Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling

»Al Respekt for Deres Dygtighed, kære Professor; men er den Plan ikke vel ... ja, skal vi sige »original«?«

»Nej, kære, den er virkelig for dristig for et almindeligt Menneske!«

»Jeg ser allerede i Aanden en Notits i »Daily Mail«: Vi beklager at maatte bringe den sørgelige Efterretning, at den berømte Astronom, Professor Marcus Stone, er blevet indlagt paa en Sindssygeanstalt som uhelbredelig.«

De tre Herrer, der var saa rørende enige om det Forslag, den fjerde tilstedeværende var kommet med, var ellers saa forskellige som vel muligt.

Den, der først havde talt, var Civilingeniør John Hyde. Han var, hvad man kalder »en ægte Engelskmand«, rolig og tilbageholdende. Ansigtet med det brede, kraftige Kæbeparti tydede paa Villie og Energi.

Den anden af de talende var aabenbart Officer. Hans runde, godmodige Ansigts sunde, friske Farve og hans kraftige og smidige Legeme viste tydeligt, at han tilbragte største Delen af sin Tid med Sport i fri Luft. Sport var ogsaa hans Hovedinteresse, og de Steder, den udøvedes, var hans Yndlingsopholdssteder. For øvrigt havde han et storartet Humør og en god jævn Forstand.

Hans Venner kaldte ham »lille Dick«, men naar han blev forestillet for fremmede, hed han Premierløjtnant i Marinen, Richard S. Dillingham.

Den tredie, der strakte sin temmelig lille Person i en magelig Kurvestol, var noget ældre end Dillingham. Han var en sirlig Skikkelse med et skarptskaaret Ansigt og et Par lystigt blinkende graa Øjne bag Guldbrillerne. Paa hans Visitkort stod: Dr. med. William Burd, og der er ingen Grund til at tro, at han hed noget andet.

Naar vi forestiller den fjerde af de tilstedeværende til sidst, er det ikke, fordi han er en underordnet Person; tværtimod: Professor Marcus Stone var absolut den mest fremtrædende i det lille Selskab, baade fordi han var Professor, fordi han var berømt, og fordi han kunde raabe højest og tale uafbrudt, næsten uden at trække Vejret. Han var berømt i videnskabelige Kredse for sin store Dygtighed, og han var frygtet, fordi han altid var ubehagelig, – et Ordskifte med ham endte før eller senere med Klammeri.

»Nej, kære Professor,« bemærkede Burd, »det er min Overbevisning, at det moderne Luftskib vil faa overordentlig stor Betydning, større end de fleste aner; men en Rejse til Mars tror jeg i alt Fald ikke, det kan bruges til paa sit nuværende Standpunkt. Det er for fantastisk en Tanke.«

»Men Herregud!« udbrød Stone, »hvor tidt skal jeg sige Dem, at her er ikke Tale om et Jules Vernesk Fantasifoster, men om et videnskabeligt Eksperiment, der er teoretisk klargjort og praktisk udførligt. Men der er selvfølgelig en vis Risiko.«

»Risiko,« snærrede Doktoren, »naar man falder ned fra Eiffeltaarnet, er der ogsaa »en vis Risiko«. Det er Hip som Hap!«

»Men er her da ikke et fornuftigt Menneske?« stønnede Stone med himmelvendte Blikke.

»Nej,« erklærede Dillingham, »hvis denne Plan er Fornuft, saa er vi andre Idioter. Naa, det har De for Resten saa tidt ladet mig høre, saa hvorfor ikke nu? Dør vi, saa ...«

»Saa falder vi som Ofre for Videnskaben,« afbrød Stone begejstret.

»Saa falder vi som Ofre for vor Tillid til Dem,« sagde Burd, »men lad os høre Planen, saa kan vi bagefter kritisere.«

»Vi skal selvfølgelig benytte Hydes Luftskib – paa hvilken Maade skal jeg nu have den Ære at forklare Dem.«

Professor Stone trak en Pakke Papirer op af Inderlommen og begyndte:

»Som De ved, mine Herrer, eller rettere sagt, som De burde vide, drejer Jorden sig i en Ellipse omkring Solen. Foruden Jorden kredser der en hel Del andre Planeter omkring Solen, og den nærmeste af dem er Mars, der er 15 Millioner Kilometer fra os, naar den er os nærmest. Aarsagen til denne Kredsen er den saakaldte »almindelige Tiltrækning«, som nærmere bestemmes ved Hjælp af Newtons Lov. Mere derom ved indtil Dato kun jeg, og jeg skal nu nærmere udvikle min Teori for Dem.

Som De ved, defineres denne Tiltrækning som Enhed af Elektricitet ...«

»Kan De ikke udtrykke Dem lidt mere populært?« afbrød Dillingham, »for Resten er det os nok, at Planeterne i det hele taget kredser, lad os bare slippe for Grunde. Fortæl os hellere straks, hvordan De har tænkt Dem, vi skal komme til Mars?«

»Det er ubegribeligt,« vrissede Stone, »hvor lidt en logisk Udvikling interesserer Dem, og jeg skal derfor fatte mig i Korthed.

Jeg har udfundet, at der gaar en elektrisk Strøm fra den ene Planet til den anden, naar de er i en vis, bestemt Stilling. Staar de anderledes for hinanden, gaar Strømmen derimod fra den anden til den ene. Et elektrisk Legeme, som findes i Æteren, vil som Følge heraf bevæge sig med en Hastighed, der forholder sig omvendt som Kvadratet paa Forholdet mellem sin Masse og Jordens Masse i 3. Potens.

Kraften vil efter mine Beregninger udgaa fra Øen Staffa og have sin Maksimumsværdi den 17. Oktober.

Med et Legeme af passende Vægt vil man kunne faa Forbindelse med Mars!«

Stone tav og saa sig omkring. Hyde sad med et Stykke Papir og forsøgte at danne sig en Figur af den omtalte Tiltrækning. Dillingham saa alt andet end begavet ud, det gik over hans Forstand.

Der blev en længere Pavse, saa tog Burd Ordet:

»Hvis dette er rigtigt, hvorfor har De saa ikke offentliggjort Deres Teori?«

Stone maalte ham med et foragteligt Blik:

»Tror De, jeg gør noget halvt? Naar man har en Sætning, maa der ogsaa følge et Bevis. Min Teori kan ingen kontrollere Rigtigheden af; men kan jeg komme til Mars og tilbage derfra, er der jo et uomstødeligt Bevis, ikke sandt?«

»Ja, hvis De kan det,« sagde Burd med et Smil, der øjeblikkelig bragte Stone i Harnisk.

»Kan!« raabte han, idet han for op, »jeg kan, og De og Hyde og Dillingham kan komme med. Hyde giver os Midlet dertil.«

»De mener altsaa virkelig at kunne bruge mit Luftskib til den Rejse?« spurgte Hyde.

»Jeg ikke blot mener det, men jeg ved det,« raabte Stone; »jeg har set af Deres Tegninger og Udkast, som De var saa god at laane mig, at Skibet med Hensyn til Vægt, Rumfang og Stof, forarbejdet som det er af hærdede Staalplader, vil egne sig udmærket til Udførelse af min Plan. Stiger vi op fra Staffa om godt 24 Uger, den 23nde September Kl. 1⁵⁷ om Natten, vil vi kunne naa Mars paa ca. 11 Dage med en Fart af omtrent 1,363,636,₃₆₄ km pr. Dag. Denne Fart vil muliggøres ved de polarelektriserede Æterdele. 4 Maaneder efter vil Kraften have modsat Retning som Følge af, at de to Planeter atter fjerner sig fra hinanden.«

»Selv om dette virkelig var muligt,« indskød Burd med et overlegent Smil, »saa kunde det ikke udføres af andre Grunde. De har glemt den uendelig lave Temperatur, som hersker i Rummet. Vi vilde jo fryse ihjel, saa snart vi var uden for Atmosfæren, og desuden vilde vi snart forbruge Luften i Skibets Indre.«

»Det er taget med i Betragtning! Det er alt sammen taget med i Betragtning,« raabte Stone triumferende. »Gnidningen mellem Skibet og de elektriske Smaadele vil frembringe en Temperatur paa 18⁷⁶ Grader Celsius i det indre. Desuden er Skibet konstrueret saaledes, at det kan indeholde en Luftforsyning for 25 Dage.«

»Men kan vi aande i Mars’s Atmosfære?« spurgte Hyde.

»Hvis De havde læst mit Værk om Spektralanalysen af Planetatmosfæren,« svarede Stone overlegent, »vilde De i 7ende Bind nederst Side 347 have fundet, at Atmosfæren paa Mars indeholder de samme Stoffer som Jordatmosfæren, nemlig: Ilt, Kvælstof ...«

»Tak! Tak! Jeg er overbevist,« raabte Hyde.

»Og De, Doktor,« spurgte Stone, »har De mere at indvende?«

»Nej, aldeles ikke, jeg er ganske vundet for Deres Plan.«

»Jeg gaar med til alt,« udbrød Dillingham, »gaar det, saa meget des bedre, saa faar jeg min Del i Berømmelsen, og gaar det ikke, saa falder jeg, som Professoren før bemærkede, som et Offer for Videnskaben, som jeg ganske vist egentlig ikke havde tænkt mig skulde blive Aarsag til min Død.«

»Altsaa, alvorlig talt, mine Herrer, skal vi saa vove et Forsøg?« spurgte Stone højtideligt.

»Vedtaget!« raabte de tre andre som med een Mund.

»Lad os da, inden vi skilles, benytte Tiden til et lille Overslag over, hvad vi skal have med, og det vilde maaske ogsaa interessere Dem at gøre nærmere Bekendtskab med Skibet?«

Stone satte sig ned og overlod Hyde Ordet.

Denne rejste sig og tog et Stykke Papir frem, som han foldede ud paa Bordet.

Det var en simpelt udført Tegning af hans Luftskib, set i Gennemsnit.

»Skibet er bygget af tynde, hærdede Staalplader,« sagde Hyde, »og det har Form omtrent som en moderne Undervandsbaad. Foroven har vi Platformen (P), hvorfra Døren (D) fører ind i Taarnet (T), hvor Styremekanismen (L) samt en mindre Maskinkanon (K) er anbragt. Fra Taarnet fører der en Trappe (6) ned i det indre, der er delt i to Etager. I øverste Etage findes et stort Lukaf (7) til Folkene. Derpaa kommer et større Lokale, eller rettere sagt en Salon (S), og Observationsrummet (O) med en Rude (R). Helt forude findes et Magasin (A) til Vaaben og Ammunition o. s. v. I den nedre Etage findes et Forraadskammer (F) samt Beboelsesrummene (1, 2, 3, 4) og endelig Køkkenet (5).

Helt agterude findes Maskinen (M). Skibet styres af et stort, lodret Ror (R) og drives opad og fremad i Luften ved Hjælp af et stærkt sammensat System af Skruer (Skr.). Maskinen drives med Kul, der frembringer Elektricitet, hvorledes skal jeg ikke trætte Dem med. Kullet faas fra Luftens Kulsyreanhydrid, som spaltes i Kul og Ilt af selve Maskinen. Den giver os derved ny Ilt, som vi i vore Lunger igen »omdanner« til Kulsyre. Et saare sindrigt Princip, ser De.«

De andre nikkede bifaldende.

»Undskyld,« afbrød Stone, idet han rejste sig og saa paa sit Ur, »men jeg maa desværre forlade Dem nu, jeg skal op paa Observatoriet og banke Astronomi ind i Hovedet paa den ny Assistent, der skal vikariere for mig, medens jeg er borte. Videnskaben hernede paa Jorden maa ikke forsømmes, medens vi foretager vor Luftrejse. Jeg foreslaar, at vi træffes her igen paa Mandag for at tale videre om vort Foretagende.«

De tre Herrer var enige med Stone, og han forlod dem med et kort: »Paa Gensyn!«

»Han er en stor Mand,« sagde Burd. »Mon hans Plan virkelig skulde kunne udføres? Det vil blive interessant at erfare, hvorledes der ser ud paa Mars.«

»Jeg har en Fornemmelse, som om jeg havde drukket for meget,« sagde Hyde, »det svimler ligefrem for mig ved den blotte Tanke om denne Plan. Jeg har tidt sejlet gennem Luften med en Flyvemaskine; men gennem Verdensrummet med Luftskib! – Det er mere, end jeg kan fatte i Øjeblikket.«

»Naar bare der er god Jagt deroppe,« sagde Dillingham, »saa skal jeg være glad. Tænk, at kunne jage gennem fantastiske Skove efter sjældent, ukendt Vildt, ja maaske efter et eller andet glubende Uhyre; det kan give Anledning til Kamp og Spænding.«

Han anede ikke paa dette Tidspunkt, hvilke spændende Kampscener der ventede ham paa den fjerne Planet.