Alt var tomt og øde i de før saa »menneskefyldte« Gader.
Alle Husene var tæt tillukkede, og de lysende Kugler paa Tagene var helt slukkede; men det klare Maaneskin gjorde det ganske lyst og kastede et hemmelighedsfuldt Skær over det hele.
Vore Venner spejdede ivrigt op mod Himlen i Haab om at se »Meteor«, men det var forgæves, der var ikke det mindste at se til Luftskibet; derimod dæmrede det ganske lidt ude i Øst, og de første svage Tegn paa Morgenrøden begyndte at vise sig.
»Der er ikke andet for os at gøre, end hurtigst muligt at se at slippe ud af Byen, inden det bliver lyst,« sagde Burd, »men Spørgsmaalet er, hvilken Vej vi skal tage?«
»Det er kedeligt, at der ikke er nogen Restaurationer, som har aabent paa denne Tid,« udbrød Dillingham, »mine Tarme skriger af Sult.«
»Tror De, det gaar os andre bedre?« spurgte Hyde.
»Hvis vi gaar mod Vest, er der mest Sandsynlighed for at slippe ud af Byen og ind i Skoven, inden vore elskværdige Værter opdager vor Flugt. Jeg lagde Mærke til i Aftes, da vi sejlede hen over Byen, at mod Vest hører Husrækkerne langt tidligere op end mod Øst,« sagde Professoren, medens han omhyggelig studerede sit Kompas. »Jeg foreslaar altsaa, at vi gaar denne Vej.«
»De har vel nok Ret,« brummede Dillingham; »men hvor der ingen Beboere er, er der heller ingenting at faa at spise, saa jeg vil ubetinget foretrække at gaa den anden Vej.«
»Saa skulde De følge Deres Lyst, De kan jo spørge Dem for, se« – afbrød Burd sig selv, »der kommer en Betjent, eller hvad det nu er for en, henne paa Hjørnet.«
De saa alle derhen. Burd havde Ret. Inde fra Skyggen fra et af Husene, hvor de stod, saa de en Skikkelse dreje om Hjørnet og komme lige hen imod dem.
Det var en kæmpemæssig Marsbeboer, iført skinnende blank Brynje og med en spids Stok i Haanden.
Dillingham trak sin Revolver frem, men blev standset af Stone, som lagde sin Haand paa hans Arm.
»Lad hellere være,« hviskede Stone, »maaske gaar han forbi uden at se os her i Skyggen, og saa er der ingen Grund for Dem til at vække hele Byen med Deres Skud og skaffe os alle Beboerne paa Halsen!«
Dillingham indsaa det fornuftige i Stones Bemærkninger og stak Revolveren i Lommen igen, og alle trykkede sig tæt op mod Muren i den mørke Skygge.
Det lod virkelig til, at det skulde gaa, som Stone havde sagt.
»Betjenten« gik rolig forbi paa den anden Side af Gaden, men da han var kommet et lille Stykke bort, vendte han sig pludselig om, stirrede et Øjeblik stift ind i Skyggen og for saa tværs over Gaden, idet han udstødte et hæst, pibende Raab.
Dillinghams Revolver for ud som et Lyn. Et Skud knaldede og Professoren, som vilde forhindre det ved at holde Dillinghams Haand tilbage, opnaaede ikke andet, end at Kuglen forfejlede sit Maal og gik forbi Marsbeboerens ene Arm i Stedet for at ramme ham.
Skuddet havde en forbavsende hurtig Virkning. Ekkoet var neppe døet hen, førend Kuglerne rundt omkring paa Tagene atter begyndte at lyse. Dørene gled til Side paa flere af Husene, og i Løbet af faa Minutter havde der samlet sig en ganske anselig Skare, som med høje Raab og truende Fagter tøvende rykkede nærmere og nærmere.
Men vore Venner tabte ikke Modet.
Med Ryggen mod Muren og Revolveren i Haanden stod de rede til at tage mod Fjenden.
Marsvæsenernes Holdning blev mere og mere truende.
»Dette maa have en Ende, inden der kommer endnu flere til,« raabte Dillingham, »Fyr!«
Alle Revolverne gik af og fandt hver sin Mand i den tætte Skare.
Dette Angreb kom Marsbeboerne saa uventet og gjorde dem saa forskrækkede, at de i vild Forvirring spredtes til alle Sider og forsvandt ind i Husene, efterladende deres døde og saarede paa Gaden.
»Løb!« raabte Leslie, og af Sted gik det i vild Fart.
De naaede snart Enden af Gaden. De var nu i Udkanten af Byen, og foran dem laa en smal, jævn Vej, indhegnet, ikke af en Hæk eller Grøft som hos os paa Jorden, men af stramt udspændte tykke Snore, der hist og her blev støttet og holdt oppe af Stænger, der saa ud, som om de var af Metal. Stone paalagde sine Ledsagere paa det indstændigste ikke at komme i Berøring med disse Stænger eller Snore, da han mente, at de ikke kunde være forsigtige nok efter de Erfaringer, de havde gjort i Templet.
Paa begge Sider af Vejen var der flade Marker, helt dækkede af noget lavt, bleggraat, stift Græs.
Maanerne havde tabt deres sølvhvide, straalende Glans og saa blege og farveløse ud, medens Himlen mod Øst havde faaet et fint, perlefarvet Skær, der gennem utallige sarte Farveafskygninger af lyslila og bleggult helt nede i Synsranden rødmede svagt af den opstaaende Sols første Straaler.
Vejen gik et Stykke lige ud og drejede saa pludselig til højre og løb langs en bred Kanal.
Stone standsede.
»Vi maa for enhver Pris over denne Kanal,« sagde han bestemt.
»Det kan vel ikke være saa vanskeligt,« sagde Hyde, »det ser jo næsten ud til, at vi har Lykken med os,« og han pegede paa en lille firkantet, klodset Pram, der laa fortøjet tæt inde ved Bredden.
Alle skyndte sig ned til Vandet, og Dillingham, der var i Spidsen, skulde lige til at gaa om Bord, da to Skikkelser rejste sig fra Fartøjets Bund.
Begge Parter stirrede et Øjeblik lige forbavset paa hinanden, men saa for Dillingham ind paa den nærmeste, greb ham om Livet, løftede ham op og kastede ham haardt mod Kanten af Prammen.
Han udstødte et pibende, skrattende Skrig, idet han faldt, og blev liggende ganske stille med Armene ud til Siden.
Paa samme Tid var Leslie og Bill løbet til og havde grebet den anden, som de nu med Jerngreb holdt fast imellem sig.
»Hvad skal vi gøre med ham?« spurgte Bill, idet han gjorde en Bevægelse, som om han vilde kaste Manden over Bord.
»Nej, nej,« raabte Doktoren, »her er ingen Grund til at dræbe ham, fordi vi tager hans Baad fra ham. Havde vi bare noget at binde ham med, saa han maatte blive liggende her.«
Bill slap Fangen med sin ene Haand, som han stak ned i Lommen.
Med et bredt, veltilfreds Smil trak han en lang, tynd Snor op, idet han sagde: »Det er altid godt at være forsynlig.«
I Løbet af et Øjeblik var begge Fangerne forsvarlig bundet.
Alle sprang om Bord, hvilket straks fik Prammen til at krænge paa en betænkelig Maade.
»Dette gaar ikke, Prammen kan umulig bære os alle paa een Gang,« sagde Hyde, idet han rask sprang i Land igen, »vi maa sætte over i to Partier, Bill, Leslie og jeg bliver her, medens Dillingham sætter de andre over først.« Hans Ord blev adlydt, og Dillingham greb den lange, flade Stok af haardt graat Træ, som laa tværs over Prammen, og begyndte at stage dem over.
Det tog lang Tid, da Vandet var dybt og der var stærk Strøm i Kanalen, saa det var umuligt at gaa lige over.
De tilbageblevne var saa stærkt optaget af at holde Øje med Prammen, at de helt glemte at se efter Fangerne, og derfor ikke bemærkede, at en tredie Skikkelse krøb frem af det lange Græs og naaede hen til de to bundne Marsbeboere.
I et Nu var deres Baand løste, og de styrtede sig nu alle tre med et triumferende Skrig over vore intetanende Venner, og i næste Øjeblik rullede de alle tæt omslyngede omkring i Græsset.
»Det kommer der af denne Barmhjertighed,« mumlede Leslie med sammenbidte Tænder, idet han anbragte sine kraftige Hænder om Halsen paa sin Modstander, hvem det var lykkedes ham at faa under sig; saa klemte han til og mærkede, hvorledes den andens Tag lidt efter lidt slappedes.
Bill foretrak at fælde sin Modstander med en ærlig, gammeldags Skalle, hvorpaa han i næste Nu havde Tag i den Fyr, som omklamrede Hyde.
Dillingham, som havde naaet den anden Bred, før Kampen var begyndt, vendte nu tilbage, og førend de tre Marsbeboere kom til sig selv igen, var de rejsende i Sikkerhed paa den anden Side.
»Nu af Sted i en Fart,« raabte Dillingham, og af Sted gik det i Løb hen over den flade Slette, der fuldstændig blottet for Plantevækst strakte sig foran dem.
Omtrent en Mil forude hævede der sig en lav Bjergkæde med vilde, sønderrevne Toppe.
»Kan vi kun naa de Bjerge der,« sagde Ingeniøren, »saa er vi i større Sikkerhed end her paa den aabne Slette.«
Handerson kastede Blikket op mod den lyse Morgenhimmel: »Naar bare vort Skib vilde vise sig nu, saa var alt godt!«
»Gud være lovet at Frøken Gray er i Sikkerhed!« for det uvilkaarligt ud af Dillingham.
Burd undertrykte et Smil, ellers var der ingen, der bemærkede noget, og Vejen fortsattes i Tavshed.
Da Solen var kommet helt op over Synsranden og omgav Bjergtoppene med en gylden Glorie, var vore Venner i Færd med at stige op af de første Skraaninger. De var omtrent kommet halvvejs op, da Dillingham snublede over et eller andet. Der undslap ham et temmelig kraftigt Udraab af Ærgrelse.
Han havde faaet sin Fod ind under noget, der nærmest lignede en tynd Trærod, som laa hen ad Jorden.
»Det er højst interessant!« udbrød Stone ivrigt, »det er jo en Trærod, det tyder paa Planteliv paa et Sted, hvor ...«
»Bare De ikke selv er en Trærod,« brummede Dillingham, der syntes at have mistet sit gode Humør fra det Øjeblik, Ethel steg til Vejrs med Luftskibet. »Tror De, en Rod er lavet af overspundet Metal? Men ødelægges skal den, om den saa er aldrig saa sejg,« og han sled ihærdigt og arrigt løs med sin Kniv, indtil den kabellignende Genstand var skaaret midt over.
Bill, som imidlertid var steget lidt højere op, udstødte paa een Gang et Udraab: »De er dernede! En hel Trop af de Asener rykker frem over Sletten efter os. Se, hvor Solen funkler i deres blanke Brynjer.«
De andre steg op med fordoblet Hurtighed.
Marsvæsenerne nede paa Sletten syntes nu at have faaet Øje paa dem, for ogsaa de satte Farten betydelig op.
»Nu kun et Minut til, saa er vi oppe!« raabte Hyde, der var forrest.
De andre fløj af Sted, hvis man da kan tale om at »flyve«, naar man foran sig har en Bjergskraaning, der hæver sig brat i Vejret, og hvor der kun hist og her er Plads nok til, at en Haand eller Fod kan finde Støtte.
Endelig var Toppen naaet og alle standsede et Øjeblik aldeles forpustede.
Nede paa Sletten gjorde Fjendens Rækker i det samme Holdt, og vore forbavsede Venner saa i næste Øjeblik Solen funkle og glitre i de blanke Vaaben, idet hele Skaren gjorde omkring og marcherede raskt tilbage den Vej, de var kommet fra.
»Hvad er den af?« raabte Bill, »de kan da umulig være bange for os, de er jo mer end tyve mod een.«
»Det er saamænd første Gang, at Marsbeboerne handler efter mit Hoved,« sagde Burd tørt.
»Det skal De ikke være sikker paa,« svarede Stone, »De kan være overbevist om, at her stikker noget under, som ikke betyder noget godt for os. De Slyngler opgiver saamænd ikke at hævne sig.«
»Deres Hævn giver sig da et ret mærkeligt Udslag,« sagde Hyde.
»Jeg tror, det er, fordi de ved, vi gaar vor Undergang i Møde, at de tilsyneladende opgiver deres Hævn,« sagde Stone. »De kan være vis paa, at dersom de ikke troede, vi var Døden vis, var de ikke vendt om.«
»Det kan være, De har Ret,« sagde Dillingham, »men enten der nu venter os det ene eller det andet, saa maa vi fremad, at gaa tilbage vilde være det rene Vanvid, og vi kan heller ikke blive her og dø af Sult.«
De kunde alle indse, at Dillingham havde Ret, og de gav sig da atter paa Vej.
Endnu en lille Bjergkam blev besteget, saa skiftede Naturen Karakter som ved et Trylleslag. Landet sænkede sig jævnt skraat hen imod en Skov, der kun laa nogle Hundrede Alen borte.
Men ikke en Skov som de, vore Venner, før havde truffet paa. Her var det en fuldkommen tropisk Urskov, og Træerne havde en frisk, grøn Farve.
Skovens friske og frodige Pragt fremhævedes yderligere ved det ubevoksede Bælte, som laa mellem den og den lave Bjergkam. Dette Bælte var oversaaet med Skeletter og halvfortærede Aadsler af større og mindre Dyr, der udbredte en ulidelig Stank.
Alle holdt sig for Næsen, idet de gik videre ned ad Skraaningen. Det var ikke nogen let Sag, for overalt ragede der smaa Spidser op af Jorden, det saa ganske og aldeles ud, som om man havde lagt et Utal af Harver ved Siden af hverandre, med Tænderne opad.
De var næsten ovre, da Stone bøjede sig ned og følte paa en af de smaa Spidser. I samme Nu for han op som stukket af en Bi og løb fremad, saa hurtigt han kunde, alt imens han raabte til de andre, at de skulde følge efter ham.
Han standsede ikke, førend de alle var naaet indenfor i Skoven, saa raabte han med et Lettelsens Suk: »Gud ske Lov, vi slap. Ved De, mine Herrer, hvad det var for et Stykke Jord, vi kom over nu?«
»Det var ikke en Plet, jeg vilde vælge til Middagssøvn,« sagde Leslie.
Stone sendte ham et harmfuldt Blik.
»De smaa Spidser var beregnet til Udladning af Elektricitet med høj Spænding,« sagde Stone højtideligt. »Naar Strømmen sluttes, bliver ethvert levende Væsen, der kommer i Berøring med disse Spidser, øjeblikkelig dræbt.«
»Saa var det godt, der ingen Strøm var for lidt siden,« sagde Burd.
»Det var det,« indrømmede Stone beredvilligt, »men jeg kan bare ikke fatte, hvorfor der ingen Strøm var paa. Det er jo øjensynligt, at Marsbeboerne omgiver deres By og opdyrkede Land med saadant et Bælte, som ingen kan overskride, og det forklarer ogsaa, hvorfor disse elskelige Væsener rolig lod os fortsætte vor Vej før; men paa den anden Side strider Manglen paa elektrisk Strøm jo aldeles mod denne ...«
Her blev han afbrudt ved en høj Susen i Luften. Op over Bjergkammen hævede der sig en stor, mørk Genstand, som kastede en lang, sort Skygge foran sig. Nu var den helt over dem og styrede lige ned mod den aabne Plads foran Skoven.
Alle udstødte et højt Fryderaab. Det var Luftskibet.
Faa Minutter efter laa det sikkert fortøjet paa Jorden, og Gangbrættet blev skudt ned.
Paa Platformen stod Craddock og Ethel.
At komme om Bord var et Øjebliks Sag.
Efter at de almindelige Glædesudbrud over Gensynet var til Ende, begyndte en gensidig Spørgen.
Men Dillingham lagde sig straks imellem.
»Jeg foreslaar,« sagde han, »at vi saa hurtigt som muligt ser at komme langt bort fra dette Sted, og dernæst tror jeg, vi trænger i høj Grad til noget Mad, jeg er omtrent halvdød af Sult.«
Dillinghams fornuftige Raad blev straks fulgt.
En Time efter sejlede de for halv Kraft af Sted gennem Luften.
Oppe paa Platformen laa alle magelig henslængt i Kurvestole, og saa gik det løs med Beretningen om de oplevede Eventyr.
Dillingham førte Ordet, og med mer eller mindre velvillig Hjælp af sine Fæller fortalte han om det mærkelige Fangenskab og om Flugten.
Derpaa berettede Craddock om, hvordan han og Ethel var sluppet ind i Taarnet og havde faaet Døren laaset.
Medens Ethel fra Taarnet betragtede Begivenhedernes Gang, var han ilet ned i Maskinrummet og havde søgt at udbedre Skaden, hvad der hurtigt lykkedes ham.
Saa satte han atter Maskinen i Gang, og Skibet hævede sig op i Luften. Nu havde han haft en Kamp at bestaa med Ethel, førend han fik gjort hende begribeligt, at de kunde yde deres Venner langt mere Hjælp, naar de fri og uafhængige sejlede over Byen og Omegnen med Luftskibet, end hvis de sad belejrede nede paa et af Tagene.
Hele Natten havde de krydset omkring i Omegnen for at finde et Sted, hvor de kunde gaa ned i Sikkerhed, hvis det gjordes nødvendigt, og det var først hen paa Morgenen, da Solen var helt oppe, at Ethel havde faaet Øje paa Marsbeboerne, som drog hen over Sletten.
»Vi satte da Kursen mod Bjergene, og Resten kender De,« sluttede Craddock.
»Jeg har det, jeg har det!« raabte Stone pludselig, idet han sprang op fra Stolen.
»Hvad har De nu igen?« for det ud af Burd, som havde siddet og lyttet andægtigt til Sømandens Beretning og nu følte sig helt revet ud af Stemningen ved Stones pludselige Udraab.
Bill gjorde hemmelig en lille Bevægelse, som straks blev opfattet af Handerson, og som bestod i, at han tegnede smaa, tænkte Cirkler med Fingeren paa Panden, medens hans Øjne betydningsfuldt dvælede ved Professoren.
»Roden!« raabte Stone imidlertid som Svar paa Burds Spørgsmaal, »Metalsnoren, som Dillingham skar over, var Ledningen, der førte Strøm til den Del af »Bæltet«, vi overskred foran Skoven.«
Ethel stirrede uforstaaende paa ham.
»Hvad er det, De taler om, Professor?« spurgte hun.
»Det kan De bede Dillingham forklare Dem,« svarede Stone, »jeg har ingen Tid nu, jeg maa ned og se til min Samling, om alt er i Orden.«
Med disse Ord forlod han Platformen, fulgt af Hyde og Burd, medens Dillingham ædelmodigt paatog sig at forklare Ethel det alt sammen. Men enten har han ikke haft Ordet i sin Magt, eller ogsaa maa den unge Dame have været meget tungnem, for hans »Forklaring« tog over en hel Time.