helt inde bevokset med høje Sumptræer.
»Hvor er her dog smukt!« udbrød Ethel, henvendt til Dillingham.
»Vidunderligt,« svarede han, medens hans Øjne hang ved hendes Ansigt. »Det minder mig om en Nat nede paa Jorden. Jeg havde Vagten om Bord nede i det indiske Hav. Det var helt stille, ligesom nu, Maanen var lige staaet op, og dens Straaler spillede paa Bølgerne, hvor Krydseren laa til Ankers mellem palmebevoksede Koraløer. Jeg stod paa Kommandobroen og var ...«
Her blev han afbrudt af Handerson: »Nu har jeg set det med. Dette hersens minder ogsaa mig om en stemningsfuld Aften nede paa Jorden. Det var nu ikke just af Stemning, jeg var fuld; men to Maaner saa jeg da ogsaa dengang.«
De saa alle op mod Himmelhvælvingen. Handerson havde Ret, der var virkelig to Maaner.
»Talt, fluks Rædsel og Skræk han befoel i Aaget at koble
Gangernes Spand, saa aksled han selv sin straalende Rustning,«
citerede Burd.
»Det er jo Iliaden, ikke sandt?« sagde Ethel.
»Rigtigt,« svarede Stone, »derfra har nemlig Maanerne deres Navn. De kaldes Phobos og Deimos, – det betyder Rædsel og Skræk.«
»Det Hav kan ikke være videre saltholdigt,« bemærkede Burd, »siden der vokser Skov helt ud til Kysten.«
»Kan vi ikke se den modsatte Kyst?« spurgte Hyde i det samme, Iliaden interesserede ham ikke, og han var bange for, at Doktorens Bemærkning skulde aflokke Stone et længere Foredrag om Saltmængdens Indflydelse paa Plantelivet.
»Se der!« udbrød Burd med eet, »jeg tror sandelig, de brænder Festbaal eller Glædesblus af til Ære for os!« Med disse Ord pegede han ud over Havet.
Langt, langt borte, ude i Synsranden, saas der et stærkt Lysskær, som bredte sig vifteformigt opefter.
»Nordlys!« sagde Dillingham vigtigt.
»Vrøvl!« svarede Stone, »Nordlyset kan aldrig antage saadan en Form. Nordlyset er jo en Udladning af ...«
»Nej, kæreste Professor, nu skal vi skam nyde Udsigten og ikke høre lærde Foredrag,« afbrød Burd ham, »for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at det ikke kan være Nordlys.«
»Det ser ganske ud som Lysskæret fra en stor By,« sagde Hyde.
»Saa maa der findes andre Væsener her end dem, vi har set,« svarede Burd.
»Hvem har sagt andet, jeg har hele Tiden ventet, at vi vilde træffe andre,« sagde Stone.
»Skal vi sejle derhen?« spurgte Hyde.
»Naturligvis,« svarede Stone, »men vi maa være forsigtige; man ved aldrig, om de kan skade os.«
Hyde forsvandt ned i Taarnet, og et Øjeblik efter var der fuld Kraft paa Maskinen.
Lyset forude kom nærmere og nærmere, de kunde til sidst se, at det kom fra en Kyst modsat den, de nylig havde forladt. –
Nu var de ganske nær. Alle lænede sig ud over Rækværket og stirrede ned.
Lange Rækker af hvide Firkanter, saa store som de største Bygninger paa Jorden, strakte sig straaleformigt ud i alle Retninger fra en stor, aaben Plads i Midten. Det hele mindede paa Afstand om en kæmpemæssig Søstjerne med mange Tusinde Arme. En Del af dem strakte sig som lange Baand ud i Landet, hvor de tabte sig i Synsranden.
Oven paa hver Firkant sad der en stor, lysende Kugle, omtrent som en stor Buelampe, men den lod til at være selvlysende, nærmest som en stor Kugle af lysende Glas.
Skibet var nu lige over Byen og krydsede rundt med smaa Slag. Maanen, eller rettere sagt Maanerne, kastede deres Skær over hele den Del af Kloden, der laa udbredt under dem.
Vore Venner kunde nu rigtig se de ejendommelige, smukke Bygninger, hvoraf mange var forsynede med høje, slanke Taarne, der øverst oppe havde en Balkon. Hele Bygningsmaaden vidnede om Beboernes vidt fremskredne Bygningskunst.
Til Bygningerne var anvendt hvide og svagt blegrøde Sten, og de største af Husene var udsmykkede med en ødsel, men meget afstikkende Farvepragt.
Der var efterhaanden blevet Liv i Byen. Freden var veget for en rastløs Travlhed.
Skibet, der laa som en staalglinsende Kæmpefugl deroppe, syntes at skræmme Beboerne eller i alle Tilfælde vække deres Nysgerrighed. Indbyggerne myldrede op paa de flade Tage og paa de smaa Balkoner, der kronede de slanke Taarne.
Det vrimlede af Masser af mørke Skikkelser nede i de trange Gader og paa den store, runde Plads i Midten. Flere Steder dukkede der brogede Dragter og blanke Brynjer frem af den mørke Strøm.
Hele denne Masse af levende Skabninger bølgede frem og tilbage, og en svag Summen naaede op til Skibet.
Alle med Undtagelse af Bill og Craddock, der passede Maskinen, var samlede paa Dækket.
»Der er Liv i Myretuen,« sagde Hyde, »et Luftskib lader til at være et Særsyn heroppe.«
»Ja, man har da heldigvis noget frem for det Folk,« sagde Dillingham med Selvfølelse. Han vendte Ryggen til Stone, saa han saa ikke det Blik, Professoren sendte ham ved Ordet »man«.
»Det er ikke sikkert, det bliver lutter Morskab, naar vi skal til at betragte dem paa nært Hold,« sagde Burd.
Stone for op som en Trold af en Æske.
»Nært Hold! det skal vi overhovedet slet ikke for det første,« raabte han.
»Hvad behager?« udbrød Dillingham, »og hvorfor ikke, om jeg maa spørge?«
»Hvorfor ikke!« gentog Stone foragteligt og med et Skuldertræk, som om han vilde sige: »Hvad kan det nytte, at forklare Dem noget.«
»Ja, det maa jeg da rigtignok ogsaa spørge om,« sagde Hyde, »det vilde da netop være meget interessant at komme derned straks.«
»Interessant!« Stone havde den Vane altid at gentage, hvad de andre sagde, for derved at udtrykke sin Foragt kraftigere.
»Interessant! Ja, man skulde i Sandhed tro, det var Børn, der skulde have et nyt Stykke Legetøj.«
»Vil De ikke forklare Dem nærmere,« sagde Hyde skarpt.
Professorens Overlegenhed forsvandt et Øjeblik, som om han selv følte, han var gaaet for vidt; men han var snart sig selv igen, og idet han lænede sig tilbage i Stolen, begyndte han sit Foredrag:
»Jeg har flere Grunde, mine Herrer, til paa det bestemteste at fraraade og forhindre en Nedstigning, saa længe vi er aldeles uvidende om, hvad det er for Væsener, vi vil faa at gøre med. De staar jo ganske vist paa et andet Kulturtrin end vore »Venner« i Bjergets Huler; men deraf tør vi dog ingenlunde slutte, at vi vil blive modtaget som kære Gæster. Dette er min første Bevisgrund, og jeg tror, at De maa give mig Ret, naar De tænker Dem om.«
»Dertil vil jeg kun bemærke,« sagde Burd, »at der, som De selv indrømmer, er en betydelig og øjensynlig Forskel paa Folkene dernede og saa paa de første Marsvæsener, vi mødte. For altsaa at tage et Eksempel til Sammenligning, lad os da antage, at vi, der her er til Stede, for nogle Hundrede Aar siden havde kunnet opfinde et Luftskib, som var en aldeles ukendt Befordring i hele den øvrige Verden, og at vi foretog en Rejse Verden rundt. Naar vi da paa vor Vej kom til Ildlandet, vilde jeg ogsaa paa det kraftigste fraraade, at vi steg ned og blandede os mellem disse menneskeædende Utysker; men deraf fulgte dog ikke, at jeg vilde være bange for at gaa ned i Rom f. Eks., der vilde vi vist neppe blive skudt ned paa Stedet.«
»Men hvad mener De om at blive brændt som Troldmænd. De husker maaske, at i forrige Aarhundrede blev ikke saa faa Mennesker brændt som Hekse, eller hvad mener De om at blive indespærret som gal eller samfundsfarlig, – jeg behøver vist ikke at bede Dem huske paa, at der har været store Videnskabsmænd, som er blevet behandlet paa den Maade af deres utaknemmelige samtidige. For øvrigt halter den Sammenligning, men nok derom, jeg har en anden og lige saa vigtig Grund, og det er Tiden, – husk, vi har kun en begrænset Tid til vore Undersøgelser. Og hvis vi skal blive anerkendt og troet nede paa Jorden, maa vi have Beviser, mange Beviser, og vel har jeg samlet en hel Del Materiale; men der er meget endnu at udrette, og mere end et Par Dage tør vi ikke anvende paa denne By. Sæt, at vi blev venlig modtaget, men at de ikke vilde slippe os igen, eller at de fik ødelagt Luftskibet, – ja, vi maa tage alle Tilfælde i Betragtning, – hvad vilde De, mine Herrer, saa synes om at tilbringe Resten af Deres Dage paa Mars?«
Her saa Dillingham paa Frk. Gray med et Blik, der skulde udtrykke, at han under visse Forhold kunde tænke sig det.
»Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skulde gøre os Umage for at faa et lille Indblik i denne By og i Beboernes Liv og Færden, men det skal gøres med stor Forsigtighed, og jeg raader derfor til, at vi hurtigst fjerner os herfra, søger os et roligt og øde Sted til at fortøje Skibet, og derpaa holder Raad og lægger vore Planer. Naar vi saa har faaet en Nats Hvile, kan vi altid i Morgen begynde vore Udforskninger, alt ifølge de Planer, vi har fattet.«
»Jeg tror, Stone har Ret,« sagde Hyde, idet han rejste sig.
I det, samme blev Døren revet op, og Craddock kom styrtende ind.
»Der er sprunget en Kobling paa den ene Motor,« raabte han, »Maskinen gaar i Staa!«
Et let, blødt Stød beviste Sandheden af hans Ord.
»Det lader til, Skæbnen har taget Parti imod Dem, Professor,« sagde Burd.
Hyde styrtede ned i Maskinrummet, fulgt af Craddock.
Den skarpe Støj af Skruerne tog gradvis af og gik over til en sagte Brummen, medens Skibet blidt og roligt dalede ned og lagde sig til Hvile paa et af de flade Tage.
Saa gik Maskinen helt i Staa.