Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling

Betjent Nr. 454, Johnson, drejede om Hjørnet af Jamesstreet og travede sindigt ned ad Budcasce walk og op af Victoria embankment, ned forbi Scotland Yard.

Klokken var fem om Morgenen, og Taagen begyndte at lette, saa Betjenten slukkede Lygten, der hang ved hans Bælte.

Der kom efterhaanden Liv i de øde Gader.

Ensomme Natteravne, der var sent paa Færde, listede forpjuskede og med graa, trætte og slappe Ansigter af Sted i det første kolde Dagslys.

Tjenestepigerne, der var tidlig paa Færde, frøs om de bare Arme og skuttede sig i den skarpe, disede Morgenluft, medens de stod stille for at veksle et Par Ord med Betjenten eller en og anden tjenstivrig Portner, som var kommet frem af sit Hi for at feje Gaden.

Svære Vogne kom rumlende gennem Gaderne, Vinduerne blev smækket op, og Mælkedrengenes Træsko slog »Klip Klap« hen ad Fliserne.

Arbejdernes duknakkede Skikkelser begyndte at vise sig paa deres Vandring til Dagens Slæb og Slid.

De havarerede Eksistenser kom listende fra Hyde Park eller krøb frem fra de store Broer, eller hvor de ellers havde søgt at faa deres Søvn, og gik paa Rov efter noget spiseligt til deres tomme Maver.

Johnson skuttede sig og gabede, om et Kvarter kom Afløsningen, og saa skulde Madammens Kaffe smage efter den kolde Nattur.

Han spejdede hen imod Hjørnet, hvorfra Afløsningen skulde komme, da der højt over hans Hoved lød en Susen som af et mægtigt Fugletræk.

Han saa op. Hvad var dog det? Nu havde han aldrig set saa galt. Et Luftskib over Byen. Var der ikke udtrykkeligt Forbud mod Luftsejlads over beboede Steder?

Han anstrengte sine Øjne for at se bedre. Det var min Sandten for galt! Ikke engang deres Nummer kunde han se.

Med eet slog en Tanke ned i ham.

Kunde det ikke være Ingeniør Hydes Luftskib, der forsvandt pludselig en Dag, da Mac Carty selv havde set dem bortføre Ethel Gray paa en Tur, som de ikke var vendt tilbage fra, saa alle mente, de maatte være forulykkede? Det var bestemt dem, der kom tilbage, det maatte meldes og det straks. Det havde jo dobbelt Interesse netop nu, da Sagen mod Frøken Gray havde været fremme igen.

Hende havde de saamænd nok gemt et Sted ovre i Amerika, for at hun ikke skulde falde i Politiets Hænder.

Medens disse Tanker for gennem Betjentens Hoved, ilede han af Sted hen mod Scotland Yard og løb i Porten lige i Armene paa sin overordnede, Inspektør Mac Carty.

Med Haanden paa Hjelmen gjorde han sin Melding.

Inspektøren gik raskt ud paa Gaden og saa opad, jo, Manden havde Ret, et Luftskib var det, men om det var Hydes, var umuligt at afgøre paa den Afstand, selv om man havde set det saa nær ved, som Inspektøren havde, egentlig ikke for sin Fornøjelses Skyld.

Han vendte sig mod Betjenten: »Har De Tjeneste, 454?«

»Well, Sir,« og 454 forsvandt hastigt og kom lidt efter tilbage med en svær, rødmosset Mand.

»Ser De det Skib deroppe?« spurgte Mac Carty ham.

Dirckins saa opad, hvor Skibet svævede højt over hans Hoved.

Han indrømmede derfor, overensstemmende med Sandheden, at han saa det.

»Vil De have noget Mandskab og nogle Biler parate i Udkanterne af Byen. Skibet maa jo ned uden for London, men De maa se efter, hvor det sker, og hurtigst sende mig Meddelelse derom og samtidig lade de ombordværende bevogte, uden at de aner det, saa at De kan underrette mig om, hvor de tager hen.«

»Well, Sir,« var Dirckins’ korte Svar, inden han skyndsomst forsvandt for at udføre Inspektørens Ordre.

Medens der saaledes allerede var sørget for at tage imod dem hernede paa Jorden, svævede vore Venner oppe i den klare Luft. De var alle samlede paa Platformen med Undtagelse af Stone, der var nede i Kahytten for at pakke sine Instrumenter og Optegnelser ind.

Dernede, dybt under dem, laa London, den lignede højt oppe fra en uhyre, graalig Masse af Sten.

Saa sank de, og Massen opløste sig i Huse, Taarne, Monumenter, Skibe og smaa bitte Mennesker, medens der lød en Summen som af en Bisværm op til dem. Det var Begejstringsraab fra de tusinde og atter tusinde af Mennesker, der havde samlet sig i utrolig kort Tid, da det rygtedes, at Ingeniør Hydes i lang Tid savnede Luftskib var vendt tilbage.

Der var en Larm og en Begejstring som i de hedeste Zeppelin-Dage i Berlin, da »Meteor« kredsede om St. Paulskirkens gyldne Spir.

Leslie og Folkene svingede med Hattene og udstødte høje Raab, der var mere velmente end vellydende. De vidste godt, at Menneskene dernede intet kunde høre, men deres Jubel og Fryd over igen at være nær Jorden maatte have Luft.

Hydes Ansigt havde det samme rolige, energiske Udtryk som sædvanlig, han grundede paa, hvor højt hans Skib var steget i Pris efter denne vidunderlige Rejse til Mars.

Doktoren havde kastet sig ned i en Flugtstol og smilede veltilfreds. Han var glad over atter at være saa nær Hjemmet, og han saa i Aanden et eller andet hyggeligt lille Sted ude paa Landet, hvor han kunde nyde en velfortjent Ferie efter alle sine Anstrengelser.

Dillingham og Ethel stod sammen og stirrede ned paa Mængden, der bølgede frem og tilbage som et uroligt Hav.

For dem betød Tilbagekomsten jo kun Adskillelse, i alle Tilfælde da foreløbig, og Ethels smukke Ansigt var blegt og bedrøvet, medens Dillingham følte sig ganske syg om Hjertet ved Tanken om, at hun skulde skilles fra ham og maaske tilbage til Fængslet med dets Rædsler og Uhygge.

Skibet steg nu paa Hydes Befaling atter til Vejrs, og da det jo var ganske umuligt at gaa ned i en Storstads Gader, fløj de af Sted hen over London til den samme Plads uden for Byen, hvor de 6 Maaneder i Forvejen var steget op for at begynde deres eventyrlige Fart.

Da det var et øde Sted, og det endnu var tidligt paa Dagen, lykkedes det dem at slippe ubemærket ned og fortøje Skibet, og de ilede da alle hen til Kroen for at nyde det første Maaltid paa Jorden efter deres lange Rejse.

Da vore Venner havde besluttet at afvente Begivenhedernes Gang for Ethels Vedkommende, maatte de jo have hende anbragt et Sted, hvor hun kunde være, indtil Mac Carty dukkede op, hvad de ikke var i Tvivl om, at han snart vilde gøre.

Professoren vilde straks til sit Hjem for at kunne afhente de Skatte, der laa i Skibet, og Hyde maatte se sig om efter Arbejdere, for at han snarest muligt kunde faa Skibet under Tag, medens han ventede paa den eventuelle Køber.

Burd tilbød da at køre hen til et rigtig pænt Hotel garni med de to bedrøvede Kærestefolk. Han havde ofte selv boet der og mente, at det vilde passe godt for Ethel.

Denne Plan bifaldt de alle, og da Værten havde skaffet dem en Vogn, kørte de sammen ind til Byen.

Undervejs mødte de en Bil med en svær, rødmosset Mand, der fikserede dem skarpt.

Det var Dirckins, der udførte Mac Cartys Ordre.