Paa Duncan og Deans store Maskinværksted i Greenwich var der stor Travlhed.
Der byggedes Luftskibet under Ledelse af Hyde selv, der sværtet og sodet tumlede med de store Metalplader saa godt som nogen menig Arbejder.
Selve Stellet og den ydre Skal byggedes af hærdet Staal, medens alle Skillevægge i det indre var af Aluminium.
Det havde først været Hydes Hensigt at konstruere Luftskibet til Krigsbrug med en Kanon af svær Kaliber i Taarnet. Nu erstattedes Kanonen af en lettere Maskinkanon.
Saavel hans eget Land som Europas øvrige Stormagter havde budt ham fabelagtige Summer for hans Skib, og han havde været lige ved at afhænde det, ufærdigt som det var, da Stone gjorde ham det Forslag at benytte det til deres eventyrlige Rejse til Mars.
Hyde afbrød da alle Forhandlinger med andre; for det første fordi han var stærkt interesseret i Stones Plan, og dernæst fordi han vidste, at Skibet efter en saadan Rejse vilde faa mindst tidobbelt Værdi.
To Maaneder efter den berømmelige Aften, da Stone udviklede sine Planer for sine dengang skeptiske, men nu begejstrede Venner, fejredes Skibets Fuldendelse ved et Glas Champagne, – man »holdt Rejsegilde«, som Doktoren sagde.
Om Natten foretoges en Prøvetur, der forløb fuldkommen tilfredsstillende. Man fløj om Natten for ikke at vække Opsigt, og da Dagen brød frem, laa Skibet, der var blevet døbt »Meteor«, sikkert indhyllet i svære Presenninger i et Skur en god Mils Vej fra London.
Det gjaldt nu om at faa en Besætning, der var til at stole paa.
Hyde hyrede straks en Mand ved Navn Leslie, en ganske udmærket Mekaniker og Maskinist, der i en lang Aarrække havde været Formand paa Duncan og Deans Maskinværksted. Han var villig til at tage med de fire Venner. Dillingham skaffede to Mænd, hans Tjener Handerson og hans forhenværende Oppasser Bill Smith.
Dertil kom Dick Craddock, som det nok er værd at ofre et Par Ord paa.
Da han for en Maaned siden var kommet til London, ejede han med Undtagelse af en Jakke, en snavset Skjorte, et Par Benklæder og et Par lasede Støvler samt en dito Kasket – akkurat lige saa meget, som da han for 44 Aar siden første Gang saa Dagens Lys. Han havde som Sømand været Jorden rundt adskillige Gange, han havde set sig omkring i Verden og oplevet meget. I de kolde nordlige Have havde han slynget Harpunen i den mægtige Hval. Han havde gravet Guld baade i Nordamerika og Australien, og han havde kæmpet paa Liv og Død med malajiske og kinesiske Sørøvere.
Der var kort sagt næsten ikke den Ting, en Sømand kan opleve, som han ikke havde været med til, ikke blot i Fantasien, som saa mange, der »spinder en Ende« i Kammeraternes lyttende Kreds, nej, han havde oplevet det alt sammen i Virkeligheden.
Han havde tjent sig en pæn lille Sum Penge i Tidens Løb, men havde letsindigt sat dem til ved en Ekspedition til det indre Peru for at opsøge en stor indiansk Skat fra Inkaernes Tid.
Resultatet blev, at han maatte vende hjem til England for at begynde helt forfra og endda være glad, han slap derfra med Livet.
For at friste Livet havde han maattet tage Plads som slet og ret Kulsjover, da han en Dag saa et Avertissement i en Avis. Det var indrykket af Hyde, og der fremhævedes, at man havde Brug for en modig, erfaren og paalidelig Mand, der ikke var Familieforsørger.
Craddock meldte sig straks i Hydes Lejlighed i Kensington Road.
Hyde fandt ham ikke særlig tiltalende ved første Øjekast paa Grund af hans smudsige og mangelfulde Paaklædning; men da han havde talt lidt med Manden, opdagede han snart, at han forstod sig en hel Del paa Mekanik og var kløgtig, kvik og erfaren, og saa sagde Hyde til sig selv, at Snavs, selv om det er nok saa gammelt, dog neppe sidder mere fast, end at det kan vaskes af. Da denne hans Hovedanke mod Manden altsaa forholdsvis let kunde fjernes, saa antog han ham paa Stedet og sendte ham bort, for at han kunde foretage de meget nødvendige Forbedringer i sit Udseende og i sin Paaklædning.
Nu var alt i Orden, og man ventede kun paa den Nat, der var fastsat for Opstigningen.
Udrustningen havde man helt overladt til Dillingham, der havde skilt sig mesterlig fra denne Opgave. Der hang et helt Arsenal af Vaaben i Magasinet. Der var et Jagtgevær, en Martini-Henry Riffel og to store 12 m/m Revolvere pr. Mand, og foruden Ammunitionen til alle disse Vaaben var der store Kasser Patroner til Maskinkanonen i Taarnet.
I et Hjørne stod en sort Læderkasse med to særlig fine Browning-Revolvere; de var Dillinghams personlige Ejendom og Genstand for hans Stolthed og varmeste Kærlighed.
Saa man ind i Proviantrummet, skulde man tro, man befandt sig i et første Klasses Viktualie- og Delikatesselager, at dømme efter Indskrifterne paa de utallige Daaser med henkogte Sager.
De forskellige Lukafer og Salonen var udstyret bekvemt og hyggeligt, og det var ikke med saa lidt Stolthed, at Dillingham fremviste disse Resultater af sin Smag og sin praktiske Sans for sine tre Venner.
Doktoren og Hyde var begejstrede; men Stone saa kun flygtigt paa det alt sammen og syntes at tænke paa ganske andre Ting. Alt dette var for ham kun kedelige Biting, uundværlige, men ligegyldige Stationer paa hans Vej mod det store Maal.
Observationsrummet var det eneste Rum i hele Skibet, der var aflaaset, og Nøglen laa i Stones Lomme. Hele Rummet var fyldt med Kikkerter, Theodoliter, Penduler og alle andre fysiske og astronomiske Instrumenter.
Herinde stod ogsaa Professorens store Spektroskop, et uhyre kostbart Instrument med hans Navn indgraveret i en Sølvplade paa Fodstykket.
Det var en Gave fra samtlige Videnskabsmænd i Europa som Anerkendelse af hans Værk om Planeternes Spektra, og det var hans kæreste Eje.
Han tænkte med Fryd paa at kunne faa Jordens Spektrum at se fra Mars.
Dillinghams Tjener, Handerson, kom ikke længere end til Proviantrummet; der blev han staaende, fortabt i Beskuelsen af al den dejlige Mad og i Beregninger af, om det nu ogsaa vilde være tilstrækkeligt, eller om de skulde blive nødt til at tage for sig af Marsdyrenes forhaabentlig velsmagende Kød.