Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling

Der var gaaet tre Uger, siden »Meteor« landede paa Mars, og i den Tid var man draget fra Sted til Sted i smaa Dagsrejser, i hvilken Anledning Doktoren erklærede dem for Nomader. Undertiden slog de sig dog til Ro et Par Dage, naar Egnen frembød et eller andet af særlig Interesse. Professoren og Burd benyttede Tiden til et nøjere Studium af Forholdene, ja Stone sad endogsaa oppe det meste af Natten for at foretage Observationer og beregne Formler.

Den unge Pige gjorde sig al mulig Umage for at gøre det daglige Liv i Skibet saa hyggeligt som muligt for de fire Herrer, men alligevel kedede Dillingham sig gudsjammerligt. De første Dage havde han med Liv og Sjæl deltaget i alle Udflugterne i Haab om at opdage nye og interessante Dyrearter, der kunde give Anledning til en spændende Jagt; men da der stadig ikke viste sig noget i den Retning, var han lige ved at opgive Ævred af lutter Kedsomhed. Han interesserede sig mindst af alt for Videnskaben, og de to lærde Herrer var alt andet end morsomme, naar de i den korte Tid, de opholdt sig sammen med de andre, undersøgte og diskuterede Dagens Høst. Det var kun, naar han var paa Jagt, at Dyr interesserede ham; og naar undtages det mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, og saa »Daadyret«, var det kun lykkedes at opspore Sommerfugle og mindre Krybdyr, og de egnede sig nu engang ikke til spændende Jagteventyr.

Det lod i det hele taget til, at de var havnet paa en temmelig øde Del af Kloden; der var store Skove, men med Undtagelse af ovennævnte Smaadyr fandtes der ikke noget levende Væsen. Professoren troede rigtignok Gang paa Gang, at han havde fundet Spor af Mennesker; men de viste sig stadig ikke, og de andre Herrer drillede ham med det. Navnlig Dillingham trøstede sig i sin Ørkesløshed med at drille og tirre sin lærde Ven.

Stone havde i sit Kammer paa Skibet et helt lille Museum af Genstande, som han mente kunde støtte hans Teori, f. Eks. en afbrækket Gren, som han mente maatte være fjernet fra sin Plads af Menneskehænder, eller Gipsaftryk af Fodspor, der godt kunde tænkes at hidrøre fra menneskelignende Skabninger, skønt de rigtignok syntes at være forsynede med Kløer.

Tre Ugers Dagen efter deres Ankomst havde Stone ordnet en lille Udflugt, og med Bøssen over Skulderen travede de fire Venner af Sted. Stone og Dillingham forrest, Doktoren og Hyde bagefter.

Paa Vejen blussede den gamle Strid op igen, og mod Sædvane var det denne Gang den rolige, fredsommelige Ingeniør, der gjorde Begyndelsen.

»Ja, alt dette her er jo meget ejendommeligt og ganske kønt, men det gør absolut ikke noget kultiveret Indtryk,« sagde han, »her har Naturen gjort alt, her er virkelig ikke Spor af Menneskehænders Arbejde.«

»Det vilde da være kedeligt for vor kære Professor, at han skulde blive saa grusomt skuffet, han havde allerede glædet sig til at gøre Bekendtskab med en lille Marsfrøken,« drillede Doktoren.

»Ja, efter hvad jeg har forstaaet, havde vor kære Ven haabet at kunne tage med Luftbane herfra,« lo Dillingham.

»Jeg holder fast ved min Mening,« snærrede Professoren, »her er Mennesker.«

»Faktisk er det jo dog, at vi endnu ikke har skuet noget Menneske heroppe,« svarede Dillingham.

Nu blev Professoren for Alvor vred.

»Naar De lander med et Luftskib midt i Sahara, kan det ikke nytte, at De gaar omkring og leder efter London, som jo eksisterer, ikke sandt, og fordi De paa det første Stykke Vej her ikke støder paa Mennesker, saa raaber De straks paa, at her ingen er, og at hele Kloden er ubeboet.«

»Naa ja, det kan jo gerne være, men ...«

»Som De ser,« vedblev Stone uforstyrret, »befinder vi os udmærket i Marsatmosfæren, og vi har set Planter og Insekter, der staar højere end dem, vi kender paa Jorden, altsaa er alle Betingelser til Stede for, at Mennesker kan leve her. Her er Luft, Føde, Vand og en fuldkommen tilstrækkelig Udviklingstid for Racen.«

»Sig mig,« spurgte Hyde besindigt, »hvordan tænker De Dem egentlig disse Væsener eller Mennesker?«

»Tænker mig!« svarede Stone arrigt, »jeg giver mig virkelig ikke af med at tænke mig til noget, jeg ikke kan have Spor af Anelse om. Skal det endelig være, kan man nok slutte sig til Lungernes og Fordøjelsesorganernes Bygning ved at tage henholdsvis Luften og de tilstedeværende Næringsmidler i nærmere Betragtning – Sanseorganerne maaske til Nød ogsaa; men det øvrige er det komplet umuligt at danne sig en Mening om, og De vil kunne indse ...«

»Det er godt, kære Videnskabsmand,« stønnede Dillingham, »forspild os ikke denne smukke Dag med Deres sprænglærde Teorier.«

»Forspilde!« skreg Stone opbragt, »o, animal brutum, løb De omkring og skyd Dyr, og gab paa Frøken Gray, det passer bedst for Dem, Kendsgerninger, som De kunde høste Nytte af at høre om, det »spilder« Deres Tid. Men de Herrer har nu saa tidt drillet mig, at De nu skylder mig en Oprejsning, og De skal i Aften høre paa mig, naar jeg nærmere udvikler Grundene for min Antagelse. Da De jo alligevel sidder og sover, Dillingham, saa »spilder« De jo da ikke Deres Tid med at høre efter, og jeg vil kun takke Dem for den Paaskønnelse af mit Arbejde, som jeg tydelig kan mærke, De nærer for det.«

Dette Udfald besvarede Dillingham kun med et ligeglad Smil, og Ordstriden døde hen.

Da de om Aftenen kom hjem uden andet Resultat end en ny Art af Tusindben, som Doktoren havde fundet, satte de sig (Dillingham med et dybt Suk) til at høre paa Stones Foredrag.

»Hvor skulde vi vide det fra?« indskød Hyde.

»Naar De ikke ved det, saa kan det slet ikke nytte, at jeg vil forklare Dem om de første, lavtstaaende Organismer, og jeg vil forklare mig yderst populært. Altsaa: Dyr og Mennesker gaar stadig en højere Udvikling i Møde, og her paa Mars har jeg truffet Plante- og Dyreformer, som i en vis Forstand staar paa et højere Standpunkt end de tilsvarende Former paa Jorden. Og, hvad mere er, jeg har fundet fossile Knogler af et Væsen, der paa Jorden vilde gaa direkte forud for Urmennesket.

Jeg har i Sandsten, der var relativt ældre end den paa Jorden med lignende Sammensætning, fundet Fodspor af dette Væsen, og disse to Ting tilsammen er et uomstødeligt Bevis paa, at dette Urvæsen har haft mere Tid til at udvikle sig her end hos os. Dermed er ikke sagt, at det har udviklet sig i samme Retning, men der er Sandsynlighed for det.

Jeg vil derfor opstille den Teori, at her findes menneskelignende Skabninger, der til Trods for, at de har faaet en anden Udvikling, godt kan staa paa et efter deres Forhold højere Kulturtrin end vi.«

»Ja!« indrømmede Dillingham villigt; han havde ikke kunnet faa Lejlighed til at se en eneste Gang paa Ethel, da Stone havde stirret ufravendt hen paa ham. »Men Australnegre eller andre Halvaber har maaske ogsaa en høj Kultur efter deres Forhold.«

»De maa være gal!« raabte Stone, »for det første har Australnegre og Halvaber ikke det mindste at gøre med hinanden, og for det andet ...!«

»Ja, lad det nu være godt,« sagde Burd gemytligt, »vi skal bande paa, at her gaves Selskaber og Baller med Champagne og Østers, men at vi bare ikke var med, fordi vi var landet paa et uheldigt Sted.«

Dillingham lo. »Ja, kom blot med Beviset, saa skal vi tro Dem.«

De anede ikke, hvor nær Beviset var. –

Næste Morgen var alle tidlig paa Benene. Man havde nu i lang Tid foretaget videnskabelige Udflugter under Stones Ledelse, men i Dag gjaldt det en større Jagttur under Dillinghams Ledelse. Man vilde prøve paa at opsøge et af de mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, de kom hertil, og Dillingham var lige saa sikker paa, at han havde fundet Spor af disse Dyr, som Stone var paa, at han havde set Spor af Mennesker.

Dillingham, der brændte af Iver efter at nedlægge et saa kosteligt Vildt, gik i Spidsen med Stone, der ikke kunde faa et saadant Dyr anbragt i sine Tanker, hverken blandt Pattedyrene eller Krybdyrene.

Ethel havde i Dag faaet Lov til at tage med, og hun fulgte saa godt med de fire Herrer, at hun ikke paa nogen Maade sinkede dem.

De havde allerede tilbagelagt et godt Stykke Vej, og Skoven begyndte at afløses af et Klippelandskab. Hvidgraa, porøse Tufklipper ragede op, og der vældede talrige Kilder frem. Jordbunden var sumpet og tæt bevokset med en blød Græsart.

»Her maa det være,« sagde Dillingham, og det lod til, han havde Ret. Græsset var flere Steder nedtrampet, som om et stort, svært Dyr var gaaet herigennem over mod en Kløft, der aabnede sig mellem to Klipper.

»Sporene er helt friske,« sagde Dillingham efter at have undersøgt dem nøjere. »Dyret maa være gaaet ind i Skoven mellem Klipperne. Vi gør bedst i at dele os, inden vi begynder Jagten.«

Han sørgede snedigt for, at han og Ethel kom til at følges ad. De gik gennem Kløften, der snart bredte sig og blev til en kratbevokset Dal med spredte Grupper af høje Palmer.

Mændene gik forsigtigt videre gennem Krattet med Bøssehanen spændt og betragtede ivrigt enhver lille Bevægelse i de mange Slyngplanter rundt om dem.

Ethel og Dillingham var steget op paa en lille Klippeflade mellem høje Palmer.

Dillingham havde Bøssen rede, da det paa een Gang forekom ham, at han hørte en stærk Raslen i Krattet lige i Nærheden.

»Er det Dyret?« hviskede Ethel, der ogsaa havde hørt det rasle.

»Det tror jeg ikke,« svarede Dillingham, »denne Raslen er alt for svag for en saadan Kolos.«

Han lagde Bøssen til Kinden for i hvert Tilfælde at være rede, da Stone i det samme viste sig paa Skuepladsen fra det Sted, hvor den mistænkelige Raslen lød.

Bøssen havde han tabt eller glemt, og i dens Sted holdt han i Haanden et stort Stykke Palmebark, som han ivrigt betragtede gennem en Lupe.

Dillingham sænkede Bøssen.

»Naa, er det ikke andre end Dem, jeg troede, det havde været et værre Rovdyr,« udbrød Dillingham.

»Ikke andre end mig,« sagde Stone krænket, »ved De, hvad jeg har her? Se en Gang.«

Han stak Palmebarken næsten lige op i Næsen paa Dillingham.

»Kan De sige mig, hvad det er?«

»Det er jo et ganske almindeligt Stykke Bark.«

»Det er det ganske vist; men kan De se, hvad der sidder? Dybe Mærker af Kløer eller Negle, og hvor tror De, jeg har set lignende Mærker? – Jeg har set dem paa et Træ i Afrika, hvor der boede en hel Koloni Aber; – men disse kan ikke hidrøre fra Aber, de er for store og brede. Det maa være Mennesker.«

»Ja, lad os blot se et af Deres Mennesker,« sagde Dillingham, »det Bevis vil vi tro paa, det venter vi stadig paa, dette afgørende Bevis for Deres Paastande.«

Han havde ikke lagt Mærke til, at Stone under hans lille Tale havde stirret stift i en bestemt Retning, medens hans Ansigtsudtryk gik fra Forbavselse til Sejrsglæde. Nu udstrakte han en lang, mager Haand og raabte med en Stemme, der skælvede af Ophidselse: »Der, se der, Dillingham, der har De Beviset, lyslevende.«

Et modbydeligt Hoved var kommet til Syne over Klipperanden, det var af en smudsigbrun Farve og helt blankt og skaldet. Øjnene, der var uforholdsmæssig store og kuglerunde, stirrede tomt og udtryksløst frem under den lave, skraa Pande. Næsen var flad og bred, og Munden, der var forsynet med lange, hvide Tænder, gik næsten helt op til de lange, spidse Øren.

I næste Nu stod hele Skikkelsen paa selve Kanten af Klippen. Kroppen var lang og skindmager. Ben og Arme lignede Stokke. Fingrene, der var uforholdsmæssig lange og tynde, mindede med deres brede flade Negle om et Krybdyr. Men det mest frastødende ved denne modbydelige Skabning var det Udtryk af ondskabsfuld Glæde, der viste sig i de tomme Øjne, medens Munden fortrak sig til et modbydeligt Grin.

De tre Mennesker stod et Øjeblik som forstenede. Stone var den første, der kom til Besindelse igen.

»Jeg havde Ret,« jublede han, »min Teori er bevist!«

Mere fik han ikke sagt, i næste Øjeblik var Uhyret over ham og væltede ham omkuld.

Dillingham kunde ikke hjælpe ham, han havde nok at gøre selv. Utyskerne kom myldrende op over Klippekanten, og de kom dumpende med høje Klask ned fra Palmetoppene rundt omkring.

Der var ikke Tale om egentlig Modstand. Ethel blev straks slæbt af Sted, og kort efter fik Professoren og Dillingham samme Skæbne.

De blev fuldstændig overvældede af Modstanderne, som slyngede deres lange, tynde Lemmer omkring dem og holdt dem fast som i en Skruestik.

De maatte finde sig i at blive halet ud over Klippekanten og slæbt ned i en stor, mørk Hule.