|
N
aar Vildgaasen larmer Valborgnat, hvem lægger sig da til at sove? Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat langs Fjord og knoppende Skove. Derude straaler en Stjerne saa stor, at helt den fylder mit Øje; den samme Stjerne forvist jeg tror, jeg saa over Barndommens Høje. Og Vibeskriget rækker saa langt; dog længere Længslerne rækker. Hvor bliver ens Hjærte bitterlig trangt, naar Klyden i Majnatten trækker! Det pipper i Mos, og det pibler i Græs, det sprætter i hældende Kroner; der kommer en Duft fra det yderste Næs af tusinde smaa Anemoner. Saa ensomt bræger det spæde Lam paa Bakken langt i det fjerne, og Frøerne kvækker fra Pyt og Dam, som sang det fra Stjerne til Stjerne. 29/4 1916. Noter. |
BROEN.
|
T
usind Aars Skille. Saa slog de Bro. Saa drog de over i Vogne og Sko, Tiggere, Trækkere, Kræmmere, Friere, alle de tusinde Somres Forbiere, stejlende Plage som skejtende Ko, alt drog nu over den dumrende Bro. Ligskarer skred her i sindigste Ro. Brudefærdsforspand paa klapprende Sko; Selesølv glimtede, Kobletøj klingrede, Spillemandstoner mod Brobuen skingrede. Bruden i Stadsen, saa blid og saa god, nikked til Aakanden under sin Fod. Broen stod krum over Aakandestrøm, fint som en Hjerneskal over en Drøm. Aarene, Skyllene skaved og skured den, Isgangens Rimnætter saved og fured den. Naar den befores, det lød som en Fjol, der bliver strøget lidt nær mod sin Stol. Da kom en Svale og tog sig et Hvil efter vist tusinde mødige Mil. Rækværkets Fløjarm den satte sig skraas paa, Svalen hun ynder alt, hvad der gror Mos paa, tittede, kvidrede: „Her vil jeg bo, her under Storstrømmens buede Bro“. Dynd kom fra Aabredden, Straa kom fra Toft. Luften var Væggene, Brobuen Loft. Herlig blev Reden hun klined og kitted sig, muntert i Pavsen hun sad og kvivitted sig. Saa kom en Mage med Spejl paa sit Bryst, saa kom der Dage med Tant og med Lyst. Snart laa de skjæreste blaagrønne Æg, saa fulgte Unger med bittesmaa Skjæg, Aastrømmen ringlede, Sydvinden luftede, Dunhamre svinglede, Aakander duftede. Svalemor havde sit sureste Stræb med at faa fyldt de smaa krævende Næb. Nu blev der Liv bag de bugede Fjæl, Broen var Legem, hvor Svalen var Sjæl. Strømmen slog Grødegrøntskranse om Pillerne, Solglimt faldt skraat ned fra Broplankerillerne, Aborren vifted sin kløftede Svans sagte til Takten af Langalgers Dans. Aldrig jeg kjendte mer salig en Ro end under Kvæld ved hin buede Bro. Høet er slagen og dufter fra Sigene, Aaen den blide smaaklukker i Vigene. Svalen hun jager for strygende Sejl, smækker med Vingen det rygende Spejl. Klokker i Sønder og Klokker i Nord ringer da Fred over Himmel og Jord. Broen nu mørkner alt til under Buerne. Blomsterne lukker sig rundt om paa Tuerne. Klokkernes fjerne tungsindige Slag døves og stærkes af Engbrisens Drag. Brobuen kroger sig mer i sin Drøm. Snart kan jeg høre hvert Dryp i dens Strøm. Svalen i Dyndvuggen breder nu Vingerne, Ungerne under dem skutter Smaabringerne, mens over Allivets slumrende Bo Himlen udspænder sin Evigheds-Bro. 4/5 1916. Noter. |
HAVREN.
|
J
eg er Havren. Jeg har Bjælder paa, mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa. Bonden kalder dem for mine Fold. Gud velsigne ham, den Bondeknold! Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang over grønne Banker Dagen lang; Humlen brumled dybt sin Melodi, og et Rylefløjt gled ind deri. Viben fløj om Brak og Pløjemand og slog Kryds for baade Plov og Spand. Kryds slog Bonden ogsaa over mig for at gi’ mig Helse med paa Vej. Mens i Dug jeg groede Fod for Fod, groede Sangen sammen med min Rod; den, som ydmyg lægger Øret til, hører Lærkens Triller i mit Spil. Det kan kolde Hjærner ej forstaa: Jeg er Lærkesangen paa et Straa, Livets Rytme døbt i Sommerdræ, mer end Gumlekost for Øg og Fæ. Søndenvinden, o! han har mig kjær; derfor kan han aldrig la’ mig vær’, smyger sig med Hvisken til mig ind nu ved højre, nu ved venstre Kind. Naar han puster paa min gule Top, maa jeg vugge med ham ned og op, indtil alle mine Bjælder gaar, som naar gyldne Hamre sammen slaar. Juniregnen gjorde myg min Muld, Julisolen gav mig af sit Guld, Sundhed risler mig i Top og Skaft. Det er derfra Plagen har sin Kraft. Jeg er Ven med Dug og Grødevejr, Ven med Landets lyse Bøgetræer, Ven med al den danske Sæd, som gror øst for Hav som vest for Sund og Fjord. Jeg faar Solens sidste lange Blink, før den dukker ned bag gullig Brink, og naar Aftenklokken ringer Fred, staar jeg paa min Taa og ringler med. Jeg skal ringle Barnet til dets Seng, ringle Taagen op af Sump og Eng, ringle Freden over Hjemmet ind, ringle Bønnen frem i fromme Sind. Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar over lyse Vange Aar for Aar, ringler om, hvor Sang og Kjærve gror herligt sammen paa den danske Jord. 8/5 1916. Noter. |
PAA SALLINGS JORD.
|
P
aa Sallings Jord er der godt at bo, naar Solen varmer paa Tage, naar Byg vil skride og Havre gro og Fuglen søger sin Mage. Naar Duft af Kløver mod Vindvet gaar, og Rugen op til din Axel naar, da gaar din Sang sin Solskinsgang, mens Gjøgen kukker skjælmsk fra Bakken. Den Svend, som tumler med Sallings Muld, faar let en Skilling paa Lommen, thi Landets Sølv bliver her til Guld, naar Høstens Time er kommen. Bag Laden stables de høje Hæs, mens Koen træder saa bredt i Græs. Hver Godtvejrsdag din røde Plag maa trække Rigdom hjem til Loen. — Og her blandt Frænder nu sidder to, som valgte sig et Hjem paa Bakken, hvor hun skal malke den røde Ko, mens han skal harve paa Brakken. Thi Haand i Haand det er Livets Fryd, og Trofasthed er saa skjøn en Dyd. Tag Livet ret! Og bli’r du træt, da lyt en Stund til Gjøg i Enge. 15/8 1916. Noter. |
POVL MED DEN TUNGE SKOVL.
|
D
er løber saa mangen en krinklet Sti hen gjennem det jyske Hedeland, hvor Hvepsen stryger dig harm forbi, og Ormen triller sig lang i Sand. Ved en af Stierne staar et Hus bag skaarede Volde af Ahl og Grus, og Huset viser en Ko paa Baasen, et Sprag i Gavlen, et Knæk i Aasen. Her havde sin Hjemmen den stærke Povl, en ordknap Slider fra Blæstens Egne, han kaldtes Povl med den tunge Skovl, thi Skovlen fulgte ham allevegne, ej blot til Grøftning blandt Flæg og Rør, nej, selv ved Kirkens beslagne Dør, hvor Salmen blandes af Mand og Kvinde, stod Skovlen ude, mens Povl var inde. Dog sjælden de saa ham i Bedehus, hvor Stolen laases med Gud for Øje, langt oftere bad han bag Vold af Grus, hvor ingen stener en lappet Trøje; et ordløst Suk og et dybtgjemt Støn blev Hverdagssliderens Søndagsbøn; men een Gang skreg han i Smertens Svimmel sin Vaande vildt imod Hedens Himmel. Han havde en Datter fra Ungdomsaar; i Skriftebogen staar løst hin Gaade; som Syerske drog hun fra Gaard til Gaard, fik selv en Datter — paa samme Maade. Men som der læses: Alt Kjød er Hø, en Gammel skal, og en Ung kan dø. Før Aar var omme, hun maatte bøde med Livets Part for sin unge Brøde. Men Povl han vaander sig i sin Seng og kan ej Søvn paa dens Hylskind finde; ved Roden skjælver hver Nervestræng, mens Graadens Sky vil ham Øjet blinde. „Det bitte Væsen, det spæde Nor, skal det henslænges paa Sognets Bord!“ Før Solen striber hans Hørgarnslagen, er Povls Beslutning for stedse tagen. Der skrider en Mand gjennem Himmelknog hen over et hylende Vinterøde, hans frosne Øren bag Rendefog opfanger Lyde saa klingert-sprøde. Hans Øjne brænder bag klistret Sne, men ikke nok til helt frit at se. Hvor dybt hans Trad end i Driven sættes, i samme Nu bag hans Hæl de slettes. Han skjærmer bredt med sin krumme Arm en Bylt, som synes kun lutter Klude: det lille Nor, han mod Stormens Harm har laant sit Hjærte til Vuggepude. Dets Varme gaar til hans Ribben ind, dets Putren gløder ham Sjæl og Sind, saa nærmere han til Stormen triner, mens Klædets Frynser for Blæsten hviner. Det hviskede Povl, mens hans Rygrad gøs „Du naar det aldrig! Du er jo vildet!“ Hans hede Sved under Skjorten frøs, men nye Draaber sprang frem og trilled. Da hikked Vejret en ringe Stund; da steg der Bøn fra en graadfyldt Mund, thi midt i Ørknen bag Knogets Drive han saa sin Hytte mod Næets Skive. I Stønnen han aabned sin Gangdørs Slaa og la’ sin Bylt paa den Langbordsplade, saa var der først dette at tænke paa: den Spædes sutrende Mund at made. Her søgtes Raad hos den gamle Ko, hun ømmed sig lidt ved hans kolde Kno; men Takken for Koens varme Drikke blev snart to spillende Barneblikke. Da tændtes en Glans i hans Tungsindsblik; saa skjøn ham tyktes hans lave Stue; fra Lyngtørvsbaalet paa Gruen gik mod frosne Lemmer saa varm en Lue; han bøjed sig dybt mod Barnet ind og kjendte saa myg sin stride Kind. Snart drap mod den Spædes Tindingaare den sidste Sne med hans første Taare. Saa kom der nu Dage, ja Nætter med, hvor Povl forsoned sig helt med Livet, da lød det mildt fra hans Sengested: „Ja, Gud har taget, men ogsaa givet.“ Han drejed sig rundt med stor Umag og lyttede ned mod et Aandedrag, hvor Barnets Leje just saa var stillet, at Maanen løfted dets Drømmebilled. Og alt i Stuen blev højstemt Ro, om ogsaa Ræven derude jamred, om Væggen gav sig for Tryk af Ko, og Dødninguhret i Bjælken hamred; et varsomt Strøg mod den Spædes Kind, saa haledes atter Søvnen ind, mens Maanen delte sin milde Flamme med Vuggens Puder og Hedens Damme. Det sker, at Povl med den tavse Mund lar af sit Barn sig i Haaret drage og snakker da mer i én saadan Stund end før i alle hans Levedage. Han løfter det op i Nøds og Lo at klappe Næsen paa Husets Ko. Thi Ko og Barnet forstaar hinanden i Kraft af den dampende Mælk i Spanden. — — Men aldrig trætned den stærke Povl, og aldrig hørte han op at slide, og aldrig rusted hans tunge Skovl, skjønt Gigten martred i Lænd og Side. Hvor Gruset blinker i vaade Lag, der slog han „Harpen“ med vilde Slag. Endnu mens Maanen steg blank bag Krattet, dens Staaltraads-Strænge i Ødet skratted. Mens Skovlen skar i den haarde Grus, stod Barnevognen paa Grusgravsbrinken, der fletted han Barnet et Halvskjærmshus mod Vejrets Luner og Solens Blinken, og fandt han en særlig broget Sten, han rensed den først mod sit Buxeben, og gav han sin Yndling det sjældne Stykke, hun jubled, som fik hun et Demantsmykke. En Ruskregnskvæld under Efteraar han havde lidt længe i Graven nølet; skjønt Barnet laa gjemt under Pudens Vaar, det blev dog af Aftenens Luft forkjølet. Det gik til Lungen, og Glansen veg fra Øjet, mens Graderne steg og steg helt op mod Udslettelsens dunkle Porte, mens Lægen og Hjælpen var Mile borte. Til Fader, til Søn og til Helligaand blev tryglende Bønner øst og stammet, mens Sliderens skjælvende grove Haand tog varsomt Kjende, om noget strammed. Men Bønnens Porte var stængt for Povl; før Dagningen brød i hans tunge Skovl, da havde han ingen Bønner flere, men Himlen ejed en Engel mere. Han vandred forvirret den ganske Dag omkring sin Hytte i daadløs Jammer, mens Ot’dagsværket med Sølverslag udhamred Tiden i Dødens Kammer. Ej Kalv fik Æde, ej Ko fik Vand, ej rørtes Si eller Malkespand. Da Nyet blev tændt under Alts Forbliven, han klædte Liget paa Langbordsskiven. Saa tavs imod Aftenens Skyer fløj i Mørkningsbugter nu Mosens Vibe. En Ko just dryned — — Men ingen Røg af Husets hældende Skorstenspibe. De store Stjærner saa kolde ind og strejfede hastigt en ligblaa Kind, der hvor en Olding nu syned nøje en lille Skjorte, en hengjemt Trøje. — — — Saa alvorsmættet er ingen Klang som Hedeklokkens ved Michaelstide, naar Graverens Hakke gaar sin Gang blandt Tuernes Totter saa kiselstride. Det drypper fra Kirkens irrede Tag, og Klokken og Hakken har hver sit Slag. En Kiste sænkes i Dødens Ager, mens ensomt Hjejlen i Ørknen klager. De havde alt slukket de Alterlys, nu tømtes stille den gamle Kirke, og mer end én var paa Vej til Bys for atter at finde sit vante Virke. Da skured Stenten mod knudret Sten, ind traadte en førlemmet, luslidt én, hans Blik det dybeste Sørgmod viste, paa Armen bar han en Barnekiste. Saa milefjærnt fra sit sunkne Hus han havde den baaret henover Heden, mens alt hans Følge var Porsets Sus og Blinkeløvets om Skadereden. Thi Vibetrækket fløj modsat Vej, nu flokkedes Hjejlen men fløjted ej; fra Kjær og Hede, fra Brak og Bakke de svandt med Sus over Lyngtørvsstakke. Bag Stenten var Povl gaaet rent i Staa med Armen fast om den lille Kiste, som noget helligt og kjært man maa men i sin Kvide dog ej tør miste. Hans Blik gik tynget mod Præst og Degn, som vented han der et Himmel-Tegn, før villig han lagde i Dødens Have sit blødende Hjærtes Offergave. Og Degnen vinked ham mod et Sted, hvor Star og Svingel for Graven dulgte, og Præsten tripped af Vane med, og et Par Kirkegangskoner fulgte, og Kisten sænktes, og Jorden faldt, og Præsten og Skovlen til tre fik talt; en Bøn, den korteste Hyrden kjendte, før rapt han den Sørgende Hælen vendte! Saa redte sit Barn han dets sidste Seng. Hver Sten, hver Klump, der kommer tilsyne, med Skjælven i Haand som i Hjærtestreng han fjærned fra Gravmuldens tunge Dyne. Sidst dækked han til den Fjæl mod Øst, som skjulte et Aasyn og al hans Trøst, saa kasted han paa som rent i Blinde, mens Svinglen svajed for Dragsugs-Vinde. — — Nu blev han saa enlig som aldrig før, skjønt ingen Sjæl fik hans Sorg at vide; faldt Maanen ind ad hans Kjørhusdør og tegnede Pletter paa Koens Side, da kunde han slippe sin Malkespand, se langt over Lyng og Mosevand, didud, hvor i Kvælden et Kirkedige nedskygged en Grav med en lille Pige. Hans Skikkelse luded, hans Haand blev krum i evigt Greb om sit tunge Værge, hans Bryst sank ind, og hans Mund blev stum i ensom Kamp for sit Brød at bjærge. Men trængte Bonden en veltjent Skovl, gik endnu Bud til den stærke Povl. Sad han ved Davren i ordløs Tænken, det var, som han ene fyldte Bænken. End skratter bag Lyngen hans Harpeslag ved Morgengry som ved Nadvertide, men daglig ældes den gamle Knag, og snart han maa vel i Gruset bide. Da hænder det sagtens, at begge faar sit Kors paa den øde Kirkegaard, og hvælver Natten sig stjærnestille, det store vil hælde sig mod det lille. 19/10 1916. Noter. |
GYLDEN SOL.
|
O
m jeg tar mig en Livsens Ven, om jeg skjænker mit Hjærte hen, om jeg trækker i Brudekjol, da lad det ske i gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over blommet Kjol! Hvad saa siden for to skal gro, Hø og Havre som Kalv og Ko, Klinte, Kløver og Martsviol, alt skal det rinde af gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over blaa Viol! Dér i Hjemmets vor stille Vraa skal da trofast vort Dagværk gaa, dér for Gjæsten vor bedste Stol stiller vi hen i gylden Sol. Gylden Sol, gylden Sol, gylden Sol over Arnens Stol! Se hvor Jorden er lys og skjøn, havregylden og kløvergrøn; Hegn og Hække og Kaprifol dufter og ler i gylden Sol! Gylden Sol, gylden Sol, fyld mit Hjærte, du gyldne Sol! 24/10 1916. Noter. |
HUMLEBIEN.
|
D
u lodne Humlebi, dig har jeg kjær, din Kløverfærden liver op i Vangen; i lammeskyet Dis som Solskinsvejr din Brummen sætter Bas til Lærkesangen. Naar Kvierne i lyse Rækker staar, mens Vinden skjælmsk dem ind i Øret blæser, du tar af Blomsterbægret frit din Taar helt ind mod deres vaade, brede Næser. Den røde Kløver lar du ingen Ro, men sænker Snablen dybt i Honningkanden, og malker Tøs sin yvertunge Ko, din Snurre durrer klangdybt imod Spanden. Du under dig ej mindste Arbejdshvil, men op og ned du uden Stands maa svinge, imens du synger som en henskudt Pil, og Solen glimter i din gyldne Vinge. Du lille Spillemand, du Barn af Sol, du er som Sjælen i den danske Sommer, hvor Mejsen ruger mellem Kaprifol, hvor Høet dufter, Skyer gaar og kommer. O, lad som du mig fromt mit Kald forstaa, du travle Flyver over Somrens Banker, saa fri og frank jeg tar min Sele paa og synger muntert, mens jeg Honning sanker. 25/10 1916. Noter. |
LANDSBYSMEDEN.
|
D
en Smed han vaagner med Solen alt efter saa gjævt et Blund, han griber sit Skjødskind fra Stolen; han er saa bred og saa sund. Rundt om ham i Vugger og Senge end slumrer bag Pudernes Bræm hans lokkede Tøser og Drenge, mens han tjener Davren til dem. Før Raagen sig rører i Reden, før ud flyver Granernes Høg, højt stiger fra Taget hos Smeden den bugede, kulsorte Røg. Kun én der er, som tør gjække vor Smed, det er Hanen paa Pind; de to er jo Morgenmænd begge, har derfor de frejdigste Sind. Og Hanen galer til Smeden højt oppe fra sodet Hjald, og Smeden svarer forneden med Hammerens fyrige Fald. Det klinger mod Lad og mod Lofte, mod Lervægges hvidtede Tavl, det svarer fra duggede Tofte og Kirkens dagrødnende Gavl. Og Morgenens Hyrder de lytter til denne sejrende Klang, imens deres Kalve de flytter til Græsset i Enge og Vang. Selv Plagen løfter sin Manke saa rank mod det stigende Gry og sender en rimmende Tanke ind over den vaagnende By. Og Brisen drejer med Flyet paa Gavlen for Smedens Dør. Hans sprudende Jern og Gryet faar langsomt samme Kulør. Snart jubler Bakkernes Lærke omkap med Mønningens Stær; men Hammerens Klange de stærke de gaar mig dog mere nær. De bringer mit Blod til at syde i Arbejdsfeberens Takt, saa al min Malm jeg tør gyde i Formens syngende Tragt. 26/10 1916. Noter. |
EFTERAAR.
|
N
u ser du kun Solen i Striber. Markmusen gaar hjem i din Stak. Tavs vender sig Kjærenes Viber i Glimt mod den pløjede Brak. Drivregnen den side og blanke staar skraat ind mod Vindve og Dør, med Tungsind den tynger hver Tanke og bøjer de duskede Rør. Smaakvier dernede i Enge staar krum i det drivvaade Skind og glor mod den hvidtede Længe, om ingen dog henter dem ind. Vaad vanker den Plovmand bag Hoppen, vaad tar han i Bænkkrogen Stød, vaad haler han Skeen fra Stroppen og spiser den dampende Grød. Hver Sanger, som ejed to Vinger, har brugt dem til Flugt fra vor Strand; kun Kiler af Graaænder svinger nu lavt over regnprikket Vand. Hør Natbygens Kast mod min Rude, se Regnmulmet tæt over Vig, og Vildgaasen skvaldrer langt ude; det lyder som Sang over Lig. 28/10 1916. Noter. |
SVIGTENDE SIGNALER.
FRED!
|
J
eg vaagned i Natten og spejded ræd derud, al Verden stod i Flammer, det stank saa ondt af Krud de største Taarne styrted med Brag under Ø, mens Floderne kom drukne af Mandsblod til Sø. Jeg skjulte mine Øjne, hvor Taaren gik og kom, jeg spejded op mod Himlen, men Himlen tyktes tom; kun Rummets kolde Stjærner saa spotske til Jord, som dengang Kain indvied dens Kreds til Brodermord. Ja, Kain er bleven Helten, der raaber ud til Daad ved Fronten som i Felten, i Luft- og Underbaad; hans vilde Kølle hvirvler, — hans blodige Haand har Tag i Abels Strube, hans Aand er Nuets Aand. O, raa Instinkters Slave, som snor dit Krigerskjæg, som praler med din Daabspagt, din Tro, dit Gudepræg, hvornaar vil du erkjende, du staar ved Mørkets Stab, ej Guds men Satans Frænde er hver, som øver Drab. Nu rækker atter Jorden sit Barn det spændte Bryst i Kornets tunge Traver, der bølger mildt mod Høst; saa rig og god er Jorden, at hvert et Barn blev mæt, hvis ej Begjær og Blodtørst forgifted Jordens Æt. Der er et Ord, som hviskes, nej, stønnes trindt om Jord, de Søndertraadtes Haaben, de Slagnes Fadervor; o, I som styred Verden, saa den gik rent af Led, styr nu jer egen Brynde og giv os arme: Fred! 1/7 1917. Noter. |
EVALD TANG KRISTENSEN.
|
S
trid paa Foden skred han frem, kom fra Hav og salte Strømme, Hedens Sand var Barnets Hjem, Danmarks Hæder blev hans Drømme. Ej hvor Fornemhed slog Bo, men hvor Dør hang skjævt paa Hængsel, gik han ind og søgte Ro for sin svare Forskerlængsel. Der paa Bænken knastret, smal, midt i Dunst af Klynerøgen sad han under sodet Hjald, øjenmild i Saga-Søgen. Rokken spelted, Tenen tvandt, Folkevisens Text og Tone muntert ham i Pennen randt, kvædet af en udslidt Kone. Smilet om hans Læber laa, naar han hørte Guldet klinge, hørte under Hyttens Straa Sus af Folkeaandens Vinge. Æventyr og Oldtidsskjæmt, Troldesagn og dunkel Tale, halvvejs husket, halvvejs glemt, drog han op fra Død og Dvale. Blev kun slag hans Møjes Frugt, dunked Regnen paa hans Trøje, ingen Kulde fik dog slukt Forskerglimtet i hans Øje. Strid paa Foden, uden Hvil, saadan gik han ufortrøden disse lange, jydske Mil, som ta’r Sigt mod Aftenrøden. Gamle, sejge Sagamand, stil nu gjæv din Kjæp i Krogen, mens paa Fyrreskivens Rand vi slaar op i Dansker-Bogen. Der blandt Ættens bedste Kuld skal dit Navn med Tak vi finde, prentet som i Egens Bul, selv et ædelt Folkeminde. Juli 1917. Noter. |
SPURVENE VED HELLIGGEJST.
|
N
aar Sommeren flyr over Sten og Stok, og alle Lærker er rejst, da sidder endnu en Spurveflok og jubler ved Helliggejst; der fører den op en Sangerkamp til Bilers Fløjt og til Hestes Stamp, mens Færdslen gaar ved Jul, mod Vaar søndenom Helliggejst. Den Spurvefløjten er stemt i Dur, som spilled den op til Dans; den gamle, alvorlige Kirkemur maa laane den Resonans. Mens Solen famler paa Kirkens Væg, sorn Smilet voxer i mørk Mands Skjæg, gaar Jomfrutrip til Spurvepip søndenom Helliggejst. Saa værdigt triner de Borgermænd og strutter af Sedler og Sølv, og Frøken bag Frøken med kjælen Lænd og Ankler som fjedrende Føl; og alle, som krydser det kjære Sted, de faar et Par Fugletakter med, mens Hjulet slaar, og Strømmen gaar søndenom Helliggejst. Saa daler de Rakler mod Flisebro, mens Byen lugter af Sø, saa hvirvler der Blade om Silkesko og lægger sig der for at dø. Men Haabet lever i Smaaspurvs Bryst, dér fødes en Vise om Livets Lyst, mens Haglen slaar, og Snefog gaar søndenom Helliggejst. Er Sindet tynget og Tanken graa og Striden knap Kjævlet værd, og har du kun Sorger at tænke paa, tøv lidt under Spurvenes Træ’r, og fyld dit Øre med denne Klang af Livets evige Frydesang, mens Frosten flaar, og Solen skraar søndenom Helliggejst. Mens Døgnet synes dig selv saa armt, og Frosten napper i Taa, de holder det lille Hjærte varmt med blot et Par Vinger paa; og Tonerne skingrer mod frostblaa Sky, mens Taarnet spidder det tændte Ny, der østvendt staar, men vejkjendt naar søndenom Helliggejst. „Hvi samles I Spurve i disse Træ’r, hvi jubler I her jer Sang?“ „Og hvorfor larmer I andre dér og gjør jer Verden saa trang? Her hopped og sang vi, Kuld paa Kuld, mens Mø blev Moder, og Mand blev Muld, og Tiden gled med Evighed søndenom Helliggejst.“ Hvor herligt at hilse de gamle Træ’r, der nikker i rimkold Vind og gynger de Spurve mod Aftnens Skjær, der kysser din By paa dens Kind! Gud signe hver Spurv, hver Spillemand, der kommer med Glæde til Stad og Land, mens Sværdtid raa’r, og Blodsky gaar søndenom Helliggejst! 19/11 1917. Noter. |
EN LANDSBY DØBES.
|
H
vor Aalen dybt i Tangen bo’r og hvide Maager sejle, der er et Vand ved Østerfjord, som før hed Nørrevejle. I tusind Aar paa denne Vig har Stormen flyttet Brikker, og Mari-Rok og Pejers Pig* i den sat gyldne Prikker. Den hørte Vaadesang mod Pest fra revnet Kloster-Klokke og Hyl af Krigens vilde Gjæst og Oldtids Ulveflokke. Nu kaster Maanen Gyldenbro blandt Vigens lave Lande, saa Natten gaar paa Sølversko ind mod dens tavse Strande. Se dette Navn af gammelt Gavn det trækker vi af Vandet, med det betegner vi vor Stavn og ikke noget andet. Ja, dette Navn af irret Malm det ønsker vi at føre. Gjør da, o Foged, ingen Kvalm, men skriv dig det bag Øre! — Du yngste Barn paa Danmarks Skjød, født under vilde Krige, gid du maa dele Fredens Brød, med Danmarks Land og Rige! Saalænge Næ vil følge Ny, og Mand til Mø vil bejle, skal du vor By staa under Sky og kaldes Nørrevejle! 30/5 1918. Noter. * Stjærnenavne. |
HISTORIENS SANG.
|
S
om dybest Brønd gir altid klarest Vand, og lifligst Drik fra dunkle Væld udrinder, saa styrkes Slægtens Marv hos Barn og Mand ved Folkets Arv af dybe, stærke Minder. Din egen Dag er kort, men Slægtens lang; læg ydmygt Øret til dens Rod forneden: Aartusind toner op i Graad og Sang, mens Toppen suser imod Evigheden! Vi søger Slægtens Spor i stort og smaat, i Flinteøxen efter Harvens Tænder, i Mosefundets Smykke, plumpt og raat, i Kirkens Kvadre, lagt af brede Hænder. Hvert skimlet Skrift, hver skjoldet Alterbog har gjemt et Gran af Slægtens Ve og Vaade; nu skal de røbe mig, hvad Vej jeg drog, og løfte mig en Flig af Livets Gaade. Endnu en Stund, saa drær den danske Rug, mens Lærken trilrer, og Graagjøge kukke. Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge, mod dig vort Haab og Manddomsdrømmen gaar, naar Landsbyklokken signer dine Strande, naar Aftenrøden højt i Skyen staar og sænker Fredens Korstegn paa din Pande. Lad mig kun flagre hen som Blad i Høst, naar du mit Land, min Stamme, frit maa leve, og skjønne Sange paa den danske Røst maa frie, stærke Sjæle gjennembæve. Da staar en ny Tids Bonde paa sin Toft og lytter ud mod andre Lærkesange, mens Himlen maler blaat sit Sommerloft, og Rugen gulnes tæt om Vig og Vange. 1/6 1917. Noter. |