I en lille Kro, en engelsk Mil fra det Sted, hvor Luftskibet var fortøjet, gik Værten den Aften, Afrejsen skulde finde Sted, og dækkede et Bord til fire Personer. Han var lige bleven færdig og havde kastet et sidste, prøvende Blik paa Anretningen, da et Hornsignal hørtes, og straks efter rullede en stor, blaa Automobil op foran Døren. Chaufføren, Dick Craddock, sprang ned og aabnede Døren for de fire rejsende, som een efter een kom frem fra Vognens Indre.
»Er Maden færdig, Johnson?« spurgte Ingeniøren.
»Vær saa artig, mine Herrer!« svarede Værten og bukkede dybt, »den har staaet færdig i lang Tid.«
»Saa er den vel kold,« brummede Professoren, idet de tog Overtøjet af.
»Kold eller ikke kold,« sagde Doktoren, »saa er jeg sulten, og vi har ikke alt for god Tid. Jeg haaber ikke, vi bliver forstyrret?«
Dette Haab skulde nu imidlertid ikke gaa i Opfyldelse. Neppe havde de sat sig til Bords, før det velkendte skrattende Signal atter lød derude.
»Hvad er nu det?« sagde Hyde.
»Formodentlig Værtens Poder, der morer sig,« mente Doktoren.
»Nej, det er ikke vort Horn. Her er nok god Søgning i Aften.«
Dillingham, som sad nærmest Døren, aabnede den og saa ud. Doktoren bøjede sig fremover og fik Øje paa den ærbødigt bukkende Vært, som stod og talte i en sagte Tone med en foreløbig usynlig fremmed. Et Øjeblik efter viste denne sig i Spisestuedøren. En høj, mager Skikkelse i en lang Ulster, et skarptskaaret Ansigt med en bestemt Mund og en let bøjet Næse. Overansigtet kunde man ikke rigtig se, da det dækkedes af Skyggen af en graaternet »Sixpence«, som det ikke i mindste Maade faldt Ejeren ind at tage af.
Han stod lidt og saa stift paa vore Venner, saa drejede han rundt paa Hælen og gik atter ud i Forhallen.
»Hvem var den Gentleman?« spurgte Professoren med et Tryk paa Gentleman, der sagde det samme som »Gaaseøjne« i Skrift, og højt nok til, at den fremmede kunde høre det.
Værten lukkede forsigtigt Døren.
»Det er Inspektør Mac Carty,« sagde han og bukkede uvilkaarlig lidt.
»Mac Carty, hvem er det?«
»Nej, ved De nu hvad, Professor,« sagde Hyde, »kender De virkelig ikke Scotland-Yards dygtigste Mand?«
»Nej, og efter hvad jeg har set til ham og hans Høflighed, bryder jeg mig heller ikke om at komme til det.«
»Hvad vil han her?« spurgte Dillingham.
»Han er her saamænd med en Dame,« svarede Værten.
»En Dame,« sagde Burd, »det maa være behageligt for hende, hvis han altid har det Ansigt paa!«
»Hun er her heller ikke med sin gode Villie,« sagde Værten atter, »det er Ethel Gray.«
Ved dette Navn for Hyde i Vejret med et lille Udbrud; Burd syntes at anstrenge sin Hukommelse, mens Stone og Dillingham saa spørgende paa hinanden.
»Frøken Gray,« udbrød Ingeniøren, »kan De ikke huske det Navn?«
»Gray! Gray!« mumlede Stone, »det hed den Mand, som paastod, at min Spektralanalyse ikke –!«
»Ja, men det har hun ikke noget at gøre med,« afbrød Dillingham, idet han rakte sin lærde Ven en ny Tallerken, »analyser De foreløbig denne Suppe, jeg haaber ikke, De vil finde, den indeholder alt for meget Vand. Og lad os saa høre, hvad Ingeniøren har at berette.«
Hyde saa sig om: »Sidder her virkelig tre Englændere, som ikke husker den store Sag mod Ethel Gray for et Aar siden?«
»Jeg var ude med »Edward VIII« den Gang, jeg er undskyldt,« sagde Dillingham.
»Men De da, Burd?«
»Jeg husker nogle fede Overskrifter i »Daily Mail«, ikke andet, jeg var optaget paa Charing-Cross, da Sagen stod paa, og læste meget lidt. Hvad var det for Resten?«
»Giftmord!«
»Fy for en Ulykke!«
»I det mindste erklærede Juryen hende skyldig; nogen Tilstaaelse aflagde hun ikke; men Kendetegnene paa hendes Brøde var for stærke.«
»Lad os høre om de Kendetegn; det begynder at interessere mig,« sagde Dillingham.
Hyde fortsatte:
»Jeg fik ligesom Burd først Kendskab dertil gennem Aviserne. De fortalte, at Sir Rupert Stafford var død i en Alder af 60 Aar Natten mellem 9. og 10. November, tror jeg det var. En Lægeundersøgelse viste, at Døden var indtraadt som Følge af, at han havde faaet for stor en Dosis Morfin. Vor elskværdige Ven fra før fik Undersøgelsen overdraget, og det endte med, at han arresterede Frøken Ethel Gray som mistænkt for at have forøvet Mordet. Hertil havde han følgende Grunde: Frøken Gray var Sir Ruperts nærmeste Slægtning og tillige hans Universalarving. Ved hans Død vilde hun altsaa foruden at være en af de smukkeste tillige blive en af de rigeste unge Piger i England.
Et halvt Aars Tid, før Mordet fandt Sted, kom det til et Brud mellem den gamle Herre og hans smukke Arving, og Følgen blev, at hun rejste bort og tog Plads paa et Kontor. Den gamle Sir Rupert skal nemlig have været alt andet end behagelig at omgaas.
Men saa nogle Maaneder efter blev han meget syg, og hun opsagde straks sin Plads for at kunne komme og pleje ham. En Tid saa det ud til, at han skulde gaa bort; men han havde et kraftigt Legeme og bedredes atter saa meget, at der var al Udsigt til, at han skulde leve, skønt det naturligvis ikke var udelukket, at han kunde faa et Tilbagefald. Den unge Dame, som aabenbart længtes meget efter hans Penge og blev skuffet ved at se, at der maaske kunde gaa mange Aar endnu, før hun fik dem, menes saa at have ryddet ham af Vejen.
Beviserne for hendes Skyld var saa store, at en Tilstaaelse ikke var nødvendig.
Hun var altid om den syge, hun tilberedte hans Medicin og hans Maaltider; hun var den, som havde Fordel af hans Død. Dertil kommer saa, at man fandt Morfinpulvere i hendes Gemmer, og at en fjern Slægtning af den afdøde, som havde været der i Huset paa samme Tid, aflagde Ed paa, at han gennem Vinduet havde set hende komme et Pulver i den syges Glas.
Hun blev dømt til, jeg ved ikke hvor mange Aars Fængsel, men blev imidlertid syg og laa paa Hospitalet i lang Tid.
Men nu er hun altsaa rask og er her sandsynligvis paa Vejen til sit fremtidige Opholdssted.«
Medens Hyde fortalte, var de blevet færdige med Middagen, og knap var den sidste Bid Mad forsvundet, før Stone saa paa sit Ur og sagde: »Opbrud, mine Herrer!« Man rykkede Stolene tilbage og skyndte sig ud.
Medens de andre hurtig kom i Tøjet og skyndte sig ud til Bilen, voldte et drillende Overfrakkeærme Dillingham en Del Besvær, og han var alene tilbage i Forhallen, da han hørte Trin bag ved sig. Han vendte sig hurtig om.
Nogle Alen fra ham stod en svær Mand, øjensynlig en civilklædt Betjent, og ved Siden af ham en slank Ungpigeskikkelse i en lang Kaabe med Hætte; denne var gledet lidt bagud, og Dillingham saa et smukt, fint Ansigt med et Væld af blond Haar og et Par klare, blaa Øjne.
Morderske eller ikke; han følte pludselig en dyb Medlidenhed med den smukke Pige, og han tog Hatten af og bukkede dybt, idet han gik forbi. Hun besvarede hans Hilsen med en yndefuld Bøjning af Hovedet, medens Betjenten tog sin Inspektør til Forbillede og lod, som han ingenting saa.
I det samme lød Professorens skarpe Stemme ude fra Bilen: »Naa, Hr. Dillingham, kommer De snart?« Og med et Ryk vendte Dillingham sig og skyndte sig ned til sine Fæller.
10 Minutters Kørsel bragte dem til Bestemmelsesstedet.
Craddock kørte Bilen ind i et Skur i Nærheden, og derefter gik de alle hen mod Luftskibet. Træhallen var bleven fjernet, og det store Staallegeme laa nu frit. Leslie og Smith modtog dem ved den smalle Træbro, som førte op til Platformen.
»Alt i Orden!« meldte Maskinmesteren.
Snart stod de alle oppe paa Uhyrets flade Ryg.
»Om et Kvarter maa vi af Sted,« sagde Professoren. »De ved jo, mine Herrer, at her maa vi være præcise. Et kvart Minut maa det afvige, men absolut ikke mer.«
»Det er bedst endnu en Gang at efterse Maskinen,« sagde Hyde, hvorpaa han og Professoren forsvandt, fulgt af Leslie og Craddock. Alt var i den skønneste Orden, som Leslie havde sagt.
Dillingham og Doktoren stod imedens oppe paa Platformen og stirrede ud over det mørke Land rundt omkring – det Land, som de ikke skulde gense i lang Tid, hvis Ekspeditionen lykkedes, og aldrig, hvis den mislykkedes. Langt borte ude paa Landevejen skinnede to lyse Punkter, som stadig kom nærmere.
»Der har vi vor Ven Politimandens Bil,« sagde Doktoren, »han længes nok svært efter at aflevere sin Fange. Sikken Fart han har paa!«
»Man maa haabe for ham, at han har en dygtig Chauffør, ellers klarer han ikke Svinget i Hulvejen, hvis han da ikke vil bremse,« sagde Dillingham.
Men Automobilen sagtnede ikke, den for af Sted i vanvittig Fart. Saa forsvandt den i Hulvejen, kom igen til Syne i det farlige Sving, og saa –!
Doktoren gav et Udraab, idet Braget fra den mørke Masse, der væltede, naaede hans Øren.
Lyden af Glas, som knuses, og Lyden af de to Hjul, som snurrede susende rundt i Luften med tidobbelt Fart, naaede deres Øren.
»Nu behøver de vist ikke at bekymre sig mere om den stakkels Pige,« sagde Doktoren.
»Jo,« raabte Dillingham, »hun er fri. Se, der løber hun! Hurra!«
»Det er ikke noget at raabe Hurra for,« sagde Doktoren, »for der har vi ogsaa Inspektøren!«
Den unge Pige fløj som en Hind hen over Marken, lige ned mod vore Venner. Men Inspektøren vandt hurtigt og sikkert ind paa hende.
Dillingham støttede sig mod Rækværket og knugede de tynde Metalstænger. Han havde mest Lyst til at springe ned og hjælpe hende, som løb der, snublende over Pløjejorden.
Han blev imidlertid brat afbrudt i sine Tanker.
»Ja, mine Herrer,« lød Professorens Røst fra Døren til Taarnet, »nu er der kun tre Minutter igen.«
»Tre Minutter,« raabte Dillingham, »ja men vi kan da ikke ...«
Hans Blik ud over Marken udtrykte lige saa tydeligt som Ord, hvad han mente.
»Er De gal!« raabte Stone, »tror De, vi kan risikere, at hele vor Plan ryger i Lyset. Kast Fortøjningerne løs derhenne!«
Handerson og Smith gav sig i Lag med Staaltovene.
Den unge Pige havde nu faaet Øje paa Luftskibet og styrede lige hen mod Broen.
Inspektøren var ikke hundrede Skridt bag efter hende.
»Et Minut,« raabte Stone, »Maskinen!« Hyde forsvandt ned i Maskinrummet til Leslie.
Nu var den unge Pige ganske nær, hun gjorde en sidste Anstrengelse, saa snublede hun og sank om lige ved Foden af Broen.
Stone stod med Ansigtet vendt den anden Vej.
»Et halvt Minut,« raabte han, »træk Broen ind!«
Skruerne begyndte at dreje rundt, først langsomt, saa hurtigere og hurtigere. Nu var Mac Carty lige ved sin Fange.
»Nej,« raabte Dillingham, »jeg kan ikke!« Og han for ned ad Broen, greb den unge Pige i sine Arme og løb op med hende paa Skibet. I samme Øjeblik, Inspektøren vilde følge, vippede Handerson Broen op paa Platformen. Mac Carty søgte at faa fat paa en fremspringende Kant.
»Mine Herrer,« raabte han, »jeg maa opfordre Dem til ...«
»Vi har ikke Tid nu,« raabte Professoren. »Tag den Haand bort, ellers svarer jeg ikke for, hvad der kan ske. Sæt af!« raabte han ned i Maskinrummet.
En Sitren gik igennem »Meteor«.
»I Lovens Navn!« skreg Inspektøren rasende.
»Beklager oprigtigt, min Herre,« raabte Professoren tilbage, »jeg kan desværre ikke høre mere paa Dem.«
Politimandens Stemme druknede i Skruernes Larm, medens Skibet hævede sig, og snart var den truende og rasende Inspektør kun et lille Punkt dernede.
Stone og Doktoren stod foran paa Platformen, Hyde var nede i Maskinrummet, og Handerson var gaaet med Dillingham ned i Salonen til den unge Pige.
Skibet for som en Pil gennem Nattens Mørke.
Stone stirrede frem for sig. »Nu er vi der,« sagde han.
»Der har vi altsaa Forbjerget nede?« spurgte Doktoren, idet han bøjede sig ud over Gelænderet og stirrede ned i det sorte Dyb under sig.
Det var efterhaanden blevet et forfærdeligt Vejr.
Stormen tudede, og Regnen slog mod Skibets Sider som smaa Bøssekugler.
Naar Maanen af og til kastede sine Straaler gennem en Revne i Skylaget, kunde man dybt nede skelne de mørke Basaltklipper, der som Landets faste Bolværk trodsigt modstod Havets vilde Rasen.
Man skimtede de hvide, fraadende Bølger og hørte ganske svagt Havets Brølen, naar de tunge Vandmasser knustes mod Klipperne.
»Sikken et Vejr!« udbrød Doktor Burd, idet han trak Sixpencen ned i Øjnene og saa nedefter, »nu tror jeg sikkert, at vi maa være lige over Forbjerget.«
»Hvor det dog ligner Dem!« for det ud af Stone, »hvor tror De dog med Nøjagtighed at kunne bestemme, hvor vi er, ved at stirre ned i Mørket. Nej, se hellere opefter.«
Han trak en lille Kikkert frem, som han indstillede efter en eller anden Fiksstjerne, som var usynlig for alle andre. Pludselig tog han Kikkerten fra Øjet, og idet han trak Doktoren med sig, for han ind i Taarnet og lukkede Døren.
»Nu kun fuld Kraft opad i 10 Minutter,« sagde han til Hyde.
Ingeniøren drejede straks paa det store Reguleringshjul, og kort efter hørte man den stærke Summen fra de store Skruer, der med den vældige Omdrejningshastighed fuldstændig overdøvede Stormens Hylen.
Professoren stod og betragtede Kronometret, medens Hyde med Haanden paa Hjulet og hver Muskel spændt ventede paa hans Ordre.
Aldrig var ti Minutter gaaet saa langsomt.
Pludselig raabte Stone et kort »Stop!« Ingeniøren drejede Hjulet rundt. Den stærke Brummen blev med eet afløst af en dyb Stilhed.
»Tænk rigtig over det!« udbrød han, idet han vendte sig mod de andre. »Nu gaar det opad, ført af den menneskelige Snilles Mesterværk,« her hævede han Stemmen, »op, bort fra Armod og Smaalighed, bort fra Kævl og Strid, op mod det uendelige, det ukendte!«
Denne Talestrøm oversatte Handerson for Folket ved med sine Lungers fulde Kraft at brøle ned i Maskinrummet: »Nu kør vi!«