»Ser De noget, Leslie?«
»Ikke Spor, desværre, Hr. Ingeniør. Lad os prøve Lyskasteren en Gang til.«
Det hvide, blændende Lys kastedes ud over Egnen og belyste skarpt hver Gren og hvert Blad paa de store Træer i Skovbrynet; men intet Spor af de savnede var at se.
Vist tyve Gange mindst havde de allerede belyst hele Omegnen, og Folkene fra Luftskibet havde Gang paa Gang afsøgt Skoven, havde raabt og ledt uden Resultat.
De havde fyret Revolvere og Bøsser af, men alt forgæves.
Burd og Bill kom nu netop tilbage fra en saadan Ekspedition.
»Intet, absolut intet,« meldte de sørgmodigt, »vi har gennemsøgt hele denne Del af Skoven. Vi har intet fundet, Gud ske Lov heller ikke deres afsjælede Legemer, men det er jo rigtignok kun en daarlig Trøst.«
»Lad os prøve Kanonen!« raabte Leslie, »hvor vi dog har været dumme, dens stærke Knald kan da høres langt bort og lede dem paa det rette Spor, hvis de er faret vild.«
I det samme lød der Trin udenfor.
»Hallo! Hyde! Burd!« lød Stones Stemme, og i næste Øjeblik viste han sig paa den smalle Træbro.
»Hurra!« raabte Handerson og for ham i Møde; »hvor er de andre?« tilføjede han, da han saa, Stone var alene.
»Hvor i al Verden har De dog været?« spurgte Hyde i Munden paa Handerson.
»Været! Jeg har været i Fangenskab!«
»I Fangenskab! Her er altsaa Mennesker?«
»Ja, Mennesker kan man maaske nok kalde dem, en Slags menneskelignende Uhyrer er det i hvert Fald. De er meget interessante,« tilføjede Stone grundende, »de er vel værd at studere paa nært Hold, tilbage til dem maa vi i alle Tilfælde, for Frøken Gray og Dillingham er i deres Vold.«
»Hvordan slap De fri?« spurgte Hyde.
»Det var Dillingham, der friede sig selv og mig, for at jeg skulde skynde mig efter Hjælp. Han vilde absolut ned i Hulen igen for at være i Nærheden af Frøken Gray. Han fablede om at slaa dem alle sammen ihjel paa een Gang, en aldeles vanvittig Idé.«
»Lad os nu ikke spilde Tiden, men give os paa Vej for at frelse dem!« raabte Hyde ivrigt.
Leslie havde allerede aabnet Ammunitionsrummet og rakte Vaaben ud til de andre.
»Hvor mange var der?« spurgte Burd.
»Jeg antager et Par Snese,« svarede Stone.
»Well,« sagde Hyde, »lad os saa komme af Sted. Naar vi laaser Døren i Taarnet, kan vi nok alle forlade Skibet. Det skal de nok lade være at løbe med.«
De gik nu alle ned fra Platformen, sidst Hyde, der laasede Døren, og af Sted gik det ud i den mørke Skov.
Det varede over en Time, inden de naaede Stedet. Stone gav dem undervejs en udførlig Beretning, der for en Gangs Skyld var helt uden videnskabelige Forklaringer.
»Her er Nedgangen til Hulen,« sagde Stone, da de stod foran den mørke Aabning, som gabede dem i Møde.
De krøb alle forsigtigt ned gennem den lave Gang.
Hulen udvidede sig snart saa meget, at de kunde gaa videre oprejste.
Hyde tændte sin elektriske Lygte og kastede Lyset rundt i Hulen.
Loft og Gulv var dannet af Drypsten. Væggene var helt besatte med Krystaller af alle mulige Farver og Former. Lyset brødes i dem og kastedes tilbage i utallige Farveafskygninger – det var som et Fepalads fra 1001 Nat.
I Øjeblikket havde de dog ikke Tanke for dette pragtfulde Syn; de saa sig ivrig om for at finde den rette Vej, for der førte mindst hundrede forskellige Gange bort fra denne Hule.
»Hys!« sagde Stone, »lad os være ganske stille og lytte efter, maaske en eller anden Lyd kan bringe os paa Sporet.«
De stod med tilbageholdt Aandedræt og lyttede; men der hørtes intet andet end den ensformige Plasken af Vanddraaberne, der dryppede ned fra Hulens Loft.
»Der bliver ikke andet for,« sagde Hyde til sidst med et sørgmodigt Udtryk, »end at vi maa undersøge hver Gang for sig.«
I det samme lød der en svag Raslen, som efterfulgtes af en Række skarpe Klik fra Bøssehanerne der spændtes.
Med Fingeren paa Aftrækkeren listede de fremad i den Retning, hvor den svage Lyd kom fra.
Med eet snublede Hyde og faldt saa lang han var over noget, der laa paa det glatte Gulv. De andre for til, og Leslie stødte med Kolben mod et Legeme, der laa udstrakt paa Gulvet foran ham.
Det var et Marsvæsen med knust Hovedskal.
»Her var det,« sagde Stone, »at Dillingham slog ham i Gulvet, da han vilde spærre Vejen for os. Vi skændtes da, om vi skulde ile hurtigst muligt efter Hjælp eller straks trænge dybere ind i Hulen. Dillingham holdt paa det sidste og vilde slet ikke høre paa mine Forestillinger om det unyttige og dumdristige i hans Forslag. Til sidst vendte han mig harmfuld Ryggen og forsvandt gennem den runde Aabning derhenne.«
»Saa maa vi den Vej!« raabte Hyde, der nu var kommet paa Benene igen, og de trængte alle dybere ned i den mørke Gang, som mundede ud i en stor, rund Hule, fra hvis Loft de hvide, halvt gennemsigtige Drypsten hang ned i alle mulige fantastiske og forvredne Former. Hyde lod sin Lygte lyse rundt i Hulen, og langt om længe opdagede de en Skikkelse, som stod med Ryggen op mod Væggen og med en Revolver i hver Haand.
Det var Dillingham.
Det pludselige Lysskær blændede ham, saa han ikke kunde se, hvem der nærmede sig.
»Hvor er Frøken Gray?« raabte Burd.
»Jeg har ikke kunnet finde hende,« sagde han med lav Stemme, idet han sænkede Revolverne.
Pludselig hørtes der et skingrende Skrig, der lød som om det kom nede fra.
»Der maa være en Hule her lige under denne!« raabte Stone.
De gav sig alle til at hugge løs paa Gulvet med Bøssekolberne, og den skøre Kalk gav efter for hvert Slag.
Vi forlader nu for en Stund vore Venner i Hulen og gaar tilbage til det Øjeblik, da Stone og Dillingham var sluppet løs, og Stone var ilet efter Hjælp, medens Dillingham forgæves søgte efter Ethel.
Ethel, der kun havde gjort ringe Modstand, var blevet slæbt dybere ned i Hulen end de to andre.
Først var der bælgmørkt, men efterhaanden som hun kom længere ned, blev der lysere.
Hun befandt sig nu i en mægtig Drypstenshule, hvis Gulv og Vægge var glatte og spejlblanke, medens der fra Loftet hang mægtige Drypsten ned i uhyre Mængde. Hulens Baggrund var opfyldt af et mægtigt Vandfald, der kom oppe fra Loftet og forsvandt i en stor Spalte i Gulvet.
Det var herfra, Lyset kom.
Hulen var helt fuld af de uhyggelige Marsvæsener, som allesammen stirrede paa hende med deres udtryksløse, kolde Øjne, der sad store og runde i de stive, ubevægelige Ansigter.
I næsten en Time stod hun saaledes, som fasttryllet til den samme Plet, som en Fugl, der hypnotiseres af en Slanges Blik.
Der hørtes ingen anden Lyd end Vandets dæmpede Brusen.
Pludselig hørtes Støj fra Baggrunden, og alle vendte paa een Gang Øjnene derhen.
Et stort Klippestykke var blevet væltet til Side, og der viste sig en Fordybning i Klippen, som var stor nok til, at et Menneske kunde staa oprejst derinde. Indersiden af denne Fordybning var besat med smaa, brune Knopper. En svag Vandstraale begyndte at risle ned over denne Fordybning, og Ethel saa, at de smaa Knopper begyndte at folde sig ud. Hver af dem aabnede sig og viste sig at indeholde et lille Krebsdyr, der var forsynet med skarpe Kløer.
Samtidig begyndte Kredsen om hende at blive snævrere. Marsvæsenerne kom nærmere og nærmere og søgte øjensynlig at trænge hende hen mod Fordybningen i Klippen.
En dyb Rædsel greb hende.
Det gik op for hende, at det var disse Uhyrers Mening at trænge hende ind i Fordybningen, for saa rimeligvis at vælte Stenen for. Krebsdyrene vilde da utvivlsomt pille Kødet af hendes Krop med deres spidse Kløer.
Hun udstødte et fortvivlet Skrig og søgte at bryde gennem Kredsen, der langsomt indsnævredes; men det var forgæves. Uhyrerne strakte deres modbydelige Hænder ud for at gribe hende, og hun følte, at denne skrækkelige, grufulde Død var uundgaaelig.
Med et gennemtrængende Skrig sank hun om.
I det samme lød der en stærk Raslen og Bragen fra den modsatte Side af Hulen.
Skulde der komme Hjælp? Hun stirrede derhen.
Hendes Plageaander stod stille og vendte Hovederne hen i den Retning, hvor Støjen kom fra.
Det var intet overnaturligt Syn, hun saa, ingen Aand, der kom til Syne for med et Flammesværd at befri hende, det var kun et Par ternede Sportsbenklæder, som sad paa Benene af en Mand, der banede sig Vej ned gennem Hulens Loft.
Der lød et vældigt Brag, og midt imellem Jordklumper og Stene kom Dillingham hovedkulds ned i Hulen.
Han kom med utrolig Hurtighed paa Benene igen, og de andre fulgte nu efter, een for een, med Bøsser eller Revolvere i Hænderne.
Der var et Øjeblik dødstille i Hulen, men saa genlød det store Rum af en sand Helvedeslarm.
Knaldene fra Skydevaabnene blandedes med Modstandernes vilde Hyl og blev tidobbelt forstærket ved det voldsomme Ekko i Hulen.
Luften blev taaget af Krudtrøgen, gennem hvilken man svagt skimtede de uhyggelige Væseners hylende Masser og vore Venners mørke Skikkelser.
Partiet var ikke saa ulige endda, trods Marsvæsenernes uhyre Masse, for mange af dem stod endnu som forstenede af Rædsel over Skuddene, og de, der havde overvundet den første Skræk og rasende styrtede løs paa Fjenden, blev holdt saa godt i Skak af de sikre Skud, at de ikke kom Angriberne nærmere ind paa Livet.
Disse rykkede frem, Skridt for Skridt, med en Koldblodighed, der var medfødt hos Hyde og Dillingham, og som de andre søgte at efterligne, da de vel vidste, at ethvert Fejlskud kunde komme dem dyrt at staa.
Craddock var blevet skilt fra de andre, han stod med Ryggen op mod et fremspringende Klippestykke, omgivet af Fjender.
Bøssen og Revolveren var for længst skudt af og derfor unyttige, og han brugte nu de Vaaben, han havde mest Øvelse i at anvende, nemlig Næverne.
Hans store Ansigt lyste af Kampiver; det var det dejligste Slagsmaal – det mindede ham om hans unge Dage, naar han ryddede Bulen i en East-End Beværtning. Han anvendte alle de Kneb og Stød, der dengang gjorde ham saa frygtet.
I over et Kvarter rasede Kampen vildt.
Snart blev de rejsende trængt tilbage af Marsbeboerne, snart skaffede Revolverne dem atter Plads.
Selv midt i det vildeste Virvar følte Professoren en brændende Lyst til at kaste Bøssen og bøje sig ned og undersøge Ligene nærmere.
Og Dillingham var ikke sammen med de andre. Hvor var han? Tog han ikke Del i Kampen?
Jo, saa godt som nogen anden havde han kæmpet. Kæmpet sig frem til det Sted, hvor Ethel var faldet om. Et Blink! Et Knald! Og han havde gjort det af med den sidste levende Hindring, der var mellem hende og ham.
Han lagde Bøssen fra sig og bøjede sig ned over hende, der laa bevidstløs paa Gulvet. Han vædede sit Lommetørklæde og lagde det paa hendes Pande, løftede derpaa forsigtigt hendes Fødder op fra Gulvet for atter at bringe Blodet tilbage til Hjernen.
Et Øjeblik efter slog hun Øjnene op, netop som et Triumfskrig fra de andre forkyndte, at Fjenden nu for Alvor veg tilbage.
Hurtig greb han atter sin Bøsse og hjalp til at trænge Fjenden helt ud af Hulen.
Nu gjaldt det om et hurtigt Tilbagetog.
En løs Klippeblok og en Del faldne Fjender blev stablet op under Hullet i Loftet. Hyde svingede sig op og tog mod Ethel, der blev løftet op til ham af Dillinghams stærke Arme.
Den sidste var lige sluppet op, da Hylene lød nede fra Hulen med fornyet Kraft. Fjenderne vendte tilbage. Stone kastede gennem Hullet et Blik ned i Hulen, som nu atter var opfyldt af Marsvæsenerne, der alle var væbnede med lange, glinsende Metalspyd.
I det samme lød Hylet ogsaa fra en af Gangene bag ved dem.
»Af Sted!« raabte Hyde, og af Sted gik det i vild Flugt, under øredøvende Hyl.
Paa Grund af, at Væggene kastede Hylene tilbage, var det umuligt bestemt at afgøre, hvor Fjenderne vilde komme fra. Hidtil havde de heldigt undgaaet dem, og de skimtede allerede forude et svagt Lysskær, saa at de maatte være i Nærheden af Hulens Indgang, da der med eet viste sig et rødt Skær foran dem.
Fjenden nærmede sig altsaa fra mere end een Side.
»Ned bag Stenene!« kommanderede Stone, og et Sekund efter laa de alle skjult bag nogle Klippestykker.
I Gangen lige foran dem viste der sig et af Uhyrerne med en Fakkel i Haanden, han saa sig spejdende omkring.
Hyde greb Dillingham i Armen og viste med Hovedet hen mod en anden Gang lige over for den, hvor Manden med Faklen stod.
Dillingham forstod ham og lod den tavse Ordre gaa videre.
Der viste sig endnu en Skikkelse ved Siden af den anden; de saa sig begge omkring, uvisse om, hvor de skulde søge de Fjender, der havde revet deres Offer ud af Hænderne paa dem.
Et Par skarpe Knald gjorde en brat Ende paa deres Tvivlraadighed, men paa samme Tid rigtignok ogsaa paa deres Tilværelse. Faklen faldt ned paa det fugtige Gulv og slukkedes.
De for nu alle tværs over Hulen hen mod den snævre Gang, Hyde havde peget paa. De forsvandt gennem den ind i Mørket og rutschede til sidst ned ad en Skrænt. Her fandtes en Indgang med mægtige Klippeblokke, der næsten skjulte den udefra.
»Løb!« raabte Hyde til de andre, »jeg kommer straks.«
Han bøjede sig ned og anbragte en lille Genstand under en af de store Stene, saa famlede han med en Traad og en Tændstikæske og løb saa efter de andre.
Det Brag, der hørtes, fortalte, hvad han havde gjort. De skuffede Hyl indefra viste dem, at de var i Sikkerhed.
Kort efter var de i Skoven, hvor den friske Luft til Dillinghams Fryd bragte Ethel helt til Bevidsthed igen.