|
N
u skal du ha din Havrekjærv, og jeg skal ha’ min Nætter; lidt lyet Vand for gammel Tand jeg her i Krybben sætter. Brug du saa kun din gamle Mund; jeg har jo mer i Loen! En saadan gjæv og yndig Stund man sørger først for Koen. Du kom her, da min Mand faldt hen — Gud vær den Synder naadig! Han tured op hver fattig Del, hvorover vi var raadig. Ved dig kom jeg paany til Krylt, du hjalp mig sgi paa Fode, saa Gris blev rund og Barnet sund, og begge gik til Gode. Ja, Sønnen maatte hjemmefra, ham har jo Verden taget; nu er han i Amerika. Det gaar ham godt i Faget. Han fik din Mælk — med Fløden paa, skjønt Høk’ren skuld’ ha’ haft’en. Jeg tror da nok, at jeg tør spaa, der kommer Brev i Aften. Du gik og gnov blandt Pors og Siv det bedste, som du kunde; og hvor du bed, du gamle Liv, der bed du skam i Bunde. Og du kom hjem med Yv’ret spændt og Aftendug i Skjægget; min Haand dig linned Strent i Strent, mens Drøvlen du bevæged. Og Katten kom i Spring derhen og satte sig for Døren, til Pattens Straale ramte den imellem begge Øren. Og Duggen faldt paa Brøndens Sten og paa mit Hovedklæde, og Katten slikkede sit Ben for Mælkens spildte Væde. Ja, være to, som Dagen lang er i hinandens Tanker gjør Livets Byrde mindre trang selv mellem Hedebanker. Og du skal aldrig lide Nød og staa med Sider hule, saa længe jeg en Skive Brød kan række mod din Mule. Nu er du skjæv i hvert et Led, det plumper hult i Bugen, naar du vil rigtig rask af Sted og ta et Nap af Rugen. Og selv er jeg en Stummeltaa af bare Slæb og Ælde, hvis slidte Rok kun smaat vil gaa, og snart vel Pas maa melde. — Nu ringer Degn til Nadverfest, nu falder Rim paa Stene, og Juleklokken høres bedst af dem, der sidder ene. Snart kommer alle Stjerner frem, og Frosten gjør dem blanke; det bitte Barn fra Bethlehem er nu i alles Tanke. Lang er den Vej og krum den Sti, der bærer over Hede. Gaa da, min Gud, ej Dør forbi, find gamle Trines Rede! Skjænk Livsens Brød mig rundelig, velsign min Kjærv paa Loen, vis dig mod mig miskundelig, og giv mig Kalv i Koen! Decbr. 1909. Noter. |
MEJERIST ESPER ANDERSEN,
|
FORAARSTEGN.
|
M
or, har du set, hvad der staar bag Diget? Gjæslingblomster saa bitte smaa! Bladet kløvet og Kronen fliget, lige skabt til at kysse paa. Klare Spirer paa Mulden letter, suger Kræfter af Dybet op, fæster Roden i varme Nætter, laaner af Solen til Blad og Top. Mor, har du set, hvor Haren springer Pløjefaldet som ingenting; Viben kroger de korte Vinger, øver sig kaadt i Baglændssving. Engen bulner om Rylens Rede, Grøften pyntes med friske Flæg, langt i Marken — som halvt i Vrede — slænger Haslen sit falske Skjæg. Mor, har du set hvor Koen tripper længselsdrukken paa Baasen kvalm, malker mindre i dine Stripper, snuser med Haan til den mugne Halm? Det er de spæde Kim i Kjæret, Blomsterspringet ved Bækkens Rand, det er det lange Sug i Vejret, Gudevarslet til Dyr og Mand. 29/1 1910. Noter. |
PAA KJÆRE GRAVE.
I.
S
aa mangen Slægt lig knækket Rør sank ned for denne Kirkedør. Velsignet I, som segned her i Læ for Sorgers Bygevejr. II.I ærlig Kamp, i ydmyg Tro I stille stred for Børn og Bo. Slog Kornet fejl paa karrig Jord, I rejstes ved et Fadervor. Januar 1910. Noter. |
GAMMEL KA BAKK.
MORS ROK.
VED BJØRNSONS DØDSLEJE.
|
S
aa vejer vi nu atter i vor bævende Haand de Gaver, der kom fra din sangstærke Aand. Vi kysser dine Gaver, vi signer din Aand, imens der drypper Taarer paa Skatten i vor Haand. 4/2 1910. Noter. |
PJALTE-KREJSTEN.
KRITIK.
KJESTEN OG KRÆN KRESTEN.
HØSLETS-VISER.
MORGEN FØR SLAGET.
DEN BLANKE AA.
|
O
g Plagene pruster i Morgentrav, og Pigerne gynger paa Vognens Skrav. Det ser man paa dem fra Top til Taa: „I Dag skal vi over den blanke Aa!“ Og bag dens slyngede, blide Strøm der skimter du Engen i Morgendrøm. Der er det en Himmerigsfryd at gaa i Junisol ved den blanke Aa. Og Karlene møder i Søndagsvest, og Pigerne pynter sig op til Fest, og Blomster røde og Blomster blaa dem ta’r du frit ved den blanke Aa. Og Karen har bitte, nette Sko, og Sløjfe der er paa dem begge to, og Maren har røde Strømper paa, fordi hun skal over den blanke Aa. Og hist hvor Aaen slaar Herresving, du faar dig en Kjærrest som Ingenting, mens muntre Myg og Libeller blaa de danser over den blanke Aa. Og ender det Hele med Fæstensring, med Kys, med Dans og med Herresving — de bitte Sko med de Sløjfer paa hvor tripper de sødt ved den blanke Aa. 8/2 1910. |
SLAAKARLE.
JENS KUK.
|
H
an kommer over Engen, han skinner som en Sol, en Hvirvelvind tog Hatten med, og Pokker tog hans Kjol, men af hans Lomme titter en Brændevinspistol med Livsens Draaber for en vranten Mave. For Resten ved enhver, at Jens Kuk er Snapsen værd, for han har kjørt for Greven paa Rydhave. Hans Øjne er det værste; Gud ved, hvad der er bedst! Det ene skeler østerpaa, det andet Syd Sydvest, men Fjolen bag hans Nakke er altid stemt til Fest, af Kukkens Fjol er Engens Glut en Slave; de valser ud og ind med Smaakrøllers Hop paa Kind, som valsed de for Greven paa Rydhave. Faa Kukken om bag Stakken, naar Snakken tør gaa løs, da holder sig i Siderne af Latter hver en Tøs, med runde Flynderøjne da sidder Bondens Knøs, mens Kuk la’r Viddet og Pegasen trave; men bedst som Tøsen lo, klapped Kuk en bitte Sko, for saadan gjorde Greven paa Rydhave. Men er der trist i Sjælen, og er det smaat med Sol, da fyrer Kuk en Kjende med sin Brændevinspistol, da stryger han ved Diget sin Kalveskinds-Fiol som vilde han i Skrat sin Sorg begrave; og snart han hildes ind i sit sære Tonespind og drømmer, han er Greven paa Rydhave. 27/2 1910. |
HUMLEBO.
|
H
ørte du noget som summed her? Hej, for en Basse der brummed dér! Humlen er rigtig et arrigt Kræ, viser ej Forskjel paa Folk og Fæ. Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto! Her er nu Kagen med Honning i, „Kanden“ der er der Dronning i, du er dog Dronning for mig i Dag, spids nu Munden, du Glut, og smag! Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto. Tag du bare det bedste Bid, selv ta’r jeg saa det næste Bid. Jeg skal nok gjenne Humlen væk, mens du suger dens Celle læk: Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto. Nu med Rette din røde Mund kunde kaldes: din søde Mund. — Send mig dog ikke saa barsk et Blik, hellere hundrede Humlestik. Hum, hum, Humlebo, Honning for dig og os beggeto. Loved du mig din Haand og Tro, gav jeg vist dig baade Baand og Sko, fandt som Humlen et mosset Bo, hvor der var Plads til os beggeto. Hum, hum, Humlebo, da blev der Honning til os beggeto! 12/2 1910. |
SØNDAG I MORGEN.
|
E
n Aften paa Engen sa’ Jakob til Svend: „Godnat mine blankslidte Knage! De Gamle gaar hjemad med Haand over Lænd, vi to bliver ene tilbage! Saa gaar vi i Duggen en drabelig Tur, hvor ingen maa tænke paa Seng eller Uhr, thi vi har jo Søndag i Morgen!“ De gik, og de prated, og Klokken blev ti, da Hønsene blinker saa blinde, og de gled de fjerneste Gaarde forbi, og hørte dem snorke derinde; de lo af et Hjerte, som Sundhed gjør let, og gik af en Ungdom, der aldrig blir træt. De havde jo Søndag i Morgen! Den ene han skildred med ivrige Skridt en englegod, blaaøjet Pige, den anden han sadled sin Ganger til Ridt mod Fremtidens daarende Rige; og begge de næred det visseste Haab, og Hønattens Maane gav Haabet sin Daab, og de havde Søndag i Morgen! Og de kom igjennem en slumrende By, hvor der var spildt Hø over Gaden, en gabende Port, og en Gaard som var ny, hvor Forken stod plantet bag Laden; og Duggen den køled i Kindernes Dun, og Høduften fulgte, og Luften var lun, og de havde Søndag i Morgen! Og Maanen gik ned mellem Stakke af Hø, og Taagen laa blødt over Dalen, og langs med den smalle, graaduskede Sø faldt Ryle og Stær dem i Talen, og Hanerne sendte fra Portenes Hjald mod Dagen og Gryet, saa skingrende Gjald som aned de Søndag i Morgen. De studsed og vendte med Latter omkring, nu maatte der spares paa Snakken! Dog talte de stadig om hundrede Ting, før Gaarden blev synlig bag Bakken. Her standsed det første Par dyngvaade Sko. Men selv da de skiltes de skjæmted og lo og sang for den Søndag i Morgen. — Lyksalige Tid, da hver Morgen paany vi vaktes af Gjøgenes Kukken, da Stræbet var Leg, og da Ungdom og Gry de mødtes paa Sporet i Duggen! Thi har du end aldrig en Hvid i din Pung — den Mand, som er munter og frejdig og ung har altid en Søndag i Morgen! 15/2 1910. Noter. |
KIRKEN.
VOR BARNDOMS BÆK.
AAKJÆR.
|
L
idt sønden Fløj der bløw a føj, der hjalp a tit mi Kow a Døj. Det blæser møj i den Graan Bøj, men baag hwer Dig gir Minder Løj. 1910. Fløj, Fly By; føj, født; Døj, Dynd; Graan, Smule; Løj, Ly; |
KAPHYW.
|
Kaphyw, to Høje paa min Fødegaards Mark. |
|
J
a, far der war en Stien a’ Skyw, laant far, laant far — hwi skuld a lyw? — Kræn Hendrisen den Stien ku klyw, far Søren Sme en Skow ku byw, og far æ Lærki han ku flyw, far Bette Drejs — det bette Splejs — war bløwn saa stur, som han ku blyw, — far Laang Margreth ku stikk med Knyw, far Kræn den Fjar haaj mist æ Yw, far Gorm hans gammel Bjen bløw styw, ja osse far — det tær a skryw — |
Skyw, Kjøbstaden Skive; laant far, langt før; Kræn Hendrisen kjendt Stenhugger; Skow, Sko; æ Lærki, en Original, som antoges for Troldmand. |
|
Methuselem ku løwt en Ryw, — far Abraham ku tæl te tyw, far Dawed Kong med Lamm ku dryw, halvminder kikk i Pagtens Ark, da lô dér po mi Faars Mark de tow ærværdig gammel Hyw! 26/2 1910. |
løwt en Ryw, løfte en Rive; halvminder, langt mindre. |
DEN DØDE LÆRKE.
|
N
ys jeg gik i den dybe Sne, fik et skjærende Syn at se: Halvt begravet bag Sneens Flig laa der et lille Lærkelig. Tog jeg Fuglen i Haanden op. Aa, saa mager dens spinkle Krop! Dragten krøglet af Slud og Kuld, og til Taaen er frosset Muld. Slapt nu hænger din Vinges Fjer, Struben har ingen Triller mer. Stakkels stækkede Spillemand, Vaarens Varsel til Frostens Land, sang saa gjerne for Hytten lav, Sangergaven: i Sne en Grav! Hvorfor kom du den lange Vej hid fra blidere Landes Maj, drog fra Palmer og Sol og Frø for bag en iset Sten at dø? Længtes du saa fra Sydens Strand op mod det barske danske Land, banked saa heftigt dit spinkle Bryst efter at skue din Barndoms Kyst? Der, hvor Døden dig slog saa brat, fandt du Livet en Dugfaldsnat, bag om Kløver og blanke Straa laa du blandt Redens andre smaa. Moders Fløjten og Faders Sang hørte du der for første Gang. Fuld af Lykke var Nat som Dag, Moders Vinge var Værn og Tag, Græssets Stængler som Palmer svang, højt i Toppen Dugdraaber hang. Hyrdens Aande saa øm og lun maged en Plet i dit bløde Dun, lille Hyrde paa korte Ben satte ved Reden fire Sten, flytted sin Kalv saa langt af Vej, at den ej skulde træde dig. Du fik Vinger, og du fik Top, hilst af Gryet du svang dig op, først du undred, og saa du sang, tryllet af Strubens første Klang. Tog saa Skyen i sikre Sæt, Rugen laa som en irgrøn Plet, dér steg Høje, og dér steg Lund, dér steg Byer bag Bælt og Sund . . . Aldrig glemtes hin Morgenstund! Pinjers Ynde og Palmers Pragt har mod Minder slet ingen Magt. Lærkelængsler mod Kløverland skjæbnebinder os, Fugl som Mand. Kjærligheden har altid Ret; naar man elsker, er Flugten let; bedre af Sult bag en Sten at dø end at svigte sin Barndoms Ø. 28/2 1910. Noter. |
DR. S. RAMBUSCH.
VED HANS FLYTNING FRA SJØRUP TIL
AALBORG.
|
H
vor Ormen klam sig lang i Sporet strækker, og Porsen vikler Ris om Hjulets Nav, mens Hedens Syn mod Horisonten gjækker og Luften syrnes let af Lyng og Lav, dér kjæled Solen for en Læges Bolig og slynged Ranker om dens røde Sten, bag Lysthusløv sank Solen stor og rolig med uldne Straaler fra dens gyldne Ten. I dette Hjem gik ingen Dag til Ende, hvor ikke Flid og Snille fik sin Daab, her kom de hen med Sygdom og Elende, men kjørte hjem med Vognen fuld af Haab. Der sad jeg selv saa tit og brød mit Ho’de, med Svimmelgys ved Fantasiens Rand, mens Rambusch trak det Onde op med Rode i én og anden ful og pirken Tand. Og Vognen bar af sted langs krumme Veje, mens Sveden damped fra den røde Plag, og Doktorstolen slingred i sit Leje hen over Fjandbolandets Bakkedrag. Med Jægerblik han spejded ud fra Bakken, det Syn har altid gjort hans Øje godt. Vor Doktor blev en Kjende graa i Nakken, men Ho’dets Holdning var bestandig flot. Hvem lodder Dybden af en Læges Gjerning, hvor Redningsbøjen blev hans kloge Trøst, hvor Liv og Død ved Lampen kaster Tærning med sorte Kugler paa den Syges Bryst. Hvert fattigt Hjem langs Hedens øde Stier, hver kroget Mor i smaa og trælse Kaar vil takke dig, om ogsaa Læben tier, og hæge om dit Navn fra Aar til Aar. Men ej du standsed blot ved Lægens Virke, din Trang gik ofte mod en større Kur. Du blev en Dyrker i den frie Kirke, der langsomt løfter op et Lands Kultur. Du elsked Fest og Digt og muntre Sange og sang dem selv saa tit med Glød og Glans, og Videnskabens Navne flere Gange har rakt dig Blade til en Hæderskrans. Og naar din Teltpæl snart du vil oprykke, og Flaget fires ned bag Granehæk, og bort du gaar med Skuffelser og Lykke fra Landet hist i Storm og Fugletræk — kanske du da en Kvæld, naar Fjorden klukker i Maaneskjæret om de hvide Sten, vil mindes ømt, hvor vaarligt Gjøgen kukker fra Mosehyttens krumme Hyldegren. 29/4 1910. Noter. |