De stod alle som forstenede ved Professorens Ord.
Denne Gang var der ingen Udsigt til Frelse, saaledes som hin mindeværdige Gang, da de ved Dillinghams Aandsnærværelse undgik et skæbnesvangert Sammenstød med en Meteorsten.
»De mener altsaa virkelig, at vi maatte have tilbragt de femten Aar inden næste Opposition paa Mars?« spurgte Doktoren.
»Det mener jeg,« svarede Stone, »vi har temmelig sikkert endnu kun 14 Dage tilbage at leve i!«
»Well!« sagde Hyde, »naar vi nu altsaa ved, at Døden er os vis til den Tid, saa – ja vi er jo Mænd, ikke sandt? – er der ingen Grund til at plage os selv og hinanden med unyttige Bekymringer. Lad os ikke forbitre vore sidste Levedage.«
»Hyde har Ret!« sagde Burd, »det er vi altsaa enige om. – Sig mig, Dillingham ...! Men hvor er han gaaet hen, han stod jo lige nu her?« afbrød han sig selv.
Dillingham var ganske stille gaaet ud af Døren og ned i Salonen til Ethel, hvem han nu fortalte hele Sagens Sammenhæng.
Han var sønderknust over, at de nu alle skulde lide Døden paa en saa grusom Maade, bare fordi han ikke havde villet holde sin ubændige Jagtlyst i Tømme.
Han bad Ethel om Tilgivelse, atter og atter, og hun søgte at trøste ham med, at Skæbnen kunde have været endnu mere haard imod hende. Hvis de nu var naaet ned paa Jorden igen, og det til Trods for Vennernes og Dillinghams Anstrengelse havde været umuligt at bevise, hvem der havde begaaet Mordet paa hendes Onkel, saa hun maatte vandre i et livsvarigt Fængsel, hvor hun skulde trælle sin elendige Tilværelse hen langt borte fra ham, saa var da denne Død her sammen langt at foretrække.
Hendes Ord og hendes blide og kærlige Maade at trøste ham paa bragte ham lidt efter lidt til Ro.
Da de andre senere kom ned i Salonen, bad han dem alle om deres Tilgivelse.
»Dillingham,« svarede Stone alvorligt, »det var naturligvis meget urigtigt af Dem at fjerne Dem fra Skibet paa et saadant Tidspunkt; men nu da Ulykken er sket og ikke staar til at ændre, er der ingen af os, der bærer Nag til Dem. Vær nu ved godt Mod, De er jo langtfra den af os, der er værst stillet. De maa dø, – ja, men det skal vi jo nu engang, før eller senere, og De faar Frøken Ethel med Dem, hende vilde De vel neppe synes om at overlade til hendes uvisse og ublide Skæbne. Helt anderledes stiller Sagen sig for Hyde og min ringe Person. Vi mister, foruden Livet, Frugterne af hele vort Livs Arbejde og Slid, som maaske for os betyder lige saa meget, som Frøken Ethel for Dem. I Stedet for det berømte Navn, vi begge havde erhvervet os og fuldtud fortjent, vil vi nu blive omtalt af Efterverdenen som et Par halvgale, fantastiske Sværmere, for til sidst at glide helt ud af Sagaen.«
Dillingham tog hans Haand og søgte forgæves at faa et Ord frem, mens han saa paa Stone med sine ærlige, bedrøvede Øjne, hvad der fik Stone til hastigt at trække Haanden til sig og ile ud af Døren, og de hørte ham gaa ind i Observationsrummet.
Idet Stone gik forbi, saa Burd til sin Forbavselse, at Professoren havde Taarer i Øjnene. Burd og Hyde gik snart efter deres Vej, og lod Dillingham ene med Ethel.
Udenfor traf de Handerson, Leslie og Bill. Hyde vilde give dem Nøglen til Proviantrummet, hvor Vinen laa, men de afslog det.
»Skal vi endelig kradse af,« sagde Bill, »skal det være uden Slinger i Valsen.«
Burd gik ind i sit Lukaf og gav sig til at undersøge sin Morfinsprøjte.
»Skal jeg dø,« tænkte han, »saa foretrækker jeg denne Dødsmaade.« I det samme bankede det paa Døren. Han raabte: »Kom ind!«
Det var Ethel.
»Aah, Doktor,« sagde hun med Taarer i Øjnene, »kan De ikke komme op at se til Dick, han er saa aldeles ude af sig selv, kunde De ikke give ham et Sovepulver, for at han kan faa lidt Ro over sig?«
Burd smilede uvilkaarligt. Det var næsten komisk, syntes han, at søge Lægehjælp nu, da selv ikke Alverdens Læger vilde kunne frelse dem fra Døden.
Han gik dog med for at føje og berolige Ethel.
I det de gik op ad Trappen, kom de forbi Bill og Handerson, der stod og talte sammen.
»Vi skal saa altsaa til det?« spurgte Bill.
»Det er sikkert nok,« svarede Handerson, »for jeg hørte selv Professoren sige, at om en 14 Dage vilde vi fryse ihjel paa Maanen eller brænde op paa Solen.«
»Jeg har nu altid holdt mest af lidt Varme,« sagde Bill, »og det gaar maaske ogsaa hurtigere at brænde op end ...«
Her sank deres Samtale ned til en sagte Hvisken, da de fik Øje paa Ethel og Doktoren.
Da Ethel og Doktoren kom ind i Salonen, sad Dillingham paa en Stol og stirrede hen for sig med en fortvivlet Mine.
Doktoren gik hen til ham og lagde Haanden paa hans Skulder, idet han sagde: »Tag Dem dog sammen, kære Ven, om ikke for andet, saa for Deres lille Kærestes Skyld.«
Dillingham saa op paa Doktoren med et mistrøstigt Blik, og Burd belavede sig paa at tage ham ordentlig i Skole, da Døren bag ved dem blev revet op med et Brag og Stone styrtede ind i Salonen.
»Jeg har fundet en Fejl i Logaritmetabellen!« raabte han, ude af sig selv af Henrykkelse.
»Hvorfor er De dog saa glad over det?« udbrød Burd ærgerlig, »har De aldrig før fundet Fejl i andre Folks Arbejde? Det forekommer mig dog,« tilføjede han spydigt. »Saa at De nu har fundet en Fejl i en eller anden Tabel, hvor De dog umuligt paa Grund af Omstændighederne kan gøre Dem endnu mere berømt derved, det begriber jeg ikke. Det er jo en Fejl, De aldrig vil kunne paavise for Verden!«
»Aldrig paavise!« raabte Stone, »den Fejl er netop selv Skyld i, at jeg kan komme til at paavise den for Verden. Havde Professor Hopkins ikke regnet sine Rækker galt ud, vilde vi, efter mine astronomiske Beregninger, hvortil jeg har benyttet Hopkins Logaritmer, aldrig have naaet Jorden, hvis vi var afgaaet fra Mars i rette Tid.«
»Ja, men det er der jo ingen Grund til at tale om nu,« sagde Burd gnavent, »vi kommer der jo i alle Tilfælde ikke, efter hvad De selv har sagt os.«
»Men kan De da ingenting forstaa? Paa Grund af denne Fejlregning er vi netop kommet af Sted i rette Tid, det er det, jeg hele Tiden staar og forklarer Dem,« sagde Stone overlegent.
Her sprang Dillingham op.
»Hvad er det dog, De siger, Stone? Er der Haab om, at vi kan komme tilbage til Jorden?«
»Der er ikke Haab,« svarede Stone, »der er Vished.«
»Hører du, Ethel, vi skal atter se Jorden sammen, og jeg skal sætte Himmel og Jord i Bevægelse for at finde din Onkels Morder og rense dig for den skrækkelige Beskyldning!«
Ethel klappede ham paa Kinden med et lille bedrøvet Smil, hun havde gaaet alt for meget igennem til at kunne være saa forhaabningsfuld som Dillingham.
Stone var imidlertid ilet ud af Døren, fulgt af Burd, for at meddele de andre den lykkelige Nyhed. Der blev en almindelig Jublen. Trods sin Modstand blev han grebet af Handerson og Bill og baaret i Triumf op i Salonen igen. Her raabte de alle tre dundrende Hurraer for ham, hvad han mod Sædvane lod til at føle sig tilfreds med. Han nød det som en lille Forsmag paa de Triumfer, han vilde høste, naar han naaede Jorden igen.
Derpaa udbad Hyde sig paa egne og de andres Vegne en nærmere Forklaring af ham angaaende Fejlen i Beregningerne.
Heri indvilligede han med Glæde og udviklede i de næste to Timer en saadan Masse af Formler og matematiske Beregninger, at det kørte aldeles rundt for hans ulykkelige Tilhørere; men da det aabenbart var til stor Glæde for ham selv, saa bar hans Venner det med engleblid Taalmodighed og søgte at lade, som om de forstod hvert eneste Ord.
Men hvad finder man sig ikke i, naar man pludselig ser sig reddet fra den visse Undergang og givet tilbage til Livet?