Doktoren og Dillingham fik lykkelig og vel anbragt Ethel i Hotellet, og da hun var nervøs og forknyt af Angst for, hvad der nu vilde komme, saa blev begge Herrerne og spiste til Middag med hende.
Om Aftenen, da de skiltes, maatte baade Dillingham og Burd love hende at komme igen næste Dag, saa tidligt det var dem muligt.
De holdt Ord, og ved Titiden kørte de op for Døren.
Den stakkels Ethel var endnu mere urolig end den foregaaende Dag, og det gjorde Doktoren oprigtig ondt for hende.
Et Kvarters Tid efter, at Herrerne var kommet, lød der en forsigtig Banken paa Døren.
Burd raabte: »Kom ind!« og en ældre Mand med rødt Haar og røde Whiskers traadte ind med sin Serviet i Haanden og meldte, at der var en Herre, der ønskede at tale med Frk. Gray.
»Vær saa god at vise ham herop!« sagde Ethel med blege Læber.
I det samme lukkede Tjeneren Døren indefra, lod Haar og Whiskers forsvinde i Lommen, og Mac Carty stod for deres forbavsede og forfærdede Blikke.
»Jeg kom paa denne Maade for ikke at vække Opsigt,« sagde han forklarende, »jeg er kendt af hele Tjenerpersonalet her.«
»Skal vi maaske arresteres for Opsætsighed mod Politiet?« spurgte Doktoren og søgte at anslaa en spøgende Tone.
»Absolut ikke,« svarede Mac Carty, »efter at jeg nu til Morgen har læst Bladene og set, hvilken gyldig Grund De havde til ikke at parere Ordre, vilde jeg føle mig som en Barbar og ikke som et kultiveret Menneske, hvis jeg, efter hvad De har udrettet for vort Land, vilde hænge mig i saadanne Bagateller. Nej, mit Besøg gælder Frk. Gray.«
Ethel bad ham ved en Haandbevægelse at tage Plads. Hun var bleg som et Lig og sendte Dillingham et hjælpeløst og fortvivlet Blik, som han besvarede ved at lægge sin Haand beskyttende over hendes lille, kolde Haand, der laa paa Bordet, medens han sendte Mac Carty et morderisk Blik.
Inspektøren tog rolig Plads og begyndte: »Medens De, mine Herrer, gjorde Menneskeheden en stor Tjeneste, har jeg heller ikke ligget paa den lade Side, idet det er lykkedes mig at finde Sir Rupert Staffords virkelige Morder.«
Ethel græd: »Aah, er det sandt, De narrer mig ikke, det er bevist, at jeg er uskyldig?«
Hun vendte sig mod Dillingham: »Hørte du det, Dick, jeg er fri!«
»Forklar Dem nærmere,« bad Doktoren, »spænd os ikke paa Pinebænken.«
»Ja, Miss Gray, De er frank og fri, og det var ved et rent Tilfælde, at jeg kom paa Sporet. Som De vel ved, havde Deres afdøde Onkel gjort et Testamente, hvor han indsatte Dem til sin Universalarving, hvis De overlevede ham og i alle Maader viste Dem værdig dertil. I Tilfælde af Deres Død indsatte han en Slægtning, der bar det samme Navn som han selv, men som han var bleven alvorlig Uvenner med adskillige Aar i Forvejen. Denne Mand havde paa Grund af forskellige mindre heldige Bekendtskaber med Spillere og andre Driverter paadraget sig en Gæld, som Deres Onkel betalte paa den udtrykkelige Betingelse, at han forlod England og banede sig Vej i en anden Verdensdel. En af denne unge Mands intimeste Venner var den Mr. Brown, der optraadte som Vidne mod Dem, og som paastod, han havde set Dem fylde et Pulver i Deres Onkels Glas, medens han betragtede Dem gennem Vinduet. Mr. Brown var, som De vel ved, paa mødrene Side langt ude beslægtet med Deres Onkel.
Efter Trætten med sin Onkel rejste den unge Stafford til Sydafrika, hvor han fik en ret taalelig Stilling. Han vedblev at staa i Brevveksling med Mr. Brown i de paafølgende Aar.
Otte Dage efter Deres Flugt, Miss Gray, meldte en gammel Aagerkarl sig paa Scotland Yard og bad om Beskyttelse mod en Person ved Navn Brown. Denne, der havde en Del Veksler løbende hos den gamle Mand, havde ikke set sig i Stand til at indfri dem, og da Aagerkarlen trængte paa og vilde have sine Penge, greb Brown ham i Struben og var lige ved at kvæle den ulyksalige Mand. Da der i det samme blev ringet, slap Brown Aagerkarlen og styrtede af Sted under vilde Trusler.
Nu var Manden bange baade for sine Penge og for sit Liv og henvendte sig til Politiet om Hjælp, skønt hele Affæren ogsaa fra hans Side var af en mer end tvivlsom Art.
Det blev overdraget mig at skaffe Oplysninger om nævnte Brown, og jeg opdagede jo straks, at det var den samme Mand, der havde optraadt som Vidne i Ethel Grays Sag.
Det forbavsede mig noget, og efter at jeg havde faaet at vide, at det var Sir Rupert Staffords Navn, der stod paa Vekslerne, begyndte min Mistro at vaagne. Jeg fik opsporet, – hvorledes kommer ikke denne Sag ved – at Vekslerne var falske, og Mr. Brown blev sat fast for det morderiske Overfald paa den gamle Mand.
Imedens undersøgte jeg hans Papirer, og mellem en Masse Breve fra den unge Stafford i Afrika fandt jeg et Brev dernede fra, skrevet med en ganske anden Haandskrift. Det var nogle Maaneder gammelt, og i det underretter en Mr. Philps, en Ven af Stafford derovre, Mr. Brown om den unge Mands Død og beder ham underrette hans Slægtninge i England herom.
Dette Brev dømte Manden i mine Øjne.
Han havde falske Veksler løbende paa Sir Ruperts Navn, altsaa kom dennes Død ham meget belejlig. Men selv om Manden er død, staar der to Mennesker mellem ham og Arven.
Tilfældet hjælper ham, og han gør selv Resten.
Det er et Tilfælde, at unge Stafford dør, og at den gamle Sir Rupert bliver syg.
Saa træder han til; hvis den gamle Herre dør, og Ethel er uværdig til at arve ham, er han nærmeste Arving, og han kan dække sine Veksler og skjule, han er en Falskner.
Saa er Planen færdig i Forbryderens Hjerne, han beholder Brevet for sig selv og vælter Anklagen for det Mord, han naturligvis selv har begaaet, over paa Dem, Frk. Gray.
Denne snedige Plan vilde ganske sikkert være lykkedes, hvis ikke Deres lange Sygdom var kommet. Som De husker, blev De syg, inden Dommen faldt, og i alle de Maaneder, De laa bevidstløs og svag paa Hospitalet, var De dog stadig Deres Onkels Arving, først naar Juryen havde dømt Dem, vilde Deres Halvfætter i Sydafrika være Arvingen.
Altsaa, De kom Dem endelig og blev dømt, og samtidig gjorde Myndighederne Skridt til at sætte sig i Forbindelse med unge Stafford, som jo ingen andre end Brown vidste var død.
Men dette trak Sagerne i Langdrag for Brown, der ikke kan dække Vekslerne. Saa er det han taber Hovedet og forgriber sig paa Aagerkarlen.
Hele Sagen stod mig nu aldeles klar, og ved en fornyet Undersøgelse af Deres Værelse i Sir Ruperts Hus fandt jeg endnu et Bevis.
Som De ved, blev der af en Opdagelsesbetjent fundet Morfinpulver i en lille Skuffe i Deres Juvelskrin, jeg var de første Dage optaget af en anden Sag og fik saa kun Mandens Rapport.
Jeg foretog nu en grundig Undersøgelse af Deres Juvelskrin og fandt da en Del Aske af en Cigar. Med uendelig Forsigtighed fik jeg den samlet op og sendt til kemisk Undersøgelse, og Resultatet lød, at det var Aske fra en endogsaa meget stærk Havannacigar.
Ved at udspørge Sir Ruperts gamle Tjenestefolk fik jeg at vide, at Frk. Gray aldrig røg, medens jeg hos Hr. Brown havde set et Utal af Cigarkasser med stærke Havannesere.
Med disse forskellige Holdepunkter lykkedes det mig i forholdsvis kort Tid at gøre Mr. Brown mør – undskyld dette tekniske Udtryk, min Frøken! Med andre Ord, han afgav en fuldstændig Tilstaaelse, og da imidlertid Myndighederne har faaet officiel Meddelelse om den unge Staffords Død, saa er De, Frk. Gray, i dette Øjeblik ikke alene fri og frank, men ogsaa Arving til Deres afdøde Onkels meget store Formue. Det var dette, jeg ikke kunde nægte mig Fornøjelsen af at meddele Dem.«
»Tak, tusind Tak, Hr. Inspektør,« sagde Ethel, »men hvad er der blevet af den ulykkelige Brown?«
»Han tog det fornuftige Parti at forlade Skuepladsen, nu da hans Rolle var udspillet. Han hængte sig.«
Mac Carty rejste sig med disse Ord, satte atter Haar og Whiskers paa Plads og forsvandt med Servietten i Haanden og et elegant Kelnerbuk ud af Døren.
Doktoren var den første, der brød Tavsheden.
»Til Lykke, kære Frk. Gray, til Lykke, Dillingham! Hvis De synes som jeg, saa kører jeg nu sporenstregs hen til vore fælles Venner og beder dem komme hen til en større Middag, som jeg med det samme bestiller nede.
Dillingham, kan De passe paa Frk. Ethel saa længe?«
Og smilende og nikkende forsvandt den joviale Doktor ud af Døren og overlod de to lykkelige Mennesker til hinanden.