Samlede Værker, Andet Bind

aa sidder I gamle Gubber dér

og mimrer om Landets Værn

og spænder om Danmarks Midje Sværd

og kobler dets Skjæbne til Jærn.

Mon I da vil bære den Vanvidsvægt

af Krigens blodige Malm,

der slaar til Jorden Mændenes Slægt

som Plejlene Loens Halm.

Mon I med Affældigheds Krykkestok

afstiver det sunkne Mod,

naar Kuglen kjæmmer den blonde Lok

og Ynglingen svømmer i Blod!

Lad fare, lad fare det Daarespil,

nedkald ikke Hævnens Lyn!

De værste Fjender vi har blandt os selv

i eders barbariske Syn.

Der er mere Værn i det spinkle Siv,

der svinger paa Mindets Grund,

end i onde Instinkters trukne Kniv,

vildt løftet i Slagets Stund.

Der er mere Værn i den Blomstergren,

der skygger ved Hjemmets Dør,

end i alle de Volde af Jord og Sten

bag Kuglesprøjternes Rør.

De pansrede Forter med Hjælm og Horn

de bliver, o, Danmark, din Grav!

Dit Værn er Agre med bølgende Korn,

der lyser med Fred over Hav.

De blodige Furer paa Krigens Val

dem saar vi over med Byg,

mens Mindet om faldne Fædres Kval

hensummer med Kvældens Myg.

Vi vil ej finde Frelse for os

ved tusind uskyldiges Drab,

langt hellere spytte med Haan og Trods

i Kanonens Helvedesgab.

— Dit glubske Svælg bliver aldrig mæt,

forbandede Dyr paa vor Vej,

og gjorde Nationerne dig din Ret,

de vendte Kanonen mod dig.

Du bragte os stadig til større Fald,

endda vi offred dig alt,

du trak vor sidste Oxe af Stald

og slagted vor bedste Galt.

Se, derfor forlader vi Krigens Sold;

i Fred vil vi ta’ vore Tørn.

Og holder vi end et Skud i Behold,

det gjemmes til Ulv og Bjørn.

²⁵/₅ 1910. Noter.

aren vandede Kaal i Bed,

Jørgen stod med et Smil paa Sned,

tog fra Karen den tunge Spand,

posted den fuld af Kildevand,

mens det dugged saa let under Kvælden.

Karen gik sig sin Aftengang,

Jørgen efter i Spring og Sprang;

Jørgen snubled, og Karen lo,

Aaen lo med under Spangebro,

mens det dugged saa lindt under Kvælden.

Jørgen sleged for Kind og Haand,

Karen blev veg som Vidjevaand.

Ud fløj Ugle, og hjem fløj Ravn,

Karen snubled i Jørgens Favn,

mens det dugged saa blødt under Kvælden.

Kaalen voxed sig bred og grøn,

Karen øged sit Skjørt i Løn.

Jørgen rejste saa langt af Led,

Karen græder og Kaalen med,

mens det dugger saa koldt under Kvælden —

⁸/₆ 1910.

ra Grønningør til Livø-Tap

du ser saa skjøn en Kyst,

hvor Holmen nikker som en Knap

paa Fjordens blanke Bryst,

hvor lange Aarer blinker

i Fiskebaades Dans,

mens Brombærranken rinker

om Pigens Vrist sin Krans.

Og bag om Kystens fede Jord,

sig sænker Rugen gul,

mens Bonden sidder strunk ved Bord

og bider bredt af Sul;

hans Datter bærer Spange

om Armen fast og rund;

af Plage har han mange

og Sølv paa Kistebund.

Fra Gaardmandsjorden udestængt

som mest den Husmand bor,

mens op i Mosens Kroge trængt

han rydded Grund og Jord.

Han har en Ko paa Toften,

en Gris bag Hyldens Læ,

og stadigt Slid for Skoften

gav Gigt og krumme Knæ.

Men Smilet spiller om hans Mund

i fast og munter Skjæmt,

hans Marv er frisk, hans Sjæl er sund,

dens Strenge ej forstemt.

Hans Haab er lyst som Suset

i Sommerskovens Trær,

og Orm i Kjærnehuset

du fandt vist aldrig der.

Ja, Hyttens Mand i allen Land

skal rette Ryggen op

og holde mod Forsagthed Stand

og gaa i sluttet Trop;

da skal din Kvinde mættes,

dit Barn faa buttet Kind,

de lave Døre lettes

og Lyset strømme ind.

Naar Spaden atter hviler glad

i arbejdsvante Haand

forvandles til en Perlerad

hvert rustent Slavebaand;

da skal hver Taare tørre,

der randt i Armods Gys;

da bliver Jorden større,

og Rummet fuldt af Lys.

Juli 1910. Noter.

aar Grisen den skal slagtes,

saa henter vi Per Smed,

fordi han er saa munter

og bor her lige ved.

Han ta’r saa høje Dramme,

dertil en mægtig Skraa;

men Grisen bliver kværket,

det kan du bande paa!

Før Hanen søvnigt blinker

mod Dagens første Skjær,

da glimter Smedens Lygte

i Grisens blanke Svær.

Og Grisen maaler Ka’len:

„Er noget galt i Vej’n?“

Og selve Grisehalen

staar som et Spørgsmaalstegn.

Men ind i Bøvlen skræver

nu Smedens krumme Ben,

mens Grisens Børster hæver

sig bange én for én.

I Nødset ud den trilles

til Hyl og ilde Sang;

ej Degn kan synge værre

ved Konekirkegang.

Med Nattedryp i Skjægget

nu vækkes Bondens Gaard,

mens Maanens fede Hage

paa Storkereden staar.

Dens krumme Skive truer

som selve Dødens Segl,

og Smeden agterude

han er saa haard en Negl.

I Trommehinden stinger

de jammerfulde Hvæl,

mens Gissebassen tinger

med Smeden om sin Sjæl.

Bag Tærsklen Bryggerkarret

er hvælvet til Skafot,

og Kjedlens Dampe sætter

paa Per en graa Kalot.

Gud naade Gissebassen

alt i dens sidste Stund!

Nu lukker den sit Øje

og allersidst sin Mund.

Og alle Kjedler bobler,

og Øsen gaar gesvindt,

og gjennem Løste Børster

henraser Kniven blindt.

Per Smed kan alting ordne,

han bærer Flæsket fram;

med Trøjeærmet tørrer

han Munden til en Dram.

Han klinker, og han klukker

indvendig af sin Skjæmt,

og dog skal ingen sige,

at Pligten bliver glemt.

Med Fingermaal bestemmer

han Tykkelsen af Flæsk,

han læser Svinemaver,

som Præsten læser Græsk,

han kritisk Galden forsker,

og Aftægtsmandens Aar —

ja, selv Ufødtes Skjæbner

han ud af Milten spaar.

Og hele Huset lugter

af Lever og af Løg,

i Loftene det smælder

af Larm og Grydestøj,

den sorte Pølse dykker

i Kog som en Delfin,

og Dørene udjamrer

de mest usmurte Hvin.

Og det blev Aftensilde

med Tøsne over Jord,

og det blev Pølsegilde

med Dramme over Bord.

Per Smed sad bred paa Bænken

med Pølsen for sin Haand

og sødede dens Skiver

med Viddet fra sin Aand.

Humøret gaar i Højden,

mens Drammene gaar ned.

Per Smed er nu fuldmodig,

enhver faar ren Besked!

Men Modet i hans Bringe

er intet Krigermod,

og Blodet paa hans Klinge

er ikkun Griseblod.

²⁵/₇ 1910.

i kommer fra Dalenes Fred,

og Faner af Havren har vi med;

den skal Høstens Gjerning rande,

smykke vore Pigers Pande,

naar vi gaar gjennem Landsbyens Led.

Vor Le faar nu Hvil for i Aar,

thi Klinte med Ax er lagt paa Baar,

alle Skræntens Bær er fundne,

alle Agrens Neg er bundne

og lagt ud paa de vældige Skaar.

Vi mejed vor Mark under Sang,

saa langt rækker Strygespaanens Klang,

naar blandt Havens Kaal den klinger,

man os Mjød og Kager bringer,

mens det dufter af Mynte over Vang.

Efteraar 1910. Noter.

an kommer over Bakken med Rim i sit Skjæg,

hans Øjne spejder langt mod en hvidkalket Væg;

af Prærie-Frosten saa ru er hans Kind;

til Danmark er han kommen med Juleskibet ind.

Der ligger da paa Lyngen hans Barndoms Lykkeslot;

hvor husker han hver Stolpe, og Taget hver Tot.

„Og Hylden ved Dammen er altsaa til endnu!

Vel hælder den en Kjende, men det gjør ogsaa du.

At noget saa fattig saa sunken og lav

kan drage dig hjem over Land, over Hav,

saa du én Kvæld kan glemme det Onde paa Jord

for Mindets Barnehvisken i Stuen hos din Mor!“

— Han føler under Jakken, om alting ligger ret,

hans gode Dollarsedler, hans „Gaver“, hans Portræt;

de stramme Træk fortones, hans Hjærte maa le,

mens Støvlen synker dybt i den skrigende Sne.

Snart staar han ved Klinken saa myg og saa varm,

hans Pelshue skraber mod Dørens lave Karm,

Solstraalen slænger Løkker om hans bøjede Ben,

og Istappen drypper mod den slidte Forstu’sten.

Nu ser han sin Mor bag Begoniers Rad,

med rynket Haand hun fjærner dens visnede Blad,

og Katten sidder stribet for Ovnen paa sin Stol,

og Hønen gaar paa Gulvet, og Rokken staar i Sol.

Ind stryger han i Stuen, saa Hønen kagler op,

hans Mor af Haanden taber en blomstret Underkop;

de gamle Øjne fyldes fra Hjærtets dybe Grund;

i tyve Vintre vented hun efter denne Stund.

— Nu blir der Jul i Hytten; Ildklemmen laver Støj,

Skorstenen sender fra sig sin fedeste Røg;

mens Vaffeljærnet vendes for Ilden snildt og let,

der skjæmtes, frittes, svares i samme Aandedræt.

Nyfigen Julespurven ad Vindvet skjæver ind;

saa kommer Aftenduggen og gjør hver Rude blind;

den Gamle tænder Lyset; dog kun i Ryst paa Ryst;

men Sønnen griber Haanden i det ømmeste Kryst:

„Ja, du er bleven gammel, og jeg er bleven graa,

men det skal i Aften vi lidet tænke paa;

før skilte Verdenshavet og bange Tankers Gys,

nu sidder vi og stirrer i det samme Julelys.“

— Og over snelagt Hede gaar Lysets blide Skjær,

hen over Moser brede, ud over vaade Kjær,

og melder om en Scene — den skjønneste paa Jord —:

I Juleaftensmildhed en Hjemvendt hos sin Mor!

Decbr. 1910. Noter.

aar sitrer din Sjæl som en tonende Stræng,

og naar skinner Lysene blidest,

hvornaar gaar du nødigst med Sorg til din Seng,

hvornaar tykkes Sneen dig hvidest?

Mon ej, naar bag Ruden det pyntede Træ

og Barnet med straalende Blik ved dit Knæ

fortæller, at nu har vi Julen.

Da vugger de Tanker som Fugle i Rør,

mens vildt over Mosen det fyger,

og Spurvene putter sig ind mod din Dør,

for Vejrets fortørnede Byger;

med Krummer og Kjærner for Fuglen du strør,

hvad Vindene fryser det Hjærterne tør,

den Lære vi hented hos Julen.

Til daglig vort Hjærte af tusinde Savn

blev gnavet i mer end i Barken,

og ofte du sendte i Suk efter Havn

din sidste Due af Arken;

men alt, hvad der gjorde dit Hjærte Fortræd,

det standser i Kvæld bag det skjærmende Led,

der værner for Hjemmet og Julen.

Derinde du sidder, mens Haglene slaar,

og hører de hjemlige Klokker,

og Minderne kommer og Minderne gaar

paa Julens sne-pudrede Sokker,

og Grantræet dufter fra Storstuen ind,

og Børnene ivrer sig røde om Kind

med alt, der skal hænde i Julen.

Og Frosten nu nærmere Gaardene gaar

og ridser paa Ruden sit Mærke,

og Barnet saa kjært under Lysene staar,

og Salmerne lyder saa stærke;

og Fuldmaanen rejser i Skyer sit Slot,

og Stjærnerne funkler i Rødt og i Blaat, —

de Stjærner, der altid var Julens.

Decbr. 1910. Noter.

om nu ud, lille Fa’r og faa alt gjort i Stand,

faa lagt Halm under Kalven og Hesten til Vand,

og strø Gran paa de rimede Sten,

tag en tungvippet Kjærv fra det støvede Loft,

at Smaafuglen, der hopper med Klynk over Toft,

finder Trøst imod Snenattens Mén.“

Saa hun talte, Katrine, den herlige Viv,

mens paa Tærsklen hun strøg den bredbladede Kniv,

før hun skar af det nybagte Brød,

og dets Endskal hun førte med Kys til sin Mund,

og hun kendte, hvor Duften var fyldig og sund,

og hvor Skorpen var brunlig og sprød.

Og for Vindvet i Sneen der rejstes et Neg,

og den Spurv var paa Pletten, han pipped og keg,

gjorde Hop, flagred ned, flagred op;

og fra Gjærder og Marker, og Tuer og Trær,

fra de snefyldte Graner og bundfrosne Kjær

kom Smaafuglenes radmagre Trop.

Der var skrigende grønne og sommerligt blaa,

der var lysende gule og kummerligt graa,

hastet hid fra den stormslidte Skov,

og de flokkedes hverken til Leg eller Sang,

men om Godsindets Neg paa den snevilde Vang

under Hungerens jernhaarde Lov.

Og én havde just ofret til Frosten en Taa,

og én havde en Jæger fornylig „holdt paa“,

Bøssens Hagl havde taget dens Fod;

men den humper paa Stumpen, saa godt den formaar,

skjønt det svider saa ondt i det frostbidte Saar,

og i Sneen staar Dryp af dens Blod.

Og Katrine hun titter saa smilende paa,

hvor i Neget de gule, de grønne, de blaa

hopper rundt ret som Gnister af Baal,

og hun dejgner og titter og nynner saa glad,

mens hun gjemt bag Geraniens støvede Blad

drysser Mel over Former og Skaal.

Og den frostrøde Sol gaar nu favnende bort,

ak, dens Bue er lav og dens Vej ikkun kort,

naar om Julen det stunder til Fest;

og til Gavlruders Funklen, til Solflimmers Leg,

til velsignende Lys over Fuglenes Neg

den nu bruger sin synkende Rest.

Og en Tiggerske vanker fra Gaard og til Gaard,

og en Kavringeduft om den gamle der staar,

saa hun frister hver vejrende Hund;

og de halser og flokkes med næsvise Krav,

og hun truer ad Flokken med Eder og Stav

og gi’r ondt af sin tandløse Mund.

Og en Fisker har tøjret sin Baad under Strand,

saa dens Ankerbrod bider i Strandkantens Sand,

mens han selv nu har Hjemmet til Maal;

i den foddybe Sne staar hans Søstøvlers Spor,

paa hans skjællede Kno i den spegede Snor

slanter lystigt tre bugfede Aal.

— Og saa høres paa Broen en dumrende Vogn,

og saa ringer de Klokker fra Sogn og til Sogn,

til hver Sjæl er i Mindernes Vold,

og hver Olding ser op mod det tonende Hvælv,

mens vemodig han lytter dybt ind i sig selv,

indtil Haanden om Staven bli’r kold.

Og saa lukkes hver Luge paa Lade og Lo,

og Fuldmaanen slænger sin gyldene Bro

over Flager af ringlende Is;

med Sne i sin Hose gaar Haren i Seng,

og Frostvinden gnider sin skurrende Streng,

og Fjerskyen spreder sit Ris.

Decbr. 1910. Noter.

u er Dagen fuld af Sang,

og nu er Viben kommen,

Bekkasinen Natten lang

haandterer Elskovstrommen.

Plukke, plukke dugget Straa,

plukke, plukke Siv ved Aa,

plukke, plukke Blomster.

Engen er nu gyldengul

af tunge Kabbelejer,

Søndenvinde byder op,

og Dueurten nejer.

Dammen ligger Dagen ud

med Brudelys i Hænde,

rækker højt de ranke Skud,

at Solen maa dem tænde.

Nu vil Mø med Silkestik

paa Brudelinet sømme;

den som ingen Bejler fik,

hun ta’er sig én i Drømme.

Ræk mig en Forglemmigej

og sidst en Krusemynte,

saadan slutter vi vor Leg,

saa glad som den begyndte.

Plukke, plukke dugget Straa,

plukke, plukke Siv ved Aa,

plukke, plukke Blomster.

Foraar 1911. Noter.

er brager et Skud for min Forstuedør,

Raketter gaar op imod Maanen;

„godt Nytaar“ frempulser af rygende Rør,

saa Kvinder er nær ved en Daanen,

og Bonden han bakker sin bedste Tobak,

og Barnet omfingrer den ny Almanak,

der peger paa Stjærnernes Veje.

Og Oldingen sidder saa vissen og from

i Sivsko i Kakkelovnskrogen;

han mumler en Salme om Død og om Dom

og lægger et Mærke i Bogen.

Saa stirrer han ind i sin Oldingesjæl

og frem imod Gravens de sortstrøgne Fjæl,

mens Minderne tættes til Taarer.

Thi Tusind skal fødes og Tusinder dø

i Aaret, der blussende stiger,

og Fremtid skal gro af Forgangenheds Frø,

mens Orm under Barken sig sniger.

Og styrter end Stormen vor Stamme i Støv,

der knoppes vel andre med Krone og Løv

til Fryd for de stræbende Slægter.

²⁶/₆ 1911. Noter.

aa do bløw føj her mødt i Høst

mell aall Guds gued Gawer,

og fæk dérfræ den skjønne Lyst

aa sammel Nieg i Trawer!

Den Stak, do saatt paa Jyllands Towt

med Nieg fræ Slett te Slien,

vil fyld wal paa wor Muers Lowt,

og der er Drywsel i’en.

⁴/₈ 1911. Noter.

Landet, hvor Turnipsen bovner

med svulmende Rod og Blad,

der fik jeg af Venskab saa slag en Høst,

men Guds Velsignels’ af Had.

Og Hadet frisker paa Galden,

og Turnips er god for Ko,

men Venner er som den kjære Sol.

Nu rejste de sidste to!

¹⁸/₁₀ 1911. Noter.

yset tændt,

Minderne tændt,

Sind og Øje fra Styghed vendt;

Døgnet danser med hoppende Hjul,

Freden gjemmer sin Sne til Jul,

drysser den paa vore Saar!

Paradis,

Drømmenes Dis . . .

Glem i Aften dit Livs Forlis!

Sorgen suger i mig som i dig,

denne Kvæld viser Stjærnen Vej,

vov dig da ind i dens Glans.

Skjønne Maal,

hellige Maal:

Smilet fylder den sultnes Skaal,

Lyset strejfer en graadskjæmmet Kind,

varme Hænder bær’ Fadet ind, —

Godhed, o Jul, er dit Navn!

¹⁸/₁₂ 1911. Noter.

i sidder herhjemme og længes derud

mod blinkende Tinder og Floder,

mod Liv der ej drukner i Graahed og Slud,

mod Kjøbslag i fremmede Boder,

mod Alper i Glød, mod en høj Horisont,

mod Rejser og Router al Jorderig rundt,

— bort, bort fra de stængende Gyder!

I gaar vel og stirrer jer Øjet i Vand

paa alle de funklende Tinder

og længes herhjem mod vort taagede Land

med alle dets Juletræsminder,

mod Hytten og Hyggen — en Kjærest’, en Bror,

mod Haandtryk og Smil — og en krumbøjet Mor,

der blunder i Stolen bag Ovnen.

Saa længes og trænges hver kvindefødt Sjæl

fra Livsløbets Stunder begynde,

mens Støvlerne stødes for Taa og for Hæl,

og Saalerne slides saa tynde.

— I Længsel at vandre mod uvisse Maal

med tusinde Mil bag den lasede Saal

er Lov for en Ranselens Ridder.

²⁰/₁₂ 1911. Noter.

jøgen kukker, Solen svinder,

Duggen falder stille paa Moders Bleg,

Himlens Sky faar røde Kinder,

Hjærtegræsset ringler mod Siv og Fleg.

Faar og Gjed mod Kvælden bræger,

Møllens Vinger gaar mod Vestens Skjær.

Klokken ringer fjernt bag Heden,

der hvor rank han vandrer, min Hjærtenskjær.

Lille Hjejle, du skal føre

alle mine Længsler til ham, du ved,

fløjte Ømhed i hans Øre,

over Mosen bære min Kjærlighed.

Til hvert Prik, din Vinge smykker,

hefter jeg et Kys, til ham et Laan;

gule Hjejle, bær dem varligt,

giv dem ej til Pris for Gjøges Haan!

Jeg har skuret mine Spande,

sat dem snildt paa Række med Bunden op,

vandet Kaalen, brust med Kande,

skiftet Klædet over Ostens Kop.

Ensomheden her jeg søgte,

og jeg tog min blanke Sølje paa,

den han ømt mig bad at bære,

naar engang vi skulde til Altret gaa.

Kuk nu Gjøge, mens jeg plukker

Skjørtet fuldt af Iris ved Aftnens Strøm.

Før mit Kammers Lys jeg slukker,

stiller jeg dem varligt bag Pudens Søm.

Irisblomstens Duft skal trylle

dig, min kjække Yngling, mod min Barm,

saa paa Drømmens Bro og Duftens

ind til mig du glider ad Vindvets Karm!

⁹/₁ 1912.

an kommer med Sommer, han kommer med Sol

til Kløver og nikkende Hvener.

Mens Pigen hun sømmer sin blommede Kjol

i Læ af de røde Syrener,

han sænker sig ned paa det mossede Tag

og knebrer fra Reden den udslagne Dag

en Højsommervise om Danmark.

Og Børnene stirrer fra Tærsklen didop,

hvor Løget paa Mønningen nikker,

og Oldingen ranker sin krogede Krop

i Stuen, hvor Slagværket dikker;

og Minderne dugger, og Læberne be’r,

og Børnene pludrer og peger og ler:

„Se Storken er kommen til Danmark!“

Velsignede Fugl uden Høgenes Klør

med Ørnenes mægtige Vinge,

du dukker dig helst mellem græssende Kø’r,

kun Hygge og Fred vil du bringe;

du følger i Furen vor Bonde saa nær

og nikker som han, mens af Rugen det drær

med Løfte om Høst over Danmark.

Hvor Engblommen lyser langs Aaløbets Bred,

du skridter saa langt gjennem Engen;

med Halsen i Bugt og med Øjet paa Sned

du titter til Pigen og Drengen.

Du søger din Føde til Leernes Klang,

og Høduften følger din higende Gang

langs alle de Aaer i Danmark.

Saa lad os da værne den solkjære Fugl,

der pynter vor Vang og vor Vænge,

der ruger sit Kuld i det ormstukne Hjul

til Vejrs paa den mossede Længe.

Hans Yngel skal trives i Regn og i Sol,

hans Rede beskyttes som Hjemmets Symbol,

mens Sagnene lever om Danmark!

⁴/₃ 1912. Noter.