Samlede Værker, Andet Bind

Sølverskyens Kant sad Aftenstjernen,

fra Lundens Skumring spurgte hende Ternen:

Sig, Aftenstjerne, hvad i Himlen tænkes

naar første søde Kys den Elskte skjænkes,

og Himlens rene Datter hørtes svare:

Til Jorden titter Lysets Engleskare

og ser afspejlet deres egne Glæder,

blot Døden vender Øjet bort — og græder.

1890.

aa den røde Elvebund

fiskede en Yngling Perler,

fandt en Perle, blaa som Himlen,

og saa rund som Himlens Stjerne.

Men en Pige laa i Perlen,

og hun bad en Bøn og sagde:

„Offer dog din Perle, Yngling,

bryd mit Fængsel, lad mig fare,

et taknemligt Blik i Stedet

jeg dig for min Frihed skjænker.“

„Nej ved Gud, min søde Pige,

Perlen er dog altfor kostbar;

bær med Taalmod du din Lænke,

mange bærer én langt værre.“ —

Sønderbrød hun sagte Skallen,

Morgenrøden lig i Skjønhed

skjød hun op ved Guttens Side,

gyldne Lokker dulgte Panden,

Rosenblod i Kinden gløded. —

Stum i hendes Skjønhed fanget

stod i trende Timer Gutten.

Da den tredie var omme,

bad han tyst en Bøn og sagde:

„Offer dog din Skjønhed, Pige,

bryd mit Fængsel, lad mig fare,

og dig en taknemlig Taare

vil jeg for min Frihed skjænke.“ 

„Nej, ved Gud, du søde Yngling,

Perlen er dog altfor kostbar.

Bær med Taalmod du din Lænke,

mange bærer én langt værre!“

1890.

eg ser paa Ternernes Skare,

jeg spejder og spejder bestandig,

den skjønneste vil jeg vælge

men fejler dog stadig i Valget.

Den ene har klarere Øjne,

den anden friskere Kinder,

den tredje har fuldere Læber,

den fjerde har varmere Hjærte.

Saa findes ej én som savner

det noget, som fængsler mit Hjærte;

jeg kan ikke én forskyde —

o, turde jeg kysse dem alle!

1890.

nglingen blev femten Aar — og tro’de

ej endnu at Elskov var i Verden,

og han leved fem Aar til og tro’de

ej endnu at den var til i Verden.

Kom da brat en underdejlig Pige,

som i nogle Timer Gutten lærte,

hvad i tyve Aar han ikke fatted.

Pigen kom fra Mødet med den Elskte,

kom med røde Hænder. Mod’ren spurgte:

„Hvorfor er din Haand saa rød, min Datter?“

Pigen sagde: „Jeg har plukket Roser,

paa dens Torne revet mine Hænder.“

Atter kom hun fra sin Elskers Møde,

kom med røde Læber. Mod’ren spurgte:

„Hvorfor rødmer dine Læber, Datter?“

Pigen svared: „Jo, jeg har spist Jordbær,

deres Saft har farvet mine Læber.“

Atter kom hun hjem fra Stævnemøde,

kom med blege Kinder. Mod’ren spurgte:

„Hvoraf hvidner dine Kinder, Datter?“

Pigen svared: „Red en Grav, o Moder,

gjem mig der og sæt et Kors derover,

og paa Korset rist de Ord jeg siger:

Én Gang kom hun hjem med røde Hænder,

thi de rødmed mellem Elsk’rens Hænder;

én Gang kom hun hjem med røde Læber,

thi de rødmed ved den Elsktes Læber;

senest kom hun hjem med blege Kinder,

de blev blege ved den Elsktes Utro.“

Ved en Piges Vindu stod en Yngling

trende lange, lyse Sommernætter,

lokkede og bad om at bli’ indladt.

Første Aften fik han Skjænd og Trusler,

anden Aften fik han Graad og Bønner,

tredje Aften fik han Vindvet aabnet.

1890.

tor var Tavastbonden Ojan Pavo,

stor og vældig iblandt Finlands Sønner,

støt som en med Gran bevoxet Klippe,

djærv og rask og kraftig som en Stormvind.

Træer havde han med Rødder oprykt,

tugtet Bjørne med sin blotte Armkraft,

løftet Heste over høje Gjærder,

knælagt stærke Mænd som var de Halmstraa.

Og nu stod den stærke Ojan Pavo

stolt og vældig frem paa Lagmandstinget.

Midt paa Gaarden stod han iblandt Folket

som den høje Fyr imellem Smaaskov.

Og han løftede sin Røst og sagde:

Hvis her findes en, af Kvinde ammet,

som formaar at holde mig paa Stedet

saa jeg ikke røre mig af Flækken,

han maa tage mine fede Agre,

han maa have mine Sølveskatte,

han maa eje mine mange Hjorde

og med Krop og Sjæl er jeg hans Slave.

Saa til Folket talte Ojan Pavo;

men forskrækked’ stode Byens Karle

tavse i den stolte Ojans Nærhed,

og der traadte ingen frem imod ham.

Men med Kjærlighed og med Beundring

saa de Skjønne paa den unge Kjæmpe,

thi han stod, den stærke Ojan Pavo,

som den høje Fyr imellem Smaaskov,

Øjet straalte som en Himlens Stjerne

og hans Pande lyste klar som Dagen,

og hans gule Haar sank mod hans Axler

som et sølvsprængt Vandfald over Fjældet.

Men af Kvindeflokken fremstod Anna,

hun den skjønneste af Egnens Piger,

herlig som den lyse Dag at se paa.

Raskt hun traadte hen til Ojan Pavo,

slog omkring hans Hals de runde Arme,

nærmede sit Hjærte til hans Hjærte,

pressede hans Kind mod sine Kinder

og saa bød hun ham at slide løs sig.

Men den stærke Yngling stod besejret,

kunde ikke røre sig af Flækken

men kun sige aandeløs til Pigen:

Anna, Anna, du har vundet Prisen,

du maa tage strax min rige Bopæl,

du maa have mine Sølveskatte,

du maa eje mine mange Hjorde

og med Krop og Sjæl er jeg dit Eje.

1890.

g Bremsen han fôr til Marked engang,

der fik han den grønneste Møsse,

og saa fløj han hjem og summed og sang —

og hjemme han havde i Tøsse.

Men bedst som han fløj saa tænkte han brat:

„Nej har jeg nu faa’t mig en Møsse,

saa skal jeg da komme som Ka’l for min Hat

og ej som et Fjols til Tøsse.“

Saa svang han sig op og red paa en Kalv.

„Hejhop!“ han svinged sin Møsse.

Han spored sin Kalv, saa Kalven den skjalv

og kiled afsted mod Tøsse.

Det gik som en Røg, det gik som en Dans,

„Hejsa!“ paa Vej til Tøsse,

og Kalven den rejste i Vejret sin Svans

og løb som skudt ud af en Bøsse.

Og da de nu kom til Gusted Kro,

hovsa! paa Vej til Tøsse,

tog Bremsen en Snaps saa god som to,

for Kalven monne han kysse.

Og da de saa kom til Aamelsstad,

hovsa! paa Vej til Tøsse,

stod dér Borgmester og Raad i Rad

og bukked for Bremsens Møsse.

Men Bremsen jog bort i rygende Trav

og letted end ej paa sin Møsse,

og Kalven afsted uden Bu eller Bav

med Halen hejst imod Tøsse.

Og da de var kommen til Torpendam,

det Gjæstgiversted i Tøsse,

blev Bremsen atter iwont for en Dram

og vilde strax Kalven kysse.

Men Kalven han slog med Rumpen bagud:

„Se saa gaar det til i Tøsse!“

og Bremsen han fik en Klask paa sin Tud

saa ratsch! sa’ hans grønne Møsse.

Og Bremsen han himled med „Ak“ og med „Av“,

i Grøften der laa hans Møsse,

og Oxer og Svin de danser paa hans Grav,

og saadan gjør hele Tøsse!

⁷/₇ 1904. Noter.

g Grisen sprang gryntende langs et Stakit,

Rof-øf; rof-øf, rof, øf, øf!

„Jeg kan ej andet tro, end det gi’r sig om lidt.“

Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!

Og Grisen stak Trynen ind under en Slaa.

„Det var dog rart at vide, om Krogen sidder paa.“

Og Grisen hug Skallen mod Ledet og peb:

„Nej dette her gaar langt over Svine-Begreb!“

Saa løb den imod Stolpen med hele sin Skrot:

„Nej Fanden staar i Sylten, det gjorde inte godt!“

Saa slog han til den anden Ledstolpe saa hvast:

„Aa bav da, aa bav da, for slige Trynekast!“

Saa gned han sig mod Lægten og tiggede om Vej:

„Lad Svinebæster trygle, men ikke længer jeg!“

Saa stak han af i Lunt imod Stien saa fort.

„Et Hul maa li’godt findes, om end det holder haardt.“

Og Grisen han vrødte fra tolv og til ét:

„Nej varer dette længe, jagu’ saa bli’r jeg svedt!“

Og Grisen han rendte fra et og til to:

„Pyh, dette koster Flæsk, men jeg gi’r mig ingen Ro.“

Og Grisen galoperer fra to og til tre.

„Det Hul var højst aparte, som jeg aldrig skal se!“

Der rendte han — og rendte sine Kløver itu.

Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf.

Ja jeg tør næsten sværge, han render der endnu:

„Rof-øf, rof-øf; rof, øf, øf!“

⁷/₇ 1904. Noter.

g Stine paa Bjærg havde Kjæresten Palle

filo filobo filibombombom,

men Line fra Sverr’g satte ham over alle,

filo filibo filibom.

„Ja, Stine,“ sa’ Line, „ifald jeg maa faa ham,

saa skal jeg skam byde dig ordentlig paa ham.“

„Saa tag ham,“ sa’ Stine, „ifald du betaler

for hele Fyren ti smaa Rigsdaler.“

„Nej jøsses,“ sa’ Line, „hvor Folk kan vær’ gale!

hvem saa du for Kjærester saadan betale?“

„Jeg ved ikke Prisen saa lige pr. Stykke,

men giv saa det halve — og dermed til Lykke!“

„Jotak,“ sagde Line, „fem Daler paa Tælling!

den Ka’l skal nok ikke være en Skrælling.“

„Det var da som Pokker til Prutten,“ sa’ Stine,

„tilsidst vil du under Rigsdal’ren mig pine.“

„Ja Penge, Gud naade os, sparsomme falde,

jeg gi’r dig mit Kammerdugs-Forklæd’ for Palle.“

„Lad gaa,“ sagde Stine, „skjønt næppe jeg skuld’et;

det Forklæde der er jo gnavet og hullet.“

Men Stine hun grined, mens Hjemmet hun naaet,

„den Kjærest’ kund’ Fjolset helt gratis ha’ faaet.

For Palle . . . Ja var der ett anne Raa’ med ham,

filo filobo filibombombom,

saa gav jeg et Forklæd’ for at bli’ aa med ham!“

filo filibo filibom.

1904. Noter.

g Stine og Mads drog til Byen paa Stand,

og jomfru blev Stine, og Kusk det blev han,

en Part af hans Hjærte hun havde i Vold;

saa gav han sin Stine en Solparasol.

Nu længtes hun efter sin Frisøndagstur,

da Arbejd og Pligt kunde faa sig en Lur;

saa skulde Stockholm i hver eneste Fold

se hende gaa rundt med sin Solparasol.

Og Søndag paa Søndag kom stadig paany,

men Solen den holdt sig drilagtig bag Sky,

og Stine hun syntes den Glæde var gold

at traske i Graavejr med Solparasol.

Hun klaged’ til Mads: „Nej om jeg det forstaar,

hvad Pokker der dog gaar af Solen iaar.

Den lister bag Skyen, den drilvorne Trold,

saasnart jeg gaar ud med min Solparasol!“

Men Mads, der just ej var tabt bag af en Vogn,

han svared’: „Du skinner saa mageløs bovn,

at blot du gaar over en Plads eller Vold,

maa Solen ta’ Tilflugt til Solparasol.“

1904. Noter.

aa Farten frem gjennem Livet

du rejser saa trygt og kjækt;

paa hver en Station — det er givet —

dit Bord staar duget og dækt;

du gjæster de skjønneste Egne,

og trættes du, se, allevegne

du finder en dunvarm Seng.

Sov sødt! — din tjenende Broder

han vaager ved Klokkens Streng.

Hvem er han, den gjæve? I Mindet

hans Træk ej ætsed sig ind;

hans Haand, saa barket i Skindet,

vist aldrig rørte ved din.

Som Lampe-Aanden alene

usynlig han ønsker at tjene,

som Nytte han kun blev set,

— et flerho’det mystisk Væsen

i Stimlen om din Karet.

Kaminen, der blusser fornøjet,

det Hus, du kalder for dit,

din Jakke og Kravetøjet,

der lyser fornemt og hvidt,

en Gade fejet og pudset,

saa ikke din Fod bliver smudset,

det friske Brød, du dig skjær’ —

alt skyldes din tjenende Broder,

som er i sit Værk dig nær.

Han skoldes af Dampens Strømme,

han holder om Skibets Ror,

mens du i smilende Drømme

omfarer den rullende Jord.

Og om fortryllet du vanker

blandt Skjaldes Kolonner af Tanker,

blandt Vellyst for Evighed —

det var din tjenende Broder,

som fæsted de Tanker ned.

Saa vandrer han tungt den Bane,

som Skjæbnen — ej han — har valgt.

Alt gaar som af gammel Vane.

Hvad andet? Jeg har vel betalt,

det er, hvad du tænker og mener;

men tænk om den Aand, der nu tjener,

en Dag forandrede Form

og blev forbitret, for færd’lig —

et Hav af Ho’der i Storm!

Se da i hin Hjælper, den gjæve,

Personen, din Lige, din Ven!

Tryk selve den barkede Næve,

ej bare en Skilling i den!

Sørg for, han sig frit kan forvandle

til en, der kan tænke og handle,

og se ham i Øjnene klart,

og hils paa en Fælle, en Broder;

men husk: Hvad du gjør, gjør snart!

1901. Noter.

Kunstens høje Skjønhedstempel

en Magt bestandig drager mig

til dig, du høje Afrodite,

du mørke „Sliber“ hist — til dig.

Hvordan det Naboskab blev stiftet

imellem jer, jeg fatter ej, —

du underfagre Skjønhedsdronning,

du tunge, ludende Plebej’.

Som Formens Ynde og dens Plumphed

faar Fællesbo i Kunstens Sal,

saa ses i Livet alle Vegne

ved Skjønheds Side: Nød og Kval.

Alt hvad der klinger disharmonisk,

har ej til hendes Øre Bud;

det fæles Aasyn bringer Frysning

i hendes Alabasterhud.

Den Jord, som stræber, kjæmper, lider,

den standser ved den haardes Fod,

som imod hendes eget Cypern,

hver Bølge tæmmes i sit Mod.

Ej for at prøve Støvets Kampe

steg hun en Gang af Bølgens Elv;

én Lov hun bare kjendte: Skjønhed,

ét Maal for Livet kun: sig selv!

Hun er kun til for disse „Nogle“,

der ikke kjender Glædens Brist,

der stryger bort hver Savnets Rynke,

og marmormejslet staar til sidst.

En Afgrund derfor skiller hende

fra Trællen der, som bøjet staar,

beskjæftiget med Knivens Slibning

nu uafbrudt i tusind Aar.

Som hun steg frem af Perleskummet,

saa spired han af Jorden op,

af Sved og Blod igjennemsyret,

dens Muld har født hans Jættekrop.

Se disse plumpe Muskler, Sener,

der vrider sig som Orm i Orm;

se denne Haand, som Slidet fjerned

fra Skjønhedstypens ædle Form.

I Luften ligger som en Maning

af halve Tanker, brudte Ord;

saa rejs dig, du af Aaget tyng’de,

du staar jo paa din egen Jord!

Hver vildskabt Kraft i Verdensaltet

gaar fristende mod Jætten frem:

„Følg os! Slaa løs!“ de larmer mod ham.

Ve Jorden, om han lystred dem!

Er al Forsoning for de tvende

da ørkesløs at tænke paa?

Skal hun, den stolte, ingen Sinde

medlidende til Jætten gaa?

Skal alt det Skjønne, fjernt fra Folket,

sig vi’ et goldt og selvisk Liv?

Skal han, som knæler der i Støvet,

en Dag bli’ færdig med sin Kniv!

Stig ned, du Kunstens Afrodite,

fra Marmorplintens Pjedestal!

Lad Stenen smelte om et Hjærte,

der røres ved sin Næstes Kval!

Bøj dig i Ømhed mod din Broder,

og løs hans Skjæbnes haarde Baand!

Tør Sveden af hans mørke Pande,

og vrist ham Dolken af hans Haand.

Maj 1901. Noter.

ør nogen faar Skoene paa sig,

gaar han igjennem vor Stad.

Kling, kling! siger Klokken; han lægger

sit fugtige Morgenblad.

Og gnidende Søvnen af Øjet

i nysgjerrig Velbehag

udstrækker du Haanden efter,

hvad Verden siger i Dag.

Det er som af Spalterne steg der

et Brus, et surrende Fløjt

fra Lunger, der stønnende spørger:

Hvad har du gjort? Ej en Døjt.

Den lille Nyhedsombærer

— om nok saa ringe — han véd,

at Solen forlængst er paa Himlen,

og Livet er Virksomhed.

Med Øjne varme og klare

han iler fra Port til Port

og vækker op og ydmyger

enhver, som intet har gjort.

Kan hænde en anden og større

en Dag erobrer hans Kald,

saa Tiden og ikke Avisen

forkynder et strengt: Du skal!

Du lille Pog med Avisen,

en Jætte skubber dig væk;

o, var saa klare hans Øjne,

saa milde som dine hans Træk!

April 1901. Noter.

rommen gaar — Soldaterne marcherer,

fremad March, til Hornets skingre Klang.

— Paa en Plet i Parken exercerer

Byens Smaa i Trop og Gaasegang.

Fattigskolens Børn engang om Aaret

bydes hid, hvor der staar Mad parat;

om den Lærer, man har Flokken kaaret,

samles de, saa leges der Soldat!

Men min Tanke gaar til andre Fester:

Hellas’ viltre Knøses Vaabenfærd,

marmormejslet af en Oldtidsmester,

Amoriners Leg med Skjold og Sværd.

Hvem tør her en Sammenligning vove:

Hellas Ungdom — Børn fra Gydens Hjem!

Det er ej i Kraft af Fattiglove,

en behjælmet Amorin staar frem.

Blege Børn! Fra Timen I blev baaret,

noget fattes jer; — der spørges: Hvad?

Ak, for Livet selve Grundvilkaaret,

det at være rigtig mæt og glad.

Uvelkomne alt fra Fødselsstunden

hos Forældre, i en brødløs Vraa

har dem Søvnen ofte sultne funden

paa en lyssky Rønnes mugne Straa.

Fra et Hul, hvor Mur mod Mur sig kliner,

droges de kun frem til Slæb og Tramp;

blandt Fabrikkens buldrende Maskiner

Glædens Urt staar graa af Kulrøgsdamp.

Stakkels Smaa, mod hvem Kloakken fræser!

Mørkets Øgler yngler i dens Skarn;

eddertunget Difteritis hvæser

hæst mod Fattiggydens blege Barn.

Men de hænger sejgt og fast ved Livet;

stundom gi’r det jo en Glædesdag;

og just nu blev saa Parolen givet

til at gaa i Takt til Trommeslag.

Skolen har dem punktlig ladet lære,

at de lever i en mægtig Stat,

stor og lysende ved Kriger-Ære —

hvor den mindste Purk er født Soldat.

Tugtemestre flinkt om Pligter tale,

men hvad Pligtens Bud dets Løftning gav:

det forskjønnende og ideale —

ved nok Fattigskolen lidet af.

Hvilke Minder har de Børn i Eje?

Ingen. Kun en Barndom glædestom;

Kunstens Verden, Digtets Blomsterveje

er for dem en stænget Helligdom.

— Trommen gaar! En Tvist ved Verdens Ende,

hvorom Fattigfolk ej ved et Kvæk;

Krigen slippes løs med al Elende,

og der stikkes, skydes, myrdes væk!

Men de spænder Ranslens Skulderremmer,

ta’r mod Mordmaskinen ond og lang,

snart bestrøs med sønderslidte Lemmer

Ærens Mark ved Plevna og Sedan.

Metrailleus-Medusen hundredøjet

sprøjter Død og Saar af alle Rør;

Generalerne gaar glad i Tøjet,

og hvorfor? Det ved de nu som før.

Ved, at deres eget de bevare,

naar de røve andre Heldets Vægt,

ved, at her forhale de en Fare,

som kanske skal knuse næste Slægt.

Maalet ser de bagom Kampens Bølger

lig en smykket, oplyst Søjlerad;

men den dunkle Hob, der hine følger,

mejes ned — og spørger ej for hvad.

1901. Noter.

vad nytter det at leve for mig? Har du et Svar?

Jeg véd det ikke selv, hvad det skal nytte.

Om jeg det bare vidste, jeg gav alt hvad jeg har —

skjønt hvad har jeg! En Rollingflok, en Hytte,

en Kvinde og en Køje, en Stol, et Bord, en Kat,

men er den ikkun mager, du faar den aldrig fat,

for det er Helvedes, hvor den kan springe.

„Hvad nytter det at leve for mig?“ jeg spurgte her

vor Præst; han remsed op af Kirkens Lære

og snakked vidt og bredt om, hvor glad enhver især

ved sin betroede Lod og Del bør være.

Jo, han kan sagtens snakke; hans Lod og Del er stor;

men hvis han skulde bytte med mig, jeg næsten tror,

han jamred sig som jeg, om ikke værre.

Hvad nytter det at leve, naar Livet det er Slid

fra Sol staar op til atter den forsvinder;

jo, det er let at sige, at „Livet er en Strid“;

hvem ved det dog, som hine Mænd og Kvinder,

der slider ondt og bittert, hver Dag der gaar paa Sky,

og dog ved Aftentide gaar lige arm til By

— hvad nytter det vel slige Folk at leve!

Naar blot jeg kunde tjene endda til dagligt Brød,

hvad der skal til for mig og dem derhjemme,

saa var det til at leve, saa led man ingen Nød;

men nu — aanej, jeg kan da aldrig glemme,

hvor det var smaat i Vinter; vi ejed knapt et Bid.

Jo, det er tungt, naar ikke man ved sit sure Slid

kan tjene til lidt Sild og lidt Kartofler.

Ja fik vi no’ at sige, der blev vel anden Skik,

men her de Store vogter nidsk og nøje:

„De pengeløse Stodre, skal de til Politik!

Har vi med Pakket ej haft nok at døje!“

Men gaves ikke Pakket, hvem skulde slide saa?

Hvor gik det med de Store, om der var ingen Smaa?

Men som det er: hvad nytter det at leve!

Januar 1905. Noter.

aa du siger, jeg skal gaa!

du ta’r Huset fra mig! Naa!

Og fordi jeg ene mukked,

naar de andre bukked!

Jeg har villet egen Nød!

— Ved du, hvem der skaffed Brød

til dig selv og dine Gjæster

ved de vilde Fester?

Jeg har slidt ved Plejl og Plov,

gjødet Brak og ryddet Skov,

jeg har Dagens Byrde baaret,

Sæden saa’t og skaaret.

Jeg har forket dine Læs,

lagt dit Hø i høje Hæs,

først ved sidste Glimt af Dagen

slap min Haand fra Knagen.

Jeg har Korn til Kværnen kjørt,

og fra Møllen Melet ført;

de har knust min ene Lunge

dine Sække tunge!

Veddet til din blanke Ovn

har jeg fældet hist i Skov’n.

Tænker du, naar Ruden dugger,

paa din Brændehugger?

Mel, som burde være mit,

Brød, som burde skjænkes frit,

dyrt hos dig jeg maatte kjøbe.

Og nu kan jeg løbe!

Hvorfor? Jo, thi jeg har sagt,

at din Velstand som din Magt

— ædt af Trøsk og syg i Roden —

dingler alt paa Foden.

Men Farvel! Jeg har sagt nok.

Driv dit Spand, og sving din Stok,

mens en Lus i Smiger-Bytte

faar min gamle Hytte.

Oktbr. 1908. Noter.

ræd ud, træd ud, du Stenens Sjæl,

snehvid og ren og skjønlændet!

Jeg aner din Ynde, jeg ser dig saa vel

og lukker Øjnene blændet.

Der i dit Bur af raa Porfyr

du drømte fra evige Tider.

Men Stenen blev Blomst og Blomsten Dyr,

og Dyret blev Mand omsider.

Og Velklang steg af Larm og Gys,

bebo’de Verdner af Kaos.

Træd ud og funkl i Dagens Lys

som Gudestøtten i Naos!

Bliv Menneske, bliv en Kvinde myg,

bliv Mand med mægtige Lemmer!

Se, Menneskeheden er brudt og syg

og snørt i Lænker og Remmer.

Her stavrer sulten Fattigdom;

afpillet dens Rygrad luder;

en Pose af Skind, indtørret og tom,

et formløst Skræmsel af Knuder.

Her svingler en Rig i sin Drukkenskab,

en buldrende Tønde paa Foden,

en svullen Klump Kjød, en Bug og et Gab,

en Byld som ret snart bliver moden.

Og oppustet Bug og skrumpent Skind

og alle Fælhedens Faser

de dølger sig skamfuld, de svøbes ind

i dølgende Slør og Laser.

Den Riges Last skal faa sin Bekomst,

og Fattigdommen forsvinde.

Du hvide Sten, slaa ud i Blomst,

bliv Mand, bliv skjønlemmet Kvinde!

Hver Lyde lav, hver Svaghed bleg

fordømte er til at falde

i Livskampens vaarlige Terningleg,

hvor alle brydes med alle.

Engang din Trængsel er længst forbi,

du Drøm om Skjønhed og Styrke.

I hellig Nøgenhed, ren og fri

som Gud skal Manden dig dyrke.

Ved hver en Vej, — fra Eng og Park,

du skal mod Vandreren nikke,

i Skolen, i Hjemmet, i Skov og Mark

du møder de Unges Blikke.

I Kamrets Ro, hvor Mandens Glød

dybt Hustruens Kjærlighed nyder,

der skal du staa, saa i hendes Skjød

din Skjønhedsform han gyder.

Og se, en rankfødt Helteslægt

skal lege ved Jordens Sider —

harmonisk og smidig, med Saarene lægt

mod nye Sejre den skrider.

O du min Drøm, du Stenens Sjæl,

som endnu i Mørket strømmer,

jeg aner din Form fra Isse til Hæl,

hvor dybt i Bjærget du drømmer.

Med lukte Øjne tyst du staar

og mod mig Armene rækker.

Min Mejsel hugger, min Hammer slaar,

i Sang jeg af Søvnen dig vækker.

Marts 1908. Noter.

ens Jensen ejer Nakkeby

Pæ’ Krænsen ejer Bakkely

i Sognet Vester-Ved.

Jens Jensen,

Pæ’ Krænsen

de holder aldrig Fred.

Stod Havren godt i Nakkeby,

saa slog den fejl i Bakkely.

Da blev Pæ’ Krænsen vred,

da bandte grimt Pæ’ Krænsen,

da hven og gren Jens Jensen

sig Munden halvt af Led.

Var Kløv’ren grøn i Bakkely,

saa var den graa i Nakkeby,

der stod kun Tidsler dér;

da hven og gren Pæ’ Krænsen,

da truede Jens Jensen

med Næven hen ad Per.

Gik alting galt i Nakkeby,

strax blev der Fest i Bakkely,

saa Jublen steg mod Loft.

Var mørk i Sind Pæ’ Krænsen,

som Solen lo Jens Jensen,

og Fjolen klang i Toft.

De stredes og processede,

om Freden Provsten messede,

det var som Vand paa Gjæs;

thi vandt engang Jens Jensen,

begyndte strax Pæ’ Krænsen

en splinterny Proces.

Jo mere de bedagedes,

des mer der stævntes, klagedes

i Rettens vilde Dans.

Var Dommen for Pæ’ Krænsen,

strax bejlede Jens Jensen

til højere Instans.

Saa skjændtes de, saa skraalte de,

saa multe de, saa maalte de

hinanden Skjæppen fuld.

Processen brød Jens Jensen,

og Brændevin Pæ Krænsen,

saa begge gik omkuld.

Og ingen af dem minkede,

da de mod Graven hinkede

og puttedes i Jord.

„Lad Fanden ta’ Jens Jensen!“

„Lad Pokker faa Pæ’ Krænsen!“

var deres sidste Ord.

„Rebelsk som Jens i Nakkeby,“

og „drilsk som Per i Bakkely,“

er Sagn i Vester-Ved.

Jens Jensen,

Pæ’ Krænsen —

de to holdt aldrig Fred.

1908. Noter.

vide det, Brødre og Venner,

min Manddom har lært mig at vrage

den Jord, hvor min Ungdom slog Rødder,

og satte sit første Vaarbrudsblad.

Dog stadig mit Hjærte kjender

en Lyst ved at skue tilbage

til Stunden, jeg sad ved Gamaliels Fødder

ungdommelig grebet og ak, saa glad.

Jeg talede barnligt, jeg var jo et Barn,

skjønt Lærdommens Kløgt var mig givet,

mit Hjærte hang fast i det Gøglets Garn

der spindes om Ungdomslivet.

Og gav mig Gamaliel en Visdoms-Skrift,

og bredte jeg den som for ivrig at læse,

jeg ridsede af med min arge Stift

i Randen af Rullen Gamaliels lange Næse.

Og lønlig om Kvæld, naar Gamaliel bad,

— jeg vil ikke meget min Visdom prise —

ved Gamaliels Datters Fødder jeg sad

og læste med hende i Fædrenes Højsangs-Vise.

Hvad siger jeg! Taler jeg Ufornuft,

tilgiv mig det da, lad Ordene fare

og hold det blot alt for Vind og Luft

og tag jer for Daarskabens Ord i Vare!“

Ja, saa har jeg tænkt mig Apostlens Ord

en Kvæld ved den gjæstfri Gajus’ Bord.

Men har han ej saa kunnet udtale sig,

fald du, o Daarskab, da over mig!

1908. Noter.

or Vilje den er Centrum,

vor Lyst Pereferi’n.

„Gaa rundtom, gaa rundtom

din Axe, Turbin’“.

Og Viljen vil sig muntre

og siger: „Kjære Lyst, du,

kom, vi skal drikke Vin!

Gaa rundt om, gaa tront om

dit Centrum, Turbin’“.

Først vil ej Lysten drikke,

men siger: „Altfor fin

for eders ringe Tjener

er jer fornemme Vin!“

Men Viljen raaber: „Rundtom,

her rundtom, Turbin’!“

Helt ofte siden Viljen

og Lysten solded sammen,

drak Dusskaal i Vin

og smurte Maskinen

med Olie fra Rhin.

„Bror Centrum, Bror Rundtom,

Bror Axe, Bror Turbin’!“

Og snart begyndte Lysten

at føle sig som Centrum

og raabe: „Hop, hej, lystelig,

gaa rundtom, dit Svin!“

Naar Viljen sagde: „Lyst, du,

nu stop, ej mere Vin!“

da hikked Lysten: „Vilje, du,

hold Kjæft, jeg er Centrum,

og du Pereferi’n!

Gaa, Centrum, du Rundtom,

du Rundtom, du Trontum,

du Centrum, Turbin’!“

Mod Taget sprang Værket

med splintrende Hvin!

April 1908. Noter.

eg drømmer, at jeg drager som vandrende Mand

forbi hele Verden,

ser Menneskers Færden

og Huse langs Vejenes Rand,

men har hverken Hjem eller Land.

Min Kind er saa stubbet, saa blaa og forfrosset

og Buxerne flossed’;

de slisker og slasker, de regnblødte Klæ’r;

Mustachen saa stift som en Skobørste hænger,

af Støvlen sig krænger

to vaade, smudsige Tæ’r.

Ved Gjærder jeg hviler, i Gaarde jeg tigger,

i Lader jeg ligger,

hvor Lejet mig kosted kun Tak;

for Mønten, jeg fik, jeg i Kroerne drikker

mig fuld, saa jeg nikker

i Søvn paa den Plet, hvor jeg drak.

Og Stemmen er rusten,

og dyster og brusten

af Brænd’vin og Hoste og Had;

jeg gjør den saa spag, naar jeg klynker og hælder

med Øret saa fromt, hvor paa Trappen det gjælder

at tigge en Skilling til Mad.

Jeg strejfer, jeg vandrer, hvor ingen jeg kjender,

jeg har ingen Venner,

de gi’r, som de gav til en Hund,

og intet er mit uden Kjæppen og Posen

og Dirken til Laasen

og Flasken med lidt paa sin Bund.

Og gaar jeg forbi, hvor et Bryllup begyndtes,

og Portene pyntes

med Slynger af Birk og Syrén,

og Pigernes Latter fra Lønlunden glammer,

mens under dens Stammer

mod Kvæld dækkes Borde af Sten, —

jeg tænker i Drømme: En Gaard og en Kvinde,

som villig vil spinde

og koge lidt varmt til ens fattige Skrog,

en Dyne, en Seng, hvor en Stymper kan ligge

og fri’s for at tigge

hvert Bid, som en ellers ved Døren tog.

Det kan en vel ønske, men Fanden annamme!

det gjør vel det samme,

en fødes og ødes — hvad mer?

Til Gaard hører Kusken og Mopsen og Missen,

men Bossen og Bissen

i Grøften fik redt sig Kvarter.

Og ondt stikker Blikkenes Hadskhed fra Lunden,

og stygt bjæffer Hunden

i Porten, hvor træt jeg i Drømmen staar;

jeg vender mig langsomt mod Vejen derude

og ønsker jeg sad nu bag Rasphusets Rude

som fordum og pillede Blaar.

Febr. 1908. Noter.