Dagen efter at vore Venner var undsluppet Marsvæsenernes Efterstræbelser, fandt de et godt Sted til Nedstigning i Midten af en bred, skovbevokset Kløft, der strakte sig i en lige Linie fra den ene Ende af Synsranden til den anden.
Siderne var begrænsede af stejle Klippevægge.
Allerede næste Morgen blev der planlagt en ny Udflugt, som Burd, Stone, Dillingham og Leslie skulde deltage i, og i sidste Øjeblik havde den utrættelige Ethel meldt sig som Deltager, til stor Glæde for Dillingham, men til endnu større Ærgrelse for Stone, der mumlede noget om Forsinkelser og Fruentimmervrøvl.
Denne Gang havde den gode Professor maaske nok lidt Grund til at være utilfreds, thi Turen gik ikke, som ved tidligere Lejligheder, gennem Skov, men over Fjælde, der saa saa stejle og ufremkommelige ud, at Leslie havde forsynet Deltagerne i Turen med Tove og Hakker til en formelig Bjergbestigning.
Efter at have taget Afsked med Hyde og de tre andre, som blev tilbage, drog de af Sted.
Den første Mils Vej gik forholdsvis let, men efterhaanden som de nærmede sig Kløftens Side, blev det sværere og sværere at trænge sig frem.
Egnen bar tydelige Spor af vulkansk Virksomhed, og Vejen spærredes ideligt af store Klippeblokke, der laa slængt omkring hist og her, eller af Kløfter, som de maatte sætte over ved Hjælp af Hakkerne og Tovene.
Dillingham hjalp og støttede Ethel, saa at hun kom lige saa hurtig over som Mændene.
Jo længere de kom frem, des tydeligere hørte de en underjordisk Buldren, og flere Steder trængte der Røgsøjler op af Spalterne i Klippen, og Luften fyldtes af en svag, svovlet Lugt.
Stone slog med sin Hakke paa Klippen.
Det lød hult og drønende.
»Her maa jeg anbefale Dem Forsigtighed,« sagde han, »vi befinder os aabenbart paa en tynd Skal af størknet Lava, hvorunder den flydende Magma er sivet bort.«
De gik nu langsomt fremad, idet de følte sig for med Fødderne, før de satte dem fast ned, og for hvert Skridt bankede de med Hakken paa Klippen.
Denne Fremgangsmaade friede dem virkelig et Par Gange fra at falde gennem det tynde Dække, der brast under Hakkeslagene.
Endelig naaede de frem til den store Klippevæg, som hævede sig lodret op over Skoven. Det var ganske umuligt at komme over den, saa Udflugten syntes at maatte ende her, da Stone gjorde de andre opmærksom paa en stor Aabning i Klippen nogle Alen fra, hvor de stod.
»Bare vi ikke løber os en Staver i Livet,« sagde Burd, »hvis nu den Gang der ender blindt?«
»Saa maa vi vende om,« sagde Stone, »men det er dog et Forsøg værd, da vi umulig kan komme længere paa anden Maade.«
De gik ind i Hulen og befandt sig i en lang, temmelig høj Gang, der laa i et skummelt Halvmørke, og de bevægede sig kun langsomt fremad for ikke uformodet at falde i et eller andet Hul.
Gangen bugtede sig hid og did, snart udvidede den sig til en mægtig Tunnel, snart snævrede den ind, saa de maatte krybe paa alle fire.
Ved Indgangen havde Luften været frisk og kølig, nu blev den varmere og varmere, og til deres Forundring blev der ogsaa lysere og lysere, efter som de kom længere ind.
»Nu kommer vi til en Sidegang,« raabte Stone, der stadig var i Spidsen. De hørte ham udstøde et overrasket Raab, lige som han drejede om Hjørnet.
De ilede alle hen til ham og blev staaende forundrede og betagne.
Foran dem laa der en lang, bred og høj Gang. Henved hundrede Meter borte ved den modsatte Ende af Gangen var det, som om der stod en uhyre Heksekedel over Kog.
Mægtige Flammer slog uafbrudt op og vekslede stadig fra rødt til gult og derpaa til violet. Det sydede og brusede i det frygtelige Svælg, og Gangens og Hulens mangefarvede Stenarter glitrede og funklede i det luende Skær.
Trods den stærke Hede, der endog gjorde sig gældende paa saa lang Afstand, blev de alle staaende nogen Tid for at nyde dette ejendommelige Syn, som var noget af det mest storslaaede og trolddomsagtig pragtfulde, de nogen Sinde havde set.
Stone, der var den mest prosaiske af dem, brød først Tavsheden.
»Nu maa vi videre!« kommanderede han.
Men det var lettere sagt end gjort. Gangen, de hidtil havde fulgt, endte blindt, som Burd havde frygtet, og det var først efter lang Søgen, at de fandt en fremkommelig Sidegang.
Den gik temmelig stejlt opad; men efter en halv Times Ilmarch naaede de ud under aaben Himmel. De befandt sig nu paa en stor Højslette, som var bevokset med Skov, der strakte sig langs den stejle Bjergskrænt.
Det gik nu rask fremad gennem Skoven. Træerne var overalt behængt med hele Kæder af Slyngplanter, og Skovbunden var dækket med blødt Græs.
Da det vrimlede af store Insekter og Sommerfugle, fik Stone og Burd hurtigt deres Net frem, og saa gik den vilde Jagt.
Leslie hjalp til af bedste Evne, skønt Stone erklærede, at han ødelagde alle de Eksemplarer, han fangede.
Ethel og Dillingham gik tavse ved Siden af hinanden.
Ethel plukkede af og til en Blomst af de store Epifyter, og Dillingham var netop kommet til det Resultat, at nu var der en udmærket Lejlighed for ham til at fortælle hende, hvor meget han holdt af hende, da de i det samme hørte Stones Røst lige i Nærheden.
»Kom,« sagde Dillingham, idet han bøjede Bladene og Planterne til Side, »kom, lad os skjule os for de andre.«
Hun fulgte ham smilende, men blev staaende med et Udraab af Forbavselse, da Bladene havde lukket sig bag hende.
De var kommet ind paa en rund, aaben Plads, omtrent seks Meter i Tværmaal.
Den var aldeles blottet for ethvert Spor af Planteliv, det bløde Græs holdt op lige foran deres Fødder under de nedhængende Slyngplanter.
Hvide, afblegede Knogler dækkede i et tykt Lag hele Pladsen.
Men det, der mest fængslede hendes Opmærksomhed, var Pladsens Midtpunkt.
Her laa en rund Sten, af omtrent samme Størrelse som en stor Kokosnød, og den lyste med et blaablegt Skær, omtrent som Fosfor i Mørke.
Ethel vilde nærmere; men Dillingham holdt hende tilbage.
»Bliv her,« sagde han, »kan De se alle de Knogler? De hidhører aabenbart fra Dyr eller Marsvæsener, der er kommet for nær til Stenen.«
Ethel gyste. »Hvem kan have lagt den Sten der lige i Midten af den runde Plads?« spurgte hun.
»Det er der ingen, der har gjort,« lød Stones Stemme bagved dem.
Dillingham blev ærgerlig. Altid skulde Stone forstyrre Ethel og ham.
»Den kan da ikke være kommet der af sig selv,« svarede han gnavent.
»Det er et kosmisk Legeme, som hidhører fra Himmelrummet,« oplyste Stone.
»Men hvor kan den dog falde nøjagtig lige ned i Midten af saadan en lille, rund Plads, det er da et underligt Tilfælde, ikke sandt?« spurgte Ethel.
»De forveksler Aarsag og Virkning, bedste Frøken,« sagde Stone. »Stenen er ved en eller anden Lejlighed faldet ned i Skoven, og dens radioaktive Straaler har umuliggjort al Plantevækst i de nærmeste Omgivelser.«
»Men Skeletterne?« spurgte Dillingham.
Som Svar stak Stone Skaftet af sit Sommerfuglenet inden for Kredsen, og de saa, hvorledes det gule Bambusrør langsomt forkulledes.
Dillingham trak sin Revolver frem og sigtede paa Stenen.
»Er De gal, Mand? Ved De, hvad De udsætter os for?« raabte Stone; men førend han kunde standse Dillingham, gik Skudet af.
Der hørtes et Brag, og derpaa regnede det ned over dem med Smaasten, Grus og Benstumper i vild Forvirring. Den runde Sten var forsvundet, og Jorden rodet op i flere Meters Omkreds, som efter en voldsom Granateksplosion.
»Saa,« sagde Dillingham, »nu kan det Djævelskab ikke gøre mere Fortræd.«
Stone for tværs over Pladsen, kastede sig ned og undersøgte med en Lupe det Sted, hvor Stenen havde ligget.
»Intet Spor, den er fuldstændig pulveriseret,« mumlede han, idet han kastede en lille uformelig Klump hen foran Fødderne af Dillingham.
»Hvad er dog det?« spurgte denne.
»Det er Deres Revolverkugle,« svarede Stone, »den er helt smeltet ved Sammenstødet.«
Han gav sig derpaa igen ivrig i Færd med sine Undersøgelser med Lupen, og først da Burd og Leslie kom til, lykkedes det dem at faa ham bort.
De besluttede nu at give sig paa Hjemvejen, og de gik et Stykke langs med den stejle Skraaning i Haab om at finde et Sted, hvor de kunde klatre ned i Kløften og undgaa den besværlige Vej gennem Vulkanen.
De maatte gaa en lang Strækning, inden det blev dem muligt at begynde Nedstigningen, der var yderst besværlig, og da de endelig igen stod nede i Kløften, var de kommet langt bort fra deres Udgangspunkt.
Der var ikke andet for end at gaa gennem Skoven for om muligt at naa Skibet, inden det blev mørkt.
Det lykkedes igen Dillingham at komme bagest med Ethel, og nu skulde det være Alvor, tænkte han ved sig selv. Han saa op mod Træerne for at faa en Indskydelse, og da det ikke hjalp, saa han ned mod Jorden og opdagede der noget, der fik ham til for en Stund næsten at glemme Genstanden for sine varme Følelser.
Lige foran sig, krydsende den Vej, de fulgte, saa han tydelige Spor af det Dyr, han nu flere Gange havde jaget forgæves efter, og det var oven i Købet ganske friske Spor.
Han kaldte paa Stone, der blev afbrudt i et indviklet Væv af Tanker i Anledning af den mærkelige Sten og derfor gav sig til at stirre paa ham med et fraværende, aldeles udtryksløst Blik. Først da Dillingham ærgerlig tog ham i Armen, medens han pegede ned mod Jorden, forstod Stone, at der blev talt til ham, og spurgte arrigt, hvad der nu var i Vejen.
»Der er friske Spor af Uhyret,« svarede Dillingham.
»Hvad angaar det mig?« sagde Stone.
»Det angaar i alle Tilfælde mig,« sagde Dillingham bestemt, »for jeg vil følge det.«
»Det bliver naturligvis Deres egen Sag,« sagde Stone roligt, »men Skibet skal afgaa her fra Mars om 4 Dage Kl. 7 Aften præcis, og De maa være tilbage til den Tid, hvis De vil med os.«
Ethel var meget bekymret.
»De vil da ikke give Dem ene paa Vej efter Dyret. De ved jo slet ikke, hvad Farer der kan møde Dem, og tænk, hvis De nu blev forhindret fra at være i rette Tid tilbage?« sagde hun urolig.
Dillingham smilede: »Jeg har mine Vaaben, saa De skal ikke være urolig for min Skyld, og som De selv kan se, er Sporet ganske friskt, saa Jagten kan umuligt trække længere ud end til i Morgen tidlig, ja jeg er rimeligvis tilbage længe før den Tid.«
»Maa jeg ledsage Dem?« spurgte Leslie.
Dillingham rystede paa Hovedet: »Jeg har bestemt, at jeg alene vilde jage dette Dyr, hvis der endnu en Gang viste sig en Lejlighed dertil. Og,« tilføjede han, idet han bukkede for Ethel, »i Morgen tidlig senest skal jeg have den Ære at nedlægge mit Byttes afskaarne Øren for Deres Fødder.«
Trods alle Indvendinger tog han Afsked og forsvandt ind mellem Træerne.
Da de andre uden Eventyr naaede tilbage til Skibet, vil vi følge Dillingham paa hans Jagt efter Uhyret.
Egnen blev mere og mere sumpet, og han havde derfor let ved at følge Sporet i den bløde Jordbund.
Efter nogen Tids Forløb afløstes Sumpen af Krat, og det nedtraadte Græs og de brækkede Grene viste ogsaa her tydelig Vej.
Han travede af Sted en Times Tid med Blikket fæstet mod Jorden, indtil Krattet pludselig hørte op og afløstes af en bar, solsveden Plads med sparsom Plantevækst, men med Masser af store Stene. Jordbunden var aldeles haard og tør, og ethvert Spor hørte selvfølgelig op.
Han gik paa maa og faa over Pladsen, hvor Skoven atter begyndte, og efter at have søgt forgæves en lille Tid lykkedes det ham ved et rent Tilfælde at finde Sporet igen.
Et langt Stykke fulgte han det nu uden Vanskelighed, saa drejede det paa tværs af Kløften over mod den anden Side.
Atter standsede han ved en aaben, rund Plads, der paa de tre Sider var omgivet af høje Klippevægge, bevokset med Krat. Paa den fjerde Side, hvor han befandt sig, var den aaben ud mod Skoven.
Det var begyndt at blive mørkt, men han var vis paa, at han var naaet ind paa Kolossen, der efter al Sandsynlighed, efter Sporet at dømme, var inde i det høje, stive Græs ovre ved Klippevæggene.
Med Bøssen rede stod han nogle Minutter og spejdede rundt.
Da faldt hans Blik paa en mægtig Hule i Klippen, lige over for, hvor han stod.
Der var Dyret sikkert, han syntes, han hørte noget pusle derinde.
Fod for Fod nærmede han sig forsigtigt.
Da han var naaet midt ud paa Pladsen, hørte han bagved sig et Brøl, der uvilkaarligt fik det til at løbe koldt ned af Ryggen paa ham.
Aldeles instinktmæssig sprang han til Side; men traadte fejl og tabte Bøssen, idet han faldt.
I samme Nu blev Græsset paa det Sted, hvor han lige havde staaet, trampet ned af mægtige Fødder, og han mærkede en modbydelig Stank, medens hans Bytte forsvandt i en kluntet Galop ind i Skoven.
Da han var kommet paa Benene igen og havde fundet sin Bøsse, var Uhyret ude af Syne, men han kunde høre Drønene af dets plumpe Fødder.
Med sammenbidte Tænder, som for at stænge sin Ærgrelse inde, begyndte han atter Jagten, der varede hele Natten igennem i det klare Maaneskin.
Da Solen stod op den næste Morgen, befandt Dillingham sig paa en lille, kratbevokset Høj, og en Snes Alen foran ham stod den forfulgte.
Med Fraade om Gabet, med et mat Blik i de grønne Øjne stod den der, udmattet efter det anstrengte Løb, et let Bytte for en velrettet Kugle.
Dillingham hævede Bøssen og lagde roligt an, da det i det samme raslede i Krattet paa Højens Side, og op imod ham kom en Skikkelse, et »Menneske«, krybende.
Med Lynets Hast forandrede han Sigte, og Fyren tumlede livløs tilbage.
Det andet Skud i Bøssen gjorde det af med een til, men der myldrede stadig flere frem og op imod ham.
Han rev Revolveren frem. Fire Skud ramte, mens to gik forbi, saa blev den kastet i Ansigtet paa den nærmeste Fjende, og Dillingham blev overmandet.
De bandt ham med sejge Slyngplanter og slæbte ham af Sted i vild Fart.
Han havde kæmpet som rasende for at faa fat i sin anden Revolver, der laa i Hoftelommen inden for Frakken, men forgæves.
Dyret var luntet af under Kampen.
Hvad vedkom det heller ham nu?