Samlede Værker, Andet Bind

D

et var ved Susaaens Vande,

du tripped saa ung og sund,

med Aftenens Guld paa din Pande

og Kyssets Dug paa din Mund.

Der var i de danske Skove

ej Rønnebær mere rød

end dine Læber var røde

hin Aften mod Nedgangens Glød.

Det var ved Susaaens Vande,

jeg husker ej Sted eller Stund,

kun Lysets Leg paa din Pande

og Kyssets Dug paa din Mund.

¹⁸/₁₀ 1914. Noter.

D

en skjælmske Gjøg, som ler paa Danmarks Vang,

han kukker helst til den, som først er ude,

og Morgensolen saa jeg mangen Gang

at slænge Guld igjennem fattigst Rude.

Det Lykkesind, der frydes ved Guds Sol,

det styrker Landets Marv og Ligevægten,

det gjør selv Gaasebænk til Kongestol

og skyder Stræbepiller under Slægten.

⁸/₁₁ 1914. Noter.

B

rænde skal Verden, brænde skal alt,

Slotte, Kaféer, Katedraler,

ej blot dit Forraad af Mel som af Malt,

hvad du har sparet af Sødt eller Salt,

men ogsaa de blaa Idealer!

Himlen histoppe, Guds Jagtrevier,

drysse den skal som brændt Papir

ned over trampede Sletter!

Siden med Krudtrøg og Mørseres Brum

atter vi fylder det tomme Rum

og Klodens bestjærnede Nætter.

⁶/₁₂ 1914. Noter.

M

oses styrede Israels Stat,

Aron var øverste Diplomat

med to gyldne Horn udi Panden.

Moses gik sig en Morgentur,

Aron tog sig en Middagslur,

men hvem der ej sov det var Fanden.

Da Aron vaagned og Moses kom hjem

dem mødte alt Folket, som dansede frem

med trukken Kniv mod hinanden.

⁶/₁₂ 1914.

H

an talte for Fronten til Folk og Hær;

med Jernhaand løfted han højt sit Sværd

og raabte fra Sadlen i alt sit Skrud:

„Vid, Kejserens Gud er en vældig Gud!“

Han førte de Hære mod Frankerland,

og Byer og Borge gik op i Brand.

Da trodsed en Fæstning hans Herskerbud.

Men Kejserens Gud er en vældig Gud!

Det lød i Stormen: „En Mørser frem!“

Da splintredes alt fra Syld til Rem.

Kun Grus var Borgen ved tredje Skud.

Jo, Kejserens Gud er en vældig Gud!

⁶/₁₂ 1914.

T

ag min Sjæl

naaderige Gud,

før min Marterpæl

skyder nye Skud!

Satans Vingestræk

rev min Modstand med.

Tag mig Synder væk

til din Fred!

Syndsens Spe

stinger Kjød og Blod,

Taarens Anger-Ve

drypper for min Fod.

Alt hvad jeg fik kjær,

Moder, Viv og Ven —

Verdens Bygevejr

bar det hen.

Slangen bed;

Smertens Skaal løb fuld,

mens i Mulm jeg stred

for en Sjæl af Guld.

Om min Kjærlighed

regnes mig til Fejl —

Herre, skjær den ned

med din Segl!

²⁹/₁₂ 1914. Noter.

H

er gik Træk af vilde Svaner

over denne Grund engang,

der hvor nu de høje Kraner

synger deres Kjættingssang.

Sneglehus og Muslingskal

her gav Plads for Skibes Tal.

I de høje Maanenætter

bli’r din Bølge tit saa kaad,

vildt den over Molen sætter

ned i Bark og Fiskerbaad.

Fløjten ryster Torv og Tind,

naar din Englandsbaad gaar ind.

Kjække By af Bølgens Naade,

Havet rigt og lunefuld

vipper dine Fiskerbaade,

slænger for din Port sit Guld.

Sommerkvældens Vestenvind

aander Salt paa Barnets Kind.

Havets Rytme, Flod og Ebbe,

lad den svulme i dit Blod!

Smaalighedens strøgne Skjæppe

— nej, til den er du for god!

Jydens Kløgt og Handelsaand

slaar din Haand i Verdens Haand.

Salt i Blodet, Salt paa Tungen

— ej blot Salt paa Fedtogbrød! —

Aabent Sindet, aaben Pungen —

da har Staden aldrig Nød.

Havets blanke Landevej

blinker for dit Barn og dig.

Naar en Dag hint Verdensbulder

stilner i en Broderfred,

naar Evropas syge Skulder

atter læmpes lindt i Led,

da gjør snart en Nytids Gry

dig til Jyders Første-By!

¹⁸/₃ 1915. Noter.

S

aa lyst et Sind, som her gled under,

jeg mødte kun den ene Gang;

thi du, som her i Kisten blunder,

var Folkets Barn i Tro og Trang,

og alt hvad Skjønt det Folk skal naa,

dit Ynglinghjærte nynned paa.

En Stridsmand var du blandt de kjække,

det kjendtes trindt om Sjællands Kyst;

da kom en Pil fra Dødens Snekke

og traf dig i dit unge Bryst.

Men selv paa Smertens Sygeseng

du fingred ved din Buestreng.

O, Livets Gud, som skjænker Kraften,

hvi høsted du hans Rug saa grøn

og ringed Solen ned før Aften

for denne Lysets muntre Søn?

Ubrugte Evners lyse Guld —

hvor tungt paa jer at kaste Muld!

Men naar det gror i Danmarks Ager

og gjærer varmt i Folkets Sind,

og naar paa Sejrens Dag vi flager,

hans lyse Navn gaar med os ind

— med Duft af Kløver mild og sval —

i Mindets høje Frihedssal.

— Kom Vaarens Vind, og stryg hans Pande,

kom, Foraarsblomst, og kys hans Mund,

før over Gravens mørke Rande

han sænkes ned i Sjællands Grund,

hvor Blomst skal spire, Haab skal gro

af Fædrejord og Ynglingtro!

²/₄ 1915. Noter.

S

ej mæ, ska vi mej i Kri?

Kan æ dryw wor Dar forbi?

Vi er Bønder for Worherr,

løwer derfor helst i Fred.

Fred mo te, hwor nøj ska grow,

Fred po Awer, Fred po Low;

Fred i Hus som Kongens Gord,

det er søen, en Land bestor!

Hwad de Stur fæk rejen* nied

i en Ywbliks Kowtehied

kan de biel og bittesmo

krassel mej, te de blywr gro.

Vi vil Kamp, men aalle Kri.

Kamp det er der Mjenning i.

Kamp gir Kræfter, Lyw og Spel.

Kri slaar Lyw og Mand ihjel.

Der er andt, vi haar aa gjør,

ogsaa andt end ælt wor Smør:

Gjør wor Land saa skjøn og fri,

te dem bejst kund tryws** deri.

Det mo vær wor dawle Lær:

Urets Brød mo ingen tær,

ingen Ridt paa naaen Mands Nakk,

liggud Ret i Gord og Brakk!

Hwis en Ryk bløw krum med Ær,

hwis en fæk formøj aa bær,

len en lidt, og lidt ijen;

dæ vil anner saa gi Len!

Nys wor Low bløw lig for aall,

søen en Low vil vi behold.

Krænkes den, saa slaar vi te,

saa de skal blyw legn derve!

²⁴/₇ 1915. Noter.

V

ug mig, Mor,

mens min spæde Livskim gror;

vug det Onde af min Vej,

vug det Sunde op i mig!

Vug mig, Mor,

mens mit Pust i dit sig snor.

Vug mig, Mor,

nu da Rug til Ringlen gror,

Lærkesang paa Søndenvind

smyger i din Nynnen ind.

Vug mig, Mor,

saa jeg rank som Rugen gror.

Vug mig, Mor,

ved en Bøn for det, du tror.

End vi vakler samme Vej,

siden kanske slipper jeg!

Vug mig, Mor,

mens vi begge barnligt tror!

Vug mig, Mor,

varsomt i mit Skjæbnespor;

vug mig til en helstøbt Mand,

glad ved Hjem og Fædreland.

Vug mig, Mor,

til at staa ved Arv og Ord!

Vug mig, Mor,

løs saa op din Trøjes Snor,

da bag Barmens Særkesøm

di’r jeg til mig Livets Strøm.

Vug mig, Mor,

mens ved dig jeg di’r mig stor.

Vug mig, Mor!

I din Aande Søvnen bor.

Naar jeg sænker Øjet i,

svæver Drømmens Gud forbi.

Vug mig, Mor!

Snart jeg følger i hans Spor.

⁷/₈ 1915. Noter.

J

eg pløjede min Ager fra Øst og til Vest,

at pløje var mig altid som en Fest —

jeg pløjed uden Ro, uden Rist,

Herre Christ,

til Krigen tog først mig og saa min Hest.

Min Hest, som jeg har klappet paa Mulen mangen Gang,

fordi den gik saa villig for sin Stang,

dens Bug rev de op med en Gnist,

Herre Christ,

nu ligger den som Aadsel fjernt i Vang.

Min Plov staar nu og ruster og synker halvt i Jord,

mens Ukrudt om Muldfjælen gror;

min Hvede, som jeg saa’de der sidst,

Herre Christ,

af den har Ravne næppe levnet Spor.

Min Hustru, min Anna, som sammen med mig stred,

fra Sol stod op til møjsom den gik ned,

mer ribbet nu end Kragen paa Kvist,

Herre Christ,

den Stakkel gaar en Tiggers tunge Béd.

Og mine raske Drenge saa ferme alle fem,

den yngste dog den kjæreste af dem,

hvem gir dem deres Brød uden Brist,

Herre Christ,

naar deres Far nu aldrig vender hjem!

Jeg pløjede min Ager med Hors og med Hest,

jeg pløjed den, som gik jeg til en Fest;

jeg pløjed den saa gjerne som sidst,

Herre Christ,

om ej jeg havde mine Hænder mist.

Vinter 1915.

D

er hænger paa min Nabos Væg

en gammel Bondefjol;

dens Strenge stritter nu med Skjæg,

og kløvet er dens Stol,

dens Skrueværk er graat af Støv,

selv ser den ud som blind og døv,

men har du Haandelag, da prøv

den gamle Bondefjol!

Paa rusten Søm, i Uldgarnsstrop,

den hængte, — lidt paa skraa;

hvor tit som Barn jeg kravled op

og strakte mig paa Taa.

Da lød til mig dens Brumlestreng

som Humlens i en mosset Eng,

hvor Far med Tejne, Tøs og Dreng

var gangen ned at slaa.

Aa, den er fuld af kaade Ting,

den gamle Bondefjol,

af Hamborgskotskens Stamp, og Sving

af Svejtrit og Tyrol;

det koger af dens Lydhul op

med Skjørtesus og Pigehop,

og Konefødder i Galop

ind under Hvergarnskjol’!

Saa har du fulgt vor Bonde god,

min trældomsbrudte Slægt,

og lettet ved det sunkne Mod

og linnet Aagets Vægt.

Om Ridefogden, rød og tyk,

lod Stokken gaa paa Knøsens Ryg,

et Strøg paa dig — da veg hvert Tryk

af Hoveri og Ægt!

I dig laa gjemt den sidste Gnist

af Glædens Alterbrand,

naar Spil og Dans og Skjørtehvist

var sat i Rigens Band.

Da — lænet til en stubbet Kind —

du lo endnu om Kys og Kvind,

ja, listed dine Toner ind

til surest Mørkemand.

Om Præsten i sin sorte Kjol

lod salte dig et Ris

og smæded dig fra Prækestol

med Marcus og Mathis,

dog Ungdom saa til Ungdom hen,

og Glutten smiled til sin Ven,

og Søndag Aften klang igjen

din vante „Repetis“!

Saa længe Lærkers glade Hær

har Bo i Kløvervang,

vil danske Hjærter kræve mer

end altid Salmesang;

du gamle slidte Bondefjol,

du passer slet i Degnestol;

hvor Juninattens Gjøge gol,

der heded os din Klang!

Min Barndoms kaade Violin,

læn dig mod denne Kind;

om end dens Stubber kradser din,

har vi det samme Sind,

den samme Jubel i vort Bryst,

den samme Sang i Nød og Lyst,

som svulmer om den danske Kyst

fra Korn og Søndenvind.

⁵/₄ 1916.

S

neflokke kommer vrimlende

hen over Diger trimlende,

det knyger ud af Himlene,

det sluger Hegn og Gaard,

det ryger ind ad Sprækkerne

til Pølserne paa Rækkerne,

og Faarene ved Hækkerne

faar Blink i Pelsens Haar.

Og Poplerne bag Mønningen,

de duver dybt i Dønningen,

og over Stakke-Grønningen

omtrimler Kjærv og Neg,

det klaprer én om Ørerne,

fra Portene og Dørene,

bag hvilke de smaa Sørene’

har rustet sig til Leg.

Og Gammelmor i Klokkerne

med Huen og Graalokkerne,

hun haler op i Sokkerne

og ser forsagt derud,

for nu er Kaalen liggende,

og nu staar Tjørnen stikkende

og spidder Sne paa Piggene,

og nu kom Kjørmes-Knud!

¹⁰/₃ 1916.

H

vem tuder ved min Rude? O, nu jeg kjender Røsten,

thi jeg har hørt den stændig op gjennem trange Aar:

„Kong Faraos“ Jordemoder, den hvasse Paaskeøsten,

sendt ud for at dræbe den nyligfødte Vaar.

Som Is er hendes Aande, saa hæs er hendes Strube,

og alt, hvorved hun rører, det krymper ind af Kuld;

hun driver Bien baglænds tilbage i dens Kube

og fryser hver en Spire, der pipper over Muld.

Det lille Lam, som lige er trippet ud til Gavlen —

hun kan det ikke unde det allermindste Læ,

hun blæser det i Toet, saa det faar ondt om Navlen

og stankler om og bjæler, det lille Mæhæ.

Og Bellisen, den Blomst, som er altid først paa Pletten,

den faar saa røde Øjne i Paaskeøstens Vind,

som krænger den paa Vrangen og pjusker den paa Retten,

saa den ad Jorden strækker sin lille kolde Kind.

Og Rugen hist paa Bakken, den løfter let paa Bladet,

mens vidt om Lande glaner dens hvide Flintesten;

men før dens matte Knæ blir af andre Vinde badet,

før kan den ikke rankes til Stængel eller Gren.

Altanens Ranker rasler saa tørre som en Knokkel,

og Kakkelovnen ryger, for Røgen vil „slaa ned“,

den gule Krokus dunker sit Hoved mod min Sokkel,

og Hanens Galen lyder saa arrigt som en Ed.

Og Bedstefar, han skyder sig kuldskjær ud af Døren,

hvor Barnet staar og titter med hvide Vanter paa,

og rund i Ryg han standser i Stakkens Læ hos Søren

og prater om, hvor tidlig man forhen kunde saa.

Men Paaskeøsten skaver i Skar og Kjæmpehøje

og slænger efter Harven det vildførte Sand,

og Lærkeungen ligger med dens Støv i sit Øje,

og Plovmanden føler dens Knasen ved sin Tand,

Da vaagner jeg en Midnat og hører noget hænde:

da drejer Gud deroppe sin tunge Møllehat!

Snart hvisker det — og drypper ved Gavlens søndre Ende.

Og tusind Skove knoppes i een eneste Nat!

⁷/₄ 1916.

R

ugens Dræ

fylder Aftenluften.

Digets Læ

holder længst paa Duften.

Hys, hys, hys,

hvad er det, som glider?

— Tys, tys, tys!

bare Byg, som skrider!

Sagte Trin —,

hvad kan det dog være?

Søndenvind,

er her no’et i Gjære?

Hys, hys, hys!

To som sammenglider,

tys, tys, tys!

nu mens Byggen skrider.

Gjøgen lo.

Rugen rørte Vuggen.

Hendes Sko

væded Kløverduggen.

Hys, hys, hys,

ikkun Nat tør vide,

— tys, tys, tys —

hvad med Byg kan skride.

Pigens Mund

løfted sig og kyssed,

før i Blund

atter hun blev dysset.

Hys, hys, hys,

Stjerneskud henglider,

tys, tys, tys! —

nu mens Byggen skrider.

I smaa Sæt

Vind om Diget hveger,

rokker let

Lyng og Lammeleger.

Hys, hys, hys!

Ti dog, Gjøg, omsider,

— tys, tys, tys!

nu mens Byggen skrider!

Pust fra Syd,

Klydeklynk i Enge,

Rislelyd

over Maanestrenge.

Hys, hys, hys,

Duft af Hø saa vide,

tys, tys, tys!

nu mens Byg vil skride.

Tavsheds Hvælv

spænder over Kjæret.

Vinden selv

staar og holder Vejret.

Hys, hys, hys,

Fred til alle Sider,

tys, tys, tys!

nu mens Byggen skrider.

¹⁶/₄ 1916.

O

, Vestenvind, min Barndoms Vind,

du har endnu det samme Sind

i Alvor som i Spøg,

det samme lystige Tagfat,

det samme Sus om Møllehat

og Kirketaarnets Fløj,

det samme stærke Orgelbrus

fra Glamhulsskar og Lyngtørvshus,

som da jeg frøs

som Vogterknøs

i Kjæmpehøjens Sus.

O, Vestenvind, o, kaade Vind,

som kom ad Hjemmets Gaardsled ind

paa egen høje Hest,

strøg bort vor Lades Lyngkalot

og greb den bredt i Tagets Tot

hvor Grebet faldt dig bedst,

— hvor rasled det med Tag og Rør

forbi den lave Forstudør,

mens Far løb til:

Gud fri os vel!

Fik Laden nu sin Rest!

O, Vestenvind, o, barske Vind,

hvor slog du tit min Barnekind

og rusked mig mit Haar,

naar Far han stod der lav og vred,

mens Møntørvsklumpen sejled ned

fra Toppen af hans Gaard!

For hvert et Rusk i Aas og Tag

vi frygted Fald og Dommedag.

Men Huset holdt

med Rim og Boldt.

Du havde tabt dit Slag!

Saa for du ud paa brede Kjær

og muntrede den Storkehær

som øved sig til Træk.

Du drejed Viben som en Ten,

mens Hjejlen stod paa lave Ben

og trykked sig ved Bæk.

Og hver en gammel Kaalgaardpil,

den hvined op som Sav for Fil,

dens Blade fløj

med Raslestøj

midt ind i Stormens Ril.

En Mølle staar paa Bakken fjern

med sløve Sten og ormædt Kværn

dybt i sin Spaantags-Krop,

dens Sejl gaar sløvt og slapt omkring,

men faar du ved dens Vinge-Sving,

flux gaar det i Galop!

Og Møllehatten staar paa Sned,

og det gjør Møllersvendens med!

da faar det Art,

naar du gir Fart

til Døgnets træge Fjed!

O, Vestenvind, o, stride Vind,

hvis Regn drev Blodet til vor Kind

og Kalken af vor Væg,

du mejsled Jydens skarpe Træk,

alt blødt og vegt det sleb du væk

og strøg ham stridt hans Skjæg, —

hans Blik du gjorde langt og frit,

skabt til at spejde milevidt

med vaagen Magt

til at gi’ Agt

fra stormrørt Hav og Klit.

O, Vestenvind, vor Stammes Vind,

du gaar som Dønning i vort Sind

med Hav og Bølgeslag;

vi gaar med dig fra Bryn til Hæl,

i Sang, i Sorg, i Syn, i Sjæl

indtil vor Dødedag!

Vor Tro, vor Trang er Del af dig,

vort Væsens Hang randt helt af dig,

vor Ynglings Trods,

naar han skal slaas,

vor Oldings Tungsindsdrag.

O, Vestenvind, o, karske Vind,

stryg du kun frit paa Agren ind

og blæs paa mig og mit!

Vor Avl du lidet fjerner af;

hvad der skal komme Kjærner af

maa ogsaa ruskes lidt!

du sætter Orgeltonen til

vor gyldne Havres Harpespil.

Det Brød, hvis Saft

du gir din Kraft,

med Tak vi tage vil.

O, Vestenvind, — du stærke Vind,

som suste til vor Vugge ind

med Pust paa Øjets Laag,

skrid bygeklædt fra Hav til Hav

og syng en Salme ved vor Grav

af Stormens Salmebog!

Tugt mildt men fast din Stammes Børn

at de des mer kan staa for Tørn

og ligne dig

og slaa sig Vej

selv gjennem striden Tjørn!

¹⁴/₄ 1916.

D

er var engang en Sallingbo,

hans Navn det var Jens Hvas.

Fordi han tog ved anden Tro,

de slog hans Hals i Gras.

Hvor Vestenvinden vild og gal

end strigler Lyngens Aas,

der sad den Herre i sin Hal

alt paa det barske Kaas.

Hvor stærkt Nordvest end rejste Vind

om Kaases krumme Strand,

drog værre Storme dog herind

fra Syd og Sachsenland.

De Klostre sprængtes, Nonner skreg,

Landsknægte gik og kom,

Graamunke løb ad Sognevej

og keg sig rædde om.

Jens Hvas red ud at hente Skat

paa Hestens sorte Hov,

og hvor han ej fik Mønten fat,

der tog han Stud for Plov.

Ondt fôr han frem paa Sallingholm,

men værst i Fjandboland;

den arme Bonde vild og olm

i Stilhed knuste Tand.

Men Hævnen gaar paa rappe Sko,

hvor Tiden vorder ond,

og den som krænker Bondens Bo,

han gaar paa sumpig Bund.

— Brat Skipper Klæmers Stimandsflok

ind over Salling brød;

den første med saa vild en Kok,

den Kok han var sgi rød!

Ham slap nu Klæmer af sit Bur,

vildt lød dens Galens Gjald,

imens den fulgte Koks Natur

og fløj fra Lad til Hjald.

„Brand!“ skreg man fra det stengraa Kaas,

„en paasat Nattebrand!“

„Brand!“ slængte Lyngens brune Aas

langt over Maanevand.

Hævnflammens Leg om Spir og Spær

blev set helt ind til Fly.

Limfjordens Bølger bar dens Skjær

vidt over Mors og Thy.

Nu gnubber Bonden fro sit Ben.

„Den Brand hun varmer godt!“

Saa ler hvert Kræ, som fra sin Gren

ser Ild i Rævens Slot.

De Høvder brøled under Strand,

en Ræv tog ilde paa,

imens en natlig Ryttersmand

ad Skive til lod staa.

„Saamænd, Jens Hvas, du rider vel!“

— han ud paa Manken laa —

„men om du red dit Øg ihjel,

det vilde nap forslaa!

For Bonden er nu bleven gram

som nogen Bøl bag Plov.

Du skjænked ham for bedsk en Dram

i sidste Skatterov.“

— Jens Hvas red over Skive Bro,

det dundred højt og hvast.

Hans sorte Øg paa fire Sko

jog vid’re uden Rast.

Men før de naaede næste By,

Jens vendte brat sin Hest.

Derinde under Nattens Sky

det volmer rødt i Vest.

Vildt snøfter her hans sorte Øg

fra Bakkens brede Aas,

thi begge lugter Hjemmets Røg:

histude brænder Kaas!

Og se! og se! fra Sals til Sals

nu flaxer Klæmers Kok

og galer af sin røde Hals

fra Lad og Bjælkestok!

Den Nat saa mangt et Sallingtaarn

til Sylden brændte ned,

mens Borgens Herre højvelbaar’n

husvild paa Heden red.

Til bløde Skvulp af Tastumsø

gik Vugg’ i Dommerby,

mens Hævnens Brande, Ø ved Ø,

stod rødt paa Sallings Sky.

Urolig Hesten fletter Ben

med Hop og Snøft og Spring.

Med Ildskjar over Øjensten

vredt slænges den omkring.

Til Viborg kom de tidlig nok!

Her brød Jens Hvas sin Ed.

Saa tog ham Bødlen ved hans Lok,

mens Øxen gjord’ Besked.

Til det den var slet ikke sen,

for ogsaa den var hvas.

Hans Tyrehals, hans Nakkeben

sprang som det skjøre Glas!

Og anden Tid med andre Mænd

drog ind i Sallingland,

mens røde Plage stak i Rend

langs Limfjords grønne Strand.

— Der var engang en Sallingbo.

Hans Navn det var Jens Hvas.

Fordi han brød sin Riddertro,

de slog hans Hals i Gras.

¹⁷/₃ 1916. Noter.

M

in Mor var bleven gammel,

dog endnu mere svag;

langs Stuens lange Skammel

hun listed hen sin Dag.

Derude lyste Vaaren;

dens Haner alle gol;

hvidvingede Duer

sig svang i dens Sol.

Hver Morgen friske Fugle

paa Pilens lodne Gren,

mens Stæren sad og basked

paa Brøndens Vippesten.

Men Mor saa tungt mod Dagen

og den glinsende Stær;

den Vaar blev ikke hendes,

det følte hun her!

Den tynde Haand hun stemte

mod det smertende Bryst:

„For mig har Livet mistet

sin Fryd og sin Lyst.“

De hvide Duer svinged

om det mossede Tag,

og Stærehannen jubled;

men Mor blev mere svag.

Da fødtes en Beslutning

i Hjærtets dybe Grund,

i hendes tunge Øjne

den tindred en Stund.

„Aa, daj mig ud til Brønden!

Kom, Dreng! Giv mig din Haand!“

hun ivred af sin vante,

beslutsomme Aand.

Jeg tænker vel, hun droges

af den samme Urtidskraft,

som Væld og klare Kilder

til hver en Tid har haft.

Det lidende og syge

vil staa en fattig Stund

og dulmes ved det,

som er rent og frisk og sund.

Det hvide Sand laa strentet

paa Gangens gule Sten,

hvor Solen havde prentet

sin Krins saa varm og ren.

Men foran Forstudøren

randt Lysets fulde Flod,

hun vakled ud i Strømmen

med prøvende Fod.

Og Gaardhanen galed

og rysted Strubens Lap,

mens Hønsene de løb

mod den Savnede omkap.

Og Duerne paa Taget,

som trukne i en Snor

de svang sig ud i Luften

til Ære for „vor Mor“.

Men Moders Blik var sløvet

i syge Nætters Ve.

Der var kun eet, kun Brønden,

hun higed mod at se.

Vel sligt kan tykkes mange

kun smaat og ingenting,

men denne Brønd var Centrum,

hvor hendes Liv var Ring.

Og hendes Slægt og Mødre

i samme gamle Gaard

var gaaet i Kreds om Brønden

i flere hundred Aar.

Her havde de da siddet

paa den slidte Malkestol,

naar Aftentoflen* trommed

og Kaalgaardsgjøgen gol.

Naar der stod Ring om Maanen,

og andre Himmeltegn

i Sky, og Tordenblaanen*

gav Løfte om Regn.

Her fandt de Læ og Føde,

Hvil for den matte Krop,

her blev de, til de døde,

som Bi, der er slidt op.

Som deres hendes Verden, —

en Lykke ikkun tynd;

som deres hendes Færden

i Kredsgang om en Brønd!

Sin tynde Haand hun rakte

ud mod dens Ramme graa;

hun kunde lige magte

at lægge den derpaa.

Dybt nede mellem store,

ringsatte Kampesten

der laa den stille Kilde,

fredhellig og ren.

Et stort, tungsindigt Øje

saa oldingfjernt paa Syn;

aarhundredgammelt Mosset

hang over som Bryn.

Engang i Fortids Ælde

var Kilden tryllet frem

for siden tavs at vælde

som Midtpunkt for et Hjem.

Et Hjem, et Hjem! et fattigt

og dog et helligt Navn,

en lille grønnende Verden

med tusinde Haab og Savn.

Og Kilden i Hjemmets Midte

— som Draaben paa Blomstens Bund —

den læsked, uden at fritte,

hver Dyre- og Menneskemund.

Herhen kom — lige fra Ploven —

med Sved under Bringetøj,

med brudte Hudpletter paa Boven

det gamle, udslidte Øg.

Og Føllet, som blot skal sig øve

og endnu ej ved, om det tør,

men finder det voxent at prøve

det samme, som Moderen gjør —

Hvor higed hun, Koen, mod Aften,

herhen mod det blinkende Trug,

naar Føden og Mælken og Kraften

udspiled Yver og Bug!

Og Faaret fra solsveden Ager,

og Studen, som kjørnede Byg,

hver kom de saa hul og saa mager,

men gik som en Tromme saa tyk.

Saa blev den saa mild en Trøster

ej bare for Hors og Ko,

en god, forbarmende Søster

for alt i Mark som paa Lo.

Om Høg slog ned over Lærke,

og Vingen var ej for sen,

den Svage fandt Skjul mod den Stærke

i Brøndens mossede Sten.

Og Barnet, det klynkende spæde,

blev døbt i Treenigheds Navn

i Vand, som med Spil og med Kjæde

var løftet fra Slægtsbrøndens Favn.

Og havde den døende Olding

nu naaet sine Lidelsers Maal,

der raktes ham stille fra Brønden

en sidste kvægende Skaal.

— Saaledes den fædrene Kilde

i Dag som bestandig laa

og spejled en ringe Rille

af Foraarshimlenes Blaa.

Af Feber halvt forvirret

den gamle keg derned;

det var, som om hun stirred

dybt ind i Evighed.

Al hendes Sorg og Kvide,

hver bitter Vemodsstund,

alt, hvad en Sjæl maa lide,

saa op fra Brøndens Bund.

Al Slægtens Graad og Klage

af Kvinde som af Mand,

dens Uraad — Aar tilbage —

hun læste det her i Vand.

— De talte længe sammen

det stumme Øjensprog,

der tænder Hjærteflammen

før baade Munds og Bog.

O, ja, de talte sammen,

om Lykkesavn og -Synd,

mens Taaren tegned Ringe

i hendes Skjæbnebrønd.

Men Lærkesangen skingred

ind gjennem Port og Gaard,

mens Foraarsvinden fingred

ved Moders isgraa Haar.

Men ej hun agted Sangen,

ej Vindens varme Sug;

et Strejfblik over Vangen,

der laa saa grøn med Rug.

Saa vendte hun Vaaren Ryggen

med alt, den bar i sit Skjød,

gik ind og ordned sin Bryggen

og alt til en hedelig Død.

¹⁸/₄ 1916.