PER SØWREN.
Med Bisselær i mine Sko og godt Humør til Færden, med ringe Mønt, men Tørst for to saadan kom jeg til Verden. Min Mor gik rundt og Grise skar, min Far han spilled paa Lire, hvis det var ham, der var min Far, for Sognet har skjænket mig fire,— thi een var for lidt for Per Søwren!
Hvorfor jeg egentlig blev til, paa det jeg grunder stændigt, men kun eet Svar der komme vil: Min Mor fandt det nødvendigt! Ej sættes paa Anklagebænk du, som er nu i Graven; da Livet var din enest' Skjænk saa Moder: Tak for Gaven! Den slides med Taal af Per Søwren.
Og jeg gaar rundt Fra Hus til Hus og klinker gamle Fade og limer Hank paa søndret Krus og holder Godtfolk glade. At sidde ved en halvtømt Kop og kildre Fjol paa Halsen, mens Pigebørn gjør høje Hop og tumler sig i Valsen; Hej, det er et Liv for Per Søwren!
I fordums Tid jeg viden drog og drev mod Syd med Stude; men da det ikke mer Forslog, saa samlede jeg Klude. Jeg bragte Piger Markedskram og Baand og Blonder stive, fik hist et Kys og her en Dram, og hvad en Glut kan give; for sligt er en Skat for Per Søwren.
Jeg aldrig gaar en Kro forbi, naar jeg har Mønt i Pungen; den Mand, der slider støvet Sti, maa ogsaa læske Tungen. En Mark paa Disken slænger jeg: "Nu Vært, lidt rap paa Haanden! Een Pæl til dig og to til mig! saa skal vi fugte Aanden; men een er for lidt for Per Søwren!
I hvert et Sogn der sad en Tøs for mig i stille Venten, og naar tilsidst jeg rev mig løs, hun fulgte mig til Stenten; der sa' hun mig et ømt Farvel og kyssed mig paa Panden; og bagved næste Sogneskjel der mødte mig—den anden; for een var for lidt for Per Søwren!
Ja, saadan fór jeg Landet om og stavred over Heden, fra Storken fløj, til Viben kom, og Sommeren var leden. Den Sommerdag blev aldrig lang, naar Tørsten først var slukket; een Lærke over Issen sang, og een mod Munden klukked, for een var for lidt for Per Søwren!
—Og gaar det saa en Dag paa Held med Krus og Rus og Resten, saa gjør jeg op min Syndegjæld og træder ind for Præsten: "Du Mand, hvis Fag det er at tro: naar jeg er død og borte, saa bed for mig en Bøn, nej to, og ikke altfor korte, for een er for lidt for Per Søwren.
Thi Folk af min Kaliber, Præst, de glemmes let i Vrimlen, de bydes sidst til Livets Fest, og de har længst til Himlen. Og var jeg undertiden slem, saa hils nu din Vorherre, og sig fra mig, jeg kjender dem, der var adskilligt værre, og dog kommer ind før Per Søwren.
Ja, snart er Per en gammel Knægt med Skimmelsvamp paa Tanden, han slingrer under Livets Vægt, hans Øl staar surt i Kanden. Og er en Dag der ingen Per at øjne under Festen, da trænges ej til Spørgen mer, enhver vil gjætte Resten; Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
16/8 1890.
DEN GAANG TE A WAR GYWT MED LAVS.
Den Gaang te a war gywt med Lavs —aa jøsse, jøsse jammen! da strented a med Gled mi Klaws, mi Daa gik hen med Gammen.
For bejer Mand war ett end Lavs —aa jøsse, jøsse jammen— de skjønnest Ting a fæk tegavs, og aalti holdt vi sammen.
Men sin saa bløw a gywt med Klavs —aa jøsse, jøsse jammen— mi Trow a føst haaj gin te Lavs og no no ga—a hamen!
Men der fæk a sgi hwedt mi Saws! —aa jøsse, jøsse jammen— den Klavs det er det bare Snavs, hwor aalt gaar ud paa Drammen.
Og mæler a en Muk mod Klavs —aa jøsse, jøsse jammen— saa brøler han: "Herut, haraus!" saa rød som Kok i Kammen.
Og blywr æ Gywr ett ssat o Klavs —aa jøsse, jøsse jammen— saa skir æ sajtens jetiddavs, a drowner mæ i Dammen.
17/8 1899.
[Footnote: strented, vand Garn; Klaws, Garnfed; hwedt, hvæsset; Gywr, Gjordene; jetiddavs, engang.]
JØRGEN VED BÆKKEN.
Hun vogtede Faar, han ejede Gods, og han aattede Gaard; dog ofte han søgte bag Lynghedens Høje den Fattige Tøs i den falmede Trøje, og drog hun med Hjorden forbi, med et: Hov! han standsed sin Plov.
Men Mette hun veg. Saa mange han elsked, saa mange han sveg; hvor turde da hun gi' sit Hjærte til Kjende og haabe, han mente det ærligt med hende? Hvor tit blev den fattige ikke forladt blot efter en Nat.
Men saa blev han ond, og Eder og Trusler besudled hans Mund; men Mette, hun flygted bag Lynghedens Høje, mens han stod ved Ploven med Graad i sit Øje. Og bøjet han pløjed, og Solen gik ned. Og Dagene gled.
Han tumled og drak; de stærkeste flygted, hvor Kniven han trak. Man vidste, hvor Jørgen ved Bækken var inde, der kjendtes ej Fred for Mand eller Kvinde, een var der, som kunde ha' blidnet de Kaar, men hun drev med Faar.
Saa var det en Nat, da legedes atter et blodigt Tagfat. Fra Krosalen hørte man Fjolbuen dure og Sinkstøvler trampe i Svejtrit og Ture, og ned gjennem Huset man skogred og drak og røgte Tobak.
Da lød der er Brag, som skulde det varsle den yderste Dag; halvtslumrende Gjæster slap Hanken paa Kanden og saa med Forfærdelse rundt paa hinanden. Forvirringen, Larmen og Raabene steg, og Værten blev bleg.
Saa gik der en Dør; man kjendte en Mumlen som Susen i Rør; man mærked paa Støjen og Talen forvildet, at Jørgen ved Bækken var kommen til Gildet. Det vidste i Salen hver svedende Svend, at nu blev der Spænd.
Først svang han en Stol og mased med den baade Spill'mand og Fjol; saa greb han i Bringen den bredest i Laget og hev ham til Vejrs, saa det braged i Taget; ad Gulvet han rulled ham hen med et Skvalp: "Af Vejen, din Hvalp!"
Nu sluttedes Kreds. Snart stod der om Kjæmpen af Karle en Snes; som Gjæs, der napper i Angst efter Ræven, saa førte de Slaget med Rysten og Bæven; og Spændingen voxed, og Salen blev tømt, og Øllet forsømt.
Men Jørgen han stod saa spændstig i Læggen, saa fast paa sin Fod; hans blaanende Aarer de svulmed paa Armen, paa Læben der lyste et Smil gjennem Harmen; hans Knoer de hvidnede, Øjet skød Lyn bag mørknende Bryn.
Saa styrted han ind, og Flokken sig spredte som Avner i Vind. Dog ej de formaaed at fly for den stærke, der susede ned som Høg over Lærke med Buler og Skrammer, saa Blodet det drap med Praasen omkap.
En Raaben, et Rend af rasende, rædde, bestøvlede Mænd! Hist krummed sig een, og her styrted en anden med kløvede Læber og Buler i Panden. Hvor ikke hans Haand kunde gjøre sin Del, han planted sin Hæl.
Og Flokken svandt ind; snart stod der paa Gulvet kun han og Jens Pind, en Oxe i Styrke, Krakiler for Resten, der stredes med alle fra Smeden til Præsten; til Dato med Pinden slet ingen fik Has; nu kom han tilpas.
Fra neden og op han maaltes af Jørgen fra Taa og til Top; et Spring! og han slængte sin Hæl mod hans Skulder, saa Pinden knak over med Brag og med Bulder. Jens tog efter Kniven, men Jørgen var hos og tøjled hans Trods.
Han hvidned af Harm og slog ham i Skallen og bøjed hans Arm, og Kvinderne hvined: "Nu myrder han Pinden, hvis Himlen ej sender ham Frelse forinden!" Til Hjaalp var der ingen, der flytted en Fod; hvem skulde ha' Mod?
Brat standsed al Kiv, der hørtes en Hvisken som Susen i Siv, og ned gjennem Krohusets stinkende Gange bevæged en Kvinde sig, liden og bange: tungsindigt var Øjet, og Klæder og Haar end lugted af Faar.
Hun vaklede ind og lagde mod Kjæmpens sin solbrændte Kind: "Aa, Jørgen, besind dig, giv Fred til din Fjende, saa maa du mig eje, saa er jeg din Kvinde, nu ser jeg forsilde, du mente det ret; jeg handlede slet!"
Da Jørgen stod op, da gik der en Skælven igjennem hans Krop; om en havde slaaet ham lige i Synet, han skulde end ikke ha' løftet paa Brynet. Nu var han forsonet med Verden og alt, for hun havde talt.
Han saa sig omkring blandt splintrede Møbler og masede Ting; han bøjed sig ned og tog Mette paa Armen, han søgte til Dørs og dukked i Karmen sit knejsende Hoved og svandt med sin Skat i Lyng og i Nat.
Hist skinner hans Gaard. Paa Toften staar Kalve og kridhvide Faar. Fornuft hersker ude, og Fred raader inde, for Jørgen ved Bækken han elsker sin Kvinde. Saa varsomt hun stryger hans stubbede Kind, naar Vreden gjør blind.
27/8 1899.
PINSEVISE.
Naar Bonden vel har saaet sin Byg, saa retter han sin brede Ryg og ser sig om saa vide, da skjønner han af Vind og Væ'r, af Lam paa Toft, af Stork og Stær, det er ved Pinsetide; saa standser han sit røde Hors og vejrer mod den Duft af Pors, der strømmer ind fra Kjæret. Han tænker paa den Vækildsfest, hvor hun er med, han ynder bedst,— og gjør et Spring i Vejret: Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja, hvor hun og jeg skal kysses da! Forlængst han hængte hen sin Plejl, og Høg og Gjød for fulde Sejl lavt over Landet stryger. Nu gaar hver Sky med gylden Kant, det spæde Græs sin Næring fandt i milde, svale Byger. At Pinsens muntre Fest er nær, det hvisker Siv, det fløjter Stær, og Knøsen kan det høre, og ager han paa Toft sit Læs, og sætter han sit Hors paa Græs, det synger i hans Øre: "Aa Jøsses ja, aa Jøsses ja, hvor hun og jeg skal kysses da!"
29/8 1899.
NATMANDSVISE.
Axel havde saa lyst Humør, Sidsels Øjne saa mørk Kulør, ejed hun bare en Fingerring, Axel ejed slet ingenting. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.
Plov og Ager de ænsed ej; helst de pløjed den Landevej. Byer tred've og Sogne ti havde de to at tigge i. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.
Sidsel sad paa en Kampesten, Axel kom til paa skjæve Ben. Sidsel var ung og let i Gang, Axel bøjed sig frem og sang: "Jeg tigger Uld, du tigger Sul, snart skal vi to tigge Posen fuld."
Axel bejled en Juninat, Bryllup holdtes i næste Krat; dér fik Sidsel sin Fingerring; Præst og Klokker fik ingenting. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.
Siden stavred de Heden om; Hunde halsed, ihvor de kom. Damped Regnen fra Axets Vest, lo den Skøjer og sang som bedst: "Jeg tigger Uld, du tigger Sul, snart skal vi to tigge Posen fuld."
Axel sad ved en Hededam, spilled for Sidsel paa Redekam. "Bliver din Trøje dig lovlig stram, har du vel Plads til en Kirs'bærdram. Jeg tigger Uld, du tigger Sul, snart skal vi to tigge Posen fuld."
Sidsels Trøje blev mer end trang, snart et Væsen red Owselsang højt paa Moderens Skulderblad. Axel kyssed sit Barn og kvad: "Jeg tigger Uld, I tigger Sul, snart skal vi tre tigge Posen fuld."
Maanen skinner paa Sidsels Barm; Glutten patter sig mæt og varm, lytter imens til Nattens Lyd, Hjejlens Klage og Toftens Fryd. Han tigger Uld, hun tigger Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.
Axel sover i Lyngen strakt, Sidsel sidder en Stund paa Vagt, Duggen drysser paa Barnets Kind, Suset dysser dem begge ind. Han tigger Uld, hun tigger Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.
Heden huser saa mangen Fugl, hvorfor da nægte slige Skjul? Gav de dog Lyngen god Kulør hendes Øjne og hans Humør. Han tigged Uld, hun tigged Sul, snart kan de to tigge Posen fuld.
Længe hviled i Hedens Muld Natmandsfolkets det brune Kuld. Kors og Stene gi'r ej Besked, Lyngen hvisker kun, hvad vi ved: Han tigged Uld, hun tigged Sul, længst skoved Døden dem Posen fuld.
Jebjærg 1/9 1899.
KA DREBÆK.
Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg og nynner i søde Drømme; hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg med Hænder smygende ømme. Men dybt kan en den anden bedrøve.
Ved Rokkehjulet den Vinter randt, i eet gled Natten og Dagen, imens hun spelted, imens hun spandt hint Væv til sit Brudelagen.
Hist ude hvor Stakken ved Gavlen staar, og Leddet for Lukket stænger, der ligger i Kvældslys Kjærestens Gaard med fire kalkede Længer.
Didhen gik Længslen saa mangelund, naar Lyset stod slukt i Stagen, men stærkest dog slig en Puslestund, der ofres ens Brudelagen.
—Rød lagde Ka' Drebæk sit Lat paa Bleg, det var ved Sankt Hansdagstide, men førend Septembers Maane steg, da var hendes Kinder saa hvide. Thi dybt kan en den anden bedrøve.
Ka' Drebæk sidder ved Nadverbord paa Bænk blandt Piger og Ka'le. Men Maden nydes foruden Ord, thi ingen nænner at tale.
Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro, med Haanden dækker hun Panden; den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro, har Bryllup i Dag med en anden.
Ud glider Karen i Nattens Blæst, de andre staar tavse tilbage; saa tungt hun ser mod det skyede Vest og rokker i stille Klage.
Thi er der andet at gjøre for den, der misted sin eneste Glæde, end tavs at synke i Sorgen hen og bøje sit Hoved og græde!
Saa bittert hun græd i den kolde Nat, at Hjærtet sved ved dets Rødder; ved Midnatstide kom Husets Kat og strøg saa blidt hendes Fødder.
Men Katten veg, og Natten veg, kun Sorgen blev ene tilbage, mens Karen sad støttet mod Stolpens Eg og rokked i stille Klage.
Da Solen væved sit gyldne Tavl om Tagenes Møntørv sorte, sad Karen endnu ved den klinede Gavl, men da var selv Sorgen borte.
Karen er slukket i Nattens Slud, —dens Væde i Haaret hænger. Men end i Døden stirrer hun ud mod fire kalkede Længer. Saa dybt kan en den anden bedrøve.
7/9 1899.
PAA MUNKEBJÆRG.
Gud Fader gik sig en Morgentur.
Fra Himlen tonede Mikaels Lur.
Engene emmede, Dalene dampede,
Stæderne skinnede, Stemplerne stampede.
"Dans!" raabte Herren, og Alnaturen dansede ud efter Mikaelsluren.
Bjørnen, forstaar sig, var tidligst paa Tæerne, saa fulgte Hejrene, Hopperne, Træerne.
Birken trak Hoserne op over Benene, dansed saa til, saa det stented med Stenene.
Fyrren, den chevalereske Kanalje, greb Frøken Bøg om dens fastsnørte Talje.
Egen i Rykninger rettede Knæerne, rev saa med Et ud af Bakkerne Tæerne,
drejed sin Korpus med Alvorsfjed, jog efter Hoben med Kronen paa Sned.
Op gjennem Dalene Flokkene fejede, nogle fór ud, mens andre blot nejede.
Bækkene durede, Bakkerne dundrede,
Engle stod oppe paa Skyer og undrede.
——Da strakte Gud Staven hen over Byerne.
Mikaelsluren tav over Skyerne.
Der lød gjennem Rummet et myndigt: "Stands!" og pludselig sagtned Naturen sin Dans.
End staar dog paa Munkebjærgs herlige Banke de Træer til Pryd og til Eftertanke,
og nikker op mod den sejlende Sky og venter, at Dansen begynder paany.
Septbr. 1899.
DEN REVOLUTIONÆRE STUDENT.
Om Kvisten der blæser en strygende Vind, den larmer med Vinduets Krog, paa skraa kigger Spurv gjennem Ruderne ind til en ved en opslaaet Bog. Han er af os alle en gammel Bekjendt, vi agter hans Vid og hans Mod; han er kun for Herren det ene: Student, dog, tro mig, den Titel er god!
Hvor skabtes der vel i Nationernes Skjød en Strømning i Krig eller Fred, en Fordring, en Fylking til Liv eller Død, hvor ikke Studenten var med? Den højeste Tanke, den skjønneste Sang, Ideernes myndige Magt, den gik gjennem Verden sin lysende Gang saa tit i Studenternes Dragt.
Ej altid han sad med sit nærsynte Blik og saa' mod "den himmelske Ørn", nej, ofte bag hullede Faner han gik og tog mod de blodigste Tørn. Aarhundredets, Fyrrernes stolte Idé den glemte han ej for Latin, men planted dens Fakler ved Donau og Spree og langs med den bugtede Rhin.
Hvem tændte paa Ruslands sortmuldede Grund hint Dagningens sitrende Skjær, der vakte Evropa og skræmte en Stund Fordummelsens pansrede Hær? Hvem talte om Ret under Tængernes Kneb og lagde Petarderne an trods Bødlen og Knutten og Galgernes Reb? Studenten, den nærsynte Mand!
End flakker uroligt i Kejserens Drøm hint Brandskjær, Studenten har vakt; end hviskes med Skjælven ved Neva'ens Strøm et Ord om Studenternes Magt. De lagde i Verdenshistoriens Skaal helt ofte saa blodig en Vægt; har Døgnet og Dagen end ændret vort Maal, vi er dog med hine i Slægt.
Som dem har vi raset mod Bindsler og Baand og svoret paa Drømmenes Værd; som dem har vi knælet for Frihedens Aand og skaaret vor Haand i dens Sværd; som dem har vi raabt imod Land efter Lods og stødt i Basuner og Lur; som dem har vi hugget vor Vinge til Blods mod Dumhedens taarnhøje Mur.
Her staar vi og venter et varslende Tegn, et Lyn fra den ladede Sky, en bragende Torden, en rensende Regn, der gi'r os til Livet paany. Thi Hjernen maa dummes, og Tanken maa dø, og gispe den hellige Trods, hvor Dødtorsken driver paa boblende Sø, os Luften er tyk som hos os.
Men er vi Studenter med "Spørgs" eller "Kryds", med Visdommens Fugl i vort Segl, saa slider vi ikke Salonernes Plyds og ikke Kaféernes Drejl. Saa deler med disse vi Arbejdets Kaar, der sysler med Hammer og Plov: Af Folket vi kommer, til Folket vi gaar, dets Lykke skal være vor Lov.
26/9 1899.
ANNA
FRIT EFTER BURNS.
Et godt Glas Vin, en solfyldt Eng, en duftende Havanna— saa fattes Fjolens fjerde Streng, og Strengen hedder Anna.
Nys gled to elskte mig forbi, en Høker med sin Hanna. Hvem gaar vel nu paa dugstænkt Sti med Armen om min Anna?
Ak, jeg, som aldrig knæled ned for nok saa himmelsk Manna, her knæler for den Jordiskhed paany at eje Anna!
Ej for al Kongsbergs hvide Sølv og Guldstøv fra Guyana jeg bytted bort om nok saa kort det mindste Smil af Anna.
I Fyrster, del den ganske Jord fra Peking til Savanna, jeg skal ej harmes mindste Spor, blot ej I deler Anna.
Lad Præsten hale Teksten ud om "Vand til Vin" i Kana, imens skal Mjød fra Glædens Tud iskjænkes mig af Anna!
Om Fogden Fingren løfte vil og snøvle sit: "Na-na-na!" lad Fogden gaa ad Helved til, imens gaar jeg til Anna!
Vinter 1900.
SOPHUS SCHANDORPH.
Saadan som han der fødes ikke mange
mer paa vor Kyst.
Latter og Tsarer kjæmped i hans Sange
som i hans Bryst.
Tit med de bedste stredes han om Ringen,
førte blandt Brødre Viddets Marchalstav,
og hans Pile ingen
Saarfeber gav.
Der hvor en Krans af brede, grønne Agre
favner en By,
knirked hans Vugge bagom lave, fagre
Tegltages Ly.
Saadan som Rugen duver dér mod Aften,
saa vi den duve langsomt i hans Digt,
bøjet under Saften,
vippetungt, rigt.
Han var vor Digtnings djærve Fløjtespiller,
Fløjten var Pans;
trindt mellem Bøgens midjeslanke Piller
bød han til Dans.
Junker og Pranger, Kammerraaden, Bonden
—alle var tvungne af hans Latters Magt,
maatte trampe Grunden
pænt til hans Takt.
Bedst dog at se ham i en Venneskare,
bred i sin Stol;
da blev hans Latter høj som en Fanfare,
Øjet som Sol;
Viddet sprang Buk hen over Bordets Skaaler,
Satyr og Faun med Gubben bytted Plads,
medens Lampens Straaler
gløded hans Glas.
Altid med Haanden paa Naturens Hjærte
indtil sin Grav.
"Dørene op mod Os fra Altrets Kjærte!"
saa var hans Krav.
"Blindhedens Trælle bør for Stær vi skjære,
bort med hvert trøsket Dogmes Hjertedunst!"
Saadan var hans Lære,
saadan hans Kunst.
Som naar om Høst et Ax for Seglen synker
tøvende ned,
saadan hans Hoved med de skælmske Rynker
bagover gled.
Smilet forsvandt. De muntre Øjne sove.
Pan sin Discipel atter til sig tog;
mod de store Skove
bort han ham drog.
5/1 1901.
VALGSANG
Store Dag, Alvorsdag, da et Folk sin Harme køler, da paa Sværdets Æg det føler, før det ordner sig til Slag; se, dens Gry i Østen lyser, Sundet spejler alt dens Skjær; Højre gyser ved at vide Dagen nær.
Borgermænd, Arbejdsmænd, I, som surt for Brødet slider og endda fra alle Sider møder Haan og Præsteskjænd, sørg I for, før Dagen hælder, at hver Mand i Rækken ved, hvad det gjælder, inden næste Sol gaar ned.
—Se mod Øst, se mod Vest; alle Vegne Svøben hviner; Frækheds Spand for løse Liner stormer frem til Sejersfest; skal vi ogsaa op i Kanen? Svaret ejer Folket selv; Vejen, Banen gaar tilsidst, hvor Folket vil.
Vælgerfolk, giv nu Agt: Der er ingen Fryd i Landet; Eng og Ager er forbandet, der, hvor Retten ej har Magt; men et Folk faar aldrig Gaver; for at sejre maa det slaa; ikkun Slaver tør den Tale ej forstaa.
Borgermænd, Frihedsmænd, stem dem ned, de visne Hænder, der kun grisk, om Pungen spænder i et sygt, krampagtigt Spænd. Thi vort Brød i Munden kvalmer, Daarens Tale kaldes Kløgt, Livet falmer under disse Hænders Røgt.
Men fra Syd kommer Vaar; Frosten gjør det ikke længer, Marken Stodderkaaben slænger, Skoven stryger op sit Haar; alle gamle Skrog skal isne, thi naar hver en Mand har Stemt, er det visne fulgt tildørs med Klokkeklemt.
Alderdom, Usseldom, gaa og græd blandt eders Grave, pak jer hen til Kongens Have, der, hvor Ploug end spøger om. Vælger, riv dem af Koturnen, rist dem nu en Runesten; Stemmeurnen, den skal rumme Højres Ben.
1/4 1901.
MED ET BIND DIGTE.
Hvad er et Digt? En proteusagtig Ting, en Enetale med os selv i Drømme, et viltert Væld, et klingert Kildespring med Fald og Retning mod de dybe Strømme.
Er Uvejr oppe eller Stormen nær, da er det gode Digt som Skrig af Spover, i Livets Sommersol, naar Rugen drær, kun Skummet af en Sjæl, der koger over.
5/4 1901.
FORAAR I ROSKILDE.
Det er Vaar, det er Vaar! hvisker Hegn, hvisker Hæk, der staar safttunge Skud langs den surlende Bæk, og i Skoven er tæt med Violer, der staar Lam under Gavl, der gaar Føl over Kjær, der er Mos paa hvert Tag, det er Pokker til Vejr, se, i Halmstakken Katten sig soler. I hver Bøg sidder Finken, den elskende Strik, og sin Brud han sig nærmer med ømt: "Dikke-Dik! Er du dér? Kom mig nær! Hav mig kjær!"
Og der favnes i Luften og næbbes paa Gren, og der tages tilægte af Hjort og af Ren, og der stanges af stinkende Bukke. Selv det laadneste Dyr, selv det argeste Kryb kommer ud af sin Hule og op af sit Dyb for at smægte og elske og sukke. Og de vrider sig rundt i den saligste Lyst, og de finder først Hvile med Bryst imod Bryst, mens de stønner og dør i et skjælvende Kryst!
Og jeg nynner en Sang langs med Fjordvigens Glar, og jeg frygter at træde paa elskende Par, der for Lykke ej ænser mit Komme; og jeg hører de Kald, jeg har hørt gjennem Aar, disse lokkende Fløjt, disse Triller, der gaar tværs over Skove og Bomme, og som dog ved de tusinde Toner og Sving —thi Elskovens Sprog har ret snørklede Sting— kun vil sige til hende den eneste Ting: du skal lytte og røres og komme!
Og saa synes jeg brat, jeg er ene paa Jord, jeg er skilt fra "en Fortid" ved Seng og ved Bord, i Lyksaligheds Land en uværdig, og jeg kaster mig ned paa den duggede Eng, og jeg beder til Gud, som dengang jeg var Dreng: Send mig en kjær Magdalene, men ikke en altfor bodfærdig;
—Ja, en duftende Drøm er vor rullende Jord; kan du skimte et Skin paa din Himmel mod Nord? Det er Sommerens Svende med Fakler; det er Lyset, der stiger af Vinterens Grav, det er Løfternes Skjør over isstrøet Hav, det er Guden ifærd med Mirakler!
April 1901.
JYLLAND.
Der dukker af Disen min Fædrenejord med Aaser og Agre og Eng; med Ryggen mod Syd os med Taaen mod Nord, den redte bag Sander sin Seng; dog ej for at sove Retfærdiges Søvn, thi sjældent er Landet i Ro, men Stormene gaar, og Brændingen slaar paa Kysten med djærveste Kno.
Der ruller de Bække saa tungt gjennem Dal, langmodigt ta'r Aaen imod og skrider tilhavs i en sindig Spiral, forinden den drev det til Flod. Men hvor den kan glitre en Sensommerkvæld, naar Laxen gaar op mod dens Strøm, naar Siv og naar Flæg, faar Dugstænk i Skjæg, og Dagen gaar bort som en Drøm.
De bredeste Enge, jeg nogentid saa, her duger det mossede Svær; blankhornede Høvder paa ravgullig Taa gaar rundt i de knortede Kjær. Her voxer sig Plagen saa trind om sin Lænd i Højengens vældende Saft; saa rød er dens Lød, dens Mule saa blød, dens Koder de fjedrer af Kraft.
Og Ræven han slikker bag Diget sit Ben og soler sin syndige Krop; og Haren hun snuser til Agerens Sten og gjør over Stubrene Hop; og Odderen plumper i favnedybt Høl, for Jæger og Hund i Behold, men Hjejlernes Hær, den flokker sig der, hvor Hugormen lurer i Knold.
Mørkt stiger en Høj over Kornhavet op, med Blaabær og Lyng er den kældt; blandt Risenes Ranker en Lærke med Top sig gynger og kvidrer saa spædt. Det bølger af Rug imod Kimingens Rand, i Dale, paa Banker den staar, faar Runding og Form i Godtvejr og Storm som Barnet, mens Gjængerne gaar.
Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug, det sprager i Agrenes Straa; højt Skyerne drejer den dampspændte Bug og skygger en Stund for det Blaa. Vildt Bierne tørner om Husmandens Gavl mod Kuben bag Grønkaal og Løg. I Udflyttergaard mod Porthjældet slaar et Ekko af rimmende Øg.
Her laa der engang paa en spergelgrøn Toft et Hjem med sin Skorsten paa Hæld. Det havde en enkelt Rad Pølser paa Loft, men ellers kun Armod og Gjæld. Dog havde det Svaler bag Forstuedør og Blomster om Sokkel og Syld og Malurt paa Væg, og Hønen la' Æg i Skjul af den krogede Hyld.
Der sad hun og spelted min bøjede Mor, ind under den Bjælke saa lang og delte sit Bryst mellem mig og min Bror, imens saa vemodig hun sang. Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld i Krogen, hvor Valmuer staar; gjør Verden Fortræd, tog Sorgen min Fred— saa sagte med Laagen jeg gaar.
Hvad var vel i Verden det fattige Liv med al dets fortærende Tant, om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv vort Hjærte i Skjælvinger bandt! Om ikke vi drog fra det yderste Hav for bøjet og rynket at staa og høre de Kluk, de Mindernes Suk fra Bækken, vi kyssed som smaa!
Velsignede Land, hvor i Stormvejret bor
et Folk, som er øvet i Savn,
jeg ejed vel aldrig et Gran af din Jord,
som hjemløs jeg kvitted min Stavn.
Du rakte mig ud fra dit stenede Krat
en Høstnat saa kroget en Stav.
Naar Staven er brudt
og Livgangen slut,
kanske du da skjænker en Grav.
V. 1-8 1/2: 20/4 1901, Slutningen: 10/11 1904.
KARUP AA.
Nu bleges Himlen, for Sol er nede, og alt har Kvæget ædt Bugen trind; der lugtes Pors fra den nære Hede, og Høduft driver for dugtung Vind. Glad Hyrdedrengen paa Vajsen synger, mens Aftengøgen en Skræppe tynger og Vibeflokken sin Kile slynger med hæse Skrig over Karup Aa.
Hult Aaen klunker ved Midnatstide, naar Maanen skjarer i Pytter smaa og Taagestøtter langs Bredden skride os sadle Engene abildgraa. Da hulker Vandet fra dulgte Kilder, mens Væslet virmer om Broens Piller, og Kastevinde gjør Ganeriller i Maanespejlet paa Karup Aa.
Saa stiger Solen af Morgenbadet, mens Storken lægger sit Næb paa Hæld, og Duggen drypper fra Svingelbladet som blanke Hagl i det sorte Væld; og Ræven kommer med Rov belæsset; han laber Vandet, der kringler Næsset, mens Brisen ringler med Hjærtegræsset paa begge Bredder af Karup Aa.
Her ruger Anden i sivlun Rede, og Rylen vader paa tynde Ben; en Gamling lærer sit Barn at mede og haspe Snaren af Stagens Ten. Guldsmede straaler som Gudesmykker; hvor Padderokken paa Roden rykker, en tandsløv Odder sit Maaltid tygger med Kind mod Græsset ved Karup Aa.
Men kommer Juli med Brand og Brynde og svider Pletter i tyndstraaet Rug og syrner Øllet i baandsat Tønde, mens Grisen stønner ved maskfyldt Trug; da slænger Bonden sin Le paa Nakken, retsindig langsomt han klarer Bakken, han naar til Engen, han kaster Frakken, og Slet begynder langs Karup Aa!
Den Mand, du tænkte dig mut og treven, fordi du saa ham i Hytten sidst, han er ved Stræbet paa Engen bleven en Skjæmtebroder og Humorist; han gaar til Knagen, saa Jærnet synger, det friske Arbejd hans Blod forynger; kun halvt til Vægten en Byrde tynger i Høsletstiden ved Karup Aa.
Ret artigt Pigen maa Riven klemme, om hun med Leen skal holde Skridt. Korset og Klokke maa blive hjemme, saa svulmer Barmen desmere frit! Hun drejer Riven, saa Græsset stenter og alle Frøer gjør Testamenter og rædselsslagne fra høje Skrænter med Plask sig styrter i Karup Aa.
Og Solen bager paa Knøsens Tinding, mens rapt hans Stryge i Krydsstrejf gaar; og Sliddet slapper hans Buxelinning, saa Buxehagen til Knæet naar. Ved Skaarets Ende en Slurk af Dunken, en Skraa i Munden og Saften sunken! Saa fat igjen for at øge Bunken af Hø i Stakke langs Karup Aa!
—Du klare Strøm med de svale Bølger, der duger Heden saa bredt et Bord, mit Blik ærbødigt din Krumning følger, til hvor du dykker i dyben Fjord. Til dine Bredder min Slægt var bundet, ved dine Bølger jeg Liv har fundet, du er som Traad i mit Livsvæv tvundet, du tungt henskridende Karup Aa.
18/7 1901.
[Footnote: Vajsen, høj Vej gjennem Engen; Klunker, klukker dybt;
skjarer, skinner (af Skjær); Svingel, en Græsart; Knagen,
Haandtaget paa Høleen; Stenter, springer brat af Sted; Stryge, et
Hvæsseinstrument for Leen.]
HEDELANDET.
Du sære Land,
du mørke Land,
med Faaredrift og Studespand,
med ilde Avl
i Sandjordstavl,
med Stormes Gys om Grund og Gavl!
Dit lave Træ
fik kroget Knæ
i Vestenvind og Østenlæ;
din Byg frøs ud
i Nordenslud,
til skurvet Jord for skarp en Lud.
Din Bedeflok
har Tæger nok,
men rag og strid er Uldens Lok;
dog Faders Sok
og Søsters Klok
ved den fik Traad paa Moders Rok.
Et magert Land,
et fattigt Land,
og jævnt—i mer end een Forstand;
skjønt nok af Sten
langs Agerrén,
du har af Klipper ikke een.
Din Arv er Sand,
dit Raab er: "Vand!"
Skjønt ogsaa her sies Mælk af Spand;
blev Solen hed
og Kosten led,
den bragte tit en Skorpe ned.
Din Lyng var høj,
din Al var drøj,
og Rydningsværket ingen Spøg,
men Ilden sved,
og Spaden bed;
om Resten ved hvert Barn Besked.
Den jydske Mand,
som her tog Land
med langt til Gud og langt til Vand,
hvor holdt han ud
i Ugers Slud,
naar al hans Trøst var Ko og Stud?
Saa spurgtes tit;
han grunded lidt
og svared saa: "Hvem vælger frit!
Jeg fødtes her
i Hytten der
bag Kaalgaarddigets Poppeltræ'r.
Der leved Mor,
til jeg blev stor,
saa fik jeg Hyttens Gjæld og Jord;
et brydsomt Værk!
men jeg var stærk,
og jeg tog Skæbnen i dens Kværk.
Og Hytten her
den er mig kjær,
naar Sperglen gror og Rugen drær;
dens Karm er vind;
men Solens Skin
naar selv ad skjæve Ruder ind."
Med slige Ord
din jydske Bror
vil møde dig paa stormslaaet Jord,
hvor Hytter smaa
med Lyng for Straa
i Dag slaar Kreds om Heden graa.
"Et øde Land".
Et herligt Land
ned Lokesæd og Hedebrand
i Byger døbt,
i Storme svøbt,
i egne store Former støbt!
20/7 1901.
EN FABEL.
Der var engang en Grand danois, som havde levet længe; i fordums Tider rev dens Tand de Mopser mangen Flænge.
Men er et Bæst end nok saa bidsk, engang dog Galden stopper; nu sad den tandløs i sit Hus og nagedes af Lopper.
Da samledes de Mopser graa i Flok fra alle Sider og sagde: "Lad os hædre ham, der ikke mere bider!"
Se, saadan taler Mopser kun og andre dumme Hunde; de Taaber husked ikke paa, han bed, den Tid han kunde.
Saa trak de Smaa i Kjoler graa og pyntede sig Bagen, og havde en et Ordensbaand, han bandt det under Hagen.
Saa gik de til vor Grand danois og satte sig paa Gumpen, og bjæffed: Ak! og tuded: Tak! og logrede med Stumpen.
Den gamle keg af Huset frem; han var i Hu saa gnaven, for Loppen bed, og Gigten sled, og Ald'ren rev i Maven.
Men da han saa den Mopseflok, han mimred, lo, lo atter: "Ja, var jeg ikke Grand danois, saa brast jeg nu i Latter!
Thi er det ej de Mopser graa, jeg var til idel Plage, hvis Ris jeg blev, hvis Skind jeg rev i mine Velmagtsdage?"
Dog, naar man er en Grand danois, saa passer man paa Munden; og ogsaa vores havde snart den rette Anstand funden.
Han rømmed sig og sagde: "Tak! gaa ind og smag paa Mosten; et Baand til jeres Halestump jeg skikke skal med Posten!"
—Saa endte den Deputation til hele Landets Skogren; hvor andre har Rebellion, der har de Mopser Logren.
22/8 1901.
MIN HJEMMEN.
Jeg er født paa Jyllands Sletter, der hvor Lam af Lyngen nipper, der hvor hvergarnsklædt og liden Moder tørred sine Stripper.
Helst jeg mindes Sommerkvælden, naar de tunge Stjærner tændtes, medens under Portens Mørke Stud og Hors af Selen spændtes.
Rugen stod rund mod Lervægsgavlen, bøjet svagt af Junidræet; Duggen faldt paa Gjøgens Vinge, hvor han gol i Hyldetræet.
Koen stod med Reb om Øret ved en frønnet Vognkjæp bunden med en Kat paa hver sin Side og med Drøvets Drevl af Munden.
—Inde var kun lavt til Loftet,
Maanen kasted Lys i Stuen;
Bedstefar i Lædertrøjen
stavred om ved Skorstensgruen.
Mor gled ind ad Frammesdøren, slæbende paa Malkespanden; snart har Koens varme Drikke fyldt hver Barnekop til Randen.
Far kom kroget ind fra Stalden, hængte Trøjen op ved Bjælken, spiste tavs, indtil han sagde: "Lad os takke Gud for Mælken!"
Bad vi da i Lys fra Maanen, som kun Børn og Bønder beder, medens tunge Stjærner tændtes over brede, tavse Heder.
Kjbh. 7/12 1901.
[Footnote: Strippe, Træspand, hvoraf den ene af Staverne danner
Haandtaget; Dræ, Kornets Støvblomster; Drevl, Dyrets nedhængende
Sagl; Frammes, Kjøkken.]
JULEBREV TIL HJEMMET.
Hvor Marken standses af frønnet Led og Engen er Aaens Næste, der ligger en Gaard i Julefred; den vilde jeg gjerne gjæste.
Og Bjælken spænder saa tungt i Loft i denne Mindernes Bolig; hver Mus i Halmen, hver Spurv paa Toft de pipper til mig saa fortrolig.
Jeg synes de Spurve kalde mig hjem, jeg ser et Lys bag en Rude, jeg skimter en Dør, der aabnes paa Klem for en, som altid er ude.
Aa, laan mig din Vinge, du Spurvelil, ej bare din Pippen og Klage, da uden Tøven med Sang jeg vil mod Hjemlandskysterne drage.
—Vær vakkert hilset, du Søskendflok i Gaarden, hvor Dugen nu bredes, hvor Faders Spade og Moders Rok endnu med Ærbødighed fredes!
Og ser jer saa frem ad den østre Port og ud ad den vestre Længe, da har I et Syn saa omspændende stort af Aa og Agre og Enge.
Da mindes I alle den sære Tid, vi vanked der svedig og bøjet, med Skovlen paa Nakken, med Hjertet i Strid, med Udfartslængsler i Øjet.
Da mindes I ogsaa de gamle to, der nu holder Jul med hverandre etsteds, hvor Lykken er mere tro end her, hvor vi bævende vandre.
Kjbh. 26/12 1901.
JACOB HEGEL.
Der staar en Bygning i en gammel Gade, hvor Dagens Bulder intet Ekko faar; en fornem Jævnhed smykker dens Facade, og der er Stemning om den hvide Gaard; fra slidte Fliser op dit Fodtrin bæver os med en Højtidsklang mod Væggen slaar, og der staar skrevet; Porten er kun snæver, ad hvilken du til Gyldendalen naar.
Det blev et Forraadshus mod Tiders Trængsel, som fornemt hvidt det stod i Døgnets Slud: og hver Gang Døren drejed paa sit Hængsel, fløj derfra Tanker over Norden ud; de spredtes viden om som Dræ paa Heden, bar Smil og Graad til mangt et følsomt Sind, hist kom de kjært som Frø til Fugl i Reden, og her de sprængte sure Hjærners Spind.
—Hvem haaber mer ved Staal et Folk at tage? Er Krudtets Fam omsider dreven væk, der staar paa Marken kun lidt Blod tilbage og saa en nedskudt Fane bag en Hæk. Nej, Tidens Sejre, vore Troja-Kampe de vil nu vindes paa en anden Vis: En fattig Bog undfanget ved en Lampe har tit bragt Glemsel for en Hærs Forlis.
Og derfor Tak til dig, du tavse Spreder, hvis gyldne Mærke blinker fjærn og nær; en stille Mand, en fast og rolig Leder af Bøgers stolte, fri Erobrerhær. Af Danmarks Største har du faa at savne af dem, hvem ingen Storm rev Sejl af Raa; fra Norge hented du de digre Navne, der er som graa Granit at løfte paa.
Bag hin Erobring af de Bedstes Bøger vi skimter mere end lidt praktisk Sans, vi ser bag Pultens Rand en Mand, der søger ej blot sin egen Hæder, men sit Lands. Om Dybden af din Daad maa Tiden dømme; men derfor alt Nationens Ros du faar, at du gav Ly til dem, hvis Hjærners Drømme med Nordlysstræben imod Zenith gaar.
Kjbh. 19/1 1902.
VIGGO HØRUP.
Grøn staar Vinterrugen ind mod snelagt Gaard; tung og bred i Smugen Sjællands Bonde staar; skyet Panden luder, Øjet graadfyldt ser. Aa! saa har han spurgt det: Hørup er ej mer!
Runden af vor stærke, sejge Bonderod bar han Folkets Mærke paa sin Herde god. Folket gjaldt hans Tanke, Folket rundt vor Sø, Folket, hvor det vender Furen under Ø.
Kornets Sus og Sange leged i hans Stil, Sol fra Vig og Vange tindred i hans Smil; Skalkeblinket lyned, kom du ham for nær, som en Dolk, der vendes brat i Solens Skjær.
Landets Bøgedale hvisker end hans Lov; aldrig bedre Tale klang i Sjællands Skov; Bøgen stod og lytted med sit fine Blad, Folkets tyve Tusind jubled hjærteglad.
Med den danske Sommer var hans Aand i Pagt, Sprogets Bær og Blommer ved hans Haand blev lagt. Som en Valmukrone over Nælders Top steg hans ranke Klarhed over Vrøvlet op.
Hørups Manddoms-Tanker —Høst af bedste Tægt— blev som Redningsplanker for en kæntret Slægt. Dumt at tro, han skjæmted, blot fordi han lo; Alvor stod bag Spøgen med sin Bondetro.
Snart de høje Bøge grønnes om hans Gaard, der hvor brune Høge ned fra Luften slaar.
Han var Høgens Frænde. Frihed var hans Krav; Sjælland var hans Vugge, nu er det hans Grav.
Kjbh. 20/2 1902.
FREDERIKSBERG.
Sig mig fortroligt, om Solsortens Toner klang etsteds saa hjemligt som her om dit Slot? Haven med Brud i de vuggende Kroner— er det end lidt gammelt, det pynter dog godt. Fred'rik bag Porten i gammeldags Kjol— kanske lidt barsk, men godmodig for Resten; Godheden randt af din lunende Sol, Barskheden kommer af Blæsten.
Her har han vandret, din Stoltheds Aladdin, smile til dine Børn paa sin ensomme Gang; her bag de hældende Kroner han kvad din kanske lidt for vege, men dybtfølte Sang. Nu staar han hugget i Malmen den graa, der hvor af Færdsel det buldrer i Natten, viser dig, Borger, hvor langt du kan naa, blot der en Gnist under Hatten!
Fortid og Nutid paa Vejene mødes, sagte de formæles i Havernes Duft; Asfalten bredes, mens Stokrosen rødes, Traaden strammes ud mod den lysende Luft; Kranerne knirker, og Hamrene slaar, funklende Lys under Sporhjulet spruder, medens histude, hvor Havglitret gaar, lang'ligt en Stordamper tuder.
—Der kommer en, han maa med i min Vise: Haaret stritter langt bag en florsmykket Hat; sirligt han tripper der midt ad sin Flise, Foden følger efter, hvor Stokken er sat. Frakken den lange af gammeldags Snit hopper en Kjende ved Føddernes Listen, Baandet i Knaphullet, Halsbindet hvidt— kjender du saa Pensionisten!
Kom her en Kvæld, naar i Sønden det lyner, naar den vaade Guldregn sig sænker saa træt; Fuldmaanen kikker fra Skyernes Dyner, Lyd af bitte Fødder, der flyttes saa net! Skræm hende ikke ved gjækkende Tegn; hun gaar med Blussen sin elskte i Møde, her hvor med Duft i dit skjærmende Hegn natligt Syrenerne gløde.
Vinteren 1902.
GRUNDLOVSSANG TIL FJANDBOERNE.
Der er et Land saa indeklemt etsteds paa Jyllands Kort; blev Stedet end af Verden glemt, saa er det Land dog vort; thi paa dets brune Tuer sad vi som Børn og sang, og fra dets Høje skued vi Verden første Gang.
Der flyver Viben lavt om Gaard mod Blæst og Bygevejr, og Sommeraftnens Tofler slaar højt over tavse Kjær. Mod Høstens Tid af Lyngen der titter røde Bær, og tusind Lærkers Syngen dig følger, hvor du er.
Og der gaar Solen langsomt ned imellem Banker graa, mens Hors naar hjem fra Dagens Béd og Møllens Vinger staa. Hen under Himlens Arker gaar lange Dales Gys, mens langs de øde Marker der tændes Lys bag Lys.
Og der er Bonden jævn og støt, i hvert et Savn forsøgt; men Savnet gjør ham ej forknyt og avled aldrig Frygt. —Han kjørte Sand paa Mosen og Mosejord paa Sand; det gav ham Gryn i Posen og Hæder til hans Land.
Hvor Ploven altid holdes blank, der er ej Fattigdom; hold Agren ren og Modet rank, om og din Ryg blev krum! Thi Frihed vil kun dvæle hos ranke Sind som Gjæst, men lamme, syge Sjæle dem fly'r den fra som Pest.
Og naar du henter Traven hjem, og naar du Engen slaar, og naar din Plejl med Fynd og Klem hen over Halmen gaar— da husk, at "Grundlovsgaven" med Junidagens Sol har Drøjsel lagt i Traven og Hynde paa din Stol.
—Og dette Land saa indeklemt paa Danmarks vestre Kort— kanske det dog ej rent er glemt, blot Sløvhed jages bort. Og derfor skal du tage dig Mænd til Folkets Raad, der frem og ej tilbage vil styre Tidens Baad!
22/5 1902.
[Footnote: Tofler, Bekkasiner; Béd, den Tid, Dyrene er i Arbejde; Arker, de hvide Fjerskyer; Drøjsel, Forslag.]
PRESSEN.
Fordum Fyrsters kjøbte Slave, nu Monarkers Ligemand; brudt er længst Censurens Stave; Synet frit til Hav og Land; Pressen—løst af Fortids Vold— staar nu kun i egen Sold.
Se hvor langt dit Rige spænder, sammenholdt af Ørsteds Aand! Om en Ø i Havet brænder, Asken samles i din Haand. Ruslands Trusel, Finlands Graad naar til dig ad samme Traad.
Malmen, som i Jorden lytter, blev dit Lunes Gyngehest; ud og ind Maskinen flytter Blad paa Blad til sidste Rest. Bonden til sin Aften-Grød drøfter Kinas Morgen-Nød.
Slukkes end hvert Lys i Staden, brænder et endnu hos dig; ruger Tavshed over Gaden, til dit Hus naar Søvnen ej. Remmen haster vildt af Sted, Hjulet mumler sit derved.
Tanker, som for Øret synger, naar de bæres ud ved Gry, smidigt sig om Valsen slynger, krystes mellem Staal og Bly; Ordet, klædt i Malmens Dragt, vandt dig Rang af Verdensmagt.
Som Kyklopens er din Gjerning, du Minervas yngste Søn! Held har sjældent fulgt din Tærning; Skuldertræk var mest din Løn; dog, saa langt Kulturen naar dine Spor i Agren staar.
Bonden, som med Blink i Øjet klapper glad sin hvide Gris, Svenden, som i Søndagstøjet spørger sejgt om sin Avis; Doktor, Høker, Skolemand fyldte ved din Brønd sin Spand.
—Hvad end Tidens Strøm vil føre hid af Skum og Storm og Slud, vil du staa med Haand bag Øre lyttende i Natten ud. Dermed er din Gaade sagt: Du er Tidens Hejrndalsvagt!
Juni 1902.
SØREN OLESEN.
Gamle Søren, lad mig mindes end en Gang med Pen i Haanden, hvad du var for mig og mange, mens du selv var ung i Aanden:
Bred paa Foden, bred om Lænden, bred og djærv og tung i Talen; Stemmen blød og vemodssløret som et Aaløbs Fald i Dalen.
Intet Hovmod, ingen Fraser, stille Ord om Kristensynet, og to milde, brave Øjne ærligt lysende bag Brynet.
Ordet sank i aabne Hjærter blødt som Hattedug paa Kornet; intet Brøl i Domsbasunen, intet Hyl i Helvedhornet.
Og tilsidst, naar Talens Mildhed havde Sindene bevæget, svam og bølged Salmens Toner varmt igjennem Kjæmpeskjægget.
Stærkest var du, naar du talte Hjærtets Sag bag Bjælklofter, hvor Forsamlingen og Ordet begge gik i Bondekofter.
Der hvor Rævekløgt og Goldhed svinger Klokken hist paa Tinge, fik din Tale noget nedstemt, som de golde kaldte "ringe".
Men for den, der sad og hungred efter Ærlighed alene, var dit Ord imod de andres ogsaa her som Brød mod Stene.
—Gamle Søren, tunge Sorger tynged paa din gamle Nakke; længe saa jeg paa dit Aasyn, at dit Held gik ned ad Bakke.
Skjælmen lo endnu i Øjet, men med Skjælmen kjæmped Taaren; nu er Kampen altsaa sluttet, og dens Udfald nævnes: Baaren!
30/7 1902.
JENN HJEMM.
Æ Blaaner de drywer,
og æ Swaanner de flywer,
og æ Fowl de flokkes i æ Kjâr;
æ Blaad de salder,
og æ Hawl de ralder,
og æ Blæst den tar i æ Dar.
Men a sejjer ind ved æ Skyw
og tarer æ Dôg af mi Rud;
for nær en æ gammel, og æ Knoger er styw,
er ind saa laant bejer end ud.
Æ Suel den skjenner,
og æ Skyg den gjenner,
og æ Kokk de gaaler saa glaad;
æ Plejl den pikker,
og æ Klokk den dikker,
og æ Ugl—hun sejjer o æ Laad.
Men a ska wal hold mæ i Rumm,
for ind er det mjest af mi Gled;
nær føst det slaar ind med aa bus af Nordowst,
saa blywer æ Brokk i hans Red.
Æ Gord blyver gammel,
æ Laad krykker sammel,
og æ Sals haar en Klink i si Dar;
æ Tækki er røwn,
æ Fløj den er fløwn,
og æ Gowl den hwæler te Nard.
Men hvad vil ett hæld og forfald,
om Naadens Visdom ska raad!
Faar a wal end aalle æ Kukmand aa hør,
a høt ham da føst baag æ Laad.
Ja, her haar a sungen,
og her haar a sprungen,
og her haar a hat mi Kon Gled;
og her haar a sowed,
og her haar a plowed,
saa snaar æ Tiddaws war tered;
og her haar a gavn med mi Maag,
og her haar a funden mi Fød,
og her haar a tavn mod det bette Krumm Hjem,
ilav mi Forælder de død.
Mi Faar saatt Snaare,
mi Muer hun kaare
imell hun gik med æ Ryw;
men da de bløw kroged,
og æ Øwnsyen doged,
de so som no a, ved æ Skyw;
de listed sæ ud te æ Hjørn;
der kund de saa knøw sto og kig;
no legger de inden æ Kjerregordstett
ledt nurden den søndele Dig.
Æ Vief hun skriger,
o æ Blæst den stiger,
og æ Popler haar tront med aa swing;
æ Regn den pilrer,
og æ Vildgjæs hwilrer,
og æ Ugl hun letter o æ Ving.
Ja, Ungdom og Gled de er henn,
og Sommerens Daw de er drøwn,
og den der ett mir faar en Lærki aa hør,
han tinker paa dem, der er fløwn.
1/8 1902.
[Footnote: Jenn hjemm, ene hjemme; æ Blaaner, Skyerne; Fowl, Fugle; salder, aftager; ralder, rasler; sejjer, sidder; æ Skyw, Bordskiven; nær, naar; æ Knoger, Lemmerne; laant, langt; æ Kokk, Hanerne; bus, storme (om Vinden); Brok, Grævling; Gord, Gaard; krykker sammel, synker sammen; æ Sals, Stuehuset; Tækki, Taget; røwn, revet; Fløj, Vindfløj; Nard, Nord; Kukmand, Gjøg; Kon, Smule; Maag, Mage; bette Krumm, bitte Smule; kaare, kartede; doged, dugged; so, sad; tront, travlt; pilrer, smaaregner; hwilrer, larmer; drøwn, dreven væk.]
MI NANNE, JA.
Der gor en O her vejsterpo med Fleg omkring og Kwanne, ja; aak, der war det en Lyst aa go i Awtensdôg med Nanne, ja!
Æ Suel er nied, men øwer æ Hied der flywer en Pa Tanne, ja; æ Gjej han slaar, æ O den gor med aal mi Sind mud Nanne, ja.
Nys drøw en Æl; no kam en Hwæl som fræ wor Møllers Swanne, ja; aak, de er tow, ka sow i Row, nær a mo tink paa Nanne, ja.
Æ Nætter er no mørk og kold, æ Vejlo wot og vande, ja, men a gaar øwer Kjâr og Knold og vejsterud til Nanne, ja.
Der stor en Lys i Nannes Rud for mæ og ingen anner, ja, te ett a gor i Syk derud, men vinder hjem te Nanne, ja.
Ved Piggerbøen det tit er swær aa skjell æ Own fræ Kjanne ja, men det tar a mæ aalle nær, saalæng a haar mi Nanne, ja.
For gor æ gjemmel ondt hæ godt, og stige heller strande a, saa er hun mej i mi Komplot, mi Dawsens Gled, mi Nanne, ja!
10/8 1902.
[Footnote: Fleg, bredbladet Græsart; Kwanne, en Skjærmplante; Awtensdôg, Aftendug; Tanne, Terner; Gjej, Gjedden; æ O, Aaen; Æl, Byge; Hwæl, Skrig; Row, Ro; wot og wande, vaadt og vandet; Kjâr, Kjær (Flertal); Syk, Synk; skjell, skille; æ Own, Avnerne; Kjanne, Kjærner; gjemmel, gjennem.]
ARBEJDERSANG.
Junkerspiren kaster stolt med Nakken, naar han peger paa sit Adelsskjold. —Vi er Børn af dem, der brugte Hakken ligefra den første Fortids-Old. Adel, Fyrster steg paa vore Rygge, og vi bar dem over Ørkners Sand: fedeligt de sad i Palmers Skygge, naar vi andre savned Brød og Vand.
Adelsskjoldet er et tvivlsomt Mærke, hvisker om, hvor højt en Mand kan naa, naar hans Rovinstinkter blot er stærke, og han selv tilpas er snu og raa. Hakken, ak, gjør ingen Mand til Greve, skjænker knap en Hytte trang og lav, gi'r os Feber-Kost, imens vi leve, og naar vi er død'—en Fattiggrav.
Vi blev født, hvor Lyset langsomt piner sig igjennem Baggaardssmøgers Graa, der hvor kolde stønnende Maskiner hugge Tidens Stræng i Stumper smaa. Intet Haab og ingen Himmelstige stræbte op til Lysets klare Blaa. Hvem har givet Solen til de rige for at svøbe Mørket om de smaa?
Thi som Planten, naar den Lyset savner, bøjes langsomt, skjælver ned og dør, saadan blev vort Liv som golde Avner, Evnen selv randt bort som Sne, der tø'r. Dampmaskinens strubehede Aande pustes mod vor Kind i dybe Støn, ingen agter paa vor blege Vaande, alle har kun Tanke for vor Løn.
Disse lange, lysforladte Gader overskygged vore Barndoms-Aar; disse kolde Huses Rude-Rader blinked aldrig med et Strejf af Vaar. Men vor Arm blev stærk, vor Haand blev hærdet ved at gribe om Maskinens Staal; og vort Øje spejder uforfærdet mod et stort og gyldent Fremtidsmaal.
Ja, som Samson i sin unge Styrke bar Filisterporten bjærghøjt op, stige vi en Dag fra Gydens Mørke over Grav og Grøft til Lysets Top. Med det gamle Samfunds Port paa Ryggen lejre vi os i en Verden ny, og mens Taagen letter, smiler Lykken fra det nye Samfunds Morgengry.
Septbr. 1902.
VENSTREVISE.
Nu har vi læst Aviser nok og kjender eders Planer, nu venter vi det Rytterchoc, der sprænger nye Baner, der slænger kjækt i Mudder-Grav de blinde Fortidsjætter, og Folkets Ret og Folkets Krav paa Hædersbænken sætter.
Vort Statsskib blev paa Bedding sat, det trængte haardt til Spanter; det havde Brud paa Ror og Rat og Læk paa alle Kanter. —Nu raader vi, I kaster los, før Vreden gaar i Gjæring, nu er det Tid, at Skroget faar den sidste Overtjæring.
Taalmodighedens sagte Vals I vil saa gjerne lire, men Strikken, om Ideens Hals blev ofte det: at fire. Den kjække Skipper fanger Mod, naar hvidest Søen bovner. Drik Vinen, mens den end er god, og Øllet, før det dovner!
I tyve Kjedsomhedens Aar vi har Forbedring ventet; saa gid vor syge Tvivl nu faar omsider Sakramentet! Kald Grøde frem i Folkesind, og Vækst i Danmarks Dale, og ring med nye Klokker ind en bedre Rigsdagstale!
Ja, vi vil ud i aaben Dyst, hvor Saltstænk frisker Blodet, ej ligge under Dødvandskyst og samle Vand i Ho'det. Og lad os saa faa Flaget op og Skuden ud at sejle; sund Politik er salten Hav og ingen Brakvands-Vejle.
26/9 1902.
BJØRNSTJERNE BJØRNSON.
Hvor Ørnene drømmer bag rimtynget Gren, der sidder en Gamling som hugget i Sten; hans Manke den bruser som Elveskum, og Fjældkilder klunker der rundenom.
Mens Sagaens Stortid i Mørke er endt, og Oslo er sunken, og Hlade er brændt, og Høvdingenavnet en Frase snart, hin Aulestads-Høvding har Tiden spar't.
Der jog som en blaanende Elv i hans Blod, som Laksens i Fossen saa stridt var hans Mod; han vilde se Norge og Norden stærk, i Nordfolket skue sin Ildsjæls Værk.
Han byttede Hjærte med Ungdommens Hær; i haardhændet Kamp fik vi Høvdingen kjær; han flytted ej Grænser med Støbestaal, men vakte vor Længsel og gav den Maal.
Først sad han med Grundtvig i Kærren hos Thor, og Graaulven tuded, mens Bukkene for; saa drog han med Darwin paa Højfjældsfærd, saa Verdener stige af Solbrandsskjær
Og Sangene randt fra hans undrende Streng saa friske som Blomster af nyslaaet Eng; de kommer imod os fra Eng og Ø med Ungpige-Latter og Duft af Hø.
Og Bøgerne fulgte i Sangenes Spor; hans Værker langs Kysten som Langskibe for, og lagde den gamle saa brat til Land, stod Pressen og Kirken og alt i Brand.
Han knalded med Pisken fra Solgudens Vogn, Hans Hærpile hasted fra Sogn og til Sogn: men sank over Sindet et Pust af Fred, da sang han for Norge, saa vi sang med
—Højt løfter vel Dovre sin snehvide Krop: i højere Glans naar dog Ætlingen op; de tvende vil favne den norske Jord, mens Skibe og Skægter gaar rundt om Fjord.
4/12 1902.