FRA SKOTSK.
DIGTE AF ROBERT BURNS.
BURNS OM SIG SELV.
|
D
er var en Knøs, var født i Kejl, om Dag og Datum bryd jer fejl, spar I jert Blæk, jert Lak og Segl paa Daabsattest for Robin. For Robin var en rørig Gut, o, farlig rørig, rask og rørig, Robin var en rørig Gut, en farlig rørig Robin. Højskotlands Sne føg vildt om Tind, og Januaris Lavlandsvind den blæste Fødselsgaven ind i Vuggen til ham Robin. Den Spaakvind keg ham i hans Haand Ej, Ej! som her staar Vid og Aand! lur I at trække ham i Baand. Hvad om han blev kaldt Robin! For Robin blir en rørig Gut, o, rigtig rørig, rask og rørig, Robin blir en rørig Gut, en farlig rørig Robin! Han vil se Vanheld jævnhen tit, men altid bære Huen frit, hans Slægt, tro mig, vil inden Lidt bli’ Hjærtens stor af Robin. I Haandens Linje klar og skjøn jeg ser den Klør og Adams Søn vil gjør’ en Hoben af mit Kjøn; saa Gud velsign dig, Robin! For Robin blir en rørig Gut, o, farlig rørig, rask og rørig, Robin blir en rørig Gut, en farlig rørig Robin! 27/3 1918. Noter. |
TRODS ALT DET.
|
O
m en af ærlig Fattigdom gav Kampen op, og alt det, den Stymper gaar vi udenom, i Nøden stolt trods alt det. Trods alt det og alt det, vort sure Stræb og alt det: Din Rang er blot Dukatens Præg, dens Guld du selv, trods alt det. Og er vor Dragt end lidet fin, vor Kost kun knap og alt det, giv Taaber Silke, Skjælme Vin, en Mand er Mand trods alt det. Trods alt det og alt det, trods Gøglets Glans og alt det, Retsindets Mand, om nok saa lav, er størst blandt Mænd trods alt det. Se dristigt paa hin Herremand, betragt hans Pragt og alt det; har han end tusind Tønder Land, er han en Nar trods alt det. Trods alt det og alt det, hans Baand og Kors og alt det, et stolt og uafhængigt Sind har ikkun Smil for alt det. Baroner bages bedst ved Gunst, Lensgrever med og alt det, men det steg over Kongers Kunst at skabe Mænd trods alt det. Trods alt det og alt det, et malet Skjold og alt det, den klare Kløgt, den sunde Sans i Rang staar over alt det. Gid hver maa se det store ske — og ske det skal trods alt det! at Brav-Mands Dont Evropa rundt faar Hæd’rens Plads trods alt det! Trods alt det og alt det, den Dag er nær trods alt det, da Mand og Bror er samme Navn al Jorden om trods alt det! 1898. Noter. |
FØDT TIL GRAAD.
|
E
n stormfuld, barsk Novemberkvæld med Sus i nøgne Træ’r jeg strejf ed saa alene om langs Bredderne af Air; da stod der for mit Syn en Mand, svag, kuet ned af Aar, af Rynker laa hans Pande fuld, og snehvidt faldt hans Haar. „Hvorhen skal du, min unge Ven?“ begyndte Gubben snart, „mon Guldtørst leder her din Gang, gav Elskov Foden Fart? Er Sorg kanske den skjulte Grund, der tvinger dig som mig med Taarer over Slægtens Lod at stile samme Vej? Den Sol, som over Mosen hist nedstraaled nys sin Pragt, hvor hundred Stakler skatter til een hoven Junkers Magt — fir’ Snese Aar hin Sol jeg fandt i Vintrens hvide Baad, og hvert af dem mig lærte grant, at vi blev født til Graad. O Mand, hvor kaster du dog bort i Letsind dine Aar, de bedste Stunder øder du, dit Livs, din Evnes Vaar, din Lidenskab er som en Brand, din Drift som Folen kaad, og det er dine Fejltrins Sum, at du blev født til Graad. Betragt ej blot dit Livsdøgns Gry da sund er Sjæl og Marv, da er en Mand til Gavn og Pryd og vogter vel sin Tarv, men se ham mod hans Nedgangssol, brudt, pint af Sorgers Braad, da viser Alderdom og Savn, at du blev født til Graad. Kun saare faa ved Skjæbnens Gunst fik Klap i Lykkens Skjød, ja ej engang hver rig og stor den gyldne Ære nød; men hvilken Hob i hvert et Land ved ej mod Armod Raad og nemmer i et martret Liv, at vi blev født til Graad. En bedsk og talløs Sygdomssværm er vævet i vor Form, og Pinslen øger Angrens Tand og Nags og Niddets Orm; den ranke Mand, hvern Ømheds Kys har tit gjort Kinden vaad — Mands Haardhed imod Mand har vakt utalte Tusinds Graad. Se her en stakkels hvervløs Mand der be’r med bange Ord en Herremand om nok saa lidt af Godsets rige Jord, og se hin Maddik nægte ham om blot den mindste Saad, ufølsom for en Hustrus Savn og sultne Smaabørns Graad. Er jeg ved Skjæbnens Lov bestemt til denne Uslings Træl, hvorfor blev Frihedstrangens Kim da plantet i min Sjæl? Hvis ej, hvi blev jeg Skive for hans haanske Niddingsdaad; hvor henter Rigdom Retten til at vække Brødres Graad? Lad disse Ord, min unge Ven, ej knuge paa dit Bryst; mit bli’r jo ej det sidste Syn paa Slægtens Ve og Lyst; ej var en Stymper bleven til med Savn i Kjød og Blod, hvis ej i noget Mon han fandt Belønning for sin Graad. O Død, du Fattigmandens Ven, den bedste paa hans Vej, min trætte Fod, min gamle Krop alt længes ind mod dig; den rige skjælver for dit Hug i Velstands skjøre Traad, men hvilket Favn du blev for den, der sled sit Liv i Graad!“ 1898. Noter. |
I DET FJÆRNE.
|
H
vor kan jeg være god og glad og synge ved min Kjærne, o, naar Knøsen, som jeg elsker saa, maa færdes i det Fjærne, o! Jeg græder ej ved Sneens Leg, der skjuler Sol og Stjerne, o, men græder ved at tænke paa min Ven hist i det Fjærne, o! Min Fader jog mig fra sin Dør, mig ingen Venner værne, o. En hjalp mig vist, om han var nær, men han er i det Fjærne, o! Engang han gav mig denne Ring og Baand som til en Terne, o; jeg bærer dem endnu for ham, min Gut hist i det Fjærne, o! Naar snart jeg føde maa vort Barn, mens Rugen sætter Kjærne, o, monstro han saa vil komme hjem til mig ifra det Fjærne, o! 1897. |
HELLIG WOLLES BØN.
|
O
du, som i din Himmel bor, som bare ved dit Lunes Ord lod to bli’ frelst, hvor tyve for til Helveds Vaade, ej just for deres Synders Flor, men ved din Naade — Tak, høje Guddomsmagt, som brat nedstyrted tusinde i Nat, mens jeg blev for dit Aasyn sat, et Lys, et Tegn, en Fromhedslygte overladt den ganske Egn! Hvad var vel jeg og alle mine, at du har hævet os til dine, jeg som fortjente idel Pine for Adams Brøde, der han med sig og alle sine aad sig til Døde. Da frem af Moders Liv jeg brød, du kunde slængt mig som en Glød i Helveds luehede Skjød med vældig Arm, hvor Djævle slaas for dagligt Brød med Hyl og Larm. Her staar jeg som et valgt Exempel, betegnet med dit Naadesstempel, en Pille i min Herres Tempel, en Klippeblok, et skjønt og skinnende Exempel for al din Flok. Min Gud, du saa’ hvad Kval jeg led, naar nogen løsnede en Ed, du kjender, hvor mit Hjærte sved ved Dans og Drik, thi selv jeg ved din Miskundhed det alt undgik. Dog jeg bekjender: Syndens Frø i denne Barm ej helt vil dø; jeg kom kanske for nær en Mø, skjønt ej jeg vild ’et, men du vil huske: Kjød er Hø, i Synden hildet. Ak, Gud, du ved — i Gaar med Mette! Skjænk mig Tilgivelse for dette, og lad det ingen Frugter sætte til min Vanære, da skal din Tjener aldrig lette en Klokke mere! Desuden — skjønt det gjør mig bange — med Lises Tøs — dog kun tre Gange; kanske det var de tre for mange, men Fuldskabs Garn det holdt din Tjener fast som Fange ved Syndens Barn. Gav du mig, Herre, til mit Gavn, hin Kjødets Pæl, hin Blodets Savn, paa det jeg ej i Naadens Favn maaske skal snæres af Hovmod, — naa, i Jesu Navn, dit Kors maa bæres! Gud, værn om din udvalgte Skare, din Godheds Aand du aabenbare, dens Fjenders Hob du ikke spare, men tugt dem godt, som bringer Herrens Flok i Fare ved vantro Spot! Gawn Hamilton, — o, straf ham haardt, han svirer, bander, spiller Kort og driver anden syndig Sport i djævelsk Trods og vender Folkets Hjærter bort fra dig og os. Beskikker vi ham Kirkens Tugt, vi faar dog ej med Skjælmen Bugt, thi hver Mand ler, mens nok saa smukt han alle mofler;* forband, o Gud, hans Fad og Frugt, Kaal og Kartofler! Gud Herre, hør mit Klagemaal mod Mændene fra Air, o, taal ej mere disse Vantros Skraal, udtøm din Galde, og gjør dit Hjærte haardt som Staal imod dem alle! O, tvi, hin tungehvasse Aiken! Mit Blod gaar stridere end Bækken ved Tanken paa hin Stund og Skrækken, vi alle led, mens Auld som limet fast til Flækken sin Læbe bed. Min Gud, paa Straffens Dag forød ham, hjemsøg med Hævn enhver, der lød ham, borttag din Naade fra ham, mød ham paa hver hans Vej, ja, for dit Riges Skyld nedstød ham, og spar ham ej! Betænk din Tjener tro og huld med Hus og Hest og Ko og Guld, saa jeg maa skinne over Muld — dit Navn til Pris — og hisset hos dit Englekuld i Paradis! 1898. Noter. * mofler, har Krammet paa. |
DER BOED EN BONDE.
Frit oversat.
|
D
er boed en Bonde paa Kildebæks Bred — hej! mens Rude og Timian gror — han havde en Kjælling til idel Fortræd — nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Og Manden traf Fanden en Dag paa sin Vej — hej, mens Rude og Timian gror. — „Hvordan,“ spurgte Fanden, „befinder du dig?“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Aa, det er rent snavs med den Kjælling jeg har — hej, mens Rude og Timian gror — for hun er da værre end Fanden skinbar“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Din Oxe og Asen jeg ikke skal ta’ — hej, mens Rude og Timian gror — men giv mig den Kjælling, for hind’ maa jeg ha’“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Og hvis du kan tumle den Hex, du da faar — hej, mens Rude og Timian gror — da er du mænd værre end Rygterne gaar“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Og Manden hjalp Fanden sin Kjælling i Sæk — hej, mens Rude og Timian gror — som Bonden sin Polde han bar hende væk — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Saa fo’r de da begge ad Helvede til — hej, mens Rude og Timian gror — „Skrup ind!“ sagde Fanden. — „Nej, Gi’ om jeg vil!“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Men Fanden han var nu slet ikke forsagt — hej, mens Rude og Timian gror — han klapped i Næven og vips, kom hans Vagt — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Men Kjællingen rased og rev som en Ulv — hej, mens Rude og Timian gror — de arge Smaadjævle hun tærsked i Gulv — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. En sværtet Smaafanden keg frem bag en Sten — hej, mens Rude og Timian gror — for Sod man ej saa, om han græd eller gren — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „Hjælp, Mester! Slaa Hexen med Kolde og Kræft — hej, mens Rude og Timian gror — hun ellers os myrder hver eneste Kjæft!“ Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Den Slemme — af Harme han fløjted og sang — hej, mens Rude og Timian gror — og bandte en Ed som hans Hale saa lang — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Ja, Fanden han svor ved sin rødeste Kok: — hej, mens Rude og Timian gror — „Eet Helved ad Gangen er mere end nok“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. Saa tog han den Kjælling med Pik og med Pak — hej, mens Rude og Timian gror — og fo’r saa til Bonden og sagde ham „Tak!“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. „En Djævel det var jeg det mest’ af mit Liv — hej, mens Rude og Timian gror — men Helvede fik jeg dog først med din Viv!“ — Nu er Timianen visnet, men Ruden i Flor. 1902. Noter. |
FINDLAY.
|
H
vem staar dér ved min Kammerdør?“ „Hvem vel uden Findlay?“ „Da maa du gaa! Du taales ej her.“ „Vist gjør jeg saa!“ sa’ Findlay. „Hvi gaar du som en Tyv i By?“ „Ja, kom og se!“ sa’ Findlay. „Du gjør en Ulykke før næste Gry!“ „Vist gjør jeg det,“ sa’ Findlay. „Staar jeg op og ta’r dig ind —“ „Tag mig ind!“ sa’ Findlay, „jager du Drømmene fra min Kind.“ „Vist gjør jeg det,“ sa’ Findlay. „Kommer du under mit Kammers Tag —“ „Bare jeg kom!“ sa’ Findlay, „bliver du her til højlys Dag.“ „Det gjør jeg nok,“ sa’ Findlay. „Hvis du bliver i Nat, min Ven —“ „Hvad jeg gjør!“ sa’ Findlay, „frygter jeg for, du kommer igjen.“ „Det gjør jeg nok!“ sa’ Findlay. „Hvad der end sker i mit Kammers Skjød,“ „Ske, hvad der vil!“ sa’ Findlay, „saa maa du dølge det til din Død!“ „Stol kun paa mig!“ sa’ Findlay. Sommer 1898. Noter. |
JENNY I RUGEN.
|
V
aad til Skindet er nu Glutten af at gaa i Rug, vaad om Hoften, vaad om Futten* af den kolde Dug. Stakkels Jenny, vaad er Glutten nu til Hverdagsbrug, vaad om Hoften, vaad om Futten af at gaa i Rug. Hvis nu Gutten mødte Glutten gaaende i Rug, skulde Glutten nægte Gutten et Par Kys i Smug? Og hvis Glutten mødte Gutten paa et øde Sted, og saa Gutten kyssed Glutten, kom det nogen ved? Stakkels Jenny, vaad er Glutten nu til Hverdagsbrug, vaad om Hoften, vaad om Futten af at gaa i Rug. 1898. Noter. * Futten, Kjælenavn for Foden. |
SKJØN NELLY.
|
P
aa Blomsterlejet ved en Aa i Skyggen af en Skov let sommerklædt skjøn Nelly laa fint rødmende og sov. Da gik forbi bag Skovens Træ’r den Knøs, der havde Nelly kjær; han studsed, blussed, stirred, skjalv og trak saa tungt sit Vejr. Som skjønne Vaaben dulgt i Løn laa Blikket gjemt i Blund, og Rosen blev end mere skjøn ved Duft af hendes Mund; Skovliljen strøg sig dugfyldt, tyst med Søsterkys mod Nellys Bryst; han studsed, blussed, stirred, skjalv, delt mellem Frygt og Lyst. Den lette Luftning løfted lidt den tynde Sommerdragt, som kysk og fint omslynged blidt de bløde Lemmers Pragt. Hans Blod gik stridt som Bæk i Dal, et hedt, usikkert Kys han stjal; han studsed, blussed, stirred, skjalv, et Bytte for sin Kval. Da fløj med eet blandt Bregner op en Agerhønseflok. Skjøn Nelly vaagned og i Hop sprang over Sten og Stok. Han efter skar paa lette Vrist og vandt sin Pris ved Løb og List; han bad, han svor, og Glutten blev, som Glutter bli’r tilsidst. 1898. |
HVAD KAN EN UNG KVINDE.
|
H
vad kan en ung Kvinde, hvad skal en ung Kvinde, hvad kan en ung Kvinde gjør’ med en dorsk Mand! At Mor kunde mænge mig ind i de Penge og sælge sin Jenny for Gods og for Land! Han klager, han klynker, hans Ansigt har Rynker, han hoster, han humper som Padde i Sand, og Blodet er blaaset, i Sengen forfrosset, o, styg er en Nat hos en kold gammel Mand. Han brummer og skjænder og viser mig Tænder, slet intet er godt, skjønt jeg gjør, hvad jeg kan, mest spiller hans Tunge jaloux mod de unge — ve Timen, jeg tog mig en Olding til Mand! Min Tante Katrine har ondt af min Pine og raader — hvad just paa min Mølle er Vand: ved Dril og ved Plage at korte hans Dage og siden mig tage en Yngling til Mand! 1898. |
NANCY.
|
H
usbond, Husbond, stands dit Kiv, er du fra dig selv, Mand! Er jeg end din Ægteviv, er jeg ej din Træl, Mand. „Ikkun een befale kan — Nancy, Nancy; bør da Kvinde eller Mand? Svar mig, Nancy.“ Fordrer mere du af mig Lydighed og Træl’sind, løber jeg, ved Gud, min Vej, saa Farvel, min Dril’pind! „Nu bedrøver du din Ven, Nancy, Nancy, skjønt jeg fandt vel een igjen, søde Nancy!“ O, om Hjærtet, saa forsagt, brast ved hvad du spaar mig! Har du mig i Graven lagt, prøv hvordan det gaar dig! „Aa ved flittig Bøn og Tro, Nancy, Nancy, falder Sindet nok til Ro, søde Nancy!“ Hjemme faar du ingen Fred, der skal blive Fest dér! Helveds Hær fra Gravens Bred byder jeg til Gjæst dér! „Ta’r jeg atter een som dig, Nancy, Nancy, flygter Fanden selv sin Vej, søde Nancy!“ Sommer 1898. |
DUNCAN GRAY.
JOCK RAB.
|
O
saa I min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab, o saa I min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab? I Haven — javist! hos Greven — som sidst! Hun vil ej komme hjem til sin egen Jock Rab. O, kom dog hjem til mig, min Eppi’ Mac Nab, ja kom dog hjem til mig, min Eppi’ Mac Nab; hvad slet du har gjort, om smaat eller stort: velkommen du er hos din egen Jock Rab. Hvad svarer min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab, hvad svarer min Kjærrest, min Eppi’ Mac Nab? Det svarer hun dig: Pak du dig din Vej! For evigt forlod hun sin egen Jock Rab. Hvi skulde vi mødes, min Eppi’ Mac Nab, hvi skulde vi mødes, min Eppi Mac Nab! Saa let som et Vejr, saa falsk, men saa kjær! Nu knuste Du Hjærtet i stakkels Jock Rab! 1898. |
TIBBI DUNBAR.
|
O
vil du gaa med mig, skjøn Tibbi Dunbar? o vil du gaa med mig, skjøn Tibbi Dunbar? Vil du ride en Hest eller styre et Par, eller gaa ved min Side, skjøn Tibbi Dunbar? Jeg agter kun lidet din Far og hans Penge, kun lidt dine Slægtninger stolte og strenge. Men sig, du vil ha’ mig, saa lidt jeg end har, og kom som du staar der, skjøn Tibbi Dunbar! 1898. |
JOHN ANDERSON.
|
J
ohn Anderson, min Fryd, John, da først vi to blev kjendt, dit Haar var mørkt som Ravnen, din Pande brun og brændt; nu er din Isse bar, John, og bleget Lokkens Pryd. Velsign dog Gud din Tinding graa, John Anderson, min Fryd. John Anderson, min Fryd, John, vi gik paa Højen sammen, ja, mangen dejlig Dag, John, vi klattred op til Kammen; nu maa vi dulre ned, John, til visne Klokkers Lyd og slumre sammen ved dens Fod, John Anderson, min Fryd! 1898. Noter. |
O, LUK MIG IND —
VAR SKYLDEN MIN —
WOLLES VIV.
EN SKRÆDDER I SENGEN.
|
E
n Skrædder gjennem Sengen saa ynkeligen faldt, en Skrædder gjennem Sengen, med sit Fingerbøl og alt, hans Skjorte var kun stumpet, og Lagenet en Pjalt, og gjennem Loftet faldt han med Fingerbøl og alt. En lille søvnig Pige, som tog den med Ro, hun gned sit Øje, vendte sig og saa, at de var to, men da hun frøs en Kjende og ynded Nattefred, hun tænkte: „Aa, en Skrædder gjør ikke mig Fortræd!“ Hvad siden er passeret, det røber Sagnet ej, da ingen af dem klagede saa klager ikke jeg. Men mon der ej er flere, som ej blev altfor vred, selv om en lille Skrædder bardused til dem ned? 1898. Noter. |
DE LYSTIGE TIGGERE.
III.
|
Han slutted; men det vilde Kor end rysted Tag og Grund, mens skræmte Rotter baglænds for helt ind til Hulens Bund. En Spillemand fra Krogen skreg: Da capo! Samme Stund Soldaterglutten rejste sig; og nu holdt alle Mund. |