Samlede Værker, Andet Bind

N

u skal du ha din Havrekjærv,

og jeg skal ha’ min Nætter;

lidt lyet Vand for gammel Tand

jeg her i Krybben sætter.

Brug du saa kun din gamle Mund;

jeg har jo mer i Loen!

En saadan gjæv og yndig Stund

man sørger først for Koen.

Du kom her, da min Mand faldt hen

— Gud vær den Synder naadig!

Han tured op hver fattig Del,

hvorover vi var raadig.

Ved dig kom jeg paany til Krylt,

du hjalp mig sgi paa Fode,

saa Gris blev rund og Barnet sund,

og begge gik til Gode.

Ja, Sønnen maatte hjemmefra,

ham har jo Verden taget;

nu er han i Amerika.

Det gaar ham godt i Faget.

Han fik din Mælk — med Fløden paa,

skjønt Høk’ren skuld’ ha’ haft’en.

Jeg tror da nok, at jeg tør spaa,

der kommer Brev i Aften.

Du gik og gnov blandt Pors og Siv

det bedste, som du kunde;

og hvor du bed, du gamle Liv,

der bed du skam i Bunde.

Og du kom hjem med Yv’ret spændt

og Aftendug i Skjægget;

min Haand dig linned Strent i Strent,

mens Drøvlen du bevæged.

Og Katten kom i Spring derhen

og satte sig for Døren,

til Pattens Straale ramte den

imellem begge Øren.

Og Duggen faldt paa Brøndens Sten

og paa mit Hovedklæde,

og Katten slikkede sit Ben

for Mælkens spildte Væde.

Ja, være to, som Dagen lang

er i hinandens Tanker

gjør Livets Byrde mindre trang

selv mellem Hedebanker.

Og du skal aldrig lide Nød

og staa med Sider hule,

saa længe jeg en Skive Brød

kan række mod din Mule.

Nu er du skjæv i hvert et Led,

det plumper hult i Bugen,

naar du vil rigtig rask af Sted

og ta et Nap af Rugen.

Og selv er jeg en Stummeltaa

af bare Slæb og Ælde,

hvis slidte Rok kun smaat vil gaa,

og snart vel Pas maa melde.

— Nu ringer Degn til Nadverfest,

nu falder Rim paa Stene,

og Juleklokken høres bedst

af dem, der sidder ene.

Snart kommer alle Stjerner frem,

og Frosten gjør dem blanke;

det bitte Barn fra Bethlehem

er nu i alles Tanke.

Lang er den Vej og krum den Sti,

der bærer over Hede.

Gaa da, min Gud, ej Dør forbi,

find gamle Trines Rede!

Skjænk Livsens Brød mig rundelig,

velsign min Kjærv paa Loen,

vis dig mod mig miskundelig,

og giv mig Kalv i Koen!

Decbr. 1909. Noter.

D

e gamle Dage er ikke glemt,

det huskes den Dag i Dag,

hvor muntre Svende med Luthen stemt

sad under dit gjæve Tag.

De gamle Dage med Fart og Fut,

med Sang mod Maskinens Hvalv,

mens Dampen stemte sin vilde Luth

saa Lofte og Vægge skjalv.

De gamle Dage, da Mosen laa

for gamle Ann’ Fiskers Dør,

med Spindelvæv over Pors og Straa

og brune, duskede Rør.

De gamle Dage med Glassets Bryg,

med Sejre paa Cyklesti,

med Maaneskinsridt over Jyllands Ryg,

de tusind Gaarde forbi.

De gamle Dage da Livet jog

os begge med „Huj“ og „Høj“!

da paa min Bondefele jeg tog

de første prøvende Strøg.

De gamle Dage blir aldrig glemt,

dem skyller ej Døgnet bort;

og skulde vi faa vor Luth forstemt

vi prøver en frisk Akkord.

Julen 1909.

M

or, har du set, hvad der staar bag Diget?

Gjæslingblomster saa bitte smaa!

Bladet kløvet og Kronen fliget,

lige skabt til at kysse paa.

Klare Spirer paa Mulden letter,

suger Kræfter af Dybet op,

fæster Roden i varme Nætter,

laaner af Solen til Blad og Top.

Mor, har du set, hvor Haren springer

Pløjefaldet som ingenting;

Viben kroger de korte Vinger,

øver sig kaadt i Baglændssving.

Engen bulner om Rylens Rede,

Grøften pyntes med friske Flæg,

langt i Marken — som halvt i Vrede —

slænger Haslen sit falske Skjæg.

Mor, har du set hvor Koen tripper

længselsdrukken paa Baasen kvalm,

malker mindre i dine Stripper,

snuser med Haan til den mugne Halm?

Det er de spæde Kim i Kjæret,

Blomsterspringet ved Bækkens Rand,

det er det lange Sug i Vejret,

Gudevarslet til Dyr og Mand.

²⁹/₁ 1910. Noter.

S

aa mangen Slægt lig knækket Rør

sank ned for denne Kirkedør.

Velsignet I, som segned her

i Læ for Sorgers Bygevejr.

II.

I ærlig Kamp, i ydmyg Tro

I stille stred for Børn og Bo.

Slog Kornet fejl paa karrig Jord,

I rejstes ved et Fadervor.

Januar 1910. Noter.

S

purven sidder stum bag Kvist;

saamænd, om ej det fyger!

Kaalgaardpilen piber trist

for Nordenblæstens Byger.

Lul, — lul! Rokken gaar

støt i Moders Stue,

og jo mere Vinden slaar,

desmer faar Arnen Lue.

Skarpe Smæld af branket Malt,

og Karters kaade Skratten,

fjerne Grynt af Husets Galt

og Barneleg med Katten —

Lul, — lul! Rokken gaar,

flittig Foden træder,

kun saalænge Hjulet staar,

som lille Søster græder.

Far har røgtet Kvæget ind,

med Halmen tættet Karmen,

gnedet Grisens blanke Skind,

at den maa holde Varmen.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Far mod Stuen stiler,

Mor en Bugt paa Traaden slaar,

ser op paa Far og smiler.

Barnet i sin Mørkningskrog

ta’r søvnig til at gabe,

snart det vil sin Billedbog

af de Smaahænder tabe.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Ild om Gryden slikker,

Vejrets Svøb om Gavlen slaar,

og Hagl mod Ruden klikker.

Mor kan næppe se sit Spind

og næppe Traaden mage;

hej, da bæres Lyset ind

og stilles i sin Stage.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Tenens rappe Vinge

over Fyrrebjælken saar

en Skok af Skyggeringe.

Pigen nys fra Gruens Glød

svang bort den sorte Gryde,

sænked den i Sengens Skjød

for Grødens Trods at bryde.

Lul, — lul! Rokken gaar!

Nadverbordet samler;

Store sidder, Mindre staar

paa Bænk og bitte Skamler,

Far ta’r ned saa tung en Bog,

med Gud han hvisker sammen,

famler lidt ved Spændets Krog

og lukker med et: Amen!

Lul, — lul! Rokken gaar,

Ensomheden synger,

Mulmet tæt om Taget staar,

og Sneen gaar i Dynger.

Her ved Moders gamle Rok

hun lærte mig at stave,

synge om „den hvide Flok“

og „al hans Naadegave“.

Lul, — lul! Rokken staar!

Men dens Nyn og Sange

vemodsfuldt mod Hjertet gaar,

naar Kvældene bli’r lange.

²⁶/₁ 1910.

S

aa vejer vi nu atter i vor bævende Haand

de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand.

Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand,

imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand.

⁴/₂ 1910. Noter.

H

ans Kjortel er laset i Sømme og Foer,

hans Hat er ej ganske ny;

hans Væsen er tolket i disse Ord:

Han tjente General Rye!

Han bærer med stive Soldaterskridt

sin Sæk gjennem Jebjærg By,

som fulgte han end i behersket Trit

sin Herre General Rye.

Hans Blik er myndigt, hans Mine streng,

hans Skjæg er sort som en Sky,

de flygter for ham, hver skjødesløs Dreng,

som Tysk’re for General Rye.

Er Vejen pløret, har Skoen et Læk —

hans Holdning er lige kry;

han bærer saa rank sin Raltesæk,

som Fanen for General Rye.

„Det skal dog kjendes af én og hver

i denne elendige By,

at det er den Krejsten, som kommer her,

der tjente General Rye!“

Ved Sommer som Kjørmis, i Storm eller Læ

han bærer de Pjalter af By,

mens mod hans stive, posede Knæ

det klirrer af Bismerens Bly.

Og Krejsten haandterer med Færdighed

dens prøvede Lod og Bly

og vejer med stiveste Værdighed,

som vejed han General Rye.

Saa saa jeg ham gaa, den gamle Knark,

med sit allerhovneste Blik;

en Tøs fik et Nik, og en Hund fik et Spark,

alt efter Soldatens Skik.

— Saa gled fra hans Axel Posen ned;

bag efter sank Lod og Bly;

han famled tilsengs — med værdige Fjed,

og gik til General Rye.

⁴/₂ 1910.

E

t Steds i Skoven, hvor Bøgen er Vært

gav Nattergalen en Aften Koncert.

Alle Partier var himmelglade

ved denne natlige Serenade.

Bøgen stod med de stilleste Blade,

Skyerne listed paa Sokker afsted

hen over Himlens blaanende Bed.

Uglen sad fornem med lodne Fødder,

Egernet vimsed omkring og bød Nødder.

Smælded for højt et Elskovskys

hørte man Natravnen hvæse et: „Hys!“

I Fremmedlogen sad Maanen ene

og laante Lys til den halve Scene.

Og rundt omkring paa Kviste og Grene

sad Skovens Sangere to og to

og næbbedes sagte og stille lo,

naar Mestersangerens Englerøst

kildred en Streng i en Kjenders Bryst.

Men midt i en Muddergrøfts første Parket

sad der en Frø paa en gratis Billet.

Den var der, skjønt ingen vidste for hvad,

men Rygtet gik, den var no’et ved e’ Blad.

Jo højere Nattergalen sang

des lavere Frøens Kjæver hang.

Med aaben Mund og svømmende Blik

den kløed det Øre, den aldrig fik,

den drejed sig halvt imod andet Parterre

som vilde den sige: Har I hørt værre!

og drejed sig atter uvillig om

imens den memorerte sin Dom.

At den vilde lyde paa Ærestab

det kunde man se paa dens Hængegab.

Sangeren tav; to Elskende sukked,

Liljen sit Hoved i Græsset dukked;

Stillidshannen i Maanens Skin

saa sin Mage i Øjet ind.

Uglen bed sine Neglerødder,

Egernet aad sine egne Nødder.

Da Sangens Toner var tystnet — plump!

gik Frøen tilbunds som en Mudderklump,

og kommen hjem — paa en Vandkalv ridende —

skrev han i Frøernes „Berlingske Tidende“

en Kritik baade hvas og svidende.

Nu er den Glemslens; let dunster væk

den Dadel, der skrives med Mudderblæk.

Her skal kun nævnes dens sidste Træk;

der læstes — ligesindet til Skræk:

„Jeg fandt i denne saakaldte Sang

ikke ét eneste ærligt Kvæk!“

Saa slukked Maanen sin blege Lampe

og lo, saa man frygted en Mavekrampe.

⁹/₂ 1910.

K

jestens Ko

var saa god som to,

det syntes da ogsaa Kræn Kresten.

Saa blanked han begge sine Fedtlædersko,

gik bagind og fried til Kjesten.

Kjesten lo:

„Du har set min Ko,

men jeg vil nu elskes med Hjærte.

Men Kors! som du har blanket dine Fedtlædersko

i den fineste Kakkelovnssværte!“

Kresten lo:

„Jeg har set din Ko,

og Koen staar spejlet i min Sværte;

men du, bitte Kjesten, i Tugt og i Tro

staar spejlet herinde i mit Hjærte!“

Krestens Ord

faldt i kristen Jord,

skjød bugnende Ranker hos Kjesten;

„Ja, naar du kan finde saa yndige Ord,

gaa du saa kun bare til Præsten!“

¹⁷/₂ 1910.

H

ar I nu Tænder i Riven sat?

Er I parat, mine Drenge?

Duggen har drysset den hele Nat,

Leen har ventet os længe.

Armen er styrket af Søvnen sund,

Solen os hilser fra Bakkens Rund;

bag Syrener forborgen

kukker en Gjøg: Godmorgen!

Mor har pustet til Arnens Glød,

sysler derinde ved Davren;

se, hvor Røgen fra hendes Grød

sænker sig blødt over Havren!

Mad hun smører, som kan forslaa,

Øl hun styrter i Dunke graa,

lægger en Klukkert i Tejnen,

som kan ta’ Tonen fra Degnen.

Nu paa Vognen enhver især!

Plagen i Stenene skraber.

Vidt opslaget, mod Østens Skjær

Porten undrende gaber.

Svalen svitter om Vognens Spand,

Dagen venter den glade Mand,

Blodet synger i Bringen

dæmpet til Klokkers Ringen.

⁷/₂ 1910.

O

g Plagene pruster i Morgentrav,

og Pigerne gynger paa Vognens Skrav.

Det ser man paa dem fra Top til Taa:

„I Dag skal vi over den blanke Aa!“

Og bag dens slyngede, blide Strøm

der skimter du Engen i Morgendrøm.

Der er det en Himmerigsfryd at gaa

i Junisol ved den blanke Aa.

Og Karlene møder i Søndagsvest,

og Pigerne pynter sig op til Fest,

og Blomster røde og Blomster blaa

dem ta’r du frit ved den blanke Aa.

Og Karen har bitte, nette Sko,

og Sløjfe der er paa dem begge to,

og Maren har røde Strømper paa,

fordi hun skal over den blanke Aa.

Og hist hvor Aaen slaar Herresving,

du faar dig en Kjærrest som Ingenting,

mens muntre Myg og Libeller blaa

de danser over den blanke Aa.

Og ender det Hele med Fæstensring,

med Kys, med Dans og med Herresving

— de bitte Sko med de Sløjfer paa

hvor tripper de sødt ved den blanke Aa.

⁸/₂ 1910.

V

il I se paa Karle, som kan slaa?

som kan gaa et Skaar og ta’ en Skraa,

som kan mer end muge,

som kan Knagen knuge —

kom da hid, hvor Frøen springer om den nøgne Taa!

Her er Arbejdslyst,

her er Mod i Bryst,

her er Leers kaade Klingen under Himlens Blaa!

Forrest Thames med den brede Ryg

skrider sindigt i en Sværm af Myg.

Sjældent Thames jager,

men sit Skaar han rager

rent i Kanten, bredt, minsandten, som en Ager Byg!

Aldrig ser han om.

„Vil I med, saa kom!“

For hvert vældigt Høléhug hans Knæer gi’r et Syk.

Efter ham de andre stile smukt

som en Vildgjæsflok i Kileflugt.

Ingen staar tilbage,

hver sit Hug maa mage

under Arbejdsrytmens fælles strenge Tugt.

Græsset Skridt for Skridt

føler Leens Snit,

aander ud sin grønne Sjæl i Engens Honninglugt.

Det er føre Karle der gaar hér,

brunet, branket i al Himlens Vejr.

Her er Røde Anders

som kom hjem fra Randers

hvor som strunk Dragon han nys sled Kongens Klæ’r.

Paa hans stramme Læg

og hans sno’de Skjæg

ses, at han før Fredens Le svang Krigens vilde Sværd.

Hvem er det, som skummer Græssets Dug

med et Skjæg som paa en Gedebuk?

Det er Jesper Røgild,

barnefødt i Høgild;

hele Hedens tunge Alvor er i Jespers Hug.

Standses nok saa kort

vender han sig bort,

ta’r sig hos sin Lommelærke himmelvendt et Kluk.

Her gaar Fjandbomand ved Sallingbo,

skjønt de mages slet som Hors til Ko.

Her gaar Esper Laanum

ved Frans Over-Traanum,

hvasse Leer som hvasse Kjæfter har de begge to.

Dér er Kril i Krop;

koger Galden op —

mægtig som en Pommerbjælke falder Nævens Kno.

Der gaar én, mens han gi’r Engen Smør,

fimper bagudvendt hans Piberør;

justement Kræn Lausen,

„dæn’mæ en af Slavsen“!

Han trak mest med Markedsheste ogsaa Bjørne før.

Bagerst Bitte Drejs,

Egnens mindste Splejs,

fimrer som en Lammehale for en Faar’stidør.

Og de føler salten Sved paa Kind,

og de spænder Remmen mere ind,

og de letter Huen

over Tindingbuen

og la’r Strygens Klokketoner muntre Sjæl og Sind.

Naar det Strygekor

tystner langt i Nord,

høres Humlens dybe Brumlen i den varme Vind.

¹¹/₂ 1910.

H

an kommer over Engen, han skinner som en Sol,

en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol,

men af hans Lomme titter en Brændevinspistol

med Livsens Draaber for en vranten Mave.

For Resten ved enhver,

at Jens Kuk er Snapsen værd,

for han har kjørt for Greven paa Rydhave.

Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst!

Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest,

men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest,

af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave;

de valser ud og ind

med Smaakrøllers Hop paa Kind,

som valsed de for Greven paa Rydhave.

Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs,

da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs,

med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs,

mens Kuk la’r Viddet og Pegasen trave;

men bedst som Tøsen lo,

klapped Kuk en bitte Sko,

for saadan gjorde Greven paa Rydhave.

Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol,

da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol,

da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol

som vilde han i Skrat sin Sorg begrave;

og snart han hildes ind

i sit sære Tonespind

og drømmer, han er Greven paa Rydhave.

²⁷/₂ 1910.

H

ørte du noget som summed her?

Hej, for en Basse der brummed dér!

Humlen er rigtig et arrigt Kræ,

viser ej Forskjel paa Folk og Fæ.

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto!

Her er nu Kagen med Honning i,

„Kanden“ der er der Dronning i,

du er dog Dronning for mig i Dag,

spids nu Munden, du Glut, og smag!

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto.

Tag du bare det bedste Bid,

selv ta’r jeg saa det næste Bid.

Jeg skal nok gjenne Humlen væk,

mens du suger dens Celle læk:

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto.

Nu med Rette din røde Mund

kunde kaldes: din søde Mund.

— Send mig dog ikke saa barsk et Blik,

hellere hundrede Humlestik.

Hum, hum, Humlebo,

Honning for dig og os beggeto.

Loved du mig din Haand og Tro,

gav jeg vist dig baade Baand og Sko,

fandt som Humlen et mosset Bo,

hvor der var Plads til os beggeto.

Hum, hum, Humlebo,

da blev der Honning til os beggeto!

¹²/₂ 1910.

E

n Aften paa Engen sa’ Jakob til Svend:

„Godnat mine blankslidte Knage!

De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd,

vi to bliver ene tilbage!

Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur,

hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr,

thi vi har jo Søndag i Morgen!“

De gik, og de prated, og Klokken blev ti,

da Hønsene blinker saa blinde,

og de gled de fjerneste Gaarde forbi,

og hørte dem snorke derinde;

de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let,

og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt.

De havde jo Søndag i Morgen!

Den ene han skildred med ivrige Skridt

en englegod, blaaøjet Pige,

den anden han sadled sin Ganger til Ridt

mod Fremtidens daarende Rige;

og begge de næred det visseste Haab,

og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab,

og de havde Søndag i Morgen!

Og de kom igjennem en slumrende By,

hvor der var spildt Hø over Gaden,

en gabende Port, og en Gaard som var ny,

hvor Forken stod plantet bag Laden;

og Duggen den køled i Kindernes Dun,

og Høduften fulgte, og Luften var lun,

og de havde Søndag i Morgen!

Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø,

og Taagen laa blødt over Dalen,

og langs med den smalle, graaduskede Sø

faldt Ryle og Stær dem i Talen,

og Hanerne sendte fra Portenes Hjald

mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald

som aned de Søndag i Morgen.

De studsed og vendte med Latter omkring,

nu maatte der spares paa Snakken!

Dog talte de stadig om hundrede Ting,

før Gaarden blev synlig bag Bakken.

Her standsed det første Par dyngvaade Sko.

Men selv da de skiltes de skjæmted og lo

og sang for den Søndag i Morgen.

— Lyksalige Tid, da hver Morgen paany

vi vaktes af Gjøgenes Kukken,

da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry

de mødtes paa Sporet i Duggen!

Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung —

den Mand, som er munter og frejdig og ung

har altid en Søndag i Morgen!

¹⁵/₂ 1910. Noter.

J

eg sidder ved Foden af Bakken,

mens Kirken staar paa dens Top.

Jeg lægger Ho’det paa Nakken,

forsøger at sé derop.

Du strækker efter en Himmel

som ingen Stræben kan naa,

og selv har jeg grebet svimmel

engang efter Himlens Blaa.

Jeg vilde ej Haabet slippe,

jeg prøved og prøved paany,

jeg rakte fra „Troens Klippe“

og fik i Haanden — en Sky.

Du præker fra Kor og Krypter

om Dogmer, som ej skal forgaa;

men sét fra Himmelens Dybder

vi to er nok lige smaa.

¹⁸/₂ 1910.

D

er er en Sugen i vor Barm,

som melder sig og gjør os varm,

naar vi er mest alene:

et Minde om en fældet Hæk,

et Fløjt, et natligt Fugletræk

i Luften bag vor Barndoms Bæk,

hvor vi fandt glatte Stene.

Det Sug staar ingen Mand imod,

det sætter Fart i trægest Fod

fra fjærnest Aftenrøde.

Men staar du saa i Poplers Sus

en Dag og ser, at alt er Grus,

din Barndoms Grund, din Moders Hus,

hvor maa dit Hjærte bløde!

— Saa værn da ømt om Danmarks Land,

dets blide Kyst, dets bløde Strand

og Mejsens Bo i Hækken,

lys over Haren Markens Fred,

giv Ly og Læ og Rugested

for alt, hvad Hjærtet hænger ved;

men værn dog mest om Bækken!

Du kjære blide danske Bæk,

som bag om Hegn og Hybenhæk

mod salte Fjorde glider,

dit Vandrevand, din Puslestrøm

har nynnet i vor Folkedrøm

og pyntet Danmarks Kjolesøm

fra Landets ældste Tider.

Det gaar som Sagn i Slægtens Mund,

at over Paradisets Grund

Gud gød Dig som sin Gave.

Da Herren stænged Edens Sti,

du kom hans Flammevagt forbi.

Hvor nu du gaar, du Syndefri,

dér bli’r en Edens Have.

Hver Sjæl, som slipper ned til dig,

han vandrer langs din Blomstervej

med Smil i Øjets Kroge;

han er ej helt, som han var før,

men som han fik bag dine Rør

et Glimt af tabte Himles Dør

og Paradisets Laage.

Vel har jeg set saa mangen Flod,

der svulmed vildt af Bjerges Mod

og tordned i sin Vælde,

men ingen Strøm som dig saa kjær,

naar Dagen — efter Bygevejr —

randt ud bag Aftenskyers Skjær

til Hedefaarets Bjælde.

Du gav mig Søvn og Barnebys

og rakte mig din Mund til Kys

med Vaarens første Kranse.

Hér Vibemor paa Kuldet laa

saa tillidsfuldt med Toppen paa,

mens jeg med barnlig Undren saa

Bruskokken slaas og danse.

Om Krebsen drev, om Smelten bed,

til dig gik Gangen stændig ned

med Krog og Medestage;

hos dig, min muntre Skjæbneflod,

jeg væded glad min Barnefod

og saa med Smil min Sol imod

i Livets Lykkedage.

Her stod jeg tit og mangen Gang,

naar Lærken under Himlen hang

og Humlebien brummed;

naar Kalve sprang, og Bremser stak,

og Tidslen gav mig Dun paa Frak,

og Studen tungt af Bækken drak,

mens sine Knæ den krummed.

Kjær var du mig til hver en Tid,

selv naar din Rim dig pudred hvid

bag Isens Dødningmaske;

da toned op fra Vaagens Mund

en Grundakkord saa livsenssund,

en Lyd, som naar fra Fjolens Bund

et Klunk kan overraske.

Du kildrede det vrantne Flæg

og pusted Skum i Sivets Skjæg

og løb din Vej med Latter;

du slanged dig i Slyng og Slæng

paa Mossets bæromsatte Seng

og klimpred paa din Sølverstreng,

Vildmarkens muntre Datter.

I Dagens Larm du snakked med,

i Nattens Mulm du lyste Fred

og vilde alting skaane.

Du skjulte det forfulgte Dyr,

hver Frø som for sin Fjende flyr,

og Laxen drog paa Æventyr

i Skjæret af din Maane.

Mod dig de drages, store, smaa,

de blonde, som de isengraa,

i Pynt og Hverdagstøjet.

Selv Bedstefar med hvide Haar

endnu med Kjæp til Bækken gaar

og mindes der sin Alders Vaar

og blir saa tung i Øjet.

Her bandt hvert Aar min kjære Mor

en Kost af Pinsens Blomsterflor

og sang saa ømt bedrøvet.

En Blomst var rød med Stænglen hul,

og én som Æggeblommen gul.

Den Kost, hun gjemte langt bag Jul

og værged den mod Støvet.

Her plukker Pigen Hjærtegræs,

mens Karlen slaar det sidste Læs

og Skvaldregjøgen kukker;

han kukker lavt om Knoldekjær,

han kukker mer og mere nær,

som spurgte han: „Hvad gjør du dér,

o, Glut, mens saa du sukker?“

Her kommer de og titter ned,

hver som fik Sorg i Kjærlighed,

og Bækken ingen hindrer.

Om Yngling eller Pigelil,

de lytter tænksomt til dit Spil

og græder hjærtetungt dertil

og synes, at det lindrer.

Aa, skjænk mig, Bæk, den svundne Fryd:

at dulme med din Ringlelyd

en Stund min trætte Hjærne,

med Barnets lette Lykkesind

bag Kryds af Edderkoppens Spind

at vaagne op med Dug paa Kind

i Skjæret af din Stjærne!

Du lille muntre danske Bæk

bag Hyld og Hegn og Hybenhæk

og midt i lave Enge,

du gav mit Sprog dets Sølverklang;

det bløde Nyn ved Vuggens Gang

og Rytmen i vor Folkesang

er Laan fra dine Strenge.

²⁵/₂ 1910.

L

idt sønden Fløj

der bløw a føj,

der hjalp a tit mi Kow a Døj.

Det blæser møj

i den Graan Bøj,

men baag hwer Dig gir Minder Løj.

1910.

N

ys jeg gik i den dybe Sne,

fik et skjærende Syn at se:

Halvt begravet bag Sneens Flig

laa der et lille Lærkelig.

Tog jeg Fuglen i Haanden op.

Aa, saa mager dens spinkle Krop!

Dragten krøglet af Slud og Kuld,

og til Taaen er frosset Muld.

Slapt nu hænger din Vinges Fjer,

Struben har ingen Triller mer.

Stakkels stækkede Spillemand,

Vaarens Varsel til Frostens Land,

sang saa gjerne for Hytten lav,

Sangergaven: i Sne en Grav!

Hvorfor kom du den lange Vej

hid fra blidere Landes Maj,

drog fra Palmer og Sol og Frø

for bag en iset Sten at dø?

Længtes du saa fra Sydens Strand

op mod det barske danske Land,

banked saa heftigt dit spinkle Bryst

efter at skue din Barndoms Kyst?

Der, hvor Døden dig slog saa brat,

fandt du Livet en Dugfaldsnat,

bag om Kløver og blanke Straa

laa du blandt Redens andre smaa.

Moders Fløjten og Faders Sang

hørte du der for første Gang.

Fuld af Lykke var Nat som Dag,

Moders Vinge var Værn og Tag,

Græssets Stængler som Palmer svang,

højt i Toppen Dugdraaber hang.

Hyrdens Aande saa øm og lun

maged en Plet i dit bløde Dun,

lille Hyrde paa korte Ben

satte ved Reden fire Sten,

flytted sin Kalv saa langt af Vej,

at den ej skulde træde dig.

Du fik Vinger, og du fik Top,

hilst af Gryet du svang dig op,

først du undred, og saa du sang,

tryllet af Strubens første Klang.

Tog saa Skyen i sikre Sæt,

Rugen laa som en irgrøn Plet,

dér steg Høje, og dér steg Lund,

dér steg Byer bag Bælt og Sund . . .

Aldrig glemtes hin Morgenstund!

Pinjers Ynde og Palmers Pragt

har mod Minder slet ingen Magt.

Lærkelængsler mod Kløverland

skjæbnebinder os, Fugl som Mand.

Kjærligheden har altid Ret;

naar man elsker, er Flugten let;

bedre af Sult bag en Sten at dø

end at svigte sin Barndoms Ø.

²⁸/₂ 1910. Noter.

H

vor Ormen klam sig lang i Sporet strækker,

og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav,

mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker

og Luften syrnes let af Lyng og Lav,

dér kjæled Solen for en Læges Bolig

og slynged Ranker om dens røde Sten,

bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig

med uldne Straaler fra dens gyldne Ten.

I dette Hjem gik ingen Dag til Ende,

hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab,

her kom de hen med Sygdom og Elende,

men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab.

Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho’de,

med Svimmelgys ved Fantasiens Rand,

mens Rambusch trak det Onde op med Rode

i én og anden ful og pirken Tand.

Og Vognen bar af sted langs krumme Veje,

mens Sveden damped fra den røde Plag,

og Doktorstolen slingred i sit Leje

hen over Fjandbolandets Bakkedrag.

Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken,

det Syn har altid gjort hans Øje godt.

Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken,

men Ho’dets Holdning var bestandig flot.

Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning,

hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst,

hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning

med sorte Kugler paa den Syges Bryst.

Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier,

hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar

vil takke dig, om ogsaa Læben tier,

og hæge om dit Navn fra Aar til Aar.

Men ej du standsed blot ved Lægens Virke,

din Trang gik ofte mod en større Kur.

Du blev en Dyrker i den frie Kirke,

der langsomt løfter op et Lands Kultur.

Du elsked Fest og Digt og muntre Sange

og sang dem selv saa tit med Glød og Glans,

og Videnskabens Navne flere Gange

har rakt dig Blade til en Hæderskrans.

Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke,

og Flaget fires ned bag Granehæk,

og bort du gaar med Skuffelser og Lykke

fra Landet hist i Storm og Fugletræk

— kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker

i Maaneskjæret om de hvide Sten,

vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker

fra Mosehyttens krumme Hyldegren.

²⁹/₄ 1910. Noter.