MORGEN.
|
M
orgenens vældige Sol, løft kun din Kugle med Funklen blandt Banker i Østen! Gjøgen bag Lyngstakke gol, tusinde sangkjære Lærker faar Jubel i Røsten. Brokken gaar krum i sin Grav, Taagen i Drift mod sit Hav, Trækfuglesværme bag Højene larmer mod Høsten. Bankerne drømmer i Dis, Gravhøjens Skygge sig ræd under Lyngskrænten fjæler. Edderkopspind i hvert Ris. Lysende Verd’ner af Ild i hver Dugdraabe dvæler. Nu er det Dagværkets Stund, Skytten gaar ud med sin Hund. Hellige Time, da Himlen paa Jorden nedknælen! |
AFTEN.
|
S
tille, Hjærte, Sol gaar ned, Sol gaar ned paa Heden, Dyr gaar hjem fra Dagens Béd, Storken staar i Reden. Stille, Hjærte, Sol gaar ned. Tavshed over Hedesti og langs Veje krumme. En forsinket Humlebi ene høres brumme. Stille, Hjærte, Sol gaar ned. Viben slaar et enligt Slag over Mosedammen, før den under Frytlens Tag folder Vingen sammen. Stille, Hjærte, Sol gaar ned. Fjerne Ruder østerpaa blusser op i Gløden, Hededamme bittesmaa spejler Aftenrøden. Stille, Hjærte, Sol gaar ned! |
FREDLYSNING.
|
D
en Muldvarp han graver i Morr og i Muld, er nødig sin Roden foruden, selv Roser og Liljer han kaster omkuld, han sparer skam ikke paa Snuden! O, Danmark, hver Blomst i dit duftende Bed, saa ilde den vilde vist komme af Sted, om Muldvarpens Slægt skulde raade! Vel priser vi Stræbet til Slægternes Gavn paa Jorderne fede som magre, naar, Danmark, du skriver med Solguld dit Navn, i Rugens langtbølgende Agre. Men ej tør vi maale vort Fædreneland ved kun, hvad det yder i Skjæppe og Spand og kaster i Krybben for Kvæget. Saa fattig’ blev, Danmark, vel ej dine Kaar, saa lidt gav ej Rugen i Trave, at ej du har Raad til en Blomst i dit Haar, en Lyngkrans til Fædrenes Grave. Lad ingen mod Blomsten da vække din Harm, thi Rugen skal nære vor Styrke, vor Arm, men Blomsten skal nære vort Hjærte. Og Heden histude skal ingen forsmaa, som sidder bag Bøg eller Linde; dens Ranker er lave, dens Hytter er graa, men hvor disse Ranker kan binde! Ja, tusinde Længsler fra Præriens Land gaar hjem mod dens Lyng og dens fattige Sand, naar Solen i Majshavet synker. Her har vi da ridset i Lyngen vor Plan, og her har vi givet Exemplet: Et Alter staar rejst for den jagede Pan, Naturen har hvælvet ham Templet. Her mødes det skilte paa Barndommens Grund med Himlen til Hvælving og Heden til Bund, mens Mindet i Dugfaldet hvisker. 16/3 1912. Noter. |
EN BETLE HAAR.
|
H
er sejjer a, en betle Haar“ — haa — haah! og smumrer gued Turnipsblaad haa — haah! Æ Suel skjarer i mi Yw, a er saa glaad, som Haar ka blyw, haa — haah! Haahaahaa — haahaa — haah! |
betle Haar, Smule Hare; smumrer, fraadser i; skjarer, skinner; |
|
Her vil a sætt mæ te imaar — haa — haah! for her er Fred og ingen Faar haa — haah! Ih hwa, nu klør mi venster Ør; ih, skuld en faa nø ild aa spør! aa — haah — aahaahaa — haahaa — haah! |
imaar, i Morgen; |
|
Dér lister Lâs saa laangs æ Laad — haa — haah! og paa hans Nakk han haar en Spaad aa — haah! — — — Der skydes? Her! Aae Jess og Jøss! saa war den Spaad en rædle Bøss! aa — haah! aahaahaa — haahaa — haah! |
Lâs, Lars; Spaad, Spade; rædle, hæslig; |
|
Og laangs den vejstest Turnipsraad — aa — haah — nøj springer paa en Mynd si Maad aa — haah! Aae, bette Bjen, nu op og rend, som om det gjaldt jer Verdens End — aa — haa — aahaahaa — haahaa — haah!“ Saa spænd, og sprang den usle Haar aa — haah! saa beggi Ører laa sæ flaad aa — haah! For hwer en Spring, en Drip der drap, for hwem ka løf med Hawl omkap? Aahaah! aahaahaa — haahaa — haah! |
-raad, Række. |
|
Det war i’æ Sid en haaj si Skaad aa — haah! og det kund ingen Renden klaar, aa — haah! Med jet saa fild en om og død, saa holdt æ endle op aa blød aahaah — aahaahaa — haahaa — haah! Æ Fowl bløw ved aa syng saa glaad haa — haah! æ Vind den spøjt mell Turnipsblaad haa — haah! og men æ Haar laa dér og død æ Suel den strøg si laange Ør: „aa — haah! aahaa — aahaa — aah — haah!“ 19/4 1912. Noter. |
Skaad, Skade. |
SANG TIL DEMOKRATIET.
|
O
p med nye Kampsignaler! Det er Raabet ungt og barsk; vi er Fremtid, vi befaler, vi vil se vort Samfund karsk. Ja, den Ungdom, som befaler, den vil se sit Samfund karsk! Ingen Leg med Idealer, bort med hvert et plumpt Bedrag; vi vil nye Kampsignaler for at holde Dommedag; ja, med nye Kampsignaler Løgnen faar sin Dommedag! Væk med mugne Fæstningsplaner, Frugt af Fortids Hjærnespind. Krigspostyrets hovne Haner galed aldrig Dagning ind, nej, Kanonens sorte Haner galed Død og Skumring ind. Bort med alt, der Lyset raner og gjør Kinden syg og graa. Vandrer én paa Frafalds Baner, ham skal Hævnens Lynild slaa; vandrer du paa Frafalds Baner, Hævnens Lynild skal dig naa! Hør, hvor Haabets Morgenlærke synger over Gry og Græs og gjør alle Ønsker stærke rundt om Gaard og Husmandshæs, ja, gjør Mod og Viljer stærke bag om sunken Hus og Hæs. Hver en sodet Svend i Staden ta’r nu Søndagsblusen paa; han vil med, vil ud paa Gaden for bag Fanens Fold at gaa. Kjække Svende, ud paa Gaden, alle bør i Rækken staa! Tag det Blylaag fra vor Skulder, giv os helt til Fredens Dont; ned med Krigens Krudt og Bulder! Fred gjør godt, men Krig kun ondt. Krigens Blylaag af vor Skulder, da ihjelslaas meget ondt! Under bedre Kampsignaler styrkes da vor Samfundstro, til omsider Sejren daler over Flidens Arbejdsbo, ja, til Lykkens muntre Svaler daler over Fredens Bo! 5/7 1912. Noter. |
SVAMPEJAGT.
|
N
aar Skovmosset drikker den høstmilde Regn, mens krogrygget Bonden hjemkjører, og Kvierne staar bag de piggede Hegn med Dryp i de hængende Ører, da stiger af Kilden, hvor Hindene gaar, en Nymfe og planter — den første i Aar — en æggegul lys Cantharelle. Og stiger saa Solen bag toppede Hæs, mens Markmusen Dugdraaber slikker, jeg skridter saa langt over regnslaget Græs, langs Faldet med Havre og Vikker; og segner end Som’ren for Leernes Staal, med Latter September skal fylde min Skaal med kridhvide Eng-Champignoner. Der vandrer to elskte ad Lønligheds Sti, hun trykker ham Hatten om Panden, han slynger om hende den Arm, som er fri, mens Kurven han har paa den anden. Aa se, hvor hun bøjer sig lændefin, slank, og pludrer og plukker, til Kurv og til Hank staar skjult under brune Boletus. Lad andre kun jage med Bøsse og Hund og skyde til Høns og til Hare, jeg vandrer fortryllet langs Fjordvigens Rund blandt Svampenes farvede Skare; den „Jagen“ forsimpler ej Sind eller Aand, den giver mig Muld men ej Blod paa min Haand og Hjærte for alt — indtil Krybet. Ja du, som maa slide de støvede Sten og slaa dig til Taals med Kontoret, søg ud for at rette de sovende Ben, hvor Skovbunden dækker dig Bordet! Thi aldrig er Danmark saa daarende skjøn, som naar bag den bærfyldte rødnende Røn den Ridderhat blaaner i Duggen. 10/8 1912. Noter. |
TIL EN MØLLERDATTER.
|
H
vor Kværnen dumrer i den dybe Dal, og Sigtemelet Stænk paa Kinden sætter, der gaar du trygt i Barnets Mindesal, om ogsaa Himlens Vejr en Møntørv letter. Saa fik vi hver en Plet, der drog os nær og tog vor Tanke under Pilgrimsfærden, hvor Hjemmets Skræpper blev os mere kjær end al den Bøgeskov, vi fandt i Verden. 17/8 1912. Noter. |
TIL PETER SABRO.
|
D
u valgte den herligste Gjerning, som Solen har skinnet paa: at tale og virke til Værning for alle de svage og smaa. Din Stemme har runget og ræddet saa mangen ugudelig Skarn, lagt Ømhedens Pude tilrette for mangt et hjælpeløst Barn. Derfor skal du nævnes i Norden med Tak af hvert Barn der blev Mor, naar selv du forlængst er i Jorden, hvor Dickens vil kalde dig Bror. 11/10 1912. Noter. |
ZACHÆUS.
|
D
et var sig Zachæus fra Jericho, han var en Tolder for Gud, Tariffen lod ham kun sjælden Ro, men nøje han gransked dens Bud. Han toldede Dild og Duda-im, han smagte paa Vin og Sucat, han vejede Myrrha fra Rephaim og Nardus fra Ararat. Med Varer Kameler drog til og fra Zachæus i Boden trang; Ægypten, Arabien, Asia som Duft i hans Kjortel hang. Og Karavanernes lange Træk, som fjernt over Ørkner kom, som vadede Jordan og Kedrons Bæk, de standsede her bag hans Bom. — Der var paa Zachæus et saarbart Sted: Han havde saa stakkede Ben, og krumme var de desudenved, det voldte den Tolder Mén. Naar mangen en langbenet Hejre lo i Jerichos glade Stad, han maatte staa der i lave Sko og spørge sin Kone: „Af hvad?“ Drog Folket sammen i Klump og Klunt paa Torvet til Sabbatfest, de kunde nedrage hans Horisont med bare en Ryg af en Præst. — En Solskinsdag, da om Jerichos Mur de kløftede Falke fløj, og Jordan gik fjern med sin vante Dur, da hørtes fra Gaderne Støj. Sandalerne klappred mod Torvenes Sten og gjalded fra Taarnportens Rum, en Larmen af Oxe- og Menneskeben, der gjorde Vandraaberen stum. Zachæus, der efter alt nyt var vild, som altid den lavbente Slægt, han tabte af Haanden den duftende Dild og sprang baade Disk og Vægt. Paa Tærsklen han stod i et eneste Sæt, hvad var ham nu Salg eller Kjøb! „Profeten, Profeten fra Nazareth!“ de raabte derude og løb. Zachæus efter de andre sprang paa krumme og korte Ben, han løb, saa Sveden i Brynet hang, og Gnister sprang op af Sten. Hans løste Bælte svang ud og ind og smælded mod Mur og Løv, hans Kjortel rejste en Hvirvelvind, som slæbte med Vejens Støv. Snart vandt han da udenfor Stadens Mur, hvor Slettens sitrende Luft — med støvede Palmer i blaa Kontur — var krydret af Balsamduft. Derinde hvor Jublen til Himlen naar som Søjler fra Folkets Strøm, der er det, i Lys og Glans han gaar, hans Dages og Nætters Drøm. — Til Tolderens lille hvidkalkede Hus kom Rygtet med Løst og Fast, mens Kjøbmanden tømte det bugede Krus, og Oxerne skiftede Last. Og mangt et Sagn til Profetens Lov om Visdommen underbar var ført over Ørkner paa Æslets Hov eller Puklen af Dromedar. Zachæus havde det mindste hørt og gjemt det i trofast Hu og havde sin Griffel bag Øret ført og spurgt om mere endnu. — I Dag kom Profeten til Jericho, i Dag vandt Drømmene Magt; aa, maatte han mætte sit Syn, sin Tro, og kysse en Flig af hans Dragt! Men Hoben spærred til hver en Kant, hans strakte Taa var for kort; han rev og sled, og hans Taarer randt, men altid stødtes han bort. Da saa han ved Vejen et Morbærtræ med alle Grene i Blost; der klatred han op med rystende Knæ og holdt med Møje sin Post. Skjønt Solen skolded, og Hvepsen bed, og Grenen var knudret og raa, skjønt Sokken sank ham om Læggen ned, han tyktes sig ovenpaa. Det Menneskehav, som dernede brød — her kunde han pejle dets Bund, se Grenenes Viften i Solens Glød, se ind i hver jublende Mund. Alt andet hans Øje jog rask forbi og søgte mod Centret frem; der vandred en Skare, otte à ti, hvem var nu Profeten af dem? Han havde vel tænkt sig en Drot til Hest med Sværd og forgyldene Spir, Cymbalers Klang og Trompeters Blæst og Krone af Guld fra Ophir. Her stod nu en solbrændt Klynge af Mænd — Kuløren kraftig og frisk — og Dragten, som slubred om Ankel og Lænd, var plettet af Tjære og Fisk. Der kom jo Profeten, der vandred han frem midt gjennem det Folkehav; I Haanden en Stav, om Livet en Rem, paa Skuldren bar han en Sav. Han syntes saa aandig, saa drømmerig mod Fiskernes tjærede Flok, og Vinden løfted hans Kjortelflig, og Solen kyssed hans Lok. Og nærmere Træet Profeten gled, da tabte Zachæus sin Sko; de hvideste Blostre dryssede ned, men Jesus saa op og lo. „Kom ned Zachæus, kom ned til mig, thi som mine Øjne ser, vi skal nu begge den samme Vej for aldrig at skilles mer!“ Ned sank Zachæus. I Lykkerus med Jesus han hjemad drog, og Lys der tændtes i Tolderens Hus, som mer end en Sekel vog. Efteraar 1912. Noter. |
VRØD-I-VRONT OG MARI STONT.
|
D
Stont, Stunthose, fodløse Strømper; Vratt, Forager;
Hjaj, sølle Fruentimmer; Bjatt, Bjert (Landsby).
er so en Mand paa Vinkel Vratt, de kaldt ham Vrød-i-Vront, han to te Kwind en Hjaj fræ Bjatt, og det war Mari Stont. „Vrød-i-Vront og Mari Stont“ bløw te Sej æ Herred rundt; de war gjaen glaad ved lidt, og møj de nowed ett. Aa wank af Stej just for det samm war snaar djé jennest Lyst, og nær den bette Lærki kam, de høt hind aaltid føst; grev de da hinaân og sprang Stonthuesdans te Lærkisang, lejt og spøjt med Tor i Yw som Lamm paa gammel Hyw. Krusbær, Tyttebær; Lim, Kost.Og hun plot Krusbær i æ Hied og Trønbær i æ Mues, og han to Ol saa tykk og fied og band’em i hans Hues. Vrød-i-Vront og Mari Stont de haaj mir end jawen tront, de skuld bind wor Muer en Lim og hwer en Krikk en Grim. Woll, Pilevaand.Og han kund hegs dæ Kai i Kow og vis med Woll for Wand, og hun kund spo, hvor Mett skuld bow, og hwem hun fæk te Mand. Han en Dram og hun en Skro, strax laa de en Skorsten po; Mænd og Skorstjenn strøj de mej paa gywtglaad Piggers Vej. Worr, Varsler; Bæs, Bers.Og han kund si det særest nøj, som anner ett vidst aa, som Worr for Død og Bjærgmands-tøj mell Minnestid og Daa. — — Æ Ellpig fræ Flæskidam — maatt æ Dæwl hind annamm hun haaj rejen paa hans Nakk fræ Bæs te Kistelbakk. stumlend, usikre i Gangen; bundt, klodse noget.Hwor der bløw spelt og raaft: Godtôr! der war di i dje Es, og kam de stumlend te en Gord, saa bløw der sgi Kommes! Saa begynd æ Knæjt aa vals, saa begynd æ Hund aa hals, Vrød-i-Vront og Mari Stont haaj Gled, saa det ku bundt. Swot, sort; Maløtot, Malurt; Klont, Byldte.Men nu er Swot jo Lywkulør, Maløwt er nu di Dram. Aa ta Pati for godt Humør det regnes nu for Skam. Vrød-i-Vront og Mari Stont med dje Klud og med dje Klont — Gud ha Lov, de wal er død! Hwor skuld de faa dje Fød? Vinteren 1913. Noter. |
BØRN FRA GYDEN.
|
J
eg er vel kun en lille Pige men faar jeg Mad og bliver stor og faar jeg Sorgen til at vige, saa skal jeg rigtig hjælpe Mor; faar vi saa begge to en Kjole, og jeg lidt bedre Sko til Skole, saa har jeg ingen Ønsker fler, naar Mor blot ikke græder mer.“ „Og jeg er én af de smaa Drenge, som gjerne vilde gjøre Gavn, men som har sultet altfor længe i dette rige Kjøbenhavn, men fik engang jeg nok at spise saa sang jeg vist en anden Vise, blev Hosten kvit, som nu jeg har, og skulderbred og stærk som Far.“ Saa er vi Børn fra Kvist og Kjælder — ak, tusind vil kun halvt forslaa! — for hvem det Liv og Helse gjælder at kunne ud til Solen naa. Det er saa tungt paa kolde Stene som Barn at gaa forknyt og ene, at vide Dagen er saa nær, mens Mørket altid ruger her. Nu kredser Fugl om Danmarks Strande, kun Vingens Skygge kjendes her — der lyder Sang fra Skovens Rande og Kuk fra lave Elmetrær; men vi med Barnets Sind og Længsler — hvi spærres vi i disse Fængsler? Skal alt faa Blomst og gro igjen, og ikkun Barnet visne hen? Nej hjælp os til, før mat vi segne, at faa vort Skud i Solen op, hjælp paa det sunde Hjærtes Vegne, før Ormen huler ud vor Knop. Kanske det Barn, som Lykken vrager, skal bære Sten af Danmarks Ager, naar Kløgt og Flid hos hjulpen Mand har hædret Barnets Fædreland. 30/3 1913. Noter. |
SÆDEMAND.
|
E
n Bonde med sin Sædekurv — det er for mig et Højtidssyn! Naar Haren løb saa tung og trind, og Løvet frynsed Skovens Bryn, da skred han fra sin Ladeport med Kurven paa sin venstre Lænd didud, hvor Marken venter tavs med voxen Daad til voxne Mænd. Med Haanden i den gule Sæd og Brystet frit mod Vinden op hans Syn omspænder varmt den Jord, hvor Harven gaar til Hyp og Hop. I næste Nu hans tunge Sko vil stempe Mulden dybt og fast, mens Sæden spredes for hans Fod i lange runde Nævekast. Og Kurven knirker mod hans Lænd, og Kjærner gule, Kjærner graa de borer i den varme Muld, og Solen dynger Guld derpaa. Og Lærker synger, Græsset gror, og Bier gaar i Blomsterdans, og hvad paa Valborgdag blev saaet, skal staa i Flor omkring Sankt Hans. Det gror, vort kjære danske Brød, det gror i Sol, det gror i Sang, det gror i Arbejdsdagens Stræb som under stille Kirkegang. Det gror, det gror — i Majnatsregn, det gror i Dug ved Solhverslag, naar Havrens Toppe ringler fint til fjerne Klokkers Bedeslag. O, Bonde med din Sædekurv og i din grove Arbejdsdragt, du tykkes mig i denne Stund med selve Evighed i Pagt. Imens du som en Offerpræst henskrider tavs og alvorsfuld, du signer med din højre Haand den sorte grødesvangre Muld. Tak, Bonde, med din Sædekurv! Lad Landet grønnes i dit Spor, saa vi med Stolthed Aar for Aar tør pege paa den danske Jord. Saa længe du i Furen gaar, saa længe du har Arbejd kjær, skal Danmark lægge Fold til Fold i Sol og Storm og Bygevejr. 10/5 1913. Noter. |
UNG VISE.
|
A
lle mine Længsler de smyger sig om dig — diddeli, om dig! duddeli, om dig! Bare en af dine nu gik den halve Vej — diddelu og diddeli — til mig! Alle Havens Blomster de dufter kun om dig, diddeli — om dig! duddeli — om dig! Rose og Reséda og Lind og Volverlej — diddelu og diddeli — om dig! Pløjer jeg min Ager, da synger jeg om dig — diddeli — om dig! duddeli — om dig! Lærken over Ploven med Sangen hjælper mig, diddelu og diddeli — om dig! Biers Nyn og Sødme — alt minder mig om dig! diddeli — om dig! duddeli — om dig! Al min Gjerning bliver ved dig en Blomsterleg, diddelu og diddeli — om dig! Sidder jeg i Kirken, jeg tittet hen til dig, titterli — til dig! — tutterli — til dig! derfra op til Altret, hvor du vil staa med mig — diddelu og diddeli — med mig! 19/8 1913. |
GAMMEL JEHANNES HANS NØJESVIS.
|
Æ
Nøjesvis, Nytaarsvise; slan, slaaet; æ Or, Aaret;
gan, gaaet; Sel, Sele.
Klokk haar slan æ Or er gan — en nøj vil rist si Ving, den haar en gylden Kied te somm, en Sel te flir dje Bring. Æ Kokk ka gaal dje Kraaser krumm, men ingen ved, hwad Or de’el komm. Aa-e-ja! Hwem der en jenle Kik maatt ha! sædr, passer; den Ot, den tilmaalte Del.Men render end di Klokk i Sto, Worherr haar jen, der gor! Den sædr æ Tid, nær aalt ska gro, og toler ett, det stor. Aak, fæk a søen en Nøjesgaw, da vild a gled mæ aall mi Daw. Aa-e-ja! A for den Ot, som a ska ha! anner djes, andres.Men helsen er der faa tefreds ved denne Verdens Burd, far de faar min og anner djes rajt grundig o æ Jurd. Men kund enhwer bestemm æ sjel, da skuld I baare si en Spel — aa-e-ja! hwad Nøjesgaw enhwer vild ta! Maan, Morgen; æ Glajs, Glasset.Mi Nobo Trowls han vild nu drikk fræ Maan te Awtensend, saa du kund po hans Øwn prikk, imen æ Glajs han vend; en Kuen, der villig bor for Burd, en Bimpel som en Oxehued aa-e-ja — det war den Gav te Trowls vild ha. Wor Slagter han haaj ett imud, te Folk vil rigtig fraas, te vi gik forlænds te æ Burd for ret aa fyld wor Kraas; det war hans Handl aa si opo, te stue Swyn de od dem smo, aa-e-ja — det Syn han lig ku lid aa ha! skjødløs, skjødesløse; Mued, Mode.En Skræjers Nol haar gued Kor, hwor „Hold-ijen“ er henn; en pyntsyk Kwind i hwer en Gord, en Flok af skjødløs Swenn, en nøj Slaws Mued hver Maanedsdaa — da er æ føst, wor Skræjer er glaa; aa-e-ja; — æ Regning — den fôr do og a! Len, Ophør; i Gras, itu.Wor Smed han blæser uden Row og ønsker uden Len, te aall wor Plag maatt smid dje Skow og komm te ham ijen; og kyrer do di Plow i Gras — da ved a jen, det er tepas — aa-e-ja! tho grassed Plov si Smed maa ha! Kjørmes Knud maatt bus, Nordenstormen maatte rejse sig i sin Vælde; fust, fare bort; Skaw, Skave; Skyw, Skive; Træjring, Gavtyv.Wor Tækkimand, der fæk æ ild, om ingen gjord ved Hus, a tinker wal, han gjan vild, te Kjørmes Knud ku bus, saa hwer en Tot af Taag maatt flyw og fust si Vej fræ Skaw te Skyw — aa-e-ja! det vild den Træjring gjaen ha! skaw, gnave; vi, vid; jenle bette Hyr, en lille Bestilling; Row, Rug.Wor Snejker ber om Low aa law en Kist aa putt dæ i, der aalle jen Stej skuld dæ skaw men blyw jawn laang og vi; en søen jenle bette Hyr nu men æ Row det er saa dyr — aa-e-ja, den vild wor Snejker gjaen ha! syk, synke;Wor Krormand vinker i hans Dar, han gir saa nødde Slip, saalæng di Paang er nueting ward og du ka syk en Drip. Men drik di sidste Øg af Staald — da faar du snaar hans: „Guj i Wold!“ aa-e-ja — det jennest Gued di Krormand ga! plot, plukkede;Wor Prokuraater plot mæ nær, det gik lig ad æ Skind; men læ ham mød med den Salær, nær sidst Instans gaar ind. Da kund en moski fo si Peng, men da ’r æ bløwn søen lowle læng — aa-e-ja da vild a nødde hans Plads ta! dwalsk, slem, haardt; Aând, And; braa Haak, dygtig Klø;Wor Degn han synger faale falsk i Amen ved æ End. Han slaar æ Knæjt, og han slaar dwalsk, det maa di Pejr bekjend; men gi hans Kuen te Ywl en Aând, saa spaarer han det kje-re Baân! Aa-e-ja! men âandløs Bøen braa Haak maa ha! Gjewt, den Portion, man giver et Dyr i Krybben.Wor Præst han viger ett en Tomm fræ Trowens san-de Urd. Vi Syndre maa putt i hans Lomm, og den er jawnhen stur. Men nok aa gywt og nok aa døef, saa fild der Hawr i æ Præjst hans Krøef, aa-e-ha! en Gjewt den Præjstlomm da ka ta! Sor, Saar.Den Krigskaal, der er no paa Mued, han er en Landeplaw; hwad der skuld komm woss aall tegued ka han guff i hans Maw, og Sor og Hordhid, Blod og Kri han vild, æ Land sku dejgnes i. Aa-e-ha! Det bløw en stywle Dram aa ta! Nej, a vil ønsk jer Lykk og Fred, saalæng enhwer ska løw, saa ingen gjør den naaen Fortræd, hwad ondt han end maa døw; te Byg mott bær og Row mott grow, og hwer mott malk si egen Kow, aa-e-ja — for søn en Lykk wor Lyw vi ga! 18/1 1914. Noter. |
HANS KAARSBERG.
|
D
er red en Rytter over Steppen hvast; saa muntert hoppede hans Huekvast. Der sad en Doktor i et Vennelag, og ingen hørte Hanen varsle Dag for Ordets Fest, for Viddets Latterbrag. Hvor denne Digter-Doktor tager Sæde, der hopper Bægrene af Fryd og Glæde. Et mandigt Hjærte og en følsom Aand, Kirurg og Jæger — samme sikre Haand! Og skal den vilde Hare skydes tam, i Guds Navn, Venner, lad det ske ved ham! Han vil ej skjænde Skovens Tempelro ved plumpe Skud mod Hjortens unge Ko. Han kjender Brokkens Hus og Vildtets Veje, men sænker Bøssen for at se det lege. Paa Fantasiens høje Ørkenridt — hvor skued han fra Sadlen milevidt! Vi har Poeter nok i emsig Dont, men faa med denne Digters Horisont. Den Nattergal har lidet rørt hans Sind saalidt som „Poppedreng“ paa sukret Pind, og endnu har han holdt sig i at daane, selv om i Sorø Sø han saa en Maane. Dog bølger stærke Sange i hans Sjæl, og Rytmen gjorde ofte rap hans Hæl. Det stærke Blik, der kunde haane vildt, det har jeg set bag Brillerne saa mildt, naar Poesiens glade Glimmertraade blev snoet til Streng ved høje Guders Naade! 24/1 1914. Noter. |
LANDARBEJDER-SANG.
|
S
aa langt jeg stirrer i Danmark ud, jeg skuer vist tusinde Hytter; de skaller i Frost, og de drypper i Slud, i Blikstille staar de og lytter; og Vinden hvisker ved Gavlens Straa, mens Solen gaar mægtig af Havet. Pas, Danmark, vel paa de Hytter graa, dér ligger din Skjæbne begravet. Vi skatted for længe til Pragt og Prunk bag klingende Titler og Navne; hvor een kan føre sig stolt og strunk, maa hundrede sukke og savne. Men Folkets Lykke var sjældent dér, hvor Falke om Duerne rives, langt oftere hist paa lave Kjær, hvor Byggen ved Midsommer trives. Naar Danmark ligger i lyse Tavl saa kjært mellem Bøg og Linde, mon ej hin Mand bag den skjæve Gavl har virket det — han og hans Kvinde? Mon ej med Troskab i Savn og Flid I brugte Ploven og Hakken? Hvorfor faar I da en ussel Hvid, mens andre ta’r Lønnen og Takken. Hvor Greven stænger sit Vangeled for andre end Hjort og Hare, mens Slideren dyrker sit magre Bed — dér synes mig Landet i Fare. Men I, hvis Arv blev den stærke Krop, de hærdede Muskler og Arme, stem Ryggen mod og skub Leddet op, og kun et Par Grever vil larme! Men skal I vinde jer Ret en Dag, I faar den vist ej som Gave, først efter mange og drøje Slag mod Fejghed, ja Kolber og Stave. Men gaar til Kamp det for Barn og Hjem, og skulde for Alvor det gjælde, se ikke skræmte fra Døren frem, som Hønen ser op fra sin Nælde. Den Kamp, I rejste for Hyttens Kaar, den fører I helt for os alle. Skal Lykken trives i Danmarks Gaard, maa Fordommes Stenmure falde! Lad Hjorten knejse bag Pigtraadsnet, lad Lehnsjordsfasanen sig svinge — men Manden har dog en større Ret, og Retfærd en videre Vinge. 14/5 1914. Noter. |
LILLE EDITH.
|
D
et var i den Time, hvor Ax og Rør sig sænker mod Aftenrød: et legende Barn kom til min Dør saa tindrende glad og sød. Og Lokkernes Ynde saa fyldigsort nedringled paa Axlen frit, og Blikket, saa kandisbrunt og stort, omsvævede skjælmsk og blidt. Hun smuttede ind og ud igjen, som Straalen gjennem et Glar, imens en vimrende Hundehvalp hun løftede op og bar. Hun legede ned ad min Trappesten med Blomster og Hund og alt; hun legede under den Rosengren paa trinde, fjedrende Barneben. Da midt under Legen hun faldt! Hvorledes? hun rejser sig ikke op! Hun løfter ej Haanden mer; det sprælske Knæ og den lille Krop nu ligger saa tungt som Ler. — Du elskede lille Edith-Sjæl, som vied til Sorg mit Hus, end staar der Spor af din Barnehæl herudenfor i mit Grus. Du lille Straale fra Livets Vaar, hvi havde du al den Hast? — En Straale kommer, en Straale gaar, og ingen kan holde den fast. Du gled tilbage mod Dybets Favn til Solen, der sendte dig ud. De Vise strides om Solens Navn, de Grædende kalder den: Gud. 6/8 1914. Noter. |
BRYLLUP.
|
D
u var ung, du var frisk som den vaarfødte Blæst, naar den stryger langs pløjede Kjær, du var smidig i Kast, og en Yngling i Spring, og din Latter laa rede og nær. Og du fór paa dit Hjul langs de stenslagne Spor, mere rapt end den spejdende Ravn, og du skrev os en Saga om Sejghed og Mod, mens Udholdenhed kroned dit Navn. Du tog Bøssen fra Knag, blev en Jæger med Lyst, stolpred hjem under Fuldmaanens Skjær, mens i Natten du lytted til Regnspovens Fløjt højt til Vejrs over Barndommens Kjær. Da jeg traf dig som Mand, da jeg vandt dig som Ven, og dit Venskab blev uden en Sprag, intet Falsk i dit Blik, ingen Svig i din Mund ingen Rømning fra Ord eller Sag. Se, da gled der en Sky for din høstblanke Sol, stænked Fugt paa din rustfrie Sjæl, og jeg selv blev saa tavs ved at se, hvad jeg saa, at en Orm havde stunget din Hæl. Men nu stiger der Dagning for Vindvet paany, alle Skyggerne gled deres Vej, hør Forjættelsens Klokker de ringer mod Sky, og de Klokker de ringer for dig! Thi en Kvinde har listet sin Arm under din, du har vundet den yndigste Ven, hun vil smykke dit Hjem med sin Ynde, sit Smil og gi Liv til din Ungdom igjen. Kommer Tyngselens Aand som til Tungsindets Saul, synes Dagen dig møjsom og sort, ryk til Arnen din Stol, tag din Hustru paa Knæ, hun vil stryge dig Skyggerne bort. Se det lyner af Sværd, mens I slutter jer Pagt, der staar Angst af den bævende Jord. Men om Verdner end brænder, skal Elskov ej dø, se, dens Blomst staar i Asken og gror! 23/9 1914. Noter. |
SØLVBRYLLUP.
|
F
emogtyv’ Aar de gi’r mange Slags Kaar, de gi’r Jubel og Sorg, alt som Huen den staar. Femogtyv’ Aar gi’r den Smule, vi naar, giver Godtvejr og graat Vejr og Høst efter Vaar. Femogtyv’ Aar de gi’r Føl, de gi’r Faar, de gi’r tusinde Ting, som en Bonde attraar. Femogtyv’ Aar gi’r en Mage og Maar, giver Børn i din Stue og Liv i din Gaard. Femogtyv’ Aar giver Sølv i dit Haar, ogsaa Sølv i din Pung, om dig Lykken bistaar. Femogtyv’ Aar giver Skrammer og Skaar, giver let Sind og træt Sind, mens Skyerne gaar. Femogtyv’ Aar gi’r den Lykke, du faar, gi’r dig Pligtslid og Gigtslid i Lænder og Laar. Femogtyv’ Aar gi’r en Mand i hans Gaard, gi’r dig Præg, som du bærer, til Domsklokken slaar. Femogtyv’ Aar! Om I sleger hæ’ slaar, kom I bare igjen, om med Hæder I gaar. Femogtyv’ Aar! Kom med Sødme som Saar, vi skal vandre jer ud, om vi stumler hæ’ staar! 9/10 1914. Noter. |