»Lad dem nu komme!« raabte Dillingham, idet han mønstrede sine velpudsede Vaaben, der stod opstillet paa Platformen.
»Send Lyset hen mod den nederste Del af Krattet,« sagde Hyde til Leslie, der straks adlød hans Befaling.
»Det er mærkeligt,« sagde Leslie, »for 10 Minutter siden vrimlede her af disse væmmelige Fyre, og nu er de som blæst bort.«
»De holder Krigsraad,« sagde Burd, »hvis jeg maatte raade, saa gik vi nu alle ned i Skibet og lukkede Dørene, saa var vi da i Sikkerhed.«
»Skulde vi ikke først sende dem en Salve ind mellem Slyngplanterne?« foreslog Handerson, »det skulde nok jage dem op, hvis de ligger paa Lur derinde.«
»Saa maatte vi da hellere bruge Kanonen,« sagde Leslie.
»Nej,« svarede Hyde, »lad dem være i Fred, og lad os indskrænke os til at forsvare os, naar vi bliver angrebet.«
»De vil naturligvis have fat i Dillingham, og de faar ham saamænd ogsaa nok, hvis da ikke en anden kommer dem i Forkøbet.«
Her saa Doktoren skælmsk paa Ethel, der blev rød og forlegen.
»De skal faa en varm Modtagelse,« sagde Dillingham kamplysten.
»Det tvivler jeg ikke om, at De vil give begge Parter, om end paa forskellig Maade,« svarede Doktoren, som var i sit Drillehumør.
»Naa, naa, Doktor, tæm nu deres Tunge,« sagde Hyde, der saa, at Dillingham var i Færd med at blive gnaven, og at Ethel var pinlig berørt ved Doktorens mindre fine Spøg.
Samtalen blev heldigvis her afbrudt af Stone, der med en tankefuld Mine kom ud fra sit Observationsrum, hvor han havde været sysselsat med at pakke sine videnskabelige Skatte sammen.
»Ved De af, Stone, at vi er saa godt som belejrede?« sagde Hyde til ham, »hele Skoven rundt omkring er opfyldt af Marsvæsenerne, Leslie saa en hel Sværm lige her i Nærheden for omtrent ti Minutter siden, da han var heroppe for at trække frisk Luft.«
»Hvad kommer det mig ved?« spurgte Stone, »jeg har to hele Skeletter af dem, foruden fire Kranier nede i Observationsrummet, jeg har ikke Brug for flere.«
»Det er virkelig ikke af den Grund, at Hyde fortæller Dem det,« sagde Dillingham ærgerligt, »men vi staar i Fare for at blive overmandet, hvad dog maaske vilde forekomme ogsaa Dem mindre morsomt. Tænk kun paa deres uvurderlige Stenstumper og Barktrævler, eller hvad det nu er, De har stuvet sammen, det kunde De let miste i saa Tilfælde, for slet ikke at tale om Deres ganske vist mindre kostbare Liv.«
»Jeg vil ikke raade dem til at komme mig for nær,« raabte Stone kamplysten og kastede et morderisk Blik over mod den belyste Del af Krattet.
»Naar en eller anden stor Kunstner igen engang vil skænke Verden en Statue af den vrede Achilles, skulde De tilbyde Dem som Model, Professor,« sagde Burd spydigt.
»Spar Deres dumme Vittigheder,« sagde Stone vredt, »De skulde hellere nu være alvorlig og tænke paa, at vi er omgivet af Fjender. Naar vi senere er i Sikkerhed, skal det være mig en Fornøjelse at skifte Ord med Dem om en mulig anatomisk Analogi mellem Achilles og mig. Men nu maa vi først og fremmest tænke paa vor Sikkerhed. Det er nødvendigt at holde Vagt heroppe, men det er ganske unødvendigt, at vi alle er heroppe for at passe paa. Vi udstiller en Vagtpost, der afløses hver Time, og saa gaar vi andre ned og hviler os imens.«
»Bravo!« raabte Dillingham, »jeg melder mig som første Mand.«
»Godt,« sagde Hyde, »og jeg afløser Dem om en Time.«
De gik alle ned og lod Dillingham tilbage med Bøssen paa Skulderen.
Dillingham kunde høre sit eget Hjerte banke, men det var ikke af Frygt. Udtrykket »at være bange« fandtes ikke i hans Ordbog.
Men han var forelsket i Ethel og havde i lang Tid været i en højst pinlig Tvivl om, hvorvidt hun besvarede hans Følelser eller ej.
Nu troede han at have faaet Vished.
Det Udtryk af inderlig, dyb Glæde, han havde set lyse ud af Ethels Øjne, da han kom tilbage fra sit sidste Eventyr, havde gjort ham sikker i sin Sag.
Da Burd før var kommet med sine dumme og alt andet end hensynsfulde Bemærkninger, havde han meget godt lagt Mærke til hendes Rødme og Undseelse, og begge Dele frydede ham, da han tog sig det til Indtægt.
Han havde meldt sig som første Vagtpost i det stille Haab, at Ethel havde forstaaet hans lange, bedende Blikke, da hun gik forbi ham ned til Salonen.
Hun havde ladet sin Kaabe glide ned paa en af Flugtstolene, da hun gik fra ham, og nu haabede han, hun skulde komme igen for at hente den.
Hans Haab gik i Opfyldelse. Ethel kom op til ham.
Hans Hjerte slog et voldsomt Slag, helt op i Halsen paa ham, for saa at staa stille et Sekund, medens hans Knæ dirrede, og det susede for hans Øren.
Med et Ryk tog han sig sammen og gik tæt hen til hende.
»Frøken Ethel,« begyndte han med lav Røst, »De kan umulig være uvidende om, hvor kær De er blevet mig under vort Samvær her paa Skibet, og jeg tror og haaber, at jeg ikke er dem ligegyldig?« Han saa hende kærligt spørgende ind i Øjnene.
»Nej, kære Dillingham, De er mig ikke ligegyldig, det mærkede jeg bedst, da De forsvandt for os, og vi frygtede for aldrig at skulle se Dem igen,« svarede Ethel.
»Kære, lille Ethel, lad mig da være Deres bedste Ven og Støtte, lad mig hjælpe og trøste Dem, naar vi atter kommer ned paa Jorden; og naar det er lykkedes mig og mine Venner at fri Dem fra den grusomme Anklage, vil De saa være min egen, kære Hustru?«
Ethel saa op paa ham med Taarer i Øjnene, idet hun sagde: »Aah, Dillingham, ved De, forstaar De, hvad dette er for en Fristelse for mig, men jeg bør og kan ikke give efter. Min Stilling er saa sørgelig og fornedrende, at jeg maa holde den Mand, jeg elsker, borte fra mig, indtil jeg helt er renset for Beskyldningen for Mord, og De maa derfor lade alle Planer for Fremtiden hvile indtil da.«
»Nej, Ethel,« sagde Dillingham bestemt, »netop som du nu er, forladt, hjælpeløs og fordømt, kalder du paa de bedste Følelser i mig som Mand og Menneske, og du maa give mig fuld Ret til at være din Trøst og Støtte, for at jeg ved min Ømhed for dig kan lette dig den tunge Tid, du gaar i Møde.«
Han lagde sin Arm om hendes Liv og hendes Hoved paa sin Skulder.
Taarerne strømmede ned ad hendes blege Kinder, men hun saa ikke bedrøvet ud, da hun hviskede: »Hvor du er god, Dick!«
»Maa jeg ønske til Lykke,« lød i det samme Burds Stemme bagved dem. »Det gør mig ondt at maatte afbryde denne Idyl med en ubehagelig Bemærkning. Jeg har aldrig haft videre Tillid til vore Officerers Dygtighed, men jeg troede dog i det mindste, de kunde udrette en Skildvagts Pligter. Havde jeg ikke passet paa inde fra Observationsrummet, er jeg bange for, at Deres Lykke havde faaet en noget brat Slutning.«
»Jeg har passet paa,« svarede Dillingham værdigt, »der har intet mistænkeligt vist sig.«
»Det er netop Fejlen, at De ikke har opdaget det mistænkelige,« sagde Burd, »jeg har i en halv Time holdt Øje med de Bregner derhenne, de har i den Tid flyttet sig over en Snes Alen frem, det er et mærkeligt Naturfænomen, som jeg skal forklare Dem. Vore elskværdige Fjender kommer ganske langsomt krybende frem, medens de holder de brede, afskaarne Bregneblade foran sig.«
»Tak Skæbne,« raabte Dillingham, idet han greb til Bøssen, »det skal de snart blive vænnet af med.«
Burd lagde Haanden paa hans Arm. »Spar Kræfterne og Modet, til de andre kommer, jeg har talt med dem om dette.«
De kom nu alle op, forsynede med Bøsser og Revolvere.
Leslie gik ind i Taarnet for at gøre Kanonen klar.
Ethel stod ved Dillinghams Side. Burd søgte at overtale hende til at gaa ned, men hun sagde, det var jo ikke den første Kamp, hun havde overværet, hun foretrak at blive.
Bregnerne rykkede langsomt nærmere, og man afventede nu kun Ordre fra Dillingham, der som Officer havde overtaget Kommandoen.
Alt var klar til Modtagelsen.
7 Bøsseløb støttedes mod Rækværket, og ud fra Taarnet ragede Maskinkanonens slanke Løb. Dillingham gav en sagte Ordre til Leslie, der lod Skæret fra Lyskasteren falde hen mod Krattet.
»Fyr!« lød det, og Bregnerne faldt omkuld mellem hverandre, medens en Mængde mørke Skikkelser hylende sprang op og løb frem og tilbage i vild Forvirring.
Saa kom der endnu en Salve, som drev dem tilbage for et Øjeblik.
Men en ny Skare stormede frem, væbnet med lange Spyd.
Dillingham lod dem komme ganske nær, før han gav Ordre til at skyde.
Virkningen var forbløffende. Et Uvejr af Bly susede ind imellem dem og drev dem for anden Gang tilbage.
Tredje Gang stormede de frem, men den Salve, de fik paa nært Hold, standsede dem ikke, og de naaede saa nær ind under Skibets buede Sider, at Kanonen ikke kunde bruges.
Enhver maatte nu stole paa sine Haandvaaben og sine personlige Kræfter.
Det var ikke let for Uhyrerne at klatre op ad Siden paa Skibet, og de faa, som det lykkedes for, blev straks stødt ned igen eller skudt.
Men der kom fler og flere, de steg op paa hinanden og klamrede sig fast til ethvert nok saa lille fremspringende Punkt, greb fat i Rækværket og svingede sig op.
Al Orden og Kommando var forbi. Enhver kæmpede for sig selv og værgede sig, som han kunde bedst.
Ethel var gaaet ned, hun fortrød, at hun ikke straks havde fulgt Doktorens og Hydes Raad.
Hun var rædselsslagen.
Det var ikke Blodet, der randt hen ad Dækket og dryppede ned ad Rækværket, det var ikke Fjendernes modbydelige, fortrukne Ansigter og de knusende Smask af de faldende Bøssekolber mod de splintrede Hjerneskaller, der forfærdede hende, nej, det var Udtrykket i Vennernes Ansigter.
Kampens Vildskab og Lugten af Blodet syntes at have forandret dem helt og holdent; forvandlet dem fra civiliserede, rolige Mennesker til vilde, fraadende Dyr.
Hvert Spor af Kultur var som blæst bort i den vilde Kamp for Livet. At disse Mænd havde Dannelse, Interesser, og Kundskaber, skulde man ikke tro, naar man saa dem nu.
Kun i en Henseende adskilte de sig fra deres Modstandere, de var tavse. Marsbeboerne hylede og skreg under Kampen; Menneskene sloges med funklende Øjne, sammenbidte Tænder og vilde Ansigter, men uden en Lyd.
De kunde nu kun bruge Bøssekolben, og det begyndte at se betænkeligt ud for dem. Leslie havde faaet et Spydstik i den højre Arm og havde maattet søge Ly i Taarnet. Dillingham sloges ganske vist for tre, men det lykkedes flere og flere af Fjenderne at trænge op paa Dækket, og der var ikke mere den Kraft i vore Venners Slag som ved Kampens Begyndelse.
Dick Craddock stod yderst ved Rækværket, da et kæmpemæssigt Utyske arbejdede sig op. Han rettede sit Spyd mod Dick, men dennes Kolbe susede ned paa hans nøgne Isse, inden han kunde naa at gøre nogen Fortræd.
Uhyret trillede livløs ned paa Dækket, og Craddock traadte et Skridt frem for at tage mod den næste, men gled i Blodet og faldt forover.
I det samme kom et stort Spyd susende, gik ind gennem Ryggen og ud gennem den venstre Skulder. Craddock udstødte et Gisp og søgte at rejse sig; men Blodet strømmede ham ud gennem Næse og Mund, han faldt om paa den ene Side og var død.
Han var Ekspeditionens første Offer, og hans Død gjorde et stærkt Indtryk paa vore Venner.
»Dette her gaar ikke længer,« raabte Dillingham, »vi maa tilbage til Kahytten.«
De trak sig tæt sammensluttede Skridt for Skridt hen imod Taarnet. Fjenderne fulgte lige efter dem.
»Nu fremad for sidste Gang!« raabte Dillingham, og de lagde alle Kræfter i dette Angreb for at drive Fjenderne tilbage, ud over Rækværket.
Leslie, der inde fra Taarnet havde fulgt Kampens Gang, lukkede hurtig op.
Alle stormede ind, og den tunge Staaldør slog i bagved dem og blev øjeblikkelig laaset.
»En Barrikade!« raabte Dillingham, og straks var alle i fuldt Arbejde med at bygge den.
Kasser og Kister, Bohave og Løsøre blev stablet sammen i det snævre Rum inden for Staaldøren.
De sled alle i det og lod sig ikke forstyrre af Slagene, der haglede ned mod den knagende og rystende, svære Dør. De vidste, at den neppe vilde give efter de første Par Timer.
Stone havde i Førstningen taget ivrig Del i Arbejdet; men var saa pludselig forsvundet. De hørte ham udstøde et Raab inde fra Observationsrummet; Hyde rev sin Revolver op og styrtede hen mod Døren, da den i det samme blev revet op af Professoren, der saa aldeles forstyrret ud.
»Begynder de at bryde ind fra den anden Side?« spurgte Hyde bekymret, men Professoren hørte ham slet ikke.
»Jeg havde en Kasse med Præparater staaende herinde,« sagde han, »det var skøre Sager, der ikke maatte trykkes. Hvor er de henne? Jeg er vis paa, der er gaaet noget i Stykker.«
»Det var svært!« raabte Bill, »maatte den ikke trykkes, det var skam kedeligt, for den ligger underst i Bunken.« Og han pegede paa Barrikaden. »Jeg snuppede den i Farten uden at vide, hvad det var.«
Stone syntes først at have Lyst til at fare lige løs paa Bill, men betænkte sig heldigvis og gjorde Mine til at ville grave sin Skat ud af Bunken; men da han kunde indse, at det var umuligt, segnede han om paa en Stol som et Billede paa haabløs Fortvivlelse.
Et nyt, heftigt Angreb paa Døren bortledte imidlertid Opmærksomheden fra dette Optrin.
»Vi maa prøve, om vi kan sprænge Fortøjningerne ved at sætte Maskinen i Gang og bruge fuld Kraft,« sagde Hyde, »Leslie, gaa ned i Maskinrummet og prøv.«
Leslie, der imidlertid var blevet forbundet af Ethel, rystede tvivlende paa Hovedet, idet han gik for at adlyde Hydes Ordrer.
»Skal vi ikke først prøve at skaffe Luft ved at bruge Kanonen,« spurgte Handerson, »saa kunde det maaske lykkes os at faa Fortøjningen løs?«
»Handerson har Ret,« sagde Hyde, og Leslie, der stod afventende henne ved Døren, fik Befaling til at vente.