Fire Maaneder efter, at vore Venner atter var landede paa Jorden, fandt det store Gallataffel Sted til Ære for dem. London var klædt i Festdragt, fra alle Husene i de Gader, de berømte rejsende skulde igennem, vajede Flag, der smældede muntert i Solskinnet og syntes kaade at tage Del i den fælles Glæde. Hist og her saas Stones og Hydes Navne, anbragte paa Skjolde af Grønt og Blomster. Pyntede Mennesker stod i Rækker over en Time, før Vogntoget skulde komme, og i Vinduerne saas unge, smilende, hvidklædte Piger med store Kurve med Blomster til at kaste ned til de forbikørende.
Der var Sommer og Solskin og Fest i Luften.
Engelske Borgere vilde hylde deres store Landsmænd, der havde bragt Englands Flag endog ud over Jordklodens Grænser og endnu en Gang gjort Englands Navn berømt over hele den civiliserede Verden.
Stor Kamp havde der staaet om Rigtigheden af disse Mænds Udsagn, og bitre Timer havde Stone maatte opleve. Den beedigede Erklæring, der var underskrevet af de 7 Mænd, havde ikke været nok til at overbevise Folk, men Professor Stones overvældende Bevisstof, der til fulde stadfæstede tidligere Teorier, hans uomstridelige videnskabelige Bevisgrunde og hans klare, logiske Udvikling slog enhver Tvivl ned og overbeviste de lærde. Der var ingen Indvending mulig, de havde været paa Mars.
Saa havde Doktoren haft det nemmere, han havde trukket sig tilbage til en lille Villa, han ejede paa Landet, da al den Opsigt, de vakte i London, var ham saa uendelig imod.
Hyde havde set sine dristigste Forventninger gaa i Opfyldelse, hans Fædreland havde afkøbt ham Luftskibet for en svimlende Sum.
Dillingham var for tre Maaneder siden blevet viet i al Stilhed til Ethel, kun Stone, Burd og Hyde havde været til Stede som Forlovere. Lige fra Kirken havde det lykkelige unge Par begivet sig paa Bryllupsrejse, hvorfra de først var vendt tilbage for otte Dage siden.
Samme Dag som Festen, hvortil de Kongelige havde givet Løfte om at være til Stede, skulde finde Sted, havde hver af vore Venner faaet en officiel Skrivelse, hvori der tilstodes dem en livsvarig Pension i Forhold til deres borgerlige Stilling i Samfundet.
I Dag skulde de altsaa atter samles for at hyldes for deres fælles store Bedrift.
Nu kom Vogntoget kørende. I den første Vogn sad Stone, med sin sorte Kjole dækket af Ordener; jublende Skrig fra de begejstrede Mennesker hilste ham paa hans Vej, tunge og duftende faldt Sommerens smukkeste Roser ned for hans Fødder, medens unge, friske Pigeansigter sendte ham deres bedste Smil. Da følte den kolde, kloge, gnavne Mand for første Gang i sit Liv en underlig Fornemmelse, en kold Strøm ned ad Ryggen, der fik ham til at dirre og frembragte et underligt kvælende Tryk i hans Hals, medens hans Øjne fyldtes af hede Taarer. Og til sin egen Forbavselse mærkede han, at alt, hvad den Anerkendelse, der var blevet ham til Del af videnskabelige Autoriteter, og al den Virak, der var ofret paa ham fra sagkyndig Side, alt, hvad den ikke havde formaaet, det vaktes nu i ham ved Folkets naive Hyldest. Og han mærkede, at han var givet sine Følelser i Vold uden Hensyn til, hvad hans Hjerne og Forstand mente derom.
Bagved hans Vogn kom Burd og Hyde sammen. Hyde tog mod Hyldesten som noget, man var nødt til at tage med, medens Doktoren aabenbart ikke var rigtig i sit Es.
Derefter kom Dillingham med sin unge Hustru. Dillingham var rørt, og aaben, naturlig og oprigtig som han var, lagde han aldeles ikke Skjul derpaa. Ethel var aldeles henrivende i sin hvide Silkedragt, og mange var de Blikke, der hang beundrende ved hendes lykkelige Ansigt med det blide Smil.
I den sidste Vogn var de tre andre, der svingede lystigt med Hattene og vinkede til Menneskemassen.
Modtagelsen var storartet og Middagen glimrende i det store, festlig smykkede Rum, og mange var de officielle Taler, som alle efter Aftale besvaredes saa kort som muligt af Professoren.
Da de alle var vel overstaaede, rejste Professoren sig og mindedes under dyb Tavshed med smukke, varmtfølte Ord det Offer, deres eventyrlige Rejse havde kostet, nemlig Craddock. Staaende og i dyb Tavshed drak de alle Glasset ud.
Endnu en Gang rejste Stone sig op og udbragte en Skaal – for Kvinden, idet han bad Ethel tage imod den paa Damernes Vegne, som en Tak for den Hygge, hun havde været til for dem alle paa deres Luftrejse. Men da vekslede Burd og Hyde et meget sigende Blik: det kunde ikke staa rigtig til med deres gamle Ven.
Næste Aften samledes vore Venner efter Aftale ved Ballonhuset uden for London paa den Mark, hvor Ethel slap fra Inspektør Mac Carty hin mindeværdige Aften, da »Meteor« skulde til at stige op for at føre dem til Mars.
Ved et Glas Champagne vilde de tage Afsked med Skibet, der den næste Dag skulde overgaa i de militære Myndigheders Hænder.
»Se der,« sagde Stone, idet han pegede opad, »der er Mars, det lille lysende Punkt histoppe.«
Da satte Leslie Hænderne for Munden og raabte op mod Himmelhvælvingen af sine Lungers fulde Kraft:
»Tak for sidst!«