JAWN HUMØR.
A
Hie, Hede; aa spild, at spilde; Tie, Tjære;
Bøen, Børn; lieg, lege; trimmel To, trimle Taa, en
Leg, hvor man med Hænderne griber om Stortæerne paa sine egne korslagte
Ben, mens man som et Nøgle ruller ned ad Bakke med Hovedet forrest;
Awteskuen, Aftægtskone; stywlelaaren, lovlig stiv;
bowr herude o æ Hie en hal Mils Vej te Øster, der haar a Lov aa spild mi Tie Mi Bøen ka lieg omkring æ Damm og spytt saalaant, a lyster, og trimmel To med Kaaren; mi Awteskuen ku gjør det samm, skjønt hun er stywlelaaren. Greef, Greb; gløj, rask i Tøjet; glaa, glad; grovelirer, grubler; ynder, elsker;Med Greef og Skovl hwer Dawsens Daa en gaar og affensirer, og a er gløj, og a er glaa, hwor anner grovelirer; for ha en Sind saa lærki-let, en bette Kwind, en ynder, og spis sæ mæt og slid sæ træt, det passer wal for Bønder. Nobo, Nabo; aalle, aldrig; nue Tid Aas, nogen Tid paa Aaret; drutt, trevne og tunge; hæ, eller; dovnle, dovnladne; Bøl, kastreret Tyr; Hos, Øg; læ Vovnle, er fælles om et Vogn-Spand; Søndesbied, Søndagsbéd (Béd = den Tid Hestene er i Tøjet); imen, mens; Støwt, Trillebør; stander, gjør i Stand; Pie, Per; søn, saaledes.Mi Nobo aalle nue Tid Aas war med de drutt hæ dovnle; han haar en Bøl og a en Hos, tho saa læ vi jo Vovnle; han gjør for mæ en Søndesbied, imen hans Støwt a stander; han hjælper mæ, a hjælper Pie, søn hjælper vi hweranner. Kuen, Kone; en hægen Bej, en velsmagende Bid; smaag’e, smage det; lisse rej, ligesaa selvfølgelig; tegue, tilgode; stue, store;Og haar mi Kuen en hægen Bej, saa ska jo Pies smaag’e, og Pies sender lisse rej en Kovring, nær de baage; og somtid med en jenle Dram en gjør hinaan tegue; tho byd det ledt er ingen Skam, nær ett en haar det stue. kraan, knejse; klav, klage; fâr, før; staar te æ Hammel, (om Heste), der staar til Hammelstokken, ɔ: ta’r et Tag; løwt, løfte;Vild Fattefolk kuns støtt hinaan, med hwad der søn vil gnav wos, saa skuld I si, hwor vi sku kraan og aalle mie klav wos. Men Smofolk ved ett, hwad de kan, fâr de staar te æ Hammel; de kund jo løwt æ hiele Land, saatt de dje Rygge sammel! gaa fræ æ Bed, gaa fra Biddet (om Værktøj, Leer, der sløves); tidle, tidlig; fræ æ Red, fra Reden (ɔ: Hjemmet); jennest Arpaart, eneste Arv; wa’e, var det; laa i dje Kled, lagt i Klædet, ɔ: Knytteklædet, hvori Fattigmandsbarnet har sin Habengut; „nær de skal ad æ Dae“, udad Døren = ud at tjene deres Brød.Men jawn Humør te dawle Sled det maa no aalle fattes, hwis ett en ska gaa fræ æ Bed og aaltfor tidle mattes; den fæk a med mæ fræ æ Red — mi jennest Arpaart wa’e — den faar mi Bøen laa i dje Kled nær de skal ad æ Dae. 19/10 1908. |
SANG FRA GRUBEN.
|
V
i er graa, graa Mænd, som af ingen Glæde ved; vi er smaa, smaa Mænd, som maa altid dyb’re ned. Med en Muldklump ved vor Sko og en større ved vor Sjæl skubber vi til Grubens Dryppen Børen langs sin Fjæl. Vi er graa, graa Mænd, som tog Farve af vor Grund, vi er smaa, smaa Mænd, stemplet fra vor Fødselsstund. Med en Hakke, bred og tung, huler vi vor Minegang; Klumpens Bragen, naar den styrter, er vor Muntringssang. Vi er graa, graa Mænd, armere end Hulens Kryb, vi er smaa, smaa Mænd, fængslet til vor Grubes Dyb. Jordens Aande, klæg og kold, stiger mod vor blege Mund, som engang den mod os aander i det sidste Blund. Vi er graa, graa Mænd, graa i Syn og graa i Sjæl, vi er smaa, smaa Mænd, lænket til en leret Pæl. Ser vi fra vor vaade Grav mod den lyse Verden op, skjælver i en magisk Længsel Trællens trætte Krop. Vi er graa, graa Mænd, med kun ringe Raad til Haab, vi er smaa, smaa Mænd; — Brødre, hør vort Afgrundsraab! Hjælp os fra vor Grubes Gys op til Sol og Dagens Kaar, før paa Livets sprukne Klokke Dødens Knevel slaar! Oktbr. 1908. Noter. |
TIL EN REJSENDE BRUD.
|
K
olumbus drog til Amerika, der hildedes han i Rænker; de førte den stolte hjem derfra i nagelboltede Lænker. De drager nu selv til Amerika, mens Efteraarsregnen stænker, og lader Dem binde hjemme fra i rosen-naglede Lænker. Saa far med Fred til Amerika — Kolumbuses Vej — jeg tænker, de føles ikke saa tungt endda de Hymens smykkede Lænker. Men er De mættet af Sydens Lyst og Duft af gyngende Lianer, da tænk paa Lyngen ved Jyllands Bryst og Fjorddalens syngende Svaner. 26/10 1908. Noter. |
TIL PETER NANSEN.
FESTTELEGRAM.
|
T
illader de høje Gjæster, jeg fra min fjerne Plads — tredive Mile til Vester — hæver for Nansen mit Glas! Om Digtning har Flod eller Ebbe, er vor vel skilt ved en Elv; men den skulde prygles med Kjæppe, som bare vil se sig selv. 26/10 1908. Noter. |
JENS VED Æ BÆK.
TO FORKYNDERE.
TIL EN PLOVKAMMERAT.
|
V
i døjed og pløjed paa Fædrenes Grund, mens Hjejlerne fløjted fra Lavningens Bund. Da sprang der en Skagle, i Staa gik vort „Ho’s“, og Pokker tog Ploven, og Livet tog os. Men endnu vi elsker hver Hjejle paa Knold, og stadig vi fører en Plov i vort Skjold. 14/11 1908. Noter. |
VIGGO HØRUP.
|
S
aa rejses Sten for Døgnets bedste Mand, som længe dvæled i sin Tystheds Have. Thi hvad du end har tabt, mit Fædreland, du var bestandig rigt — ved dine Grave. Og skjønt dit Navn kom sjældent i hans Mund, fordi han havde Sky for tunge Navne, var det hans Pulsslag til hans sidste Blund sit Land ved al sin lyse Kløgt at gavne. Han var ej Manden med den ene Tanke, der kløver Rummet for den nye Dag, men tusind Tankegnister, lynildblanke, sprang fra hans Esse i vort Hjærteslag. Hvor har han glødet vore unge Kinder til nye Tag i Nederlagets Stund, naar ingen uden han saa Fyr bag Sund og Frafalds Taager knuged alle Tinder. Han var en Spejder ind i Fremtidslandet, det Land enhver med Graad har stirret paa, den fjerne Kyst med lyse Løfter randet, men som vi aldrig, aldrig selv skal naa. Den Viden har dog ej hans Ildhu hemmet, han var ej nogen haabløs Pessimist; thi der er anden Tro end den paa Christ og andre Haab, end dem vi fik beskjæmmet. Han saa i Frihed Livets dulgte Kilde, derfra hans Had til alle gjorte Baand; mod Thybo-Pral han satte Folkesnille, derfra hans Kjærlighed til Vid og Aand. Og Folkeguldet dybt i Undergrunden med Sprogets Bor han løfted op fra Bunden. Den som har set ham under Bøgeløvet, naar Juniflaget til hans Vid slog Smæld, naar Fjendens Vaaben, ved hans Ordkunst døvet, blev gjort til Prise i et Spottevæld, han glemmer aldrig Lyset paa hans Pande og ej hans Øjes stærke Tindrekraft, som naar en Kriger mod en Angrebsbande med løftet Hoved slipper Lansens Skaft. Hvor var han skjøn i Ordets Kunst og -Formen, skjøn i sin unge, kjække Fremadstormen! Hvor gjerne hørte vi hans lette Pile i Døgnets tungtbevæbnede Debat! Som David kunde han i Kampen smile ad Reaktionens plumpe Goliat. Og Goliat — ja, han fik mærke Slyngen, dens flinke Sus, dens muntre Stenes Syngen! Vi gaar en ond og uglad Dag imøde, da det som laa ved Horisontens Bræm som Truselsky mod Land og Folkegrøde skal fedtes, fuskes, luskes, lumskes frem. Vær da paa Plads hver Mand i Gaard og Hjem! Tag frem hans Vid, hans Glød, hans Fylkingstaler, hans Svøbes Strimer og hans Kampsignaler! Saa fjern da Dækket fra hans Mindesmærke, og blot hans Pande for den danske Regn, at han ved sine Træk, de kloge, stærke, kan tale til os som et Kampens Tegn. Saa længe Viddets Lyn om Pennen knitrer, hans Hoved højt i Brændingssprøjtet staar, og frie Aander fange Sejr og Saar, mens Kunstnermalmen i hans Bryn forvitrer! 22/11 1908. Noter. |
DORRES SANG.
GAMMELT MOTIV.
|
J
eg gaar i tusind Tanker og elsker den, jeg ej kan faa, han vist i Glæden vanker mens Sorg jeg lide maa, stor Sorg, som jeg i Hjærtet bær for dig min Ven saa kjær; det voldte falske Mennesker og derfor Sorgen er. O, havde jeg ej skuet dit Ansigt og de Øjne blaa, saa var jeg aldrig kommet til Kamret, hvor du laa, saa bar jeg ej paa dette Sting her inderst i min Barm og kjendte ej den Angstens Ting, som nu gjør kold og varm. Nu er jeg mere ensom end Træet paa min Moders Grav, naar det om Natten suser bag Kirkelaagen lav, og i dets stille Skyggefavn jeg finder snart mit Sted, det eneste jeg kjender nu hvor Sorgen gi’r mig Fred. Efteraar 1908. Noter. |
LIMFJORDEN.
|
H
vor herligt du lyser, du krummede Fjord, der slynger de Sløjfer i Sønder og Nord, du Vindenes Orgel, du tonende Vand, der bræmmer med Skummet din riflede Strand! Mod laveste Hytte som højeste Tegl du leende løfter dit smigrende Spejl; og Baadenes Flokke, de sejlhvide smaa, du hvister saa højt, som din Bølge kan naa. Smaaøerne slumrer paa Bredningens Bryst, og Kirken hun lyser saa kjønt paa din Kyst; i Spejlet mod Bredden, naar Solen er lav, staar Taarnet forsænkt som en Elfenbensstav. Bag Baaden der jubler det badende Barn, mens Faderen reder det skjællede Garn; Vestsolen beføler hans Hue og Kind, og Straalerne strømmer i Maskerne ind. Hør Tamgaasens Gjæk fra den lerede Brink, hvor Sol gaar i Hav under milelangt Blink; en Plasken med Aarer, en Svirren af Myg, en Rørsangers Fløjt i den sænkede Byg. — Men Billedet skifter saa let som en Vind, min Fjord har vel tusinde Masker og Sind; mod Kvæld kan den kysse din Stævn med et Smil, ved Gry maa den danse med Stormen en Ril. Se Maagernes Hvirvlen, hør Spovernes Træk, — et Strøg mod dit Hjærte, og Lyden er væk! Hvi skjælver du, Hjærte, hvi drypper min Graad? Jo, Barndommens Spover de krydsed min Baad. — Ej fandt du, o flyvende Svane, en Kyst, hvor renere lyste dit tonende Bryst; og hvad kan vel løfte din dragende Sang som Fjorddalens Bugtning saa lys og saa lang! — Hist Fiskeren tjærer sin bugede Kjøl, mens langt over Vigen gaar Køernes Brøl; ved Bækken, hvor Bugten den bøjer sig ind, der skridter en Pige saa fast og saa trind. Hun løfter fra Aaget den blinkende Spand og skyller ved Bækken dens Munding og Rand; mens Blomsterne myldrer om Ankel og Kjol, hun malker sin Ko i den stigende Sol. — Hvor herligt fra Klinten at tælle de Næs, de hundrede „Hager“ med saltsvedet Græs, med Stude i Række og Kalve i Ring og spejdende Terner i sejlende Sving! Hvor dejligt at se i det kimede Gry letsløret ved Bugten en rødstenet By, hvor Duerne kredser om Toldhusets Tag, mens yderst paa Molen der flimrer vort Flag! — Hvor fattigt du var dog, mit Fædreneland, om ikke du ejed din Fjord og din Strand, de krogede Hager, de bittesmaa Næs, hvor Rylerne ruger i saltsvedet Græs! Men blev du end fattig paa Skov og paa Land, du vandt dig Erstatning i syngende Vand, og Fjorden med Vader og Vejler og Vig den gjør dig for Øjet saa kjær og saa rig. Thi den, der ved Fjorden som Mand eller Barn har jublet og tumlet med Baad eller Garn, han glemmer ret aldrig paa Jorderigs Rund hint Maaneskinsspejl paa dit ensomme Sund. Og den, der som Yngling bag Fjordsivets Hang har kysset den første, den saligste Gang, han ejer et Minde, som aldrig vil dø, han kommer hver Sommer paany til din Sø. Decbr. 1908. Noter. |
SVALEN.
|
H
ør hvor let dens Vinge smækker mod den tunge Kløverdusk, mens den som en Skyttel lægger Farten gjennem Røg og Rusk. O, du lille verdsligkaade, Flugtens fødte Favorit, som til Livets tunge Gaade ikkun har et let „Kvivit!“ Vilde du kun tit mig følge lig en lille venlig Aand, som du nu paa Luftens Bølge næsten strejfede min Haand! Vilde du kun tit mig lede som i hine fjerne Aar paa min Barndoms tunge Hede til min Faders lave Gaard! Aa, naar du paa Blæsten vendte og mig i mit Ansigt saa, var det næsten, som du kjendte Barnesindets Sorger smaa. Ja, det var som om du tøved et Sekund og fritted mig: „Hvi er lille Bror bedrøvet, hvorfor ikke glad som jeg?“ Men naar du saa Gaarden stige bagom Kaalgaard-Popler frem, svandt du langs det lange Dige — for at følge andre hjem. Sildig Aften, tidlig Morgen: samme Flugtens muntre Sting; samme Svinden, tyst, forborgen, som var Sagen ingen Ting. — Naar en Dag mit Blik skal briste, og min Aand maa flagre frit, bân du Vejen for min Kiste med dit elskede: „Kvivit!“ 29/12 1908. Noter. |
DER SO TOW KRAGGER.
|
D
so, sad; tow Kragger, to Krager; skjenner, skinner;
nevved den aan, næbbede den anden; Hjatens,
Hjertens;
er so tow Kragger po Kistelbakk nej, som æ Suel den skjenner! — den jen den nevved den aan i æ Nak, for de war tow Hjatens Venner. dje villerst Ving, deres bedste, rappeste Vinge; søn en Pa Tow, saadan et Par; gjenner, driver paa;Saa fløw de da op po dje villerst Ving, nej, som æ Suel den skjenner! — for Kos! som søn en Pa Tow ka swing, nær føst det er Elskov, der gjenner! standed, laved; Stror, Straa; skred, nette og glatte; en pænner, en pænere.Saa standed de dem en vilre Red, — nej, som æ Suel den skjenner! — af Gren saa glatt og af Stror saa skred, saa ingen kund ønsk sæ en pænner. hwist, kaste op og ned; Taarier, Taaber; laant, langt;Dér lod de dem hwist af Vind og Vejr, — nej, som æ Suel den skjenner! og haaj æ saa skjøn, ja, Taarier sejr, laant skjønner end Kragger fortjenner. Swej, Svie; lenner, lindre;Snaar kravlt der en Ung paa hwer en Pind — nej, som æ Suel den skjenner! saa swot som æ Muer i Sind som Skind; den Swej er der ingen, som lenner. betle, bitteliden; vend, vendte; Awer, Ager; saaned, sandet; stjenne, stenet;Aa, war en som søen en betle Fowl, — nej, som æ Suel den skjenner! saa vend a aalle med Grêf og Skowl en Awer saa saaned og stjenne. stogend, stærk, foroverbøjet; jenne, alene. — Det bemærkes, at stjenne og jenne er fuldt forsvarlige Rim paa skjenner, da r’et i Slutning af Ordene som oftest er stumt i Fjandbomaalet.No gor a saa stogend laangs Kistelbakk — nej, som æ Suel den skjenner! for tow ka nevves, og tre ka snakk, men den ka kuns sukk, der bløw jenne. 3/1 1909. Noter. |
IMELLEM TO MØRKE HØJE.
DEN JYDSKE FORSKNINGS OLDERMAND
|
VED ENGSØEN.
|
M
aa jeg tage din Haand, nu det dufter af Hø, og den sølvblanke Helt skjærer Strimer i Sø, maa jeg føre dig did til den nærmeste Stak og se Kjærulden kysse paa Skjørt og paa Frak? Maa jeg lægge min Arm om dit vigende Liv, mens det knitrer af Sol i de sænkede Siv, maa jeg løfte dit Slør over Straahattens Rand, her hvor Aakandens Blad breder Bro over Vand? Se, dit Haar er saa gult som en Bygager-Sti, og den høstmilde Sol fletter Guldtraad deri; naar jeg hvisker ved Øret, hvor Kinden er brun, o, hvor bølger det kjært i Smaagrubernes Dun! Og dit Blik gaar i Drøm over Aakande-Bro, mens du vipper en Blomst paa din vristhøje Sko, og en Græshoppe stryger sin Mos-Violin, og du trykker min Haand i et langt: „Jeg er din!“ 4/5 1909. Noter. |
RINGEN.
|
H
an gaar og tænker, hun gaar og traller, hun traller snart til Alverdens Ting, og hendes Latter af Struben gjalder, da rød han minder om Fæstensring. Han gaar og skjæver, hun gaar og skjænder, hun skjænder nu for Alverdens Ting, for Letsinds Luner, der langsomt vender paa Elskovs Veje et Sind omkring. Han gaar og fløjter, hun gaar og flæber, hun flæber snart ved Alverdens Ting; og Spørgsmaal saarer, og Svaret dræber, som Frosten dræber en Knop i Spring. Hun gaar og pylrer, han gaar og pytter, han pytter nu ad Alverdens Ting. Men hænde kan det, han Haanden knytter om denne snærende lumske Ring. 7/5 1909. Noter. |
EN LYSTIG SANG.
SKOTSK MOTIV.
|
E
n lystig Sang, ja en lystig Sang, kan ingen gi os en lystig Sang! Min sidste Daler saa gjerne sprang, blot én nu gav os en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang gi’r Armen Styrke og Hamren Klang, og Dans blev selve den Haltes Gang, hvor Foden gik til en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, til den vi mejer vor Rug paa Vang, og tager Svenden sin Glut paa Fang, han gjør det helst til en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, saa Tryk og Tynge fra Barmen sprang. Blev Hyttens Skodder dig lovlig trang, stem Ryggen mod til en lystig Sang! En lystig Sang, ja, en lystig Sang, hvori Alverden sig muntert svang! Og spandt os Præsten sin Ten for lang, vi klipper af med en lystig Sang. En lystig Sang, ja, en lystig Sang, til den har Livet som Døden Trang; og skal jeg slutte mit Liv engang, jeg gjør det helst ved en lystig Sang. 12/5 1909. Noter. |
BONDEN OG SKRÆDDEREN.
|
D
er kom en Skrædder til vor By: Klip — Klap og Klip! Han skulde mig en Kjortel sy. Klip — Klap og Klip! Men saadan skar han af og fra — eja, af og fra — at der kom Buxer ud deraf. Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Da Næven jeg i Bordet svang, Klip — Klap og Klip! saa Saxen over Kovsen sprang, Klip — Klap og Klip! „Af Buxer har jeg mer end nok — heja, mer end nok! og fler betales med min Stok!“ Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Der stod to Tøfler for en Dør, Klip — Klap og Klip! hvor aldrig jeg saa Tøfler før, Klip — Klap og Klip! Og da jeg ind i Sengen saa, eja, Sengen saa, den Skrædder bag min Datter laa, Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Den Maane grined grumme fæl, Klip — Klap og Klip! da jeg tog Skrædren ved hans Hæl, Klip — Klap og Klip! Og over Kaalgaarddigets Bræm, — heja, Nældebræm — jeg hjalp ham lidt ad Vejen hjem, Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Hans Fingerbøl, en Kjende klemt, Klip — Klap og Klip! det havde han i Sengen glemt, Klip — Klap og Klip! Og Tøsen, som min Datter fik, eja, nødig fik! den ligned Skræd’ren paa en Prik, Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Nu sidder jeg bag Vindvets Læ, Klip — Klap og Klip! og fimper Barnet paa mit Knæ, Klip — Klap og Klip! Det peger ud paa Lam og Føl, heja, mine Føl! og leger med hans Fingerbøl — Klip — Klap og Klip — Klap og Klip! Foraar 1909. Noter. |
AUTOGRAFSAMLER.
|
J
a, bejste Hr. Meyer! det er, som a sejer: en Løfte er godt, men aa hold’en er bejer; og a haar no lowe, saavidt som a howe, aa send Dem en Urd imell Unnen og Dowe. |
howe, husker; Unnen, Middagsmad; Dowe, Davre. |
|
Men hwad a ska sej Dem, hwad Knap a ska drej Dem, det ved a sgi naple, hwis ett a maa træj Dem. Men De ska jo ha æ te jen, som De ga æ, en Stoder „der samler“; naa, kom saa og ta æ! |
sgi, saamænd; træj, ærte; Stoder, Stodder; a æ, tag det; |
|
Det vil a forær Dem. Gid Fanden fortær Dem, om tire med den Slaw De’el besvær Dem! 12/9 1909. Noter. |
Slaw, Slags; skaalmer, spejder anstrengt. |
AN’ VÆVER.
|
G
amle An’ Væver hun færdes saa stille som nuslende Mus mellem Siv, kjender saa lidet til Døgnets Larm og Verdens fortumlende Kiv. Gamle An’ Vævers brøstfældige Hytte har altid et Lys i sin Rude, skinner saa langt over vildene Hede for alle som sildig er ude. Gamle An’ Væver hun karter og spinder til dybt i den øde Nat, taber i Søvne den slingrende Traad og faar den møjsommelig fat. Gamle An’ Væver gaar rundt om sin Hytte, mens Duggen i Kaalene falder, skaalmer ud mod de brede Kjær, hvor rugende Vibe skvalder. Regnfang dufter fra Kaalgaarddiget og Løg bag Lavendlers Hegn, ved da gamle An’ Væver for vist, at Natten vil ende i Regn. Kilderne hulker i Sommerkvælden og Hededammene dampe, spærrer hun da for Høns med Told, for Faarenes Sti med en Krampe. Kornmo’ blamrer i Hederugen og flimrer paa sodet Bjælke, sitrer et Nu mod den hvide Gavl, hvor Silden hænger til Spjælke.* Henter hun stille ved Brønden sin Si og lukker saa Katten ind, ser under Karmen den rødlige Maane, mens Døren hun skodder med Pind. Gamle An’ Væver — saa fattig hun lever, saa kongelig dog hun drømmer, mens Natteregnen paa Tagets Mos sin Skaal saa dulmende tømmer. 1909. Noter. * hænger til Spjælke, hænger til Tørring. |