Samlede Værker, Andet Bind

Lad mig naa op og tørre væk

den stride Strøm, den Taarebæk,

vær du min Glut og jeg din Gjæk,

saa blæse være med Resten!

Af Haandværk er jeg en Spillemand,

jeg spiller for Pigerne trindt om Land;

af alle Viser, jeg spille kan,

den bedste er: blæse med Resten!

Vi spiller til Dans i Høst og Slet.

Og hvor vi to skal føre os net!

Og alle Vegne drikker vi tæt

og blæser et Stykke ad Resten.

Vi gnaver glade det samme Ben

og soler Ryggen ved samme Sten;

til fælles Behag og slet ingen til Mén

vi blæser et Stykke ad Resten.

Ja, kommer du, dejligste, ind i min Arm,

da glemmer jeg Sulten, der nager min Tarm

og gnider min Fele og svælger min Harm

og blæser et Stykke ad Resten!

Nu sprang en kraftig Tater op,

jaloux paa Spillemanden,

og rev en Kniv fra Buxens Strop

og rynked bistert Panden.

Han trued med at flække ham,

som Kokken flækker Hjejler,

og ganske grundigt stække ham

som denne Dames Bejler.

Med angstfuldt Blik den kaade Strik

— han var jo kun saa liden! —

nu knæled ned og bad om Fred,

og dermed endte Striden;

og skjønt hans Hjærte bæved ved

at se de tvende gantes,

han lo ad denne Vise med,

da ingen Omvej fandtes:

XII.

Min Snut, drag med en Kobbersmed!

— for det er min Bestilling;

saavidt jeg for, som Kristne bor,

og tjente mangen Skilling.

Jeg tog mod Mønt og fik begyndt

helt godt paa Exercitsen,

strøg saa af Sted; den raske Smed

ham smagte ej Militsen.

Naa Tøs! saa værg dig mod den Dværg

med al hans Væv og Blødsind,

og slut dig til en ærlig Sjæl

med Randsel og med Skjødskind.

Ved denne Stob, min Tro og Haab

og ved min gode Klinge,

om du faar Nød og fattes Brød,

gid jeg af Tørst maa springe!

XIII.

Den Sanger sejred, Kvinden sank

i Smedens Favn omkuld,

dels for hun halvt var elskovskrank,

dels for hun helt var fuld.

Sir Violino holdt sig rank,

tog til sin Hattepuld

og ønsked dem fra Lykkens Bank

Valuta: Held og Huld

samt Øl den Nat.

Men Drengen Amor slap en Pil,

en „Dame“ mærked Svien

og søgte hos vor Spil’mand Hvil

i Læ af Hønsestien.

Men hendes Husbond dansed Ril

og tørned rundt som Bien,

naar den er vred, — dog snart i Smil

han skifted Melodien

og lo den Nat.

Han var en Ka’l! — saa bindegal,

som Bakkus kunde fæste;

og skjønt hans Lykke tit var skral,

var hans Humør det bedste.

Om eet han bad: at være glad,

og ikkun Tørst han frygted.

Hans Pest var Tvang, hans Fest var Sang,

og saadan Musen røgted

hans Kald den Nat:

XIV.

Jeg er Poet og ilde set

hos Folk af Stand og alt det;

men Hoben selv den lytter til,

som selve Livet gjaldt det.

For alt det, og alt det

og meget mer end alt det.

En strøg der men jeg har to igjen,

d’er Kvinder nok for alt det.

Jeg aldrig fik af Musers Drik,

Kastalias Væld og alt det,

men Bæger-Skum af Vin og Rom

— jeg Helikon har kaldt det.

For Glutter smaa jeg ej kan staa,

men elsker dem og alt det;

sligt bød jo Gud; hans Visdomsbud —

sig, skulde jeg ha’ kvalt det!

Een Stund du nød i Lykkens Skjød

med Kys og Klap og alt det.

Hvor længe vil sligt Held slaa til,

før Tidens Gus har kvalt det?

De Tøse har gjort mig til Nar

ved Smil og List og alt det;

dog: deres Skaal til bredfuldt Maal!

De drager mig trods alt det.

For alt det og alt det

og meget mer end alt det!

For deres Vel jeg gav min Sjæl

og mere til for alt det!

XV.

Saa sang den Skjald, og Nancys Hus

gav Lyd af Skraal og Bifaldsbrus

og Træskotramp og Hvin,

det sidste Shawl, det sidste Slag,

den sidste Pjalt paa deres Bag

blev solgt for Brændevin.

Den muntre Flok, der ej fik nok

i Skjaldens første Sang,

bad ham — hej-hop! at løse op

for Posen end en Gang.

Op sprang han, saa sang han

af alle Livsens Kræfter;

da hven man og gren man

og sang Refrænet efter:

XVI.

Se dog hvor vor glade Klynge

hviles ind i Bollens Damp!

Lad os drikke, lad os synge,

lad os glemme Livets Kamp!

Pyt med dem som kræver Galger!

Frihed er en herlig Fest!

Loven er kun for Kanaljer,

Kirke blev kun til for Præst.

Hvad er Titler, hvad er Velstand,

hvad er Ros paa Ærens Vej?

Blot jeg glædes uden Stilstand,

rager Resten ikke mig.

Dagen tures bort, og svinder

Solen bag den mørke Sø,

sover vi hos vore Kvinder,

i en Lades friske Hø.

Tror I Dampens Vogntog løber

mere let fra Sted til Sted,

tror I Ægtesengen røber

større Maal af Kjærlighed?

Livet er Uvisheds Forum;

ingen ser, hvor langt det naar,

lad dem snakke om Decorum,

der selv Titler gi’r og faar.

Skaal for vore Tiggersække!

Skaal for hver en pjaltet Dreng!

Glut og Randsel — leve begge!

Hurra for vort glade Slæng!

1898.

M

in Landsbydrøm bag Lundes Hybenhæk,

din Dans er endt, din Gjøg er jaget væk;

Voldsmandens Haand omspreder dine Hæs,

og Ødet mørkner dine Tofters Græs.

Hvad før var manges, knuges nu af een,

og Ploven ruster alt omkap med Leen.

Det Land har svigtet sine største Krav,

der lagde Guld i Hob, men Mænd i Grav.

Lad Grever blomstre eller gaa fortabt,

et Pust kan skabe, hvem et Pust har skabt;

men pustes bort din Marv, din Bondestand,

det Tab forvandt ej du, ej noget Land.

I, Retfærds Mænd ved Statens Ror, der ved,

at Stormands Held gaar op, men Smaamands ned,

døm I for os og sig, hvor Grænsen gaar

imellem glimrende og sunde Kaar.

1909. Noter.

E

nglands Sønner, hvorfor sled

I for dem, der tvang jer ned?

Hvorfor vil I trælsomt slaa

Væven for Tyranner raa?

Hvorfor uden Hvil og Stop

klæde, føde, klække op

Droner, som i braadløst Mod

tog jer Marv, nej, drak jert Blod!

Hvorfor hamre Vaaben til

som din Fjende svinge vil?

Hvorfor smede — Arbejdsbi,

Lænker, du skal snæres i?

Fik I Hygge, Velstand, Ro,

Elskovs Fryd i Glædens Bo?

Eller hvorfor gav I hen

Lykken — og fik Savn igjen?

I har saaet, hvad andre slog,

Rigdom skabt, som andre tog,

vævet, men for andres Trang,

smedet Sværd, som andre svang.

Læg Sæd, — men til din egen Høst,

find Skatte — til din egen Lyst,

væv for dig selv i Tavl og Tern,

smed Vaaben til dit eget Værn.

— — Kryb i Rønnens Mørke ind;

I som gav andre Taarn og Tind,

hvi ryster Lænken ved jer Fod?

Kun eget Staal staar jo imod.

Med Skovl og Hakke, Høvl og Sav

lav jer Kiste, grav jer Grav

til en Dag om føje Aar

England bli’r jer Kirkegaard.

1902. Noter.

S

om en Oprørstrommes Klang

rulle skal nu denne Sang

over Folkets Ho’der hen,

hørt igjen, igjen, igjen.

Stig som Løver fra jert Leje,

fylk jert tæt langs Sti og Veje,

ryst mod Jord hver Lænke raa,

som man ryster Dug af Straa.

I er mange — de er faa!

1902.

M

ed Fingre stive af Stræb,

med Øjne svulne af Graad

en Kvinde, ukvindelig laset klædt,

sad bøjet over sin Traad:

— Sting, Sting, Sting!

mens ud af sin tærende Trang

og med en Stemme saa skjælvende spæd

om Skjorten Syersken sang:

„Stræb — Slæb — Stræb,

fra Hanen galer mod Dag,

og Slæb — Stræb — Slæb,

til Maanen skinner paa Tag.

Er Vejen saa slidsom og mørk

for Kvinder af Fattigmandsstand,

da hellere Træl hos den vildeste Tyrk,

end „fri“ i et kristeligt Land.

Slæb — Stræb — Slæb,

til Hjernen drejer af Sted;

Stræb — Slæb — Stræb,

til Øjet taages derved.

Søm og Bændel og Baand,

Baand og Bændel og Søm,

til over de Knapper jeg synker i Blund,

og singler dem fast i en Drøm.

I Fædre med Døtre ved Haand,

I Mænd, som har Mo’r eller Viv,

det er ikke Linned, I slider og bær’,

men stakkels Menneskers Liv —

Sting, Sting, Sting!

I Sult og Ledemodsværk

sy’r vi Kvinder med dobbelt Traad

et Dødningeskrud og en Særk.

Dog hvorfor tale om Død,

hin Knokkelgestalt med sin Le?

I hans forgræmmede, benede Træk,

jeg tykkes mig selv at se,

ja, tykkes mig selv at se

i lidende, savnfyldt Nød.

At Kjød og Blod er saa billig tilfals,

saa dyrt den Fattiges Brød!

I evigt trællende Kreds

at vandre om Arbejdets Pæl!

Og hvad er min Løn? En usselig Røn

og Pjalter fra Hoved til Hæl;

et trøsket Loft og et pilraadent Gulv,

et Bord, der næppe kan staa,

og Væggen saa bar, at takket jeg har

min Skygge, der falder derpaa.

Stræb — Slæb — Stræb,

mens Klokken dikker og slaar;

Slæb — Stræb — Slæb,

som Fangen i Fængslets Gaard.

Baand og Bændel og Søm,

Søm og Bændel og Baand,

til Hjærtet er sygt og Hjernen er træt,

saa træt som min synkende Haand.

Stræb — Slæb — Stræb,

naar Luften er efteraarsgraa,

og Slæb — Stræb — Slæb,

naar Himlen er sommerdagsblaa,

mens let over Rygningens Kam

de Svaler flyver saa højt

og viser mig deres beskinnede Ryg

og lokker mig med deres Fløjt.

Ak, blot i en Primulas Duft

at kvæge det syge Blod!

At drikke en Sommerdags Luft,

med Grønsværet under min Fod!

Aa, bare den ringeste Stund

at føle sig rigtig glad

som fordum, da en Tur i det fri

ej kostede en sin Mad!

Ja, bare en eneste Gang

at turde ta Tiden paa Borg!

Den skulde ej vies til Elskov og Tant,

den skulde kun vies min Sorg.

En stille Graad vilde lindre mit Sind;

men dybt i den salte Skaal,

hvor Taarerne bo, der maa de bero,

de standsed ellers min Naal“.

— Med Fingre stive af Stræb,

med Øjne svulne af Graad

en Kvinde, ukvindelig laset klædt,

sad bøjet over sin Traad,

Sting — Sting — Sting! —

mens ud af sin fattige Trang

og med en Stemme, der sitrende skjalv,

— aa, maatte den række til Rigdommens Hvalv!

hun sang om Skjorten sin Sang.

1901. Noter.

H

vem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Jomfru gav ham sin Tro,

han tog hendes Uskyld og lo

og gav hende Skjændsel til Tak

og Torne for Rosen, han brak.

Og efter vanæredes Sæd

hun glemtes og skæm’des og græd.

Uskyld er da næppe saa godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Statsmand bød ham en Lov,

hvor ikke Retfærdighed sov;

dog hurtig han angred’ sit Kald,

thi Skjælmer beredte hans Fald;

i Landflugt, Forvisning og Nød

lod Kongen ham gaa til hans Død.

Retfærdighed aldrig var godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Tænker gav ham en Skat

af Sandhed, men Fængslets Nat

med eet om Skribenten stod stængt,

hans Bøger paa Baalet blev slængt.

Se, saadan kurerer en „Schuft“

den Sygdom, der hedder Fornuft.

Sandhed er alt andet end godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

Hans Folk i Begejstringens Rus

svor Troskab til ham og hans Hus;

da skjænked’ den „Folkenes Ven“

dem Skatter og Byrder igjen,

Fordummelse, Hunger og Krig

med blodige Bunker af Lig.

Gud ved, om det ogsaa er godt

den Sværgen til Kongen, vor Drot!

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Hofmand hans Hjærte betog,

en lavsindet, krybende Snog;

hans Hjærte var falsk som hans Smil,

han selv uforfalsket servil,

thi fik han i Kongens Palads

den styrtede Lovgivers Plads.

Thi Spytslikkeri det er godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en’ Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Feltherre skaffed’ ham Krig,

paa Bytte og Sejre helt rig,

med Blodstrømme, Dødsrallen, Skud

og Tak til Hærskarernes Gud.

Ja Krig det er fint, det er godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

En Skjøge af Hoben ham bød

sin fristende Favn og sit Skjød

mod Retten til Rænker at saa;

saa fik hun hans Rige at flaa,

mens Kongen af Sansebegjær

blev Bold for en „fyrstelig“ Mær.

For Skjøge det ved vi er godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

Det var i hans Dødsstunds Døgn,

da skjænked’ en Præst ham en Løgn,

saa Helvedes gloende Kul

blev tagne for Himmerigs Guld,

at han for sit fromme Bedrag

blev Bisp, er en ligefrem Sag.

En Løgn det er særdeles godt

som Gave til Kongen, vor Drot.

Hvem har en Skjænk beredt

for vor Drot og Majestæt?

Hans Undersaatter ham gav

en pragtfuld udsmykket Grav;

dér sænked de Plageren i

og tænkte imens: Vi er fri!

Han staar nu for den evige Dom,

og for evigt hans Stol skal staa tom!

Ja, en Grav er usigelig godt

for et Folk at forære dets Drot!

Juni 1901. Noter.

K

alder I paa Folkedommen? Spar jer denne slette Skjæmt.

Kald paa Gud, den naaderige, spørg om dér jer Skyld er glemt.

Kalder I paa By og Borger, I som slog hver By med Stank,

gav den Røg og Os og Kulstøv for en Himmel høj og blank,

I som bag Accisebommen sad og mæsked jer paa By’n,

og med selvgjort Lov i Lommen toldede dens sidste Gryn.

Kalder I paa Boel og Landsby? Hvilken kan I pege paa

som ved eders lange Styre ej fik hugget Hæl og Taa.

Byer sløjfed, Hjem lagt øde, Bønder bragt til Bettelstav

— høje Herrer, I tog England, og det blev ved jer en Grav,

blev en Tomt, hvor kun i Gruset findes Rest af Plov og Ten,

der hvor nu Kaninen snuser til de spredte Arnesten,

blev en Ørk, hvor Græs gror fyldigt men kun sparsomt Mandens Haab.

Kald ej I paa Boel og Bonde; mod Kaninen vend jert Raab!

Kalder I paa Skjold og Hjelmbusk? Nu velan, vi skal ej le

blot I nævne os én Gavtyv hvis Profit I gad ej se,

blot i hele Stræberkoblet — med og uden Ærestab —

én I fandt for plump og simpel for jert fødte Adelsskab.

Om nu en af hine Aagrer af normannisk Byrd sig kror,

lad I de Normanner slumre sødt i deres stjaalne Jord,

lad Guds gode Græs hensumme over dem sin Litani;

de var Drabsmænd, Tyve, Skjælmer; de var bedre Mænd end I!

Kalder I paa Kors og Alter? Sig os da, hvad Bud I lød

da de Tudors vilde Øxer gjennem Klostermuren brød.

O, fortæl, I ædle Korsmænd, hvor I stod om Kirken Vagt,

til dens sidste Fold og Fenne var til eders Godser lagt.

O, I Russ’ler som har slukket hundred Altres Lys i Muld,

I Howard’ere, hvis Sække brister af Guds stjaalne Guld,

kalder I paa Kors og Alter, vender jer mod Korets Rund,

vogt jer, at ej Brødens Hævner slaar jer paa jer frække Mund.

Kald saa sagte I paa Folket; frygt den Harm der slumrer end.

Kald paa Gud, den naaderige; kald ej I for tit paa Mænd!

⁷/₁₂ 1910. Noter.

Barnet:

O læg din Haand paa min Pande, Mor!

Hvi er dog Stuen saa tom og stor?

O, Moder, Moder, hvor er det fat?

Hvi ligger jeg vaagen saa sildig Nat?

Moderen:

Ak, se dig ikke saa bange rundt,

her er slet ingen, som vil dig ondt;

kun Gadelygterne vaager nu,

men ikke ét Barn foruden du.

Barnet:

Moder, Moder, det gjør saa sært!

Snart er der noget saa Stort og Nært,

saa svinder det hen og er ej mer.

Jeg er saa bange for alt, jeg ser.

Hvad er det, som gjør min Angst saa stor,

og hvorfor græder du, søde Mo’r?

Moderen:

O, Gud vær’ lovet, nu kom der Trin

og Lyd af Vogne fra Gaden ind!

Endnu en Time, og Dagningen blaa

skal sejrrig for mørke Skodder staa.

Saa falder han hen, min syge Dreng,

og drømmer om Fugle og Føl i Eng.

¹⁸/₈ 1907. Noter.

O

m jeg blev hængt paa den vildeste Top,

lille min Mor, o, lille min Mor!

én ved jeg, hvis Godhed stred sig derop:

Lille min Mor, ja, lille min Mor.

Om jeg blev sænkt i det dybeste Hav,

lille min Mor, o, lille min Mor!

én ved jeg, hvis Taarer naa’de min Grav:

lille min Mor, ja, lille min Mor.

Ja, stod jeg fordømt fra Isse til Hæl,

lille min Mor, o, lille min Mor!

én ved jeg, hvis Bøn vilde frelse min Sjæl:

lille min Mor, ja, lille min Mor.

Decbr. 1905. Noter.

D

er er to Ord, vi møder tit,

og Ordene er: mit og dit.

Aa, om vi drev dem langt af Led,

da blev paa Jord der idel Fred,

naar alt var alles, Gods og Glans,

og intet hendes, intet hans,

men fælles Hveden, hvor den gror,

og fælles Vinen paa vort Bord.

Da slog man ej sin Bro’r ihjel

af Vindelyst i Krig og Spil.

Nej, Gud, bekymret for vor Tarv,

gav hver og en som Fællesarv

hin vidt udstrakte rige Jord,

saa Mand og Viv, ihvor de bor,

ej skulde fattes Sko og Mad,

men leve Livet frit og glad.

Men nu gaar alt den skjæve Vej,

og alle ønsker de for sig,

at denne Klode, fuld og hel,

var deres og kun deres Del.

Decbr. 1902. Noter.

K

om hid, Kammerater, ryk sammen,

thi saadan hører I bedst

min Sang om den gryende Morgen,

da Livet skal være en Fest.

Et Land min Saga skal gjælde,

en Ø i det skummende Hav,

og Folk skal kalde det England,

til Tiden synker i Grav.

Der mere end een af et Tusind’

i Dagen, vi agter for nær,

skal have et Haab for i Morgen

og eje et Hjem, han har kjær.

Ja, skulde I ogsaa lønne

mig Talen med Spot eller Grin:

Jeg lover, at alle i England

skal da bo bedre end Svin!

Hver Mand, der da slider for Brødet,

skal Frugten af Slidet faa,

og ingen til Hytten skal stavre

saa træt, at han næppe kan staa.

Nej, Mænd i de kommende Tider

sig lægger om Kvælden trygt;

for Sult eller Arbejdsmangel

de huser ej ringeste Frygt.

Det lyder kanske som en Fabel;

dog, ingen af Nag eller Nød

skal da ønske ondt for sin Broder

for selv at snappe hans Brød.

Den Vinding, dit Arbejde skabte,

den tager du fuld og hel,

og ej skal han, der gjør intet,

dig røve den halve Del.

En ny og forunderlig Lære!

For hvem er da Lønnen bestemt?

For os og alle de andre;

ingen slidende Haand skal bli’ glemt.

Da skal mit som alt dit vorde alles,

ingen Mand skal da kræve for sig

at beherske Rigdomme, der fordrer,

at der gjøres en Træl ud af dig.

Men hvad vil der levnes af Goder,

naar ingen samler paa Guld,

og ingen ved andres Stræben

kan skovle sin Pose fuld?

Nej vist, kun en rødtaget Kjøbstad,

og et lille Hus ved et Led,

og din Mark, der bugner af Hvede,

og Skovens Skjønhed og Fred,

og de ædle Mægtiges Grave,

de historiske Minders Hjem,

og Digterens skabende Hjærne,

og Undret, en Forsker faar frem,

og Malerens Vidunder-Pensel,

Musikens fortryllende Kor,

og alt, hvad der handles og tænkes,

saa langt som Mennesker bor.

Thi alt skal staa aabent for alle;

og da er først Jorden skjøn,

naar alle er fælles om Stræbet

og fælles om Stræbets Løn!

Ja, saadan er Dagen, der dæmrer,

mens Samfundskravet i Dag,

de Vilkaar, hvorunder der leves,

gjør alle til livsbrudte Vrag.

Men hvorfor da længere tøve?

Vi vil jo; vi tror paa vor Sejr;

og alle de bange og sløve

er Fjender i Brødrenes Lejr.

Paa hvem eller hvad skal vi vente,

mens Brødrene brydes som Siv,

og Himmelens Vinde henfarer

med Tusinde spildte Liv?

Hvor længe vel skal de bebrejde

os, at vi intet har gjort,

de Bunker af Gydernes Stakler

bag Hungerhelvedets Port?

I Smuds de sled deres Dage,

i Smuds de i Graven blev lagt,

de Børn af saa mægtig en Moder,

de Støtter for Engellands Magt.

De er væk, — skjønt Forbandelsen lever

og gaar evigt af Gravene frem;

men de Tusind af Slægter, der kommer,

skal de dele Skjæbne med dem?

Vi maa rask skyde Porten til Side,

saa den Fattiges Haab slipper ind,

lad saa Rigmandens Frygt for Falliten

selv se til, hvor den bjærger sit Skind.

Ja, de Fattiges ordløse Harme,

disse dumpe, forvirrede Skjænd,

dem maa vi skjænke Stemme og Mening,

mens Forventningens Tid slides hen.

Kom da med, siden al Ting os minder,

baade Livet og Gravenes Gys,

og kast over Kaos’ets Bølger

et Glimt af det skabende Lys.

Nu skydes al Tant til Side,

men Mageligheden især;

den Sag, der nu kræver, vi strider,

er vel alle Kræfterne værd.

Kom, kast jer kun ind i Kampen,

husk: hvirvles I ogsaa bort,

vil — over for Eders Gjerning —

selv Døden komme tilkort.

Nu skydes al Tant til Side!

Thi se, vor fylkede Hær

med stolte Bannere skrider

alt op mod Dagningens Skjær!

Januar 1901. Noter.

G

ud vaagned en Morgen saa englegod

med os og Alverden paa bedste Fod.

Han satte sin Næse til Ruden brat.

„Den er da vel ikke gaaet under i Nat?“

Nej; der i en Krog af det svimlende Rum

Mor Jord for Gud Fader tilsyne kom.

„Om jeg kan begribe, de taaler de Kaar,

gid Fanden annamme mig her som jeg staar!

Annamme mig her som jeg staar!“

Og derpaa han sagde med faderlig Vægt:

„Saa tror denne dumme, dværgagtige Slægt,

om hvid eller sort, om fjærn eller nær:

for jer at regjere sidder jeg her!

Regjere jer hverken jeg kan eller vil,

hvad har man vel ogsaa Ministre til!

Om ej et Par Stykker paa Porten jeg faar,

gid Fanden annamme mig her som jeg staar,

annamme mig her som jeg staar!“ 

Mon ikke jeg for at blive i Fred

har givet jer Vinen, ja, Pigebørn med?

Endda I mig klæder i Krigerens Skrud

og kalder mig frækt for „Kejserens Gud“,

ja, tænder Blodsudgydelsens Bavn

og fyrer Kanonerne af i mit Navn!

Om jeg i Spidsen af Krigshære gaar,

gid Fanden annamme mig her som jeg staar,

annamme mig her som jeg staar!“ 

Hvem er vel disse Smaadværge der

med gyldne Kroner og spraglede Klæ’r?

De Myrefyrster, som mæler frit,

at deres Paahit er ogsaa mit,

at de af mig lærte Visdomskunst

og ejer min specielle Gunst!

Nej, agter jeg Fyrsters Værk ved et Haar,

gid Fanden annamme mig her som jeg staar,

annamme mig her som jeg staar!

Saa er der af Dværge endnu en Slags,

saa sorte som Meldrøjesvamp i Ax.

De jager Livsglæden Pokker i Vold

og gjør af mit Navn en Kyse-Trold;

hel skrappe i Munden, det nægter jeg ej,

men deres Præk er Hebraisk for mig.

Tror jeg, hvad Præster fortæller og spaar,

gid Fanden annamme mig her som jeg staar,

annamme mig her som jeg staar!

Ak Børn, hvi skulde jeg sige jer mer?

De gode af Hjærte dem har jeg kjær.

Vær ikke ræd, at jeg gjør jer Fortræd.

Hold pænt af hverandre og lev med Fred!

Haan bare de Store og Hyklernes Blok!

Adjø! Jeg frygter Angivernes Flok.

Hvis de deres Fødder i Himmerig faar,

gid Fanden annamme mig her som jeg staar,

annamme mig her som jeg staar!“

1902. Noter.

D

er var engang en fattig Knøs,

som elsked blindt saa grum en Tøs.

Hun sagde: „Hent i denne Stund

din Moders Hjærte til min Hund!“

Han lød. Gik hjem; stak Mod’ren ned,

skar Hjærtet ud og løb dermed.

Som bedst han løb, han faldt saa haardt,

at Hjærtet af hans Haand gled bort.

Og som det trilled tungt mod Jord,

der kom en spinkel Strøm af Ord.

Ja, Hjærtet græd fra Gadens Skarn:

„Aa, slog du dig, mit elskte Barn!“

Decbr. 1902. Noter.

O

g hvem der er Far til det Barn jeg bær’

det siger jeg eder ej,

og siger I saa, jeg en Horer er,

saa svarer jeg eder: nej!

Med hvem jeg troloved mig siger jeg ej,

men kjærlig og god er min Skat,

hvad enten han bærer en Kjæde af Guld,

hvad eller af Straa er hans Hat.

Vil Haan og Spot end følge deraf

jeg bærer al Skammen derved,

jeg kjender ham vel, han kjender mig vel,

Vorherre ved ogsaa Besked.

Hr. Pastor og Hr. Amtmand der

jeg haaber, I spare mig vil!

Det er mit Barn, det blir mit Barn;

I gir mig jo intet dertil.

1890.

I

Taagemulmet, i Sneen dyb,

i Vinternattens den vilde Skov

jeg hørte Ulvenes Hungerhyl,

jeg hørte Uglernes Skrig:

Ville vou, vou, vou,

ville vo, vo, vo,

vito hu!

Jeg skjød engang en Kat ved Zaun

og det var Hexen Annas kjære, sorte Kat,

syv Varulve kom da om Natten til mig,

syv Kvinder, ja syv fra vor By:

Ville vou, vou, vou,

ville vo, vo, vo,

vito hu!

Jeg kjendte dem alle, jeg kjendte dem vel,

baade Anna, Ursula, Käth’,

baade Eva, Lisa og Mett’,

de hylede om mig i Kreds:

Ville vou, vou, vou,

ville vo, vo, vo,

vito hu!

Da nævnte jeg hver ved sit Navn helt højt:

Hvad vil du Anna, hvad vil du Birth!

Da skjalv de og gøs, da rev de sig løs

og løb og tudede vildt:

Ville vou, vou, vou,

ville vo, vo, vo,

vito hu!

1890.

J

eg fulgte dybt i Skoven ind

en herlig lille Pige

og trykked hende til min Kind.

„Slip! eller jeg skal skrige!“

Jeg raabte vredt: „Jeg dræber den,

der vover os at røre.“

„Hys!“ hvisked hun, „tal sagte, Ven,

der kunde nogen høre!“

1890.

M

ed hule Øjne og gnislende Tænder

de sidder ved Væven med travle Hænder.

„Tyskland, vi væver dit Dødningeskrud,

vi væver deri tre Forbandelsesbud:

Vi væver, vi væver!

Forbandet den Skingud, som svigted i Nøden,

da Vinteren trued med Hungersdøden,

forgjæves vi bied, forgjæves vi bad,

men Spot han os yded istedetfor Mad,

vi væver, vi væver!

Forbandet Kongen, hin Drot for de rige,

der ikke kunde vor Nød besige,

der rev os Brødet af vore Munde

og siden lod os skyde som Hunde —

vi væver, vi væver!

Forbandet det falske Fædreland,

som Raadenskabsspirer kun nære kan,

hvor hver en Blomst saa spæd maa dø,

og hvor kun Skjændselen sætter Frø —

vi væver, vi væver!“ 

Og Skytlen flyver, Vævens Brag

gir Gjenlyd gjennem Nat og Dag —

„Old-Tyskland, vi væver dit Dødning-Skrud,

vi væver deri tre Forbandelsesbud —

vi væver, vi væver!“

1890. Noter.

H

old dog op med de Parabler.

Stands den hellige Fanfare

og de mange fromme Fabler,

mens et Spørgsmaal I besvare!

Hvorfor kryber om i Støvet

bleg og byrdebrudt den Gode,

mens forbi den Slette traver

højt tilhest og veltilmode?

Hvis er Skylden? Er Vorherre

kanske ikke helt almægtig?

Eller er det ham, der gjør det?

Nej, det var for nederdrægtig?

Saadan spørger vi bestandig,

indtil man os Munden stopper

med en Haandfuld Jord fra Graven.

Var det Svar mon paa vort Spørgsmaal?

1898. Noter.

O

m Gavlen tuder Nattens Vind,

hvor højt bag Ruder brustne

to stakkels Djævle strækker sig

saa magre og saa gustne.

Den ene stakkels Djævel sa’:

„Omslyng mig med dine Arme,

og pres din Mund imod min Mund;

jeg vil hos dig mig varme.“

Den anden stakkels Djævel sa’:

„Ser dig jeg ind i Øjet,

forsvinder Kulde, Savn og Sult

og alt hvad jeg har døjet.“

De kyssedes meget, men græd dog mer,

kun Sukket danned en Pavse;

imellem de lo, og imellem de sang;

omsider blev de saa tavse.

Man hented Betjenten, og Lægen kom,

han konstatered med Lethed

Kadavrenes Død, anførte som Grund

Omstændighedernes Slethed.

„Den strenge Kulde“, erklærede han,

„forbunden med Mangel paa Spise,

har — om ej ganske gjort det forbi —

dog synlig befordret en Krise.

Naar Vinteren kommer,“ lagde han til,

„maa Sengene helst være bløde.“

— Han anbefaled desuden enhver

en sund og kraftig Føde.

1897. Noter.

D

er leved to elskede Søskend’,

en fattig Søster, en Broder saa rig;

den fattige sa’ til den rige:

„Giv mig et Stykke Brød.“

Men hende den rige svared’:

„Lad mig dog nu i Fred!

Mit aarlige Gjæstebud gjør jeg

i Dag for det store Raad:

En elsker Skildpaddesuppe,

den Anden Ananas,

den Tredje spiser Fasaner helst

med Trøfler fra Perigord.

Den Fjerde spiser blot Havfisk,

den Femte lirker for Lax,

den Sjette tager tiltakke med Alt

og drikker dygtigt dertil.“

Den stakkels, stakkels Søster

gik sulten til sin Hytte.

Hun la’ sig paa en Halmsæk

og drog sit sidste Suk.

Vi maa jo alle dø,

og Dødens Le traf ogsaa

tilsidst den rige Broder,

som Søsteren den traf.

Og da den rige Broder

forstod, hans Tid var omme,

tilkaldte han Notaren

og gjorde sit Testament.

Anselige Legater

tilkjendtes Gejstligheden

og Skoler, samt det store

Musæum for Zoologi.

Med smukke Summer betænkte

den store Testator ogsaa

vort Jødeomvendelsesselskab

og Døvstummeinstitutet.

Det nye Taarn paa St. Stephan

han skjænkede en Klokke.

Den vejer 500 Centner

og er af bedste Metal.

Den melder med malmerne Tunge,

hvor meget godt han gjorde

Staden og hans Medborg’re

af egen Konfession.

Begravelsesfesten blev fejret

med megen Prunk og Pragt.

Folk strømmede til i Mængde

og gloede ærefrygtsfuld.

Thi paa en sort Karosse,

der lig en Baldakin

var prydet med sorte Strudsfjer,

hvilte hans Sarkofag.

Tæt bagefter Kisten vandred

Lakajer i sorte Livreer;

snehvide Tørklæder holdt de

op for de sorgrøde Aasyn.

Byens Honoratiores

in pleno, et stateligt Følge

af sorte Paradekuske

vraltede efter i Takt.

Han fattedes just, som gjerne

Fasaner med Trøfler spiste.

Ak, en Forstoppelse havde

fornylig endt hans Liv!

1897. Noter.

T

o Oxer paa en Bondegaard

faldt i Disput, og den var haard.

De havde begge let til Vrede,

og som det gaar i Stridens Hede,

snart har den ene Ordets Helt,

den anden for en Æsel skjældt,

da Æsel er Skjældsord mod en Oxe,

saa maatte de tvende John Bull’er boxe.

Paa selvsamme Gaard og til selvsamme Tid

geraaded ogsaa to Æsler i Strid.

Langørernes Lidenskab voxed med Hast,

omsider den enes Taalmodighed brast,

og mens hans vilde „Y-a“ gjalder,

Medæslet han for Oxe kalder.

I ved, at intet et Æsel kreperer,

som naar man det Oxe titulerer.

En Tvekamp fulgte, de sloges og bedes,

med Hoved og Hove de stødtes og stredes

med mangt et Spark i hinandens Podex,

som det er befalet i Ærens Kodex.

Og hvad er Moralen i dette vort Digt?

Duel kan blive bydende Pligt:

Om Løjtnantsspiren betitles en Praas, —

nuvel, det er klart, at saa maa han slaas.

1897. Noter.