Det var dog ikke, fordi jeg var »Fremmed« i national Forstand, skjøndt det vel ogsaa har gjort sit. Forresten veed du jo, at der er meget ved det tydske Væsen ogsaa i vor Kunst — naar man ser bort fra de Store — som jeg aldrig har kunnet med.

I Begyndelsen fandt jeg virkelig ogsaa Alt herligt, — frisindet, oplyst og jeg veed ikke hvad.

Men snart mærkede jeg, hvor hul Kjernen var, — jeg havde jo ogsaa en Kvintessens af det Hele i Stephensen at betragte paa altfor nært Hold. Det var jo endelig intet Under, at jeg ikke passede i denne Kreds, eftersom det var min Mands Venner — i alt Fald af Navn. Enkelte syntes jeg naturligvis bedre om. Men Ingen af dem lignede dig. Naar jeg af og til traf en for mig sympathetisk Person, saa var det gjerne en, der hørte til en anden Sphære, kun kom til at berøre vor og trak sig snart tilbage. At vor Kreds iøvrig var den aandfuldeste i Danmark og repræsenterede Landets høieste Intelligens, hørte jeg næsten hver Gang, vi kom sammen. Ja, den var ogsaa den hæderligste; thi de andre vare ikke blot mer eller mindre Idioter, men ogsaa svorne eller endogsaa meensvorne Fjender af Sandhed og Ret. Ja, jeg kan skrive meget aandrig om disse Ting, for jeg har en god Hukommelse og har hørt mange prægtige Taler!

Der var en Tid, da jeg forsøgte at finde mig til Rette og give efter — det var jo min Pligt, sagde Stephensen. Jeg sagde, at maaske havde de Ret og ikke jeg, det kunde jo være, at jeg var sær og urimelig. Jeg trak med de Andre paa Skuldren ad Ting, som jeg fandt ædle og ophøiede, forsøgte at beundre, hvad der inderst æklede mig, lod som om jeg troede, at Egenskaben Dyd var Hykleri og Ordet en Latterlighed — nei, en Uanstændighed, som en af Stephensens aandrige Veninder sagde. Kort sagt, jeg forsøgte at tude med de Ulve, jeg var iblandt (I har jo dog Ulve i Danmark — kan du huske, da du gjorde Nar af mig? — men ingen Løver). Det lykkedes mig ikke at faa min Stivnakke bøiet — maaske har du Hovedskylden, og det er ikke det Mindste, jeg har at takke dig for.

26de April.

Vi levede meget selskabeligt, da Stephensen havde en sand Mani for at adsprede sig, og denne Selskabelighed varede ofte til langt ud paa Natten. Da jeg skulde tidlig op — jeg var efter tydsk Skik en ganske flittig Husmoder og maatte forresten være det, hvis det ikke skulde gaa galt, — saa bidrog dette ikke lidt til at ødelægge mit Helbred.

Undertiden forsøgte jeg at unddrage mig, hvilket altid gjorde Stephensen meget opbragt. Tilsidst havde jeg maaske dog sat min Krig igjennem, hvis ikke eet havde været: min Skinsyge.

Hvad jeg har lidt af Skinsyge, kan jeg neppe gjøre dig begribeligt. Jeg troer ikke, at nogen Mand kan forstaa det, skjøndt eders Kjøn jo skal have frembragt Othelloer.

Man skulde tro, at naar en Hustru har tabt saa megen Agtelse og Kjærlighed for Manden, og naar der næsten intet virkelig Samliv er, saa maatte hun næsten med Ligegyldighed kunne se ham løbe efter Andre. Med mig gik det snarere omvendt. Jo kjøligere jeg følte for ham, desto mere brændende blev min Skinsyge. Som Maler-Hustru havde jeg endda en særlig Fjende: Modellerne. Jeg har nedværdiget mig til at lure ved Døren, naar han havde kvindelig Model. Intet Under, at jeg udholdt at kjæmpe med Søvnen i utaalelige Selskaber for at holde Øie med ham.

Disse Anstrengelser kronedes desværre med et frygteligt Held. Jeg havde længe haft den blonde Dame mistænkt, som du saae paa Cafféen. En Dag — kort efter hin Aften — greb jeg ham i at have lukket sig inde med hende paa Atelieret under Paaskud af, at han havde kvindelig Model. Jeg trængte saa haardt ind paa ham, at han tilstod. Da han nu en Gang var kommen i en Slags snakkesalig Angerfuldhed — plaprede han ud med meget mer, end jeg havde anet. Det viste sig, at hans Troløsheder gik tilbage til de første Aar, — ja, indtil den Periode, da han allermest — —

Nei, jeg kan ikke skrive derom.

Hvor jeg hader ham.

30te April.

Da mit Barn døde, sørgede jeg meget, men der var ikke gaaet et Aar, før jeg betragtede det som en Lykke. Jeg har jo fortalt dig saa meget om min Fader; ser du, jeg frygtede for, at jeg kunde være bleven ligesaadan en Moder. For jeg mærkede i mig den samme Forstening begynde, som den, hvis Virkninger jeg som Barn havde følt, og som jeg senere havde forstaaet.

Nu var der ingen Pligt, der hindrede mig i at slutte mig inde i mig selv. Mit eneste Liv var at læse vore store Digtere og dyrke Musik — især Beethoven og Wagner, hvis Claverpartiturer jeg eiede — det var en Verden efter mit Hjerte og saa forskjellig fra Alt, hvad jeg var fordømt til at komme i Berøring med.

Du veed, hvor lidenskabelig jeg elsker Musik, men ogsaa hvor stærkt det angriber mig nerveust at spille meget. Jeg sagde en Gang til dig i Spøg, at hvis jeg ønskede at dræbe min Forstand, kunde jeg gjøre det ved Claverspil. Maaske har jeg virkelig forsøgt aandelig at tage mig af Dage ved denne himmelske Gift.

Havde jeg øinet noget Lys, havde jeg vidst, hvad jeg nu veed, da havde jeg sikkert skaanet mig mere.

2den Mai.

Jeg vilde ønske, at jeg rigtig vidste, hvad du tænker om Døden. Troer du paa et Gjensyn? Det er vanskeligt at forestille sig, men jeg kan dog ikke forstaa, at jeg selv helt skulde være slukket ud.

Jeg tænker tidt paa gamle Hertz og paa, hvad jeg har hørt ham sige derom. Alt kunde jeg ikke forstaa. Blandt Andet sagde han, at Goethe havde sagt: »Intet dygtigt Menneske tvivler om, at han er udødelig«. Men jeg er rigtignok ikke noget »dygtigt Menneske«, saa det giver mig ingen Ret til at tro derpaa.

I alt Fald føler jeg, at vi høre hinanden til. Jeg er din og var aldrig hans.

Men hvorfor taler jeg om at dø? Det er underligt, for jeg har længe — længe ikke været saa let tilmode og saa fortrøstningsfuld som idag.

Veiret er saa yndigt. Jeg har siddet hele Formiddagen i Overlægens Have og syet. Det er en prægtig Mand.

Imorgen vil jeg fortælle dig mer om, hvorledes Tiden gaar her.

Men iaften skriver jeg ikke længer, jeg vil læse i Schiller; forleden, da jeg bladede i det sidste Bind, fik jeg saadan en Lyst til at prøve, om jeg kunde forstaa »Ueber das Erhabene«. Overlægen siger, at den Slags Ting maa jeg allerhelst læse, endnu bedre skal historiske Skrifter være. Jeg begyndte ogsaa at læse hans »Trediveaars-Krig«, men det kjedede mig saa frygtelig. Jeg kan ikke gjøre for det, saaledes var det allerede i Skolen, alt Historisk kjedede mig.

God Nat, Harald!

Læsningen af disse Meddelelser havde rystet mig altfor dybt og stemt mig for høitidelig til, at jeg kunde finde Lettelse i Taarer; jeg havde endnu ikke grædt efter hendes Død.

Men da jeg endelig greb efter Pakkens øvrige Indhold og fik et sælsomt krammet og buklet Brev i Haanden — hint Brev fra mig, som hun havde gaaet med paa sit Bryst, — saa trykkede jeg det mod mine Læber og hulkede som et Barn.

— — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — —

Jeg har gjennemlæst de første af disse Blade. Hvor kunde jeg dog skrive disse taabelige Ord: —

»Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag — det er nu fem Aar siden — er jeg ikke i Stand til at besvare dette Spørgsmaal!«

Som om jeg for nogen Pris i Verden vilde give Afkald paa vor Kjærlighed, paa Erindringen om Minna — som om nogen Lykke kunde blive mig saa dyrebar som min Sorg!

— — — — — — — — — — — —
— — — — — — — — — — — —

Jeg paatog mig egenmægtig at sørge for Begravelsen. Til min Glæde — ja, jeg glædede mig virkelig — fik jeg en Grav paa »Der weite Kirchhof«, ganske tæt ved Hertz's og hans Hustrus Hvilested, under en af de kjæmpestore Popler.

Paa Graven lod jeg sætte en afbrudt Søile af det smukkeste sachsiske Serpentin, uden anden Indskrift end Navnet:

Minna.