Samlede Værker, Andet Bind

A

lt hylled Nattens Klædebon

sig tykt og tæt om Babylon.

Men ovre i Balthasars Slot

dér flimrer Lys, der støjes raat.

Der gjorde Kongen Gjæstebud

for Riddersmænd i Silkeskrud.

Der tømte Mændenes skinnende Rad

den funklende Vin af gyldene Fad.

Og Bæger mod Bæger i Tumlen klang,

og Kongen jubled, og Ridderne sang.

Og Kongens Kinder gløded af Blod,

og Vinen hidsed hans vilde Mod.

Han rejser sig op fra Drikkebord

og haaner Gud med bespottende Ord.

Han bryster sig frækt, hans Haan er vild,

og Ridderne brøler Bifald dertil.

Og bydende vendte sig Kongen om, —

en Tjener forsvandt, paany han kom.

Han bar paa sit Hoved de gyldne Kar,

fra Jahves Tempel de røvede var.

Balthasar greb — den forvorpne Mand —

et helligt Bæger, fyldt til dets Rand.

Det tømte han pludselig til dets Bund

og raabte højt med fraadende Mund:

„Jehova, jeg sværger dig evig Haan,

thi jeg er Konge i Babylon!“

Dog næppe de grufulde Ord henklang,

før Angstens Sved ham af Panden sprang.

Den gjaldende Latter forstummed i Hal,

og der blev dødsensstille i Sal.

Og se! og se! paa den hvide Mur

der tegned sig sort en Haands Figur,

og skrev, og skrev paa Kalkvæggen grant

Ildtegn ved Ildtegn, skrev og forsvandt.

Balthasar sad der med stivnet Blik,

hans Knæ og Hænder bævende gik.

De Riddere gøs, den larmende Fryd

var længst forstummet, ej mindste Lyd.

De Magere kommer, dog ingen formaar

at tyde de Tegn, der paa Væggen staar.

Men samme Nat slog Ridder og Træl

Balthasar, Babylons Konge, ihjel.

³/₁₀ 1893. Noter.

T

vende Ben har Gud os givet

til at stræbe frem i Livet,

vilde ej at Adamsætten

skulde klæbe fast til Pletten —

thi en gammel Stilstands-Ploug

havde kun ét Ben behov.

Og af Øjne fik vi to

til at dømme klart og tro —

for at tro hvert skrevet Pluk

var ét Øje mer end nok;

to Gud gav os — ikke fler —

at vi rigtig maatte fatte

denne skjønne Verdens Skatte,

skabt til Menneskets Plaser.

Og naar vi langs Gaden døse

for at se paa kjønne Tøse

mindre eller mer forfløjne,

skal vi bruge begge Øjne, —

en Opmærksomhed vi skylder

dette raa Produkt af Moden,

som vi bærer langs ad Foden,

vore stakkels Ligtornsbylder,

som er slig en Fandens Plage

i de spidse Støvlers Dage.

Tvende Hænder gav os Gud

til at dele dobbelt ud,

ikke for at lægge Grunker

op i dobbelt høje Bunker

eller bag om Kistelaag,

som jo nu saa mangt et Drog.

Vi skal ingen Navne nævne,

skjønt vi gad os gjerne hævne,

hænge dem, hvis ej vi saa,

de var alt for højt paa Straa.

Riddere og dydigt Pak,

Filantroper, helligt Fæ,

som engang i Ny og Næ

ogsaa mig en Daler stak.

I den tyske Eg vi hænge

ikke Folk med mange Penge.

Og den gode Herre Gud

stak os kun én Næse ud,

da det vilde volde Mas

at faa tvende i et Glas,

og det vilde være ilde,

om vi skulde Vinen spilde.

En Mund fik vi, ikke mer,

heller har vi godt af fler,

Adams Søn og Evas Datter

alt med den for meget pjatter,

og ifald de havde flere

sladred, løj de endnu mere.

Har de Munden fuld af Grød

faar man Ro et Øjeblik,

hvis to Mundes Brug de nød

aldrig Fred for Vaas man fik!

Tvende Øren skjænktes vi;

dette skaber Symetri;

de er endnu ej hos mange

slet saa laadne, slet saa lange

som de Prydelser, Gud yder

til vor æselfødte Skryder. —

Tvende fik du, ikke ét,

at du skulde skatte ret

Mozarts Værker, Haydns, Glucks,

skjælne mellem Kunst og Jux;

gaves kun Klaver-Kolik

og Hæmorrhoid-Musik

af den store Meyerbeer

trængtes ej til Øren mer.

²⁵/₈ 1916. Noter.

M

an deler — agt paa dette —

de Rotter i sultne og mætte;

de mætte har jo ingen Nød,

de sultne drager om Land for Brød.

Saa mange Tusind Mile

de haster uden Hvile,

de stopper ej det vilde Løb,

for Vind og Vand de gi’r ej Kjøb.

I Afgrunden Springet de vover,

og Floderne svømmer de over.

Hist druknede to, og her spiddedes een,

her knækked en Hoben sit Nakkeben.

Det er saa haarde Huder,

og deres spidse Snuder

i modigt Trods de løfter kjækt,

saa radikalt, saa rottefrækt.

De radikale Rotter

med Gud og Kongen spotter;

de døber ej Ynglen som her tillands

og deres Kvinder er „allemands“.

Den Rottehob forslugen,

den vil kun kildre Bugen;

den tænker kun lidt paa sin Salighed,

imens den gnaver og svælger ned.

Med Helvede skræmmes den ikke,

den frygter ej Kattenes Blikke —,

den ejer ej Guld eller ringeste Gods,

men ønsker at dele vort med os.

Jeg hører Piber og Trommer,

hør! Vandrerotterne kommer;

de kredser alt snart om hver Mands Bo,

og deres Mængde er Legio.

O ve, vi er fortabte!

Til Hævn blev hine skabte.

Borgmestren ved ej ud, ej ind,

og Raad og Foged af Angst er blind.

Nu løfter man Sværdet og Stokken,

og Præsterne ringer med Klokken;

den hellige Kirke, den hellige Stat,

de har nu at døje saa haard en Dravat.

Thi Klokkerabaldren og Præk om Profeter,

de højvelviseste Statsdekreter,

de største Kanoner, selv hundredpundige,

det hjælper ej mere, I stakkels vankundige!

Ej heller her hjælper den slebneste Tale,

de Laser af Fraser, hvormed I kan prale;

man fanger ej Rotter med Syllogismer,

de springer over de værste Sofismer.

Der gjælder for sultne Maver og Munde

kun Suppe-Logik og Mørbrads-Grunde, —

kun Pølse-Citater og Boeufstegs-Saft

har her den overbevisende Kraft.

En tiende Stokfisk i Smør vil gotte

en radikal og forsulten Rotte

langt mer end den fyrige Mirabeau

og Talere lige fra Cicero.

Januar 1901. Noter.

D

a Gud Fader havde Manden dannet

rynked tunge Anelser hans Bryn,

de blev Sorger, som tilsidst forvandled

sig til Skyer og til Uvejrslyn.

Da Vorherre havde Kvinden dannet,

brast i Graad han ved det skjønne Syn,

og hver Draabe af Guds Glædestaarer

blev en lille Stjerne over Sky’n.

August 1891. Noter.

E

ngang med Gud Faders Vilje

steg en Engel ned til Jorden

for den dejligste blandt Kvinder

der at finde og at favne;

og han fandt og elsked hende;

fra den Stund af blev ham Jorden

skjønnere end selve Himlen,

og han svævede hver Aften

salig til sin Elskerinde,

sprang fra Stjærne ned til Stjærne,

og naar endelig han standsed

paa den nederste i Rækken

satte han sig paa en Svane,

paa en hvid og dejlig Svane,

og den bar ham til hans Elskte,

der ham vented i sin Have

og ham hilsed med en Latter

hvorved alle Knopper svulmed,

og Smaablomster, længst henvisned,

atter vækkedes til Live.

Der de sad og talte sammen

indtil Morgenrøden lyste;

og de talte om alt helligt,

om alt skjønt, som er i Verden.

Og med sænkte Øjne lytted

Pigen til sin Engels Tale;

men engang da op hun skued

var saa skjønt det Blik, at Englen

faldt paa Knæ ved hendes Side

og et Kys af hende trygled,

hvad hun ikke Englen nægted.

Hvilket Kys! Da Englens Læber

bævede mod Pigens Læber,

bæved salig hele Jorden,

som var Jorden selv et Hjærte.

Og hver Stjærne hist i Himlen

blev en Klokke, hvorpaa klare

Trylletoner klang og klemted.

Aldrig hørtes slige Toner,

Blomsterne tog til at danse

som smaa Alfer over Enge,

Maanen rødmede fra Himlen,

vel fordi den Skjønne fæsted

rødmende sit Blik paa Maanen;

Natten selv blev rosenfarvet.

Englens Kys paa Pigens Læber

spirede som Frø i Mulde,

og den salige blev Moder

til et Barn saa skjønt og dejligt,

som det avles kun, naar Himlen

elskende omfavner Jorden.

Barnet blev kaldt Sværd i Daaben,

Sværdet det betyder Frihed.

Engang steg med Satans Vilje

op den hæsligste af Djævle

til vor Jordkreds for at søge

der den fuleste af Hexe,

og han fandt og elsked hende;

fra den Stund af fandt han Jorden

skjønnere end Helveds Kule,

og han sneg sig nu hver Aften

i den skumle Midnatstime

gjennem Svælget af et Ildbjærg

op fra Helved til sin Skjøge. —

Paa en Hel-Hest vild og sodet,

slangehalet, tudseho’det,

flammemanket, dragefodet,

bragtes Djævlen op til Jorden. —

Hexen kom til Stævnemødet

fulgt af Flagermus og Ugler,

ridende paa Limestage

ind i Bjærgets flammefæle

Svælgs med Svovldamp fyldte Indre.

Der de sad og taled sammen

indtil Hanens Galen gjalded,

og de talte om alt gudløst,

om det hæsligste i Verden.

Da brød Djævlen ud: „Jeg fryser —

kom dog dyb’re, kom dog dyb’re!

kom til Bunden af Vulkanen,

ned til Ildens sidste Leje!

— Ak, men ogsaa her jeg fryser;

hør hvor mine Tænder klaprer!

Kom og favn mig, kom og kys mig.“

— Kyssende hun ham omfavner!

Hvilket Kys! Da Djævlens Læber

rørte Hexens fule Læber,

skjalv den hele Jord i Rædsel,

drønende, som naar den hylles

ind i sorte Uvejrsskyer.

Bjærget vælted Flammer af sig,

og det spyed op mod Himlen

Lavaregn og glødte Stene,

Jorden var omspændt af Luer,

alle Stjærnerne og Maanen

drog et Slør for deres Aasyn,

sort og tykt og tæt var Sløret,

thi de vilde intet skue.

Djævlens Kys bar Frugt derefter,

og den fule Hex blev Moder

til et Udyr, som det fødes

kun, naar Helved favner Jorden,

og det stygge Djævleafkom

kaldte man med Navnet: Lænke.

Lænke det betyder Trældom.

Disse tvende: Frihed, — Trældom,

hin fra Himlen, den fra Helved,

ogsaa kaldet Sværd og Lænke,

kjæmper stadigvæk paa Livet.

Længe vared Kampen, længe,

svækkes kan den, dog ej standse.

Sværdet er alt sløvt og skaaret,

tyndere dog ogsaa Lænken.

Snart for vist det skal afgjøres

— længe kan det ikke vare —

hvem der Jorden skal beherske,

enten Himlens Ætling — Frihed,

eller Helveds Afkom — Trældom.

¹⁵/₁ 1894. Noter.

H

vad skal I, Forstyrrere?

Pak jer, se til I kommer bort!

Forstyr mig ikke i mit Arbejd,

thi jeg fletter en Svøbe, en Flammesvøbe

af Solens Straaler

og gjennempisker Verden med den.

Naar den saa jamrer, vil jeg le,

som den har let, naar jeg har jamret.

Ha, ha, ha!

Thi det er Livet: Kun Graad og Latter.

Men Døden raaber omsider: „stille!“

Engang da døde ogsaa jeg.

De Folk som daglig drak min Vin

de havde gydt mig Gift i Vandet.

Hvad gjorde mine Mordere saa

for deres frække Daad at skjule?

Jo, da jeg laa som Lig paa Baare

de la’ sig over mig med Suk og Taare.

Hvor var jeg gjerne sprunget op

og bidt dem Næsen af til Roden,

dog nej, de Næsen skal beholde

saa de mit raadne Lig skal lugte,

indtil de selv af Stanken brister.

Ha, ha, ha!

Men hvor begrov man mig? I Afrika.

Det var mit Held,

thi en Hyæne grov mig op igjen.

Det Dyr, det var min eneste Velgjører,

og det har jeg bedraget.

Det vilde nemlig mine Knokler gnave,

istedetfor saa gav jeg det mit Hjærte,

som var saa besk, at det krepered af det.

Ha, ha, ha!

Ak ja, saa gaar det hver

som øver godt mod andre.

Thi hvad er Mennesket?

„En Blomst,“ — saa hedder det, —

„som har sin Top i Himlen.“

Det er ej sandt!

Nej, Mennesket det er en Urt

som sine Rødder dybt i Helved slaar.

Det var en Vismand som mig dette lærte;

— en Taabe var han, thi af Sult han døde.

Hvi stjal han ej? Hvi røvede han ikke?

Ha, ha, ha!

Dog hvorfor ler jeg som en Forrykt?

Jeg skulde hel’re græde.

Ja, græde for den Slægt, der er saa ond.

Gud græder ofte fra den høje Sky

i Anger over, at han skabte den.

Dog hvad kan alle Himlens Taarer hjælpe?

De falder til vor Jord, den ækle Jord,

og Mennesket dér sætter Foden paa dem,

og saa — hvad bli’r der af dem?

Hvad bliver der af Himlens Taarer? — Snavs.

Ha, ha, ha!

O Himmel, gamle afdankede Soldat,

Medaljen paa dit Bryst det er jo Solen,

og Skyerne din slidte Uniform.

Thi, saadan slipper man en gammel Kriger,

din Løn for Tjenesten saa lang og tro:

et Kors og saa en gammel Uniform.

Ha, ha, ha!

Og skal jeg sige jer, hvad Nattergalens Sang

betyder oversat i eders Sprog:

Den raaber: Vogt dig først og frem’st for Kvinden,

thi Kvinden drager Mændene imod sig

som Oceanet drager Flodens Strømme,

for snart igjen at støde dem langt fra sig.

En dejlig Skabning er tilvisse Kvinden.

Ja, dejlig, men saa farlig, —

en giftig Drik udi et gyldent Bæger.

O, jeg har nydt dig, Elskov!

En eneste af dine Himmeldraaber

er sødere end noget Hav af Honning,

men slig en Draabe ogsaa mere dræbende

end et til Gift forvandlet Ocean.

Men har I ogsaa Havet set,

naar Frygtens Storm trak over det

og saa’de Dødssæd i dets Skjød?

Og har I Tordenvejret set,

hin raa, solbrændte Bonde,

der svang som Pisk det blanke Lyn?

Ha, ha, ha!

Naar Frugten den er moden, falder den.

Du Jord er moden alt, saa fald da, fald!

— Endnu jeg venter til i Morgen,

men kommer da ej Dommerdag,

saa graver jeg et Hul ind til dit Midtpunkt;

det fylder jeg med Dynamit

og sprænger saa den ganske Jord

i Luften.

Ha, ha, ha!

¹⁵/₁₀ 1893. Noter.

I

fordums Tid — saa har jeg læst —

de holdt i Bern en Bamse,

og lod de frit det laadne Bæst

i Landets Fedme gramse.

„Saa sig mig dog, I Berner-Børn,

hvad gjør nu egentlig den Bjørn,

det maa I mig forklare.“

„Nuvel, han æder Truget tomt;

hvad mer skal han vel gjøre?

— tar til i Vægt og lægger fromt

sig paa sit grønne Øre.

Han sover med Ihærdighed

og brumler saa med Værdighed.

Kort sagt: Han er vor Bamse.“

„Hvi vil I dog i Stad og Stat

til ham det bedste samle?“

„Du er dog ret en dum Krabat;

saa gjorde jo de gamle!

Vi er kaput, den Dag han gaar.“

„Hvorfor?“ — „Hold Mund! Vi ellers slaar

dig Ho’det ned i Maven!“

— Tys! Hvorfra stammer den Halløj?

Hør! Børn og Kvinder hyler.

Se, Torvet vrimler; lav og høj

nu larmer som Kabyler.

Er Folket ramt af Pest og Brand?

— „O, tifold værre! Arme Land!

Vor Bjørn, vor Bjørn kreperet!

Saa brat ham ramte Dødens Spær,

og ingen fler vi huse!

O, maatte i et Herrens Vejr

os vore Bjærge knuse!

Forbi, forbi med Kanton Bern!

O, Jægergutter, op til Værn!

Fang ind en ny før Aften!“

De jager over Bjærg og Slugt,

kan ingen Bjørne finde;

men ligefuldt faar Træet Frugt,

og Æblerne bli’r trinde;

og Rugen gynger i sin Dal,

som Bjørnedød og Bjørnekval

ej for en Døjt den agted.

De jagede, til Solen sank

bag fjerne Alpetinder.

„Der stiger Maanen rund og blank;

se, om ej Skjælmen skinner!

Og Stjernerne — se der — og der!

Den hele muntre Himmelhær —

som ingenting var hændet!“

„Saa vil vi“ — raabte Land og Stad,

„ej mer af Bjørne vide;

han aad sig fed af Folkets Fad

og vilde dog os bide.

Vi maatte klippe Bæstets Klør.

Se, Kornet gror, skjønt Bjørne dør!

Og vor skal aldrig savnes.“

April 1908. Noter.

E

n Damper kom fra Biberich; stolt var den Fure, som den drog;

den stampede, med Hjul og Skovl, saa Bølgerne mod Bredden jog.

Af Vimpler og af Faner fuld, skjød den af Sted saa kjækt og flot;

den Konge, som for Prøjsen staar, ham førte den til Rhinens Slot.

Solstraalerne var ret som Guld; af Disen dukked’ By ved By,

og Rhinen skinned som et Spejl, og Stævnen glinsed’ blank og ny;

Skibsdækket lyned’ hvidt af Vask, og paa dets rene, glatte Fjæl

gik Kongeparret fredsælt om med Smil i Øjet, Lys i Sjæl.

Vinløvet langs den krumme Rhin og dine Hasler, St. Goar,

de nikked’ ned fra deres Fjæld og hilsede det høje Par;

og glade saa sig Parret om; det lille Skib, hvor var det net!

Her gik de jo saa trygge rundt, som hist paa Sanssoucis Parket.

Men under al den Herlighed og bag om denne Glimmerpragt,

der flammer vildt det Element, der skyder Skibet frem med Magt;

dér staar i Kvalm og Flammeskjær og rager under Kjedlens Rist

han, som om Bord er Kraftens Sjæl, en proletarisk Maskinist.

Deroppe ler den grønne Jord, og Sol forgylder Flod og Hav,

mens han den skjønne, lange Dag maa stirre i sin Flammegrav;

i Bomuldsskjorten staar han der, halvnøgen, trængt af Røg og Rust,

imens en Konge over ham indaander Bjærges frie Pust.

Nu har han skruet Ovnen til, og al Ting er i bedste Stil,

saa skjænker han et kort Sekund sin trætte Krop et Slavehvil.

Der dukker han til Midjen frem af Kjedelrummets Lugekarm

og spejder over Dækket hen, svagt støttet paa den højre Arm.

Med Skovlen i sin sorte Haand og Kind og Arm af Ilden bagt

og med det svære, nøgne Bryst bredt mod Gelændrets Sprinkler lagt

han spejder efter Fyrsten hen, imens han mumler mørk i Hu;

„Hvor Staten ligner dette Skib! — Lysfødt paa Dækket vandrer du.

Men nedenfor i Dybets Nat, i Arbejdsrummets dunkle Skjød,

dybt nede, smeder jeg af Trang mit Skjæbnehjul ved Flammen rød;

og ej blot mit, men ogsaa dit; hvem holdt Maskinen her i Gang,

hvis ej min Næve, ru og haard, haandtered Skovl og Stempelstang?

Du er langt mindre nogen Zeus, end jeg, o Konge, en Titan!

I al din Pragt du træder paa en altid kogende Vulkan!

Og den Vulkan behersker jeg; et Ryk, et Slag, og fra mit Bur

omstyrter jeg det stolte Hus, paa hvilket du er Topfigur!

Mens Dækket brister, slænges du i Luften under Spanters Brag,

vi andre gaar nyfødte frem fra Mørkets Skjul til Lys og Dag.

Vi er en Magt! Vi hamrer frem fra nyt den gamle, mugne Stat,

hvori Guds Vrede os har holdt til nu som Proletariat.

Da gaar med Sang jeg Verden rundt, og paa min Skulder, bred og stærk,

som St. Christoffer bærer jeg en ny Tids Christ, en ny Tids Værk.

Jeg er hin Kjæmpe uden Frygt, der bærer paa min faste Fod

Befrielsens og Frelsens Aand hen over Tidens vilde Flod!“

Saa brummer i sit røde Skjæg den dystre, sværtede Kyklop,

og gaar saa atter til sit Værk og skovler Kul og Ild i Hob.

Plejlstangen jager op og ned, Propellen gaar med tunge Slag;

belyst af Flammen hvisker han: „Nej, vrede Kræfter ej i Dag!“

Snart lægges til Kapellet ind; i Land da gaar Hans Majestæt,

og kjører til sit rhinske Slot; sex Heste gaar for hans Karet.

Men med et Blik til Kongens Slot nu Maskinisten aander frem:

„Fremtidsruiner — ak, hvor godt der hæges nu som før om dem!“

Juni 1901. Noter.

D

a nu det sig rygted til Fjendernes By,

at Herren et Tempel vi bygged paany,

da stormed de mod os i Tummel og Tramp,

og Pladsen for Templet blev Pladsen for Kamp.

Hist slæbte vi Bjælker, her rulled vi Sten;

med venstre Haand førte vi Hamren og Ske’n,

men højt i den højre vi løfted til Værn

de blinkende Vaaben af Kobber og Jærn.

Og Muren sig hævede Fod over Fod,

mens Kalken vi blanded med rødnende Blod.

De snittede Søjler vi rejste ved Kvæld

til Saaredes Rallen i Sted for: „Godt Held!“

Vi hvælvede Kuplens omspændende Rund,

dødtruffen og ramt til vor inderste Grund.

„Omsværm os kun, Fjender, kast Død paa vor Vej!

I dræber os, men I besejrer os ej!“

Saa toned’ i Zion den trodsige Sang,

mens Mændene mured med Ske og med Stang

den Højestes Tempel, det hellige Hus.

Naar ender vel Sangen, naar standser dens Brus?

Aarhundreder fulgte, Aarhundreder svandt;

vort Saar rinder stadig, hvor Fædrenes randt;

omsværmet af Fjender vi strider imod

og bygger, mens Kalken vi blander med Blod.

1901. Noter.

D

et drøner fra det hule Rum

med Arbejdslarm og -Støj,

mens Mand ved Mand staar bøjet, stum,

i Oljestank og Røg.

Og Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

Mens Ødelanden strækker sig

paa Bolster bag sin Pult,

begiver Slaven sig paa Vej,

ansporet af sin Sult.

Og Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

For kun en karrig Løn at naa,

for blot at blive mæt,

fra Gry til Kvæld, du ser ham staa

paa samme dunkle Plet.

Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

For Børn og Hustru kjæmper han

og stemmer sig imod;

han ved, hvor Sulten suge kan

ens Marv og Hjærteblod,

mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

Ak, ingen muntre Toner svang

sig gjennem Røgen klam,

og aldrig nogen Digters Sang

har kunnet naa til ham,

mens Bælgen stønned, Hamren slog,

og Gnisteregn mod Taget jog.

Det hænder vel fra Stund til Stund,

hans Sind bli’r sygt af Harm;

da styrter Eder af hans Mund,

men drukner snart i Larm,

mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

Det er en raa og ilde Ting

at gjøre Mand til Træl;

mærk Øjets Lyn ved Hamrens Sving,

I Herrer, vogt jer vel!

Thi Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.

„Om Gud i Himlen ej vor Sag

og bange Raab forstaar,

da storm du frem, o, Dommedag,

paa hvilken alt forgaar!

Mens Bælgen stønner, Hamren slaar,

og Gnisteregn mod Taget staar.“

April 1901. Noter.

P

aa femte Døgn uden Middagsmad,

og ikke en Hvid paa min magre Rad;

i Stedet for Arbejde: Hunger og Nød,

blot vandre, og „fægte“ og„betle sit Brød“.

— Haandværkeren bøjer i Skoven ind.

Hvad risler saa koldt hen over hans Kind,

og hvorfor jager hans Blik distræt

i trøstesløs Flakken fra Træ til Træ?

Nu synker Solen, og alt er Fred,

kun Droslen larmer et enkelt Sted.

Hvi svajer Ælmen i Skovens Kant?

Et Menneske mellem dens Grene svandt.

Den Strikke, der holdt hans fattige Bundt,

han knyttede om sin Strube rundt:

Et Fald! — Dødskampen var ikke lang;

Snart saa han Solen for sidste Gang.

Og Dug faldt paa ham, og Gryet kom,

og Duer skogrede rundenom,

som intet var hændet; Sang-Droslen lo,

og Vinden vifted’ i kølig Ro.

En Jæger hen over Bakken skred;

han saa den Hængte og skar ham ned.

Til Øvrigheden gik skyndsomst Bud,

Gendarmer kom i en Fart derud.

En Dommer i hvidt fra Top til Taa

beviste, at Rovmord ej forelaa.

Saa bar de hans Lig til en Kirkegaard,

hvor intet Kors eller Minde staar.

Da Graven var klappet, og alt forbi,

saa fik han det Numer: tre Hundred’ og ti;

tre Hundred’ og ni var alt puttet hen.

Hvem kjendte de Stakler? Hvem var deres Ven?

Marts 1901. Noter.

S

tændig efter flittigt Dagværk

gaar jeg daglig min Spadser’tur,

hvor de røde Køer græsser,

hvor de blanke Blomster blinker,

hvor de muntre Fugle fløjter

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

Daglig mellem sex og syv,

naar det mørkner i min Hybel,

ser jeg syv saa smukke Piger,

én, to, tre, fir’, fem, sex, syv,

hvor de røde Køer græsser,

hvor de blanke Blomster blinker,

hvor de muntre Fugle fløjter

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

Disse syv saa søde Piger,

— én, to, tre, fir’, fem, sex, syv —

vandrer i en lige Række,

bærer paa de brede Skuldre

tunge, mælkefyldte Stripper;

kommer fra de røde Køer,

hvor de blanke Blomster blinker,

hvor de muntre Fugle fløjter

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

Saa i Gaar mig greb et Indfald:

Da jeg i det fjærne vejred

mine syv saa søde Piger,

trak jeg brat min Bog og Blækstift

op af Lommen, stod til Side,

og imens de gled forbi mig

trak jeg Rynker over Brynet

som en bister Politimand,

talte højt dem, skrev saa langsomt:

— „én, to, tre, fir’, fem, sex, syv“!

og de rødmed, rødmed mere,

skjæved under Straahatsskyggen,

studsed synligt ved min Spøg.

Men som Afstand kom imellem

hørtes Tysraab, hørtes Sladren,

hørtes Smaaknist, hørtes Latter,

og jeg gjenoptog min Vandring,

did hvor røde Køer græsser,

hvor de blanke Blomster blinker,

hvor de muntre Fugle fløjter,

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

Sex af disse friske Piger

ved jeg, vil, naar de skal være

Mødre, skjænke Fædrelandet

lutter sunde, raske Drenge,

Kyrasserer, Grenaderer,

Gardekarle og Uhlaner, —

men den sidste, hun den sarte,

denne slanke, denne ranke,

hendes Sønner — tror jeg sikkert —

bliver Jæger og Husar.

— Saa i Dag da jeg min Stok tog,

stod der Tordenvejr i Vesten;

men jeg tænkte: gaar vel over,

kommer ikke med det samme, —

skred med lange Skridt mod Marken,

hvor de røde Køer græsser.

Men o ve, den onde Himmel

brød sig fejl om min Spadseren,

overtrak sig mer og mere,

som jeg stod nu midt i Marken,

hvor de blanke Blomster blinker.

Men hvad sker! Af Agren fejer

alle Piger hjem mod Byen.

Kun den sidste, hun den sarte,

hun den slanke, hun den ranke,

bli’r tilbage med sin Strippe,

hvor de muntre Fugle fløjter

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

Jeg er lige op ad Ledet,

da det første Skrald forfærder,

og som var det aftalt med os

aabned hun mig strax dets Gitter.

Ret naturlig jeg da hjælper

hende med at ordne Aaget;

men da smælder ned foran os

skillingsblank og skillingsstor

Tord’nens første tunge Draabe.

— Barn, vi bliver artig badet!

Men histhenne staar et Saadhus,

som en Hjorddreng nys har tømret

sig af Tørv og løst Skrabsammen

— selv er han rendt bort, den Bengel,

Bare ti Skridt, og vi er der!

Rask min Glut, blot ingen Nølen,

ingen Angst! Jeg spiser aldrig

selv saa smukt et Barn som du.

Dette tør jeg strax bedyre!

Schiller maa ha’ kjendt hin Mosborg,

da de vakre Ord han kvad:

Der er Plads i mindste Hytte

for ét saligt Elskovspar.

Skyer brister, Tordnen skramler,

hele Neg af Lynild falder,

og en Raslen, Skraslen, Susen,

Slubren, Rislen, Strømmen, Fusen

som paa Syndflodskrækkens Dag.

Under Larmen har den sarte,

har den slanke, har den ranke

rystende og ligbleg slynget

sine Arme om min Nakke,

lagt sig ind imod min Skulder

med fast lukte Øjelaag.

Lidt beklemt, det nægtes ikke,

følte jeg mig strax tilmode.

Dog betvang jeg Pulsens Banken,

tænkte blandt saa meget andet

paa de gamles Riddervagter,

de beskyttende og ædle.

Men, ak — men — den søde Nærhed,

disse unge, varme Lemmer,

denne Barm mod Barm i Trængsel,

denne Barm mod Barm i Længsel.

Og jeg føler, hvor hun løfter

— o, saa sagte, saa forsigtig,

— o, saa ræd, at jeg skal se det —

Ho’det blot en lille Kjende.

Og jeg ser — da maa jeg smile —

hvor hun stjaalent titter opad

for at faa det Spørgsmaal klaret:

Er hans Øjne vendt mod Vejret,

eller søger de mon mine?

Og jeg rækker mine Læber,

og hun højt paa Taaen stræber,

hun lidt op og jeg lidt ned,

saadan fandt jeg — midt imellem,

hendes Mund saa frisk og hed.

Svitter ikke allerede

Svalen sorgløs foran Døren,

blaaner ej den kjære Himmel,

krummer sig ej Regnbubroen,

mens paany sig Solen viser?

Og sin Strippe ta’r den sarte,

ta’r den slanke, ta’r den ranke,

og fornøjet med at Skyllen

nu er endt og Faren ovre

pjasker hun afsted i Vædet

og forsvinder bag ved Træer.

Hvilken frisk og himmelsk Køling!

Og jeg pjasker vel saa munter

— ikke hjem til Skrivebordet —

nej, til vædeblanke Marker,

hvor de røde Køer græsser,

hvor de blonde Blomster blinker,

hvor de muntre Fugle fløjter

mellem Tjørne, mellem Hækker,

mellem Engens grønne Græs.

²⁵/₁ 1914.

H

ans Tøffel elsked skjøn Doris blidt.

Skjøn Doris Hans Tøffel ikke saa lidt.

Hvor andres Elskov var kjæk og kry

var hans elegisk og væk og bly.

Paa Kvisten siger han Digte frem.

Skjøn Doris staar nede med Laagen paa Klem:

„Aa om du nu sprang paa din Fod imod mig,

hvor skulde jeg være god imod dig!“

Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.

Og Aftenen efter det samme igjen.

Han læser og læser Timerne hen.

Hun harmes. „Det evige Læseri

det er der dog ingen Mening i!“

Hun sniger sig ud, gaar krænket sin Vej.

Han svælger i Heine, han mærker det ej.

Skjøn Doris staar rød under Lysthuslofte

og ønsked, hun havde hans Arm om sin Hofte.

Men oppe Hans Tøffel kvad Digte.

Den næste Aften gav Huset en Fest,

nær sammenpresset stod Gjæst mod Gjæst.

End ikke i Aften den smaa Poet

har Doris’ smægtende Bortgang set,

men Junker Hans Jørgen — han saa det strax,

mens Natten dufted med Lind og Ax.

I Læ af Roser, ved dugget Stente,

behøver Skjøn Doris ej mere at vente,

mens oppe Hans Tøffel gi’r Digte.

²⁶/₃ 1918.

D

en første Gang jeg hørte Sang,

den randt af renest Kilde:

Min Mor som sang med mig paa Fang;

til Graaden blev saa stille!

Saa blidelig den dyssed mig

i Blund paa Drømmens Tue,

og viste mig en fager Vej

op fra vor lave Stue.

Den Vej jeg ser endnu saa tit!

Naar Øjet træt vil hvile,

der staar en Engel, smiler blidt,

som bare én kan smile.

Og hver Gang Striden stilner af,

som i og om mig ulmer,

jeg hører tyst fra Moders Grav

hin Sang, som alting dulmer.

²⁴/₄ 1916.

I.

J

oachim udi Babylon

havde en Hustru, Susanne.

:, Hæv din Kande, ,:

tøm den redebon!

Joachim var en gjennemhæderlig Mand,

Fruen saa hæderlig omtrent som han.

:, Hjærter mange ,:

stak den Glut i Brand.

Takkes skal du, Susanne kjær,

Skaal for hver dydelig Mage!

:, Lad os smage ,:

nu paa Mosten her!

Slaa nu paa Glasset, lad os juble i Kor,

Tøsen som Knøsen, Gubbe som Mor,

:, lad os synge, ,:

Skaalen er saa stor.

Joachim kunde — efter Skriftens Ord —

føre det herligste Leven,

:, give Greven ,:

ved et veldækt Bord.

Fru’n for sit Kjøkken vandt saa meget Behag,

hungrige Friere hver evige Dag!

:, Hurra, Gubber ,:

for saa godt et Lag!

Hør nu, Brødre, hvad Vej det tog:

Naar Kalaserne tystne,

:, tvende Lystne ,:

Kreds om Fruen slog.

Gubberne kryber om hinanden tyst,

Troskab bor dog i Susannas Bryst,

:, Afslag ramte ,:

deres fule Lyst.

Joachim havde under Havens Træ’r

dannet det yndigste Eden;

:, Middagsheden ,:

fandt Susanna der.

Rundt om en Dam stod der Ege og Lind,

skjønne Susanne tog Bad som en Hind;

:, naar hun plasked, ,:

titted Liljer ind.

Stod to Skalke bag Lindes Læ,

lured paa Joachims Frue,

:, tændt i Lue ,:

af saa sødt et Knæ.

„Hej,“ hvæsed Skalken til sin Medskalk frem,

„Hej, det er Middag, skal vi nu gaa hjem!“

:, To Kanaljer ,:

var de i hvert Lem.

Let forstaar man de Skalkers Trik,

hvad de havde i Sinde.

:, Hofter trinde ,:

daared mangt et Blik!

Øjet drog Hjærtet, men Susanne drog alt,

Laas var for Porten og Vagten kaldt,

:, Blodets Hede ,:

fjorten Grader faldt!

Saâ gik Dyden sin Sejersgang;

Himlen Susanne belønne!

:, Blandt de Skjønne ,:

hun har dobbelt Rang.

Slaa nu paa Glasset; nyd det korte Liv!

Vakre smaa Hjærter, — søde Tidsfordriv!

:, Lad os drikke ,:

uden Larm og Kiv.

II.

En Potifars Hustru saa daarende kjær

lønligt for Josef mon sukke,

ta’r ham om Armen og hvisker saa nær:

„Bliv her, bliv her!“

En Rose saa dejlig, som slet ikke stak,

stod for vor Josef at plukke,

men som en Lømmel han ofred sin Frak,

— jo, Tak, jo, Tak!

Ak, om jeg sattes i Josefs Sted,

jeg løb knapt et Fjed.

Men Josef, den Taabe, ad Døren han fôr,

Nymfen hun vinker og beder.

Aldrig i Verden en Daare saa stor

har traadt vor Jord.

Frit æde og drikke i Potifars Sal,

Ild paa Kaminen af Ceder,

ingen Dueller og ingen Rival

med Kvalm og Kval.

Skaal for den Frue i Potifars Arm,

hun sover saa varm.

Men Fejlen hos Josef var kun, at han Drik

flyed, afskyed med mere,

derfor benovet ved Skjønhedens Blik

hans Mod slog Klik.

Blandt Gardens Kaptajner en maadelig én

Potifar var mellem flere,

søvnig i Sengen, og tynde hans Ben,

en Glut til Men.

Skaal for den Frue i Potifars Hus,

hun kranse vort Krus!

III.

:, Gubben Noa ,: var en Hædersmand;

straks han kom fra Arken

han plantede i Marken

:, Vin og Vin, ja! ,: saadan gjorde han.

:, Noa ro’de ,: fra sin gamle Ark,

fyldte sine Tasker

med Bimpler og med Flasker

:, for at drikke ,: paa den grønne Mark.

:, Vel han vidste ,: at Guds Skabning var

tørstig af Naturen,

Folk som Fæ i Furen,

:, derfor Gubben ,: Vinen plantet har.

:, Mutter Noa ,: var en Hædersfru,

gav sin Mand at drikke,

lod i Fred ham hikke;

:, slig en Hustru ,: tog vist gjerne du!

:, Aldrig sa’ hun ,: „Kjære Far, saa, saa!

Sæt nu fra dig Kanden!“

Nej, med Kys paa Panden

:, lod hun Gubben ,: salig Sengen naa.

:, Gubben Noa ,: havde fagert Haar;

Fip paa Dobbelthagen,

Kinder som Skarlagen;

:, og til Bunden ,: drak han: Hej! Godtaar!

:, Herlig var da ,: denne grønne Jord;

hver blev budt det Bedste;

ingen tørstig Næste

:, sad og hængte ,: ved et duget Bord.

:, Ingen Skaaler ,: voldte da Besvær,

ej hin dumme Lære:

„Jeg skal ha’ den Ære —“

:, Nej, til Bunden ,: drak man ud — som her!

1907. Noter.